Hvor meget jeg fortryder, fortæller du mig ikke

To veninder; som søstre. Ens som to dråber vand. Men hvad sker der, når det ikke længere er sjovt at bagtale sine fællesvenner? Og når det ikke længere er sjovt at være så langt bagud i Gymnasiet, at Rektor pludselig må tage en snak med én? Og hvad sker der, når sex, druk og drenge begynder at fylde mere for den ene end for den anden? Og hvad sker der, når én vej bliver til to og de gå i stikmodsatte retninger?

10Likes
11Kommentarer
1825Visninger
AA

4. Udfordringen - Laila

"Se nu godt efter." Eva skubber mig blidt ned i en tilfældig sofa, der vender ud mod dansegulvet, så jeg akavet sidder og kigger ud på dansende mennesker, i en tom sofa, med et halvtomt glas alkohol i hånden. Eva forlader mig i samme sekund, for at gå over til en gruppe drenge, som egentlig ser forholdsvis godt ud. Dog ligner de ikke nogle, jeg ligefrem havde regnet med, Eva ville gøre noget for. Jeg læner mig en smule frem, og stirrer måske mere eller mindre indædt på hende og hendes handlinger, da hun griber en af dem om håndledet og ser forførende på ham, mens hun trækker ham med sig ud på dansegulvet. Han virker både forvirret og godt tilfreds med den opmærksomhed hun giver ham og han følger ganske frivilligt efter hende, da hun pludselig begynder at danser op og ned af ham, med let spredte ben, så hun tydeligvis kan arbejde meget mere røven, når hun danser med ryggen til ham. Hun er ikke genert, det er tydeligt at se på den måde, hun nærmest giver ham en stående lapdance på, og lader sine fingre glider gennem hans hår og ned af hans nakke, så folk kigger undrende på dem. Det er ikke kun mig; og det er heller ikke kun den stakkels drengs venner. Patrick glor også på dem. Og jeg opdager pludselig at det er størstedelen af alle festens gæster, som er inde i stuen, der glor på dem; men Patrick er den eneste, der er helt målløs og næsten ser helt syg ud. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, da jeg godt ved at jeg ikke er i nærheden af at være så fuld, at jeg kan få mig selv til at gøre den slags op af en eller anden fremmed fyr - det skal der lige et par genstande mere til; og jeg ved Eva vil forsøge at få mig til det før eller siden i aften - og hvis jeg kender hende ret, bliver det nemmere før end siden. Så inden jeg når at tænke videre over det tømmer jeg glasset og rejser mig fra sofaen hvorefter jeg går ud mod køkkenet, men bliver stoppet på vejen, af en hånd der pludselig lukker sig om min arm.

"Hva-?"

"Hvad har hun gang i?" Patricks stemme er både snøvlet og hæs, da han taler til mig, og jeg ser forvirret på ham, indtil det går op for mig, hvem det er, han egentlig snakker om. Hans blik sejler rundt på hende, ude på dansegulvet, hvor hun stadig vrikker med hofterne og kører fingerne igennem sit eget letbølgede hår. Eva.

"Hun..." Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal sige og ser afvigende omkring mig, i min søgen efter en flugtvej. Folk er efterhånden blevet ligeglad med Evas optræden igen og danser selv nu op af hinanden, nøjagtig som de havde gjort før, og de der ikke gider at danse, er holdt op med at glo - alle undtaget Patrick. Min flugtvej ender i at hugge Patricks øl og bunde den for ham - den var alligevel næsten tom - desuden sagde han heller intet til det, da jeg satte den fra mig på et bord bag mig.

"Hun hvad?" Han er ikke vred; Patrick er ikke typen der bliver vred, men han lyder irriteret - på den snobbede måde. Jeg må anstrenge mig for ikke at begynde fnise over denne tanke, men derimod holde mit ansigt i samme forstående folder, som jeg har præsteret at lægge det i. Spørgsmålet er ikke til at komme udenom denne gang.

"Hun leger.." Siger jeg ligeud og pludselig opdager jeg hvor dumt det egentlig selv lyder, hvilket giver mig lyst til at sparke mig selv for min dumhed. Desuden fortæller man heller ikke en fyr, at pigen han er vild med bare leger med en fyrs opmærksomhed. Jeg er en spasser nogle gange. Jeg ser mig en smule søgende omkring efter noget mere at drikke, da jeg pludselig føler et behov for at skylde min egen bommert ned med, selvom Patrick ikke selv virker videre slået ud af mine ord. Han virker nærmere helt lettet.

Sangen toner langsomt ud og i refleks flår jeg blikket tilbage til Eva, der opdager det samme med et drilsk smil på læberne, da hun langsomt stopper sin dans og kaster et sidste blik på sit sølle offer, der står og ser en smule fortabt efter hende, da hun med et kast med sit himmelske hår vender sig væk fra ham og går i en bestemt - og vrikkende - gang væk fra ham. Jeg gør en lille bevægelse med hånden, der gør hende opmærksom på min position i lokalet, da hun opdager, at jeg er forsvundet fra sofaen. Hun smiler skævt til mig, da hendes blik lander på mig, og hun sænker hagen yderligere, da hun med en selvsikker gang valser over mod os. 

"Kan du se?" Siger hun, og lægger hovedet en smule på skrå, da hun skæver over til fyren, der stadig står på dansegulvet og kigger forvirret omkring sig med et søgende blik. Han leder efter noget; Eva.

"Det er sgu da også kun, fordi det var dig." Mumler jeg og himler irriteret med øjnene af hende. Hvem ville ikke blive vild efter mere, når man havde fået sådan en dans af Eva? Hun er jo røv lækker, med sit modeludseende og sin tornhøje selvtillid. Jeg derimod er middelmådig. Standard. Intet særligt selvom min udtoning og opførsel siger noget helt andet...

"Han var bare nem." Mumler Patrick og et kort sekund står mit hjerte stille, da jeg ærlig talt havde glemt alt om ham. Han virker fraværende i sine ord, da han ser overvejende ud på fyren på dansegulvet. Måden han stadig står og ser sig fortabt omkring på, får ham til at ligne én på fjorten eller femten år; men nu man tænker over det, ser han egentlig heller ikke meget ældre ud. Hvad pokker laver han til sådan en fest som denne? Burde han ikke være hjemme i sin seng eller sådan noget? Jeg tager mig selv i at stå og se vurderende på ham med hovedet let på skrå. Han ser nu ikke helt dum ud for en femten årig at være. Men femten år, helt ærligt... Ved han overhovedet, hvad øl er?

"Nå, så det siger du.." Bryder Evas prøvende stemme pludselig min tankegang, og jeg ser tilbage til hende og opdager, hvor tæt hun pludselig står på Patrick. Hun ser op på ham med et drillende smil på læben. For helvede, nej. Nogen, stop hende! Min hjerne skriger efter hjælp, fordi noget inden i mig allerede fortæller mig, at dette ikke kommer til at ende godt. Men jeg gør intet. Hvad skal jeg sige? Jeg er en magtesløs teenager ligesom alle andre er lige nu. Jeg giver alkoholen skylden, og så er det hele okay i morgen tidlig. Eller ikke. Det må jeg vel bare finde ud af til den tid.

"Ja, det gør jeg faktisk." Patrick lægger sin hånd om Eva, og trækker hende i en fast bevægelse ind til sig, så hun fniser let. Hun er allerede godt snalleret. Det er jeg vel egentlig også. Jeg mærker det bare ikke, fordi jeg ingen har at mærke det på. Eller bare mærke på. Fuck.

"Ja så..." - "Faktisk er jeg helt sikker på, at jeg er mere end ti gange så svær at få fingre i, end ham der er." Siger Patrick pludselig og gør en gestus ud mod dansegulvet, hvor drengen endelig har nosset sig sammen og væk fra.

"Nå, så det tror du?" Siger Eva, og selv jeg har problemer med at holde en lille hånlig latter tilbage, på grund af måden hun siger det på, og måden Patrick står og faktisk direkte puster sig op.

"Ja, det gør jeg faktisk." Gentager han, og legende som Eva altid er, prikker hun ham en enkelt gang på kinden, inden hun let slår til cappen, han har på, og trækker sig væk fra ham.

"Det må komme an på en prøve." Siger hun så og pludselig lukker hendes hånd sig om min, og hun trækker mig endnu engang med sig ud i køkkenet, væk fra Patrick, der ikke fik lov til at få et sidste ord indført. Den sære fornemmelse er stadig i min mave. Nu er jeg bare begyndt at tro at den mere skyldes Jack D. end Patrick og Evas lille game.

"Du har en hård aften foran dig, Laila." Eva stikker et papkrus op i fjæset på mig, og blind i tillid tager jeg imod det.

"Hvorfor?" Hun roder lidt videre i flaskerne på køkkenbordet.

"Fordi, søde skat, jeg ikke har tænkt mig at gøre Patrick til en nem lille gummidreng." Ordet gummidreng og måden Eva let vipper med brynene på, når hun siger det, får mig til at fnise voldsomt et øjeblik, hvilket leder mine tanker af helt andre veje, end de måske burde gå af, i dette øjeblik. Jeg har svært ved at tage mig sammen og faktisk lytte til, hvad hun siger.

"Gummidreng...." Gentager jeg lavt for mig selv, inden jeg endelig får taget mig sammen og bunder papkruset, der vidste sig at være indeholder af en eller anden klam lakrids shot, der hurtigt lammer min smagssløj og gør mig både ør i hovedet og svimmel i en god håndfuld sekunder. "Hvem skal så?" Mumler jeg og støtter mig så tilfældigt som muligt op af køkkenbordet, så Eva ikke skal opdage, at jeg nok ikke fik helt nok aftensmad i forhold til, hvor meget hun allerede har hældt på mig. Jeg har svært ved at stå på mine ben lige pludselig.

"Det skal du, dumme. Og rejs dig så op. Du skal have et shot mere; ellers så kan du ikke." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...