Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
91588Visninger
AA

20. How to make chicken

Den sidste kniv fik jeg hurtigt lagt på plads, så hele bordopdækningen var klaret. Alt lå fint og lige. - Sådan da. Jeg var ikke god til det med vinkler, og jeg gik ærlig talt heller ikke op i det. I mine øjne så det hyggeligt ud med de grønne servietter, den hvide dug og det sædvanlige, der skal til, før et bord er dækket.

Der var stadig to timer, til Niall ville komme. Det var i dag, jeg havde tænkt mig at fortælle ham sandheden. Nu kunne jeg ikke gøre det i går. Hans lille kommentar omkring det, at han elskede mig, fik mig til at tie. Selvom han havde sagt Jennifers navn, var jeg ret sikker på, at det var mig. Inderst inde håbede jeg det også. Jeg havde det lidt på samme måde med ham. Det var bare for tidligt for mig at sige det til ham. Jeg havde trods alt kun kendt ham i lidt over tre uger. Han troede, jeg var Jennifer, og han troede dermed også, vi havde kendt hinanden i 4½ måned.

Der var forskel.

Egentlig var dette ikke vores første date, men det var den første, som jeg havde taget initiativ til. Ærlighed var vigtigt, og ud af ærlighed kom sandhed. Det var kun et spørgsmål om tid, indtil han alligevel selv ville regne det hele ud, og så var det vel bedre, han havde fået det at vide fra mig af. - Well, det havde egentlig nok været bedst, hvis Jennifer havde fortalt ham det. But.. Too late.

Med en klump i brystet gik jeg med små hurtige skridt ud i køkkenet igen. Stuebordet var det, jeg havde udvalgt som spisebord. Det var på en meget bare hyggeligere inde i en stue i forhold til et køkken. Klumpen sad som tegn på min nervøsitet for at fortælle ham det og samtidig også det, at jeg var spændt. Spændt på at se hans reaktion. Forhåbentlig ville der sidde et tilgivende smil om læberne, så vi kunne glemme det. Det var mit håb.

To indkøbsposer stod stadig på køkkengulvet hvilende op ad de nederste køkkenskabe. Jeg havde været nede og handle ind for kun få timer siden, hvor jeg herefter var strøget op ad trapperne for at tage et bad og få noget lidt pænere tøj på, end de joggingbukser jeg ellers bare var trådt i i morges.

Dovenskaben længe leve.

Lettere stresset hev jeg tingene ud af første pose og lagde dem hulter til bulter på bordet. En agurk, en bakke røde tomater, et salathoved, en pakke med 6 majsdåser, en pose med frosne ærter og en pose kartofler. For en sikkerheds skyld havde jeg valgt at gøre det nemt for mig selv, når jeg skulle til at lave maden nu her.

Kyllingen trak jeg op af næste pose samt. en ny mælk, en sodavand og nogle andre småting, jeg tænkte, jeg kunne få brug for. Intet af det så specielt svært ud, så nu var det bare med at komme i gang. Det skulle nok blive let. Jeg havde set folk lave kylling så mange gange.

For en kort stund stod jeg og kiggede lidt på den indpakkede kylling med det manglende hoved og de afplukkede fjer. Lyserød, det var tydeligt, at det var dens kulør.

Nu skulle jeg så bare i gang.

Well.. Hvordan startede jeg?

Hænderne. De skulle måske lige vaskes først. Hygiejnen skulle der i hvert fald ikke være noget i vejen med. Skulle jeg have klager over min mad, så skulle det ikke være fordi, at han blev syg af den. Nope, jeg.. Hvem sagde overhovedet, jeg ville få klager? Det blev da smadder nemt. Den skulle bare ind i ovnen. Ikke?

Hurtigt fik jeg vasket hænderne i køkkenvasken med en lille klat sæbe, hvorefter jeg tørrede dem i viskestykket, der hang på et af skabene nedenunder. Woop, woop. Ready, steady.. Chicken-time!

Jeg klappede hænderne sammen for at gøre mig selv opmærksom på, at nu var jeg klar. Energien var i top, kyllingen lå klar til forberedelse og.. Ja. Den skulle så bare lige ud af indpakningen. En saks var der brug for. Jeg havde vidst set en et sted i nærheden lige før.. Ehm..

Den første skuffe foran mig blev åbnet med et blødt træk, hvorefter jeg trak lidt hårdere i den under og stresset greb fat om den tredje. Den tøs havde ingen sakse, man bare lige nemt kunne hive frem. Sig mig, hvad skulle det forestille?! Maden skulle være klar til tiden!

Kniv. En kniv. Det måtte vel også kunne bruges. Jeg hev den første skuffe ud igen og tog fat om en helt almindelig kniv, om jeg herefter lod stikke sig gennem plasticen på indpakningen, så jeg til sidst bare kunne rive det op det sidste stykke. Let og elegant. Eller.. Næsten da.

Automatisk slikkede jeg mig kort om munden for at gøre mine læber en smule våde, da de føltes ualmindelig tørre. Om det var fordi, jeg gjorde det lidt for ofte, det vidste jeg ikke. Det var bare svært at lade være.

Imens kiggede jeg mig omkring i køkkenet. Skærebrættene havde jeg set flere gange, og jeg havde også brugt to af dem, mens jeg havde boet her. Yup. Henne i hjørnet stod de. Med et løst greb tog jeg fat om det yderste og trak det med hen til mit hjørne af de mange køkkenborde, som jeg havde tænkt mig at lave mad på.

Idet jeg rørte ved den døde fremtidige middag, væmmedes jeg straks ved den følelse, der var ved at røre den. Idr. Aldrig havde jeg rørt noget så vammelt, klamt, klistret og.. Nej, det var vidst de ting, jeg havde at sige om det.

Det var ikke sådan, jeg aldrig før havde lavet mad. Det havde jeg skam. Masser af gange. Jeg boede jo for mig selv i et lille hus. Kylling var bare ikke en af de retter, jeg havde lavet. Der havde det været nemmere at køre ned til den nærmeste Take-Away restaurant og få nogle sprøde kyllingevinger med mig hjem. Ellers lavede jeg de mere kedelige retter såsom pasta, kartoffelmos, that kind of food.. You know. De nemme. - Min mad kunne skam godt smage godt. Jeg var bare ikke altid så heldig med den. Engang brændte jeg mine pastaskruer på, kun fordi jeg havde glemt at hælde vand i også. En ret pinlig episode i mit madlavningsliv. Vær sød at glemme, jeg fortalte det.

Jeg lagde med rynket næse kyllingen fra mig på skærebrættet og stirrede på den. Skulle jeg så skære den over eller sådan noget? Måske jeg bare skulle sætte den ind, som den var nu? Men.. Hvad så med dens indvolde? Var de blevet taget ud af den?

Mit blik kiggede undskyldende ned på mine hænder, der holdtes langt fra mig af, som om de var fyldt med dødelige bakterier. Det var vidst ikke engang løgn. Salmonella kom, så vidt jeg huskede, fra kyllinger, høns, haner, den slags af fjerkræ. Det ville vel egentlig også sige en kalkun. Uh, og en struds! Men hvem i al verden kunne finde på at spise den kæmpemæssige fugl?!

Med en langsom bevægelse lod jeg min venstre hånd tage fat rundt om kyllingen, mens min højre gjorde sig klar til at komme ind i kyllingen. Yes, yes. Den skulle ind ad røvhullet og videre derfra. Op. Sådan.. Ind i den. Ad, nej. Det var simpelthen for klamt. Det kunne jeg ikke gøre. Mon ikke det på en eller anden måde var muligt at se ind. Hvis nu..

Jeg tog fat om lårene og spredte benene, så meget jeg kunne. På kyllingen, altså. Prøvende kneb jeg et øje sammen for bedre at kunne se ind i måsen på den. Hullet var ganske småt, og jeg kunne absolut ingenting se. Nada.

Sukkende lod jeg mig selv lege lidt med de små kyllingelår, mens jeg tænkte over, hvordan jeg skulle finde ud af, om den var blevet tømt for dens indre organer.

En lille kylling gik sin vej. Jeg tog fat om vingerne og fik den rejst op, mens jeg med et tænksomt udtryk i ansigtet, lod som om den tog nogle skridt med en smule hjælp fra mig selv af. Så kom den tilbage igen. Gå, gå, gå. Stop. Den var glad og dansede rundt. Hop, cha-cha-cha, drej rundt og split!

Hey. En kylling var ikke tosset legetøj. Den kunne det samme som en hvilken som helst anden dukke. Der var bare lige det, at den stank mere. Ellers havde den været et godt alternativ.

Sidespor var godt nok nemme for mig at komme ind på. Følg det lige spor, Jessica. Lige ud. Tænk, tænk, tænk. Hvordan kunne du finde ud af, om den var klar til ovnens varme?

Nu var det kun det ene lår, jeg trommede lidt med på skærebrættet i en yderst langsom rytme. Kedsomhed, stress og kylling var ingen god kombination. Just so you know it. Det ville ikke være godt, hvis I en dag kom ud for denne kagepine som jeg.

Mit blik landede på kniven, jeg havde brugt til at få plasticen op. Smålige takker på dens skarpe ende var blevet skabt, så den kunne skære sig gennem selv det sejeste kød. Skaftet tegnede på, at den havde været dyr. - Men hvad havde ikke været det her i huset?

Mine øjne blev først til en smal tynd streg, inden de spærrede sig helt op. Lys idé! - Det var så her, der godt måtte komme en eller anden form for lysende pære over hovedet på mig for at understrege det. Selvfølgelig kom den ikke. Den virkelige verden var bare ikke helt lige så sej som tegnefilms.

Hvis jeg alligevel skar kyllingen ud i mindre stykker, så ville jeg vel også opdage, om det var rent kød eller.. Om der også var et hjerte til stede. Eller en lever. Nyrer.. Tarme. Okay, det var vidst nok med navne på indvolde. Det at lave kylling kunne jo få sig selv til at miste lysten til at spise den senere.

Jeg tog hurtigt fat om kniven, og lagde min venstre hånd som støtte på kyllingen. Kort overvejede jeg, hvordan jeg skulle skære den ud. Tynde skiver, tykke skiver.. Tynde var nok fornemmest. Derfor.. Tykke skiver.

Med blide bevægelser skar jeg med kniven ned i midten af kyllingen. Jeg prøvede i hvert fald. Det viste sig, at kniven her ikke var helt så god, som jeg havde gået og troet. Det tog den hundrede år bare at lave et lille tegn, så man kunne se, at den overhovedet havde prøvet.

Freaking kniv!

Et irriteret lille suk undslap fra mig af, inden jeg igen gik i krig med at prøve og få skåret kyllingen ud. Enten var den utroligt dårlig til at samarbejde, eller også var kniven det. Måske var det dem begge. Det var ingen overraskelse, at alt skulle være mod mig. Det var mere blot typisk.

Jeg stak i aggression kniven lodret ned i kyllingen for så at puste lidt ud. Hvorfor gad den ikke gøre, som jeg ville have den til? Hvor svært kunne det være? Det skulle være så freaking nemt at lave kylling! Min kylling var åbenbart bare stædig nok til ikke at ville være let. Overhovedet. Måske skulle jeg have taget den, der lå ved siden af den henne i supermarkedet, i stedet.

Jeg rystede kort lidt på hovedet for at få en tot af det lyse hår væk fra ansigtet, hvilket kun forårsagede, at der røg to ekstra ned foran øjnene på mig. Med skulderen prøvede jeg smidigt at føre dem væk, da jeg ikke havde den store trang til at røre ved mit hår med mine stinkende kyllingefingre. Lige lidt hjalp det, og jeg gav til sidst op.

I stedet tog jeg fat om kniven igen for at komme videre. Idet jeg prøvede at hive den op, opdagede jeg, at den havde at sig fast. Hvor meget mere besvær jeg skulle have som modstand, det kunne jeg ikke svare på, men denne her kylling havde helt sikkert et tal på det. - Og jeg var til gengæld sikker på, at det var højt. Mindst trecifret.

Nu var det snart nok. Den kylling skulle ind i ovnen nu. Min opmærksomhed landede på brødkniven, jeg tidligere havde brugt til at skære en bolle over med, som stadig lå fremme. Jo. Den kunne godt gå an.

Ligeglad med, at den mindre kniv stadig sad fast midt i kyllingen, prøvede jeg nu i stedet at skære den ud fra siden af. Det gik ærlig talt nemmere. Havde jeg bare gjort det fra starten af, så havde jeg måske sparet mig selv for halvdelen af det besvær, den kylling havde forvoldt mig.

Siden jeg stod overbøjet og prøvede at skære det fjerløse fjerkræ ud med et koncentreret ansigtsudtryk, blev jeg noget forskrækket, da jeg hørte ringeklokken. Mit hjerte slog en hurtig saltomortale, hvorefter jeg selv smed brødkniven fra mig. Var klokken allerede 5? Det kunne ikke passe.

Ringeklokken lød igen, og jeg skyndte mig hen til vasken for at vaske mine hænder godt og grundigt, så jeg kunne komme ud og åbne. Efter at have tørret hænderne i viskestykket, løb jeg med små skridt hen mod døren, der igen gav lyd fra sig. På vejen stak jeg hovedet ind i stuen, hvor Jennifers store ud hang. Den var kun 4. Undrende gik jeg ud til hoveddøren og åbnede den.

"Du er en time for tidligt på den," sagde jeg lavt, og det kunne egentlig godt lyde som om, jeg ikke havde den store lyst til at lukke ham ind. Min gæst, Niall, smilede bare stort og trak på skuldrende, inden han besvarede min korte bemærkning.

"Det er første gang, du inviterer mig på middag. Her. Hjemme hos dig selv. Så det er noget ganske særligt for mig." Han kiggede ned på sine fødder, der bevægede sig usikkert til siden og tilbage igen med lette glid. Hvis ikke jeg tog meget fejl, så jeg også hans kinder blusse en anelse op, idet han sagde det. "Jeg ville ikke risikerer at komme for sent."

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hvor kært. Nu var det i hvert fald tydeligt at mærke, mine kinder begyndte at få farve i sig. "Okay. Kom bare ind. Jeg er i gang med maden. Du kan vel sætte dig ind i stuen i mellemtiden eller noget.."

Niall fandt mit blik og dannede øjenkontakt, hvorefter han rystede klukkende på hovedet. "Jeg vil hellere hjælpe dig. Sidst vi lavede mad sammen gik det jo fantastisk." Han blinkede grinende til mig, og jeg lo smilende med.

Sandwicherne hjemme hos Zayn havde ikke været en succes for de andres vedkommende. De fleste blev ikke spist, og Zayn nægtede at lade os sidde i hans sofa med vores mayonnaise- og remouladeklattede bluser på, så vi havde været nødt til at låne en af ham. Jeg så ret hardcore ud i den. Måske jeg skulle overveje at få mig en magen til?

Jeg gik et skridt til siden, så han kunne komme ind. "Det er vel i orden. Jeg kan nok godt bruge lidt hjælp," svarede jeg ham endnu smilende. Han trådte ind, og jeg lukkede døren bag ham for så at gå tilbage til køkkenet. Niall var lige bag mig med hænderne i lommerne på bukserne, som om han ikke vidste, hvor han ellers skulle gøre af dem.

"Hvad skal vi have?," spurgte han forventningsfuldt. Jeg grinede kort. Gennem de sidste tre ugers tid havde jeg gennemskuet Nialls glæde for mad. Han kunne spise utroligt meget, og han kunne spise.. Ja, stort set når som helst.

Med en hurtig håndbevægelse tog jeg fat om den lille kniv, der endnu sad fast i kyllingen, og trak den op, så hele dyret fulgte med. Niall så på mig med store øjne, da jeg vendte mig med front mod ham med kyllingen på kniven i min højre hånd.

"Kylling," svarede jeg smilende, og der gik ikke lang tid, inden Niall brød ud i sit helt specielle latterbrøl. Hvorfor han grinte, ja, det kunne jeg så ikke helt finde svar på.

Han pegede stadig grinende på kyllingen, inden han kom med svar på mit tænkende spørgsmål. "Mener du helt seriøst, at vi skal spise den kylling? Den er jo fuldstændig massakreret!"

En lille flod af fornærmelse skyllede ind over mig, men jeg viste det ikke. Han kunne vel ikke vide, hvor meget besvær jeg havde haft med at få den så langt som nu. "Well.. Den er i det mindste ikke levende, vel? Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg får den klar til at blive sat ind i ovnen. Jeg er bare lidt i tvivl om, hvordan jeg skal få den skåret ud. Kniven her.." Jeg lagde kyllingen tilbage på skærebrættet og prøvede at hive kniven op et par gange, inden jeg gjorde en ende på min sætning. ".. Sidder fast."

Et endnu højere latterudbrud hørtes fra Niall af, og jeg så undrende på ham. Hvad grinte den dreng nu af? Jeg prøvede at forklare ham situationen, og han syntes, det var hylende morsomt? Det endte jo med, at vi ikke fik noget mad.

"Hvorfor vil du skære den over?," spurgte han lidt efter, hvor han var stoppet med at grine. Hans nuttede smil sad dog stadig og omkransede hans læber, og jeg kunne ikke lade være med at sende ham et varmt smil til gengæld.

Jeg kiggede tænkende på kyllingen, der var hovedparten i vores aftensmad. "Jeg så ikke helt nogen anden løsning, når jeg nu skulle finde ud af, om dens indvolde var blevet taget ud. Du ved, je.." Niall afbrød mig med endnu et pludseligt grin. Selvom han lige nu irriterede mig grænseløst, så følte jeg stadig en glædelig fornemmelse indvendigt, der ikke kunne skjule endnu et smil fra min side af. Mit gæt var, at det bare var sådan, når man var forelsket.

"Du har ødelagt vores middag, Jenny," var det eneste, han sagde lidt efter. Jeg så på ham, tilbage på kyllingen og igen tilbage på ham. "Selvfølgelig har jeg da ikke det," svarede jeg ham imod. - Selvom jeg måtte indrømme, den så ret ødelagt ud. Desværre.

"Jo, du har." Han sendte mig endnu et grinende smil, inden han pegede på kyllingen. "Næste gang skal du bruge en kødsaks. Du skal ikke skære den over. Den skal klippes over ved lårenes ende, vingernes ende og fint ind i brystet. Du kan ikke skære den over. Da slet ikke med sådan en kniv." Han pegede på kniven, der sad fast og grinte igen.

Jeg lagde armene over kors, inden jeg forsvarede mig selv. "Jeg brugte også en brødkniv til sidst." Dette fik ham bare til at le endnu højere, og jeg kunne godt selv høre, at det lød en smule tumpet, når jeg sagde det højt. Men altså.. Et eller andet skulle jo gå galt for mig i dag, right? Ellers ville det da først gå hen og blive fuldstændig forkert!

"Det er ikke meget bedre, Jen." Han holdt en kort pause, hvor han så på kyllingen og herefter rettede opmærksomheden mod mig. "Jeg tror, vi bliver nødt til at tage ud og spise. Hvad siger du til det?"

Jeg tænkte mig kort om. Min middag var åbenbart ikke god nok. Og ærlig talt.. Jeg havde selv heller ikke megen lyst til kylling længere. "Det lyder som en god idé," svarede jeg smilende efterfulgt af et lille klukkende grin. Det lød faktisk som en strålende idé.

"Super," udbrød Niall og klaskede hænderne sammen, inden han gik ind i stuen. Jeg selv vaskede mine hænder en ekstra gang, da jeg igen havde rørt ved den forbandede kylling. Hvad gjorde jeg nu med den?

Inde i stuen stod Niall med ryggen til mig, havde hovedet på skrå og hænderne begravet i lommerne. Det var åbenbart deres tilflugtssted. Zayns hænder havde vidst den samme vane. Jeg gik med langsomme skridt om bag ham. Snedig som en ræv. Listetå, listetå, listetå, liste, liste, listetå.. Og..

"BØH!," råbte jeg højt og hoppede op på ham med hænderne på hans skuldre. Mine ben svang jeg rundt om hofterne på ham, og han gav et forskrækket ryk fra sig, inden han udbrød endnu et udbrud af sin helt særlige latter. Den fantastiske latter jeg aldrig ville blive træt af at høre.

Han drejede rundt et par gange og gik hen til sofaen, hvor han prøvede at svinge mig af. Jeg gav nogle små skrig fra mig, mens jeg klamrede mig ind til ham for ikke at ryge ned, hvilket jeg til sidst måtte opgive. Da jeg røg ned på sofaen, hoppede han også op og satte sig på mine ben. Jeg begyndte straks at skrige mine små uhjælpelige skrig igen. 

"Nå!," sagde han grinende med et lumsk tonefald. Hans fingre begyndte at kilde mig på maven, halsen og tog også små feje midler i brug, som at kilde mig under armene, når jeg grinende svang dem over hovedet med store bevægelser.

"Stop, top, STOOOP!," grinte jeg, men han blev bare ved. Det var som om, at drengene bare havde noget med at kilde folk. Da jeg blev accepteret i vennekredsen, skulle jeg også have verdens største kildetur, jeg nogensinde havde fået mig før. Det måtte være helt normalt for dem.

"Sig; Niall er den sødeste i hele verden!," forlangte han grinende, og jeg rystede hurtigt på hovedet. "Aldrig i livet!," grinede jeg videre. "Så bliver jeg ved," sagde han bestemt og kildede mig endnu mere.

Jeg spjættede vildere og overgav mig til sidst. "Okay, okay! Niall er den sødeste i hele verden!," grinte jeg højt, og han stoppede kilderiet. Han smilede stort til mig og lod mine ben komme fri. Jeg satte mig forpustet op og så på ham med et kærligt, venligt og et 'Det-skal-du-få-betalt'-blik.

"Bare vent..," sagde jeg lavt, og vi grinede begge to. Han så lidt på det opdækkede bord og så pludselig mere alvorlig ud. "Waow," fik han sagt, og jeg mærkede pludselig en varm fornemmelse i brystet igen. Smiger til min flotte borddækning.

Han vendte igen opmærksomheden mod mig og smilede kærligt. "Skal vi ikke bestille det her hjem i stedet, nu du har dækket sådan et flot bord?," spurgte han stille. Jeg gengældte mildt hans smil og trak beskedent på skuldrene. Han kunne da også charmere sig ind i hjertet når som helst. Med et kort nik svarede jeg ham.

"Pizza?," spurgte han med et hævet øjenbryn. Jeg slog desperat ud med armene til begge sider. "Alt andet end kylling!"

 

____________________________________________________________________________

Jeg har haft en skriveblokade. Jeg ved, hvad hvert kapitel skal omhandle, men jeg kunne bare ikke skrive lige her i går, så jeg ved ikke, om jeg stadig har ligget lidt under for den her i dag. Undskyld, hvis det blev meget kedeligt og langtrukkent.

Endnu en gang, HVOR ER DET VILDT! Den er oppe på over 180 favoritlister og 130 likes! Skriiiig! Det gør mig bare så freaking glad! :D

Tusind, tusind tak! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...