Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
91656Visninger
AA

12. What an awkward day

Pis. Lort. Lort. Pis. Pis og lort. Lort og pis.

Ja, det var faktisk af bogstavelige grunde, disse tanker kørte rundt i hovedet på mig. Hvorfor hundeejere altid skulle være sådanne svin, vidste jeg ikke. De skaffede sig en hund, mens de udmærket godt vidste, at den ville have behov for at komme af med dens.. Afføring. Når de vidste den slags ting i forvejen, burde de også være afklaret med det. Ellers burde de ikke holde hund. - Og utroligt nok virkede det ikke som om, at de fleste kendte til det, at hunde også laver.. Eh..

I ved, hvad jeg mener.

Jeg prøvede desperat at få tørret hundelorten af min sko i græsset. Hvor det var typisk mig absolut at skulle træde i et eller andet første dag, jeg var ude af min seng. Typisk, typisk, typisk. Jeg kunne blive ved. Typisk!

Til sidst måtte jeg opgive. Når jeg kom hjem, kunne jeg altid prøve de mere nyttige metoder med at skrubbe og bruge rengøringsmidler. Uh, og ost! - Altså til mig selv og min sandwich. Det var nødvendigt, når man skulle få lort af skoen.

Jeg var gået en tur hen i parken, eftersom jeg syntes, jeg trængte til frisk luft. I syv dage havde jeg ligget i min seng med forkølelse, og nu var jeg endelig helt rask. Det skulle fejres med en gåtur i parken og hundelort på skoen!

Niall havde været på besøg for at se, hvordan jeg havde det i går, og han var en smule trist over ikke at kunne være sammen med mig nu i dag, hvor jeg var frisk, men han og drengene havde travlt med at få det sidste gjort klar til i morgen, hvor deres nye single ville udkomme. Live while we're young. Titlen lød lovende.

Det var nu meget rart at kunne gå en tur og få styr på det hele. Niall, Jennifer, mig og de andre drenge. Man skulle næsten tro, at jeg havde tænkt over det, mens jeg bare lå i sengen, ikke? Men nej. Jeg koncentrerede mig bare bedst udenfor. - Og det var meget nemmere at tænke klart, når man ikke havde snot i vejen for tankerne.

Græsset var nyslået og duftede fantastisk. Det gjorde alting faktisk efter, man havde fået sin lugtesans igen. Okay nej. Min sko stank forfærdeligt.

Parken var omkranset af en masse træer, så det faktisk mere eller mindre lignede, at det var en fin åbning midt i en skov, selvom at der på den anden side af træerne var veje og trafik. Det var faktisk et rigtig dejligt sted, det måtte jeg indrømme.

Selv om jeg stadig ikke kunne lade være med at brokke mig indvendigt over min lugtende sko.

En bænk stod tom lidt længere væk, og jeg satte hurtigt kurs mod den. Selvom jeg ville være ude i den friske luft, betød det ikke, at jeg ville stå op hele dagen. Mine ben var allerede trætte. Cheese, jeg følte mig ret doven, når jeg tænkte videre over det.

Da jeg var nået hen til bænken, satte jeg mig på den. Det var en helt almindelig, kedelig, grim træbænk, der stod overalt i hele byen.

Well.. Hvad så nu?

Nu havde jeg ligesom sat mig ned. Hvad i alverden skulle jeg så tage mig til?

Åh ja. Jo. Tænke. Overveje det hele. Få min forvirring til at forsvinde. That's right.

Tænksomt prøvede jeg endnu en gang at tvære hundelorten ud i græsset, men det hjalp ikke spor. Det var som om, den sad fast med lim eller smeltet ost. Seriosuly, smeltet ost er aldrig til at få af noget! Jeg har skam prøvet det op til flere gange.

En lille dreng gik forbi mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Han så åh så nuttet ud med det lyse tjavsede hår, der strittede ud til alle sider, men han var vel vant til at få det at vide. Hvis ikke han var det, var det vel fordi, at han ikke fik kærlighed nok.

Kom endelig hen til mig. Jeg skal nok give dig et kram!

- Ej, okay. Nu lød jeg som en eller anden børnelokker, hvilket jeg langt fra var. Men.. Look at that face! Hvor så det sødt ud..

Jeg fulgte ham med øjnene, da han gik hen til et springvand lidt fra bænken, jeg sad på. Det så ud til at være midtpunktet i hele parken, og der var flere folk, der havde sat sig på tæpper omkring det for at nyde naturen. De fleste så ud til at være forelskede kærestepar, hvilket fik mig til at trække sørgmodigt på smilebåndet.

Niall var alt for sød til at blive udsat for det, som jeg var en del af. Han var så god og kærlig, at det næsten var for godt til at være sandt. Jeg følte mig virkelig elsket af ham, og jeg følte, at jeg havde fået nogle fantastiske venner, selvom jeg stadig ikke helt opfattede dem som en del af min vennekreds.

De kendte jo slet ikke til min eksistens. Ikke én eneste af dem. Hvordan skulle de så kunne være mine venner, når jeg engang ikke længere var Jennifer?

Om allerede fem uger ville jeg miste alt det, som jeg havde opbygget som Jennifer. Hun ville vende tilbage til det liv, som jeg var en del af lige nu. - Og hun fortjente det stadig ikke.

En tanke ramte mig pludseligt. Hvordan mon hun havde det lige i dette øjeblik? Oh my freaking cupcake, tænk hvis.. Hvad har hun mon fået lavet mit liv om til?!

Jeg kunne føle en lille klump samle sig i maven, og der gik ikke lang tid, før det var blevet til en god stor og hård knude, som sagtens kunne være alle mine indvolde, der var blevet snoet sammen. Det gjorde ondt, så det ville vel være en mulighed?

Mine tanker fløj rundt omkring Jennifer. Hvad havde hun fået ødelagt, hvad havde hun fået sagt til mine venner? Jeg var ikke spor bedre end hende selv, når det kom til stykket. De fortjente for freaking cheesecake da heller ikke at blive leget med på denne måde!

Jeg prøvede at trøste mig selv lidt med, at jeg trods alt.. Trods alt var jeg da bedre end Jennifer. Mine venner kendte til hendes eksistens, og jeg havde ikke løjet om min familie. Jeg levede ikke på en løgn.

- Ikke før nu..

Tænksomt tog jeg min hånd op til munden, hvor jeg begyndt at tygge i min højre pegefingernegl. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var bare trængt. Egentlig plejede jeg jo blot at bide mig i læben indvendigt, men her var det som om, det ikke var godt nok. Jeg måtte bide i noget anderledes.

Irriteret prøvede jeg at få bidt noget af neglen af, som jeg havde set og hørt flere gøre. Selvfølgelig lykkedes det mig ikke. Det var umuligt for mig.

Jeg studerede min negl, som var der et eller andet galt med den. I sidste ende vidste jeg jo godt, at det var en helt almindelig negl, som jeg af flere grunde bare ikke kunne bide af. Jeg burde egentlig se det som noget godt, men jeg følte mig totalt vandskabt.

Spørg mig ikke, hvorfor lige netop dét var grunden. Min næse havde været mere oplagt. Eller min klodsethed og mit uheld.. Men.. Det havde jeg vel bare affundet mig med.

Jeg opgav irriteret min negl og tog i stedet fat omkring mit løse blonde hår, samlede det i en hestehale og lod det falde ned over skuldrene igen. Et suk undslap mine læber, inden jeg satte begge mine hænder ned på bænken og tog fat omkring dens yderste side, hvor mine ben også hang ned af. Jeg nærmest knugede mine hænder ind i den.

"Hvor' Jiall?" Jeg løftede mit blik en anelse og førte det til venstre. Tre piger stod og gloede på mig, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvor længe de havde stået der. Det var en smule creepy. Ret meget, faktisk.

De snakkede uden tvivl til mig. Udover det, at de havde al deres opmærksomhed rettet mod mig, så havde en pige på max 5 år netop spurgt efter Jiall. Hun måtte tro, det var én person. Sikkert Niall. Jeg sad jo her.

En pige på omtrent min egen alder puffede blidt til den lille pige, der meget vel kunne ligne hendes søster. De havde begge lysebrunt hår, grønne øjne og helt uvirkelige lange øjenvipper. Jeg kunne ikke lade være med et misunde dem. Hvem ønsker sig ikke lange øjenvipper?

"Hold mund!," hvæsede den tredje pige irriteret ned til den yngste. Hun så fuldstændig anderledes ud end de andre to. Hendes ansigt var i øjeblikket vredt, som hun kiggede ned på den lille pige, mens hendes hår var farvet skrigende pink.

Pigen med det pink hår skyndte sig at sende mig et blændende smil. "Det må du undskylde. Vi ville egentlig bare spørge, om Niall også var her?" De ældste piger smilede håbefuldt til mig, mens den yngste så skamfuldt ned i jorden.

Jeg sendte dem et skævt smil. "Nej. Det er kun mig." Det gjorde ondt at se deres smil forvandle sig til en skuffet mine, men den blev hurtigt erstattet af et nyt glædeligt udtryk.

"Må vi ikke få din autograf?" De så endnu en gang håbefuldt på mig med deres øjne, og jeg trak på skuldrene. Why not?

De rakte mig en kuglepind, og jeg tog imod den, mens jeg ventede på at få et stykke papir. Det kom bare aldrig. I stedet fik jeg to hænder, en fra dem hver især, som de smilende afventede på, at jeg skulle skrive på.

"Bare skriv.. Jiall." Jeg nikkede undrende over, at jeg skulle skrive på deres hænder, men jeg stilte ingen spørgsmål. Det var før set, at folk gik rundt med autografer i panden eller på armen.

Da jeg havde skrevet på begge deres hænder, lavede de et lille hop og trak den yngre pige med sig væk. Jeg fulgte dem kort med øjnene, inden jeg så ned på min sko. Freak, den hundelort provokerede mig stadig!

Pludselig hørte jeg højt råb, der mere eller mindre også kunne lyde som et skrig. Jeg vendte hele min overkrop skråt om, så jeg kunne se, hvad det var, der skete. Den lille dreng fra før stod med en pistol i hånden, og en mand foran ham havde taget sig hårdt til hjertet.

Han havde skudt ham. En lille dreng.. Den lille nuttede dreng havde skudt en voksen mand.

Drengen grinede højt og rettede tilfældigt pistolen ud mod en masse andre. Kort efter var den rettet mod mig. Jeg var ved at tabe underkæben i bare chok.

Uden at tænke videre over det, satte jeg i løb væk fra den lille dreng. Jeg ville ikke dø. Mine atten år var langt fra hele mit liv. Der var så meget, som jeg skulle nå at opleve endnu.

Jeg sendte et kort blik over skulderen for at være sikker på, at den lille dreng ikke fulgte efter mig. Til min store forskrækkelse fandt jeg ud af, at han kun var nogle få meter bag mig med et grinende ansigtsudtryk.

Hvad var der galt med den dreng?! Han var jo freaking hurtig, og seriøst.. Hvem giver en lille dreng en pistol? Var han medlem af Mafiaen or something?!

Jeg overvejede mine flugtmuligheder, mens jeg løb. Hvor kunne jeg gemme mig? Der var en masse skraldespande.. Måske det kunne være en mulighed? Der måtte da være en af dem, der ikke var fyldt helt og aldeles op.

Ad, nej. Det var klart nødudvejen. Plan Z. Det sidste jeg ville gøre.

Nu skulle jeg så bare lige finde ud af, hvad min Plan A gik ud på..

RUUUUUUUUUUUUUUUN!

Jeg fortsatte mit løb, til jeg nåede et af de mange træer. Jeg kiggede hurtigt op af det, hvorefter jeg vendte blikket mod drengen, der nu var lidt længere bagud. Heldigvis. Træet så ret stabilt ud med den tykke stamme, og der var længere oppe en masse halvtykke grene.

Perfekt.

Jeg tog fat om en lille gren, der ikke var længere en ti centimeter og trak mig op. Cheese, jeg hadede at klatre i træet. Det havde aldrig været min stærke side. Ofte faldt jeg ned, inden jeg var kommet op på anden gren.

Jeg fik forpustet klatret mig op til en gren, der så ud til at være stærk. Den var omkring 4 meter over jorden, og jeg opgav et klatre længere op, selvom træet så ud til at fortsætte hele vejen op til skyerne. Det var freaking hårdt bare at nå til denne gren.

Jeg lænede mig op af træets stamme, mens jeg sad med et ben på hver side af grenen. Mine hænder klamrede sig fast om den, da jeg var utroligt bange for at falde ned. Så havde det jo ikke ligefrem været bedre at klatre herop end at blive skudt af en lille dreng.

Min vejrtræning var ved at blive normal igen, da jeg gav slip om grenen med min ene hånd. - Hvilket jeg aldrig skulle have gjort.

Jeg prøvede desperat at gribe fat i et eller andet, da jeg kunne mærke, at jeg gled ned fra grenen. Det føltes som var det i slowmotion, men udefra så det sikkert ud som om, det skete ret hurtigt.

Min ene fod, den med skoen uden hundelort, fik hængt sig fast i en lille løkke af tre grene, der snoede sig ind i hinanden. Selve løkken så ret sej ud, men.. Helt ærligt. Jeg så nok ikke så forfærdeligt charmerende ud, som jeg hang der med hovedet ned af.

Jeg prøvede med mine knapt så stærke mavemuskler at trække mig op igen, men det var desværre uden held. Det lignede bare, at jeg trænede dem op, som jeg sådan førte min overkrop op og ned igen og igen.

Pludselig kunne jeg høre velkendte grin lige bag mig. Jeg lukkede øjnene i, mens jeg bad til, at det måtte være løgn. Det kunne ikke passe, at jeg flere gange skulle gøre mig selv til grin netop foran dem.

"Er du i problemer, Jenny?" Jeg sukkede dybt uden lyd, inden jeg bøjede nakken bagud, så jeg kunne kigge på dem. Jo, for selvfølgelig var det dem. Harry, Louis, Liam, Zayn og Niall. De var der allesammen.

Jeg sendte dem et falsk smil, der mere eller mindre skulle opfattes ironisk. "Nej da. Jeg tænker bare." Jeg lagde armene over kors, selvom det kun gjorde det mere komisk at se på mig, som jeg hang der fuldstændigt hjælpeløst.

"Med hovedet ned af?" Louis grinede lidt over sit eget spørgsmål, mens de andre drenge gjorde det samme. Nialls var som altid, den man bedst kunne høre mellem dem alle.

"Det får blodet ned til hjernen." Det var faktisk sandt. Jeg havde hørt det et eller andet sted. Hvis man tager hovedet ned af, vil blodet løbe ned til hjernen, og man vil bedre kunne tænke. Alligevel fik det drengene til at ryste på hovedet og grine endnu mere.

"Vil du have en hjælpende hånd?" Liam så på min indviklede fod, hvorefter han rettede blikket mod mig igen. Jeg slog ud med hænderne, som var det da åbenlyst, hvilket det egentlig også burde være. Jeg hang med hovedet ned af fra et træ. Selvfølgelig ville jeg have hjælp!

Drengene nikkede kort, inden de kiggede på hinanden. "Ja, jeg klatrer ikke derop." Zayn så ængsteligt op mod grenen, inden han igen så på de andre drenge, der nikkede forstående. "Nej, nej. Det ved vi godt."

Jeg hævede et øjenbryn. Var Zayn bange for højder? Se, det havde jeg nok aldrig gættet.

Niall kiggede smilende på mig, inden han kiggede op på min fod. "Jeg skal nok." Han rettede sit blik mod de fire andre drenge. "Hun er trods alt min kæreste."

Han gik hen til træets stamme, som jeg selv havde gjort for lidt tid siden, hvorefter han begyndte at klatre opad. De andre drenge fulgte som jeg selv med, mens han fortsatte sin rute mod min fod.

"Sørg lige for, at hun ikke falder," råbte Niall ned til drengene, der straks tog fat om mine arme og stod klar til at gribe mig, idet Niall ville få min fod fri. Det skete hurtigere, end jeg havde forventet, at jeg lå i drengenes arme.

De satte mig ned på jorden, og jeg hev lidt ned i min trøje, der heldigvis ikke var røget op, mens jeg havde hængt med hovedet ned af. Det kunne da først have gået hen og blevet rigtig pinligt.

Niall klatrede et stykke ned af træet, inden han hoppede den sidste meter. "Hvad lavede du overhovedet oppe i træet?" Han så på mig med sit varme blik, der fik mig til at føle mig genert. Jeg var ret sikker på, at det ikke var lovligt at have sådan et blik, der kunne få enhver pige til at falde om.

Den lille dreng kom løbende mod mig, da han fik øje på mig, og jeg skreg højt. Hurtigt klamrede jeg mig ind til Niall, der stod ved min side. "Han vil skyde mig!" Jeg så skrækslagent på drengen, der stoppede op en meter fra mig og sigtede med sin pistol. Han trykkede ind, klar til affyring.. Nu ville det ske..

Absolut.. Ingenting. Der skete ingenting.

Manden, der tidligere var blevet 'skudt' af drengen kom undskyldende hen til mig. Det viste sig at være en legetøjspistol. Of course. Hvor dum havde jeg dog lige været?!

Drengene grinte højlydt igen, da manden og drengen gik væk, mens manden forklarede drengen, at han ikke skulle 'skyde' på fremmede. De kunne blive bange.

Jeg var ret sikker på, at det kun var mig, der blev bange for en legetøjspistol.

"Hey, Jen. Du må godt trække kløerne til dig igen." Niall grinede højt, og jeg trak hurtigt hænderne til mig, da jeg fandt ud af, at jeg stod og borede mine negle ind i hans overarm. Ups.

Jeg rømmede mig hurtigt, da jeg følte mig godt og grundigt latterliggjort. "Hvad.. Hvad laver I overhovedet her?" Jeg så først på Niall, inden mit blik kørte rundt på de andre drenge, der også stod og morede sig over mig.

"Udover at redde dig?" Harry grinede med sin dybe røst, inden han sendte mig et smil. De andre fulgte hans eksempel, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig virkelig ydmyget. Der var intet, der kunne gøre denne dag mere pinlig.

"Ha. Ha. Ha. Meget morsomt." Jeg lagde armene over kors, mens jeg afventede deres svar, som jeg håbede på ville komme meget snart. Jeg var ikke ligefrem i humør til flere jokes omkring mig selv, nu jeg stod og følte mig så utroligt dum.

"Vores video er blevet leaket." Jeg rettede min opmærksomhed mod Liam, der så ret alvorlig ud. Han virkede som den mest normale af alle drengene, og jeg gættede på, at han talte sandt. Sådan så det i hvert fald ud, da jeg kiggede rundt på de andre drenge, der alle pludselig så en smule triste ud.

Jeg lod mine arme glide ud af deres korsstilling, og de faldt ned ad siden på mig. "Virkelig?" Min stemme var medfølende, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige for at opmuntre dem. Det var sket så ufatteligt mange gange før, at folk havde leaket musikvideoer, inden de kom ud, fordi de ikke kunne holde fingrene for sig selv. Det var ret utroligt.

"Ja," sagde Louis og satte et smil på læberne igen for at fixe stemningen lidt op. "Det er ikke ligefrem det fedeste, men den gode nyhed er, at vi så allerede udgiver den i dag."

Jeg kiggede på ham med et lille smil, da jeg ikke kunne lade være med at være imponeret over hans måde at se tingene positivt på. Det var ret fantastisk.

"Den udkommer kl. seks." Zayn så pludselig også mere glad ud end før, og Niall puffede blidt til mig, inden han tog fat om min hånd.

"Det betyder, at vi i stedet for i morgen, skal samles her til aften for at se den sammen. De andre har allerede fået det at vide, da.." Niall skævede hen mod Zayn, Louis og Liam. ".. Der var nogle, der straks måtte ringe til dem."

Drengene slog i forsvar ud med hænderne og lavede matchende grimasser dertil. "Hallo? Du prøvede da også at ringe til Jennifer?!" Jeg så grinende på dem, inden jeg igen havde blikket rettet mod Niall, der ikke lige havde regnet med at få den i smasken.

"Ja, men I fik fat i dem. Jennifer tog hverken hjemmetelefonen eller mobilen. Det er derfor ikke det samme!" Han kiggede herefter på mig med rynkede bryn. "Jeg kan forresten aldrig få fat på dig over mobilen?"

Jeg sank en klump. Det var lige det.. Jennifer og jeg havde ikke byttet mobiler, men indtil videre var det da gået fint nok. Min mobil var gået død, da hun ikke ejede et Nokia-stik, og jeg var ret sikker på, at hendes også var gået ud. Hvis Niall havde ringet til hende, mens den stadig levede, well, så havde hun nok ikke taget den. Det virkede i hvert fald ikke sådan på Niall, men det havde sikkert også været i løbet af de første dage, hvor han alligevel overvejede at slå op, hvis det endelig var, at hendes mobil havde haft strøm.

"Jeg har mistet den," løj jeg. Niall kunne ikke lade være med at smågrine lidt over mit svar, hvilket jeg måske godt forstod. - Men det virkede da som om, han troede på mig, hvilket var det vigtigste.

"Det er også ligemeget. Nu ved du det." Han sendte mig et smil, som jeg hurtigt gengældte. Ja. Det gjorde jeg vel. Jeg havde nu ikke lige drømt om, at de samtidigt skulle finde mig fanget af et træ. Det kunne jeg godt have undværet.

Harry kløede sig lidt i nakken, inden han kiggede rundt på os andre. "Tja, jeg ved ikke med jer.. Men skal vi ikke se at komme videre?" Han så spørgende rundt på de andre drenge, som besvarede hans spørgsmål med enten et nik, et ja, jo eller selvfølgelig.

"Hvor skal I hen?" Jeg så spørgende på drengene, der lød til at have planer. Selv havde jeg netop også fået planer for i aften. Ret pludseligt. Egentlig gjorde det mig ikke så meget, da det ellers havde været i morgen. Eleanor, Danielle og Perrie var også søde nok, så det skulle nok gå.

"Vi havde kun en halv times pause, da vi jo skal have det hele klart til i aften i stedet for i morgen. Vi gik bare herhen for at få noget frisk luft, men tiden er ved at være gået." Niall så på mig, inden han fortsatte med et lille smil på læberne. "Vores studie ligger jo kun kort herfra."

Jeg kiggede kort ned i jorden, inden jeg vendte min opmærksomhed mod ham, der inderligt troede på, at jeg var hans kæreste. Jeg kunne ikke andet end at have ondt af ham. "Jeg tror også, jeg vil gå hjemad."

Vi fulgtes alle seks gennem parken, hvor vi til sidst skulle hver vores vej. Louis rynkede lidt på næsen, inde han så på os andre. "Er det kun mig, eller stinker her af hundelort?"

Jeg mærkede straks den blussende fornemmelse stige op i kinderne, hvilket var et tegn på, at jeg rødmede. Holy cupcake..

Det kunne altså godt blive mere pinligt, end det i forvejen var.

 

____________________________________________________________________________

Dette kapitel blev meget længere, end jeg havde forventet. Jeg havde faktisk tænkt mig at smække det sammen med et andet, men det er vel egentlig ret godt, at de bliver hver sit.

Jeg håber, det er okay, at kapitlet her ikke blev lige så langt som mange af de andre. (;

Jeg har brug for jeres synspunkter på, om I synes, at kapitlerne begynder at blive for langtrukne, kedelige og ensformige. Det vil være en stor hjælp, hvis I siger til, hvis I føler, at de begynder at blive.. Ja.. Noget af det. xD

Endnu engang, tusind tak for jeres støtte og læselyst!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...