Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
93080Visninger
AA

17. Three Wishes

Det her skete bare ikke. Det var alt sammen løgn. Det SKULLE være løgn. Jeg ville gå hen og dø, hvis det var sandt og ikke bare var et eller andet forfærdeligt mareridt.

Jeg gned mine våde hænder mod hinanden, mens sveden fra dem irriterende nok blot blev ved med at være der. Herefter tørrede jeg dem begge af i min blå T-shirt, da jeg ikke fandt nogen anden udvej. Det var simpelthen for klamt, hvis jeg skulle give en eller anden hånden. Så var der i hvert fald ingen tvivl om, at det ville blive en rimeligt normal dag for mig på den måde, at jeg ville gøre mig selv til grin som sædvanligt.

Bogstaverne på døren så ud til at være opmalede for kort tid siden, da de glitrede på den helt specielle måde, maling nu engang gør, når det er nyt og skinnende. Farven på dem alle var guld, og der gik lang tid, hvor jeg bare stod og studerede hvert et bogstav, inden jeg gik indenfor.

Three Wishes studio.

Det var, hvad der stod.

Jeg lukkede døren forsigtigt i bag mig, mens jeg prøvede at trække vejret helt normalt. Det var mig umuligt. En kæmpe klump havde allerede snøret sig sammen midt i halsen på mig, og den voksede sig kun større og større for hvert sekund, der gik. Min næse virkede knapt så godt, som den plejede af ren nervøsitet.

Pokkers også. Hvorfor kunne jeg rent faktisk ikke have samme talent som min søster, bare for én enkelt dag?

Det her kunne meget let gå hen og afsløre os. - Medmindre de bare ville fyre mig. Hende. Os. You know, what I mean.

I går aftes havde instruktøren ringet til mig, og det var ingen hemmelighed, at jeg blev noget forbavset over at høre ham præsentere sig. Udover hans alt for dybe og rystende stemme, så havde jeg for alt i verden ikke regnet med at høre fra ham af. Jennifer havde jo sagt, at serien var på standby.

Han var så blevet enig med forfatteren af Three Wishes om, at serien straks skulle op at køre igen, nu jeg var så meget fremme i medierne. Jeg ville på den måde gøre god reklame for serien, og det ville uden tvivl skaffe mange flere seertal. Derfor var det vigtigt, at vi kom i gang så hurtigst som muligt.

Udover det, ja, så skulle Jennifers rolle også være større. Hun skulle være mere med, mere fremme. - Hvilket betød, at jeg skulle være mere med og mere fremme.

Freaking crapcake, det kunne snart ikke blive mere indviklet!

Der var mindst halvtreds mennesker inde på sættet, og jeg kendte ikke en eneste af dem. De brugte ikke de mest kendte skuespillere. Jeg havde måske set nogle enkelte i et par af afsnittene, men som sagt havde jeg aldrig været den, der fulgte mest med. Utroligt nok, nu det jo var min søster, der spillede en af rollerne.

"Jennifer!" Stemmen fra i går aftes kunne pludselig høres bag mig, og jeg vendte mig forskrækket om, hvorefter jeg så direkte på en middelaldrende mand med skulderlangt gråt hår, der så ud til at være ulækkert slidt. Hans tøj var til gengæld ret fremme i moden, et par jeans og en hvid skjorte, mens hans sko var et par converse magen til mine. - Akavet.

Jeg måtte nu indrømme, at de klædte mig bedst. Han var kommet i den alder, hvor han ikke burde gå i sådanne sko længere, og han gjorde det tydeligvis også kun for at virke yngre og sejere. Det var i hvert fald mit gæt. - Og det virkede ikke.

Jeg sendte ham et smil, der skulle bevise, at jeg var Jennifer, men det så helt sikkert forkert ud. Det var med sikkerhed et smil, der udstrålede mit sammenbrudte nervesystem eller den høje puls, der dunkede i hver eneste pulsåre bag huden.

Han kom hen og tog fat om mine skuldre, kyssede mig på begge kinder, hvilket fik minder til at vælte frem fra folkeskolen, da min matematiklærer, Carin, havde gjort det samme hver gang, hun havde været tilfreds med noget.

Det var godt nok sjældent, at jeg havde fået et kys på kinden.

Da han trak sig tilbage, stod jeg med blinkende øjne uden at have givet ham et eneste kys tilbage. Det hele var utroligt overvældende. Jeg skulle spille.. Skuespil. Jeg var endelig sluppet for de elendige skolestykker, eftersom jeg var gået ud af skolen, men nu skulle jeg overtage Jennifers job. Det ville jeg aldrig kunne komme til at klare.

Når jeg tænkte nærmere over det, så ville Jennifer heller ikke nogensinde kunne tilgive mig for at ødelægge hele hendes karriere. Måske havde hun selv fået min idé til at blive til handling, men jeg var ret sikker på, at hun heller ikke havde regnet med, at jeg ville få et opkald fra instruktøren til hendes sparegris og gode ry. - Måske nærmere bare ry.

Seriously, jeg havde kysset med hendes kæreste og var nu ved at falde for ham. Hun havde godt nok selv sagt, at jeg bare skulle kysse ham, som om hun var ravende ligeglad med, hvad der skete med ham, men jeg havde det alligevel dårligt med det inderst inde. Derinde, hvor min bankende pulsåre sad, den største af dem alle, den som mange sammenligner med kærligheden.

Nu skulle jeg så åbenbart også tage hendes rolle i hendes serie. Nej, nix, nope, ah-ah. Det kunne jeg altså bare ikke. Af flere grunde:

1. Jeg ville spolere det hele totalt for min søster og.. Ja, egentlig også for alle andre, der var med i den.

2. Jeg ville gøre mig selv til grin foran en masse fremtidige berømtheder. Måske det ville gå ud over Jennifer, men jeg ville stadig gå hen og rødme og huske på det for.. Ja, forever, I think. - Og måske ikke. Jeg gjorde mig til grin så mange gange, at det blev svært at huske hvert eneste øjeblik. But who cares! Jeg ødelagde lige min egen pointe dér.

3. Jeg ville ikke. Basta, kage, remoulade med mayonnaise på Zayns bluse i mere kage.

Når det var sagt, så var der ikke mere at sige.

"C'est si bon de vous voir! Ind og klæd om, så vi kan komme i gang." Han gav mig et lille skub, mens han stadig havde det store smil klæbet fast til læberne, og jeg vaklede forvirret lidt i den retning, han havde skubbet mig mod.

Jeg havde aldrig kunnet tale eller forstå fransk, så jeg havde absolut ingen anelse om, hvad han helt præcist havde sagt til en start. Jeg var ikke engang sikker på, at det var fransk. Det kunne vel også godt være italiensk eller spansk, kunne det ikke?

I really don't know.

En flot høj fyr, der så en smule ældre ud end jeg selv, kom hen imod mig og gjorde sig klar til at hilse. "Jennifer, godt at se dig. Nu er det snart et stykke tid siden sidst, jo." Han lænede sig en smule ned, da han var godt og vel halvandet hoved højere end jeg selv, og jeg regnede med at få et kram fra ham. - Det var ikke lige det, jeg fik.

Hans varme fra læberne snoede sig vej ind bag min hud og rørte mine kraftigt, og jeg var nærmest i chok, lammet. What in the freaking life cake troede han helt præcist lige, han havde gang i, om jeg måtte spørge?! Nej, vent. Selvfølgelig måtte jeg spørge. Han stod og kyssede mig, for cupcake da også!

Jeg trak mig desperat tilbage, men hans læber fulgte bare med, indtil jeg med lidt kræfter fik skubbet ham væk fra mig af. Get the way off me, crapcake!

Grrrh! Gåsehud! How dare he?!

Han så uskyldigt på mig med et forvirret ansigtsudtryk. "Er der noget galt?" Jeg kunne ikke lade være med at komme med en forbavset lille lyd, eftersom jeg ikke vidste, at man kunne være så dum, som han tydeligvis var. Måske havde han sine smukke nøddebrune øjne og flot brunt hår at flirte med, men han skulle for the holy cupcake da ikke tro, at jeg fandt mig i hvad som helst!

"Du kyssede mig!," udbrød jeg efter lidt tid, og jeg kunne høre på min egen stemme, at jeg var helt oppe at køre. Hvorfor havde han kysset mig? Hvorfor, hvorfor, why, why, why, WHY?!

Han rynkede brynene en smule, inden han gik et skridt tættere på mig, hvilket blot fik mig til at gå to tilbage. "Det plejer du da ikke at have noget imod?"

Så slog det mig. Ping, pong, bing, bang, bim, bam. Kling.

Jeg nægtede at tro, at Jennifer kunne være min virkelige søster. Jeg nægtede det simpelthen. Nægtede, nægtede, nægtede, nægtede. Det kunne bare ikke være sandt, at jeg var søster til en eller anden utro løgnhals! Om hun så havde det fuldstændigt samme udseende som mig, I don't care! Det kunne bare ikke være sandt!

Mine øjne lukkede sig kort i, inden jeg rasende gik forbi min søsters lille flirt for at finde det sted, jeg skulle klæde om. Blodet susede for ørerne af mig, og jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op. Det kunne meget vel gå hen og blive en alt for lang dag, som jeg meget muligt ikke ville komme levende igennem.

 

***

 

"Oh.. my.. cake..!" Jeg stirrede ind på mit eget spejlbillede, der viste mig min påklædning. Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så krænket som nu. Det kunne ikke være deres alvor, det kunne det bare ikke.

Jeg havde fået en lårkort mørkelilla læderkjole på, der havde en udringet V-udskæring ved halsen, som viste alt for meget, når det kom til min smag. Jeg kunne godt fornemme, at min smag var ligegyldig her.

Kjolen havde en lynlås foran, som jeg var fristet til at hive ned for at hoppe tilbage i mit andet kluns, der lå smidt på gulvet i en lille bunke, som jeg altid smed mit tøj i, når jeg skulle have det af. I dag var ingen undtagelse.

Skoene var knælange sorte støvler med snørebånd hele vejen op ad benet, mens stilethælen var godt og vel 8 centimeter lang. Sylespidse. Slet ikke til at gå i. Jeg holdt mig kun oprejst ved hjælp af en stol ved min side, som jeg holdt godt fast omkring ryglænet på.

Jeg havde fået et par sorte hullede handsker på, hvor fingrene havde plads til at være frie og gøre som de ville, mens de gik mig til starten af albuen. Læder. Jeg havde aldrig før haft det på.

Mit hår var sat op i den højeste hestehale, jeg nogensinde havde set, mens en af makeup-artisterne havde klattet stort set al deres makeup i hovedet på mig. Mascara, foundation, pudder, concealer, øjenskygge, rouge og sidst, men ikke mindst, en knaldrød læbestift.

Ingen i hele verden skulle få lov til at se mig sådan her. Selvom de så troede, det var Jennifer, nej. Jeg viste mig bare ikke offentligt på denne måde. Det ville jeg ikke engang gøre privat.

"Mr. Reasling siger, De skal komme ud nu, så I kan tage Deres scene. De venter alle på Dem." En mørk kvinde stod i døråbningen til omklædningsrummet med blikket rettet direkte mod mig. Ingen af de andre piger reagerede på hendes sætning, og jeg selv var ved at få et indre flip af en konflikt med mig selv.

"Jeg går ikke ud sådan her. Jeg kan simpelthen ikke tillade mig at gøre det. Hvorfor skal jeg have det her tøj på?!" Jeg hævede stemmen en smule til sidst, og kvinden med det flotte opsatte hår smilede blot til mig. Hvis hun syntes, det var morsomt, hvorfor tog hun så ikke over?!

"Jeg mener det, virkelig. Jeg kan ikke." Jeg prøvede at tage et lille skridt med de alt for høje sko, hvilket bare resulterede i, at jeg vred om på min hæl og faldt ned på gulvet. Flere af pigerne var straks over mig for at se, hvad der var sket.

Jeg rystede lidt på hovedet for at sige, jeg var okay, hver gang de spurgte, om der var sket noget. Jeg var bare ikke okay. Jeg ville hjem. Nu. Helt hjem. Væk fra Jennifers liv, løgnene.

Bare.. Hjem.

En rødhåret pige rakte mig en hånd til hjælp, hvorefter hun trak mig op, mens jeg straks var ved at falde bagover igen, idet hun havde trukket mig op. Jeg havde absolut ingen balance normalt, og i disse sko var den nede på minuslinjen.

"Har du drukket, Jenny?" En brunhåret kvinde i midten af trediverne, så på mig med chokerede øjne, der udstrålede, at hun var noget overrasket over mit lille stunt. Jeg havde ikke behøvet at høre fra hende af for at regne ud, at Jennifer normalt ikke faldt i stiletter. Hendes skab var trods alt fyldt op til randen med dem.

Jeg blinkede to gange, mens jeg holdt fast om den rødhårede piges arme endnu, som vidst prøvede at få mig til at stå nogenlunde fast, så hun kunne få sine arme igen.

That's not gonna happen, sweetheart.

Jeg rystede på hovedet, så min hestehale svang sig tilbage i ansigtet på mig. Av. "Nej." Jeg tænkte mig kort om. Jennifer drak ikke. Var de mon bekymrede for, at hun var begyndt? "Jeg drikker jo ikke."

De sendte hinanden nogle ulæselige blikke, inden de gik tilbage for at få resten af deres tøj på. Nogle af dem satte sig til rette ved sminkebordene, mens makeup-artisterne straks var ovre dem for at gøre dem klar.

Den rødhårede pige fik trukket mig hen til stolen og sat mig ned. Hun så mig dybt ind i øjnene med sine egne uhyggeligt næsten sorte øjne. Var det overhovedet muligt at have den farve øjne? Jeg mener.. Udover i film?

Ahh.. Selvfølgelig. Mon ikke det bare var kontaktlinser til serien? Jeg håbede det virkelig for den stakkels piges skyld. Folk ville da flygte af skræk for hende i hverdagen, ellers.

Hun vendte sig herefter blot om og gik sin vej. Ingen spørgsmål til mig. Hun havde bare stirret på mig som om, jeg var en vandskabning, og så var hun drejet om på hælene og gået sin vej. - Weird.

Den mørke pige med den flotte opsatte frisure kom ind i rummet igen. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at hun var gået. Denne gang fulgte en blond dame, der så ud til at være omkring 50 år gammel, efter hende. Pigen stoppede, mens damen fortsatte hen til mig.

"Du har problemer med kostumet, hører jeg, Jennifer?" Hun så på mig med et tomt blik, der sagde, at hun var bedøvende ligeglad med, hvilke problemer jeg havde. Hun havde sikkert bare fået besked på at hente mig ud, om hun så skulle bære mig. - Hvilket hun ville blive nødt til.

"Ja.. Jeg mener.. Hvorfor i alverden skal jeg udsættes for at have det her på?" Jeg lavede en håndbevægelse ned af mig selv, som jeg sad tilbagelænet på stolen. Min stemme var langt fra selvsikker, og mine fingre pillede lydløst ved de andre fingerspidsers negle, bare for at have noget at lave.

Damen grinte ondskabsfuldt af mig. - Okay, nej. Det lød bare sådan i mine ører. Det var nok nærmere hånligt og.. Ja, som om jeg var godt dum. Det var jeg sikkert også. Jeg passede jo ikke ind her.

"Du begynder at kunne huske igen. Manuskriptet ligger lige der." Hun pegede hen på et flot lille bord ud af mahogni, og jeg kiggede kun i kort tid på det, inden jeg igen stirrede forvirret tilbage på hende.

Hun rystede sukkende på hovedet, nærmest opgivende. "Du begynder at mindes nogle af tingene fra dit liv. Dit tøj fx." Hun så på mig med et hævet øjenbryn for at spørge, om jeg snart fattede det. - Det gjorde jeg ikke.

Jeg prøvede at tænke mig lidt om. Jennifers rolle var Corrie, en pige med hjernerystelse og langvarigt hukommelsestab, der var indlagt på hospitalet, hvor serien havde sin hovedpart af handling. Som i  TV serien Friends, hvor det meste foregår på Central Perk.

Damen måtte altså mene, at Corrie skulle begynde at kunne huske lidt igen. Og derfor havde jeg ikke en kedelig hvid natkjole på, men.. Usmageligt tøj. Jeg fattede virkelig ikke en disse.

"Så.. Det her er Corries tøjstil?" Jeg så lidt ned ad mig selv, mens jeg ventede på kvindens svar, der gav et lettet smil fra sig, som om jeg endelig havde fattet hendes pointe. Hurra for mig, like, jeg fattede det stadig ikke.

Kvinden vente sig om og skulle til at gå. "Jeg ligner jo en glædespige!," udbrød jeg højt efter hende. Hun vendte sig forvirret om mod mig, som jeg sad der på stolen og råbte efter hende.

"Glædespige?" Hun rynkede brynene og forventede tydeligvis, at jeg forklarede hende, hvad det betød. Freaking cupcake, folk fatter da heller aldrig mine udtryk. Jeg har vel lov til at bruge pænere ord.

Mine arme bevægede sig et par gange som om, jeg var en pingvin, mens jeg håbede på, at hun selv ville regne det ud. Hun var åbenbart lige så fatsvag som jeg selv. Jeg sukkede kort, inden jeg opgivende kiggede på hende. "Luder. Det er et andet ord for luder."

Kvinden grinte højt, og det lød som om, at de andre piger også havde hørt vores samtale. De grinte i hvert fald også højlydt af mig. Hvor typisk.

"Jamen, kæreste Jennifer. Corrie er jo luder. Hun husker det bare ikke." Jeg stivnede, da jeg hørte kvinden sige det sidste, inden hun skred ud fra omklædningsrummet.

Luder. Min søster spillede en luder.. Aha, ja, mmh.. Nej. Luder. En.. Luder.. Nej.. Lu-der, lud-er. Luder.

Min hjerne sagde ordet på flere forskellige måder inde i mit hoved, mens jeg selv sad forstenet og gloede efter kvinden, jeg ikke kendte navnet på. Jeg skulle spille.. En luder.

They got to be kidding me. Please?

 

***

 

"CUT!" Mr. Reasling skreg det højt, så vi alle kunne høre det. Jeg havde talt. Det var 39. gang, han sagde det. Alle gangene var pga. mig. Jeg gik hele tiden i stå, når det blev min tur til at sige noget. Fantastisk, right?

"Jennifer, der er gået ti minutter.. Det er ikke så svært at sige 'nej.' Det er det eneste, du skal have styr på til en start. Prøv det lige.. Sig 'nej.'" Han kiggede på mig med et afventende blik, mens jeg mærkede, at jeg havde alles øjne i nakken. Opmærksomheden havde været fuldt ud på mig gennem de sidste par minutter.

Jeg sank hurtigt en klump. "N.." Hvor svært kunne det være? Jeg skulle sige nej. Et enkelt lille ord, som alle brugte så ufattelig tit. Jeg kunne sagtens sige det, og det skulle være nu. Kom nu, Jessica! Du kan altså godt!

"Nej..," kom det lavt fra mig. Mr. Reasling, instruktøren, gjorde en lille håndbevægelse, som om han var ved at opgive scenen. Man skulle have tålmodighed for at være filminstruktør. Eller serieinstruktør, som han vel nærmere var.

"Vi prøver igen. Laurence, du starter bare." Den høje fyr viste sig at hedde Laurence. Ham, der havde kysset mig i tro på, at det var Jennifer. Det var ingen undskyldning. Jeg brød mig absolut ikke om ham. - Og jeg brød mig mindre og mindre om Jennifer også.

Laurence nikkede til Mr. Reasling, inden han vendte sit blik mod mig og begyndte at spille sin rolle. Jeg gættede på, at hans rolle var en af lægerne. Han havde i hvert fald en hvid kittel på og et stetoskop hængende rundt om halsen.

Han tog fat om min skulder igen, som jeg de første tyve gange havde slået væk i væmmelse. Nu lod jeg være med lidt selvbeherskelse. Det var fristende og tæt på, at jeg gjorde det igen.

"Corrie.. Du ved godt, hvad det her betyder, gør du ikke?" Han så på mig med blanke øjne. Man kunne godt mærke, at han havde styr på sit skuespil. - Modsat til mig.

Der blev helt stille, og jeg stirrede bare på Laurence, der irriteret gav slip på min skulder og tog sig til hovedet for at berolige sig selv i ikke at flippe mere ud end et hvæs. Mr. Reasling cuttede igen scenen af, men han sagde intet til mig. Han kiggede bare på mig med skuffede øjne.

Sveden fra mine håndflader var blevet værre, og jeg lod dem glide hen over hinanden flere gange for at gøre mig en smule mere tryg. Lædertøj var godt nok varmt. Det var vel ikke bare mig, der havde det sådan?

"Jennifer.." Det kom fra Mr. Reasling, der nærmest hviskede det ud. Hans tålmodighed med netop denne scene var sikkert ved at løbe ud i ingenting. Forståeligt nok. Jeg havde aldrig holdt så længe. Jeg kunne nu sagtens have fortalt ham, at det ikke havde været nogen god idé at prøve. Der ville ikke komme noget ud af det.

Men da jeg prøvede at takke nej i går, ja, så cuttede han mig af. Det var åbenbart det, han var bedst til, selv når han ikke var på sættet.

"Prøv, okay? Bare.. Prøv." Han kiggede ikke op, da han vidst havde givet lidt op på forhånd, men han gjorde igen tegn til, at Laurence skulle begynde. Han lagde sin hånd på skulderen af mig og startede forfra.

"Corre.. Du ved godt, hvad det her betyder, gør du ikke?" Det var mit stikord. Jeg kiggede mig nervøst omkring, mens jeg mærkede det hele dunke inde i hovedet på mig. Alle lydene forsvandt, og mit syn blev sløret. Det følte som om, at sveden piblede ned fra panden af mig, og jeg var bogstavelig talt ved at falde om af nervøsitet.

Jeg sank en klump, kiggede på Laurence, der stod og ventede på mit svar med trætte øjne, mens jeg selv havde problemer med at holde mig oprejst. Jeg stod helt stille og havde ikke rykket mig, siden den mørke kvinde, der havde kaldt på mig flere gange, havde hjulpet mig herud. Hendes navn viste sig at være Sascha. Flere råbte på hende hele tiden, som var hun Askepot.

Jeg adskilte kort mine læber for at sige ordet, som jeg åbenbart havde det noget svært ved. Om det dog så havde været et hvilket som helst andet ord, så havde det været godt det samme. Det var det med at stå foran så mange mennesker og vide, at flere ville se det, der gav mig myrekryb, angst og nervøsitet.

"N-nej." Jeg hakkede lidt, men jeg fik det da sagt, og det så ud til, at Mr. Reasling bare ville have Laurence til at fortsætte, så vi kunne komme videre. Det var i hvert fald, hvad han gjorde.

"Du er et skridt tættere på at være rask, Corrie. Du er et skridt tættere på at få din hukommelse igen." Han kiggede lidt ned af mig for at give mig elevatorblikket, og jeg følte mig straks utilpas igen. Det måtte han ikke. Om det så bare var hans rolle, I don't care. Jeg ville have det her kluns af med det samme!

Han lagde hovedet på skrå. "Skal jeg hjælpe dig lidt tættere på?" Straks tog jeg et skridt tilbage for kort efter at ligge nede på gulvet på min ryg. Jeg vidste godt, at det var hans rolle, men.. Nej, det kunne jeg altså ikke holde ud. Det var for meget.

"CUUUUUUUUUUUUT!" Mr. Reaslings tålmodighed var klart brugt op nu. Han fór hen til mig og pegede på mig med sin lange rynkede pegefinger. "Du er fyret! Det går simpelthen ikke! Ud fra mit sæt! NU!"

Jeg mærkede tårer i øjnene snige sig frem. Hvor ydmygende. Jeg prøvede desperat at komme op at stå, men skoene forhindrede mig i det. Hurtigt prøvede jeg at få dem af, da jeg havde sat mig op, men snørebåndende var ikke med på at samarbejde, og det tog mig derfor en hulens lang tid, mens alle andre blot stod og gloede på mig.

Jeg smed skoene fra mig og løb ind i omklædningsrummet for at finde mit tøj. Tårerne var begyndt at trille ned af mine kinder, og mens jeg trådte ned i jeansene, fik T-shirten over hovedet og bandt snørebåndene på mine converse, farede mine tre ønsker rundt i hovedet på mig.

Hvis jeg havde tre ønsker, ville jeg ønske:

1. At Mr. Reaslings converse forsvandt. Han fortjente ikke at gå med dem. De var for gode til ham.

2. At jeg kunne komme hjem nu.

3. At jeg aldrig var stødt ind i min løgnagtige tvillingesøster, jeg hadede mere og mere for hver dag, der gik.

 

____________________________________________________________________________

Det var nok ikke det, som de fleste af jer havde regnet med. (;

Måske blev det lidt tungt og kedeligt, men jeg håber, at I vil fortsætte med at læse min historie, da jeg virkelig nyder at skrive den. Jeg er så taknemmelig for alle jeres likes og kommentarer! - Og favoritter! <3

Keep reading, måske får I ret lidt længere henne i historien. c:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...