Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
91128Visninger
AA

14. Live while we're young ~ Del I

"Wow!" Jeg stod med store øjne og så på det hus, jeg havde fået adressen til var Zayns nye. Det lå lidt for sig selv, og man kunne virkelig mærke, at der var plads til at nyde freden i dette område. Husene var ikke ligefrem tætte på hinanden.

Selve hans hus så udefra kæmpestort ud. Mere var der næsten ikke at sige. - Udover alle de fantastiske detaljer, jeg ville udelukke, hvis ikke jeg sagde mere end det. Mine øjne kunne knapt overskue husets overdådighed.

Det så ud til at huset var på to etager herudefra, hvilket jeg kunne regne mig frem til ved hjælp af vinduerne, der så ud til at svare til en overetage også. Ellers havde han i hvert fald nogle meget unyttige vinduer, som han aldrig kunne bruge til en skid.

Jeg gættede mig til, at Zayn var glad for naturen også, selvom han måske så en anelse 'city-guy' ud, når man så på ham. Mit gæt kom af de mange træer, blomster og planter, der voksede omkring hans hus og også op af murene endda. 

Døren, jeg stillede mig foran, så ud til at være skabt til en kongelig. Den var snehvid med fine afmærkninger siddende rundt omkring. De mest vidunderlige mønstre kunne ses, og jeg havde mest af alt lyst til at blive stående og glo ind i døren i stedet for at banke på og se mønstrene forsvinde, idet døren ville blive åbnet.

Forhåbentlig ville den da blive åbnet. Ellers ville jeg føle mig ret uvelkommen i hans hjem. 

Medmindre det selvfølgelig slet ikke var hans hus? Okay, jeg måtte ikke tænke i den retning. Det ville bare gøre mig mere nervøs, end jeg i forvejen var, for at dumme mig som tidligere henne i parken. Dagen måtte ikke blive mere pinlig, end den allerede var blevet. 

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg løftede den knyttede hånd, klar til at banke på. Jeg nåede bare aldrig så langt, at jeg fik banket de typiske tre gange. Ikke engang én enkelt gang fik jeg banket på. Døren blev flået op af Louis, der spurtede forbi mig efterfulgt af Eleanor med noget, der lignede.. Flødeskum? - I hovedet.

Tæt på at blive væltet omkuld, det kan man nok godt sige, jeg var. Jeg rømmede mig hurtigt og kort, da jeg begyndte at føle mig gjort til grin igen, selvom der ikke var nogen til at se det, der netop var sket. Der kom ikke flere end de to turtelduer ud af døren, der forblev åben.

Jeg kiggede kort efter dem, men de var allerede forsvundet ud af min synsvinkel. Jeg ville sikkert få en forklaring på flødeskums-Eleanor og den spurtende Louis senere. Det var jeg ret sikker på.

Endnu en gang vendte jeg mig med front mod den nu åbne dør, der lod en kort oplyst gang komme til syne. Hvordan den kunne være så oplyst, det havde jeg ingen idé om. Der var selvfølgelig to smalle vinduer på højde med døren på hver af dens side, men de kunne da umuligt fremtrylle dette niveau af lys. Den hoppede jeg altså ikke på.

Jeg trippede utålmodigt med fødderne, inden jeg bestemte mig for at gå ind. Med hurtige skridt skyndte jeg mig dog de tre skridt ud igen, som jeg var nået ind. Jeg kunne ikke bare gå ind. Havde jeg ikke brokket mig over både Niall og Harry?

Eh, jo. Måske ret voldsomt endda. Derfor.. Måtte jeg hellere blive stående og vente på at blive inviteret indenfor. Jeg var jo heller ikke ligefrem Snehvide.

Jeg bankede forsigtigt på dørkarmen, hvorefter jeg igen stod og ventede på, at der kom en ud for at hilse på mig. Nu havde jeg da heldigvis fundet ud af, at det var det rigtige hus. Det ville undre mig, hvis det ikke var, nu Louis og Eleanor havde været herinde.

"Hallo?" Jeg bankede nogle ekstra gange på dørkarmen, da der ingenting skete. Jeg stod bare og blomstrede som en anden.. - Okay, det siger næsten sig selv. - Blomst.

Well.. Der skete stadig intet. Ingenting. Absolut nothing.

Freaking cupcake, så kom dog og byd mig indenfor!

Jeg hoppede bogstavelig talt fem meter op i luften, da jeg til min store forskrækkelse hørte et kor af stemmer råbe. "NUUUUUU!" Det var en blanding af en masse genkendelige stemmer, og jeg drejede med hurtige bevægelser hovedet til alle sider for herefter at mærke et vandfald ryge ned over mig.

Et højt skrig kom ud af mig, da jeg mærkede det kolde vand, og jeg stod i lidt tid, hvor jeg prøvede at finde ud af, hvad det lige var, der skete. Jeg var gennemblødt, og der lå en sø rundt om mig af vand. Medmindre jeg havde tisset ud over det hele, ja, så var der nogle, der havde hældt vand ned over mig.

For min egen skyld håbede jeg inderligt på, at det var det sidste, der var sket.

Jeg kiggede vredt op mod Harry, Niall og Perrie, der alle stod og var ved at dø af grin. De gav hinanden high fives, mens de fortsatte deres rungende latter, inden de igen vendte blikket ned mod drivvåde lille mig, der blot stod og kiggede op på det øverste vindue lige over mig.

"Hvad freaking cheesecake skulle det freaking vand ned over freaking mig for?!" Jeg sendte dem et surt blik, mens jeg lagde armene over kors for at se mere vred ud, da jeg håbede på, at det ville give dem skyldfølelse eller dårlig samvittighed.

De så på hinanden med et blik, der tydeligvis beviste, at de nok ikke ligefrem havde regnet med, at jeg ville spytte sådan en sætning efter dem i det vrede tonefald.

"Eh, undskyld. Vi.. Vi troede bare.." Mere nåede Perrie ikke at sige, inden jeg afbrød hende med et kæmpesmil og et højt latterbrøl. "Got ya!," råbte jeg grinende op til dem, mens de stadig stod og så rimelig lost ud.

Pludselig så det ud til, at de opfattede, hvad det var, jeg havde gjort. Ladet som om jeg var freaking sur på dem, mens jeg i virkeligheden var ved at få ondt i maven af grin på samme level som dem selv. Endnu en gang begyndte de at grine, hvor de herefter forsvandt væk fra vinduet.

Jeg så kort op på det tomme vindue, inden jeg rettede mit blik mod døren, hvor de allesammen kom til syne igen. - Altså, Niall, Harry og Perrie. Louis og Eleanor rendte sikkert stadig rundt et eller andet sted i nærheden, og jeg havde ingen idé om, hvor hverken Zayn, Liam eller Danielle var. Dem havde jeg intet set til endnu.

"Heyo Girl!" Perrie smilede stort, som om jeg var hendes bedste veninde, men hun holdt sig dog lidt på afstand af mig. Måske det var det våde tøj, hun ville undgå at komme i nærheden af. Det bebrejdede jeg hende ærlig talt ikke. Det begyndte at føles ret klamt.

Jeg gengældte blot hendes smil, inden Harry kom hen og lavede et lille dask til min skulder. "Jeg troede faktisk, du blev sur. Det var ondt." Han hævede et øjenbryn og lavede sadface, hvilket forårsagede et hylende morsomt ansigtsudtryk. Seriously, det burde alle virkelig have set.

"Jeg er våd. Hvem er ondest?" Jeg nøjedes med blot at hæve et øjenbryn i stedet for også at lave trutmund. Harry grinede blot og pegede så på mig for at påpege, at jeg stadig var den ondeste af os. Freeeaak, den dreng var ikke meget for at indrømme sin egen ondskab.

Jeg nægtede det blot med et voldsomt ryst på hovedet. Ah-ah! Jeg gav mig ikke til at være den ondeste. Basta, bum, pomfrit i remouladesovs. Mere var der ikke at sige dér.

Han kiggede ned af mig med et skævt smil på læben. "Ja, jeg tror altså også, at jeg springer over med at give dig et kram." Han sendte mig et smil og trak lidt på skuldrene. "Du må have det til gode."

Jeg rynkede på næsen og gik to skridt tilbage for at lade som om, jeg var i væmmelse. "Det er vidst DIN gode, hvis du får lov at kramme mig." De brød alle tre ud i grin, hvilket også fik mig til at joine dem.

Niall kom hen og gav mig et varmt knus, der fik mig til at føle mig uhyggeligt godt tilpas. Han sendte mig et af sine nuttede smil, der på samme tid var noget så charmerende. "Jeg kan godt kramme hende. Hun er min kæreste, som jeg selv har gjort våd." Han grinede højlydt sammen med de andre, mens jeg selv begyndte at føle rødmen stige op i kinderne. Det.. Havde.. Han.. Bare.. Ikke.. Lige.. Sagt.

Well, alle er jo nok lidt dirtyminded ind imellem. Niall var i hvert fald. Ingen tvivl om det. Her var det blevet bevist.

Han gav mig et lille klem om min hånd, som han havde taget i hans for et kort øjeblik. Herefter gav han slip på den, hvilket fik mig til at føle mig noget så ensom, selvom han stod lige ved siden af mig. Der var et eller andet galt med mig. Ingen tvivl om det.

"Yo, vas happenin'?" Det var Zayns stemme, der pludselig kunne høres. Han kom ud til os med et venligt smil klistret fast til læberne. Han sendte mig et lille nik som en hilsen, inden hans udtryk ændrede sig drastisk til et mere chokeret et, da han så mit våde tøj. Der gik lidt tid, inden han begyndte at grine kort og ryste på hovedet mod de to andre drenge.

"Perrie var med!" Niall gav hurtigt bolden videre, selvom Zayn ikke havde givet ham skylden for noget som helst. Det fik blot os andre til at grine også.

Louis kom løbende med sådan en fart mod os, at jeg nær var væltet omkuld igen. Niall tog hurtigt fat om mine skuldre, hvilket jeg gættede på var en ren refleks. Han tog langsomt sine hænder ned igen, da han så, der ikke skete noget. Alligevel var der sket noget. Mit hjerte var begyndt at pumpe dobbelt så hurtigt, hvilket fik mig til at føle, at det ville hoppe ud af brystet på mig når som helst.

"Gem mig!" Vi rettede alle vores blikke mod Louis, der lavede et skræmt ansigtsudtryk og gemte sig bag ved Harry, der kiggede sig grinende over skulderen for at se på sin ven.

Eleanor kom farende hen til os og så på Louis med et lumsk smil, der straks prøvede at gøre sig usynlig ved at lukke øjnene.

Tro mig, Louis. Det har jeg prøvet flere gange. Det hjælper ikke. Folk har en eller anden syg evne til at kunne se dig alligevel.

"Dig!" Eleanor havde stadig flødeskum i hele ansigtet, og hun fór hen til Harry, der blev juletræet, de begge løb rundt i ring om. Vi andre stod blot og morede os over dem og heppede på en person hver især.

Go, go, go!

Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg ikke heppede på nogen af dem. Ikke sådan.. Helt fair, i hvert fald. Det var mest den, der så ud til at ville vinde. You know, enten så det ud til, at Louis ville slippe væk, eller også så det ud om om, at Eleanor ville få fat i ham.

Hvilket hun til sidt også gjorde. Yup. Præcis som jeg altid havde sagt. Jeg tvivlede aldrig på, at det var hende, der ville vinde deres lille.. Eh.. Kamp, vi andre stadig ikke anede kage af.

Hvad hun gjorde ved ham, det var ikke for sarte sjæle. Jeg kan da sige så meget, at der var indblandet flødeskumsrester fra Eleanors ansigt, lidt kilderi og et lidenskabeligt kys som finalen.

Jeg kiggede kort ned i jorden, da jeg følte en inderlig trang til at mærke Nialls læber mod mine igen. Det var umuligt for mig at glemme den dag, han havde ladet sine læber presse sig mod mine foran alle fotograferne, der endte med ikke at sige mig spor. Jeg var slet ikke til stede længere på det tidspunkt.

"What's up?" Danielle kom op til huset med en lækker sort lille taske over skulderen. Hun smilede stort, og hendes krøller sad som altid perfekt og snoede sig omkring hinanden. Krøller, åh ja. Dem gad jeg altså godt prøve at have. Mit glatte hår var noget kedeligt i forhold til hendes mørke krøller.

"Hey, Dani. Liam er vidst et sted inde i stuen." Zayn smilede velkommende til hende, inden han rynkede begge bryn. "Vent lidt. Jeg ved faktisk ikke, hvad han har gang i. Godt nok det ikke er en af jer tre." Han pegede på Louis, der holdt om Eleanor,  Harry og Niall. De så alle straks uskyldige ud og var klar til at forsvare sig selv, hvis det blev nødvendigt. "Så var jeg da sikker på, mit hus lignede ragnarok."

Vi grinte kort, inden vi alle begav os indenfor. - Og jeg som troede, at hans hus så stort ud udefra. Det var jo dobbelt så stort indeni. Helt seriøst, hvem havde brug for så meget plads?

Vi gik ind i stuen, hvor Liam sad og stirrede på TV-skærmen som en anden fjernsynsnarkoman. Han viste ingen reaktion på at høre os, da vi kom ind i stuen. Louis hoppede i tre hop hen til ham, men han tyssede blot på ham. "De siger snart noget om vores nye sang."

Vi skyndte os alle hen i sofaerne, der var af det lækreste bløde stof, jeg virkelig ikke kendte navnet på. De var sorte og.. Oh, freaking cup in cake, lad mig stjæle dem. Det vil ingen opdage. Vel?

Fjernynet var på samme størrelse som Jennifers, men jeg var alligevel overrasket over det. Havde alle celebrities den størrelse fjernsyn?

Danielle satte sig ved siden af Liam, der straks løsrev sig fra skærmen og gav hende et blidt kys på munden, inde de lagde armene om hinanden og satte sig til rette for at se udtalelserne sammen.

"Vi mangler mad!" Niall sprang forskrækket op, og de andre tyssede hurtigt på ham. Jeg selv var blevet noget så forskrækket, da han havde faret op, eftersom jeg sad ved siden af ham i den største sofa med Harry ved siden af Niall i den anden ende.

Jeg nikkede mig kort efter enig med Niall, der havde måttet sætte sig ned igen. "Mad er nødvendigt. Har du ikke bare nogle sandwiches, vi kan lave?" Jeg så på Zayn, der tænkte sig om et kort øjeblik, inden han nikkede.

"Jo. Jeg har vidst til, at der kan laves sandwiches." Han så lidt på Perrie, der sad ved siden af ham med Louis og Eleanor på hendes anden side, hvor Eleanor sad på Louis. Åh, hvor var de kære sammen.

"Super." Jeg smilede stort, og de kiggede kort efter alle sammen på mig. Min hals snørede sig sammen, inden jeg langsomt opfattede, hvad de tænkte.

Jo, jeg forstår skam godt en hentydning en gang imellem. Kun en gang imellem. Desværre.

"I mener vel ikke, at jeg skal lave dem?" Jeg så rundt på dem hver især, der alle nikkede bekræftende på mit spørgsmål. Hvor typisk. Jeg så på Niall for at finde støtte i, at det ikke var mig, der skulle lave dem. No help at all.

Jeg sukkede højlydt, inden jeg rejste mig op for at lave de freaking sandwiches. Jeg nåede dog ikke længere end få meter væk fra sofaerne, inden jeg vendte mig om og log ud med armene. "Jeg aner ikke, hvor det er?"

Inderligt håbede jeg på, at der var en anden, der ville tage over. I stedet rejste Niall sig op. "Okay så. Vi laver dem sammen. Så går det også hurtigere."

Se, det var selvfølgelig bedre end, at jeg skulle lave dem alene. Alligevel var jeg noget skuffet over, at han ikke havde tilbudt at lave dem for mig. Så havde jeg sluppet. Nu skulle jeg stadig lave dem, bare med en hjælpende hånd. - Eller faktisk to, hvis man ser bogstavelig talt på det.

Jeg fulgte efter ham som en anden lille hund ud i køkkenet. Det var helt ubeskrivelig stort. Enormt. Køleskabet var dobbelt så stort som Jennifers, hvilket måske ikke var meget underligt, eftersom hun aldrig så ud til at bruge det. Farverne på væggen var en flot pastelgylden farve, mens fliserne på gulvet var duehvide. Der var helt utrolig mange forskellige apparater rundt omkring, og jeg havde lyst til at tjekke dem alle ud. Jeg ville aldrig selv få råd til dem.

Niall havde desværre andre planer. Sandwiches. Pffft. Dem havde vi vel ikke brug for alligevel?

Okay, jo. Jeg var sulten.

Han åbnede køleskabet og så sig tænksomt omkring derinde. Selv stod jeg blot og ventede ved et af køkkenbordene, da jeg regnede med, at han ville kunne finde det nødvendige. Han kendte sikkert Zayns køleskab bedre, end jeg gjorde.

"Ost, salat, tomater.." Han holdt en pause med opremsningen, mens han fik lagt det hele op på bordet, hvor jeg stod og tog imod det. Flere og flere ting blev læsset op til mig, og han fortsatte sin opremsning i en lang køre. "Agurk, løg, skinke, salami, remoulade, mayonnaise, smør.. Hvorfor har han sin Nutella herinde? Well, det tager vi også. Mmh.." Han tænkte sig kort om, inden han fiskede det sidste op af køleskabet og lagde det op på bordet.

Jeg så blot på den kæmpe bunke af ting, han havde hevet ud af køleskabet, hvorefter jeg sendte ham et grinende blik. "Er du sikker på, det var det hele?"

Han puffede blidt til mig, inden han så ned på maden. "Nej." Jeg fulgte ham overrasket med øjnene, idet han gik hen mod et skab lidt længere væk over et andet køkkenbord. Her hev han en pose toastbrød ned og stillede på bordet, hvor vi havde al maden. "NU er jeg ret sikker på, vi intet mangler." Han sendte mig et smil, inden han tog fat om posen med toast og åbnede den.

"Vi skal lave lidt forskelligt, så alle vil kunne lide det. Jeg skal lige på WC. Du kan bare starte." Han smilede varmt til mig, inden han forsvandt og efterlod mig med al arbejdet. Alene. Ene. Forladt. Fortabt.

Okay, nu overdrev jeg. Men jeg havde absolut ingen anelse om, hvad de forskellige kunne lide.

Jeg vendte bunden i vejret på posen med toast, som Niall havde åbnet, hvorefter jeg lagde hver og et stykke ud på bordet. Herefter tog jeg fat om pakken med skinkepålæg og lagde et ud på tre af dem.

Kort efter havde jeg fået lavet stort set de fleste sandwiches. Der manglede kun de sidste par ting, inden jeg var færdig. Agurken havde jeg lige i øjeblikket inde under vandet for at få den skyllet. Jeg lagde den fra mig på bordet, hvorefter jeg kiggede mig omkring for at få øje på et skærebræt. - Uden held.

"Hvordan går det?" Niall kom ind i køkkenet med et bredt smil, klar til at hjælpe. Han kunne vel bare lave resten for min skyld. Det sagde jeg nu ikke højt. Jeg prøvede i hvert fald at lade være, og jeg var ret sikker på, at det lykkedes.

"Jeg kan ikke finde skærebrættet." Jeg så mig fortvivlet omkring, mens Niall blot blev stående med et smil omkring læberne. Jeg så på ham med et uforstående blik. Hvorfor hjalp han mig ikke?

"Hvad er der?" Jeg tog fat om agurken på bordet så lidt på den, inden jeg igen kiggede på Niall, der var brudt ud i grin og rystede på hovedet. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig totalt lost over, hvad han morede sig over, mens jeg heller ikke kunne lade være med at ville give ham et kæmpe kram, netop nu og her.

Han pegede bag mig. "Du har ikke ledt, har du?" Jeg vendte mig om og så til min store pinagtighed, at der stod to skærebrætter lænet op ad væggen lige foran mig. Hvor det dog var typisk.

Jeg tog fat om et af dem uden at svare på Nialls spørgsmål. Her lagde jeg agurken og famlede desperat efter en kniv et sted på bordet. - Som vi selvfølgelig ikke havde taget frem.

Jeg åbnede den øverste skuffe, hvor jeg så både knive, gafler, skeer og teskeer ligge. De fleste plejede at have deres bestik i øverste skuffe, så der havde jeg været lidt klog. Jeg havde brugt min baggrundsviden til at finde frem til det. Oh yeah. Jeg kunne skam godt være klog.

Jeg hakkede agurken ud i fine tynde skiver, som lagde sig over hinanden på brættet. Niall var kommet hen til mig og tog fat om agurkeskiverne og lagde dem på nogle af sandwichene. Vi var et ret godt team. Jeg skar, han lagde.

Så var vi næsten færdige.. Næsten.

Niall vendte sig om for at rydde maden op, og jeg tog fat om remouladen og mayonnaisen. Det vidste jeg, at de fleste kunne lide, så det skulle næsten på dem allesammen. Stadig kun næsten.

Jeg trykkede på tuben med mayonnaise, og det ræg ud af den. Jeg skreg forskrækket og fjernede den fra sandwichen hen til den næste. Niall vendte sig hurtigt om. "Hvad sker der, Jenny?"

Jeg svarede ham ret bogstaveligt ved at rette mayonnaisetuben mod ham. Resten kom ud i en lang stråle mod ham, mens resten landte på gulvet. Det var det. Ikke mere mayonnaise.

Ups.

Niall så ned af sig selv, inden han kiggede på mig med et ubeskriveligt ansigtsudtryk. Jeg nåede ikke at reagere, inden han havde fået fat om remouladetuben, fik skruet låget af og trykkede ned på den, mens den var rettet mod mig. Han fik trykket hårdt nok til, at den tykke remouladestråle noget de ti centimeter hen til mig.

Jeg blev stående helt stille, lukkede mine øjne og pustede til en tot af det lyse hår. Remoulade. Fantastisk. Nu kunne jeg ikke blive mere lykkelig.

"Niall," hviskede jeg meget svagt. Han lød til at kunne høre det, for han lavede en lille 'mmh' lyd. Det lød også som om, han var godt tilfreds. Lidt for tilfreds, måske. Hvis jeg ikke var løbet tør for mayonnaise, så havde han virkelig været på den.

"Du.." Jeg holdt en pause, åbnede øjnene og tog en dyb vejrtrækning. - Blot for at trække lidt i hans utålmodighed, der forhåbentlig var ved at trænge sig på. Det ville den i hvert fald være hos mig.

"Jeg..," gentog han efter mig. Det fik mig til at trække lidt på smilebåndet. "Du skal nok få det betalt. Bare vent." Da jeg havde fået afsluttet mig sætning, lavede han en lille håndbevægelse ned af sig selv. "Det har jeg ikke allerede fået?"

Jeg grinede kort, men rystede så på hovedet. "Nej. Du har fået mayonnaise. Jeg har fået både vand og remoulade. Det står ikke helt lige endnu."

Han gik et skridt tættere på mig og lagde hovedet på skrå. "Jeg synes, det står ret lige." Han smilede stort ned til mig, og jeg håbede på, at han ville bukke sig ned og kysse mig igen. Bare.. Bare berøre mine læber.

Det gjorde han ikke.

Han vendte sig igen om mod sandwichene og lagde dem herefter alle op på et stort fad, han fandt frem fra en skuffe.

"Skynd jer nu!" Det var Louis' stemme, der kom råbende inde fra stuen af, og både Niall og jeg satte kurs mod stuen. Niall bar fadet med sandwiches, mens jeg luntede efter ham.

Ingen af dem havde rykket sig inde i stuen. Da de så sandwichfadet, jublede de af glæde, og man kunne tydeligt se, at de var sultne. Tænk, hvis vi ikke havde lavet den mad, som de ellers havde sagt, vi ikke behøvede? Jeg tør ikke tænke på det.

Man skal altid have mad. Det er ikke til at leve uden.

Bogstavelig talt, faktisk. Men.. Okay, nu fik jeg ødelagt min mening med det.

Zayn så ned af os og fik øje på remoulade- og mayonnaiseklatterne. Han lavede en klar stophånd mod os, da vi skulle til at sætte os ned i sofaen igen efter at have sat fadet på bordet, hvor de fleste andre havde kastet sig over en sandwich.

"Ah-ah. Ikke i sofaen." Han pegede på vores bluser, som vi begge kiggede ned af. Jeg forstod ham måske godt. Det var ikke lige det fedeste at få på sin sofa. Især ikke når den var så lækker, som hans var.

Niall trak lidt på skuldrene, inden han kiggede ned af sig selv igen. "Har du så en trøje, vi kan låne?" Der gik lidt tid, inden jeg havde opfattet, han havde sagt 'vi.' Well, of course, jeg havde også brug for en ny trøje, men Zayns? Helt ærligt.

Zayn rejste sig dog op og gik ind for at finde to trøjer, som vi kunne tage på i stedet for vores nuværende. I mellemtiden var der en ret akavet tavshed blandt os alle, da de fleste fulgte spændte med i TV'et og dermed ikke havde øjne nok til at give os andre lidt opmærksomhed også.

Stilhed. Det kunne selvfølgelig være godt nogle gange. Det måtte jeg ikke glemme. Det her kunne være godt.. Nej. Jeg følte mig virkelig dårligt tilpas i denne stilhed. Især fordi jeg tænkte på, at jeg snart skulle hoppe i Zayns bluse.

Zayn kom ind med to helt almindelige sorte T-Shirts, som han kastede til os hver. Niall greb den mellem hænderne, mens jeg slog til den, så den røg til siden. Meget yndefuldt, det måtte jeg give mig selv.

Jeg bukkede mig ned for at samle den op, og da jeg kiggede på Niall, var han i fuld gang med at skifte bluse. You know, bar overkrop. Lækker overkrop.

Det var ondt.

Jeg selv havde nu ikke tænkt mig bare lige at skifte trøje nu og her. Jeg gik derfor udenfor stuen for at gøre det. Der var ingen fare for, at der ville komme nogen forbi herude på gangen, så jeg kunne lige så godt bare gøre det her. Jeg behøvede så heller ikke finde vej til toilettet.

Da jeg havde fået skiftet blusen ud med Zayns T-Shirt, følte jeg mig ret sej. Sådan lidt.. Awesome. Ret meget, måske endda. Okay, jeg kunne faktisk godt lide den. Den var dejlig at have på.

Jeg gik ind i stuen med min egen bluse krøllet sammen i hånden, som jeg lagde på gulvet ved sofaen, som jeg satte mig i igen ved siden af Niall. Vi havde matchence trøjer på. How awesome can you be?

Der dukkede en mand op på skærmen, og kort efter kunne man se en dame ved hans side. Spændingen steg, da de nævnte ordene 'Live while we're young.'

Nu kom det.

 

____________________________________________________________________________

Kapitlet er langt fra færdigt, derfor har jeg valgt at dele det op i to. Hehe. Det håber jeg er i orden. xD

Fortsæt endelig med jeres fantastiske kommentarer. De hjælper mig enormt meget. <3

Jeg har bestemt mig for at holde mig til Jessicas synsvinkel. - Bare lige en kort information til jer, da jeg jo spurgte om det sidst.

Også mange gange undskyld for ventetiden på dette kapitel, men jeg har haft super travlt siden sidst. Nu er kapitlet her, og fortsættelsen kommer hurtigst muligt.

 

Btw, det ville være helt fantastisk, hvis I gad tjekke den nye novelle ud, som jeg er en del af sammen med to andre, Mrs. One Direction og As long as you love me. Den hedder "Change my mind," og vi har snart første kapitel klar. n.n'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...