Not afraid - 1D +12

Rosalie er en pige på 14. Hun bliver mobbet hver dag, og hun har igen rigtige venner. Hendes mor forlod hende og hendes fordrukne far ved fødslen. Hun er vokset op på egen hånd med hendes eneste ven, hendes tante. Da Rosalie er 12 år gammel, dør hendes tante og alt ramler sammen for Rose. Hun tager ikke stoffer og ryger heller ikke, men hun synker langsomt og smertefuldt med til et meget mørkt sted. Da hun en dag får en opringning, hvor hun får at vide at hun har fået muligheden for at møde sine største idoler - One Direction. Men havd sker der med den skrøbelige pige der møder en dreng der kan se igennem al hendes elendighed, som ser hende som hun er? Er hun stærk nok til at løfte sig selv op eller bukker hun under for elendigheden?

8Likes
11Kommentarer
1072Visninger
AA

3. Når alting forvirre en.

OBS: i stedet for 14 år er hun 16, hun virkede lidt ung.

Klokken ringede til frikvarter og det var tid for mig til at jeg skulle gå og jeg skyndte mig at hive tasken om på ryggen, mens jeg så løb ud af døren. Endelig fri. Jeg løb gennem skolens gange og sørgede for ikke at komme til at irritere nogen, specielt Kathrine. Kathrine var min x-bedste veninde. Hun havde pludselig fået sig nogle langt bedre veninder i sommerferien efter 2. klasse. Efter det havde jeg ikke haft nogle venner og Kathrine var nu blevet skolens dronning som styrede alle. Det var hende der havde mobbet mig sammen med de andre gennem alle årende. Det gjorde hende åbenbart sej.  

Jeg skyndte mig forbi Kathrine der skulle til at stoppe mig så hun kunne ydmyge mig eller finde ud af hvor jeg skulle hen, men jeg løb bare forbi og gik ud af døren. 

Jeg vidste at Kathrine også var kæmpe fan af One Direction. Og at hun også havde tilmeldt sig konkurrencen, om at møde 1D som jeg havde vundet. Det måtte hun aldrig få at vide ellers ville hun dræbe mig eller det der var værre.

Men det var mig der skulle møde 1D om 2 timer. Jeg havde kun været i skole i 2 timer men jeg blev nød til at gøre mig klar.

Jeg havde aftenen før læst info-papirerne og så var Victoria, hende der ringede, kommet på besøg for at få et indtryk af mig før jeg skulle møde drengene.

Faktisk var dagen gået meget godt indtil videre, jeg var kun blevet slået et par gange i maven og blevet kaldt  fucking møg so osv. det vil sige at det var gået rigtigt godt indtil nu.

Jeg løb op ad den lille trappe og låste døren op.

Jeg stormede ind på mit værelse, smed mine ting i hjørnet og gik ud på badeværelset for at tage et bad. Da jeg havde været i bad trådte jeg ud og så på min nøgne krop i spejlet. Man kunne tydeligt se de blå mærker omring mine ribben og min mave. Mine lår var også rimeligt forslået med skrammer og gamle sår. Så var der mine over arme med alle kniv sårende. Min krop så rædselsfuld ud eller alle mærkerne og sårende så forfærdelige ud men selve min krop var jeg godt tilfreds med. 

Jeg tørrede mit hår og min krop. Jeg havde lagt mit fedeste, mest lækre sæt undertøj frem. Jeg tog det på og gik over til mit skab for at finde det perfekte outfit - det måtte ikke være for fint eller for afslappet. 

Jeg fandt noget tøj (Link i kommentaren) Jeg følte mig godt tilpas i.

Jeg lagde en naturlig make-up og krøllede mit lange hår der gik ned til midt på maven.

Jeg var klar.

Jeg pakkede min pung, nøgler, min lipgloss og mobil med i min lille taske og gik så ud af døren. Solen skinnede og der var forår i luften. Der holde en sort bil forand huset og der stod en mand der lignede en chauffør, lænet op ad kølerhjelmen. 

"Er de frk. Evans?" spurgte han og rejste sig op.

Jeg nikkede og gik hen mod bilen. Manden åbnede døren for mig og nikkede i retningen.

"Jeg skal køre dem til deres 'præmie' om man så må sige" sagde han igen. Jeg gik nærmere og satte mig så ind i bilen. 

***

Efter at have kørt et stykke tid, stoppede vi et sted jeg aldrig havde set før. Det lå lidt væk bag nogle andre bygninger og der var ikke så meget trafik eller mennesker. 

"Så er vi her" sagde manden som faktisk hed Tom.

"Tak" sagde jeg og steg ud af bilen. Det første jeg så var Victoria, med et smil på læben.

Hun tog mig med ind i den store bygning vi var holdt foran. Vi tog elevatoren op til 13. etage. På vejen snakkede Victoria mest om at drengene havde glædet sig til at møde mig. Det spredte en varm følelse i min krop i 2 sekunder hvorefter den forsvandt igen så pludseligt som den var kommet. tankerne fløj rundt i hovedet på mig; Kan de mon lide mig? de hader mig sikkert. Hvad nu hvis jeg gør noget dumt? Hvad nu hvis jeg fornærmer dem? så vil de helt sikkert hade mig, men det gjorde alle jo.Der lød et pling da elevatoren stoppede. Dørene åbnede og jeg kunne straks høre støj fra lejligheden foran os, det lød som om nogen havde pude kamp eller noget i den stil. Victoria ledte mig hen mod døren foran os. Hun åbnede døren og trådte ind. Jeg stod lidt men så fulgte jeg hende. Drengene var i fuld gang med en pudekamp på sofapartiet.Først da Victoria rømmede sig meget højt at de alle stoppede og kiggede med det samme på mig.

"Hej, med dig, du må være Rosalinda" lød det fra Louis som lå på sofaen med en Zayn oven på sig.

"Rose" rettede jeg og smilede for deres positioner så meget forkert ud.

Hurtigt fik de stillet sig op og de sagde alle hej til mig. Efter få minutter gik Victoria og jeg var efterladt med drengene. Jeg kiggede rundt på drengene og opdagede at Harry stod og lavede elevator blikket på mig. Jeg kunne mærke mine kinder blusse.

Jeg kiggede igen rundt. Denne gang fangede jeg Harry øjne og var som frosset fast. Det var umuligt at have så fantastisk, flotte, grønne øjne med er så vidunderligt skær. Når nej, jeg stod jo og beskrev Harrys øjne...

Vi havde sat os i sofaerne, først var jeg mega genert men så var Louis kommet fra den ene side og Harry fra den anden og så havde de sat sig helt op ad mig, med overdrivelse så jeg blev mast og der efter gik det nogenlunde.Det virkede som om de rent faktisk kunne lide mig, de grinede af mine jokes og lyttede godt efter nå jeg endelig tog mig sammen til at sige noget...  Igen blomstrede glæden i mig men denne gang forsvandt den ikke lige med det samme. men jeg kunne godt mærke at der var laaaaaaaaaaang vaej endnu hvis jeg nogen sinde skulle blive rigtig glad, men det var på vej. De gjorde mig helt forvirrede: måske var der nogen der kunne lide mig og ikke bare ville stjæle mine opgaver og tæske mig?...

Like og sæt på favoritter, tak på forhånd:-) skrive hvis i vil have mere! og hvad synes i?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...