Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

457Likes
769Kommentarer
93927Visninger
AA

10. Jiall

Jeg sad i en rød lædersofa, der ærlig talt føltes hård. Niall sad ved siden af mig, mens de andre drenge sad i nogle matchende stole, der kunne dreje rundt. Well, de så barnlige ud. Stolene, altså. Måske også drengene, men det var nok bare deres åndssvage grimasser, de sendte hinanden.

Drenge.. De skal altid være så underlige.

"Vi er på om 5 minutter." En mørkhåret kvinde lavede tegn til, at vi skulle gøre os klar, og drengene satte sig til rette, mens jeg selv blot blev siddende. Jeg kendte udmærket godt kvinden. Hun var TV vært, men jeg anede ikke, hvad hun hed. Det med navne var ikke mit stærkeste punkt.

En masse kameramænd gjorde sig klar til at filme, og TV værtinden rettede stresset på sit hår. Folk løb frem og tilbage for at få de sidste ting på plads, inden interviewet skulle gå i gang.

Take it easy. Der var trods alt stadig 5 minutter.

Jeg var ikke spor tryg ved tanken om at skulle på LIVE TV i et interview, men jeg  havde ikke kunnet sige nej, da der stod en hulens masse paparazzier ude foran døren. De havde fulgt efter drengene hjem til mig, hvor de havde ventet på, at vi skulle komme ud, så de kunne få et interview med os. De havde endda trukket os med hen i deres TV studie.

Det kunne godt være, at drengene var vant til det. De så heller ikke nervøse ud. - Men jeg brød mig absolut ikke om kameraer eller om at være midtpunkt. Desværre havde de også insisteret på, at jeg tog med, og drengene havde forsikret mig om, at det nok skulle gå.

Jeg håbede inderligt på, at de havde ret.

TV værtinden satte sig til rette på den eneste sorte stol, der var i rummet, klistrede et falsk smil fast på læberne og vendte ansigtet mod et af kameraerne. Var der virkelig allerede gået 5 minutter?!

En mand begyndte at tælle ned fra tyve af, og jeg kunne mærke panikken sprede sig i min krop. Jeg burde ikke være her. Da der kun var fem sekunder tilbage, stoppede han med at tælle højt og lavede i stedet for tegn med fingrene, så TV værtinden kom direkte på.

"Det her er LIVE fra London TV station med Jane Fhorks." - Aha! Så det var hendes navn. "Jeg sidder her med det verdensomspændende boyband, One Direction, vi alle er så stolte af er nået til tops så hurtigt."

Jeg kiggede ned på mine sko. Slidte, sorte, Converse. Dem havde jeg tillid til. De havde aldrig svigtet mig, så det var dem, jeg følte mig mere tryg ved at kigge på. Ikke kameraet, ikke Jane, ikke Niall.. Kun mine sko. Lige nu lød det heller ikke til, at jeg var en speciel vigtig puslebrik i alle spørgsmålene.

Jane vendte sit ansigt mod drengene. "Jeg vil lige sige, at jeg aldrig har tvivlet på jer. I udstrålede succes første gang, I trådte ind på scenen i X-factor. Men det har I sikkert hørt mange gange i løbet af de sidste to år." Hun sendte endnu et af de kæmpe smil, som alle værter er specialister i at sende. Det må være noget, de skal læres op til gennem uddannelsen. Ellers ville de vel ikke minde så meget om hinanden.

Louis tog sin mikrofon op til munden for at sige noget, og det fik han lov til. Det var vel derfor, vi sad her. "Tusind tak, Jane. Det sætter vi stor pris på." Han sendte hende et smil tilbage, hvorefter Harry tog fat om sin mikrofon. Vi havde fået tre at deles om, og Harry, Louis og Niall sad med dem til at starte på.

"Vi har heller aldrig tvivlet på dig." Drengene begyndte at grine, og Jane kom lidt efter også ind i latteren. Jeg selv forstod slet ikke joken. - Hvis det da var det.

Jeg pustede fortvivlet til en tot af mit lyse hår, der hang ned i ansigtet på mig. Vi var endt på en TV station. Så langt havde jeg fået mine tanker med. Vi var i gang med en form for et interview.

- Og jeg var stadig sulten. Rigtig, rigtig sulten.

"Vi har også været så heldige at støde ind i Jennifer Miller, en af stjernerne fra Three Wishes, også kendt som Nialls kæreste." Heldige at støde ind i? Well, helt sikkert. I stod jo slet ikke ude foran døren indtil huset for at hive mig med herhen. Slet ikke.

Jane sendte mig endnu et af sine falske smil, men jeg undgik at sende hende et tilbage. Det orkede jeg ikke. Hun smilede alligevel selv nok for os begge to. Drengene kiggede på mig, sendte mig et smil, der i det mindste virkede ægte, hvorefter de rettede opmærksomheden mod Jane igen.

"I den sidste uges tid har der faktisk været utrolig meget snak om jer to rundt i gaderne. Især dig, Jennifer. Vidste I det?" Hun stillede spørgsmålet til os begge, men alligevel var det kun mig, hun kiggede på. Oh, my..

FÅ DOG DE FREAKING RAVNE ØJNE VÆK FRA MIG!

Jeg rømmede mig lidt, da Louis rakte mig sin mikrofon. Hvor typisk. Jeg gad jo ikke have den. Var det virkelig så svært at tyde?

"Altså.. Nej." Mit svar var en lav mumlen, og jeg var ikke engang sikker på, at det kunne høres. Niall svarede til gengæld også, så opmærksomheden blev ledt hen på ham. Heldigt nok. Ellers kunne det have været gået hen og blevet rigtig akavet, hvis hun havde spurgt endnu en gang.

"Jeg har ikke lagt mærke til det, nej. Men der sker jo så meget, som jeg ikke lægger mærke til, gør der ikke?" Jane begyndte at grine, og de andre drenge nikkede. Liam havde fået fat om Harrys mikrofon, som han nu havde munden ud for.

"Som vi før har sagt, Niall ville klart være den første, der døde, hvis vi var med i en gyserfilm. Han ville ikke have nogen idé om, hvad det var, der foregik." Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, og de andre brød da også ud i latter. Niall gik i forsvar med hænderne.

"Hallo? Det er da ikke sikkert!" De andre drenge insisterede alle på, at det var sandt, og Niall måtte overgive sig. Stakkels dreng. Jeg selv ville da klart flygte, hvis der dukkede et eller andet kødædende monster op foran mig. Medmindre..

Måske var det mig, der blev det? Jeg åd trods alt allerede kød. - Og jeg kunne spise meget.

Jo, jo. Det kunne faktisk være sejt at være uhyret i en gyserfilm. Helle for den rolle!

"Jeg kan nu forsikre jer om, at jeg stort set ikke har kunnet gå forbi en flok piger uden, at de snakkede om jer to." Jane smilede endnu en gang. Jeg gad ikke engang kigge på hende og prøvede i stedet for at finde ud af, hvilket af kameraerne, der kørte. For.. Det var vel ikke dem alle?

"I har jo været sammen i.." Jane holdt en pause som tegn på, at vi skulle gøre sætningen færdig. Drop det. Jeg anede det ikke. Jennifer havde ikke informeret mig om alt det her. Smil, kys, vink. Det var det eneste, der var blevet sagt. - Og lige nu hjalp det vidst ikke.

"4 måneder," svarede Niall. 4.. Jeg sank en klump. 4 måneder? Se.. Det var jo ikke bare en sølle måned, de så havde været sammen. De havde faktisk haft et ret.. Langvarigt forhold. Hvorfor, Niall? Hvorfor i al verden havde du været så dum at blive sammen med hende? Hun havde jo ikke ligefrem sat pris på det.

"Hold da op. Er det virkelig så lang tid?" Jane så på mig, og jeg løftede langsomt mikrofonen lidt tættere på mine læber, der forsigtigt adskilte sig. Forventede hun, at jeg ville sige noget andet, siden hun spurgte igen, eller var det fordi, hun var halvt døv, men ikke ville indrømme det?

Jeg gættede på det sidste. For freaking cup in cake, hun var jo TV værtinde. Man kan vel ikke forvente andet?

"Eh, ja." Jeg holdt en lille pause, men de ventede tydeligvis på flere ord fra mig af. Jeg havde ikke mere at sige, så hun kunne lige så godt komme videre, så vi kunne komme hjem igen. Væk herfra. Jeg sluttede det nu alligevel af med endnu et 'ja.'

"Jeg kan huske, at der i starten var en masse snak omkring jer, men det gled langsomt ud efter de første par dage. Hvordan kan det være, at jeres forhold pludselig er blevet så interessant igen?" Jane havde alle sine spørgsmål klar.

Jeg kunne ikke dy mig. "Det er vel ikke os, du skal spørge om det. Vi ved mindre om det end dig." Jane lo kort og.. Ja, hvad tror I? - Falsk. Jeg hadede allerede det pigebarn, og jeg havde ikke snakket med hende i mere end nogle få minutter.

Harry tog sin mikrofon tilbage. Det kunne kun betyde, at han kendte svaret. Eller.. Han troede det i hvert fald.

"Jennifer var jo en snotforkælet unge tidligere. Jeg hadede hende som pesten. Ja, undskyld Jennifer, men det overrasker dig vel egentlig ikke?" Han kiggede grinende på mig, og jeg kunne ikke hade ham for det, han netop sagde. Jennifer var lidt af en røv. - Og så var hans krøller for nuttede til, at man kunne andet end at synes, han var sød.

"Men.. Hun har ændret sig helt utroligt meget gennem, ja.. Det er vel den sidste uges tid, hun har ændret sig. Lige pludselig er hun faktisk.. Ret okay." Han sendte mig et venligt og charmerende smil, hvorefter han blinkede til mig.

Niall tog fat om min hånd og smilede også til mig. Et varmt smil, der borede sig ind i hjertet på mig. Hans hånd passede om min, og jeg kunne ikke lade være med at stirre ned på vores hænder, der langsomt smeltede sammen. Waow..

Jane afbrød min stirren med endnu et af sine latterlige spørgsmål. Find dig dog et liv, så du ikke behøver snage i andres.

"Jennifer, hvad siger du til det?" Jeg svarede hende kun med et lille træk på skuldrene, hvorefter hun stillede Harry et spørgsmål. "Hvordan har hun ændret sig?"

Jeg kiggede på Harry. Det her var faktisk interessant. Hvor meget havde jeg ændret mig? Hvor anderledes var jeg i min adfærd i modsætning til Jennifer?

"Det første tegn for mig var nok, at hun spillede kort. Det har hun aldrig gjort før!" Alle begyndte at grine, og jeg må indrømme, at min latter var blandt de andres. Tja, kortspil havde som sagt aldrig været Jennifers stærke side, nej.

"Hun har også skiftet tøjstil. Det kom ret pludseligt. Åh ja, og så spiller hun åbenbart beachvolley. Før i tiden har hun ikke gidet være med til det." Harry sendte mig et grinende smil, inden han fortsatte. "Og her tidligere i dag sagde hun noget, jeg ikke tror, jeg har hørt NOGEN SOM HELST sige før."

Jeg kiggede mig usikkert omkring. Eh, ja. Kameraerne fik mig altså til at føle mig utroligt utilpas. Bare et kamera var for meget for mig. Her var der.. Jeg orkede ikke engang at tælle dem.

Jane så nysgerrigt på Harry, så på mig og tilbage til Harry igen. "Må vi høre, hvad hun sagde?" Jeg kiggede kort ned på min hånd, der stadig lå i Nialls. Tsk. Nej?

"Ja da." What?! Næ, nej, ah-ah! Luk dog munden på krøltoppen! En eller anden?!

"Hun sagde.. Freaking milkshake.." Han brød ud i latter, og der gik ikke længe, før de andre også sad og var ved at dø af grin. Okay. Nu følte jeg mig lidt til grin. Underligt nok.. Var jeg det vidst også.

"I hvilken anledning, hvis jeg må spørge om det?" Jane sad faktisk med et smil omkring munden nu, der så.. Nej, det kunne ikke passe. Var det ægte?

"Jeg gav hende vidst et chok." Harry trak på skuldrene og grinte kort igen. Jeg så surt hen på ham, inden jeg begyndte at snakke uden mikrofonen; "Han gav mig et chok, der ville skræmme enhver! Seriøst, hvem bevæger sig også bare sådan lige.. Fra et sted til et andet?!"

Jane skyndte sig at hive min mikrofon op til munden, så jeg snakkede ind i den, og de nåede vidst at få det meste med. De grinte igen allesammen af mig, og jeg kunne ærlig talt ikke se, hvad det var, der var så morsomt lige nu.

"Hvad?" Jeg kiggede på Niall, der lod sin specielle latter flyde ud i rummet. Hverken han, Zayn, Liam, Louis eller Harry besvarede mit spørgsmål. Det blev Jane.

"Jamen, Jennifer, alle bevæger sig jo fra et sted til et andet? Ellers ville vi jo ikke komme nogen vegne." De blev ved med at grine, mens jeg selv sad og stirrede på værtinden. Cheese.. Jeg havde lige gjort mig selv mere til grin, end jeg i forvejen var. - Og det blev gjort LIVE foran hele London.

"Faktisk.." Jeg vendte hurtigt mit blik mod Niall, der nu sad og snakkede ned i sin mikrofon. Hvad havde han nu at sige? ".. Har jeg også en ret sjov historie om hende. Inden Liams fødselsdag var hun noget underlig. Hun sigtede på mig med en parfume, men ramte sig selv i munden. - 2 gange!"

Tak for det, Niall. Nu vil jeg gerne hjem.

"Oh my god, Jennifer. Enhver pige burde da kende til, hvilken vej parfumer sprøjter?" Jane grinede stadig, da hun stilte mig det halve spørgsmål, den halve konstatering. Som om hun ikke også havde prøvet at sprøjte forkert. Jeg var vel ikke den eneste.

"Jeg er ikke ligefrem bedste venner med min retningssans." Jeg tvang et svagt smil frem, og flokken begyndte igen alle at grine. Nialls grin var det mest tydelige gennem de andres, og jeg måtte indrømme, at jeg ikke selv kunne lade være med at slippe et lille grin ud mellem læberne til sidst.

"Så.. Du har faktisk ændret dig lidt, lyder det til. Det kan jo være derfor, at der er blevet rettet så meget opmærksomhed mod jer igen." Jane sendte os et smil, inden hun fortsatte. "Jeg har i dag for første gang hørt flere piger, kalde jer jeres parnavn. Selvom I har været sammen i.. 4 måneder, så har jeg først hørt jer blive kaldt det i dag. Zayn og Perrie blev hurtigt til Zerrie, Louis og Eleanor blev hurtigt kaldt Elouis, og Liam og Danielle blev også hurtigt kaldt Diam, men jeg må sige.. Det har taget sin tid for jer to at blive accepteret af Directionerflokken. Men det lyder til, at I nu har fået jeres navn og hermed er blevet godkendt af de mange fans." Hun sendte os et smil. "Jiall."

Oh.. My.. Freaking.. Cup.. In.. Cake.. Det der.. Det.. Nej..

Dear, dear life, lad det være en drøm. Vi er ikke lige blevet kaldt.. Jiall.. Vel?

Svaret kendte jeg nu udmærket godt selv. Jo. Jo, det var vi.

Nialls hånd klemte kort om min, og jeg følte endnu en varme strømme gennem min krop. Jeg sendte ham et svagt smil, mens mine tanker gentog alt det, der netop var blevet sagt offentligt. Vi var Jiall. For første gang var vi blevet kaldt Jiall af de mange fans. Seriously, betød det..

Betød det, at de bedre kunne lide.. Mig?!

Jeg blinkede et par gange med øjnene. Det var uden tvivl udelukket. Selvfølgelig var det kun noget, jeg ønskede. Eller vent, det gjorde jeg ikke? Hvorfor tænkte jeg også det? Hvorfor prøver mine egne tanker nu om at overbevise mig omkring det, at jeg kunne lide Niall på en mere intens måde end skuespillet? Det var jo ren volapyk! Det burde de da vide bedre end nogen andre? De tilhørte jo trods alt mig. Gjorde de ikke?

"Så.. Jennifer.. Vil du afsløre lidt af dine planer for d. 13?" Jane havde klistret endnu et af sine smil på læberne, og det var blevet halvt falsk igen. Hun havde åbenbart ikke noget at smile af længere.

Jeg begyndte at mærke svedperlerne på panden. Nu havde jeg snart brug for at komme ud i den friske luft. Det her var for meget for mig. Der var blevet kastet for mange sten i rygsækken. Hvad i al hvideste verden skete der d. 13. september?! Det var om fem dage.. Men burde jeg ligefrem have planer den dag?

Mikrofonen i min hånd ventede tålmodigt på, at jeg sagde noget ned i den. "Eh.. Jeg skal vel.. Altså.." Jeg kiggede mig omkring for at finde hjælp hos en af drengene, men de sad alle og afventede mit svar. Da jeg dog ikke sagde noget et stykke tid kom min redningsmand mig til hjælp.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ville vide, hvad jeg skulle stille op uden Zayn.

"Mon ikke det skal være en overraskelse. Fødselsdagsbarnet sidder jo trods alt også lige her." Han puffede Niall i siden, og de begyndte at smådrille hinanden lidt. Selv forstod jeg stadig intet. Aha. Et fødselsdagsbarn, d. 13, Niall, Jennifer.. Oh my GISP!

Det var forhåbentlig ikke Nialls fødselsdag. SIG DET IKKE VAR NIALLS FØDSELSDAG!

- Der var ingen, der sagde noget som helst i den retning.

"Det kan du selvfølgelig have ret i, Zayn." Jane sendte ham et halvt irriteret smil, inden hun vendte sig mod kameraet. "Det var så alt, hvad vi lige havde for i dag. Husk, at det var her, I hørte alt dette først: Jeg er Jane Fhorks fra London TV station."

Drengene vinkede til kameraerne, og jeg havde absolut ingen anelse om, hvordan de kunne være sikre på, at det var det rigtige, de vinkede til. Jeg selv hævede ikke engang hånden. Min utålmodighed var ved at være noget så forfærdelig stor.

Jane lagde sin mikrofon fra sig på et bord, hvorefter hun rodede lidt rundt i sit mørke hår, der stadig sad perfekt. "Så er vi færdige. Der er mad inde ved siden af, hvis I er sultne, men I har vidst en del, der håber på, at I snart bevæger jer ud." Hun smilede endnu et af sine falske smil, inden hun forsvandt hen til en af kameramændene.

Niall havde rejst sig op, idet der blev nævnt ordet 'Mad.' "Lad os få noget at spise. Det var trods alt derfor, vi overhovedet endte her." Han grinte kort, inden han bevægede sig hen imod rummet lidt længere væk. De andre drenge fulgte rystende på hovedet efter ham.

Jeg selv blev siddende i den røde sofa. Jiall. Det var det eneste ord, der kørte rundt i hovedet på mig lige nu. Jeg var slet ikke sulten længere. Nu ville jeg bare gerne se at komme hjem. Helst helt hjem. Væk fra Jennifers liv. - Men det var desværre ikke muligt for mig.

"Kommer du ikke, Jen?" Harry vinkede mig hen til ham, da han opdagede, jeg ikke var med. Med et kort suk rejste jeg mig op og gik med langsomme skridt hen til ham og de andre drenge.

Inde i rummet var der et langt bord fyldt med mad. Flere af kameramændene stod også og spiste og snakkede, mens Niall var gået dybere ombord i stort set alt maden. Hans tallerken var godt fyldt op, og det så ud som om, han ikke havde spist i flere dage.

De andre drenge tog også fat om en tallerken og førte lidt mad hen på den, men det var mindre end en fjerdedel af Nialls portion. Selv satte jeg mig bare ned på en stol i hjørnet, da min mave var fyldt med for mange knuder til, at jeg kunne spise.

Mad. Jeg elskede det ellers.

Niall kom hen og satte sig ved siden af mig og kiggede på mig med et undrende blik. "Du skal ikke have noget mad alligevel?" Jeg rystede på hovedet, som han accepterede, hvorefter han gik i krig med sin mad. Lidt efter kom de andre drenge også hen og satte sig ved os.

"Det gik da fint.." Liam så smilende på mig, inden han tog en lille kartoffel ind i munden og begyndte at tygge. Ja, fint for dem. Jeg var lige blevet til Jiall. Freaking Jiall! - Og det J stod for Jennifer, ikke Jessica.

Freaking cupcake, vær sød at bringe mig hjem.

 

***

 

Da drengene var blevet færdige med at spise og havde skrevet et par autografer til et par af medarbejderne inde fra studiet af, var vi endelig på vej ud derfra. Tidspunktet jeg havde ventet på i alt for lang tid.

- Ja, min tålmodighed var ikke ligefrem den bedste, det kan vi godt blive enige om.


Døren ud fra studiet åbnede Louis, men vi nåede kun få skridt ud af døren, inden vi nærmest blev overfaldet af en masse skrigende piger. De stod over alt, og vi kunne ikke komme udenom dem. Udover dem var der også en masse journalister og flere paparazzier, der tog billeder af os.

Jeg havde simpelthen ikke overskud til det her, men.. Hvad skulle man gøre?

Drengene vinkede, mens vi prøvede at mase os gennem hoben. Det var stort set umuligt. Flere af pigerne havde skrevet '1D' i ansigtet eller på et banner. Alligevel var der nogle enkelte skilte og bannere, de holdt oppe, som virkelig fangede min interesse.

Der stod 'Jiall.'

Drengene måtte stoppe op for at skrive autografer, mens jeg stod akavet tilbage. Pludselig blev der holdt et stykke papir op til mig med en kuglepind. Jeg så ned på en smilende pige, der bedte om en autograf. Jeg tog langsomt imod papiret og kuglepinden, mens jeg overvejede, hvad der ville ske, hvis nogen fandt ud af, at det ikke var en ægte autograf af Jennifer Miller.

Alligevel lod jeg kuglepinden glide hen over papiret, så der stod mit skuespillernavn. Jeg rakte hende papiret og kuglepinden, hvorefter jeg pludselig blev bombarderet med papirer, der skulle skrives under med en autograf fra mig af.

Det var faktisk en fed følelse, det måtte jeg indrømme. At stå der og dele autografer ud. Det var bare nederen, at jeg hele tiden skulle koncentrere mig om at skrive Jennifer i stedet for Jessica.

Eftersom vi efterhånden kom længere og længere gennem flokken af piger, begyndte de at trække sig lidt tilbage. - Journalisterne og paparazzierne prøvede selvfølgelig at komme så tæt på os som muligt.

Da vi skulle til at sætte os ind i bilen, vi var kommet herhen i, råbte hele pigeflokken i kor ét bestemt ord. Det ord, som fik mig til at stivne.

"Kys, kys, kys, kys.." Det fortsatte, og dem med bannerne, hvor der stod 'Jiall,' svingede dem voldsommere. Fotograferne kæmpede for at få et billede af Niall og jeg, som stadig ikke var trådt ind i bilen, da de regnede med snart at få et kys at se.

De kunne godt tro om igen. Ikke om jeg ville kysse med min søst..

Hans varme læber var pludselig presset ind mod mine. En elektrisk fornemmelse spredte sig i hele min krop, mens jeg forsigtigt gengældte hans blide kys. Jeg lukkede øjnene i, men kunne stadig føle fotograferne klikke ned på kameraernes knapper, høre pigerne skrige og huje, mens jeg selv mere eller mindre var inde i en drømmeverden.

Hans hånd lagde sig rundt om livet på mig, mens den anden støttede mod min nakke. Regndråber kunne pludselig mærkes, men da han ville trække sig væk, trak jeg ham hurtigt ind til mig igen. Regnen silede ned omkring os, men..

Jeg ville ikke give slip på den følelse, jeg netop havde i dette øjeblik.

 

____________________________________________________________________________

Lad mig høre jeres meninger omkring dette kapitel. Det var måske ikke det mest spændende, men jeg håber, at I vil fortsætte med at følge med i historien.

Tusind tak for alle de fantastiske likes og brugere, der har sat den på favoritten! Jeg skreg halvt, da jeg så, hvor mange der pludselig var, som fulgte med i den! Tusind, tusind tak! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...