Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
91662Visninger
AA

9. Let's be friends

Søvnigt traskede jeg ned af trapperne iført Jennifers blå silkepyjamasbukser og en oversize lyserød T-shirt. Da jeg rodede hendes tøj igennem for at finde noget nattøj, var der flere forskellige par, og disse to ting var vidst ikke dem, der passede sammen. - Men jeg var træt, og jeg skulle bare sove. Ingen ville se mig i det.

Troede jeg.

Ringeklokken blev hysterisk ved med at hyle på mig. Det var den, der havde vækket mig op fra min dejlige søvn. Klokker ved åbenbart ikke, at piger har brug for deres skønhedssøvn.

Da jeg nåede døren, hev jeg den irriteret op. Jeg tænkte slet ikke på, at jeg måske ikke var det mest interessant menneske med det udseende, jeg havde netop i dette øjeblik.

Seriously, hvem kan stå for en uldtot med uglereder i håret, nonmatchende pyjamasbukser og T-shirt og søvndrukne øjne?

Jeg ville da helt klart falde for mig med det samme.

Udenfor døren stod den person, jeg mindst havde forventet at se. Hvad end han lavede her midt om natten.. Vent, det var lyst. Morgenen havde trængt sig ind. Typisk. - Men hvad freaking cupcake han lavede her, havde jeg inden idé om. Han så heller ikke selv just tilfreds ud med det.

"Hvad vil du, Harry?" Jeg vrikkede lidt i hoften, så jeg hvilede på et af benene op af døren, mens mit blik nedstirrede ham. Hans krøller dækkede nærmest for hans grønne øjne, og hans reaktion var til at starte med først blot at kigge ned i jorden uden at sige et ord.

Herefter tillod han sig at gå direkte forbi mig og ind i huset. Jeg rullede irriteret øjne af ham. Okay, selvfølgelig. Vad endelig bare indenfor uden at mæle et eneste ord. Du er velkommen.. Hvad freak bildte han sig lige ind?! Hvis det var normalt for ham, forstod jeg godt, at han var single. Ingen piger ville da finde sig i det.

Jeg ville i hvert fald ikke.

Jeg lukkede døren i og gik med lange skridt efter ham. Det kunne godt lyde som om, jeg prøvede at trampe hårdt i gulvet, men jeg tvang bare de bare fødder hen over gulvet. Det var ikke min skyld, hvis det lød hårdt. Jeg var træt, og hvis ikke de blev placeret ordentligt, ville jeg muligvis falde.

Sidst jeg havde set ham var en uge siden henne på stranden. Siden da havde jeg ikke set nogen af drengene, ikke engang Niall. De havde snakket om, at de ville få travlt i løbet af denne uge, hvilket ikke havde gjort mig spor. Fint nok. Lidt tid for mig selv i et lækkert hus uden at skulle spille Jennifer.

Hvorfor kom så netop HARRY nu?!

Han stod med ryggen til mig inde i stuen og pillede ved det flotte ur, som viste tiden. Jeg lænede mig en smule til siden for at kunne se, hvad klokken var.

13:06.

Well.. Måske havde jeg bare sovet lidt længe i dag. Det har man vel lov til en gang i mellem.

Jeg lagde armene over kors, selvom jeg udmærket godt vidste, han ikke kunne se det. Jeg var bare klar til, at han ville vende sig om, så jeg kunne give ham en røvfuld for at trænge ind i mit hus uden tilladelse!

- Det var bare ikke mit hus, og jeg havde trods alt selv åbnet døren.

Efter kort tid blev jeg træt af at stå med et surt udtryk og armene over kors, så jeg tillod mig selv at sætte mig ned i sofaen, mens jeg ventede på, at Harry ville vende sig om og svare mig på mit spørgsmål, jeg stilte ude i døråbningen.

Jeg vrikkede lidt med tæerne, da jeg begyndte at kede mig, men jeg havde ikke lyst til at rømme mig eller spørge ham igen. Nix. Denne gang var det altså hans tur til at sige noget.

Da jeg vendte mit blik væk fra mine fødder for at se hen på Harry, fik jeg verdens største chok. Harry havde sat sig ved siden af mig og stirrede mig direkte ind i øjnene. Noget jeg ikke lige havde regnet med. - Men jeg skreg ikke. Eller.. Okay, alle ville få et sådan chok, at de ville skrige. Admit it! Det var ikke kun mig, der ville have skreget som en galning i et så skingert tonefald, at det muligvis havde kunnet springe glas. Det gjorde det heldigvis ikke.

Mit skrig så faktisk ud til også at give Harry et chok. Han rykkede i hvert fald lidt på sig, lavede nærmest et lille hop. "Seriøst, Jenny. Du kan jo skræmme en hel hær af kødædende tigere!" Han råbte det på en måde, så jeg fik mine tanker bekræftet. Han var blevet forskrækket.

"Det var da for freaking milkshake dig, der gav mig et chok først!" Min stemme lød utroligt muggen, hvilket faktisk ikke var min mening. Harry hævede blot det ene bryn og begyndte herefter at smile, som om jeg havde gjort eller sagt noget totalt latterligt.

"Hvad?!" Jeg så irriteret på ham, men han begyndte bare at grine. Cheese, den dreng.. Var han kommet her for at gøre nar ad mig?! Lige nu kunne jeg virkelig godt lige finde på at.. At.. At..

Nej. Det ville sikkert ikke være den bedste løsning at slå ham ned med telefonen ved min side, hvorefter jeg ville tvinge hans mund til at åbne sig og hælde tyggegummi efter tyggegummi ned i munden på ham.

Haha. Tag den, tyg eller dø!

Okay. Nu blev jeg faktisk lidt bange for mig selv.

Harry kunne åbenbart ikke lade være med at smile. Ikke fordi han var glad, men fordi han sikkert fandt det uhyrligt morsomt at smile ad mig. Typisk nar.

"Sig det nu! Hvad er det?!" Jeg tvang ham til det med mit hårde tonefald. Det bildte jeg i hvert fald mig selv ind for at virke mere cool, nu jeg lige havde skreget som en anden.. Tingest. Der var ikke nogen god sammenligning her. Mit skrig var irriterende unikt.

"Du sagde freaking milkshake?" Han begyndte at grine igen. Selv sad jeg bare og stirrede på ham. Se, det her kunne godt gå hen og blive en underlig samtale. Jennifer brugte bandeordene, som jeg skjulte ved at sige alt muligt andet i stedet for. Ehem.. Måske var hun begyndt at sige det samme som jeg indenfor de sidste to år?

Okay, nej. Så var Harry nok ikke blevet så forbavset.

Jeg trak lidt på skuldrene, som om det da var helt normalt. Det var det jo sådan set for mig. Jeg brød mig bare ikke om at bande, når man kunne sige så meget andet i stedet. Egentlig var det vel ikke bedre, men jeg følte mig som et bedre menneske, når jeg ikke brugte de klassiske bandeord. Spørg mig ikke hvorfor.

Jeg kiggede alvorligt på ham for at få ham tilbage til mit spørgsmål. Hvad han lavede her.. "Hvorfor er du her?" Jeg lod mit blik hvile på ham, og han smilte pludselig ikke længere. Han så blot ned på sine hænder, inden han svarede mig.

"Der er noget, som jeg bliver nødt til at få på det rene.." Hans stemme lød også helt alvorlig nu, og hans ansigtsudtryk var det nærmest mere end mit eget. Nu var jeg mere forvirret og nysgerrig, og jeg sad uden at sige noget, mens jeg ventede på, at han fortsatte.

Han vendte blikket fra sine hænder hen på mig. De grønne øjne var blanke og så utroligt følsomme ud, som han sad der og skulle fortælle mig noget, der lød yderst vigtigt.

".. Elsker du virkelig Niall?" Han så på mig med et blik, der fik mig til at føle smerte. Spørgsmålet rungede inde i hovedet på mig, mens jeg stirrede tomt ud i luften. Egentlig var mit blik rettet mod Harry, men det så ikke ud som om, jeg kiggede på ham.

Mon det var tilladt at bruge en livline nu?

Harry lod til at være ret tålmodig, eftersom han blev siddende og kiggede på mig med samme følsomme blik. Jeg ænsede det kun svagt, da mine tanker var et helt andet sted. Hvad i alverden skulle jeg svare på det? Nej. Jeg elskede ikke Niall, jeg kendte ham knapt nok. - Men det kunne jeg jo ikke sige.

Jeg tvang et smil frem for at virke selvsikker, men det så vidst mere nervøst ud. "Hvorfor spørger du dog om det?" Det var kun med nød og næppe, at min stemme ikke knækkede over af angst for at blive opdaget. Det kunne ske i dette øjeblik. Her og nu. Så let som ingenting. Han var tæt på.

Harry holdt blot sit blik på mig. Han sukkede dybt, kløede sig lidt i håret og kiggede på mig igen. "Du virker anderledes, Jennifer. På den gode måde, det må jeg give dig. Men.." Men. Men, men, men. Det ord ødelagde altid alting. Så sig dog noget andet i stedet! Hvor svært kan det være at finde et andet passende ord? Hvis nu vi lige.. Ehm.. Altså.. Der er jo.. Okay, jeg er heller ikke den bedste til sådan noget!

".. Det har altså også forårsaget, at Niall har besluttet sig for at blive sammen med dig. - Og jeg kender din type. Du sårer folk, og du er ligeglad. Du har gjort det før.. Niall var bare så forelsket i dig, at han gav dig en chance til. Det ændrede sig bare ikke.. Du har såret ham 100 gange. Mindst! Han er en af mine bedste venner, og jeg vil ikke have, at det sker igen." Han holdt en kort pause, inden han fortsatte. "Jeg har tænkt lidt over det hele den sidste uge. De andre drenge har ændret mening omkring dig. Og jeg må indrømme.. At du ikke virker så værst længere.. Selvom du ødelagde min mobil."

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, og Harry grinede også en smule. Alle hans ord satte sig nærmest fast inde i mig. De tog plads, som om det nu skulle være deres bopæl. - Og jeg vidste, at der ville komme flere endnu.

Harry rømmede sig en smule for at gøre sig klar til at fortsætte sin tale. "Jeg vil måske godt kunne give dig en chance.. Du skal bare love mig, at du aldrig vil såre Niall igen." Han kiggede kort ned på sine hænder, hvorefter han igen rettede sit blik mod mig. "Lover du mig det?"

Åh, gys og gro, dræb mig.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg virkelig overvejede mine valgmuligheder. Svarede jeg nej, ville jeg ødelægge Jennifers kærlighedsliv, selvom det lød som om, hun selv havde gjort det før eller siden. Svarede jeg ja, ville jeg måske love noget, jeg ikke kunne holde.

Nervøst sank jeg en klump, der stædigt blev siddende i halsen på mig. "Ja." Jeg drejede mit ansigt, der havde vendt ned mod mit skød, så det vendte mod Harry, der stadig sad og kiggede afventende på mig. Hans smil voksede sig større, og hurtigt rejste han sig op.

"Godt." Han så tvivlsom ud, som om han overvejede et eller andet, hvorefter han fik øjenkontakt med mig. "Tak for det." Endnu en gang så han ikke helt ud til at vide, hvad han nu skulle gøre, så han begyndte blot at gå mod døren.

Jeg kunne ikke sige 'Selv tak' eller 'Det var så lidt.' - For det var ikke så lidt. Denne her samtale pinte mig helt vildt!

Jeg kunne høre flere stemmer ude i gangen nu. Harrys var en af dem, og jeg kunne næsten gætte mig til de andres. Jeg turde bare ikke vide, at jeg havde ret.

Harry kom kort tid efter ind til mig igen. Efter ham kom Louis, Liam, Zayn og.. Niall. De fire sidste drenge så ud til at være rimeligt forvirrede omkring det, at Harry var her, da de kom herhen. Jeg forstod dem godt. Jeg havde set ligesådan ud i hovedet, da jeg åbnede døren og så ham stå der tidligere.

Niall kom hen til mig og gav mig et kram. "Hey, Jen." Han kiggede smilende på mig, og jeg kunne ikke lade være med at gengælde det. Der var noget over ham, som jeg ikke kunne sætte fingeren på. Var det hans irske accent? Hans nuttede smil? Hans perfekte øjne? Eller bare det, at han var dejlig?

De andre drenge kom hen og satte sig rundt om sofabordet. Liam satte sig til rette i enmandsstolen, Harry og Louis ved siden af hinanden i tomandesofaen, og Zayn satte sig dovent ned ved siden af Niall. Jeg vidste ikke, hvad de lavede her. For the freaking toast, hvorfor?!

Mit hoved var stadig på overarbejde omkring alt det, der lige var blevet læsset indenbords af Harry. Nu var de der allesammen. Perfect.

Der var stille et stykke tid, hvor alle bare sad og kiggede på hinanden. Det var faktisk en ret akavet og pinlig tavshed. Mit hoved skreg. Lad mig venligst komme væk, tak. Jeg blev nødt til at gøre et eller andet ved det, jeg netop havde lovet. Argh.

"Såeh.." Liam så hen på Harry. "Hvornår kom du herhen?" Alles blik blev rettet mod Harry, selv mit. Jeg kunne ikke bare lade være med at følge med i samtalen, der nu skulle udvikle sig. Det lå ikke til min natur. Jeg var for nysgerrig.

Harry trak en smule på skuldrene og sendte mig et smil, hvilket fik de andre drenge til at udveksle blikke. "Det er ikke lang tid siden." Herefter vendte hans sit blik rundt på den andre drenge. "Hvorfor er I her?"

"Vi ville hen for at se til Jennifer. Eller, Niall ville. Vi andre tog bare med," svarede Louis. Hans selebukser var faktisk ret nice. Ohh.. Og så var de røde! Jeg kunne godt lide dem.

"Vi havde tænkt os at spørge, om du ville med, men vi regnede ikke med, at du gad.." Niall sendte Harry et venligt smil, der blev gengældt. Alt så ud til at køre fint mellem os alle nu. Mine tanker var bare slet ikke enige i det. Det føltes forkert.

Zayn rømmede sig lidt. "Hvorfor er du her egentlig, Harry?" Endnu en gang blev al opmærksomheden vendt mod Harry, der blot sendte mig endnu et af sine charmerende smil. Hans krøller så fuldstændig ustyrlige ud.

"For at stifte venskab med Jennifer." Jeg gloede på ham. Venskab? Så han os nu som.. Venner? Se, det havde jeg ikke engang regnet med, så jeg forstod udmærket godt, hvorfor de andre drenge så noget overraskede ud.

"Så.. I er venner?" Niall så fra Harry til mig med et håbefuldt blik. Oh, dear nightmare, please end this suffering?! Jeg troede ikke, at jeg ville kunne komme levende igennem det. Mest fordi jeg vidste, at det var en chance, der var blevet givet til mig, som faktisk tilhørte Jennifer. - Og jeg ville sikkert ikke kunne holde mit løfte. - Hvis Jennifer havde såret Niall så mange gange før, så ville hun nok gøre det igen på trods af det, jeg havde lovet.

Harry nikkede, og Niall vendte sit blik mod mig. Han forventede åbenbart også et svar fra mig af. Jeg tvang endnu et lille smil frem. "Ja."

Pludselig lå der et par arme omkring mig, der tilhørte Louis. "Nu er der intet, der står imellem det, at vi kan kalde dig en del af familien!" Han pressede mig hårdere ind til ham, og jeg kunne ikke lade være med at grine. En del af familien.. Det kunne da ikke være noget slemt. Jeg måtte se tiden an. Måske blev det slet ikke så slemt, som jeg forestillede mig?

De andre drenge begyndte også at grine, og inden længe havde de alle slået armene omkring mig. Det var faktisk en rar følelse. Da de gav slip på mig efter lang tid, så de alle på mig med et kæmpe smil.

"Hun skal vel have samme tur som de andre?" Louis så rundt på de andre drenge, der grinende nikkede på hovedet. Okay, det var ret skræmmende. De vidste alle noget, som jeg ikke gjorde. - Og det ville snart gå ud over mig.

"NU!" Harry råbte det højt, og de fór alle på mig og begyndte at kilde mig. Det var så her, jeg var super sej og slet ikke var kilden, og de blev alle totalt skuffede. - NOT. Jeg var flad af grin og sprællede med både arme og ben for at få dem til at stoppe.

"Stop, STOP!" Det hjalp ikke. De blev ved, og det føltes som om, de blev ved i en evighed, inden de stoppede det. Jeg mærkede en hoste var på vej som altid efter, at jeg er blevet kildet. Jeg dækkede munden med min hånd, mens jeg hostede voldsomt et par gange.

Jeg viftede mig kort for munden, mens jeg var klar til at holde mig for den, hvis der skulle komme endnu et host. "Giver I alle sådan en omgang, når I møder dem?" Alle drengene brød ud i latter, mens de rystede på hovedet.

"Perrie, Danielle og Eleanor har fået samme tur." Zayn smilede til mig, og jeg kunne ikke lade være med at kigge på hans perfekt opsatte hår. Det måtte tage ham hulens lang tid at få et sat om morgenen, men han fik da også et flot resultat ud af det.

Liam rejste sig op fra sin plads på gulvet, fra da de kildede mig, og han havde siddet på knæ. "Skal vi ikke se at få noget frokost? Vi kan jo tage på Nandos?" Niall var straks parat med sultne øjne. Selv havde jeg aldrig hørt om denne.. Var det en restaurant? Det var da mit gæt.

"Jeg melder pas." Jeg slog mine hænder op som forsvar, da de alle kiggede på mig med et blik, der var lige så forbavset, som havde jeg sagt, at jeg havde dræbt en person. Seriosuly, tag det roligt. Jeg kan vel altid komme med en anden gang.

Harry så på mig med sine alt for flotte grønne øjne. "Hvorfor vil du ikke med?" Jeg kunne ikke lade være med at grine. Tænkte de sig lidt om, kunne de vel regne det ud. - Men det gjorde de ikke.

"1. Jeg sidder i nattøj. Seriøst, det kunne være yndigt, hvis jeg kom spadserende i det her lækre outfit. Det ville straks blive den nyeste mode. - As if." Jeg vendte mit ansigt mod Nialls, hvor hans fantastiske blå øjne mødte mine. Cake help me. "2. Jeg har ikke engang spise morgenmad endnu."

Niall grinte på sin helt specielle måde og puffede mig blidt i siden. "Skynd dig at få noget tøj på. Nandos er perfekt til stort set alle måltider." Han blinkede sødt til mig, og jeg måtte overgive mig. Det gik jo nok, hvis jeg ikke havde spist morgenmad.

"Okay."

 

***

 

Da jeg endnu engang gik ned af trapperne indenfor den sidste time, sad drengene med et fotoalbum. De pegede, grinede og kom med sjove kommentarer. Egentlig var jeg ligeglad. Det var Jennifer, de sad og så på.

Oh no..

Med få hurtige hop havde jeg fået hevet fotoalbummet til mig, og alle fem drenges øjne så direkte på mig. Jeg havde måske også taget det lidt for.. Ehm.. Som om det var en meget kostbar og hemmelig ting, ingen måtte vide noget om. - Hvilket var..

Korrekt.

Sad de med Jennifers fotoalbum, kunne jeg være dødsens. Det var muligt, at hun intet havde sagt om mig, men hun havde måske billeder af mig. Os. Sammen. Hvis de havde set det.. Så kunne jeg lige så godt stå til kende og dømme mig selv til et langt og skamfuldt liv.

I'm so sorry, guys. Vær nu søde at fortælle mig, I kun så én pige.

Niall rejste sig lidt tid efter op, og jeg knugede albummet ind mod mit bryst, som om han ville tage det fra mig, hvilket jeg egentlig ikke regnede med. Alligevel tog jeg ingen chancer. Modsat til Harry.

"Ja, undskyld. Vi fandt det bare lige, og vi tænkte, at det sikkert var i orden, hvis vi kiggede lidt i det." Niall smilte undskyldende til mig, og jeg løsnede grebet om albummet en smule. De havde ikke set et billede af os begge sammen.

"Det.. Er også okay. Jeg vil bare gerne lige.. Eh.. Være med til det. Lad os nu se at komme af sted." Jeg sendte dem et hurtigt smil, hvorefter de alle rejste sig op. Selv åbnede jeg hurtigt fotoalbummet for hurtigt at se det igennem.

Det var billeder af.. Nogle personer, jeg ikke kendte. Hm.. Sammen med Jennifer. Ja, ja. Det var sikkert nogen af hendes venner or something. Whatever. Det gjorde mig i hvert fald dejlig tryg at vide, de ikke havde set to af mig. Hende. Os.

Det begyndte at forvirre mig.

Jeg lagde det fra mig på bordet, hvorefter jeg gik efter dem ud i gangen. Mit tøj var jeg bare hurtigt hoppet i. En blomstret sommerkjole, jeg havde købt i PF for en uges tid siden, mine elskede sorte Converse, og ja.. Jeg havde altså også et par lårkorte leggings på, som jeg havde fundet i Jennifers skab. Kjolen kunne jo blæse op.

Det var ikke noget, jeg brød mig om. Jeg var måske lidt.. Hysterisk med det, at folk skulle se mig.. Nøgen. Så de mine trusser, ja.. Så var de tæt på. Niall havde allerede overtrådt den grænse at se mig med kun et håndklæde omkring mig og senere hen i undertøj.

Ja, det kunne jeg godt huske. Voldtægtsmanden..

Mit hår hang i en slap sidelæns hestehale. Jeg havde ikke orket at gøre noget ud af det i dag. Okay, jeg orker stort set aldrig at gøre noget ud af mit hår. Det er for cup in cake da bare hår?! Fordi nogle siger, at det udtrykker ens personlighed, betyder det ikke være sandt.

Selvom jeg nu er ret doven.

Ude i gangen stod alle drengene i en klump foran døren og diskuterede et eller andet. Idet de fik øje på mig tiede de alle stille. Jeg vidste straks, at der var et eller andet galt.

"Hvorfor åbner I ikke døren?" De kiggede alle på hinanden for nærmest at aftale et svar, de kunne give mig. Det blev dog et ret ærligt svar, lød det til. Det besvarede bare ikke, hvad der virkelig lå bag mit spørgsmål.

"Det har vi gjort," sagde Liam og så hen på Zayn, der stod med hænderne i lommerne, hvilket Niall også gjorde. De så ikke ligefrem super glade ud længere. Det var som om, de skammede sig. Kunne det passe?

"Så gør det igen. Vi skal jo ud." Jeg masede mig forbi dem og tog fat om dørhåndtaget på døren. Niall lagde hurtigt en hånd på min skulder, og da jeg vendte mit ansigt mod ham, så jeg hans blik, der nærmest udstrålede hans skyldfølelse.

"Jeg ved ikke, om det er en god idé.." Han så rundt på de andre drenge, der virkelig ikke så ud til at vide, hvad de skulle gøre. Jeg selv vidste godt, hvad jeg ville: Jeg ville finde ud af, hvad det var, der ikke var en god idé, og det kunne jeg meget nemt finde ud af ved at åbne døren.

It's that easy.

Jeg trykkede dørhåndtaget ned og spærrede øjnene op. Se, det havde jeg måske ikke lige forventet.

Irriteret dækkede jeg mine øjne til med venstre arm, da en masse kameraer begyndte at tage billeder. Selvom de ikke alle havde blitz til, var det nok til at gøre mig rundt på gulvet. Jeg havde aldrig brudt mig om at få taget billeder, og nu fik jeg dem taget som Jennifer.

Paparazzier råbte, trykkede ned på 'tag-billede'-knappen, og bag dem stod en kæmpe flok af skrigende piger, der ikke helt vidste, hvor de skulle gøre af sig selv. Jeg var ret sikker på, at de var fans. Ikke af Jennifer, men af drengene.

Det her kunne kun ende galt.

 

____________________________________________________________________________

Jeg vil lige sige TUSIND TAK, fordi I følger med i min historie. Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er for det. :D

Hvad synes I om den indtil videre? Kom gerne med konstruktiv kritik, hvis noget går for hurtigt, hvis der er noget, I ikke forstår, som jeg måske ikke har forklaret godt nok.. Måske kommer det først senere, men ellers må jeg jo lige se på det. (;

I må meget gerne 'Like,' hvis I kan lide den. Det ville gøre mig super glad. :3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...