Caught in Beauty

Lucy har igennem alle sine 17 leveår kæmpet for sin frihed og tro. Men hun er fanget. Som 9-årig blev hun, blandt andre smukke pigebørn, kidnappet af Kongen, som bruger dem til personlig Aftenunderholdning for ham og hans ministre.
Hun ønsker kun at blive sluppet fri, men har hun kræfter nok?

0Likes
1Kommentarer
546Visninger
AA

3. Ann

 

Hun lå på en bænk i gården, og forsvandt i sine egne tanker. Hvor lykkelig kan man have lov at være? Bare ligge uforstyrret og synke dybere og dybere ind i sig selv.

Hun holdt allermest af, at ligge der efter de havde fået fri. Når alle var gået hjem, og det eneste hun kunne høre var fuglene, og vinden der legede med de kunstige træer. De var sat op, så universitet så lidt pænere ud, for alle dem der var tvunget til at have sin daglige gang der i 7 år. Det første år havde været fint nok. Ikke så mange venner, ikke så mange at forholde sig til. Det andet år havde været lidt værre, for der var englene begyndt at undervise i deres egne emner. Det tredje år havde været et mareridt. Hun blev dårligere og dårligere i undervisningen, hun fik det værre og værre med sig selv. Samtidig blev Kongens krav til hende større. Presset voksede, hun kunne ikke klare det mere. Hvis ikke Dim havde været der, til at lytte til hendes tårer, var det sikkert gået galt for længe siden. Dim...

Og nu lå hun der, på en bænk i gården, i begyndelsen af fjerde år, og tænkte. Tænkte på ingenting, tænkte på det hele. Hvad kunne være værre end et mareridt? Hvad blev det næste?

Flygt! Hjælp!

Hun kiggede sig omkring. Hvor kom stemmen fra? Hun havde aldrig hørt den før, men alligevel fandt hun den bekendt. Som om den fyldte hende med tryghed.

Flygt Lucy! Hjælp mens du kan.

Hendes hoved. Den kom indefra. Men hvad var det? Var det hendes egen tanke? Nej. Det var en fremmed stemme.

”Hvem er du?” Hendes hvisken var så stille, at den næsten var uhørlig.

”Hvor kommer du fra?” Intet svar. Men et stille suk kunne svagt anes mellem hendes forvirrede uro.

 

En pludselig lyd afbrød hendes tanker, og trak hende tilbage til virkeligheden.

RING! RING! Skoleklokken. Pausen var slut, og hun var nød til, at gå tilbage til undervisningen. Vejen over gården virkede længere end normalt, og hendes ben føltes som bly. Det her tegnede ikke godt.

Da hun kom ind i undervisningslokalet, var det første hun så øjnene. Øjnene som stirrede indtrængende på hende, som var ved at sluge hende op. Hun rev sig læs fra blikket, og et øjeblik troede hun ikke sine egne øjne. Englen stod ved tavlen, vendt mod hende. Men det var ikke nogen almindelig engel. Hende her bar en sort kjole med røde striber, og hendes lange brune hår hang elegant ned ad ryggen i en fletning.

”Goddag, jeg hedder Ann. Jeg er klassens nye lærer i Kongerækken.” Hun smilte.

”Øh.. Lucy.” Lucy rakte sin hånd frem. Ann tog den, og kiggede venligt på hende. Lucy gik ned mod sin disk, så hurtigt som muligt uden det ville virke mistænkeligt. Der havde ikke stået noget i morgentelegrafien om en ny professor. Hun kiggede op på Ann, som igen havde vendt sig mod tavlen. På tavlen kom ordene til syne:

KONGERÆKKEN.

MAGT OG MISBRUG FRA ÅR 5412 TIL IDAG

”I dag begynder vi med emnet misbrug. Kan nogen komme i tanke om noget den nuværende Konge har indført, som kan betegnes under misbrug? Ja, Paw.”

”Jeg mener, at Kongens Piger er en form for misbrug.”

”Godt eksempel, Paw. Kongens Pigerer en gruppe meget smukke piger som bliver udvalgt i 8-9 års alderen. De bliver så tilbudt livet på slottet med egen kammertjener og alt hvad der dertil hører. Tilgengæld skal de stå til rådighed for Kongen og hans ministre hvornår det end passer dem... På denne måde sikrer...”

 

*

 

”Lucy, må jeg ikke lige snakke med dig?”

På vej ud af døren havde Ann grebet blidt fat om hendes arm. Det havde professoren aldrig gjort før, i de seneste tre måneder hun havde undervist dem.

”Øh, jo selvfølgelig professor.”

”Lucy, er der noget der plager dig? Noget du er bange for?”

”Nej ikke rigtig, professor.”

”Er du sikker? Jeg synes at have kunnet mærke på dig, at alt ikke er som det skal være. Er der problemer derhjemme?”

”Jeg har ikke noget hjem...” Anns øjne hvilede på Lucy, og hendes hånd føltes varm, da hun lagde den på Lucys arm.

”Nu forstår jeg. Du er én af dem. Én af Kongens.” Hun nikkede.

 

Længe sad de sådan. Til sidst kunne Lucy ikke holde til mere, og hun brød ud i gråd. Til sidst havde de fået talt det igennem, og for første gang kom der lidt ro over Lucys tanker.

”Hvad er du bange for, Lucy?”

”Livet, tiden, menneskene.”

”Mennesker? Interessant. Der er ellers mange der mener, de bare er en myte”

”Nej!” Hun udbrød det lidt for tidligt. Ann kiggede spørgende på hende, og skulle lige til at indvende da Lucy fortsatte

”Eller, det tror jeg i hvert fald ikke...” Hun kunne læse fra Anns ansigt, at den var reddet.

”Du er så drømmende fjern, Lucy. Det er som om du slet ikke lever i virkeligheden.”

Ann så trøstende på hende. Så rejste hun sig og gik. I døråbningen vendte hun sig om, og sendte et forhåbningsfuldt smil, inden hun forsvandt.

Den lille stemme indefra kunne ikke holde sin stille hvisken tilbage:

Langtfra

Suk...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...