Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

457Likes
769Kommentarer
93726Visninger
AA

18. London Eye

"Aaaargh!" Jeg skreg frustreret efter at have vendt mig flere gange i sengen, mens den irriterende lyd blot blev ved og ved. Den stoppede ikke. Blev provokerende nok bare ved, mens jeg til sidst måtte overgive mig og sætte mig op i sengen for at se, hvor den kom fra.

Bip, bip, bip..

Det var et freaking vækkeur. Så vidt jeg huskede, havde jeg ikke sat noget ur til at ringe klokken.. Stod der 11? Well, lige meget hvad, så havde jeg ikke sat et ur til at vække mig. Undrende tog jeg fat om det og drejede det rundt for at finde en sluk-knap. Den gemte sig ret godt, men jeg fandt den til sidst. Trykkede den ned, og lyden holdt endelig op.

Thank you my dear cake!

Med et tilfredst smil lagde jeg mig lettet ned under dynen igen for at få lidt mere søvn. Mine øjne glippede kort, inden de lukkede sig ordentligt i, og jeg følte, at jeg var ved at falde hen til den tågede side kort efter.

Bip, bip, bip, bip, bip, bip, bip..

Oh no. Næ, nej, nej, nej, nej, nej. Jeg slukkede for det freaking ur. Jeg huskede det klart og tydeligt. Jeg trykkede på den sorte knap, og det stoppede. Var det levende eller hvad? For helt seriøst, så var jeg godt smadret. Spørg mig ikke hvorfor, det var jeg bare. Som altid. Jeg kunne med lethed sove længe.

I stedet for at give mig med det samme og sætte mig op, rullede jeg om på maven og tog hovedpuden over hovedet for at holde lyden ude. Det var ikke så nemt, som det lød. Jeg pressede den hårdt ind mod ørerne for at føle, at en smule held var med mig, og jeg bare kunne falde hen igen.

Of course not.

Heldigvis var det sådan, at jeg havde talent for at holde mig selv i ro, og jeg blev liggende. Tog en dyb indånding. Ind, ud. Ind, ud. Ind, ud. Jeg mærkede, hvordan min brystkasse bevægede sig langsomt og..

Nej. Intet af det der var sandt. Jeg fik muggent sat mig op i sengen endnu en gang, hev uret til mig og drejede det endnu en gang rundt, hvor jeg igen trykkede ned på knappen. I stedet for at lægge mig ned i sengen igen, hvor jeg meget muligt ville blive vækket om få minutter igen af den provokerende biplyd, blev jeg siddende oprejst og stirrede ind på tallene, der skiftede med 60 sekunders mellemrum.

11:03 - 11:04 - 11:05 - 11:06 - 11:07. - Bip, bip, bip, bip, bip!

Fem minutter. Det var den tid, det tog, inden det begyndte på dets skråleri igen. Jeg trykkede igen ned på knappen med et hårdt tryk, da jeg håbede, det ville hjælpe lidt på det. Der gik dog kun fem minutter, inden..

Bip, bip, bip, bip, bip, bip, bip, bip..

Nu var det nok. Jeg gad ikke mere. Jeg ville sove en times tid endnu, og uret skulle ikke vinde denne kamp. Måske blev det ejet af min søster, som altid formodede at vinde over mig i alle slags konkurrencer, men det kunne for the freaking cake of life da ikke smitte af på hendes ting?!

Jeg kastede det frustreret og nærmest rasende ned i gulvet, hvor lyden straks holdte op. Der gik kun få sekunder, hvor jeg kiggede ned på det og tænkte over, at jeg måske havde ødelagt det. Så kom jeg i tanke om, at min søster sagtens kunne skaffe sig et nyt med de penge, hun havde. - Som jeg så havde lige for tiden.

Oh yeah, jeg var rig.

Triumferende tog jeg netop fat om dynen, idet en høj skinger lyd brød ud fra uret af. Jeg dækkede hurtigt mine ører med en hånd for hver, da lyden skar lige gennem trommehinden og skar videre ind til hjernen, hvor jeg mærkede mine celler gå graven i møde.

Nu var det nok. Det dræbte mine hjerneceller, nu skulle det også dø!

Jeg skyndte mig at dække højre øre til så godt som muligt ved hjælp af skulderen, mens jeg bukkede mig ned for at samle uret op, der blev med at pibe og skrige derudaf. Det var som et lille barn, der ikke fik den slikkepind, han bad om. - Bare meget værre. Jeg kunne nemlig give barnet en slikkepind, og så ville han holde op. Uret her.. Det ville nok ikke hjælpe, hvis jeg gav det en slikkepind. Men måske var det forsøget værd?

Jeg løb hurtigt ud på badeværelset, hvor jeg straks skruede op for vandet, der strømmede ned i badekarret og dannede starten på et lækkert bad. Dampen stod op fra vandet af, hvilket var et godt tegn på, at det var kogende. Meget kogende. Det var den varme hane, jeg havde tændt for, og jeg var bedøvende ligeglad. Det var uret, der skulle derned, ikke mig.

Uret løftede jeg over vandet, da der var kommet rigeligt med vand i, og jeg så det først dykke ned under vandet, hvorefter det flød op til overfladen. Lige så snart det kom op til overfladen, ja, så begyndte det på hyleriet igen.

Jeg mærkede udmattelsen stige mig til hovedet, som jeg stirrede opgivende ned på uret. Det kunne vel ikke passe, at det var udødeligt? Man ser så tit på film, at de holder op, når der kommer vand ned over dem eller en hammer slår dem i stykker?

Aha! Der var det: En hammer! Sådan en måtte Jennifer vel have et eller andet sted her i huset. Jeg skulle bare lige finde den.

Den skingre lyd var ved at drive mig til vanvid, ud af mit sind. Forfærdeligt, det kunne man roligt sige, at det var. Ingen tvivl om det. Jeg satte straks min søgen i gang for at finde en hammer, der kunne smadre uret, men jeg havde ingen idé om, hvor jeg skulle lede.

Jeg trampede hurtigt ned af trappen iført Jennifers hvide pyjamas, der meget vel kunne være ud af silke. Sådan mærkedes det. Dejlig glat og helt fantastisk. Men jeg kunne lige så godt tage fejl. Jeg havde ikke helt styr på de forskellige slags stof, man brugte. Jeg kendte faktisk kun nogle meget få.

Som det første spænede jeg ud i køkkenet, hvor jeg rev køleskabsdøren op. Det gik først op for mig bagefter, at der da helt sikkert ikke lå en hammer gemt herinde, og jeg følte mig straks lige så dum, som jeg var sædvanligt. Ingen ændringer i denne dags program, så det ud til.

De øverste skabe var sikkert også udelukket, så jeg bukkede mig forover og åbnede det under vasken. Det så sikkert yndigt ud, som jeg stod der med måsen strittende op i vejret. Heldigt, at der ikke var nogen, der kunne se det.

Skraldespandene fyldte det meste af pladsen ud, så jeg lukkede det hurtigt i igen, inden jeg begyndte at lede i det ved siden af. Der rodede, så jeg håbede på, at det var til mit held. Der kunne sikkert ligge alt muligt bras derinde.

Ganske rigtigt. Der lå lidt af hvert. En BH, To neglefile, en underlig lysestage samt. meget andet. Men ingen hammer. Heldets gudinde brød sig virkelig ikke om mig i dag. For den sags skyld, så gjorde hun det vidst aldrig.

Udover den freaking grusomme lyd, der nu komme oppefra, så begyndte en klokke også at ringe. Dørklokken. Gæster var virkelig ikke, hvad jeg var mest i humør til lige nu. Jeg bestemte mig for ikke at åbne og var på vej op ad trappen igen, da klokken igen lød flere gange i træk.

For the freaking cupcake, så lad mig dog få ro!

Jeg lagde ikke skjul på min trampen, idet jeg gled hen over gulvet. - Jeg orkede stort set ikke at løfte fødderne fra gulvet af, så det var ret bogstaveligt. Og jo. Man kunne sagtens trampe samtidigt.

Endnu en gang var der en, der trykkede ind på dørklokken, og da jeg nåede hen til døren, åbnede jeg den mopset. Personen udenfor fortjente slet ikke mit morgensure selskab, men han havde selv valgt at kontakte det. Da jeg for to år siden stadig så Jennifer, så var hun heller ikke den gladeste om morgenen, så han burde vel vide det.

"Forstyrrer jeg?," spurgte Niall med sin bedårende irske accent. Jeg nænnede næsten ikke at svare ja, da det måske ville forårsage, at han gik sin vej. Det kunne jeg ikke have. - Men jo, det gjorde han.

Han holdt sig herefter hurtigt for ørerne, da lyden også ramte hans øreindgange. Jeg smilede grinende, da han lavede et ansigtsudtryk, der viste, hvor ondt det gjorde, hvilket så ret morsomt ud. "Jeg har bare lidt problemer med et ur. - Men det kan du måske høre."

Jeg havde godt kunne høre, hvad han sagde, eftersom lyden ikke var ekstremt høj herude. Den var bare skinger og irriterende for hørelsen. Niall nikkede sig bekræftende i, at han sagtens kunne høre det. "Kan du ikke slukke det?"

Jeg stirrede på ham med et blik, der var alt andet et varmt og blidt. Troede han virkelig, at jeg bare havde ladet det hyle løs uden at have prøvet på noget. Så dum var han ikke, det vidste jeg. Ellers havde jeg fået et grueligt forkert indtryk af ham gennem de sidste tre uger. Det var selvfølgelig meget muligt, men.. Jeg nægtede mig selv at tro det.

Niall opfangede hurtigt mit blik og nikkede, stadig med hænderne en smule oppe for ørerne som en slags beskyttelse. Ikke, at det hjalp meget, da han ikke holdt dem tæt ind til dem, eftersom han skulle kunne høre, hvad jeg sagde.

"Jeg var faktisk i gang med at lede efter noget, der kunne få den til at holde mund." Jeg roterede 90 grader for at lede i kommoden, der stod herude. Man kunne aldrig vide, hvor min dumpap af en freaking dum søster at være gemte på værktøj. Det var heller ikke helt fair, måtte jeg lige sige.

"Og du har prøvet at trykke på knappen?" Niall gik et skridt ind i huset, hvilket blot var det, at han trådte over dørtrinnet. Jeg så på ham med samme blik som for lidt tid siden. Hvis det ikke sagde sig selv, så formulerede jeg virkelig ikke mine blikke godt nok.

Niall kiggede på mig, mens jeg ledte alle skuffer igennem. Ingenting, absolut ingenting. Eller jo, der var skam masser af ting deri. Bare intet værdifuldt. Masser af ting, bare ingen hammer. Og det var det eneste, der var værdifuldt lige på nuværende tidspunkt.

"Hvad er det så, du leder efter?" Han så på mig med et forvirret udtryk, mens der stadig sad et lille nuttet smil omkring hans læber. Nuttetheden. Det var ikke et ord før nu. Han var konge over det ord og gav mening til det. Han var ordets hjerte.

Jeg sukkede opgivende, skubbede den sidste skuffe ind og kiggede igen på ham. "En hammer." Jeg vendte mig om og gik ind i stuen for at lede der. Den skulle bare være her et eller andet sted.

"Har du tænkt dig at smadre det?" Han så overrasket på mig, som han var fulgt efter mig, og jeg drejede blot hovedet en smule, så jeg kunne se på ham og sende ham et lille svagt nik. Det var lige præcis det, jeg havde tænkt mig. Der var ingen anden udvej.

"Jamen, oka.. Jen, for fanden!" Jeg kiggede op mod lyden, der kom oppefra, og jeg hørte et højt 'Av,' inden jeg så Niall komme til syne ved trappens ende på øverste etage. "Du har oversvømmelse heroppe." Han så ned på mig med et ret alvorligt blik, og jeg skyndte mig op ad trappen.

"Oh.. My.. Freaking.. Cupcake.." Jeg stirrede på vandet, der sivede ud fra badeværelset af. Jeg havde ikke fået slukket for vandet, inden jeg var gået nedenunder, og det var nu løbet over kanten af badekarret og fortsatte sin rejse ud på gangen heroppe.

Jeg tog nogle skridt mod badeværelset, men lige så snart min fod ramte vandet, skreg jeg af smerte. Varmt vand, varmt vand, fod såret, fod såret, av, av, av, av, soldat nede, soldat nede.

Mine læber kæmpede for ikke at lukke endnu et skrig ud, da jeg fik sat min fod ned i vandet igen ved et uheld, men skriget kom alligevel ud gennem. Niall tog fat om min arm og fik hevet mig væk fra vandet af.

"Hvorfor har du tændt for det varme vand?" Han så på mig, hvorefter han sendte min fod et bekymret blik, som jeg nu havde bøjet, så jeg stod på modsatte ben og hoppede en smule rundt. Jeg lavede et smertefuldt ansigtsudtryk, mens han blot stod og afventede mit svar.

"Jeg ville få uret til at holde op med at lave den forfærdelige lyd!" Ordene kom ud på mig efterfulgt af nogle få hakkerier, som lød som en start på gråd. Jeg begyndte da heldigvis ikke at græde, selvom jeg så småt mærkede tårerne klemme sig på.

"Ved at drukne det i kogende varmt vand?" Niall kiggede på mig med store øjne, og jeg nikkede hurtigt. "Hvad ellers?!" Jeg hoppede lidt rundt på et ben endnu et par gange.

Niall kunne ikke længere holde et grin inde, men det overdøvede desværre ikke den skingre lyd. Hans grin måtte ellers gerne fylde hele mit hus. Det var en dejlig latter, han ejede. Som i.. Nuttethedens latter. Yup, det var fantastisk. Hvis det freaking ur så bare ville give mig lov til at nyde den.

Jeg kiggede lidt på ham, og han rystede på hovedet, hvorefter han sendte mig et sødt smil. Herefter gik han hen mod døren til badeværelset og spredte benene for ikke at træde i den sø, der var ved at samle sig lige uden for. Han så ud til at spejde efter en måde at komme hen til badekarret på, hvor vandet fossede ned af kanten.

Han startede med at prøve på at tage et langt nok skridt til at kunne træde på kanten af brusekabinens nederste del. Da han så, at hans ben ikke var lange nok, trak han det hurtigt tilbage for så at trække sin mørkeblå hættetrøje, der var meget tæt på at være sort, over hovedet. Det nederste af hans mave kom til syne, inden hans hvide T-shirt igen gled ned og satte sig til rette. Alligevel rettede han en smule på den og med så sin hættetrøje på gulvet, så han kunne komme frem. Ved hjælp af fødderne fik han hættetrøjen skubbet længere og længere frem. Det var et held, at den var så tyk, da den samlede en del vand op på vejen, som den sugede til sig.

Han nåede langt om længe hen til badekarret og skruede på den varme hane, som slukkede. Herefter tog han hånden ned for at få fat om uret, der lå på gulvet og var flydt med over kanten.

Dumme ur.

Niall så ud til, at det var en smule varmt til en start, men han ville vidst ikke give sig. Jeg selv havde opgivet. Uret havde vundet kampen. Min søster og hendes ur vil altid være mere konkurrenceværdige end mig.

Der gik lidt tid, inden jeg opfangede, at lyden var holdt op. Den pibende lyd.. Den.. Den var stoppet. Jeg stirrede hurtigt på Niall, der rakte mig det stadig våde ur. Han pegede først på den knap, jeg havde trykket på flere gange tidligere. "Her udsætter du det. Og her.." Han vendte uret på hovedet og pegede på en lille knap, der skulle skubbes op. ".. Slukker du det."

Jeg tog langsomt imod det. Ydmyget igen. Og klokken var kun halv tolv. Great. Efterhånden var jeg blevet vant til denne følelse, men det var ikke ligefrem den mest behagelige i hele verden. Det var sikkert. Så sikkert som det, at uret her var vandtæt.

"Skal vi lave en aftale?," spurgte Niall mig. Jeg kiggede undrende på ham, men han fortsatte bare. "Du leger ikke med mere vand i dag og går ind og klæder om. Jeg har en overraskelse til dig. Så rydder jeg op imens. Hvad siger du til det?"

Jeg blinkede forundret et par gange. Han ville rydde alt vandet op, hvis jeg bare klædte om? - Og så lige lovede ham ikke at lege med mere vand for i dag af, hvilket vel egentlig var fair nok, når det kom til stykket. Men han havde oveni købet en overraskelse til mig?

Han var uden tvivl nuttethedens hersker.

Jeg nikkede langsomt på hovedet, inden jeg svarede ham. "Okay så." Jeg drejede om og gik med små skridt ind på Jennifers værelse for at finde noget tøj at tage på. Tanker kørte rundt i hovedet på mig, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke længere ville kunne spille skuespil. Hverken overfor Niall eller mig selv.

Jeg måtte fortælle ham sandheden.

 

***

 

"Niall..," prøvede jeg igen. Han havde nægtet at lade mig tale ud de mange gange, jeg havde prøvet at fortælle ham hele sandheden bag Jennifer og jegs skuespil, som han ikke kendte noget til. Han viste det i hvert fald ikke, så det var jeg da ret sikker på, han ikke gjorde.

Han trak mig blot videre hen over vejen, hvor vi for lidt siden var steget ud af en taxi på den modsatte side, som nu var kørt videre. Han lyse hår sad perfekt selv bagfra, og jeg kiggede kort ned i asfalten på fortovet, vi nu stod på.

Da jeg igen vendte blikket op, så jeg, hvor han havde taget mig hen, og jeg mærkede straks en blussende fornemmelse stige op i kinderne på mig. Udover det steg den også op inde i mig. I brystet på mig. Det var dog nok mere en brændende fornemmelse.

London Eye. Jeg havde skam været oppe i den før som yngre, men det var godt nok mange år siden. - Og der var ingen tvivl om, at det var det mest romantiske sted. Jo, han skulle altså have det at vide nu!

"Niall, hør lige.." Igen afbrød han mig. Han vendte sig om mod mig med verdens største smil. "Jeg regner med, at du har det lidt skidt over din fyring, og de.." Nu var det min tur til at afbryde ham. "Hvor ved du det fra?"

Han smilede uskyldigt og pegede så hen på en mand, der sad på en bænk lidt herfra og læste avis. Forsiden forklarede det hele meget godt. 'Jennifer Miller, Niall Horans kæreste, FYRET!' Det var vidst de færreste, der så ikke vidste det.

Jeg rettede igen min opmærksomhed mod Niall, der straks fortsatte. "Men derfor har jeg planlagt en tur, jeg håber vil få dig lidt op med humøret. Har du været oppe i London Eye før?" Han så på mig med et ret intenst blik, der fik mine tanker til at smelte sammen og forhindrede mig i at fortælle ham det hele.

Et kort nik fra mig af var nok. "Ja," svarede jeg lavt. Han så på mig med et endnu større smil. "Har du så nogensinde været deroppe.. Alene?" Jeg så undrende på ham. Hvad mente han? Altså.. Skulle jeg derop.. Alene?

"Eh, nej. Jeg var deroppe med klassen, så vidt jeg husker. Det er nogle år siden, m.." Niall afbrød mig igen, og jeg kunne mærke, at han var lidt utålmodig på at se min reaktion på hans storslåede overraskelse.

"Nej, nej.." Han tog fat om begge mine hænder og så mig dybt ind i øjnene. Oh my freaking cupcake, hvor var hans øjne dog bare blå! "Jeg mente, om du nogensinde havde været deroppe uden alle de mange mennesker, du ikke kender?" Han så smilende på mig, og jeg rystede på hovedet.

Pludselig gik det op for mig, hvad han mente med det. Vi skulle op i en kuppel. Ham og jeg. Mig og ham. Kun os to. Alene.

Dear unfair life, hvorfor skulle Jennifer absolut møde ham først?!

Jeg smilede stort og kunne ikke lade være med at give ham et kæmpe knus med mine arme om hans hals, og han gengældte det kærligt med sine arme om min talje. Der gik et stykke tid, hvor vi bare stod sådan, inden vi trak os ud af hinandens greb.

"Men.. Er det overhovedet muligt?" Jeg så spørgende på ham, og han blinkede en enkelt gang til mig, inden han svarede. "Har du aldrig hørt, at alt er muligt?" Jeg grinte kort, inden vi gik hen til den lange kø.

Straks begyndte alle pigerne at skrige og pege på os, råbe og løbe ud af køen, mens mændene uforstående blev stående tilbage og så forvirret efter dem, der havde haft ved deres side for et øjeblik siden.

Niall trak mig hurtigt med sig hen til manden, der stod for at lukke det rigtige antal ind i hver kuppel, så der stadig var plads til at gå rundt og kigge ud af vinduerne på det fantastiske land, vi boede i. England, Storbritannien.

Manden åbnede for en genvej i stedet for køen, som vi skyndte os ind ad og trådte op i kuplen, som straks blev lukket efter os. Så satte de Londons øje i gang igen, og skuffelsen var stor hos nogle af pigerne, mens de andre stadig var ivrige over at have set Niall Horan, og de hoppede lykkelige rundt og omfavnede hinanden. Det så lidt morsomt ud.

Jeg vendte mig om og så Niall stå og vinke mig hen til sig ved det store vindue. Med et dunkende hjerte gik jeg hen til ham. Det var nu, jeg havde min chance for at fortælle ham sandheden. Hvem ved? Måske ville han rent faktisk tage det pænt? Måske ville han.. I ved.. Vælge mig frem for Jennifer uden nogen form for ballade?

"Prøv at se, hvor smukt det er." Han så ud af vinduet med et smil, og jeg lagde hovedet på skrå for at betragte alt det, mit øje kunne skue. Smukt var ikke ordet. Det var vidunderligt, guddommeligt, ubeskriveligt. Jeg kunne ikke sætte ord på det, så jeg nikkede bare i stedet.

"Men Niall.. Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle dig." Jeg så ned på mine sorte converse, jeg havde på som altid. Høje hæle og mig, det havde vi vidst fundet ud af ikke var nogen god kombination. Det kan man vidst roligt sige uden nogen form for tvivl, right?

Jeg havde hans fulde opmærksomhed, og jeg gik lidt rundt inde i kuplen. Bænken i midten, hvor man kunne sætte sig var fristende og lokkede mig prøvende hen imod den, men jeg blev stående og gik fortsat lidt frem og tilbage, mens jeg mærkede nervøsiteten stige sig højere og højere op i niveau.

"Jeg lytter..," sagde Niall, fuldstændig uforberedt på, hvad der nu skulle smække i hovedet på ham. Det var faktisk lidt forfærdeligt at tænke på, han ikke vidste, hvad der ventede ham. Hvad Jennifer og jeg havde gået og spillet bag hans ryg. - Og så var det forfærdeligt at tænke på, at jeg ikke længere ville være hans kæreste. Som jeg jo faktisk aldrig rigtig havde været.

"Det er bare fordi.. Altså.." Jeg tog en dyb indånding og fortsatte med at gå lidt rundt. Jeg kunne simpelthen ikke stå stille. "Jeg er.. Jeg.. Okay, jeg er.." Længere nåede jeg ikke, før min klodsethed straks skulle bryde ind. Hvor typisk var det lige?

Jeg snublede over mine egne fødder og faldt ind i glasset på kuplen, hvorefter jeg hurtigt rejste mig op igen, for så at snuble over en glemt kuglepen, som forårsagede, at jeg faldt ind i bænken og slog min overarm temmelig hårdt.

"Av, for the freaking cheesecake!," skreg jeg, mens jeg sendte bænken et vredt blik. Hvad bildte den sig egentlig ind at stå i vejen for mig, når jeg alligevel skulle falde midt i min meget vigtige samtale, som jeg nu aldrig fik startet. Well, det var stadig ikke for sent.

Niall grinte varmt henne fra samme sted, som han stod før af, og han rystede let på hovedet af mig. Forståeligt nok. "Hvor jeg dog elsker dig, Jennifer."

Tavshed.

Jeg sad blot og stirrede på ham, som han selv stod og så overrasket ud over det, der netop var kommet ud af hans mund. Det havde vidst ikke været meningen, og jeg blev nødt til lige at spørge ind til det.

"Hvad var det du sagde?," spurgte jeg ham lavt om, og han kløede sig usikkert i nakken, derefter i håret og kiggede en smule til siden for ikke at fange mit blik, der stirrede på ham. Han havde tydeligvis ikke villet sige det højt.

"Jeg mente bare.. Altså.. Jeg.. Du ved.. Jeg holder af dig. Og dine små.. Udtryk. Jeg elsker dine små udtryk." Hans stemme var lettere nervøs, og han blev ved med at stikke sine hænder ned i lommerne, for så at tage dem op igen og til sidst putte dem derned endnu en gang.

Well.. Nu var det for sent. Han havde sagt de magiske ord, der fik mig til at fortryde sandheden.

 

____________________________________________________________________________

Åh, åh.. What do you think about this chapter, huh? xD

Hvad tror I, der kommer til at ske? - Og hvad håber I sker?

Tusind tak til alle jer, der læser min historie. Det gør mig utroligt lykkelig! Please, like, hvis ikke I har gjort det. Det vil betyde alverdens for mig, hvis I synes, min historie fortjener det. c:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...