Not afraid - 1D +12

Rosalie er en pige på 14. Hun bliver mobbet hver dag, og hun har igen rigtige venner. Hendes mor forlod hende og hendes fordrukne far ved fødslen. Hun er vokset op på egen hånd med hendes eneste ven, hendes tante. Da Rosalie er 12 år gammel, dør hendes tante og alt ramler sammen for Rose. Hun tager ikke stoffer og ryger heller ikke, men hun synker langsomt og smertefuldt med til et meget mørkt sted. Da hun en dag får en opringning, hvor hun får at vide at hun har fået muligheden for at møde sine største idoler - One Direction. Men havd sker der med den skrøbelige pige der møder en dreng der kan se igennem al hendes elendighed, som ser hende som hun er? Er hun stærk nok til at løfte sig selv op eller bukker hun under for elendigheden?

8Likes
11Kommentarer
1065Visninger
AA

2. Heldet finder altid den uheldige.

Jeg holder mig til det jeg ved er sandt og jeg kan huske:

"Mit navn er Rosalinda Victoria Mongomery Evans. Men jeg bliver bare kaldt Rosalie eller Rose. Jeg er 16 år gammel og jeg bor i udkanten af London. Jeg bor sammen med min far, men ham ser jeg næsten aldrig, han er alkoholiker. Han begyndte at drikke da min såkaldte mor forlod os lige efter fødslen. Jeg er vokset op alene, ja selvfølgelig udover min tante Haley som har taget sig af mig mens jeg er vokset op. Hun døde da jeg var 12 . Jeg er på hospitalet, med voldsom hjernerystelse."

"Meget fint Rosalie, du kan tage hjem om et par timer" svarede Dr. Walter eller Peter som jeg kalder ham og rejste sig og gik og af værelset. Vi kendte, efterhånden hinanden nogenlunde efter som jeg kom her så meget. Peter ved ikke at jeg er blev skubbet ned på jorden og derefter er blevet sparket og tæsket derefter. Han tror på min dække historie; At jeg uheldigvis faldt ned af stigen da jeg vaskede vinduerne. 

Ville det hele ikke bare være nemmere hvis jeg bare forsandt eller døde?

Jeg overvejer mine tanker og overvejer endnu en gang om jeg bare skulle slutte her.

Da jeg stadig var sunket dybt ned i mine planer om selvmord, hørte jeg det ikke lige med det samme. Men pludselig sprang jeg op og opdagede at lyden kom fra min mobil. Jeg rejste mig og gik over for at tage den. 

"Hallo, det er Rosalie" sagde jeg. Der var da ellers aldrig nogen der ringede til mig. Tænkte jeg mens jeg ventede på svar fra den anden ende.

"Hallo, dette er Victoria Hellmann der ringer for at fortælle dig den glædelige nyhed at du har vundet One Direction konkurrencen hvor du har vundet et møde med One Direction" svarede hun med en varm stemme. 

Jeg stod som frosset fast til jorden. Jeg var fuldstendig lammet.

"Hallo er du der stadig?" lød det bekymret fra den anden ende.

"Ja" fik jeg frem stammet.

"Det var godt, Du skal møde dem på fredag klokken 12 og så har du 12 timer sammen med dem. Der er blevet sendt nogle informationer med posten til dig"

Jeg var stadig fastfrosset i den position jeg stod i før. "Ok-okay, wow det er jo helt vildt" sagde jeg og kunne mærke en svag glæde blomstre ingen i mig. Det var ikke sket i 5 år tror jeg.

"Det er godt min pige vi tales ved i morgen om dit besøg, nu får du lige lov til at sluge de første informationer" sagde Victoria. "Farvel"

"Farvel og tak" svarede jeg og lagde på.

Jeg sank ned på sengen, jeg lod tårende løbe ned af mine kinder. Glæden var straks forsvundet da jeg havde lagt på og nu var jeg igen begravet i mit dybe, mørke hul der var inden i mig. Verden var ikke et sted for mig, jeg ville nok passe meget bedre ind i dødsriget. Jeg ville gøre alle en stor tjeneste ved bare at afslutte det nu. Men der var noget i min krop der sagde at jeg skulle vente til efter mødet med One Direction, som sikkert også ville hade mig. Men noget i mig ville virkelig gerne møde mine idoler før jeg tog herfra.

Efter et par timer, blev jeg udskrevet og jeg tog hjem. Jeg låste hurtigt døre op og løb op på mit værelse. Jeg låste døren og satte mig over i hjørnet og fandt min kasse frem fra under sengen. Mine hænder ryster da jeg tager låget og begynder at rode rundt efter det skarpe barberblad der lå i kassen et sted. Smerten i mit hjerte var ubeskrivelig. Der var ingen der der kunne udholde mig ingen der gad mig, ingen, ingen, ingen... Endelig fandt jeg hvad jeg søgte. Jeg holde det lille sølv blad i hånde, jeg rejste mig og gik mod toilettet.Jeg fumlede med lyset og trådte ind. Jeg så på mig selv i spejlet. Mascaraen løb i stride strømme ned af mine kinder. Mit Blonde hår sad i en uglet, løs knold i nakken. Mine skinny jeans havde fået huller og skrammer og min sorte trøje sad helt forkert. Jeg så forfærdelig ud. 

Da jeg havde stået lid hev jeg op i ærmet på min trøje der dækkede striberne af sår og ar på min over arm. Jeg tog hård fat i bladet. Jeg var klar til at dulme smerten i mit hjerte og hoved. Jeg pressede det skarpe blad mod min hud. Det tog ikke mange millisekunder at bore sig ned i armen på mig. smerten var enorm og tårende strømmede endnu en gang ned af mine kinder. Men smerten var ikke nære så slem i hjertet nu og jeg nød det i fulde drag jag trak kniven hen af armen og lod blodet løbe ned af min arm. Jeg nød de få sekunder den overvædene smerte var der. Det var kun der at smerten i mit hjerte og i mit hoved    kunne dulmes. 

Jeg faldt ned på gulvet. I frustration smed jeg nu bladet over i badekarret. Hvorfor kunne jeg ikke bare ende det nu. Jeg sad og hulkede af frustration og vrede. Smerten i mit hjerte og i min hjerne var kommet tilbage, selvom blodet stadig flød ned af min arm.

***

Jeg lå i min seng med en forbundet arm. Der var ingen der vidste at jeg skadede mig selv. Men når jo, der var ingen der gad overhoved, skænke mig den mindste tanke. Solen skinnede ind af vinduet, jeg tvang mig selv op. Jeg skulle i skole, den eneste vej for mig. hvis jeg fik en ordenlig eksamen kunne jeg komme væk men lige nu kunne jeg ikke en gang overskue at skulle sætte mig op, så hvordan i al verden skulle det være mulig for mig at overskue fremtiden. Men jo der var en ting som jeg kunne huske og vidste at jeg havde overskud til: mit mød med One Direction, som var... I MORGEN?! allerede, jeg havde ikke fået kigget på info-papirende endnu. Stress. Jeg gør hvad jeg altid gør når jeg får stress; Jeg lukker ned og kravler igen ned i mit møre, dybe hul.

 

Hvad synes i? skriv hvis jeg skal skrive mere ok?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...