Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
91620Visninger
AA

7. The Beach

"Hey, stop! STOP!" Zayns stemme kunne med sikkerhed høres på hele stranden. Han smågrinede selv lidt, da han vidste, drengene ikke ville smide ham i vandet, men de bar ham alle længere og længere mod vandkanten ud til havet. Til sidst begyndte han at se en smule skræmt ud, men han ville vidst ikke vise sin yderligere angst foran Perrie, der sad på et håndklæde mellem Eleanor og Danielle.

Jeg selv var netop kun lige ankommet til stranden, men jeg havde straks fundet dem. De var jo trods alt midtpunktet på hele stranden. Flere piger flyttede sig langsomt tættere på dem, men de gav dem utroligt nok plads uden at overfalde dem. Se, det kalder jeg godhjertede fans. De tænker mere på deres idoler end dem selv og autografer. - Eller.. De stod i hvert fald ikke i kø her på dette afslappede sted. Thank Cheese!

Drengene lavede en lille svingtur med Zayn over vandet, inden de grinende besluttede sig for at sætte ham ned på sandet. Zayn så en smule røstet ud, inden han begyndte at grine med. Jeg forstod egentlig ikke, hvorfor han var bange for vand. Jeg havde godt hørt det, men jeg havde aldrig forstået det. Hvad jeg endnu mindre forstod var, at han havde købt sig et hus med indendørs swimmingpool.

Jeg blev stående lidt bag pigerne, der så ud til at nyde solen, som de lå og bagte. De hyggede sig med smalltalk, og jeg vidste ikke helt, om jeg ville kunne være med til det. Niall fik dog øje på mig og kom hurtigt løbende hen imod mig. Sandet blev kastet op i luften bag ham, hvorefter det landede oven på alle de andre sandkorn igen.

Da han nåede hen til mig, sendte han mig et stort smil. Det nuttede smil han altid kunne sende. "Hey." Han havde et par shorts på, der gik ham til lidt over knæene, mens han stadig havde T-shirt på. De havde sikkert ikke været ude i vandet endnu, for ingen af drengene så ud til at have specielt vådt hår.

Jeg gengældte hurtigt hans smil. "Hej." Jeg sendte et blik hen imod de andre drenge, der havde sat sig ned ved pigerne. Harry så ud til at være loneren, men han formåede vidst alligevel at være med i snakken og latteren. De sendte alle et blik hen imod Niall og jeg engang i mellem, men jeg ignorerede det blot. Der lå vidst heller ingen dybere betydning i dem.

"Kommer du ikke hen til os?" Niall kløede sig lidt i sit lyse hår, inden han undslap en lille kort latter, der virkede en smule nervøs. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt mere, inden jeg nikkede et par gange. "Jo.." Mit svar var ikke overbevisende, men Niall tog det vidst ikke så tungt. Han hev mig bare med hen til alle de andre.

Idet vi joinede gruppen, kiggede de allesammen på mig. De forventede vidst, at jeg gjorde et eller andet. Forvirret bed jeg mig i inderlæben, hvorefter jeg smed min taske, jeg før havde over skulderen, ned i sandet. Det var faktisk Jennifers, men jeg kunne vældig godt lide den. Den var lilla og virkede dejlig strand-agtig. Et must når man nu skulle på stranden.

Mit tøj var ganske simpelt. Jeg havde med nød og næppe fundet en bikini, jeg syntes dækkede mig ordentligt, og jeg havde den på indenunder et par afslappede turkis shorts. Overdelen var dækket af en cowboy jakke med topærmer, hvor jeg havde bundet enderne sammen på midten.

Ganske smart, hvis jeg selv skulle sige det.

Jeg smed klipklapperne, jeg allerede havde fået sand ind i ved siden af tasken. Sandet trængte sig straks op mellem tæerne på mig, og det kildede ganske svagt.

"Vil nogle af jer med ud i vandet?" Louis så først på Eleanor, der rystede en smule på hovedet. Herefter kiggede han på Perrie, der grinende rystede på hovedet, som om det da sagde sig selv. Danielle så tænksom ud i et par minutter, inden hun bestemte sig for at takke nej.

Da han kiggede på mig, så jeg bedende hen på Niall, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle svare. De andre piger havde sagt nej. Det måtte vel i sidste ende betyde, at jeg også burde takke nej. Langsomt rystede jeg på hovedet, hvorefter drengene rejste sig op for at gå ned til vandet. Niall gav min hånd et lille klem, inden han fulgte med de andre drenge.

Jeg satte mig på hug for at finde et håndklæde frem af tasken. Det var endt med at blive et af de pink håndklæder ude fra badeværelset af, da jeg ikke kunne finde andre, der så ud til at være mere nyttige til strandbrug.

Roligt spredte jeg det ud på sandet, mens de andre piger blot fortsatte deres snakken. Jeg havde spredt håndklædet ud ved siden af Danielle, der ikke engang så ud til at ænse det. Jeg gættede på, hun var for travlt optaget af de andre tøser. - Og så brød hun sig vel heller ikke just om Jennifer.

Jeg lagde mig til rette på håndklædet. Rettere sagt, jeg prøvede på at lægge mig til rette. Det gik ikke specielt godt. Sandet under håndklædet var ikke ligefrem samarbejdsvilligt, og jeg rykkede måsen en smule frem og tilbage hele tiden, hvorefter det blev skuldernes tur. Freaking cupcake, hvor jeg følte mig akavet tilpas.

Da jeg havde fundet en ordentlig stilling på det helt rigtige sted af håndklædet, lå jeg ned med benene bukket som en lille pyramide. Jeg må indrømme, at det var al besværet værd. Jeg lå perfekt afslappende. Jeg lukkede roligt øjnene i, inden jeg hurtigt åbnede dem igen.

Eftersom jeg ikke orkede at sætte mig op for at lede i min taske, stak jeg bare hånden ned i den og prøvede at føle mig frem efter det, jeg manglede. Solbriller.

Derhjemme havde jeg til min store overraskelse fundet ud af, at Jennifer ejede mindst hundrede solbriller. De kunne findes i stort set alle farver, alle former og fake-briller var der skam også. De var allesammen ret fede, selvom der da var nogle enkelte, jeg langt fra brød mig om. Jeg havde udvalgt et par helt almindelige sorte solbriller, der var tæt på at være runde, men de var nu alligevel ikke det, jeg ville kalde for kuglerunde. - De var fra Arnette Mistress.

Irriterende nok kunne min hånd ikke få fat om noget, der kunne mærkes som solbriller. Absolut ingenting. Det endte med, at jeg måtte sætte mig op for at rode rundt i tasken. Jeg fandt dem hurtigt, da jeg åbenbart er bedre med synet end følelsessansen. Tja..

Så var det forfra med at finde den perfekte stilling igen. Det tog som før lidt tid, men så lå jeg også helt fantastisk igen. - Denne gang med solbrillerne på.

Solen varmede langsomt min krop op, og jeg var stille ved at falde hen. Jeg kunne kun svagt høre pigernes fortsatte smalltalk, grin fra legende børn, fuglekvidren og bølgerne, der skyllede op. Det var som om, søvnen trængte sig mere og mere på. Varmen gjorde mig efterhånden træt, og jeg var lige på nippet til at tage en lur, idet Danielle besluttede sig for at indlede mig i samtalen.

"Hey, Jenny? Passer det?" Jeg vendte søvnigt hovedet hen mod hendes. Hvad snakkede hun om? Jeg smilede skævt og en smule nervøst, da jeg slet ikke havde fulgt med i deres samtale. Perrie havde fået rejst sig en smule op, hun lå på siden og havde løftet overkroppen ved hjælp af en støttende albue. Eleanor havde sat sig i skrædderstilling bag hende, så jeg kunne se dem alle.

De kiggede alle spørgende på mig med et spændt ansigtsudtryk, der så ud til at kunne ændre sig til et grin når som helst. Perrie havde brune solbriller på, mens Eleanor havde sat sine kuglerunde sorte solbriller op i håret. De klædte hende helt utrolig godt. Hun så ud som en filmstjerne, og man undrede sig ikke over, hvorfor hun havde et job mindende om en models. Danielle havde taget sine helt af og klappet dem sammen.

"Eh.." Jeg kiggede lidt på den ene til den anden, inden jeg besluttede mig for at spørge dem. "Hvad passer.. Helt præcist?" Jeg lavede en grimasse med et skævt glemsomt smil, der fik de andre piger til at fnise lidt.

"Passer det, at du synger rædselsfuldt?" Denne gang var det Perrie, der stillede spørgsmålet. Jeg så overrasket på hende, men det var svært at skabe sig et indblik over, hvor hendes øjne var bag solbrillerne. Hvorfor spurgte de dog om det?

Jeg rømmede mig lidt, mens jeg kunne mærke, at en svag rødmen steg mig til vejrs. Inderligt håbede jeg på, at den ikke kunne ses. Det blev i hvert fald heldigvis ikke kommenteret. "Altså.. Hvor har I hørt det?"

Danielle åbnede igen munden. "Hvor tror du?" De lo alle tre en smule, og jeg sendte dem først et forvirret blik, da jeg ingen anelse havde. Herefter vendte jeg langsomt hovedet og rettede blikket mod fem personer nede ved vandet. Liam, Harry, Niall og Louis var ude at bade, mens Zayn gik og soppede ude i vandkanten. Det så nu ud til, at han på en mystisk måde var med til det hele alligevel.

Mine læber blev en anelse tyndere, da det var gået op for mig, at det var dem, der havde sladret til pigerne. Selvfølgelig. Hvem ellers?

Jeg kunne nu ikke lade være med at trække på smilebåndet og kort efter brød jeg ud i latter. Rystende på hovedet spurgte jeg dem om, hvem det var af drengene, der havde sagt det.

Perrie smågrinede lidt. "Hvem tror du?" Hun pegede med en tynd finger mod én bestemt dreng. Niall. Of course. Jeg grinede bare og rystede endnu en gang på hovedet. Det var egentlig lidt sjovt.

"Ja, det må være sandt, når han siger det." Jeg smilede til pigerne og skubbede solbrillerne op i håret, mens jeg stadig lå ned. Det var bare nemmere at have en samtale kørende med dem, når jeg kunne se uden solbriller. De måtte da også føle det rarere at tale med mig, når de kunne følge mit blik. Sådan havde jeg det i hvert fald selv.

"Må vi høre?" Eleanor smilede sødt, og hun havde bevæget sig længere hen mod os andre, dog stadigt siddende på håndklædet. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Det må jeg hellere skåne jer for." De trak blot en anelse på skuldrene, inden Perrie skiftede emne.

"Så.. Hvordan går det med dig og Niall?" Jeg stirrede på hende. Et spørgsmål, spørgsmålet, flere spørgsmål, alle spørgsmålene. Af disse bøjninger var det helt sikkert 'spørgsmålet.' Hvad freaking cup in cake skulle jeg dog svare på det?!

Jeg begyndte at føle mig mindre og mindre behageligt tilpas, og jeg kiggede hurtigt ned i sandet. Jeg havde ikke lyst til at møde deres blikke, mens jeg tænkte over, hvad jeg skulle besvare. Seriously, nu måtte et mirakel godt komme og rede mig.

"Yo, tøser. Vil I være med til beachvolley?" Undrende så jeg op på Zayn, der stod med en stor beachvolleybold i hænderne. Mirakler plejer ikke at være dem, jeg tror på, da de aldrig plejer at ske, når man beder om dem. Nu havde jeg ændret holdning. Mirakler fandtes, og de blev kaldt Zayn Malik.

Jeg havde lyst til at hoppe om halsen på ham og kysse ham over det hele som tak for redningen. - Men jeg gjorde det ikke.

Perrie så tænksom ud i et par minutter, inden hun takkede nej. Hun ville hellere ligge lidt længere i solen. Eleanor og Danielle gjorde det samme, og så kiggede han på mig. Jeg rejste mig op, børstede mig bagpå, tog solbrillerne på, hvorefter jeg nikkede. "Jeg er med."

Drengene så lidt overraskede ud over at se mig, da jeg kom hen til dem sammen med Zayn. "Jen, skal du.. Spille?" Niall så på mig, som om han følte en vis smerte. Han troede vel ikke på, at en pige kunne spille bold. Ærlig talt, jeg stank også til de fleste former for sport. Det sagde mig ikke rigtig noget.

"Hvis jeg må." Det var først ment som et spørgsmål, men det lød mere som et kort og bestemt svar, der ikke behøvede at komme et svar til. Niall nikkede bare. Der var allerede sat et net op, og jeg gættede på, at det tilhørte selve stranden.

Harry så lidt på mig, inden han slog hænderne sammen. "Godt så. Lad os få delt hold." Han så rundt på os alle, og jeg var nok ikke førsteprioriteten. Louis var nu ret hurtig til at få inddelt holdene.

"Niall, Harry og Jennifer, I bliver på den her side af nettet, mens Zayn, Liam og jeg går om på den anden." Han så smilende hen på Harry, der så ud til at skulle komme med en god bemærkning til, hvorfor han ikke skulle være på mit hold. Han havde allerede åbnet munden halvt, men Louis fik den hurtigt lukket igen med fire små ord. "Så er det klaret."

Niall nikkede blot og smilede til mig, mens Harry sur gik om bagi. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle stille mig, men jeg valgte at stå foran sammen med Niall. På det andet hold havde Liam og Zayn også stillet sig på de samme pladser.

Det her skulle nok blive godt.

"3.. 2.. 1.." Louis slog til bolden og lavede den første serv. Den kom i en flot bue hen over nettet, og Niall hoppede op for at skyde den over på den anden side igen. Han ramte den skævt, og den røg derfor udenfor banen.

Louis lavede endnu en flot sav, og denne gang røg den om til Harry, der foldede sine hænder og slog den over på den anden side af nettet, hvor Liam kastede sig mod den. Han fik faktisk skudt til den, men den røg ind i nettet.

Smilende tog Harry mod bolden, som han nu skulle serve af sted. Den var utroligt tæt på at ryge ud af banen, hvilket de andre vidst også havde tænkt, for de havde intet gjort for at tage den, hvilket forårsagede, at vi fik et point. 2-1.

Da vi havde spillet lidt tid, stod det hurtigt 9-7 til det andet hold. Vi var langsomt røget bagud igen, men nu var det min tur til at serve. Vi havde roteret to gange, og det var derfor min første serv i spillet. Faktisk var det første gang, jeg fik lov at skyde til bolden. De havde diskret undgået, at den røg hen til mig.

Jeg kiggede hen på den modsatte banehalvdel. Det var Liam, der stod bagerst nu. Jeg overvejede, hvem jeg skulle skyde til, men bestemte mig så for, at den bare skulle over nettet.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg med højre hånd knyttet fik skudt til bolden, som jeg holdt med venstre hånd. Den fløj hen over nettet, og alle drengene kiggede overrasket på den, idet den fredeligt landede mellem Liam, Zayn og Louis. De havde ikke haft troet, at jeg ville få den over nettet. Det kunne tydeligt ses i deres ansigtsudtryk.

Halvstolt lagde jeg armene over kors. "Well.. Jeg fik trods alt sølv i beachvolleykonkurrencen som 15-årig." Niall kiggede overrasket på mig. Det gjorde de allesammen faktisk, men det var lige ham, som jeg selv kiggede på.

"Det har du da aldrig sagt.." Han så på mig med det overraskede udtryk et stykke tid, inden han smilte sødt og begyndte at grine. "Men der er vel meget, jeg ikke ved om dig alligevel." Jeg begyndte at grine med og nikkede svagt.

Eleanor og Danielle kom stillegående hen til os. "Kan vi være med?" Louis og Liam så på hinanden. De plejede vidst ikke at joine dem i beachvolley. "Selvfølgelig må I det." Niall smilede stort til mig, som om det var mig, der havde fået dem til at komme herhen. Selv vidste jeg ikke helt hoved og hale i, hvorfor de pludselig havde skiftet mening i at være med.

"Eleanor, gå du hen til Louis' hold. Så kan Danielle blive her." Niall kiggede hen på det modsatte hold for at få det bekræftet, hvilket han fik med et lille nik fra alle tre drenge.

Så begyndte dagen at gå temmelig hurtigt. Vi brugte enormt lang tid på at spille beachvolley. Perrie var rykket hen til os for at følge med, og hun havde siddet og hujet på os hver især.

Eleanor og Danielle var vidst ikke trænede. Måske havde Danielle før prøvet det, men Eleanor beskyttede altid sig selv mod bolden, idet den kom farende mod hende. Vi havde det noget så sjovt med at lære hende spillet, og Danielle blev efterhånden også bedre og bedre til det.

Da vi stoppede spillet, havde vores hold vundet. Alligevel var Eleanor noget så stolt over, at hun havde fået en bold over nettet, uden vi havde kunnet tage imod den. Det havde scoret dem et point, og jeg klappede hende sammen med Danielle på skulderen. Perrie var kommet op til os, og vi stod i en lille pigerundkreds, mens Eleanor blev ved med at fortælle om, hvordan hun fik den over nettet.

En stolt pige kan man ikke lade være med at synes er sød. - Hvis det er den rigtige stolthed.

"Hey, Jennifer! Grib!" Louis skød bolden over nettet, og jeg hoppede hurtigt til siden for at skyde den over til ham igen. Mit sorte uheld forfulgte mig jo bare som altid, og jeg havde ikke set Harry stå lidt længere væk, hvor bolden faktisk så ud til at ville lande.

Han havde netop taget sin mobil op af lommen, idet jeg ville skyde til bolden. Uheldigvis fik jeg også skudt mobilen ud af hånden på ham, og den røg faktisk længere end bolden, der ikke blev ramt ordentligt.

Jeg ømmede min hånd, da hans iPhone ikke var det blødeste materiale i verden. Havde han måske haft en bamse eller en.. Pude.. Måske en blød kattekilling? Så havde det ikke gjort så ondt. Men han løb vel ikke rundt med en kattekilling i lommen. Aw, og tænk hvis jeg havde slået den?! Jeg ville aldrig have kunnet tilgive mig selv.

"Hvad er det, du laver?!" Harry råbte tydeligvis forskrækket over, at hans mobil pludselig var forsvundet ud af hånden på ham. Han så vred ud, og de andre var holdt op med at snakke og havde nu rettet deres opmærksomhed mod os.

"Eh, undskyld. Det var ikke.. Det var bare fordi, at j.." Han gik med hurtige og faste skridt hen mod nettet, under det og ledte efter sin mobil. Han ville ikke høre min undskyldning. Det gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg forstod ham jo godt. Jeg mener, hvis min Nokia klap-op var røget ned i sandet, var jeg da også flippet ud.

Harry bukkede sig ned og samlede sin mobil op. Vredt børstede han sandet af den, hvorefter han slog ud med den ene arm. "Den virker ikke. Tak, Jennifer. Den er ødelagt. Fuldstændig, totalt ødelagt!" Han så med flammende øjne mod mig, og han skulle til at åbne munden for at sige noget mere, idet Louis tog fat om hans skulder.

"Det var min skyld, Harry. Jeg kastede bolden til hende." Harry så fra Louis til mig, men han så ikke overbevist ud. Niall kom hen og sagde noget til Harry, som jeg ikke kunne høre. Til gengæld kunne jeg høre Harrys svar.

"Aldrig i livet!" Niall prøvede vidst at få ham overtalt til noget, og jeg fandt senere ud af, hvad det var, eftersom Niall kom hen til mig og sagde, at Harry havde bedt ham undskylde på sine vegne. "Vel har jeg ej!" Harry nægtede det, og jeg vidste godt, at det var Niall, der havde sagt det af sig selv. Harry ville selvfølgelig ikke undskylde.

Jeg smilede stille og nikkede. "Det er okay. Jeg undskylder virkelig meget. Det var ikke med vilje.." Jeg så kort ned i sandet, inden der pludselig kom en lille pige hen til mig. Hun stod bare og stirrede på mig med store brune øjne. Hendes hår var sat i små brune rottehaler.

Jeg så først lidt op på Niall, der trak på skuldrene som et tegn på, at han heller ikke vidste, hvad hun ville. Herefter vendte jeg blikket ned mod pigen, der ikke så ud til at ville blinke en eneste gang. Forsigtigt sendte jeg hende et smil. "Kan jeg hjælpe dig med noget?"

Hun pegede op på Niall, så på mig og herefter hen på en større pigeflok lidt længere væk. Jeg var stadig fuldstændig lost. Jeg havde absolut ingen anelse om, hvad det var, hun prøvede at fortælle med sit pegeri.

"Undskyld, men.. Jeg forstår ikke helt?" Jeg gav endnu et forsigtig smil fra mig, og jeg følte mig virkelig ikke tilpas i den her situation. Der kom en anden pige med samme brune øjne og rottehaler hen til den lille pige. Hun så et par år ældre ud, men hun var ikke ældre end 12.

Den nyankommne pige rømmede sig nervøst, mens hun lagde sine hænder på skuldrene af den lille pige, der meget vel kunne være hendes yngre søster. "Du er.. Du er jo ikke.. Er du.." Hun kunne ikke helt finde ud af, hvilken måde hun skulle formulere sig på, og det kunne man tydeligt høre.

Jeg snoede en tot af det lyse hår om bag øret, mens jeg stod og smilede forsigtigt ned til pigerne, som jeg ikke kendte til. Hvad end de ville.. Hvis de skulle spørge om vej til et sted.. Ja, jeg tror ikke, jeg var den helt rigtige at spørge.

Pigen fik fremstammet endnu et par ord, der ikke rigtig gav mening, hvorefter den lille pige gav et lille udbrud fra sig. "Du er da ikke ond." Jeg rynkede brynene og kiggede ned på hende. Eh.. Det var vidst et sidespring. Var det ikke?

Jeg gav et forvirret smil fra mig, hvorefter jeg kiggede hen på de andre, der stod og fulgte med i samtalen. De sagde stort set intet til hinanden. Jeg vendte igen mit blik ned på pigerne. Den ældste var ikke mere end tyve centimeter lavere end jeg selv.

"Eh.." Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, og den ældre pige tog over. "Er du virkelig Jennifer? Jennifer Miller?" Hun kiggede på mig med sine dådyrøjne, der virkelig kunne få enhver til at smelte. Hvor var de kære. Alligevel undrede hendes spørgsmål mig. Jennifer? Ehm.. Var det et nødvendigt spørgsmål, at jeg direkte skulle lyve om det?

Jeg nikkede svagt, men det var åbenbart svar nok for pigerne. "Vi har bare læst så meget om dig. Du virker så. Fjendtlig og.. Snobbet. Men her i dag.. Vi så dig spille volley.." "Beachvolley," afbrød jeg hende, hvorefter jeg stirrede på hende. - Mest fordi jeg tænkte over, hvilken dum bemærkning det havde været.

Pigen smilede bare til mig og grinede så lidt. "Ja, ja. Vi er bare glade for, at du ikke er den person, der går rygter om. Hvad vi har set, af det lige før, kan vi være glade for, at Niall har fundet dig. Han ser mere lykkelig ud end på nogle af billederne på internettet og i bladene."

Jeg blev bare ved med at stirre på hende. Hvad var det, hun lige havde sagt? Jeg havde ærlig talt ikke helt hørt det. Eller havde jeg? Niall, jeg.. Jennifer.. What?! Jeg var slet ikke med.

Pigerne gik hen til Niall, bedte om et kram, som de fik. Herefter skreg de højt og løb hen til pigegruppen, der så ud til at overveje, om de også burde gå herhen. De var vidst ikke helt sikre i deres sag, og de så nogle år ældre ud end den ældste pige, der havde været herhenne.

Jeg stod stadig og stirrede, som om pigen endnu stod foran mig. Jeg havde ikke flyttet blikket en eneste centimeter. Først da Niall kom hen og rørte ved min arm, så jeg op på ham. Han smilede stort til mig, som var det bedste i hele verden lige sket for ham.. Som.. Havde han fået en triple-cheeseburger med ekstra ost og mayonnaise gratis.

Okay, det var en dårlig sammenligning. Men det var jeg virkelig i humør til.

"Skal vi tage en omgang beachvolley igen?" Eleanor stod med bolden i hænderne, parat. Vi grinede alle lidt, hvorefter vi delte os op i holdene igen. Det tog lidt tid at få overtalt Harry, eftersom han stadig var sur over det med hans mobil. For at han skulle være med, byttede Liam og han plads. Perrie ville stadig ikke være med, så vi var endnu en gang lige på holdene.

Tankerne kørte rundt om det, der lige var sket. Et noget så underligt og uventet møde med to piger, der havde sagt de mærkeligste ting.

Det var næsten umuligt for mig at skubbe tankerne til side og koncentrere mig om spillet, men til sidst fik jeg dem med lidt besvær gemt om i baghovedet.

Nu gjaldt det beachvolley.

 

____________________________________________________________________________

Jeg undskylder meget for, at der ikke har været noget nyt i laaaaang tid. Der er sket nogle ting for mig, som har forhindret mig i det. Mit humør har ikke været toppen, og det ville jeg helst ikke lade ødelægge den, eheh. Jeg håber, det går. x3'

Hvad synes I om det her kapitel? Kom gerne med både ris og ros. Fortæl, om jeg skriver for indviklet eller mangler beskrivelser. Måske har jeg for mange? Jeg vil meget gerne have alt at vide, så jeg kan blive bedre. n.n

Btw, I må meget gerne klikke 'Like,' hvis I ikke allerede har gjort det.

Tak på forhånd. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...