Novelle samling


6Likes
13Kommentarer
1580Visninger
AA

1. Forladt

Fuglene synger og blomsterne springer ud. Rundt omkring i byen leger små børn med hinanden, mens konerne vasker tøj eller snakker. Klara er på vej hjem i skole. Det er hendes fødselsdag i dag, hun bliver 7. Vejret kunne ikke have været bedre, nogle ville sige det er hendes skyld, da hun er den sødeste lille pige.   Aftenen før kunne Klara næsten ikke sove, men faldt til sidst i søvn. Efter hendes mor havde kysset hende godnat, var hun gået hun ind i stuen. Der sad hendes mand med rynket pande. Det havde han efterhånden gjort hver aften på det sidste. Men han vil ikke fortælle hende hvad problemet er. Når hun en sjælden gang får mod til at spørger, bliver hun bedt om at hente kaffe, og så skal hun ikke tænke mere på det. Hun er jo en kvinde.   Om morgen får Klara pandekager af hendes mor. Da de er spist, er det tid til at pakke gaven ud. Klara pakker den stille og roligt ud, så hun kan bruge det farve-strålende papir senere. Under papiret er der en kasse, den åbner Klara hurtigt. Inde i kassen ligger der den smukkeste dukke Klara nogensinde har set. Den har en lyserød kjole på, en lyseblå sløjfe i håret, og de klareste blå glasøjne. Klara tør næsten ikke røre dukken, bange for at hun ødelagger den. Til sidst tager hun den dog forsigtigt op, for derefter at løbe hen til hendes familie og vise den frem. Den skal hedde Dukke-Lise. Familien ler af Klaras glædestrålende øjne. Efter hundehvalpe øjne, og krokodilletårer, får hun overtalt sin mor til at tage Dukke-Lise med i skole. Klara hopper nærmest af glæde af sted i skole   Da Klara kommer i skole, beundre alle Dukke-Lise, men ingen af dem må røre hende. Tænk hvis der sker hende noget, Klara ville være knust. Faktisk føler hun sig lidt uroligt til mode, som om et eller andet er galt. De tanker er dog hurtigt væk igen, jaget væk af alle de andres beundring.    

Midt i anden time, kommer skoleinspektøren og henter Klara. Men hun har da ikke gjort noget galt. Måske er det fordi skoleinspektøren vil holde Dukke-Lise. Hun griber hurtigt Dukke-Lise, og går så med inspektøren. På vej til kontoret spørger hun om han vil holde dukken. Han kigger trist på hende, men prøver så at smile. Selvfølgelig vil han det.  Da de kommer ind på kontoret, har Klara igen sin dukke i hånden. Der er to politimænd på kontoret. Klara bliver urolig, men går så hen til dem og spørger om de også vil holde Dukke-Lise. Selv om hun er lidt ilde til mode fordi hun hele tiden giver dukken væk, føler hun sig stolt over at så vigtige mænd vil holde hendes dukke. Men politimændene takker nej. Først nu ser Klara at de har sammen triste blik som skoleinspektøren.   "Hvis I ikke vil holde Dukke-Lise, hvorfor er i her så?" spørger hun muntret. "Vi er så frygteligt kede af det Klara" siger inspektøren. En af politimændene fortsætter: "Vi har været hjemme hos dig i dag Klara. Ser du, da du var gået hjemme fra i morges, gik der et par timer, og så gik jeres komfur i stykker. Det startede som en lille flamme, men voksede hurtigt" Dukke-Lise glider ud af Klaras hånd. "Hvor er... min familie?" får hun fremstammet. Politimanden ryster på hovedet. "Du skal ud og bo hos din mormor en tid Klara" siger inspektøren.   Tårerne bryder frem, og løber ned af Klaras kinder. Hun tager Dukke-Lise op, og løber alt hvad hun kan. Det kan ikke passe, det må være en drøm. Hun vil se det med hendes egne øjne. Mændene bag hende råber, men hun er allerede for langt væk. Hun løber alt hvad hun kan, og tænker kun på hendes hus. Pludselig er hun der. Røgen stiger op fra huset. Det der er tilbage er helt sort. Æbletræet i deres have er kun en sort stamme. Hun har ikke opdaget hun har sat sig, før hun ser hvor sort hendes kjole er blevet. Den er fuld af sod og aske. Hun krammer Dukke-Lise af alle hendes kræfter, i håbet om at dukken kan gøre noget. Men intet forandrer sig.    

Efter noget der blot føles som sekunder, men er flere timer, kommer der en politimand. Han rejser hende op, og sætter hende ind i bilen. Han prøver at tage dukken væk fra hende, men hun knuger den så hårdt fast, at han intet kan gøre. Hun er ligeglad med alt andet. Ligeglad med hvor de skal hen, ligeglad med hun får lov at køre i politibil, ligeglad med alt. Men Dukke-Lise, hende er hun ikke ligeglad med. Hun er det sidste stykke af hendes familie, og ingen får lov at tage hende fra Klara.   Mens hun kører den lange tur hjem til hendes mormor, mindes hun et af de besøg de havde været på hos hende. Hendes mormor bor ikke inde i byen, men helt over i Jylland. Oppe i noget der hedder Skagen. Man siger det er der de to hav mødes, har Klara hørt.   Da de skulle besøge hendes mormor, have de taget toget, og endda været ude at sejle. Hendes storebror og mor havde været søsyg, og var blevet indenfor. Men hendes far var gået med Klara ud, og de havde nydt at stå der sammen med vinden i håret. De var dog nød til hurtigt at gå ind igen, da deres tøj og hår skulle være i orden til besøget. Efter sejlturen skulle de med tog op til Skagen.   De blev i Skagen nogle dage, men så skulle de også hjem igen. Far havde et vigtigt møde. Da de kom op til Skagen, blev Klara meget overrasket. Alle husene var gule! Det havde hun aldrig set før. Der var næsten ingen biler, og det var helt anderledes at kunne gå rundt uden at blive overdøvet af andre mennesker. Hvis man var helt stille, kunne man endda høre havet bruse og mågerne skrige.   Klara bliver hurtigt revet væk fra hendes tanker, da bilen brat standser. De er kommet frem. Politimanden tager Klara ud af bilen, stadig med dukken i hånden, og følger hende op til døren. Han banker hårdt på, giver kvinden i døren Klaras hånd, og går så igen.  

Men denne kvinde er ikke hendes mormor. Hun er en helt fremmed. Bag hende kan Klara høre skrig og gråd. Det er ikke her hun skal være. Hun vrider sig ud af kvindens hånd, og løber efter politibilen. Der må være sket en fejl. Men politibilen er væk. Klara kigger tilbage på huset. Lige inden kvinden hiver hende inden for, ser hun et skilt. Saras Børnehjem står der skrevet med blåt.   Da hun kommer ind, ser hun en masse børn løbe rundt og lege. Hun løber hen i en krog og gemmer sig. En pige kommer hen og spørger om hun må se Dukke-Lise. Klara svar-er ikke, men vender sig bare væk. "Kom nu" bliver pigen ved. Men Klara vil ikke. Til sidst vrider pigen brutalt Dukke-Lise ud af Klara hånd. Inden Klara når at rejse sig og få Dukke-Lise tilbage, er alle hjemmets piger kommet til. De hiver og flår i Dukke-Lise, og til sidst smider de hende tilbage til Klara.   Klara tager hurtigt Dukke-Lise, og krummer sig sammen om hende. Ingen skal igen røre hendes Dukke-Lise. Ikke engang den nok så fine politimand. Da pigerne er væk, retter Klara sig ud. Dukke-Lise ser helt forandret ud. Hendes kjole er væk, det samme er sløjfen, og hendes hår er helt uglet. Men det værste er at et af de fine glasøjne er revet ud.  

Klara begynder at græde, men får så en idé. Hun er nød til at slappe af i nogle øjeblikke til. Hun finder Sara, og spørger om hun må gå på dasset. Efter et mistænkeligt blik, får hun lov. Klara går stille og roligt mod dasset da hun er kommet ud, indtil hun er uden for synsvidde. Så løber hun alt hvad hun kan, og lidt til. Hun vil væk. Selv da hun op-dager at ingen følger efter hende, løber hun. Hun kan ikke stoppe nu.   Til sidst når hun enden. Bogstaveligt talt. Hun er kommet ud til en strand som de kalder Grenen. Den havde de også besøgt da de var ude hos hendes mormor. De havde alle ta-get strandtøj på, og var så gået syngende af sted. Efter de havde spist frokost, var de alle taget ud og bade. Klara var fulgtes med hendes storebror ret langt ud, og de havde set en vandmand svømme forbi dem. Han havde prøvet at rører den, og det var endt i en leg mellem de to. Da de kom tilbage igen, havde mor, mormor og far leet af deres leg. De tog hjem, og så tv på mormors nye farve-tv. Klara fik lov til at være længe oppe, så da de om aftnen gik i seng, var de trætte og glade.   Klara sætter sig ned på en sten, fortvivlet over hvad hun nu skal gøre. Hun kan ikke komme længere, og de andre vil snart lede efter hende. Hun har stadig Dukke-Lise i hånden, og vil aldrig slippe hende. Det er det eneste hun var sikker på, at slippe Dukke-Lise vil være som at slippe hendes familie. Men hvad skal hun gøre? Hun kan ikke vende tilbage, og hun kan ikke komme væk.  

Hun sidder i lang tid og kigger tavs på havet, og tænker tilbage på hendes familie. Hun smiler da hun kommer til at tænke på dem. Mennesker hun elsker, men som hun aldrig vil se igen. Da hun ser havet forsvinde, men altid komme tilbage igen, syntes hun det minder om hendes situation. Pludselig får hun en idé. Hun vil have en svømmetur. Det er ikke en plan der vil redde hende, eller en plan der vil løse alle hendes problemer. Men så kan hun få vasket skidtet af kroppen, og måske vil det friske hende op.   Hun er hurtigt ude af tøjet, men slipper stadig ikke Dukke-Lise. Et nyt problem dukker op. Hun kan ikke tage Dukke-Lise med, det vil ødelægge hende. Men hun vil heller ikke slippe hende. Til sidst slipper hun dog, og ligger dukken på hendes sammenlagte tøj. Så løber hun ud i vandet.   Vandet er koldt, og står sig om Klara, så snart hun kommer ud. Hun får straks gåsehud, men forsætter. Vandet er koldt og sort. Det trækker i hende, og prøver at slå benene væk under hende. Det er slet ikke som den sommerdag med familien, ligesom alt andet i hendes nye liv. Hun ryger under, i et øjeblik, men kommer op igen. Hun prøver at gå videre igen, men mister fodfæste efter et par skridt. Det er tydeligt at havet prøver at ta-ge denne lille pige med sig. Da hun endelig får hovedet over vandet, ser hun nogle må-ger over sig. De skriger højt, det lyder som om de griner af hende. En tåbelig lille pige der tror, hun kan overvinde havet.  

Hendes kræfter slipper stille op, og hun stopper med at prøve at komme op. Tankerne flyver gennem hendes hoved. Mor. Far. Storebror. Dukke-Lise. Godt hun ikke tog hen-de med. Hun kan ikke redde sig selv, så hvorfor skulle hun kunne redde Dukke-Lise. Mens disse tanker ryger gennem hendes hoved, ryger hun selv rundt i havet. Hun bliver kastet fra side til side, som om bølgerne spiller bold med hende. Sjældne gange stopper det, og hun bliver drejet rundt. Som en dans med bølgerne, og mågerne som tilskuere.   Så mærker hun pludselig en hånd om hendes. Hun tror først det er Dukke-Lise der er kommet ud til hende. Men da hun kigger op, ser hun hendes mors ansigt. Bag hende er der et hvidt guddommeligt lys. Moren løfter Klara op af bølgerne, og tager hende med forbi mågerne. Men mågerne ser hende ikke, de ser bare en lille pige krop flyde rundt i vandet nedenunder. Da de når lyset, ser Klara hendes far og storebror. Der er himmelsk musik, og bag dem flyver engle rundt. Endelig er de samlet igen. Hun smiler stort, og tårer løber igen ned af hendes stadig våde kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...