Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

457Likes
769Kommentarer
93784Visninger
AA

2. Two persons, two souls, one look

"No way!" Jeg rystede ængsteligt på hovedet, mens jeg så på mit levende spejlbillede, der netop havde forklaret, hvad hendes plan gik ud på. - Okay, måske var det mig, der var kommet til at spytte muligheden ud i luften, men jeg havde da ikke regnet med, at det var noget, vi ville overveje eller for den sags skyld planlægge.

Jennifer nikkede smilende på hovedet, mens hun lavede et lille spring rundt om sig selv. Tja, hun havde selvfølgelig heller intet at være bange for overhovedet, da mit liv ikke ligefrem var så forfærdelig vigtigt modsat til hendes. Hun kunne ikke forsvinde uden videre, da folk ville lægge mærke til det og undre sig over, hvor hun var blevet af.

Hun var for pokker da med i TV-serien Three wishes. Måske havde hun ikke den største rolle, men der ville klart blive skrevet en masse om hende i sladderbladene, hvis hun forsvandt. - Og jeg var hendes redning med mit præcis samme udseende.

Jeg anede ærlig talt ikke meget til min søsters paradisliv. Jeg fulgte ikke engang med i hendes serie, hvor hun spillede Corrie, en pige med hukommelsestab. Det, jeg vidste om min enæggede tvillingesøster, var med sikkerhed mindre end så mange andres viden om hende, her i London.

Måske var det pinligt, men jeg prøvede at lade være med at bebrejde mig selv. Jeg var trods alt for første gang i de sidste to år netop stødt på hende i supermarkedet, og nu sad jeg hjemme i hendes palads af et hus, fanget i hendes plan, der var inspireret af min store mund, der ikke kunne forholdes lukket.

"Hør nu, det bliver fedt. Altså, som du sagde.. Du kan nemt overtage min plads, ingen vil lægge mærke til det." Jennifer tog fat om begge mine skuldre og rystede lidt i mig for at understrege, hvad hun netop havde sagt. Da hun gav slip, tog jeg mig til hovedet med højre hånd for at berolige mig en smule. Ikke fordi det hjalp.

"Jennifer, tro mig.. Det vil altså ikke lykkes." Jeg blev stående med hånden for hovedet, hvorefter jeg tillod hånden at glide hen over det nærmeste øje og gnide mig selv en smule i det. Jeg havde været tidligt oppe for at nå på arbejde. Heldigvis havde jeg da også fået fri her for et par timer siden, kl. 13:00.

Det var som om, der ikke var noget, der kunne få Jennifers smil til at forsvinde. Hendes plan var ikke til at få ud af hovedet på hende, og jeg kunne godt fornemme på hende, at hun virkelig ønskede at komme væk fra hendes ellers så fantastiske liv og prøve at leve helt normalt. Jeg kunne næsten ikke tage det ønske fra hende. Måske var det lang tid siden, vi sidst havde snakket sammen, men hun var stadigvæk min søster. Min tvillingesøster. Min enæggede tvillingesøster!

Jeg kunne vel godt lade som om, jeg var hende i et par måneder?

Oh no, hvad var det jeg tænkte! Selvfølgelig var det udelukket.

Jennifer kom helt tæt på mig og kiggede direkte ind i mine blå øjne med hendes egne magen til. "Jessica.. Søde, Jess.. Vil du ikke nok? Jeg ved, at det vil gå godt! Det er trods alt kun nogle måneder, så jeg vil kunne få det lidt på afstand. Alt det her.." Hun viftede lidt med den ene hånd ud i luften, da hendes hus åbenbart heller ikke var afslappende for hende. "Please? Der er intet, der vil gå galt."

Jeg sukkede dybt. Hun kunne slet ikke se problemerne bag det. "Jennifer.. Søde Jenny.." Jeg startede ud på samme måde som hende. "Hvad med din serie? Jeg vil ikke kunne spille dig. Jeg stinker til det der med replikker og kameraer."

Hun smilede, hvilket var et tegn på, at hun selvfølgelig allerede havde tænkt det igennem. Ganske rigtigt, det havde hun. "Der er nogle, der sikkert vil komme med tilbud på film og sådan.. Sig, at du tænker over det, og lad så mig sortere i det, når jeg kommer herhjem igen. Serien er på standby lige pt. Den er intet problem." Endnu et kæmpe smil blev endnu større. Var det overhovedet muligt, at et smil kunne blive så stort?

Oh, dear mouth.. Så du også sådan ud, når jeg smilte?!

Jeg slog forvildet ud med den ene hånd, mens jeg kom med næste problem. "Hvad med din vennekreds? De vil da opdage det?!" Min stemme var næsten blevet lidt for lys, da jeg begyndte at kunne se muligheden for, at det hele ville kunne gå hen og lykkes. - Og så havde jeg vel egentlig ikke mange forsvarsmuligheder tilbage?

"Pft!" Hun lavede en lille grimasse og viftede endnu en gang med hånden, hvorefter hun smilende vendte tilbage til at kigge på mig. "Det vil heller ikke være noget problem. Jeg har ingen utroligt tætte veninder, så de vil nok ikke bemærke noget."

Hun lavede vores berømte hundeøjne. - De var i hvert fald berømte i familien og mellem mine venner. Mor, far, vennerne.. De havde alle ret. Man kunne ikke stå for dem.

Jennifer kunne vidst se, at hun var ved at få mig overtalt. Hun viste som sådan intet tegn på det, men jeg kunne fornemme hendes viden omkring det. Derfor slog jeg til med mit sidste våben, som var ret nytteløst.

"Hvad med mine venner?" Jeg lagde armene over kors for at se en smule mere selvsikker ud i min sag omkring det hele, men det rørte ikke Jennifer en pind. Hun var allerede overbevist om, at hendes plan ville virke strålende. "De får lov at hænge ud med mig. Jeg lader jo også som om, jeg er en helt normal pige, du ved, dig."

Jeg tænkte over det i noget, der føltes som en evighed, men jeg var ret sikker på, at det kun var nogle få minutters tavshed. Jennifer afbrød dog min tankegang. "Kom nuuuuuuu? Please, please, please, PLEASE?!" Hun var ligefrem nede på knæ og holdt om mit ben nu.

Hvorfor mig? Hvorfor skal jeg absolut være klonet?

Jeg vidste bare, at det med sikkerhed ville ende galt. - Men jeg havde ærlig talt selv lyst til at prøve det fede liv. Intet arbejde, masser af tid til at slappe af og nyde livet.

"Okay så." Jeg havde overgivet mig, og Jennifer sprang om halsen på mig med et lille skrig, der fik mig til at grine. Det lød præcis, som når jeg selv gav et hyl af glæde fra mig.

"Tusind tak, du er bare så.. Så.. Awesome! Jeg elsker dig, søs!" Hun gav mig et kæmpe smækkys på kinden, hvorefter hun sprang hen til et lille sminkebord, hvor hun trak en skuffe ud. Da hun vendte sig om mod mig igen havde hun en saks i hånden. Hun lavede et lille klip ud i luften, mens der langsomt plantede sig et mere lumsk smil på læberne af hende.

"Vi må hellere lige få klippet en ti centimeter af dit hår. Så vil ingen kunne se forskel overhovedet!"

 

***

 

2 måneder havde vi aftalt. Det var den tid, jeg skulle spille Jennifer, og hun skulle spille mig. Jeg var faktisk blevet mere tryg ved det hele. Seriøst, hvor svært kunne det være?

Jennifer havde fået pakket sin kuffert, da hun ikke ville spilde sin dyrebare afslapningstid, som jeg nu ville kalde for stress. Mit liv var ikke just sådan et paradis som hendes, men det kom vel i dette tilfælde mig til fordel?

Jeg fulgte hende ud til døren, hvor vi gav hinanden et kram. Ja, mere blev det ikke til. Folk ville måske tro, at det blev en kæmpe afskedsfest, nu vi ikke havde set hinanden i så lang tid, men helt ærligt.. Nu kendte vi jo stort set ikke hinanden længere? Alligevel elskede vi hinanden højt, og vi var lykkelige for at have stødt ind i hinanden. Ikke nok med, at vi mødtes igen, så havde vi også fået os to hele måneder til ren afslapning! Eller, jeg ville nok mene, at JEG havde fået afslapningstilladelse, mens Jennifer måske skulle på arbejde 24/7. Men.. Her choice.

"Det skal nok gå godt." Jennifer forsikrede mig om det samme, som hun havde gjort i løbet af de sidste par timer, igen. - Og det havde hjulpet. Jeg var trods alt gået med til det, ikke?

Hun gik med hurtige skridt ned af trappen fra huset af, hvorefter hun trådte ud på den fine sti, der gik gennem hendes forhave og hen til garagen. Hun forsvandt i et kort stykke tid, inden hun kom bakkende ud af den i sin sorte Ferrari. Wow, den var fed.

Pludselig kom jeg i tanke om noget. Hun kunne da ikke bare suse af sted i hendes egen bil? Det ville da vække opmærksomhed, ville det ikke? Aha, en ting hun ikke havde tænkt i gennem!

Jeg skyndte mig ned af trapperne for at nå at stoppe hende, men underligt nok stoppede hun af sig selv for enden af stien gennem haven, der førte ud til vejen. Hun trådte ud og så mig komme halsende efter hende.

"Vi bliver jo nødt til også at bytte biler!" Jeg råbte det, selvom jeg allerede var kommet op på siden af hende. Altså, man kan da aldrig vide, om en sådan bil gør en døv? Måske larmer den? Alle biler har vel deres svage punkter.

Jenny gav bare en lille latter fra sig, der sjovt nok også mindede om min egen. "Det har jeg da tænkt på. Jeg vil bare sige til dig, at det kun er om natten, den står inde. Her har du nøglen. Læg den sammen med den, du fik til huset. Så har du bedre styr på det." Hun rakte mig bilnøglen, som jeg langsomt tog fat omkring. Okay, hun have altså tænkt over alt.

"Må jeg så få din nøgle til bilen?" Hun spurgte grinende, da jeg blot stod og gloede afventende på hende. Jeg sprang nærmest ud af en dyb søvn af tanker. "Eh, selvfølgelig. Den er inde i min taske. Vent her." Idet jeg løb ind for at hente min bilnøgle, så jeg Jennifer gå hen mod garagen igen. Hun havde sikkert stillet sin kuffert derinde.

Lige indenfor døren fandt jeg min taske på en lille reol. Hurtigt tog jeg fat om den, lynede den op og rodede rundt mellem indholdet. Min taske var intet specielt. Brun, slidt.. Nej, den var faktisk ret grim, men der var plads til alt. Ja, alt hvad jeg havde brug for. Efter en kort rodetid fandt jeg frem til min bilnøgle. Jeg lagde tasken fra mig på reolen og gik så ud til Jennifer, der stod og ventede ved min knapt så kønne rustbunke. Ja, jeg havde ikke råd til en federe bil. For det meste havde jeg ikke engang råd til at køre i denne og måtte tage det offentlige i stedet.

"Her. Den kører på blyfri benzin. Det dyreste.." Jeg skar en grimasse, idet jeg overrakte hende nøglen, som hun glædeligt tog imod. Jeg smilede skævt til hende og huskede hende på de sidste detaljer. Ja, planen var mig stadig ikke 110% tryg.

"Mit klædeskab er nok ikke så stort, men det er nok smartest, at du ikke har alt dit.." Jeg kiggede ned af hendes nuværende outfit, der bestod af et par lårkorte shorts og en nedringet top. Udover havde hun en fed læderjakke, der udstrålede dens dyre pris. Hendes sko var et par høje pink stiletter, der skilte sig ud fra de andre knapt så farverige farver. ".. Smarte tøj på. Det er slet ikke det, som jeg plejer at gå i."

Hun grinede kort, inden hun gav et lille nik fra sig. "Selvfølgelig ikke. Mit klædeskab er måske heller ikke som dit, men jeg vil råde dig til ikke at lave alt for meget om på det. Jeg har givet dig koden til mit kreditkort samt. kortet, men lad være med at bruge alt for mange penge, selvom det kan være fristende. Sedlen med koden ligger under kortet inde på stuebordet."

Jeg svarede hende med et lille grin som hende selv og nikkede også. Hun gik om bag min bil for at lægge kufferten i bagagerummet, og hun smækkede det i med et hårdt brag.

Inden hun satte sig ind bag rattet, gav hun mig et ekstra stort knus. Det var måske slet ikke så slemt med vores plan. Jeg ville nyde luksuslivet, og hun ville nyde sin såkaldte 'afslapning.'

Lige inden hun skulle til at køre, skyndte jeg mig at banke på ruden, som hun smilende rullede ned. Jeg havde to spørgsmål tilbage.

"Hvad har du egentlig i kufferten? Du har jo ikke brug for tøj, når du skal låne mit?" Jeg kiggede alvorligt på hende, mens hun blot lo med hovedet bøjet bagover. Der gik et stykke tid, før hun svarede på mit første spørgsmål.

"Jeg har da brug for nogle andre ting. Min computer, opladere, kamera, bøger og blade.. Det kan jeg ikke undvære. Jeg har også tilladt mig selv at tage noget af min egen make-up med. Bare rolig, der er masser tilbage derinde." Hun smilede beroligende til mig og forventede at kunne køre, men jeg fik standset hende i at trykke på speederen.

"Hvad hvis der kommer folk for at interviewe dig.. Mig.. Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg stille op, hvis der pludselig er paparazzier?!" Jeg var pludselig begyndt at gå i panik. Det havde jeg slet ikke skænket en tanke!

"Smil, vink, kys.. Ingen problemer der." Hun nikkede afsluttende til mig og tog lidt hårdere fat om rattet. Langsomt begyndte bilen at rulle.

"Hey, vent! Kys? Altså, et håndkys?" Jeg råbte det efter hende, og hun nåede lige at svare mig ud af vinduet, inden hun drejede om hjørnet og forsvandt. "Ja, ja. De vil nok helst se et kys på munden."

Så var hun væk.

"Et kys på munden?! Altså.. Skal jeg gå rundt og kysse dem på munden?! Jennifer!" Jeg råbte efter hende uden held. Hun var kørt, og jeg ville først se hende igen om 2 måneder.

Jeg prøvede at ryste tanken af mig. Nu var det trods alt kun måske, at der overhovedet ville dukke paparazzier op. Nu da serien var på standby, kunne de da ikke rende rundt omkring hende hele tiden, og de ville derfor nok heller ikke rende rundt om mig. Vel?

For at berolige mig selv lidt, bestemte jeg mig for at gå ind og tage et bad.

Jeg lukkede døren til huset bag mig og gik gennem det store hus. Det var lyst og stemningsfyldt med a kind of latter gemt bag sig. Jeg kom forbi den åbne stue, men jeg skænkede den ikke et blik. Jeg fortsatte mod badeværelset, op ad trappen.

Døren ud til det udvalgte rum stod åben. Badeværelset. Fliserne var hvide, og væggene var af brune, grå, hvide og sorte sten, der var smidt tilfældigt op på dem. Det så kunstnerisk og afsindig flot ud.

Der var både en kæmpe brusekabine og et nærmest kongeligt badekar, der var gravet ned i jorden, så rummet ikke så helt så proppet ud. Der var masser af plads til at gå rundt på. Toilettet var hvidt og skinnede af renhed, og det samme gjorde håndvasken lige ved siden af. Der hang pink håndklæder på væggen ved siden af både badekarret og brusekabinen.

Jeg valgte at tage et brusebad. Det var, hvad jeg havde mest lyst til lige nu.

Jeg smed tøjet i en rodet bunke, inden jeg tændte for vandet og lod det løbe. Det var iskoldt, så jeg regnede med, at det lige skulle have lidt tid til at blive varmt. Sådan var det også hjemme hos mig selv.

Mens jeg lod vandet løbe, gik jeg hen til det store spejl, der hang ved siden af brusekabinen. Der var også et mindre et, der hang over vasken, men det var det store, som jeg stilte mig foran. Her begyndte jeg at betragte mig selv, som man nu engang automatisk gør i et spejl.

Min hud var bleg. Meget bleg. Der var kun en anelse farve i, der fik den til at skille sig fra de dødes hvide hudfarve. Egentlig var det underligt, at den var så bleg. Jeg syntes selv, at jeg havde brugt meget tid udendørs her i løbet af sommeren, men ofte skete der ingen ændringer med kuløren. Det drev mig til vanvid sommetider.

Øjnene var blå. Ikke havblå som så mange andres, og der var heller ikke blandet hverken grøn eller grå ind i farven. Himmelblå. Det var den farve, som de besad. Hvis ikke jeg var vant til at kigge mig ind i mine egne øjne hver evig eneste dag, når jeg stod foran spejlet derhjemme, ville jeg sikkert blive bange for dem. De så ret uhyggelige ud med den så rene blå farve. De lyse øjenvipper omkring dem var ikke utroligt lange, men de fik alligevel sat prikken over i'et.

Tænk, hvis man ingen øjenvipper havde? Wow, det ville se creepy ud!

Mine læber var en lys rosa farve, som de flestes. De var ikke yderligere fyldige, men jeg var tilfreds nok med dem. Hallo, det var vel bare læber, ikke? Selvfølgelig var nogle læber som frk. Perfekts da fristende, men frk. Perfekt fandtes nu engang bare ikke. Det gjorde hendes læber altså heller ikke.

Min næse.. Oh dear body, hvorfor?! Det var en lille opstoppernæse, hvor der var drysset små lyse fregner ud over helt tilfældigt. De fortsatte lidt ud på kinderne, men heldigvis for mig var det ikke så mange, jeg havde, i forhold til mange andre. Men.. Bah, jeg hadede den næse! Den lignede et eller andet rumdyr for sig selv, der hele tiden kiggede mod sit hjemland, der var en anden planet.

Jeg var til gengæld ret glad for mit hår. Det gik mig til lidt over midten af ryggen, nu hvor Jennifer havde klippet nogle centimeter af. Det havde ikke gjort den store forskel, og mit hår så mere frisk ud. Som om det lige havde fået en lille opfriskning ved at miste nogle halve totter. Farven på håret var mørkblond, og det var absolut helt fladt. Ret kedeligt, egentlig. Men jeg behøvede ikke glatte det hver evig eneste dag.

Min højde var på de sølle 160 centimeter. Se, dét var jeg ikke helt tilfreds med. Jeg følte mig altid så lille! Jeg måtte tilbringe noget mere tid med min søster, da hun jo var på højde med mig selv. Så kunne jeg måske få lov til at føle mig nogenlunde normal højdemæssigt.

Selv ville jeg mene, at mine lår var en anelse tykke. Jeg vidste ikke hvorfor, men fedtet bestemte sig altså for at sætte sig til rette netop der. Min røv var ikke flad, men jeg så den selv som et tegn på, at jeg havde fået former. Hofterne var kommet og det samme med brysterne. De havde ikke en enorm størrelse, men jeg brugte da en B75 i BH-størrelse. Min mave var flad, præcis som min søsters. Egentlig underligt, da vi godt kunne have taget på forskelligt i vægt i løbet af årene.

Jeg fik snoet en tot af håret om bag øret, inden jeg gik ind i kabinen. Langsomt og meget forsigtigt stak jeg pegefingeren ind for at mærke på vandets temperatur.

"Ausch!" Hurtigt trak jeg hele hånden tæt ind til mig og så på den, som var det en stakkels død kanin. Jeg skulede til vandstrålerne, der hånende blev ved med at løbe ned fra bruseren, der hang oppe. Vandet var alt for varmt.

Præcis som om vandet var giftigt, prøvede jeg desperat og smidigt at få hånden uden om strålerne. Det lykkedes, og jeg skruede hurtigt ned for varmen på vandet. What the crap?! Den stod jo også på 45 grader?! Jeg bestemte mig for, at en 34 grader var mere end rigeligt, og jeg stod i et par minutter i den anden ende af brusekabinen end der, hvor bruseren hang, da jeg ikke skulle nyde noget af at komme under vandet før, det var absolut helt og aldeles fantastisk. Jeg skulle være helt sikker..

Da der vel var gået godt og vel fem minutter turde jeg forsigtigt stikke pegefingeren ind under vandet igen. Jo, denne gang var det rart. Denne gang var det mere eller minder præcis, som det skulle være.

Hele min krop var nu under vandet, og jeg lukkede øjnene i et par sekunder. Vandet løb ned ad kroppen, mens risten, der gemte på afløbet, grådigt sugede det hele i sig.

Jeg tog fat om en af sæbebeholderne, hvor der stod "Shower gel" på. Langsomt åbnede jeg den, og jeg lod sæben flyde ud på min håndflade. Herefter stilte jeg beholderen tilbage til de andre, hvorefter jeg begyndt at sæbe hele min krop ind. Vandet skyllede det hurtigt af mig igen.

Jeg kunne ikke helt bestemme mig for, om jeg orkede at vaske mit hår. Det ville heller ikke være sundt at gøre det, da jeg allerede havde gjort det i morges. Nej, jeg lod det bare blive godt og grundigt vådt.

Mmh!

Efter jeg havde nydt vandet mod min krop i omkring tyve minutter, besluttede jeg mig for at slukke for det. Jeg ville trods alt gerne nå at tjekke alle min søsters ting ud her i huset. Hun havde så mange rum, at hun også burde have alt for mange ting. - Præcis, hvad jeg var nysgerrig efter at kigge på. Mit nye hjem for de næste måneder.. Så har man da også lov til at kigge alt igennem?

Jeg trådte ud på de hvide fliser, mens vandet dryppede ned af mig. Der lå hurtigt en sø af vand, der hvor jeg stod. Hurtigt tog jeg fat om et af de pink håndklæder, der hang ved siden af mig. Jeg bøjede mig ned, så håret hang og dryppede længere fremme. Så snoede jeg håndklædet omkring det og rejste mig op igen.

Det andet håndklæde tog jeg også fat omkring og slog det rundt om mig selv, under armene. Det var stort og dækkede helt ned til knæene på mig. Jeg tog et par skridt frem, hvorefter jeg kastede et blik tilbage på søen. Jeg bestemte mig for, at jeg ville tage mig af det senere.

Med våde fodspor efter mig gik jeg ud af badeværelset og ind mod det rum, Jennifer havde vist mig og præsenteret som hendes værelse. Det lå overfor badeværelset, så jeg gik bare direkte ind i det.

Det var stort, rummeligt og lyst. Der var masser af farver, der passede sammen. Himmelsengen stod henne ved væggen, mens en glasdør ud til balkonen stod halvt åben. De kæmpe glasvinduer oplyste hele rummet, og havde værelset været nedenunder, havde jeg ikke tilladt mig selv at gå rundt med kun et håndklæde omkring mig. Gardinerne var kæmpestore og trukket til siden, mens de var bundet med et bånd omkring sig som en sløjfe.

Jeg kiggede mig forvirret omkring til alle sider. Hvor var hendes skab? Det lille sminkebord, som Jennifer tidligere havde fundet en saks frem fra, stod ved siden af en dør. Hvad mon der var derinde?

Jeg tog roligt fat om håndtaget og trak ned i det. Hurtigt blev mine øjne spærret op til dobbelt størrelse, da døren gik op.

Der gemte sig et kæmpe Walk-In-Closet!

Jeg gav et lille hop fra mig og klappede to gange i mine hænder af ren overraskelse og glæde. Det havde jeg altid ønsket mig. - Og nu var det mit de næste to måneder! Yes!

Jeg skyndte mig ind for at tjekke alt tøjet ud. Der var så ordentligt, så smukt! Kjoler, nederdele, toppe, tasker og tonsvis af sko! De stod på række og ventede på, at jeg ville give dem opmærksomhed. Tro mig, det ville de få!

"Jennifer.. Er du klar?"

Jeg stivnede. Det var en drengestemme, jeg ikke kendte. Var han indenfor i huset? Var det bare en besked på svareren? Nej. Jeg kunne høre skridt ude på gangen. Det var freaking løgn! Jennifer, JEG, havde fået indbrud! Det var sikkert en eller anden voldtægtsmand, der havde holdt øje med døren, som jeg selvfølgelig ikke havde låst. Hvor dum kan man være?! Den dør skal ALTID låses! Okay, det havde jeg først fundet ud af nu, men.. Jeg burde have tænkt over det!

"Jennifer? Hvor er du henne?" Endnu en gang kom stemmen, og den var tættere på nu.

Hurtigt tog jeg fat om en sort taske med den ene hånd, og jeg fræsede ud i værelset for at få fat på en parfume. Jo, der stod ganske vidst en på sminkebordet.

En lyshåret dreng på omtrent min højde dukkede op i døråbningen. Mit hjerte hamrede så hurtigt og hårdt, at det næsten ikke kunne holdes inde af ribbenene. Det farede af sted. Jeg skulle måske voldtages første dag i mit paradis! Jeg ville ikke tillade det. Ah, ah! Jeg ville ikke finde mig i det! Jeg, Jessica Miller, ville ikke finde mig i at miste min mødom til en nar, jeg ikke kendte!

Ja, jeg var jomfru.

Han smilede blot, da han fik øje på mig. Et grusomt og ondskabsfuldt smil. Okay, det så sådan ud lige i min situation, men det var ærlig talt ret nuttet. Charmerende. Han slog ud i en blid latter, da han fik øje på mit skrækslagne ansigtsudtryk.

"Rolig, Jen. Det er bare mig." Han gik ind på værelset og hen mod mig. Idet han stod to meter fra mig slog, jeg ud med tasken. Ja, han skulle vide, at jeg sagtens kunne slå fra mig. Han skulle ikke regne med at få noget ud af at komme her.

"Forsvind!," skreg jeg. "Forsvind eller.. Eller.. Jeg skyder!" Jeg holdt op med at slå ud med tasken som en anden idiot og sigtede i stedet for på ham med parfumen. Begge mine hænder var rundt omkring flasken, mens min højre pegefinger var parat til at trykke ned.

Han grinede bare igen, denne gang en smule voldsommere, og tog hænderne op over hovedet, som man gør, når man går i forsvar for at bevise, man ingen våben har på sig. Tsk, hvor dum troede han lige, jeg var? Han havde et kondom et eller an.. Næ, hov! Det havde han sikkert ikke engang! Han var vel ligeglad med, om jeg blev efterladt alene.. Gravid! Den, den.. Den..

"Du forstår sandelig at skabe drama, Jenny." Han grinede stadig og rystede på hovedet. Idet han kiggede direkte på mig, pressede jeg mine læber sammen i koncentration og trykkede ned med pegefingeren.

"Puh, føj! Ad!" Jeg gav et lille nys fra mig og tørrede mig irriteret omkring munden og over læberne med både hænder og arme. Ja, parfumeflasken havde ikke vendt mod min voldtægtsmand. Jeg havde selvfølgelig sprøjtet mig selv lige på munden.

Heldigt for mig, at det ikke var i øjnene.

Parfumen havde jeg givet slip på i væmmelse, men sikke et held den var landet i den lyserøde sækkepude, der stod ved siden af mig. Hele huset ville ellers have stinket af den, og så ville duften ærlig talt ikke være helt så lækker længere.

Drengen gik helt hen til mig med bekymrede øjne. "Hey, Jen! Er du okay?" Han tog fat omkring min skulder, mens jeg hostede og spyttede. Jeg gav et lille ryk fra mig, idet han rørte ved mig. "Rør mig ikke! Skrid!" Jeg holdt ekstra godt fast om håndklædet med den venstre hånd, selvom det i forvejen blev holdt oppe uden hjælp, da jeg havde lagt det over i kanten foroven.

"Okaaay.. Hvad sker der?" Han tog et skridt bagud, tydeligvis overrasket over mit lille flip. Jeg spruttede stadig, mens mit våde hår slaskede omkring mit ansigt. Hvad der skete? Hvad der skete?! HVAD DER FREAKING SKETE?!

Well, en fremmed dreng, der med sikkerhed var opsat på at komme i kanen med min søster, og derfor havde tænkt sig at voldtage hende i hendes eget hjem, mens hun stod med et sølle håndklæde omkring sig, var trådt ulovligt ind i dette hus! Det hus, som jeg netop skulle bo i, den dag jeg netop skulle spille Jennifer! Da han skulle til at slå til med et af sine trick for at få mig til at lægge ned, slog jeg hurtigt med ninjaskills ud mod ham med min übercool taske, og da han ikke kunne stoppes af det, tog jeg det hemmelige våben i brug. Den dødsensfarlige gift, man ikke kunne slippe væk fra, og man ville have den hængende på sig i laaaaang tid! - Desværre slog min aktion fejl, og det hele endte i en total ydmygelse.

"Sk-rid!" Jeg fik hostet ordet frem. Det undrede mig faktisk ikke, at han kendte til min søsters navn. Hun var skuespillerinde, og hun var sikkert kendt mellem alle fans af serien.

"Undskyld. Jeg vidste ikke, at du lige havde taget et bad. Vi aftalte bare, at du ville være klar kl. 17, så vi kunne komme af sted, og det er altså en halv time siden nu.." Han så lidt på mig, der bare viftede ham væk med hånden, da jeg ikke kunne gøre meget andet. Føj, hvor det smagte grimt!

".. Du har vel ikke glemt, at vi skal være der i tide, vel? Det er ligesom det, et surpriseparty går ud på. Vi skal være der før æresgæsten." Han drejede om og gik ud af døren. Endelig!

Hov vent, hvad havde han lige sagt?! Var det AFTALT, at han skulle komme herhen? For cupcake da også, Jennifer! Har du planer uden at have fortalt mig om dem?!

Jeg skyndte mig at løbe efter ham. Jeg kunne ikke lade Jennifers planer gå i vasken. Jeg kunne ikke ødelægge hendes liv. "Vent, ve.." Jeg blev afbrudt af et hosteanfald, men jeg fik da stoppet min nok-ikke-så-voldtægtsagtige-mand. Han vendte sig om mod mig med et bekymret udtryk. Der gemte sig klart også sorg bag de blå øjne.

Da jeg ikke fik sagt noget, løftede han brynet og gav et forsigtigt smil fra sig. "Ja?"

Jeg tog mig sammen og prøvede at holde hosten inde. Smagen fra parfumen sad i min hals, på mine læber og på min tunge. Ad! "Hvad.. Hvad er det nu.." Jeg prøvede at tage mig lidt sammen. Jeg var Jennifer. Jennifer Miller. Og jeg var åbenbart inviteret til et surpriseparty og skulle hentes af en næsten-voldtægtsmand. Jeg var Jennifer Miller! "Hvad er det nu, vi skal?" Jeg kiggede spørgende på den lyshårede dreng foran mig.

Han rullede grinende med øjnene. "Du har vidst ikke fået sovet meget i nat. Fødselsdag, d. 29. August.. Overraskelse, surpriseparty.. Siger det dig noget?" Han kiggede afventende på mig med et kært smil. Det var faktisk ikke så skræmmende, men alligevel var jeg en smule bange for det. Hvem var han?

Han kunne åbenbart se på mig, at jeg var fuldstændig lost. - Det var jeg nemlig. Han besvarede i hvert fald selv sit eget spørgsmål med et kort suk forinden. "Vi skal hen til Danielle og overraske Liam. Det er jo hans fødselsdag."

Oh, freaking cake! Liam.. Danielle..

Jeg stirrede som en åndssvag ugle på den dreng, jeg havde troet ville voldtage mig. Jeg kendte ham. Jeg havde set ham før. Det var..

HVORFOR I ALVERDEN HAVDE JENNIFER IKKE SAGT NOGET OM, AT HUN VAR INVITERET TIL ET SURPRISEPARTY MED NIALL HORAN?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...