Caught in Beauty

Lucy har igennem alle sine 17 leveår kæmpet for sin frihed og tro. Men hun er fanget. Som 9-årig blev hun, blandt andre smukke pigebørn, kidnappet af Kongen, som bruger dem til personlig Aftenunderholdning for ham og hans ministre.
Hun ønsker kun at blive sluppet fri, men har hun kræfter nok?

0Likes
1Kommentarer
549Visninger
AA

4. Slottet

 

Den første gang havde det været et imponerende syn. Det var det langt fra nu. De store slot med de fire tårne havde dengang set prægtigt ud, med haven fuld af blomster, og gardiner i guld og sølv. Nu var det et gammelt forfaldent slot, med store lag støv i vindueskarmene, bevoksninger op ad murene, og en vissen grå have, der stødte op til den halvrådne hovedindgang. Det var tydeligt at se, at Kongen havde drukket alle pengene væk, i stedet for at modernisere sit eget bos udstråling.

Da Lucy nåede porten, bestemte hun med ét blik på det gamle slot, at hun i dag ville tage bagindgangen gennem køkkenet. Det eneste sted der ikke lugtede af fugt eller det der var værre.

Da hun trådte ind ad bagdøren mødte duften af nybagt brød hende med det samme. Der var dog kun meget få folk i køkkenet. Det meste arbejde blev gjort af maskiner eller ved hjælp af anden teknologi. Hun strøg hurtigt gennem køkkenet, snuppede en bolle på vejen, og snart var hun i den svævende transporter op mod hendes gemak. Det kunne godt være at slottet så forfaldent ud udenpå, men indeni havde det alligevel fulgt med tiden. Alt var styret af teknologi. Alle genstande fløj rundt mellem hinanden ved hjælp af et trådløst netværk udtænkt af Kongens forfædre.

Da hun endelig nåede hendes gemak, nåede hun lige at lukke døren og sætte sig ned, inden det bankede på.

”Luk op, frk. Lucy. Det er mig.”

”Dim!”

Og der stod han. Høj, langt lyst hår samlet i en løs hestehale bag på hovedet. Hans grønne hud var blevet næsten olivengrøn hen over sommeren.

”Goddag frk. Lucy. Du er sent hjemme. Er der sket noget?”

”Nej, slet ikke. Det var bare en professor som ville snakke med mig om nogle lektier.”

Hun kunne godt se på ham, at han ikke troede hende, men han sagde ingenting. Hun havde det virkelig skidt med at lyve overfor sin bedste ven, men hun havde ikke rigtig noget valg. Han skulle ikke vide hvad hun havde snakket med Ann om, selvom han, som hendes kammertjener, godt vidste noget af det i forvejen.

”Er der sket noget nyt i dag, Dim?”

”Nej ikke noget særligt frk. Lucy. Jo, forresten. Kongen har indkaldt dig i aften. Ca. ved midnat.”

Der satte sig en klump fast i hendes hals. Det kunne ikke være rigtigt. Ikke i dag.

”Jo, frk. Lucy, desværre.” Det var som om han kunne læse hendes tanker. Men hun magtede ikke at hænge sig mere ved det. Hun ville helst nyde eftermiddagen sammen med Dim, inden aftenen kom for tæt på.

 

*

 

Det bankede på døren. Blidt. Altså var det Dim der var kommet for at hente hende. Hendes krop blev tungere, og hun kunne næsten ikke gå ved tanken om det der skulle ske nu. Hendes tanker begyndte at flyve rundt i en uoverskuelig masse, og verden gyngede en smule for hendes blik. Hun måtte gribe fat i en stol for ikke at falde.

”Er du klar, frk. Lucy?”

”Næsten. Lige et øjeblik mere.” Ingen indvendinger. Han havde ondt af hende, og gav hende al den tid hun skulle bruge, det vidste hun godt. Hun slap stolen og kiggede på sig selv i spejlet en ekstra gang. Hendes gennemsigtige kåbe røbede en meget kort enkel silkekjole inden under. Hun måtte ikke have mere på. Håret havde hun flettet ned ad ryggen. Smukt og samtidig praktisk. Det var Kongens befaling. Hendes stuepigeassistent havde denne gang formet hendes ansigt let og ikke for prydende. Hun var smuk. Det var det værste. Det værste man kunne udsætte sig selv for, især på slottet. At være smuk.

 

Med langsomme skridt prøvede hun forsigtigt at gå mod døren. Hendes rystende hånd tog blidt fat om dørhåndtaget. Ikke for at åbne døren, det gjorde den af sig selv, men for at have noget at holde fast i, og støtte sig til. Udenfor stod Dim og prøvede at se så fortrøstningsfuldt på hende som muligt. Hun tog fat i hans arm, og var næsten ved at falde om, men han greb hende i sidste øjeblik.

”Tak”

”Selv tak. Bare lov mig, at du ikke besvimer mens du er derinde.”

Lucy kiggede op på ham. Aldrig havde hun set et så blødt og venligt ansigt.

Sammen begav de sig imod Kongens gemak. Da de nåede døren, gav Dim slip på Lucy.

”Du må klare sig selv herfra. Det er jeg ked af, frk. Lucy.”

”Det er ikke din skyld, det er tværtimod min pligt. Kommer du og henter mig i morgen tidlig?”

Hun lukkede øjnene, bange for at høre svaret. Men det kom aldrig. Da hun åbnede dem igen, var han væk. Hun trak vejret dybt. Hendes blik begyndte igen at flyde, og jorden gyngede en lille smule under hende.

Det kan jeg ikke tage mig af nu.

Hun tog det sidste skridt, og døren ind til Kongens gemak åbnede sig.

 

Gemakket lignede sig selv. Alt var i skinnende blankt metal, styret af teknologi og tankekraft. Det var skræmmende. I den anden ende af gemakket stod en stor dobbeltseng. Forhænget var trukket for, men hun kunne se Kongens skikkelse klæde sig ag bag det. Det gav hende lyst til at skrige, men hun kunne ikke. Smerten vældede op i hende indefra i sådan en grad, at hun var lige ved at besvime igen.

”Min kære guldklump, kom herind til din Konge.”

Stemmen var blød og forførende, men samtidig skræmmende og kold. Men hun havde ikke noget valg. Hun lod kåben falde af med et blødt dump da den ramte tæppet.

”Det var godt min pige. Kom nu herind og læg dig.”

Hun gjorde som han sagde. Da hun trådte om bag forhænget, havde Kongen allerede lagt sig i sengen. Hun lagde sig ved siden af ham, og hun kunne mærke rædslen stige op gennem hende. Kongen lagde en arm om hende, og trak hende ind til sig. Hans hud føltes kold og metallisk, ligesom den verden han havde skabt.

Glem det. Glem det. Glem det.

Stemmen i hendes hoved blev ved med at gentage sig selv, samtidig med hun mærkede Kongens stålagtige arme og fingre vandre op og ned ad hendes krop, indtil de fandt hvad de ledte efter.

 

Det blev ved. I mange timer. Smerten overtog, til sidst kunne hun ikke føle mere, til sidst holdt hendes tanker op med at kæmpe imod. Til sidst faldt Kongen i søvn. Men ikke Lucy. Hun lå der, hjælpeløs i den falske nat. Omfavnet af Kongen, bundet af hans stålarme til hans kolde krop. Fanget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...