Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
91427Visninger
AA

24. Hi, I'm Jessica

"Du elsker ham jo ikke!," råbte jeg hårdt.

"Men det gør du måske?," spurgte hun, stadig med det forbandede hånlige smil omkring læberne. Jeg adskilte læberne for at svare hende, men det var ikke min stemme, der kom ud. "J-Jennifer?" Stemmen fik både Jennifer og jeg til at dreje ansigtet mod personen, der stod med store øjne og stirrede på os.

Min stemme blev pludseligt svag og kunne nemt knækkes over. "Niall?"

Han vendte sig kort om for at se tilbage mod døren, som om han ikke vidste, hvor han skulle gøre af sig selv. Forvirret kløede han sig i håret, og hans øjne udstrålede hans paniske glød, idet han igen vendte blikket mod Jennifer og jeg, der begge stod og kiggede ængsteligt på ham.

En nervøs og usikker latter brød gennem stilheden, der havde sneget sig ind over os, og Niall rystede grinende på hovedet. Jennifer kiggede undrende på mig, og jeg sendte hende det samme blik tilbage. Hvorfor grinede han?

"Jeg syntes ellers kun, jeg drak én øl i går," hakkede han nervøst midt i sin usikre latter og kiggede frem og tilbage mellem os, som om han håbede på, at vi ville bekræfte det, at han nok bare var fuld. Ingen af os sagde noget, og jeg tog nervøst fat omkring venstre overarm med højre hånd, mens jeg bed mig hårdt i læben.

Nialls latter holdt pludseligt op, og han så mere alvorlig ud end før. - Dog stadig fuldstændig lost. I stedet for at sige noget, lod jeg Jennifer tage over, som allerede havde taget de første skridt mod ham. Alene tilbage blev jeg blot stående og kiggede på dem med en smag af dårlig samvittighed i munden.

Det her var klart den værste måde, han kunne få det at vide på.

"Niall, hør her.. Det.. Altså.. Det her er min.." Jennifer kunne tydeligvis ikke få sig selv til at sige det, og hun sendte mig et blik, der inderligt bad om hjælp. Som svar rystede jeg på hovedet. Det her måtte hun selv klare. Mit blik landede på Niall, hvis blik fór forvildet fra Jennifer til mig.

"Det er Jessica..," afsluttede hun sin sætning og så flovt ned i gulvet, præcis som jeg selv gjorde for nogle korte sekunder siden. Niall så ikke ud til at vide, hvad han skulle sige, for hans blik fortsatte bare på samme måde som før. Frem og tilbage, tilbage og frem. Freaking cupcake, det var til at blive vanvittig af! - Men jeg ville ikke stoppe ham i det. Hvad end han gjorde, så var han i sin fulde ret til det.

Langsomt hævede jeg højre hånd som en hilsen og sendte ham et nervøst smil. "Hej," mumlede jeg svagt. Intet svar. Øjnene kørte videre i samme rytme, og Jennifer tog med en pludselig bevægelse fat om min ene arm. Chokeret så jeg på hende med store øjne, da jeg ikke havde opdaget, hun var gået tilbage til mig.

Med et hårdt skub fik hun mig tættere på Niall, og jeg kiggede forskrækket tilbage på hende. "Jeg kan ikke.. Du må fortælle ham det," bad hun og vinkede mig længere væk fra hende med højre hånd.

Niall så forvirret på mig, og jeg rømmede mig kort. Det var ikke tiden til at diskutere med Jennifer og få hende overtalt til selv at fortælle det. Nu skulle det bare gøres. - Uden flere forskruede drejninger. Den stakkels dreng stod jo og var fuldstændig fra den.

"Vil du ikke ind og sidde ned?," spurgte jeg ham lavt om, hvorefter jeg tvang et venligt smil frem på læberne. Mest af alt havde jeg lyst til at begrave mig selv i en kageform, men det var ikke til nogen nytte nu. Da han ikke svarede mig, gik jeg ud fra, at han nok hellere ville blive stående. Jeg selv kunne nu ellers godt trænge til at få måsen i sofaen. Men..

"Jeg er Jessica..," Min hånd lagde sig på mit bryst for at understrege, at det var MIG, der var Jessica. Selv lagde jeg ikke mærke til det. "Jeg er Jennifers søster. Vi er sådan.. På en måde.. Tvillingesøstre.. Du ved, enæggede. Vi ligner hinanden en smule," underdrev jeg for groft og sukkede lavt.

Stadig intet svar.

"Her de sidste par uger.. Har jeg sådan lidt.. Overtaget Jennifers rolle. - Som Jennifer," prøvede jeg mig frem. Åndssvagt, det kunne vi godt blive enige om, at det lød. Nervøsiteten hang mig ud af halsen, og den var ikke til at synke, selvom jeg desperat prøvede.

Niall svarede stadig ikke.

Igen tog jeg mig sammen og fortsatte med den rystende stemme. "Vi besluttede os for at prøve hinandens liv.. Jennifer som mig, jeg som Jennifer. Faktisk var det først meningen, vi skulle bytte om igen om to uger, men.." Jeg så mig kort tilbage mod Jennifer, der stod og trippede afventende på en reaktion fra Niall af. "Her er vi så.. Begge to." Mit blik rettede sig igen mod de fortabte øjne, der stadig stirrede forvirret frem og tilbage mellem os.

Et suk kom over mine læber endnu en gang, da jeg virkelig ikke vidste, hvordan jeg skulle få det sagt. I realiteten var der vel ingen rigtig måde. Det skulle bare overstås. - Hurtigst muligt. Havde der været en rigtig måde, så var det under ingen omstændigheder denne. Ingen tvivl om det.

"Jeg vidste ikke.. Altså, det var ikke meningen.. Du skulle faktisk ikke.." Irriteret over min hakkende stemme, stoppede jeg mig selv for at tage en dyb indånding, inden jeg fortsatte. "Jennifer fortalte mig ikke noget som helst omkring det, at hun havde en kæreste, så jeg.."

Hvor typisk det end måtte lyde, så afbrød Jennifer mig selvfølgelig netop her. "Hey! Selvfølgelig fortalte jeg dig om ham! Han er jo min kæreste for Gods sake!" Hun var med små lette skridt hurtigt henne ved os og smilede falsk til Niall, absolut helt uskyldigt, inden hun vendte sin opmærksomhed mod mig og sendte mig et par dræberøjne.

Endnu ingen lyd fra Niall af.

"Put nu de freaking løgne i skabet og kom frem med sandheden, Jenny! Du fortalte mig ikke en remoulademad om hverken Niall, Harry, Liam, Louis, Zayn ELLER Laurence! Jeg var totalt på bar bund! Aldrig i it liv har jeg følt mig mere ydmyget end de seks uger, jeg har gået rundt og ladet som om, jeg var dig, Jennifer Miller, en verdensberømt sangers kæreste, der var hadet af alt og alle!," skreg jeg højt og tog overrasket mig selv i det.

"Det lykkedes dig ikke særlig godt," svarede hun mig skarpt igen. Hendes øjne borede sig ind i mine, og jeg kneb vredt øjnene sammen. Om Niall så stod her, så ville jeg ikke give efter for hendes himmelblå gyserøjne. Aldrig, aldrig mere.

Hele sandheden skulle på bordet nu.

"Jeg reddede dit forhold og dit rygte!," snerrede jeg af hende, og hun grinede falsk og hånligt af mig, inden hun straks var tilbage til sit alvorlige udtryk med en jægers blik.

"Du fik mig fyret og ødelagde mit forhold!," vrissede hun ophidset tilbage, og jeg slog vildt ud med armene, inden jeg begyndte at fægte spørgende med dem.

"Jeg fik dig kun fyret, fordi jeg ikke kunne holde tanken ud om Laurence, der blev ved med at lægge an på mig, eftersom han troede, jeg var dig! Helt ærligt, Jen, man har altså kun én kæreste ad gangen! - Og drenge som Laurence er ikke værd at samle på!," råbte jeg højt og fægtede en sidste gang med armene, inden jeg afsluttede det.

"Hvad ved du om det?! Du har jo kun prøvet at stjæle mine kærester, du har aldrig prøvet at få dig en selv!," hvæsede hun faretruende, og jeg tiede fuldstændig stille. "Så du skal ikke komme her og spille bedrevidende overfor mig! Jeg gjorde, hvad jeg måtte gøre, okay?!"

Uroligt sank jeg en klump, men det fik ikke nervøsiteten, der nu var blevet erstattet af vrede, til at forsvinde. "Og hvad var det så?," spurgte jeg stille om. Var jeg mon så heldig, at..?

"Jeg er en fucking pige, Jess! Jeg er ikke en tøs som dig! Piger har brug for at leve livet, og det er svært, når ens kendis kæreste ikke har lyst til mere end det at kysse! Laurence var min redning, og jeg er kun sammen med Niall for reklamens skyld, okay?!," skreg hun overilet.

Jeg stirrede på hende med forbavsede øjne uden at sige noget. Niall var også stadig i tavshed og stod med sit tomme og fuldstændigt fortabte blik og stirrede direkte mellem os, som om han var faldet i staver. Nogle sekunder nåede at gå, inden Jennifer opdagede, hvad det var, hun faktisk havde sagt, og straks prøvede hun stammende at redde den.

"Nej, jeg mente ikke.. Jessica, hvorfor ødelægger du alting for mig?!," skreg hun hvæsende op i hovedet på mig, og jeg trak det automatisk lidt tilbage. Det var nemt at springe ens trommehinder på den måde, og jeg var faktisk ret tilfreds med at kunne høre, hvad andre sagde. Well, de gange jeg rent faktisk kunne høre det.

"Hvad mener du? Det gør jeg da heller ikke?!" Rasende skreg jeg det tilbage i hovedet på hende, og modsat til mig lod hun ikke sit rykke sig den mindste smule. Hendes sammenknebne øjne stirrede vredt ind i mine, og hun var klar til vores næste skænderi. Pauser var ikke på talefod, når det kom til netop vores fights.

"Jo, du gør!," vrissede hun hysterisk af mig og nænnede ikke at give sig. Lynene stod ud af øjnene på hende, og selv om vi altid havde lignet hinanden, så havde hun altid haft større talent for at dræbe andre ved hjælp af sit blik.

"Nej, jeg gør ej?," modsagde jeg hende kort og kontant. Min stemme var ikke op i det øverste toneleje længere, og det lod til at provokere Jennifer endnu mere. Træt af at skændes med hende, havde man åbenbart ikke lov til at være.

"Vel gør du så!" At give sig kunne ikke tænkes, at hun ville gøre, som hun blev ved med at insistere på, at hun havde ret. Normalt var jeg villig til at se, om det faktisk kunne være mig, der havde lavet en fejl, selv overfor Jennifer, men her kendte jeg allerede til personen, der havde begået den fejl, hun prøvede at løbe fra; Yup, Jennifer.

"Hvorfor siger du det? Hvad mener du med det?," forlangte jeg at få at vide, og jeg lagde stædigt armene over kors, mens jeg lagde hovedet en anelse på skrå. Blot for at understrege min spørgende stemme. Jeg havde absolut ingen anelse om, hvad det var, hun mente.

"Jeg mener skam bare, at du ødelægger mit liv!," skreg hun højt, og det skar mig i øregangen, rungede for en kort stund. Ausch, hendes skrig var dog forfærdelige. Heldigvis var de ikke en overraskelse for mig.

Vreden blussede op i mine kinder igen og farvede dem lettere røde. "Så vidt jeg ved, er det da dig, der har løjet omkring alt! Dine følelser, dine forældre, din søster, i det hele taget bare din familie og ja.. Stort set alt!"

En lille svag lyd afbrød vores skænderi, og vi stirrede begge på Niall igen. Hans mund stod halvt åben, som om han prøvede på at sige noget, men der kom ingen lyd ud. Kort efter lukkede han munden igen og rykkede ikke sit blik. Han stirrede ud i den tomme luft, hvorefter han endelig fandt frem til de ord, han ledte efter.

"Så.. I siger altså.." Han blinkede vildt med øjnene, da han langt om længe kom ud af sin trance og nikkede først mod mig og herefter Jennifer. "Du.. Og du.. I er.. Altså.. Du.. Jennifer er.. Hun.. Du er ikke.. Altså, dig.. Du er hendes.. Så.." En kort pause blev holdt mellem al hakkeriet, mens han sank en klump, og det sidste ord blev hvisket svagt og rystende. "Virkelig..?"

Pludselig vidste jeg ikke længere, hvilket ben jeg skulle lade vægten hvile på. Ingen af os havde skænket Niall et eneste blik her til sidst, og jeg følte pludselig et stort ubehag samle sig til en kæmpe hvirvelstrøm i maven på mig.

Da det ikke lod til, at Jennifer havde tænkt sig at svare, hang den igen på mig. Typisk også. Freaking Jessica skal freaking altid svare på de freaking ubehagelige spørgsmål, der freaking kommer fra hendes freaking tvillingesøsters kærestes freaking mund, som hun freaking selv er brændt freaking varm på. - Oh yeah. That's fair.

"Well.. Ja," mumlede jeg svagt og kiggede hurtigt ned på mine fødder, der stadig prøvede at finde ud af, hvilken en af dem, der ville få det meste af min kropsvægt.

Endnu en gang åbnede Niall munden for at klappe den samme kort efter og så åbne den igen. "Men.. Jamen.. Så du.. Du er ikke.. Du er faktisk.. Og du.. Du er ikke.. Og jeg.. Jeg har bare været.. Har jeg bare været.. Altså.. Du er hende? Og du er hende?" Han så på os en af gangen, inden hans blik drejede sig til den næste. Ærlig talt forstod jeg godt, hvis det var en smule overvældende og forvirrende.

"Hvem er Laureen?," spurgte han. Et pludseligt emneskift, der måske ikke kunne undgås helt. Spørgsmålene hang ham med sikkerhed ud ad halsen.

"Laurence," svarede Jennifer rettende tilbage. Det hjalp hende ikke ligefrem, og det så ud til, at Niall kun blev mindre glad af det.

"Svar ham nu bare, Jen," insisterede jeg roligt. Det var ikke til at holde ud. Akavet, pinligt og ikke mindst dybt ydmygende, det var, hvad det var. Sådan her skulle det ikke have været. Sådan her skulle han ikke have fået det at vide.

Et opgivende suk hørtes fra Jennifer af, inden hun skamfuldt så ned i gulvet for at undgå både Nialls og mit blik. "Han er.. Han er.. Jeg.." Endnu et suk skød over læberne på hende, hvorefter hun tvang sig selv til at fortsætte. "Jeg har måske ikke været helt ærlig overfor dig, Niall."

"Nej, det begynder jeg at kunne forstå," svarede han hende blot. Køligt. Skuffet. En stemme man bare ikke ville høre fra ham af. Den altid så rare, smilende og glade Niall var ødelagt.

"Laurence og jeg har måske haft lidt.. Vi har måske haft lidt kørende.." Hun holdt en kort pause, inden hun fortsatte under pres og tvang. "Altså, ja. Vi har haft noget kørende bag din ryg."

Endnu en akavet tavshed sprang frem og greb fat om hele huset. Ingen sagde en eneste lyd, og vi stirrede alle forvildet omkring os. Det var tydeligt, at ingen af os syntes, dette var sjovt. Ikke en eneste. Heller ikke Jennifer, der selv var skyld i det.

"Sig noget, Niall," bad hun tæt på gråden. Hendes øjne var blanke, og jeg kunne ikke forholde mig til at kigge på det, da mine følelser så også ville overstrømme mig. Det kunne jeg ikke have. Ikke nu. Jeg var nødt til at være stærk et stykke tid endnu.

Igen åbnede Niall munden og så tænksom ud, som om han tænkte over, hvad han skulle sige. Hans blik var stirrende ud i luften, og han vendte det langsomt til at kigge på Jennifer, inden han sagde noget. "Hvad har du ellers ikke sagt? Hvad var der med dine forældre?"

Trippende med fødderne blev jeg stående med blikket i gulvet. Akavet, akavet, akavet. Ville de mon opdage det, hvis jeg gik? Sikkert. Det her handlede jo egentlig også om mig. Mine løgne. Mit svigt af Niall. Jeg kunne ikke bare løbe fra det. Måske var jeg en kryster, men jeg ville ikke være den slags af arten.

"Ser du..," startede Jennifer ud med at sige. Lav som hendes stemme var, var det næsten umuligt at høre hende, mens den samtidig rystede noget risikabelt. Alligevel kunne de fleste ord høres, og man kunne gætte sig til sammenhængen. "Min far er ikke rigtigt i modebranchen. Han er pædagog i en børnehave i udkanten af London. - Og tjener på en restaurant."

"Hvad med din mor?," spurgte Niall lidt højere. Hans stemme rystede ikke lige så meget, men blikket var klart ikke lykkeligt. Det var næsten værre.

"Hun.. Hun.."

"Hun er død," afsluttede jeg sætningen for hende. Stemningen var uudholdelig, og det gjorde det kun mere pinefuldt, at Jennifer stammende trak tiden ud.

"Tak for hjælpen, Jessica," snerrede hun muggent af mig, og jeg trak en smule på skuldrene som et 'selv tak.' Glad for min afbrydelse havde hun vidst ikke ligefrem været, men jeg kunne høre på hende, at det under alle omstændigheder var nødvendigt.

"Hvorfor har du ikke fortalt mig det?," lød det skuffet fra Niall af. Stemmen borede sig dybt ind i hjertet på mig, og jeg var ret sikker på, at jeg aldrig ville glemme den. Det var uden tvivl den frygteligste skuffede stemme, jeg nogensinde havde hørt.

"Jeg følte ikke, at det var nødvendigt. Det var flovt. Du ville sikkert være alt for medlidende på det punkt, og det ville jeg ikke have. Jeg følte ikke, det var vigtigt," svarede Jennifer lidt mere fast i stemmen end tidligere.

"Det vigtige er, at du løj for mig. Op til flere gange," kom det igen fra Niall med samme tonefald. Skuffelse. Av.

"Jeg blev nødt til det," hviskede hun lavmælt, som om hun ikke kunne holde ud at høre sig selv sige det.

"Nej." Ordet lød hårdt og kom fra Nialls mund. Alligevel dirrede hans underlæbe en smule, da han fortsatte. "Du var ikke nødt til det. Det var et valg, du traf. - Og så kan du jo selv bedømme, om det var det rigtige."

Endnu en gang var det som om en engel vadede gennem rummet og lukkede munden på os allesammen. Det blev Niall, der brød stilheden med endnu et spørgsmål. Spørgsmålet, jeg selv også brændte for at få et svar på. "Og.. Hvorfor har du aldrig fortalt mig.. Om din søster? Jeg har altid gået rundt og troet, at du var enebarn?!"

En musestemme kom pludselig gennem Jennifers åbne mund. "Det.. Jeg.. Jeg var bange," hakkede hun kort og så skamfuldt ned i jorden.

Jeg sank en klump, der selvfølgelig blot blev siddende. Den typiske følelse man nu engang havde, når man ikke vidste, hvad man skulle sige, når man var nervøs, eller hvis man stod overfor en domstol. Måske havde jeg aldrig prøvet det sidste, men det her var stort set det samme, det var jeg trods alt sikker på.

"For hvad dog?," fik jeg fremstammet til sidst. Niall lukkede munden sammen, som han netop havde åbnet, da han sikkert også havde villet komme med et spørgsmål eller en bemærkning, eftersom jeg kom ham i forkøbet.

Jennifers blik rasede mod mig, og jeg tog mig selv i at føle mig en smule skræmt. De himmelblå øjne kunne skræmme livet af enhver, selv en med de samme. - Især, når de ikke var venligtsindede.

"For julemanden, selvfølgelig!," svarede hun mig med ironi i stemmen og lagde hovedet nikkende en smule på skrå. "Hvad tror du selv, Jess? Det var jo nok dig, ikke?!"

Undrende blinkede jeg med øjnene. Havde hun lige indrømmet, at hun var bange for mig? "Hvorfor i al freaking cupcake var du dog bange for mig?," spurgte jeg uforståeligt om. Alle svarene var ved at komme frem nu.

"Fordi jeg ikke ville have, at det samme skete igen!," råbte hun nærmest af mig, og jeg fór forskrækket en smule sammen. Hendes hårde tonefald så ikke ud til at ændre meget på Nialls ansigtsudtryk. Han stod blot og stirrede halvt på mig, halvt på intet.

"Jeg er ikke helt med..?," vovede jeg mig selv at sige.

"Selvfølgelig er du ikke det. Det forlanger jeg skam heller ikke af dig. Men nu ved du det." Hun svarede mig hårdt, kort og med et stort fedt punktum, der sikkert skulle være en ende på det hele. Fra min side af var det langt fra slutningen.

"Jeg kender knapt halvdelen," sagde jeg lavt. Mit blik farede tænksomt rundt omkring, mens tanker strømmede rundt i hovedet på mig. Til sidst lod jeg det vende tilbage til at hvile på min fortvivlede søster. "Har det noget at gøre med, hvorfor du gik for 2 år siden?"

Opgivende slog hun ud med armene, og de klaskede hende i siden, idet de vendte tilbage fra deres flyvetur. "Ben slog op," udbrød hun grådkvalt, og jeg lyttede medfølende til hvert et ord, hun sagde. "Jeg havde endelig fået overbevist mig selv om, at det kun kunne være det rigtige. Det kunne kun være os to. Ham og jeg. Vi var det perfekte par. Derfor havde jeg også tænkt mig, at han skulle få at vide, jeg elskede ham."

"Elskede du ham?," afbrød jeg hende ukontrolleret og uovervejet. Hun så surt på mig, og jeg tiede straks stille, som om jeg intet havde sagt.

"Nej, jeg elskede ham ikke. Men det troede jeg dengang. Han tog mig med i biografen. Vi så en eller anden uinteressant film med nogle drenge, der spillede fodbold og slog sig løs i gaderne. Hans valg. Jeg tog kun med, fordi jeg ville være sammen med ham og slippe lidt væk derhjemmefra. Egentlig var det fint nok, lige indtil.." Hun holdt en kort pause, inden hun undslap et suk, rystede på hovedet og fortsatte. "Han fortalte mig midt i filmen, at han ikke længere gad være sammen med mig. Følelserne for mig var væk.."

Et stik af medlidenhed kom ind i mig, og jeg havde straks ondt af hende. "Det er jeg ked af at høre, Jen." Min stemme var hviskende og fyldt med alverdens følelser. Alt dette havde jeg slet ikke vidst.

"Det bør du også være! Det var din skyld!," vrissede hun dømmende mod mig. Øjnene flammede, og jeg fattede virkelig ikke, hvad hun mente med, at jeg var skylden i, hun mistede Ben.

"Min skyld?," spurgte jeg hende overrasket om, og hun kiggede op i loftet, som skulle hun til at råbe af opgivelse. Som var jeg verdens mest fatsvage person. - Hvilket jeg måske var. Men her havde jeg altså mine grunde. Hun kunne da lige indvie mig.

"Han var faldet for dig, Klodshans!," råbte hun og så igen direkte på mig.

"Mig? Jamen.." Længere nåede jeg ikke, inden jeg blev afbrudt af hende.

"Præcis! Hvorfor dig? I snakkede aldrig sammen, du faldt over alt og alle, tabte dine og andres ting ned i både skraldespande og risengrøden, snublede over dine egne ben, begyndte at snakke underligt med alt dit.. Freaking crap halløj, glemte dine ting overalt, sprang næsten fysiklokalet i luften.."

"Tak!," cuttede jeg hende af, da det lød som om, hun kunne fortsætte i al evighed. "Jeg behøver ikke få det hele opremset. Det er jo som at opleve det igen. Jeg var der trods alt selv, dengang alle de ting skete."

"Han sagde, at han måske elskede dig, hvis ikke han tog meget fejl!," skreg hun ophidset af mig. Jeg bebrejdede hende kun en smule.

"Det var jo ikke min skyld!," råbte jeg med en hæs stemme tilbage. "Desuden snakkede han aldrig med mig. Overhovedet. Heller ikke derefter. Jeg har aldrig set ham, siden I slog op!"

"Jeg havde altid været jaloux på dig, Jess," hviskede hun i et bestemt tonefald, der virkede nedladende både overfor hende selv og mig. "Hvorfor, ja, det vides ikke. Men derefter kunne jeg ikke holde tanken ud, at du var min søster.."

"Jamen, Jennifer.."

"Jeg var bange for, at man ville opsøge dig. Du ved, en kendis' enæggede tvillingesøster ville sikkert være ret interessant. Tænk, hvis folk ville gå hen og syntes bedre om dig end om mig? Tænk, hvis folk igen ville vælge dig frem for mig. Når først jeg havde præsenteret mig som enebarn, så kunne jeg ikke lave om på det. - Og det ville jeg heller ikke." Hun så kort ned i jorden, inden hun igen hævede blikket og så på mig.

"Hvorfor lod du mig så lade som om, jeg var dig?," spurgte jeg hende undrende om. Det hele begyndte at give mening, men der var alligevel løse ender. En masse. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne få et svar på alle mine spørgsmål, men jeg kunne måske stadig få besvaret nogle af dem, og det ville jeg gøre et bravt forsøg på, selvom hun var noget ophidset.

"Jeg havde brug for ferie. Jeg ville lidt væk herfra. - Og efter at have mødt dig igen, var jeg ikke spor bekymret for noget som helst. Jeg var ret ligeglad, egentlig. Du kunne da ikke få en lus til at bryde sig om dig? Helt ærligt, du var jo stadig bare et barn.. Et klodset barn med alle de.. De dersens.. Ordsprog, du nu engang bruger. At du så fik drengene til at synes om dig og senere hen også andre, det var mig jo kun et plus. So what? At du kyssede Niall? So what? Det gav mig flere fans, det gav mig reklame, og jeg havde jo Laurence. Men det.. Det at han i går erklærede dig sin kærlighed.. Det var uudholdeligt! Hvorfor elsker folk dig, ikke mig?!," skreg hun til sidst og brød ud i en lettere gråd, hvor tårerne løb hende ned ad kinderne og dannede våde afmærkninger.

"Jamen, Jenny, jeg..," prøvede jeg at sige, men det blev heller ikke til meget mere, selvom det kun var en start på en sætning. Hun afbrød mig endnu en gang.

"Det er lige meget nu. Mit liv er ødelagt efter det her. Selvom jeg ikke elsker ham, så piner det mig alligevel, at du igen bliver valgt frem for mig," græd hun højlydt og hysterisk. Det gjorde næsten helt ondt at se og høre.

"Men..," startede jeg ud med at sige, inden hun igen afbrød mig. Hun ville tydeligvis ikke høre mere på mig. Det var nok også ved at være nok.

"Han elsker dig. Det gør kun ondt, fordi jeg ved, du er så meget bedre end mig. Bare.. Gå. Han er din," snøftede hun grædende. Kort efter var hun på vej op ad trappen med små hulk og en bøjet ryg med ansigtet begravet i hænderne. I et stykke tid så jeg efter hende, indtil Niall fik min opmærksomhed drejet mod sig ved at lade mig høre hans stemme.

"Nej," sagde han kort. Hans øjne var sørgmodige, og det så ud til, at han meget let kunne gå hen og græde. Mit hjerte hamrede og dunkede hårdere og hårdere mod mit bryst, mens jeg prøvede at synke klumpen, der stadig sad fast i halsen på mig.

"Jeg forstår jer virkelig ikke..," fortsatte han forfærdet og rystede svagt på hovedet. De blå øjne fik mig til at føle mig mere skyldig end før, og jeg mærkede langsomt min nakke sænke sig, som han fortsatte. "At I kunne gøre det?! Jeg har været bolden, der har holdt gang i jeres spil. Løgne, løgne og atter løgne, der var bygget op på endnu flere løgne. Jeg.. Hvorfor løj I? Jeg troede.. Jeg forelskede mig jo pludselig i jer.. Dig.. Jeg mener Jessica!" Han slog sig irriteret i hovedet, mens han forvirret kludrede rundt i vores identiteter.

"Jeg ved det.. Undskyld." Skamfuldt så jeg ned i jorden, mens følelsen af skam kun bredte sid videre ud i kroppen på mig. Maven, benene, fødderne, tæerne, armene, fingrene, halsen, hovedet.. Det var kun lyden af skridt, der fik mig til at hæve blikket i en hulens fart, så jeg netop nåede at se Niall, der var på vej ud.

"Niall, vent!," råbte jeg og satte i løb efter ham på mine strømpesokker. Han vendte sig om mod mig, og jeg stoppede op foran ham. Vejrtrækningen hev i mine lunger, mest pga. min nervøsitet. Han blik udstrålede stadig hans skuffelse, vrede, sorg og forvirrede tanker.

"Jeg ved, jeg burde have fortalt dig det, og jeg prøvede faktisk også, men.." Sukket fik mig automatisk til at holde en pause. "Jeg dummede mig. Kan du ikke tilgive mig?," bad jeg ham inderligt om. Mit blik fastholdt hans et par sekunder, inden han rystede på hovedet og tog fat om dørhåndtaget. Døren åbnede sig og lukkede sig med et smæk bag ham.

Alene stod jeg tilbage og så ind i den hvide dør. En sløret hinde begyndte at danne sig foran mine øjne, og tårerne trillede lydløst ned ad kinderne på mig. Mit hjerte var stort set gået i stå, og jeg vidste, at jeg nu virkelig havde mistet al livsglæden.

Jeg havde mistet Niall.

 

____________________________________________________________________________

Først og fremmest skal det lige siges, at jeg har været freaking nervøs for at publicere dette kapitel, da I alle lyder til at have haft meget store forventninger. På forhånd undskylder jeg derfor, hvis det har været lidt skuffende.. Det håber jeg nu ikke. c:

Ehem.. Jeg takker jer lige igen for alle de flotte mange likes og en tak til alle jer, der gider læse min historie! Det gør mig utroligt glad. <3

Jeg har nogle spørgsmål, jeg håber, I vil hjælpe mig med at besvare. Well, de er jo egentlig lavet til jer, jeg gad bare godt have nogle svar derpå. xD

1. I mit næste kapitel har jeg overvejet, om jeg skal lave synsvinklen anderledes. Det bliver ikke fra en af drengenes eller Jennifers, nej. Det bliver en altvidende fortæller, hvis det er, der ser det, som drengene ser, hører det, som drengene hører and that stuff.. For det ville ikke ødelægge næste kapitel, eftersom det går ind og fortæller lidt om, hvad der sker hos drengene, mens Jessica og Jennifer også er der. På hvilken måde, det vil jeg ikke afsløre, men drengene kan se dem. Hvad siger I til det? Skal jeg gøre det sådan, eller skal jeg fortsætte med Jessicas? - Næste kapitel bliver højst sandsynligt ikke så langt.

2. Hvad synes I om de forskellige personer nu? - Ren nysgerrighed. (;

Tak på forhånd! n.n

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...