Not afraid - 1D +12

Rosalie er en pige på 14. Hun bliver mobbet hver dag, og hun har igen rigtige venner. Hendes mor forlod hende og hendes fordrukne far ved fødslen. Hun er vokset op på egen hånd med hendes eneste ven, hendes tante. Da Rosalie er 12 år gammel, dør hendes tante og alt ramler sammen for Rose. Hun tager ikke stoffer og ryger heller ikke, men hun synker langsomt og smertefuldt med til et meget mørkt sted. Da hun en dag får en opringning, hvor hun får at vide at hun har fået muligheden for at møde sine største idoler - One Direction. Men havd sker der med den skrøbelige pige der møder en dreng der kan se igennem al hendes elendighed, som ser hende som hun er? Er hun stærk nok til at løfte sig selv op eller bukker hun under for elendigheden?

8Likes
11Kommentarer
1085Visninger
AA

5. Det er jo mørkt.

Der var en stille akavet pause hvor mig og Harry så på hinanden. Drengen havde omringet os og kiggede meget interesserede på os. Hverken mig elle Harry vidste hvad vi skulle sige. vi havde kun kendt hinanden i et par timer og vi havde bare haft den der gnist, der tænde noget i os begge. "Hmm det ved jeg faktisk ikke" begyndte Jeg for at få afsluttet den akavede stilhed. Drengene så undrene på mig, de havde nok ledt efter et lidt mere besvarende svar. "Det er faktisk rigtigt, det skete bare, Rosalie er bare ja, det ved i o hvis i hørte alt. Plus jeg ved godt hvad i tænker så jeg ville bare i forkøbet..." sagde Harry. Jeg kunne mærke mine kinder forvandle sig til blod røde tomater. Hvad mente han med ' Jeg ved godt hvad i tænker' ? 

Jeg fik ikke svar på mit spørgsmål, jeg måtte få spurgt Harry.  Fordi drengene opdagede vidst at de nok ikke fik mere ud af det og vi begyndte at gå mod stuen for at foresætte vores så kaldte film aften. Liam lavede de popcorn som jeg skulle have lavet. Alle drengene fik sat sig godt til pas i de forskellige møbelemaner og madrasser vi havde fyldt stuen med og jeg stod tilbage og overvejede hvor jeg skulle sætte mig. Det tog mig dog ikke mange sekunder at se at Harry sad alene i to-mands sofaen og han kiggede flirtende til mig. Jeg vidste dog at de andre drenge fulgte mig meget nøje hvilket var, næste, irritereene  Jeg trådte over Louis' ben eftersom han lå på en madras på gulvet. " By the way: Go' Røv" sagde han smilene og mindede mig på at de havde se ALT. Drengene grinede let. Jeg satte mig over til Harry som rykkede sig så jeg kunne ligge med mit hoved i hans skød. Jeg kiggede hurtigt på ham og smilede sødt til ham. Mens filmen startede kunne jeg mærke Harrys hånd køre blidt op og ned af min arm. Det gav mig kuldegysninger på en god måde. 

Midt i filmen blev jeg nød til at rykke på mig for ikke at få krampe. Ja, spørg mig ikke men jeg fik krampe af at ligge/stå/sidde i samme stilling i for lang tid af gangen. Jeg sad nu op i skradder stilling i den ene side af sofaen med et Harry hoved i skødet. Nu Var det min tur til at nusse ham i hans bløde krøller. Han lod pludselig en hånd køre frem og tilbage på mit ben. Igen kriblede det der hvor han rørte. Et kort grin forlod mine læber hvilket fik alle til at vende sig i mod mig, jeg sad bare og smilede til Harry. Louis rømmede sig kort og vendte så tilbage til filmen. Pludselig kom jeg til at tænke på Harrys hænder, han havde store hænder, store hænder, store hænder. Det ved i vel alle hvad betyder mit faldt ned af Harrys krop. pludselig lød det fra tv'et "i'd tap that" Harry grinede højt. Han havde åbenbart opdaget mig i at stirre.Gud hvor pinligt!!!! Alle drengene kiggede igen overasket på os, heldigvis var det kun Harry der havde busted mig i at stirre, det var også bare de store hænders skyld. Nej Rosalinda, lad os ikke gå der hen igen. De andre drenge kiggede stadig uforståene på os. "Hvad er det der er så sjovt Harry?" spurgte Zayn. "Ikke .. noget" læd det fra ham mellem et par grin han prøvede at holde inde.

Da filmen var færdig sad vi og snakkede. ''Bib bib'' lød det fra min telefon, jeg tog den op. det var en alarm. Klokken var nu 12 og jeg havde ikke mere tid sammen med drengene. Et højlyt suk lød fra mine læber. "hvad er det?" spurgte Harry bekymret stadig med sin arm om min skulder. "Klokken er 12" sagde jeg tone løst. "Og?" spurgte Harry igen. "Time to go home" svarede jeg og begyndte og rejse mig. Men Harry hev mig ned igen. "Ej det er sent, bliv det er okay" Sagde Liam."der er OK jeg tager bare metroen" svarede jeg "Nej det er mørkt du bliver her" lød det fra Harry næsten strengt. "okay så... mor" svarede jeg kækt. Men så kom jeg i tanke om at jeg havde stået og snavet men Harry, som jeg lige havde kaldt mor og så virkede det bare forkert. Og det grinede Harry også af.

Efter omkring en halv time forsvandt Zayn, Liam og Niall tilbage til deres lejligheder. De sagde at de lå i samme bygning og så praktisk talt næsten ens ud. Nå, men nu var det kun mig, Harry og Louis. "Jeg sover bare på sofaen det er fint" havde jeg sagt men Harry havde protesteret og fået sin vilje endnu en gang...

undskyld det er kort. For hver kommentar men konstruktiv kritik for i et kapitel... 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...