Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
91624Visninger
AA

26. The vow

Jeg stillede tallerknen med et stykke af vores bedste chokoladekage foran ham samt. en kop te med frugtsmag. Han kiggede kort på det, tog gaflen tilhørende kagen op i hånden og lagde den ned igen uden at have taget en bid.

Han havde sat sig på en af de få stole, der var heroppe ved det lille 'barbord,' og jeg stod som før på den anden side af det, afventende på hans forklaring om hvorfor han var her. Det kunne ikke være helt tilfældigt, og det kunne jeg udmærket også godt se på ham, at det ikke var.

I lang tid så han ned på kagen, og der var en uudholdelig stilhed mellem os. Tålmodigt blev jeg stående uden heller at sige noget, og lidt efter løftede han blikket og så på mig. Blikket var ømt, og det gjorde på en måde ondt på mig.

"Du bliver nødt til at tage med mig tilbage," kom det til sidst ud af hans mund. Tavsheden bredte sig igen hen over os som en tyk tåge, og jeg havde absolut ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. To måneder var det trods alt siden, jeg sidst havde set ham. Ham og de andre drenge. Ham og Niall.

"Det kan jeg ikke, Harry." Ordene blev tvunget ud af munden på mig, da det så småt begyndte at føles akavet, som han ventede på mit svar. Idet jeg hørte mine egne ord stak smerten i brystet på mig, og jeg vendte mig med ryggen til ham for at komme lidt væk fra det, han netop havde sagt. - Nej. Det hjalp ikke en freaking kage.

"Det skal du!," halvråbte Harry desperat, og jeg vendte mig forskrækket mod ham igen. Hurtigt rømmede han sig en smule, da det gik op for ham, at flere nu havde opmærksomheden rettet mod ham. Pigerne begyndte at fnise helt vildt, hviske og se med sultne øjne hen imod ham. Jeg selv stod blot og kiggede undrende på ham, mens han tog gaflen op i hånden og skar et lille stykke af spidsen af kagen med den, som han herefter blot lod ligge. Igen så han op på mig med det ømme blik.

"Du er nødt til det, Jessica," hviskede han mumlende med bedende øjne. Endnu en gang stak det prikkende i brystet på mig. Ærlig talt ville jeg hellere end gerne tilbage til Niall, mærke hans arme om mig og give ham et kæmpe knus. - Men jeg var ikke længere en del af ham. Jeg var ikke længere hans kæreste, og så man på det med fornuftige øjne, så havde jeg aldrig været det. Jeg var umulig at tilgive for det, jeg havde gjort.

Med en klump i halsen rystede jeg stille på hovedet. Mine tanker omkransede straks kun Niall. Hans lyse hår, hans dybe og følsomme blå øjne, der fik en til at føle sig som en del af ham, hans helt specielle varme latter, den rare stemme, de bløde læber..

Mine fingerspidser gled hen over mine læber, og jeg lagde først mærke til, at jeg havde ladet min hånd bevæge sig derop, da fingrene og læberne berørte hinanden. Langsomt tog jeg hånden væk derfra, bed mig kort i inderlæben, inden jeg igen rystede på hovedet.

"Men Jessica..," startede han igen bedende ud med at sige. Længere nåede han ikke. Jeg holdt en hånd op som tegn på, at han skulle stoppe sætningen lige der.

"Harry, han.. Jeg kan bare ikke tage med tilbage, okay? Jeg dummede mig, og han vil ikke have noget med mig at gøre. Det må jeg bare.." Jeg holdt en kort pause, mens jeg tog en dyb indånding og sørgede for, at min stemme ikke ville begynde at ryste. Den var nødt til at lyde stærk. "Jeg må bare komme videre. Første trin er allerede overstået; Accepter det. Nu skal mit liv så bare.. Ja, du ved.. Du ved.."

"Komme videre?," spurgte han med sorg i stemmen. Jeg stirrede på ham, og han gengældte mit stirrende blik. Efter lidt tid tog jeg mig sammen og kiggede ned i gulvet, ned på mine sorte converse. Hvorfor var hans stemme i det tonefald?

"Ja..," mumlede jeg, inden jeg vendte mig om og så på de tre piger og to drenge, der havde stimlet sig sammen foran, klar til at bestille. Pigernes blikke så dog mest af alt interesserede ud i at bestille Harry med hjem, og den ene hviskede noget til en af de andre piger, som straks begyndte at fnise helt vildt.

Directioners eller ej.. De syntes i hvert fald, at Harry var nuttet. Deres blikke talte for dem.

"Kan jeg hjælpe jer med noget?," spurgte jeg stille om, og glæden var nu fuldstændig væk fra min stemme af. Alligevel tvang jeg modvilligt et smil frem på læberne, og drengene trak en smule på skuldrene. En af dem stak hænderne ned i bukselommerne og nikkede hen imod vores kager. Automatisk regnede jeg med, at han ville sige noget, men der kom ikke en lyd ud af munden på ham.

"Undskyld, men.. Hvad skal du have?," spurgte jeg igen, en smule utålmodigt om. Han pegede nu hen mod kagerne, og jeg forstod stadig ikke, hvad det var, han helt præcist skulle have. Den anden dreng kom mig hurtigt til undsætning og klappede hans ven på skulderen.

"Han skal have et stykke mazarinkage. Det må du undskylde, men han er stum." Idet drengen sagde det sidste, fik jeg straks skyldfølelse over bare at være blevet stående og ventet utålmodigt på, at han gad åbne munden og svare mig.

Jeg smilede hurtigt og gik i små lette skridt hen mod fadet med mazarinkage, som jeg hurtigt fik taget et stykke af op på en tallerken. Da jeg kom tilbage til drengene, rakte jeg den stumme dreng det, og han smilede taknemmeligt til mig, og jeg nikkede blot tilbage. Han lagde tre mønter på bordet, svarende til 2 pund, og jeg tog dem op i hånden.

"Piger, vi går ned i den anden ende!," råbte den ene af drengene mod de tre piger, der stadig stod og stirrede på Harry. Intet svar blev råbt tilbage, hvilket forårsagede at drengene bare gik ned og satte sig ved et bord.

"Jessica.." "Ja?" En af pigerne svarede ivrigt Harry, idet han igen prøvede at komme i kontakt med mig. Undrende så både Harry og jeg på hende, og de to andre piger skyndte sig at hive hende lidt væk, da de så ud til at føle sig pinligt berørt over hende. Hun prøvede irriteret at få dem til at give slip på hende, men de insisterede på, at de nu skulle gå ned til drengene.

Endnu en ting, der bare var typisk.

Da de endelig havde fået hende trukket med væk fra os af, rettede jeg mit blik mod Harry, der sad med et svagt smil omkring munden og trak en gang på skuldrene. Jeg kunne ikke holde et lille grin tilbage, og han brød herefter også ud i en lille latter.

"Hvordan holder du det ud?," spurgte jeg stadigt smilende, og endnu en gang trak han blot en smule på skuldrene. Det så ærlig talt ud som om, at det ikke var noget stort, men.. I mine øjne så det ret trættende ud.

"Hør, Jessica.." Emneskift, oh yeah. Et suk kom gennem hans læber, og jeg sukkede efterfulgt også. "Du er nødt til at komme videre, ja. Men.. Forstår du ikke, at du er nødt til at komme videre.. Sammen med Niall?," spurgte han håbefuldt.

Jeg lagde begge mine hænder ned på bordet mellem os og sendte ham et undskyldende blik. "Hvad er meningen med, at du er her? Hvordan fandt du frem til mig?," spurgte jeg ham i stedet om. Yup, jeg kunne skam også skifte emne. - Selvom jeg egentlig udmærket godt kunne fornemme svaret på det første af mine spørgsmål.

Et selvsikkert og charmerende smil satte sig fast på læberne af ham, og det lyste straks en smule op i stemningen omkring os. "Jeg er Harry Styles," sagde han, som var det noget af det nemmeste i hele verden.

"Åh, jamen så er det jo nemt nok," smågrinede jeg kort, inden jeg igen havde tænkt mig at vende mig om. Harry tog fat om mit ene håndled og tvang mig dermed til at blive stående. Vidste I, at han var utroligt stærk?

"Tag nu med mig hen til Niall," bad han igen. Jeg rystede på hovedet og mærkede tårerne presse sig en smule på, som han blev ved med at sige Nialls navn. Niall, Niall, Niall.. Niall.

"Det vil ikke være til nogen nytte. Han vil ikke se mig. Han elsker mig ikke," hviskede jeg trist, og straks så Harry på mig med verdens mest alvorlige blik, der fandtes. Ikke engang min far kunne sende mig de øjne, der borede sig direkte ind i min sjæl.

"Det er løgn. Det ved du godt," svarede han mig i et bestemt tonefald, og vi havde nu fuld øjenkontakt. "Jeg har kendt Niall i over to år nu," fortsatte han på samme måde. "Jeg har aldrig set ham være mere glad, end da han var sammen med dig. Om han så troede, du var Jennifer som alle os andre, så var det ikke hende, han elskede. Det var dig. Han var forelsket i dig.."

Jeg så kort ned, inden Harry igen fik fanget mit blik og fortsatte med at indskrive ord efter ord i mit indre, der ville sætte sig som ar og altid ville kunne huskes.

"Han var ikke kun forelsket i dig. Han elskede dig. - Og det gør han stadig. Tro mig eller lad være.. Vores tourné rundt i landet var et mareridt. Der har ikke været et eneste ægte smil om Nialls læber, og vi har ikke hørt noget til hans latter, der plejer at fylde både bussen og værelserne. Han savner dig, elsker dig og har brug for dig, Jessica.." Han så igen bedende på mig og holdt mit blik fanget, selvom jeg mest af alt havde lyst til at se væk. En klump havde sat sig fat i halsen på mig, og jeg prøvede desperat på at synke den. "Du bliver nødt til at tage med mig tilbage. I har brug for hinanden."

Tårerne pressede sig yderligere på, og jeg gjorde mit bedste for at holde dem tilbage. "Måske, men.."

"Du lovede mig det," afbrød Harry mig hviskende, og jeg stirrede straks på ham. Forstenet stod jeg blot og kiggede ind i hans grønne øjne. "Du lovede mig, at du aldrig ville såre ham igen."

Stik. Stik. Stik. Mit hjerte var i dette øjeblik blevet til en nålepude. Harry satte kun ekstra nåle i for hvert ord, han lod komme ud af sin mund. Smerten var næsten uudholdelig, og jeg kunne let knække sammen, hvis ikke det var for Harrys hånd, der stadig holdt om mit håndled.

"Og.." Behøvede han virkelig fortsætte?! "Det har du gjort." Åbenbart. "Du sårede ham dybt. - Men det gør kun endnu mere ondt på ham, fordi han ikke har dig længere. Tager du tilbage med mig.. Så holder du derfor ord," halvhviskede han i sit bestemte tonefald.

Kort tænkte jeg mig om, inden han igen åbnede munden.

"Du lovede det.."

 

***

 

"Haaaaaaaaaaaarryyyyyyyyyyyy!" Louis sprang ud ad døren fra bygningen indtil Nialls lejlighed, og kastede sig om halsen på Harry, der straks begyndte at grine. Jeg selv blev siddende i hans bil og stirrede ud af den modsatte dør, hvor de stod.

"Fandt du hende? Fik du hende med tilbage?," spurgte Louis ivrigt, idet han gav slip om halsen på Harry, der stille nikkede. Louis gav et jubelhyl fra sig og åbnede hurtigt Harrys dør. Hans hoved blev stukket ind, og hans store smil mødte mig.

"Nej. Jeg har ikke været ved siden af mig selv. Man kan virkelig ikke se forskel på jer," konstaterede han smilende, og jeg trak en anelse på smilebåndet. Det måtte være Jennifer og mig, han snakkede om.

"Er hun her?," hørte jeg en ny stemme sige. Zayn. Helt klart. Det måtte det være. Louis trak hovedet ud af bilen, og Zayn kiggede kort ind og nikkede så, som om han blot bekræftede det for sig selv.

Nej, jeg havde stadig ikke flyttet mig fra forsædet af. Harrys bil var faktisk ganske dejlig.

"Så er det ud, prinsesse." Harry åbnede døren for mig og sendte mig et stort smil samtidigt. Louis grin kunne kort høres, og jeg gengældte svagt hans smil, inden jeg spændte mig op og trådte ud. Harry smækkede døren i, og Zayn løftede hånden som en kort hilsen, selvom han havde set mig inde i bilen.

"Vi må hellere ind og redde Liam," sagde Louis henne fra døren af, og han forsvandt ind gennem den efterfulgt af Zayn. Harry vinkede mig med sig, da han opdagede, jeg var stoppet op nogle få skridt fra døren af.

"Kom nu, Jessica," sagde han tålmodigt, og jeg tog ufrivilligt et skridt tilbage. Mit blik var blevet sløret, og jeg mærkede en våd tåre løbe ned af højre kind. Desperat begyndte jeg at blinke med øjnene for at få mig selv til at stoppe, men tårerne fortsatte bare ned ad kinderne på mig.

Irriteret over mig selv vendte jeg mig med ryggen til Harry og græd lydløst. En hånd mærkedes på min skulder, og Harrys stemme hørtes. "Hey.. Hvorfor græder du nu?"

Jeg snøftede uden lyd og blev stående et stykke tid uden at sige noget, inden jeg vendte mig om mod ham med tårefyldte øjne. "Jeg er bare.. Jeg.. J-Jeg.." Beroligende overfor mig selv tog jeg en dyb indånding, hvorefter jeg fik gjort min sætning færdig. "Jeg er bange, Harry," hviskede jeg og tårerne trillede langsomt videre ned ad kinderne på mig.

Et opmuntrende smil blev tryllet frem om Harrys læber. "Det er der ingen grund til. Liam har sagt god for det. Han ved, hvad der er det rigtige. Det hele skal nok gå godt." Forsigtigt tog han fat om min hånd og lavede et lille nik hen mod døren. "Kom."

Jeg snøftede kort, gengældte hans smil og tørrede mine øjne med hånden, der stadig var fri. Så fik jeg taget mig sammen, nikkede og gik med ham hen til døren, hvor han slap min hånd og åbnede den for mig. Med nervøse skridt trådte jeg ind i bygningen, jeg før havde været i. Sidst havde Harry bare slet ikke været så venlig mod mig. Egentlig underligt, at ingen af de andre drenge var vrede på mig over det, jeg havde gjort.

Men hvem ved.. Måske havde de været det. To måneder var lang tid, og de holdt så meget af Niall. Det kunne tydeligt mærkes.

Trappen føltes uendelig lang, som jeg gik op ad den lige foran Harry. Hvert trin var et nyt skridt. Et nyt skridt mod Niall. Et nyt skridt på vejen frem. De skridt, der skulle tages. De skridt, der ikke kunne undgås.

Mit hjerte hamrede i brystet på mig og gjorde flere forsøg på at flygte, men ribbenene holdt det stædigt indespærret. Vejrtrækningen hev mig i lungerne, og jeg kunne stort set ikke få luft. Munden havde jeg let åben, og luften trængte gennem den i stedet for næsen.

"Det er her," hørte jeg pludselig Harrys stemme sige, og jeg vendte mig automatisk om. Han var stoppet ved døren nogle trin længere nede, mens jeg var gået videre op ad trappen. Langsomt gik jeg ned ad trappen igen og stoppede op ved siden af Harry.

"Jeg tror ikke, jeg kan, Harry," mumlede jeg lavt, men han nikkede bare, som om intet ville kunne galt. Som om intet var nemmere end det.

"Selvfølgelig kan du det. Kom nu." Han smilede venligt til mig, idet han åbnede døren indtil Nialls lejlighed. Jeg vadede langsomt ind efter ham og lukkede forsigtigt døren i bag mig. Straks kunne Louis' stemme høres.

"Smiiiiiiiiiiiiiiiil nu. Kom nu, Nialler. Lad os se bare et lille smil." Der blev holdt en kort pause, og jeg luntede blot langsomt efter Harry. "Åh, for fanden, Niall. Det der er ikke et smil. Det ligner mere ansigtsudtrykket på et egern, der skal skide."

Harry trådte ind i stuen, men mine ben stoppede automatisk lige inden. Igen var det Louis' stemme, der rungede i hele huset. "Harry! Endelig!" Endnu en gang sprang han om halsen på Harry og så mig ud af øjenkrogen. Et hemmelighedsfuldt smil spredte sig på hans læber, og han blinkede kort til mig.

Liam kunne også ses, og han gik diskret hen til mig. "Hey, Jessica," hilste han hviskende på mig. "Godt at se dig." Jeg gengældte denne gang ikke smilet, der blev sendt til mig, da nervøsiteten var alt, alt for høj.

Liam puffede venskabeligt til mig, som tegn på jeg bare skulle gå derind. Louis hoppede energisk væk fra døråbningen igen og forsvandt fra min synsvinkel af. Harry fulgte roligt efter ham, og herefter gik Liam også derind igen.

Det første skridt føltes som en tung sten, jeg skulle skubbe til. Mit ben nægtede simpelthen at reagere på tvangen, jeg sendte ned til det. Alligevel fik jeg formået at flytte lidt på det og kom hermed ind i stuen.

Straks løb mine følelser løbsk, og jeg mærkede sorgen, længslen, savnet, skuffelsen over mig selv, gråden og kærligheden komme på banen. De blandede sig sammen og blev til en ubeskrivelig kugle, der virkede stærkere end noget andet. Pludselig kunne mine ben bære mig, og jeg gik langsomt hen mod Niall, der ad og kiggede ned på sin fingre. Han havde endnu ikke fået øje på mig.

"Niall.." Min stemme fik ham straks til at løfte blikket, og jeg følte et stik af skyldfølelse, da jeg så han ansigt. Han havde ikke haft det nemt de sidste par uger, det kunne nemt ses. Smilet, glæden.. Det hele var forsvundet, præcis som Harry havde sagt.

"Jenni.." Han rejste sig overrasket op og rømmede sig en smule. "Jessica?" Jeg nikkede en enkelt gang, og vi blev begge stående i en akavet tavshed, hvor vi blot kiggede på hinanden. Rettere sagt, jeg så på Niall, han stirrede på mig.

Efter lidt tid afbrød Niall stirringsmomentet og så ned på de andre drenge, der sad og småsmilede for sig selv. "Har I.." De nikkede kort, og Niall så hurtigt på mig og så tilbage på drengene. "Hvorfor har I fået hende herhen?" Straks så Harry, Liam og Zayn knapt så smilende ud, da de ikke følte, det gik helt, som det skulle. Louis smilede stadig stort.

"Overrasket?," spurgte han glad, og de andre drenge sendte ham et blik, der sagde, at han burde tie stille. Helt.. Stille. Niall rystede voldsomt på hovedet og tog hånden op som tegn på, at han ikke engang kunne holde ud at se på mig. Herefter gik han ud af stuen, og man kunne høre ham smække døren til et andet rum.

"Well.." Zayn følte sig tydeligvis ikke helt tilpas, og man forstod ham udmærket godt. Harry rejste sig op og var parat til at følge efter Niall, men jeg nægtede at lade ham ordne det her. Jeg var her. Niall var her. Vi skulle ikke sidde i hvert vores rum. Om han så nægtede det, så skulle jeg nok få ham til at snakke med mig.

"Nej, Harry." Jeg gik hurtigt hen til ham og fik stoppet ham. "Lad mig..," mumlede jeg kort, inden jeg gik hen til døren, Niall netop havde smækket. Hvilket rum, der gemte sig på den anden side, anede jeg ikke. - Men mit gæt var hans værelse.

Forsigtigt åbnede jeg døren og lukkede den roligt bag mig. Well, well, well.. Så man det. Jeg gættede søreme rigtigt.

Niall sad i skrædderstilling på sengen med en guitar og spillede nogle få akkorder på den. Hans blik forholdt opmærksomheden på hans egne hænder, mens han spillede lidt videre. Jeg var ikke i tvivl om, at han udmærket godt vidste, jeg var kommet ind. Han nægtede som sagt bare også at kigge på mig.

"Niall, hør.." Jeg satte mig på ned på hans sengekant, og han lagde irriteret guitaren fra sig med et provokeret ansigtsudtryk. Stadig ingen øjenkontakt. Han var klart ikke lykkelig over at se mig.

"Niall, jeg er virkelig ked af alt det, der er sket. Jeg ved, hvor meget du må hade mig, og jeg.."

Pludselig afbrød han mig ved at rejse sig brat op. "Jeg hader dig jo netop ikke, Jessica. Det er det, der er problemet!," sagde han højt og så nu på mig med øjne, der var mere ømme end dem, Harry havde set på mig med tidligere. De prikkede også mere smertefuldt til mig, og jeg sank kort en klump. De klumper havde det med at sætte sig lidt for meget fast for tiden.

"Jamen..," startede jeg ud med at sige, men ændrede så mening omkring mine ord. "Hvad mener du?"

"Jeg forelskede mig i dig. Det gjorde helvedes ondt, da jeg fandt ud af, at du havde været med til at lyve overfor mig. Problemet er bare.. At det ikke fik mine følelser til at ændre mening. Jeg elsker dig stadig, Jessica.." Han så alvorligt på mig og kiggede så ned. Jeg havde gjort det samme, hvis jeg havde stået i hans sted, men nu prøvede jeg desperat at få ham til at kigge på mig igen.

"Hvad er problemet så? Jeg mener.. Er du så ikke villig til at give mig en chance til?" Min stemme rystede sagte, da jeg var nervøs for hans svar. Sagde han nej, ville mit hjerte gå i tusind stykker, og det ville aldrig kunne blive helet. Sagde han ja.. Så ville der ikke findes en mere lykkelig pige end jeg.

"Det.. Det ved jeg ikke..," hviskede han frustreret og rystede irriteret på hovedet. Det svar var næsten værre end nej'et. Men her havde jeg stadig en chance for at få et ja. Sådan måtte jeg bare se på det.

Jeg rejste mig roligt op fra sengen af og gik hen til ham, så jeg kun stod nogle få centimeter fra ham. "Niall..," sagde jeg lavt, og han kiggede på mig. Hans blå øjne mødte mine, og jeg smilede svagt til ham. Ængstelsen for afvisningen var for stor til, at han kunne få et kæmpe smil. Til gengæld var det ikke tvunget frem.

Der gik nogle få sekunder, inden jeg færdiggjorde min sætning. "Jeg elsker dig.." Endnu lavere hviskede jeg det sidste, og han så på mig, som var det lige gået op for ham, at han ikke burde være i tvivl.

I en pludselig bevægelse havde han lænet sig frem mod mig, og vores læber berørte blidt hinanden. Et langt lidenskabeligt kys.. Jeg lagde automatisk armene om hans hals, mens han holdt om mig. Elektriciteten bredte sig i mit indre, og jeg mærkede gnisterne blive til ild.

"Hey, j.." Louis afbrød os ved at åbne døren, men han lavede hurtigt en undskyldende mine, hvorefter han forsigtigt lukkede døren i igen. Niall så ned på mig med et varmt smil, der straks fik mig til at føle glæden stige til bristepunktet.

Vi var Niall og Jessica.

Jessica og Niall.

Jiall.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...