Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

457Likes
769Kommentarer
93785Visninger
AA

4. Shopping

Jeg stod endnu en gang i klædeskabet. Denne gang var jeg dog fuldt påklædt med tøjet, jeg var kommet i og havde haft på, før jeg var gået i bad. Det var nogle helt almindelige blå jeans, en grøn top, der gik ned over måsen og tja.. Ikke mere. Ret enkelt, ret smagfuldt efter min egen mening. Mit hår var sat i en hurtig hestehale, der hang løst ned ad ryggen på mig.

Hele episoden fra i går stod mig rimelig klar. Niall havde fulgt mig hjem med kun nogle få spørgsmål til mine bare fødder, som jeg blot besvarede med spørgsmål til ham selv. Det gjorde ham vist en smule forvirret, for det fik ham til at tie stille, inden han begyndte på nogle af sine jokes. Den dreng kunne faktisk godt få mig til at grine, hvis han bare gjorde grin med de rette ting på det rette tidspunkt.

Jeg havde flere forskellige kjoler hængende over armen. Det var alle de kjoler, jeg syntes var allermest forfærdelige og rædsomme. De skulle ud. Langt væk, langt væk fra dette hus, langt væk fra både Jennifer og jeg. - Hvad hun så end ville sige til det, når hun vendte hjem igen.

En fin lille lyd fra en klokke kunne pludselig høres. Jeg smilede stort. Nu var min mission gået i gang, nu var det tid til at starte på en ny for Jennifers skyld, selvom jeg virkelig ikke vidste, hvad jeg ville rode mig ud i. Freaking cupcake, jeg havde jo kun en svag plan for mit indre om at ændre på Jennifer, men det kunne jeg vel egentlig ikke uden hende selv?

So what, jeg var nødt til at gøre forsøget. Så ville mit liv heller ikke blive verdens største chokoladekrise de næste måneder. - Bedre kendt som helvede på andet sprog.

Jeg havde stadig kjolerne over højre arm, da jeg susede ned af trappen for at åbne døren. Jeg var ret sikker på, at jeg vidste, hvem det var. Okay, jeg vidste det. Jeg vidste det med sikkerhed. Jeg havde ikke sagt til andre, de skulle komme. Det ville have været noget bræk at blande sammen, nu jeg var ved at rydde op i min søsters liv.

Da jeg fik åbnet døren, stod Niall der. Selvfølgelig. Jeg havde jo sagt til mig selv, det var ham. Jeg sendte ham et hurtigt smil, inden jeg trådte ud til ham og lukkede døren bag mig. Fra morgen af havde jeg allerede haft mine sorte converse på, da jeg under ingen omstændigheder ville komme ud for, at jeg var nødt til at stikke i stiletter igen.

Overrasket over, at jeg blot var trådt ud af døren, så Niall på mig og derefter ned på det læs kjoler, jeg havde med. Well, der var ret mange, som jeg sikkert kunne få flere 1000 kr. for. Jeg kunne da sikkert komme op på en 25.000, for det så ikke ud som om, det havde været de billigste kjoler. Jeg var nu slet ikke ude efter pengene.

Jeg tog nogle skridt ned ad trappen, hvorefter jeg pludselig stoppede op. What?! Jeg vendte mig med et hævet bryn mod Niall, der pegede ned ad mig uden at sige noget. Han stod nærmest lamslået af overraskelse.

"Hvad sker der lige her?," spurgte han halvt grinende, halvt alvorligt. Jeg var ret sikker på, at han ikke vidste, hvordan han skulle reagere. Fair nok.

Jeg besvarede dog ikke hans spørgsmål. I stedet pegede jeg ned mod enden af stien, ud på vejen. "Hvad sker der lige der?" Jeg hentydede til den orange minibus, der holdt dernede. Et dyt kom fra den af, og Louis stak hovedet ud af førervinduet.

Niall trak kort på skuldrene. "Du sagde, jeg skulle hjælpe dig med noget. Så det er jeg kommet for at gøre. Drengene venter på mig, da vi skal hen i studiet og øve" Han rynkede brynene, som om han pludselig kom i tanke om noget. ".. Men det ved du jo godt, vi gør hver lørdag formiddag?"

Jeg bed mig hårdt i inderlæben. Eh, nej. Knock, knock, lille næsten-voldtægtsmand. Det er min søster, der ved det. Jeg ved ærlig talt intet om dig. Absolut intet andet end dit navn og nogle af dine jokes.

Min hjerne vred sig for at komme med en god undskyldning for at have glemt det. Den vred sig bare ikke hurtigt nok. Den lamme undskyldning var et tegn på det. "Well, I know. Men jeg har bare sådan lyst til.. At du.. Ikke skal det." Jeg sendte ham et smil. Cheese, hvor lød det dumt!

Han stak hænderne ned i lommerne på sine bukser, mens han så afventende på mig, som om han forventede, der kom mere. Det havde jeg nu ikke planlagt. "Det var det.." Jeg sagde det bestemt, da jeg var ret flov over, at jeg ligefrem skulle afslutte min lamme undskyldning med en sådan freaking tam sætning, da han ikke kunne regne sig til, at jeg var færdig. Slut, prut, kagemand i ostetand.Han nikkede tænkende, som om han tyggede på det, jeg netop havde sagt.

"Hør her, Jennifer.." Han startede med den klassiske 'Hør her'-replik. Det kunne kun betyde, at det var nu, han ville gøre en ende på forholdet mellem ham og Jen. Hun fortjente slet ikke min hjælp, men jeg tog alligevel hurtigt fat om håndleddet på Niall, inden han kunne nå at sige mere.

"Jeg hører efter i bilen." Jeg trak ham ned ad stien, til vi nåede bilen. Louis så forbavset på mig, da jeg tog fat om håndtaget til bagdøren. Jeg ignorerede blot hans blik, mens jeg forvildet hev i døren, der så ud til at have låst sig fast. Fantastisk akavet.

Jeg gav et par ryk i mig og nogle få støn, men opgav så til sidst. Liam, der sad på den anden side af døren, rullede den langsomt til siden og så ud på mig med et undrende ansigtsudtryk. Niall sagde ingenting, og jeg steg med røde kinder ind i bilen. Selvfølgelig. Det var en skydedør. Cup in cake, mere pinligt blev det bare ikke.

Liam så i starten ikke ud til at ville rykke sig, men da jeg heller ikke viste nogle tegn på at ville træde ud igen, rykkede han sig en tand tættere på Zayn, der sad ved det modsatte vindue. Han sagde ingenting, stirrede bare på mig med et fortabt blik.

Den lille minibus var faktisk ret sej. Bag bagsædet var der plads til, at man kunne stå op, og der var også et anlæg, der så ud til at have en fremragende lyd.

Jeg satte mig til rette ved siden af Liam, hvorefter Niall satte sig ved siden af mig. Han så ikke helt tryg ud ved situationen, men han fik ikke sagt noget, før Harry åbnede munden. Han havde drejet hovedet om mod mig fra forsædet ved siden af Louis af.

"Hvad laver hun nu her?!" Han stirrede irriteret på Niall, der lavede et lille udslag med hænderne, der skulle vise, at han var uskyldig. Louis gav Harry en albue i siden, og han stønnede højt.

"Nej, helt seriøst! Hun skal ud!" Liam kom med en hånd, der landede på Harrys ene arm, da han blot fortsatte. De prøvede desperat at få lukket kæften på ham, men det lød ikke som om, at han ville stoppe. Han brød sig virkelig ikke om min tilstedeværelse.

"Lad dog være med det der! I er enige med mig! Vi gider ikke have hende med, Nialler. Sig det nu til hende. Få det sagt, så hun kan forsvinde ud af vores liv. Jeg er ved at blive sindssyg af det!" Harry så med et vredt blik direkte ind i mine lyseblå øjne. Jeg sagde intet til ham, men tre hænder kom flyvende fra flere sider af, og de ramte allesammen Harry. Liam, Zayn og Louis prøvede tydeligvis stadig at få ham til at holde sin mund. Hvor freaking cupcake havde de dog samlet ham op? Han var da noget fatsvag.

Niall så ikke specielt glad ud. Han så faktisk ret ked ud af det. Jeg fik ondt af ham, men jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tackle det. Harry havde netop lige prøvet at få mig til at indse, jeg burde skride, men jeg ville ærlig talt ikke adlyde ham. Hvorfor skulle jeg? Jeg var atten år, og han var ikke min mor. Havde jeg været Jennifer, havde jeg måske reageret anderledes.

Jeg hørte en svag mumlen fra Zayn af, der hviskede noget til Liam. Det var et rent gæt, men det lød som om, at han sagde noget i stil med, "Hey, dude! Hun svarer ham ikke tilbage som normalt..?"

Nej. Men jeg kastede i stedet bunken af kjoler hen til Harry, der gik i forsvar med armene oppe foran ansigtet. De lå nu spredt ud over gulvet, da han irriteret slog dem væk fra sig.

Jeg smilede tilfredst. Tre blide gange prikkede jeg Louis på skulderen, så jeg fik hans opmærksomhed. Okay, selvfølgelig havde jeg i forvejen hans fulde opmærksomhed. Jeg havde freaking lige kastet en masse kjoler mod Harry, der sad ved hans side.

"Kører du ikke lige hen til det nærmeste storcenter?"

 

***

 

Efter en længere diskussion kørte Louis hen til det kæmpemæssige storcenter, PF. Passion for Fashion. Jeg havde hørt om det, men jeg havde aldrig været her før. Det var et af de dyreste steder, man kunne gå hen her i London.

Det havde taget Niall mindst tyve minutter at overbevise drengene om, at de skulle gå med. Årsagen til, at de rent faktisk gjorde det i sidste ende, vidste jeg ikke noget om. Men jeg var ret sikker på, at det havde noget at gøre med, at Niall havde sagt, han ikke kunne slå op med Jennifer her. Det lød i hvert fald sådan på Harrys svar. Well, han stank virkelig til at hviske.

"Fint! Men så gør vi altså heller ikke mere for hende.." Han var den sidste, der trådte ud af bilen og gik hen imod mig, der havde stået nogle meter fra bilen i al diskussionstiden og kigget tingene igennem, der havde ligget i Jennifers taske, som jeg havde taget med mig. Der lå en masse make-up, der næsten alt sammen var samlet i en gennemsigtig make-up taske, en lille børste, et spejl, en blok med forskellige noter, tre kuglepinde, en halv tyggegummipakke og så min pung, jeg havde proppet derned selv. - Indeholdende hendes kreditkort og sedlen med koden dertil.

Niall stoppede smilende op foran mig, men jeg kunne stadig se bag hans glæde. Han var nervøs og bange for, hvad der ville ske, når han tog sig sammen og slog op. Jeg gengældte dog bare hans smil, inden jeg vendte mig om mod indgangen til centeret. Det var stort. Lidt for stort til, at jeg vidste, hvor de forskellige butikker lå henne.

Zayn stod og trippede lige bag mig med hænderne i lommerne. Han så heller ikke helt tryg ud ved situationen, men han kiggede blot ned i jorden, som om han prøvede at gemme hele nuet væk. Som om han også var bange.

Jennifer måtte godt nok være noget slem en gang i mellem.

Liam stod ved siden af Niall og afventede, at jeg tog det første skridt ind i centeret, da han ellers var klart til at fræse tilbage til bilen og komme hjem hurtigst muligt. Man kunne næsten se på hans ben, at de gjorde sig klar. Klar, parat, start. Det var de eneste tre ord, han ventede på at høre.

Louis stod med et skævt smil og puffede lidt til Harry, der stod med et surt ansigtsudtryk og kiggede hen i retningen af storcenteret. Han kunne måske godt vise lidt mere begejstring, når de nu prøvede at skjule deres had til Jen. - Men det var selvfølgelig kun alle andre end ham.

Jeg gav et smil fra mig, jeg håbede på udstrålede selvtillid, men jeg var ret sikker på, at det ikke gjorde det. Det var sikkert mere noget i retning af; 'Jeg er ved at pisse i bukserne over det uvidende om, hvad der vil ske, hvis jeg bliver opdaget.'

Niall sendte mig endnu et smil, der fik mig til at sætte kursen mod indgangen. Døren indtil stod åben og var af flot glas. Det så mere eller mindre ud som om, at der blev indbudt til kongeligt bal.

Drengene fulgte tumlende efter mig ind i centeret. Det var omkring frokosttid, og der var overraskende mange mennesker. I hvert i forhold til mine forventninger. Flere folk sad netop i dette øjeblik ude foran de forskellige caféer, der så ud til at have travlt. Nogle gik forbi os med indkøbsposer, så det var helt tydeligt, hvor de havde været henne og købe nye ting.

Jeg skimtede i gennem flokkene af de mange mennesker, hvor jeg fik øje på en genbrugsbutik, jeg skulle til at sætte kurs mod. Heldigvis fik jeg husket mig selv på, at det måske ikke var den bedste idé. Det ville trods alt sikkert vække for megen opmærksomhed. Nu havde jeg også penge på kortet, så jeg kunne vel ligeså godt prøve at købe noget dyrere tøj, der stadig faldt i min smag.

"Hey, Jennifer?" Jeg vendte mig ikke om. Det var som om, der netop lige var blevet slået en kobling fra mig af, og jeg kunne ikke mindes om, at jeg spillede Jennifer. Det var mig, der blev hentydet til. Jeg stod stadig nær indgangen og skimtede ned af de forskellige veje, jeg kunne vælge at begive mig ned af. Jeg anede ikke hvilke butikker, der indeholdt hvad. Hvilke butikker jeg skulle lede efter.

"Jen?" Endnu en gang reagerede jeg ikke. Det var først, da han tog fat om min ene skulder, at han fik min opmærksomhed. Niall. "Jorden kalder Jennifer?" Han undslap sit helt specielle grin, inden han stilte mig sit spørgsmål. "Hvad er det helt præcis, vi overhovedet laver her?"

Jeg fugtiggjorde mine læber grundigt, mens jeg tænkte mig overordentligt godt om, så mit svar ikke ville lyde for mistænkeligt. "Jeg har brug for noget nyt tøj. Jeg føler mig ikke helt tilpas i det gamle." Jeg sendte ham et varmt smil, et ægte varmt smil, inden jeg begav mig fremad.

Der stod et springvand midt i centeret, som jeg var på vej imod. Det var flot og enormt. Enormt som i 'HVORDAN HAR MAN DOG KUNNET BYGGE DET UDEN AT HAVE BRUGT EN KÆMPE KO TIL AT STÅ PÅ?!'

Rundt om springvandet var der masser af plads, men der lå alligevel butikker omkring. Til højre lå en tøjbutik, der så ud til at have det meste at byde på. Jeg kendte ikke til navnet. EYN. Under disse store bogstaver stod der en betydning af det. Det var en forkortelse som selve centerets navn. Everything you need.

Tja.. Navnet i sig selv lød lovende?

Jeg vendte mig smilende om, da jeg var ret stolt over mit fund af butikken. Forskrækket gispede jeg, da jeg så, at drengene ikke længere stod bag mig. De var væk. Allesammen. Ikke engang Niall var til at se længere.

Forvildet kiggede jeg rundt til alle sider og spurtede hjælpeløst rundt mellem de forskellige butikker i nærheden og springvandet. Jeg kunne ikke få øje på dem, og jeg begyndte at mærke varmen i mine kinder. Jeg var nervøs og bange for at være blevet efterladt. Hvad cupcake var der blevet af dem?!

Tre piger kom gående forbi mig. De var allesammen i højeste lykke af et humør, der kun kunne beskrives som.. Ja, chokoladelykke? I mine tanker kunne man stort set ikke være så glad af andet. De havde alle et stykke papir i hånden, viftede pralende med det over hovedet, inden de trak det ned og holdt det tæt ind til sig.

Jeg fulgte dem undrende med øjnene, idet der kom to andre piger forbi. Den ene havde et stykke papir som de tre andre foran, men den anden studerede sine hænder og skreg men små korte sekunders mellemrum af glæde. Jeg kneb øjnene sammen og lagde mærke til, at hun havde noget stående på hænderne, men jeg kunne ikke se hvad. Til gengæld stod det større på kinden mod mig. Louis.

Jeg vendte hovedet mod indgangen, hvor drengene åbenbart ikke var nået at komme længere end. De var omringet af smilende piger, der ventede på, at det blev deres tur til at få en autograf. Alle drengene var travlt optaget af mængden af piger, der kun voksede sig større og større, selvom der forsvandt nogle enkelte hver gang, de havde skrevet en enkelt autograf.

Jeg vidste ikke helt, om jeg burde gå derhen, da jeg helst ikke ville tildele mig for megen opmærksomhed. Derfor bestemte jeg mig for at gå ind i butikken alene. Nu vidste jeg trods alt, hvor de var, og de forsvandt vidst ikke bare sådan lige.

Butikken var stor. Større. Størst. Større end størst. Enorm. Mega. Giga. ENORM-MEGA-GIGA-STOR! Ja. Det ord findes altså.

Gulvet var af skinnende hvide fliser, der på underlig vis formåede at holde sig lige så skinnende, selvom man gik på dem. Der hang farverigt tøj over det hele, mens mannequindukker stod og poserede til hver en side, jeg vendte blikket. Flere mennesker var inde og kiggede ivrigt alt tøjet igennem, dog alligevel med et roligt udtryk i sine bevægelser. Der var både unge piger, voksne kvinder og endda nogle få mænd. De så nu ikke helt ud til at vide, hvad de lavede der.

"Kan jeg hjælpe med noget?" En lys stemme dukkede op ved min side, og jeg så hen på en køn ung medarbejder, der var klædt i en stram sort højtaljet nederdel, hvor der var stukket en poset pink top ned i. En ret cool sammensætning, hvis I spørger mig. Hendes brune hår var sat op i en knold, og hun så ud til at have styr på alt. A-L-T. Alt.

Jeg rystede hurtigt på hovedet, men da hun skulle til at dreje om på sine høje stilethæle i samme skrigende pink farve som hendes top, fortrød jeg straks. "Eller.. Jo. Måske. Det kunne være rart, tror jeg.. Faktisk." Jeg smilede hurtigt, inden det forsvandt pga. nedladende tanker til mig selv, hvorefter jeg limede smilet fast igen.

Jeg lagde mærke til hendes navneskilt. Freya. Det var ikke specielt, men der lå en vis tryghed over det, da jeg sagde det højt for mig selv inden i hovedet. Det måtte tilhøre en flink person, så det kunne vel ikke gå helt galt, at det netop var Freya, der skulle hjælpe mig i gang med at finde noget nyt tøj, som jeg kunne holde ud at hoppe i de næste måneder.

Hun sendte mig et smil, der bekræftede min tankegang. Hun var sød. Sød som sukker, sød som et jordbær.. Det lod jeg hendes kæreste om at bestemme. Det ville jeg ikke rode mere ved.

"Hvad leder du efter?" Hun kiggede på mig med samme smil plantet på læberne, mens hendes øjne skinnede på samme måde. Det var godt nok de færreste folk, der så ud til at elske deres job, men Freya lod til at nyde det. Ellers ville hendes øjne ikke have fuldt hendes smil.

Jeg kiggede mig omkring i butikken. Det var et godt spørgsmål. Hvad ledte jeg efter? "Ehm.." Jeg trak tiden en smule ud. Det her virkede lidt akavet. Ret akavet. Pinligt. "Jeg tænker noget lidt.. Afslappet.. Men stadig iøjefaldende. Du ved.. Ikke alt det der.." Rent faktisk ville jeg helst ikke have noget for iøjefaldende på. Men jeg kunne heller ikke lade Jennifers liv tage en for drastisk drejning. ".. Det der halløj." Cheese, det blev mere og mere pinligt.

Hendes smil havde forvandlet sig til et mildt grin. Ja, ja. Jeg vidste det godt. Jeg var morsom. Ha, ha. Det fik nu ikke mig til at le helt på samme måde som hende. Rødmen sad i mine kinder, og den føltes alt for brændende.

Freya rømmede sig lidt og vinkede mig med hende. Det overraskede mig faktisk, at hun havde en idé om, hvad jeg mente. - Hvilket hun så ikke helt havde. Jeg stod nemlig straks mellem netop den slags kjoler, Jennifer havde hængende i sit skab. Nogen af dem hang der så ikke længere.

Jeg vendte blikket mod Freya, der smilede. Jeg rystede lidt på hovedet. Det var slet ikke det, jeg havde ment med afslappet uden halløjet. "Ehm, nej. Du ved, afslappet tøj. Iøjefaldende. Men netop ikke på den her måde." Jeg tog fat om en kjole, der glitrede så meget, at det gjorde ondt at se på den. Freeeak, havde hun troet, det var afslappet?

Freya grinede rystende på hovedet. "Nej, nej. Undskyld. Jeg glemte lige, at du sagde afslappet." Hun smilede og førte mig hen i den modsatte afdeling. Det begyndte straks at se ud som noget, jeg godt ville kunne finde smag i. Det sure æble blev på magisk vis sødt. Det søde æble forblev sødt. Det her var det søde æble.

Jeg tog fat om et par jeans. Utroligt nok havde jeg ikke kunnet finde nogle hjemme i skabet. Der var kun shorts, kjoler og nederdele. Mit blik lyste op, hver gang jeg fik øje på noget nyt og spændende. Noget fantastisk.

Jeg stod pludselig med favnen fyldt af tøj. Det her blev med sikkerhed dyrt. Men.. Whatever. Det var nyttigt, og det var ikke mine penge. Jeg havde ikke måtte bruge dem alle, og det ville jeg selvfølgelig heller ikke gøre. Tro mig. Der var alt for mange penge på kortet til, at jeg ville kunne bruge dem alle.

Køen til kassen sneglede sig fremad. Virkelig. Som en lang sneglende snegl. I forskellige farver med klatter af grøn, pink og blå hist og pist. Afhængig af det tøj man havde i hænderne. Det jeg havde valgt, som jeg stort set ikke kunne se over, var i mange forskellige farver. Men der var nok. Mere end rigeligt. Nogle af tingene hjemme i skabet kunne vel også bruges i enkelte tilfælde.

Køen rykkede sig en tand frem, og jeg tog et skridt. Der var stadig mindst ti i kø foran mig. Det her kunne gå hen og blive rigtig langtrukkent. Der var en lav musik, der susede ud af højtalerne inde i butikken. Sangen, der kørte, var ikke en, jeg kendte. Den var dejligt afslappende, og det var den næste også. Det fik ligesom tiden til at gå lidt hurtigere.

Så var det min tur til at betale for alt tøjet. Jeg tog som så mange gange før i mit liv et skridt. Og som så mange gange før i mit liv faldt jeg. Der lå en trøje på gulvet, som jeg selvfølgelig gled i og faldt bagover. Typisk. Dem bag mig var selvfølgelig helt automatisk trådt tilbage for at undgå at blive ramt af mig, så jeg var ikke blevet grebet. Jeg lå blot nede på ryggen og ømmede mig, mens alt mit tøj var spredt rundt om mig. Noget af det var landet på damen bag mig, og hun havde forskrækket smidt det fra sig.

Jeg orkede ikke at rejse mig op. Det var som om, at alle folk begyndte at blive utålmodige, hvilket i sidste ende var fair nok. Jeg lå jo bare og spærrede for det hele, men der var ingen, der hjalp mig. Jeg måtte vidst selv rode mig ud af denne pinlige situation.

Jeg kunne høre grin. Det var ikke et enkelt grin, det var flere grin. De dukkede så pludseligt op, at jeg fik lyst til selv at grine af skræk. Alle folkene omkring mig havde netop ikke grinet, de havde gjort det modsatte. Stået med et muggent udtryk i ansigtet.

Med en smule besvær fik jeg da sat mig op og langt om længe også rejst mig. Jeg børstede mig kort på måsen med hænderne, inden jeg vendte blikket mod de grinende lyde. Of course. Hvem skulle det have været udover Harry, Niall, Liam, Louis og Zayn. Selvfølgelig skulle de netop dukke op, idet jeg gjorde mig selv til grin foran alle disse mennesker. Foran dem.

Liam rømmede sig lidt og bestemte sig overraskende nok for at hjælpe mig med at samle tøjet op. Det fik stoppet de andre med at grine. Det var åbenbart heller ikke noget, de havde regnet med ville ske. Nialls øjne lyste nærmest af glædelig overraskelse, mens jeg mere eller mindre stod lammet fast og så på, at Liam fik samlet tøj efter tøj op. Jo, han var nu ganske flink.

Han rakte mig den bunke tøj, han havde fået samlet indtil videre, og jeg tog langsomt imod den. Jeg hjalp ikke rigtigt til, men der var ingen af drengene, der kom med spydige bemærkninger til det. De var vidst for forbavsede over Liams hjælp, men Niall havde også sat sig på hug og samlede det sidste op.

Kassedamen sendte mig blot et noget uhøfligt blik, idet hun begyndte at bippe det forskellige tøj ind. Prisen blev dyr, præcis som jeg havde regnet med. - Men jeg havde mit kreditkort. Jeg følte mig betydningsfuldt stolt og fornem, da jeg betalte. Det var ikke en følelse, jeg før havde haft, og jeg vidste ærlig talt ikke, om jeg brød mig om den.

Med to poser i højre hånd, tasken over venstre arm og endnu en pose i venstre hånd, gik vi videre rundt i centeret. Jeg havde ikke planer om at købe flere ting, men drengene fik da hilst på utroligt mange piger. Jeg holdt mig altid lidt på afstand, da jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle håndtere det.

Efter lidt tid gik vi ud mod bilen igen. Drengene skulle videre, og jeg måtte hjem med mine nye køb. Det var som om, at de var begyndt at tø en smule op for mig. Meget lidt, men det var mere end slet ingenting. Harry rykkede nu slet ikke på sine holdninger og meninger omkring Jennifer.

Vi sad på samme pladser, som da vi kørte herhen. Der blev ikke sagt noget til mig på vejen, men Louis og Harry begyndte at snakke om deres familier. Harry skulle besøge hans mor og søster i morgen, og de andre drenge joinede hurtigt samtalen. Søskende var især det store plot indenfor snakken, der kørte derudaf.

Niall smilede til mig og gav mig et blidt puf i siden. Jeg følte lidt, han havde glemt, han skulle gøre det forbi. Han var i hvert fald lige så smilende som dagen før. Til gengæld forsvandt mit smil hurtigt, da han kom med sin lille kommentar, der skulle få mig lidt med ind i samtalen.

"Det er ærgerligt, du ikke har nogle søskende." Han kiggede på mig, som var det hans alvor, hvilket det hurtigt gik op for mig, det var. "De kan måske være noget så irriterende, men man har alligevel det her helt fantastiske bånd til dem," sagde Louis, der fortsat kiggede ud af forruden.

Jeg kiggede kort rundt på dem alle, til jeg vendte blikket mod Niall. Mine øjne mødte hans, og jeg var ret sikker på, at jeg langt fra så glad ud. Jeg var blevet forskrækket over det, de netop havde sagt.

"Har jeg ingen søskende?" Jeg så oprigtigt og alvorligt på Niall, der smågrinede lidt. "Eh, nej. Du har en mor og en far. Din mor er stewardesse, derfor ser du hende ikke tit, og din far arbejder i modebranchen." Jeg sendte ham et svagt falsk smil. "Du bestod," sagde jeg lavt, som var det en form af test.

Der havde boret sig en undren og en sorg ind i hjertet på mig, mens det samme ord kørte rundt i hovedet på mig.

Løgn, løgn, løgn, løgn, løgn, løgn..

Jennifer havde ikke fortalt om mig. Måske var det en fordel netop i vores situation, men..

De vidste slet ikke, at jeg eksisterede..

 

____________________________________________________________________________

Hvad kan I lide ved historien, og hvad bryder I jer mindre om? Mister I lysten til at læse, vil jeg meget gerne vide, hvad jeg gør galt.

Mine stavefejl og sådanne ting skyldes ofte, at jeg ikke tjekker det specielt grundigt igennem, og nogle gange gør jeg det slet ikke. Det håber jeg, I kan leve med. (;

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...