Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
91588Visninger
AA

6. Just a smile

En stak af magasiner faldt sammen, da jeg frustreret slog til dem. Hun havde løjet om sin familie og på den måde også om sig selv. - Og om mig.

Drengene var taget hen for at indspille en ny sang for at høre, hvordan det lød. De havde sat mig af herhjemme, og jeg anede seriøst ikke, hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Lige nu flød tankerne rundt, og de så ikke ud til at have nogen ende.

Der var gået én dag. Én dag, og jeg var allerede træt af det hele. Skuespillet, de falske smil.. Jennifer. Jeg var mest af alt træt af Jennifer. Hun havde for freaking cheesecake fået mig overtalt til det her, og så kendte hendes kæreste ikke engang til mig?! Altså, hendes søster.. Hvilken sindssyg person holder dog ens tvillingesøster hemmelig og lyver om sin mor og far?!

Jeg kender svaret. Jennifer Miller, min søster.

Jeg smed mig på sofaen og lå med blikket rettet mod loftet. Selve sofaen var i beige velour. Den var rar og behagelig at ligge i, og min ryg nød det. Selv skænkede jeg den næsten ikke en tanke. Min søsters løgn var det eneste, der kørte rundt i hovedet på mig, og det eneste som jeg kunne spekulere over.

Jeg rullede om på siden, så jeg kiggede ud i rummet, på den sammenfaldne bunke af blade og magasiner. Jeg forstod hende virkelig ikke. Det havde jeg måske aldrig rigtig gjort, men det her var godt nok, det værste hun hidtil havde forårsaget. Et liv baseret på en kæmpe løgn. Hvorfor ville hun holde det hemmeligt? Hvorfor ville hun leve sådan?

Jeg bed mig hårdt i inderlæben, og der gik hul på den til sidst. Blodet smagte grimt, men genkendeligt. Jeg havde så mange andre gange før bidt hul i læben på mig selv. Smagen havde jeg aldrig brudt mig om, men den fik mig ikke til at stoppe. Det var efterhånden ved at blive en dårlig vane.

Jeg følte tårerne presse sig på, men jeg lod dem ikke løbe ned ad kinderne. Jeg ville ikke lade mig selv græde. Det ville være et tegn på svaghed, og så ville jeg måske bukke under, falde sammen. Jeg blev nødt til at fortsætte skuespillet. Der var ingen vej udenom, og jeg vidste, at jeg kunne klare det! Det var skuespil. Hey, hvor svært kunne det være?

Alligevel var mit humør nede og røre bunden. Jeg vidste, jeg havde brug for at få de negative tanker ud af systemet, og det kunne jeg lige i øjeblikket kun få på en måde. - Og jeg vidste præcis, hvilken måde det var. Det var en brugbar og nyttig metode.

Jeg sprang nærmest op fra sofaen af. Inden jeg begav mig af sted på vejen mod det glade humør, rystede jeg voldsomt på hovedet for at få tårerne til at forsvinde helt. Det var ikke ligefrem noget, der var bevist ville hjælpe, men det var ren refleks, at jeg gjorde det. Selvom videnskaben ikke havde bevist det, hjalp det altid mig.

Et kort snøft kom ud, og det lød praktisk talt, som om jeg havde slugt en snotklud og var blevet smittet utrolig hurtigt. Idr, disgusting! Jeg ville aldrig tænke den tanke igen! - Nu sad den bare fast, og jeg kunne ikke tænke på andet end det ulækre snot, jeg havde sunket, som var ren fantasi. I det mindste havde jeg fået tankerne hen på noget andet end min dumme søster.

Jeg satte kursen mod køkkenet, som jeg praktisk talt næsten ikke havde været i. Køleskabet stod og fristede, og jeg åbnede det med en kraft, der ville kunne slå ihjel, når det kom til føde. Det skulle blive godt med noget mad!

Mine øjnes håb omkring mad ændrede sig hurtigt til en stor skuffelse. Køleskabet var stort set tomt. Der var kun den yoghurtkarton, jeg næsten havde tømt i morges, og så nogle enkelte grøntsager. Intet andet. Det var rimeligt tydeligt, at Jennifer plejede at spise ude.

Jeg tog fat om yoghurtkartonen, der mærkedes næsten tom. Det var vel bedre end ingenting, når man tænkte over det. Jeg fik åbnet et skab, taget en dyb tallerken frem og fik også fumlet en ske op af skuffen. Jeg åbnede kartonen og vendte den på hovedet. Langsomt løb yoghurten ned og ramte tallerknen. Det fik ikke engang dækket bunden af den, inden kartonen var tom. Great.

Jeg stilte mopset den tomme karton fra mig på køkkenbordet, tog fat om skålen og begyndte at skovle yoghurten indenbords. Sulten pinte mig noget så grufuldt. Jeg var stort set altid sulten, men jeg havde prøvet at holde mig fra alle de små mellemmåltider i en periode. Den var slut nu. Mit humør skulle have noget at komme op på, og det var der i sådanne situationer som denne kun en måde på. Mad!

Jeg satte skålen fra mig, da jeg havde fået spist og skrabet alt yoghurten af. Mit humør var ikke kommet helt i top af den smule, jeg havde spist. Alligevel besluttede jeg mig for at sige, det var i orden. Jeg måtte vel bare få købt lidt ind hurtigst muligt.

Telefonen ringede, og jeg stod som forstenet. Hvad gjorde jeg? Skulle jeg bare.. Tage den? Jeg sank en klump, inden jeg med tøvende skridt gik imod den lime grønne telefon. En underlig farve til netop en telefon, men jeg måtte indrømme, jeg syntes, den var sej. Ret cool, faktisk.

Jeg løftede røret og lagde det mod øret. Endnu en klump blev sunket, inden jeg tog mig sammen til at sige noget. "Hallo?" Inderligt bad jeg til, at det var en, der havde fået forkert nummer. Hvis det var en med et tilbud til en film, vidste jeg ikke hundrede procent, hvordan jeg skulle udskyde et svar. Selvfølgelig skulle jeg bare sige, at jeg ville tænke over det. Jeg var nu alligevel ret sikker på, at jeg ville glemme alt om, hvad jeg skulle gøre og gå i sort.

Min nervøsitet var nytteløs. Det var en venlig stemme, der kom fra den anden ende af røret, og jeg genkendte den straks hurtigt, idet navnet blev sagt højt. "Hey, Jen. Det er Niall." Jeg åndede lettet op og lød straks helt anderledes. Lettelsen havde fået mit humør en smule op igen.

"Hey Niall. Hvad så?" Jeg satte mig ned i sofaen igen, mens jeg lyttede til Nialls stemme. Der lød grin og musik i baggrunden, så jeg regnede mig til, de stadig var i studiet. Et par trommeslag hørtes, og det lød ret forfærdeligt. Jeg håbede på, at det kun var spil for sjov, da de ellers var noget heldige at have en sådan karriere, som de havde.

"Eh, jo. Jeg tænkte på.. Om du havde lyst til at.. Komme hen til mig i aften? Jeg har noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig." Det svage smil, der havde haft groet sig fast på læberne af mig, forsvandt straks. Jeg vidste udmærket godt, hvad det var, vi skulle tale om. Egentlig rørte det mig ikke dybt, da det var Jennifers kæreste, og jeg kendte ham knap nok. Jennifer var en nar, så det gjorde det nemmere, hvis han skulle slå op.. Faktisk.. Så ville jeg gerne lade det ske.

Et lille smil kom frem igen. Jo. Nu havde jeg chancen for at vise hende, at jeg ikke kunne lukkes ude af hendes liv. Jeg kunne faktisk ødelægge det, hvis det blev nødvendigt, uden nogen ville finde ud af det. Jeg fandtes jo slet ikke i deres lille verden. Alligevel.. Var jeg langt fra som Jennifer. Jeg var ikke ond, og jeg ville ikke lade hendes liv gå i stykker. Eller.. Ville jeg?

Svaret overraskede faktisk mig selv. "Selvfølgelig."

 

***

 

Jeg kiggede ind på døren foran mig og ned på sedlen i min hånd. Jeg havde selvfølgelig ikke kunnet spørge Niall, hvor han boede, så jeg havde måttet lede Jennifers telefon- og adressebog igennem for at finde hans adresse. Det skulle være her, hvis ikke jeg havde set forkert derhjemme.

Langsomt trykkede jeg ringeklokken ind. Mens jeg ventede på at blive lukket ind, så jeg mig lidt omkring. Hans lejlighed lå på 1. sal, og det så ud til at være et rimeligt luksuriøst sted. Ikke et af de helt dyre, men det så ud til at være rigtig stort og fedt at bo her.

Der var et vindue ved siden af mig, her som jeg stod ude på gangen. Mørket var så småt begyndt at sænke sig over London, men det var stadig lyst nok til, at man kunne se alt, der fandt sted ude på gaden. En dame gik tur med sin hund, der lettede ben op af en lygtepæl, der endnu ikke var blevet tændt. Et kærestepar gik hånd i hånd forbi og lagde knapt nok mærke til, hvor de gik. De så ud til at være nyforelskede. En flok unge kom råbende forbi med øl i hånden, og de ramlede ind i hinanden flere gange, hvorefter det så ud til, at de begyndte at grine.

Døren indtil lejligheden blev åbnet, og Niall stod i døråbningen. Det var altså det rigtige sted. Han sendte mig et kært smil, der dog gemte på noget, og jeg var ret sikker på, at jeg vidste, hvad det var. Han havde planer om, at det skulle ende nu.

Et højt råb kunne høres inde fra et andet rum af. Det lød lidt som.. Louis? "NOOOOOOO! Det er bare SO NOT TRUE! Hvordan kunne du vinde over mig, Harry?! Jeg ved, du snød! Du var så langt bagud lige før! Fortæl mig så, hvordan du gjorde! Ud med sproget!"

Niall gjorde tegn til at ville tage min jakke, men jeg tog den i stedet selv af og hængte den op på en af knagerne ved siden af døren. Gulvet var af træ, lyst træ. Gangen fra døren af og indtil det oplyste rum var ikke ret lang. Trægulvet var det samme inde i den stue, jeg trådte ind i. Synet, der mødte mig derinde, fik mig til at trække noget på smilebåndet.

Louis sad på maven af Harry og kildede ham, mens han prøvede at få ham til at tilstå et eller andet. "Sig det så, Harry! Hvordan fik du pludselig flere stik end mig?!" Harry nægtede at fortælle noget og grinede i stedet, mens han bad om nåde. Louis så nu ikke ud til at ville give ham nogen form for nåde.

Zayn sad med sin mobil mellem hænderne og tastede løs, mens han smilede hemmelighedsfuldt. Ved siden af ham sad Liam og grinede af de to drenge, der lå og rullede rundt på gulvet. Det så faktisk ud til at være ret morsomt, og jeg kunne heller ikke holde en latter inde.

Da jeg begyndte at grine, kiggede drengene hen imod mig. Harry så med ét mindre glad ud, mens de andre bare stirrede på mig med et blik, der fortalte mig, at de vidst ikke lige havde regnet med at se mig. Jeg havde faktisk heller ikke forventet at se dem.

"Eh, jeg inviterede Jennifer. Jeg håber, det er i orden?" Jeg så hen på Niall, der var koncentreret i at sende Harry et blik, der fortalte, at der ikke var noget at være bange for. Harry fik med lethed skubbet Louis ned fra maven, da Louis ikke længere kildede ham, og han kom hurtigt op på benene. Han havde kurs direkte mod Niall, og han fik hurtigt skubbet ham lidt til side, så vi andre ikke kunne høre, hvad de snakkede om. - Troede de. Som sagt kunne Harry virkelig ikke finde ud af at hviske.

"Niall.. Skulle du ikke gøre det forbi med hende?! Hun sårer dig bare på et tidspunkt, mand.. Hun er ikke en af de piger, der virkelig holder af nogen. Hun holder kun af noget." Jeg spidsede ørerne. Det gav faktisk mening, det han sagde. Jennifer holdt vidst kun af ting. Det så ikke engang ud til, at hun holdt af mig.

"Rolig, Harry.. Jeg ved godt, du bare vil beskytte mig, selvom du heller ikke kan udholde hende. Men grunden til hun blev inviteret var, at jeg faktisk ville gøre det forbi i aften." Han tøvede lidt, inden han fortsatte. "Jeg kan bare ikke helt få taget mig sammen. Derfor er I her. Jeg har brug for støtten." Han vendte blikket mod jorden, da han ikke helt vidste, hvordan han skulle tackle sine egne ord.

Harry rodede lidt i sit hår, inden han gav et smil fra sig. "Vi er her for dig, dude." Han puffede blidt til Niall, inden han gik hen til de tre andre drenge, der sad om sofabordet. Det så ud til at være af glas, mens sofaerne omkring var af sort læder. Det var ret tydeligt, selvom jeg ikke havde mærket efter. Man kunne bare se på ting, om de var af læder. Det kunne selv jeg.

Louis slog hænderne sammen, da Harry kom tilbage og satte sig overfor ham. Liam og Zayn sad ved siden af hinanden i en tredje sofa. "Nå.. Jeg deler kort ud denne gang.." Han sendte et 'for-sjovt-bebrejdende'-blik til Harry, der gik i forsvar med hænderne ude til siderne. "Hvad nu?!"

Louis blandede kortene og gav dem ud til de andre tre drenge. Jeg fik en underlig trang til at joine dem. Jeg elskede kortspil. Jennifer havde altid hadet dem, så jeg havde altid lagt kabaler med mig selv som lille. Derfor var det måske ikke den bedste idé at gå hen og spørge, om jeg måtte være med.

Niall tog fat omkring min skulder, så han fik min opmærksomhed. Han trak mig lidt væk fra de andre, og jeg sendte et længselsfuldt blik hen imod kortene, der blev delt ud. Jeg fik dog vendt mit blik mod Nialls, så vi fik øjenkontakt. Freaking cup in cake, hans øjne.. Jeg havde ikke lagt mærke til, at de var SÅ smukke..

Han tog fat om mine hænder, og jeg kunne mærke, at det var nu, det ville ske. "Jenny.. Jeg.. Jeg håber, du ved, at jeg virkelig.. Jeg virkelig holder af dig.." Jeg blinkede lidt. Jeg vidste, det var nu, det ville ske. Jeg vidste det, jeg vidste det 110%!

".. Og jeg er helt vild med dig.. Eller.." Han stoppede tøvende sin sætning. Han var klart helt utroligt nervøs. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe ham med smerten, men det kunne jeg ikke. Det var ikke mig, der havde plantet sårene i hans hjerte, og det var derfor heller ikke muligt for mig at fjerne dem. Alligevel sendte jeg ham et lille opmuntrende smil.

Niall sukkede højlydt, og jeg kunne mærke, at de andre drenge kiggede på os, selvom jeg stod med ryggen til dem. Deres blikke borede sig nærmest ind i ryggen på mig. Jeg prøvede at ignorere dem, og jeg var klar på, hvad der skulle ske. Det skete bare ikke. Han kunne ikke.

"Jeg.. Jeg.. Skal vi ikke gå hen og spille kort med de andre?" Han smilede skævt til mig, og jeg blinkede undrende med øjnene. What? Han skiftede emne.. Men.. Hvorfor? Det var i hvert fald ikke noget, jeg havde været 110% sikker på, ville ske. Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt over kunne ske.

Jeg trak utydeligt lidt på skuldrene for mig selv, inden jeg sendte ham et smil og nikkede. Kortspil, I love it. Why not?

Da jeg vendte kursen mod de fire andre drenge, der hurtigt lod som om, de havde været i gang med at spille hele tiden, så jeg ud af øjenkrogen, at Niall kløede sig i nakken. Han vidste vidst ikke helt selv, hvad det netop var, der var sket. - Hvad der var gået galt.

Harry rejste sig brat op, da jeg kom hen til dem. Han så ikke specielt tilfreds ud, da han gik hen imod Niall. Selv rullede jeg bare med øjnene af ham. Hvad han end havde imod Jennifer, var det ret voldsomt, og han kunne ikke helt finde ud af at være i samme rum som hende. Det havde jeg allerede fundet ud af i går.

Jeg satte mig på Harrys plads og tog hans kort. "Hvad spiller vi?" Jeg sendte et smil til de tre andre drenge, der så ud som om, de havde set et spøgelse. Louis rømmede sig og var den, der brød en akavet stilhed. Det eneste man kunne høre, var en høj hvisken henne fra Niall og Harry af.

"Gjorde du det ikke forbi?!" Harrys stemme var den højeste, og han var tydeligvis slet ikke glad for Nialls tøven med at besvare hans spørgsmål. Det sagde næsten sig selv. Han tog en hånd op og rystede sine krøller igennem med den. "Hvad gik der galt?"

Nialls stemme var lysere end Harrys dybe, og han var bedre til at hviske. Jeg spidsede ørerne for at kunne høre, hvad der blev sagt, men jeg fik kun fat på nogle få af ordene. Hun, smil, anderledes, lide, chance. Da jeg gentog ordene for mig selv inde i hovedet, fik jeg sat dem sammen. Der var flere muligheder, men jeg bestemte mig for, at det kun kunne være den ene. Når jeg tænkte videre over det, kunne det nemlig godt have lydt som om, det var, hvad Niall havde hvisket. Det passede bare i ord og rytmeform. På en måde skræmte den mig bare.

Jeg kørte sætningen, jeg var kommet frem til igen og igen for mit indre øre. "Da hun gav mig det her smil, var det ikke som før. Det var anderledes. Det var som om, jeg kunne fornemme mine følelser for hende igen. Jeg kan lide hende. Vær sød at give hende en chance. - Ellers giv i hvert fald mig en chance."

Mine fingre kørte langsomt hen over kortenes kant, som jeg havde taget op i hænderne. Liam, Louis og Zayn sad også helt stille uden at gøre noget. De havde måske også haft spidset ørerne og hørt, hvad der blev sagt.

Jeg var ret overrasket. Mit smil havde givet ham håbet igen.. Ikke Jennifers, mit. Hvordan kunne det hænge sammen? Det var vel bare et smil. Var det ikke?

Harry og Niall kom hen til os. De var blevet færdige med deres snak, og Niall tog plads ved siden af Zayn i den største sofa, hvor der netop lige var plads til at sidde tre, hvis de skulle have plads. Han sad praktisk talt ved siden af mig, selvom jeg sad i en anden sofa.

Harry havde stillet sig op ved siden af mig. Der var en plads lige ved siden af Louis overfor mig, men han stirrede bare på mig, som om han forventede, at jeg ville flytte mig. Provokerende stirrede jeg blot tilbage.

"Du sidder på min plads." Harrys stemme var langt fra glad, men man kunne høre, at han prøvede at holde sit had til mig indenbords. Jeg kiggede hen på Niall, der sendte mig et smil, jeg hurtigt gengældte. I stedet for at svare Harry, kiggede jeg ned på mine kort. "Hvad var det så, vi spillede?"

Harry slog ud med den ene arm, og han følte sig vidst ret ramt. "Hvorfor gjorde du nu det? Hvorfor gjorde hun nu det?!" Han så rundt på os allesammen, og vi kunne ikke lade være med at grine. Han lignede en fornærmet tøs, der netop ikke havde fået sine drømmesko på indkøbet.

"Der er en ledig plads lige dér.." Jeg pegede hen mod Louis, der vinkede Harry hen til sig, men Harry blev stædigt stående og krævede sin plads tilbage. Præcis lige så stædigt blev jeg siddende og rystede på hovedet. Han kunne sætte sig hen ved siden af Louis.

"Hør her, det var min plads.." Harry lagde armene over kors, og hans stemme havde hævet sig, ligesom jeg hævede min ene pegefinger. "Præcis! Den 'VAR' din.. Nu er den min." Jeg smilede velvidende om, at jeg havde vundet diskussionen. De andre drenge havde fundet det utroligt underholdende og havde siddet og fulgt med med et smørret grin på læberne.

Harry satte sig muggent hen ved siden af Louis, der trøstende klappede ham på skulderen, selvom han ikke kunne lade være med at grine. Liam og Zayn lagde deres kort i én bunke, og Louis gjorde det samme. Jeg smed mine kort hen til dem, hvorefter Liam blandede dem.

"Okay, vi spiller 31. Es er højest, 2 er mindst. Alle kender spillet.." Liams forklaring af spillet var temmelig kort, men det gjorde mig ikke spor. Jeg kendte skam godt spillet, ja. Vi tog alle imod de kort, der blev os givet, og den resterende bunke blev lagt på midten af bordet.

"Kan vi ikke høre noget musik?," spurgte Zayn stille, mens han betragtede sine kort. Hans mobil bippede, og hurtigt havde han den mellem hænderne igen. Louis tog fat om en lille fjernbetjening i hvid, der dog ikke så ud til at høre til et fjernsyn. Det var den for lille til.

"Du har da alt for travlt med både at spille og skrive med Perrie." Louis lo kort, inden han trykkede på en knap, og radioen gik i gang. Sangen, der strømmede ud af anlægget, kendte jeg. Uden at tænke videre over det, sad jeg pludselig og sang med på den. Alle drengene kiggede på mig og brød ud i grin.

"Hvad?!" Jeg stirrede rundt på dem alle, der var ved at blive kvalt i deres latter. Niall rystede lidt på hovedet, slugte sit grin og prøvede desperat at svare mig. "Det er bare fordi.." Han brød igen ud i latter, og der gik nogle minutter, hvor jeg sad som et kæmpe spørgsmålstegn, da ingen af dem kunne svare mig. Selv Harry grinte.

"Jeg forstår bare, hvorfor du altid siger, du ikke kan synge. For det kan du virkelig ikke!" Niall begyndte igen at grine, og jeg slog for sjov ud efter ham. Jeg ramte ham blidt, hvorefter jeg brød ud i sang igen.

"..This is craaaaazy! But here's my number. - So call me maybe!"

Freaking bubblegum. Jeg sang faktisk helt utroligt dårligt. - Men det var nu meget sjovt.

 

***

 

Jeg følte, at jeg havde fået brudt den tykke mur, der lå mellem Jennifer og drengene. Harry var måske en undtagelse, men han var også helt umulig. Alligevel havde han ikke været helt lige så hård her til aften. Det havde sikkert noget at gøre med Niall og hans samtale.

Louis rakte hånden ud til mig, og jeg tog imod den. Inden jeg vidste af det, var jeg blevet trukket ind i et kram. Jeg grinte let, idet han gav slip på mig. Jeg fik kun et håndtryk som farvel fra Liam og Zayn, mens jeg måtte nøjes med et vink fra Harry, der stod i baggrunden. Niall gik med udenfor døren og lukkede den bag os.

Jeg kiggede lidt på ham, og han sendte mig bare et smil som svar på mit spørgende udtryk i øjnene. Vi gik sammen ned af trapperne i fuldstændig stilhed. Man kunne stort set ikke høre andet end vores sko, der ramte trappetrin efter trappetrin.

Da vi nåede til døren ud af bygningen, åbnede Niall den for mig. Jeg gav ham et smil som tak, inden jeg trådte ud. Jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne give ham et kram. Det ville virke for akavet for mig. Hans sætning kørte stadig på replay inde i mit hoved. "Det var som om, jeg kunne fornemme mine følelser for hende igen. Jeg kan lide hende."

I stedet for et kram, vinkede jeg blot til ham, idet jeg kom længere og længere væk fra ham. Der var intet farvel imellem os. Han vinkede bare tilbage med et smil siddende på læberne. Et dejligt smil, der fik varmet mig en smule. Han var ikke sur over, jeg ikke havde givet ham et kram. Han tog det måske ikke så tungt, måske havde han ikke bemærket det?

Jeg vendte mit blik mod den vej, jeg gik. Mørket havde lagt sig som et sort lagen over alting, og der var kun få lygtepæle tændt. Det ville ikke blive nemt for mig at finde hjem, men jeg var sikker på, det nok skulle gå. Jennifers bil havde trods alt GPS.

Nu var spørgsmålet så bare lige, hvor jeg havde parkeret bilen. Var det længere til højre.. Eller var det mon til venstre? Oh dear mind, hvorfor skal jeg også være så glemsom i sådanne situationer?! Det er så typisk!

Jeg standsede op og prøvede at huske tilbage. Mit overblik var ganske småt over hele denne ende af London, og jeg havde aldrig i mit liv været her før. Derfor havde jeg kun minderne fra tidligere i dag til at finde frem til bilen.

"Jeg kørte vidst.. Derhen.." Jeg lukkede øjnene, mens jeg tænkte mig grundigt om. Pludselig åbnede jeg dem og kiggede ned ad den modsatte retning. "Eller var det der, jeg kørte hen?"

Sukkende stampede jeg i jorden, hvorefter jeg bestemte mig for at tage lykken til højre. Jeg følte efter fem minutter, at jeg var gået i den forkerte retning. Så langt væk havde jeg da ikke holdt? Jeg havde parkeret i nærheden af lejlighederne, og jeg var sikker på, at jeg kun havde gået i to minutter.

Jeg hev hårelastikken ud af håret, rystede på hovedet og lod det hænge som det ville, inden jeg vendte om for at gå i den modsatte retning.

Jeg nåede hen til døren, jeg før var gået ud af, og Niall stod der stadigvæk. Han smilede skævt, da jeg kom tilbage. "Jeg tænkte nok, du kom tilbage. Hvad end du skulle dernede, så holder din bil lige der." Han pegede ligeud, og jeg så på den flotte sorte Ferrari. Hvor typisk.

Jeg smilede taknemmeligt til Niall. "Eh, ja. Tak." Jeg tog fat om håndtaget på bildøren, fik den åbnet og satte mig ind. Niall kom løbende hen imod mig, som jeg havde gjort dagen før, inden min søster skulle køre.

"Hey, vent! I overmorgen.. Hvad skal du der?" Han så på mig med sine perfekte blå øjne, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Freak, de var dejlige.

"Eh, ingenting.. Tror jeg.." Jeg smilede skævt, da hans øjne lyste op. "Great. Vi tager nemlig ned på The Beach. Stranden med det enkle navn, men klart også den strand, der er mest blå. Drengene tager nok nogen med, så jeg tænkte på, om du ikke havde lyst til at komme også?"

Jeg så lidt på ham. The Beach. Der havde jeg godt været før. Mine veninder og jeg plejede at hænge ud der på de varmeste dage. "Aftale. Vi ses." Jeg smilede til ham, idet han trak sig lidt tilbage, så jeg kunne køre. Stranden. Det lød godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...