Hvor meget jeg fortryder, fortæller du mig ikke

To veninder; som søstre. Ens som to dråber vand. Men hvad sker der, når det ikke længere er sjovt at bagtale sine fællesvenner? Og når det ikke længere er sjovt at være så langt bagud i Gymnasiet, at Rektor pludselig må tage en snak med én? Og hvad sker der, når sex, druk og drenge begynder at fylde mere for den ene end for den anden? Og hvad sker der, når én vej bliver til to og de gå i stikmodsatte retninger?

10Likes
11Kommentarer
1869Visninger
AA

2. En lille hvid løgn - Laila

Lyset på værelset er dæmpet. Eva har sagt noget om, at det er med til at bygge en stemning op. Desuden siger hun også at det er meget nemmere at klæde sig på i, når man skal til fest – så ser man ligesom sig selv i det rigtige lys. Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænker om det. Med mine allerede nærsynede øjne, der aldrig har været god til det med at se igennem mørket, så føler jeg mig næsten helt blind, når jeg fumler mig omkring på værelset, og forsøger at finde frem til det rigtige tøj og de rigtige sko – og makeuppen går også helt af helvedes til, da jeg forsøgte at lægge den i mørket også.

Så her står jeg. Iført en kjole jeg tror er sort - der er så tætsiddende og næsten spænder mine bryster så meget ind, at jeg knap nok kan trække vejret – jeg har makeup i hele hovedet – og det er ikke meningen. Jeg kigger en smule opgivende på mit eget spejlbillede, da jeg til sidst giver op og trykker på kontakten der i et kort sekund gør mig blind, da lyset igen gør mig i stand til at se en hånd foran mig - sådan da.

Hurtigt fjerner jeg makeuppen fra min ansigt og forsøger igen at lægge den; denne gang faktisk hvor jeg kan se noget – og det ender faktisk med, at gå rimeligt meget bedre. Det er ikke det helt vilde. Bare en svag smokey-eye, der ser sådan nogenlunde hverdagsagtig ud også. Det skal nok gå.

”Der er  mad, Laila.” Siger min far igennem døren, med et let bank på døren, der får mig til at trække blikket væk fra spejlbilledet igen.

”Okay, jeg kommer ned lige om lidt!” Råber jeg og ser igen tilbage til spejlet. På en måde bryder jeg mig ikke om det, jeg ser. Mine bryster er spændt ind, godt nok ser de vildt lækre ud og kavalergangen kjolen giver mig, er én der ikke er til at overse; og faktisk også én man helst ikke vil gå glip af. Jeg smiler skævt ved tanken, men det blegner lige så stille igen, da mit blik søger ned af mine bare ben. Jeg har aldrig været glad for mine ben. For i modsætning til Evas lange, tynde, perfekte modelben, så har jeg et par ben, der både er kalveknæet, så jeg ikke kan samle mine fødder, men samtidig er mine lege også så store, at de er lige så tykke, som Evas lår – hvis ikke større. Ja, og så tør man jo slet ikke tage et kig på mine lår, der snart kommer til at lide under både strækmærker og deller. Og jeg gør endda alt, hvad jeg kan for at få mindre lår. Dog lader det bare til, at liv skal håne mig og give Eva ekstremt tynde ben, uden nogle anstrengelser, mens jeg får fede lår, med så mange anstrengelser der ellers burde give mig ben som en stork. Jeg føler mig snydt. Urimeligt behandlet af livet selv. Hånt.

”Laila!” Kalder min mor utålmodigt ude fra køkkenet, men blikket i spejlet lader til at være fastlåst på mit ansigt, der - trods mine mange andre fejl - ellers er ganske kønt. Jeg har ikke tornhøje kindben, men et pænt markeret ansigtsparti har jeg da. En lige næse, pæne øjenbryn, normalt formede læber og et par grå-grønne øjne, der er omkranset af det eneste, Eva nogensinde har misundet mig for; mine lange øjenvipper.

Til sidst giver mit blik endelig slip på mit ansigt, efter jeg har fortalt mig selv adskillige gange, at jeg ser helt fremragende ud og helt sikkert er klar til fest. Men inden jeg forlader værelset, trækker jeg en lang striktrøje ud over kjolen, der er lige præcis lang nok til, at den faktisk skjuler hele kjolen.

Barfodet trisser jeg ned at trapperne og ud i køkkenet, hvor mine forældre allerede sidder og slupre suppen i sig. Jeg smiler uskyldigt til dem, og sætter mig ned ved bordet, hvor en tallerken står placeret foran mig, med dampene grøn ærtesuppe.

”Det er da noget så fin, du ser ud her til aften.” Min mor smiler sødt til mig, og jeg gør mit bedste for at se en smule genert ud, da jeg ser op på hende igen.

”Ja.. Jeg skal hjem til Eva i aften, og jeg skal lige høre, hvad hun synes om det.” Jeg gør en håndbevægelse mod mit hår, som jeg for en gangs skyld har børstet og sågar også sat op, så det er trukket tilbage i siderne og gjort en smule højere på toppen. Det er faktisk slet ikke mig, men jeg ved, at Eva vil elske det, bare fordi jeg faktisk har børstet mit hår for en gangs skyld.

”Hm.. Det ser pænt ud, når du børster dit hår.” Siger min mor ligeud, og jeg ser bare ned i suppen igen og tager en mundfuld af den. Jeg vælger ikke at sige noget. I aften må hun ikke blive sur. I aften skal jeg have lov til at ’tage hjem til Eva’, så i stedet for at tale højt om min åbenlyse irritation over hendes måde at håndtere mit udseende på, spiser jeg bare min ærtesuppe så hurtigt, at jeg brænder mig på tungen og mister smagsløjen indtil ikke før i morgen. Men det er måske også meget godt. Så kan jeg heller ikke smage hvor dårligt alt det Jack D, Vodka og Cuba smager, som Eva helt sikkert vil hælde i mig.

”Hvad skal du og Eva lave i aften, så? Du skal huske, at du skal op og i skole i morgen; første skoledag i 2.G og alt det. Du skal jo være frisk i morgen tidlig.” Jeg løfter blikket op på min far, der denne gang valgte at bryde stilheden.

”Vi skal bare være sammen den sidste gang, inden vi skal i gang med lektierne og sådan.. Og så ser vi nok en film eller to også. Jeg sover hjemme hos hende i nat. Så følges vi ned til skolen i morgen.” Måden jeg siger det på, efterlade ingen spørgsmål eller muligheder for forandringer. Desuden har mine forældre aldrig før sagt nej til, at jeg sover hjemme hos Eva, når det er hverdag næste dag. Så hvorfor skulle i dag være anderledes?

Den sidste skefuld suppe skænkes over mine læber, og jeg lægger skeen fra mig og skubber tallerkenen ind på bordet. ’Tak for mad’, siger jeg fysisk, og sætter mig en smule frem på stolen.

”Okay. Bare I ikke kommer alt for sent i seng.” Siger min mor og ser alvorligt på mig, men jeg hæfter mig ikke yderligere ved det, end med et mumlende ’jaja’, da jeg rejser mig fra bordet og går tilbage op på mit værelse for at pakke en taske til natten hos Eva og finde min skoletaske frem igen, så jeg i det mindste bare kan lade som om, at vi ikke skal feste hele natten og nok bare tager direkte i skole efter festen, godt bagstive og med en god kraftig omgang tømmermænd når stivheden engang forlader vores kroppe.

 

7/11 om en halv time. Deal?” Skriver jeg i en sms til Eva, da jeg har pakket tasken og står foran spejlet, stadig med strikketrøjen uden over kjolen, som min dækning. Jeg skal bare ned til 7/11, så kan jeg sagtens tage den af igen. Jeg har trods alt taget en cardigan og jakke med i min taske, så jeg ikke kommer til at fryse, når jeg først begynder at se godt ud. Eller i hvert fald forsøger, mens Eva lykkedes.

Super! Husk at vær’ lækz!<3” Tikker Evas besked ind på min mobil, og jeg smiler dumt til skærmen, selvom jeg godt ved, det bliver svært i selvskab med hende. Men jeg kan i det mindste forsøge.

Det er den sidste tanke, jeg når at tænke, inden jeg forlader værelset for at smutte ned til kiosken; eller ifølge mine forældre hjem til Eva - hen til en hyggelig pigeaften. Denne aften skal nok blive meget mere end det.

”Jeg tager over til Eva nu! Vi ses i morgen!” Råber jeg ud i huset, inden døren smækker bag mig og jeg træder ud på fortovet. Jeg er sikker nu. Den lukkede dør redder mig fra at skulle lyve mere for i aften. Men det var jo også kun en lille hvid løgn, jeg stak dem. Var det ikke? En lettelse skylder ind over mig, og med mine stiletter i tasken og et par casual, flade, sneakers på fødderne bevæger jeg mig imod festen, som jeg på en måde slet ikke glæder mig til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...