Den sidste krystalprinsesse - Bind 1 i serien Krystalprinsessen

Dette er om en pige der hedder Miranda. Hun kalder sig selv for Mira. Hendes mor er på ferie i 3 uger så hun føler sig svigtet. Hun har en bror som hader hende og ikke vil kendes ved hende, der føler hun sig både svigtet og tilpas. Hun bryder signemlig heller ikke om ham. En dag finder hun en krystal på en strand og finder ud af at hun er en krystalprinsesse! De sejeste drenge på hendes skole er endda krystalprinser i hver sine farver! Hvad sker der mon?

10Likes
14Kommentarer
1674Visninger
AA

12. Sandheden. Eller løjnen?

Vi havde ikke flyttet os fra landet. Det var ret behageligt. Dejlig ro og stilhed, men jeg kunne høre Amatisbrødrenes tanker hele tiden. De skulle i hvert fald ikke lytte til mine. Derfor bevægede jeg munden hver gang jeg tænkte, men for det meste glemte jeg det og de fleste gange kiggede de også forunderet på mig. Jeg havde fået meget mørke tanker. Ikke specielt rare, men sorte var de. Min krystal havde ikke ændret sig spor. Det gjorde mig faktisk ked af det. Hvis nu mine tanker blev lyse så ville min krystal måske blive sort? Derfor var ejg nødt til at beholde mine sorte tanker, men når jeg tænkte på de værste. Så talte jeg uden nogle hørte de. Jeg havde siddet under mit træ hver dag, jeg havde fået det bedre hver dag, men i løbet af dagen fik jeg det dårligt igen. Jace var ikke en del af vores grubbe mere. Det var jeg lidt glad for. Jeg havde nemlig en meget mærkelig drøm forleden. Den handlede om ham. Da han jo sagde at han ikke helt var væk fra sin "sorte" prins stil. Så ahvde min storebror gjord ham ond og hans tunge. Adr den var helt spids. Hans øjne var blevet helt sorte i had og hans muskler var blevet lidt større og så var han gået fuldstændig ud i raseri. Jeg skubbede hurtigt tankerne væk og så på de nadre. De havde hørt mine tanker og jeg smilede undskyldende. Men jeg havde sådan på fornmmelsen af det faktisk var sket. Det var en af de værste drømme jeg havde været ude for. Men hans ansigt. Det var blevet smukkere da hans øjne var blevet mørke. Hans øjne klædte pludselig rigtig godt til hans ansigt. Jeg smilede af mig selv og hev mine fletninger ud så mit hår sad løst. Mine ben reagerede så jeg rejste mig op og jeg rettede på kjolen. Mit blik for ud mod vandet. og jeg så på drengene fra en passende afstand. De smilede til mig og jeg gengældte smilet. Men Jace. Havde han løjet? Eller talte han sandt? Det får jeg vist aldrig af vide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...