Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
91232Visninger
AA

22. Here it ends

Fumlende med nøglen prøvede jeg at låse døren op. At handle var ikke nemt med flere fans af drengene i hælene, som nu også ville have min autograf. Udmattende var et godt ord, der beskrev hele min krops følelse nu. - Well, mere mine hænder, der var i krampe. Men.. Jeg fik da købt de småting, jeg manglede.

Efter lidt tid fik jeg døren op og smed indkøbsposen på gulvet, hvorefter jeg trådte ud af mine converse og hev jakken af, ærme efter ærme, inden den også blev smidt op på kommoden herude. Dagen var stort set kun lige begyndt, men jeg var allerede utroligt træt. Hele natten havde jeg ligget og tænkt over, hvad jeg skulle gøre med Niall. Når han engang kom tilbage, ville det ikke længere være mig, der var her, og så ville jeg aldrig se ham igen. Søvn var ikke det, jeg havde fået mest af.

Med et lille gab, der trængte sig på, gned jeg mig i øjet og gik ud i køkkenet for at få noget at drikke. Tørsten sad som sandpapir og skrabede mig op og ned ad halsen. Uudholdeligt? Yup. Det var en freaking ubehagelig følelse, som kun gik væk på én måde: Vand. Selvom saftevand nu også var et meget godt alternativ. - Og så smagte det bedre.

"Gulerod?," hørte jeg pludselig min egen stemme sige. Forskrækket stoppede jeg op og stirrede ængsteligt ned ad mig selv. Så vidt jeg huskede, havde jeg ikke sagt noget, men.. Jeg hørte det jo lige?

En knasende lyd trængte sig nu igennem mine trommehinder, og jeg vendte mig i et chok om for at se, hvad det var. Mine øjne spærrede sig op, da jeg så ind i mit eget levende spejlbillede, der tyggede på en gulerod og havde snackposen i hånden.

"Jennifer?," spurgte jeg hviskende. Hun smilede falskt, hvilket fik mig til at indse, hvordan det så ud, hvis jeg en dag også gjorde det. - Alt for indlysende. Da hun havde fået tygget sin gulerod færdig, lagde hun posen fra sig på bordet og rejste sig op fra en af stolene.

"Overrasket?" Hun svarede mig med et nyt spørgsmål, og jeg stod mere eller mindre måbende med munden halvt åben og så op og ned ad hende. Hendes tøj var det samme, som hun var taget af sted i for halvanden måned siden; De lårkorte cowboyshorts, den nedringede top, læderjakken og de pink stiletter.

"Jam.. Me.." Jeg sank for at få mig selv til at tage mig en smule sammen og hakke knapt så meget. Overrasket var vidst en underdrivelse for, hvad jeg var. Det her var det sidste, jeg havde forventet ville ske. En uanmeldt tilbagekomst af Jennifer. "Hvad laver du her?"

Hun smilede stadigvæk, men jeg vidste, at der lå en anden følelse bag hendes øjne. Hvilken kunne jeg bare ikke gætte mig frem til. Hun tog hånden op og førte en hårtot om bag det ene øre, inden hun straks var ovre mig som en løve, der skulle spise sit udvalgte byttedyr.

"Ja, hvad tror du?!," hvæsede hun skarpt, og jeg kunne nu tydeligt se, hvad det var, hendes øjne havde gemt for en følelse. Raseri. Vrede. Aggression. Det var som at opleve dagen for to år siden igen. - Bare to år ældre.

"Du skulle kun spille mig.. Spille mig!," fortsatte hun i samme tonefald som før, mens hun gik tættere og tættere på mig. Desperat tog jeg for hver gang, hun tog et skridt frem, et skridt tilbage, ind mod stuen.

"Måske er skuespil ikke din stærke side, men du kunne i det mindste prøve. Bare.. Gøre et forsøg! Men næææh, nej! Jessica har jo aldrig gjort noget ud af ordet 'prøve!'," skældte hun ud. Havde øjne kunnet dræbe, så var jeg død i netop dette øjeblik.

"Hvad freak sker der for dig?!," råbte jeg igen ad hende, mens jeg nu stod op ad sofaen. Hun lagde vredt armene over kors og stirrede på mig, som om hun forventede, at jeg snart ville falde død om, så hun kunne danse sejrsdansen over mit lig.

"Stop med det fucking freak! Det er ikke til at holde ud at høre på!," skreg hun frustreret op mod loftet, og jeg tiede straks stille med blikket hvilende afventende på hende. Nu var det på tide, at hun forklarede, hvorfor hun var her to uger før tid, hvorfor hun skreg og skældte mig ud, og hvorfor hun skulle kritisere mig som altid.

"Du kyssede Niall..," startede hun ud med, men jeg afbrød hende hurtigt. "Det sagde du jo, je.." Nu var det min tur til at blive afbrudt af hende. Hendes stemme var en smule mere rolig og lav, men vreden stak stadig under. "Hvilket jeg er fuldstændig ligeglad med."

Jeg fattede seriøst ingenting. Hun brød sig måske slet ikke om Niall, men hvorfor var hun så så freaking sur? For the cup in cake, forklarelsen måtte godt komme lidt mere rent, tak!

"Du fik mig til at miste mit job..," fortsatte hun og viste mig avisen, hvor der stod, at Jennifer Miller var blevet fyret. Jeg hev den irriteret ud af hænderne på hende og smed den fra mig. Hvor ville hun hen med alt det her?

"Og ikke nok med det.." Hun holdt en kort pause, inden hun sluttede sætningen af. "Så har du fået Niall til at elske dig. Hvad i hede hulen bilder du dig egentlig ind, Jess?!," skreg hun ad mig, og jeg tog i forsvar hænderne op. Det hjalp dog ikke spor.

"Du bryder dig jo slet ikke om ham!," skreg jeg igen. Mine følelser var alt for blandede til, at de kunne beskrives. Hendes øjne borede sig ind i mine, og jeg mærkede den prikkende fornemmelse af raseri brede sig i min krop også.

"Hvad mener du med det?," spurgte hun snerrende og kneb sine lyseblå øjne sammen. Hendes hår sad som mit eget og hang løst ned omkring ansigtet. Det var kun tøjet, der var forskelligt på os.

"Ja, hvad tror du?! Du fortalte mig for det første ikke om ham.."

"Det var ikke nødvendigt," hvæsede hun insisterende, men jeg ignorerede hende blot. Hvæse havde hun altid kunnet, men det var et talent, jeg også havde arvet. Nu var det mig, der snakkede.

"Vel var det så nødvendigt! Jeg sprøjtede mig selv i munden to gange med en parfume, fordi jeg troede han var en voldtægtsmand!," skreg jeg ukontrolleret. Jennifer slog en hånlig latter op og rystede på hovedet af mig, som var jeg den dummeste person, hun nogensinde havde ført en samtale med. - Hvilket i sidste ende måske slet ikke var så forkert.

"Lad være med at grine!," fortsatte jeg snerrende. - Det var skam heller ikke kun hende, der havde det talent. "Han var SÅ tæt på at se mig nøgen!" Jeg viste hende det ved at lave en centimeters mellemrum mellem tommel- og pegefinger.

"Oh my God, Jessica, du er da også verdens mest tøsede jomfru, der findes!," klukkede hun, stadig med det hånlige tonefald gemt bag latteren. Jeg mærkede vreden blusse op i mine kinder, som hun bare gjorde mig mere og mere rasende.

"At være verdens mest tøsede jomfru er da bedre end at være verdens billigste luder!," gav jeg igen, og hun stoppede sit klukkende grin. - Yup. Der ramte jeg plet. Desværre fik jeg det straks dårligt over det, jeg netop havde sagt. Jennifer var jo ingen luder. Hun var bare.. En løgnagtig tingest.

"Jeg er ingen luder..," hviskede hun lavt, og hendes blik var blevet mere flammende end før. Undskylde var jeg vidst nødt til. Og det skulle gå ret stærkt, så det ud til.

"Jeg mente det ikke sådan, Jen, det var bare.." Hun cuttede mig fuldstændig af, inden jeg nåede at få min undskyldning længere end dette. Hendes humør var åbenbart ikke i nærheden af noget, der havde tålmodighed til at høre på mig.

"Hvorfor hader du mig, Jess?!" Hun skreg det højt og tydeligt, og det skar mig i øret. Hurtigt tog jeg mig til det øre, der gjorde mest ondt og kneb det ene øje sammen, indtil hun var færdig. Skænderier fandtes ikke værre, end dem Jennifer kunne få op at køre.

"Det er da ikke mig, der har løjet for alle omkring mig!" Idet jeg råbte det, tav hun og så på mig med sit mest hadefulde blik, vi kunne forårsage, inden hun rystede kraftigt på hovedet, så det lyse hår fløj om ansigtet på hende.

"Jeg har ikke løjet," svarede hun mig igen. Jeg kunne ikke lade være med at lægge armene over kors og sende hende et spørgende og mistroisk blik med øjenbrynene hævede. Troede hun virkelig selv, at jeg var SÅ dum?

"Nu gør du det jo igen," konstaterede jeg. Hun vendte sig irriteret om og så ud til at tænke over sit næste træk. Jeg havde regnet for mange ting ud, det vidste jeg. - Men det var alt sammen hendes skyld alene.

Jeg tog et skridt hen mod hende og lagde min ene hånd på hendes skulder for at få hendes opmærksomhed igen. Automatisk drejede hun hovedet mod mig, inden hun igen bestemte sig for at kigge ned i gulvet. "Hvorfor har du ikke sagt, at mor er død?," spurgte jeg hende lavt om.

Hun så fortsat ned i gulvet og viste ingen tegn på at have hørt mig, men jeg vidste, at det var sivet ind. Efter lidt tid svarede hun mig nærmest sørgmodigt. "Det virkede ikke som det rigtige. Jeg havde ikke brug for deres medlidenhed. Jeg er ikke lige så svag som dig," sagde hun hårdt og vred sig ud af det blide greb, jeg havde om hendes skulder.

"Synes du, jeg er svag?," spurgte jeg oprigtigt interesseret om. Egentlig kendte jeg godt hendes svar. Det havde altid virket som om, at hun havde følt sig bedre end jeg, og på de fleste punkter havde hun også været det. - Men nu var jeg snart ikke så sikker på, at hun var den, der forstod at leve livet bedst.

"Du har altid bare sagt, at din mor ikke levede, hver gang folk spurgte om det. At din far arbejdede i en børnehave og på en restaurant. - Kun fordi, at du havde brug for medlidenheden! Det kaldes at være svag, Jessica!" Hun så på mig med øjne, der var vædet i tårer.

At knække over havde jeg ikke tænkt mig at gøre foreløbig, selvom det at se hende græde inderst inde gjorde ondt. "Nej, Jennifer. Det kaldes at være ærlig. At sige sandheden som den er. Hvis ikke man kan det.. Så er man svag. Hvis man har brug for at lyve og ikke kan stå ved, for den man er, så kan man kalde sig selv svag."

Hendes hænder dækkede ansigtet, og hun skreg højt ned i dem. Herefter kiggede hun op på mig med et blik, der lynede. "Jeg er ikke svag! Det har jeg aldrig været! Det har altid været dig!"

Jeg sank en klump. Det havde hun måske ret i. - Men vores roller var blevet byttet en smule om her på det sidste, og det havde måske påvirket mig en smule. Jeg valgte at ignorere hendes bemærkning og skiftede emne til mine mange spørgsmål igen. "Hvorfor har du ikke fortalt om mig?"

En tåre rullede end ad kinden på hende, idet hun så på mig, og hun rystede afvisende på hovedet, som om det kunne hjælpe hende. "Det kommer ikke dig ved!," snerrede hun grådkvalt.

"Det gør det da! Det er ligesom mig, det handler om? Hvorfor har du ikke fortalt, at du har en søster?," krævede jeg at få at vide. Da hun ikke svarede, mærkede jeg igen vreden bruse op i kinderne på mig. "Jennifer, hvorfor?!"

"Fordi!," svarede hun provokerende. Det var ikke et svar. Det havde det aldrig været. Alligevel havde det været det, vi altid havde svaret hinanden, når vi ikke gad forklare noget. Som regel kom vi uden om det på den måde, men hun skulle ikke slippe godt fra det denne gang.

"Det er ikke noget svar, og det ved du godt!," råbte jeg irriteret af hende, og hun vendte ansigtet om mod mig og skreg mig ind i hovedet som et andet lille barn. Det var så her, jeg kunne sige, jeg var meget mere voksen end hende. Eller.. Well.. Jeg skreg igen. Så jeg var måske ikke meget bedre.

"Svar mig nu, Jennifer! Hvorfor måtte ingen kende til mig? Var du flov over mig?!" Hun rækkede tunge, og jeg rullede med øjnene. "Er vi ikke blevet ældre siden sidst for to år siden?," spurgte jeg hende provokeret om. Jeg selv kunne godt svare på det; Nej.

Hun nægtede endnu en gang at svare mig, og jeg tog utålmodigt fat om hendes arm, som hun straks hev til sig. "Hvorfor, Jen?!" "Fordi!," vrissede hun endnu en gang. Nu kunne det meget let gå hen og gå galt. Min utålmodighed var blevet for stor til, at jeg selv ville kunne holde barnlighedens skænderier tilbage.

"Fordi hvad?!," råbte jeg højt, og hun besvarede mit spørgsmål med endnu et 'Fordi.' Det begyndte at gå mig på nerverne, og jeg valgte at skifte hen til et andet spørgsmål for så at vende tilbage til det senere. Jeg kunne lige så godt udnytte tiden fornuftigt og stille hende alle mine mange spørgsmål.

"Hvorfor er du Niall utro? Hvorfor er du sammen med ham, hvis du alligevel ikke kan lide ham? Hvad søger du hos Laurence, som din kæreste ikke har? - Hvem af dem, der så virkelig ER din kæreste? Hvorfor hader alle dig sådan? Hvad har du gjort?! Hvorfor var du ligeglad med, om jeg kyssede Niall, og nu går du helt amok? Svar mig nu på et eller andet, Jenny!," skreg jeg med mange flere spørgsmål parat.

"Du giver mig jo ingen chance!," skreg hun blot igen, og jeg kunne se, at hun måske havde ret. Hun kunne umuligt få besvaret nogle af mine spørgsmål, hvis ikke jeg gav hende lov.

"Undskyld," svarede jeg lavt, og hun sukkede højlydt, inden hun begyndte at pille ved sin tommelfingernegl, der var blevet pålagt en smuk gang manicure.

"Laurence og jeg er bare venner..," startede hun ud med, og jeg afbrød hende hurtigt. Løgnene var hermed slut, nu skulle sandheden altså på bordet. "Cheese, Jennifer, han kyssede mig! Jeg ved, at der er mere mellem jer!"

Hun så irriteret på mig, da jeg havde regnet hendes lille affære ud. Spørgsmålene skulle besvares, og det skulle være nu. "Han er charmerende, okay?! Hvad så hvis vi har været sammen en gang.." "Eller to," afbrød jeg hende igen, og hun så surt på mig. "Kender du mig bedre end jeg selv? Nej, så hold kæft, mens jeg prøver at forklare dig noget!"

Jeg holdt munden lukket, mens jeg hørte på hende. Det virkede bare som om, hun hele tiden prøvede at sno sig uden om mine spørgsmål. "Laurence og jeg ER bare venner. Vi var bare sammen nogle gange.. Sådan.. Vi fik for meget at drikke, og det skete ved et uheld. Det har du måske også prøvet, uden du har opdaget det, da du ikke kunne huske det? Hvem ved, måske er du slet ikke jomfru, Jessica?"

Jeg stirrede på hende med hævede øjenbryn. Det her var bare for meget. Løgn efter løgn var lig med flere løgne. Havde hun glemt, jeg havde levet hendes liv de sidste 6 uger? Glemsomhed lå til familien, men jeg nægtede at tro det.

"Du drikker ikke, Jennifer. Det fandt jeg ud af til Liams surpriseparty, som du heller ikke fortalte mig en kage om." Min stemme var mere rolig, og det provokerede hende tydeligvis. Vreden var dog stadig boblende og vild indvendigt, og det kunne meget hurtigt komme op til overfladen igen.

Hun kiggede på mig med et blik, der sagde, at hun var godt træt af hele tiden at blive gennemskuet af mig. Jeg slog ud med armene for et kort øjeblik. "Du kan jo bare lade være med at lyve for mig."

Hvæsende drejede hun om på hælene og satte kursen mod trappen. Hurtigt var jeg efter hende og greb fat om begge hendes skuldre. Så let skulle hun ikke have lov til at slippe. Efter et kort, men højt skrig fra hende af, satte hun tænderne i min venstre hånd. "Giv slip!," vrængede hun og prøvede at vride sig ud af mit greb, der straks blev meget svagere, da jeg tog hånden til mig i smerte.

"Du bed mig!," skreg jeg forfærdet, og så på hende med overraskede og alt andet end rolige øjne. "Du freaking bed mig!" Jeg skubbede hårdt til hende, og hun var straks ved at miste balancen i sine høje sko. Utroligt nok formåede hun stadig at stå oprejst, og hun skubbede hurtigt tilbage.

"Du gav jo ikke slip, vel?!," svarede hun hysterisk, og klodset som jeg var, var det mig, der faldt. - Og jeg havde ingen sko på. Hvor typisk det så end måtte være, så var det bare ikke den rette timing.

"Du har jo ikke svaret mig endnu!" Jeg kom hurtigt på benene igen med lidt hjælp fra hænderne af, og Jennifer var halvvejs oppe ad trappen, fuldstændig ligeglad med mig som altid. Hvorfor kunne hun ikke tage det lidt alvorligt?

"Jenny!," råbte jeg snerrende, inden jeg løb efter hende op ad trappen. Efter at have drejet hovedet kort om for at se, hvad jeg havde gang i, satte hun farten op. Mine strømpesokker kom mig til gode, da hun så ud til at have det lidt besværligt med farten op ad trapperne.

"Gå hjem med dig, Jess! Det er mit hus! Skrid!," hvæsede hun og kastede i forbifarten, af et lille bord oppe i gangen, en rød taske efter mig. Et skingert og forskrækket skrig undslap mine læber, idet den ramte min hævede arm, jeg brugte til at beskytte mit hoved med, hvilket viste sig at være en ret god idé. - Tasker gjorde ret ondt at få kastet efter sig.

"Ikke før du svarer på mine spørgsmål!," råbte jeg tilbage til hende og fortsatte op ad trappen. Der var ingen tegn på, hvor Jennifer var løbet ind, så jeg løb selv blot ind på værelset, der viste sig at være tomt. En lyd hørtes ude fra gangen af, og jeg vidste straks, at det var Jennifer.

"Jen!" Jeg løb ud på gangen og så hende løbe ned ad trappen igen, og jeg bestemte mig irriteret for at gøre det samme. Mine ene fod fik trådt ude i spidsen af den modsatte sok med hælen, hvilket forårsagede, at jeg ikke kunne løfte foden og snublede efter at være nået hen til starten af trappen.

Som en anden rullende nar faldt jeg hele vejen ned ad trappen og tog Jennifer med i købet, da jeg rullede ind i hende, så hun mistede fodfæstet. Et skrig startede med at høres fra hende af, hvorefter hun begyndte at ømme sig sammen med mig.

Da vi kom ned på gulvet igen, rejste Jennifer sig straks op, mens jeg selv blev liggende med tanker omkring de mange blå mærker, jeg ville få dagen efter. Det var ikke fordi, det gjorde mig noget. Jeg havde så mange i forvejen. Det var mere det, at.. Det gjorde ondt.

"Min hæl knækkede!," skreg Jennifer hysterisk og så ned på mig med et blik, der gjorde ondt at se alt for længe på. Ømmende satte jeg mig op og rystede træt på hovedet. Jeg var for the freaking cupcake da ligeglad med hendes hæle. Hun havde så mange andre sko.

"Godt nok. Så kommer du ned på min højde," svarede jeg hende provokerende og rejste mig op med kun en smule besvær. Mine knæ var ikke just enige i, at jeg skulle stå op lige nu, men smerten af de mange slag, jeg havde fået af at ryge ned ad trappen.. Jeg var vandt til at overleve den.

Vredt kastede Jennifer sine sko fra sig efter at have taget dem af og stod nu på bare tæer. - Måske var jeg endda en millimeter højere end hende med mine strømper?

"Hvorfor har du valgt at leve på en løgn?," spurgte jeg hende stædigt om. Vi stod lige foran hinanden med kun et par centimeter mellem os. Søster og søster. Fjende og fjende. Genforenet og var allerede i gang med vores største tradition. - At skændes.

"Hvorfor interesserer du dig for mit liv?!," hvæsede hun skarpt og gav mig elevatorblikket. "Jeg kan se, du også har været ude at købe nyt tøj? - For mine penge. Det kan du jo så tage med hjem. Det skal ikke være i min garderobe. Farvel."

Hun skulle netop til at vende sig om, men jeg greb fat om hendes arm og fik hende stoppet. Næ nej, jeg gik først, når hun havde svaret mig, og det blev ikke et sekund før. Hvor mange gange hun så valgte at skifte emne, det var op til hende. Men hun skulle være bevidst om, at jeg ikke forsvandt så længe, hun gjorde det.

"Du gav mig selv dine penge," startede jeg ud med at understrege. "Og dit liv har min store interesse efter disse seks uger, at du ved det. Så svar mig nu bare, så skal jeg nok forsvinde. - Og jeg tager med glæde tøjet med mig."

Et hånligt smil plantede sig på læberne af hende, og hun lagde hovedet på skrå. "Aw, ser man det. Jessica er faldet for Niall.." Mit blik ændrede sig drastisk, og hun fortsatte bare. "Hvor sødt. Hans kærlighed er gengældt. Elsker du ham, Jessica? Gør du?"

Jeg valgte at forblive tavs, hvilket blot fik Jennifer til at fortsætte sin lille leg. Hvornår voksede man op og blev voksne? Tog det dobbelt så lang tid, når man var tvilling?

"Men ved du hvad? - Han er min kæreste," afsluttede hun det hånligt. Jeg sendte hende et dræbende blik, mens jeg inderligt ønskede, at vi for alt i verden aldrig ville møde hinanden igen. Det var ikke til at holde ud.

"Og hvad så?! Du elsker ham jo ikke!," råbte jeg hårdt. Mit hjerte var såret over det, at jeg vidste, jeg aldrig ville se Niall igen. Jennifer indtog sit gamle liv, jeg gik tilbage til mit. Når Niall kom tilbage, så ville det være Jennifer, der tog imod ham.

"Men det gør du måske?," spurgte hun, stadig med det forbandede håndlige smil omkring læberne. Jeg adskilte læberne for at svare hende, men det var ikke min stemme, der kom ud. "J-Jennifer?" Stemmen fik både Jennifer og jeg til at dreje ansigtet mod personen, der stod med store øjne og stirrede på os.

Min stemme blev pludselig utroligt svag og kunne nemt knækkes over. "Niall?"

 

____________________________________________________________________________

Åh, åhh..

Hvad synes I så om dette kapitel og dets indhold? - Hvad tror I, der kommer til at ske? - Og har I allerede nu en tanke om, hvordan historien kommer til at ende?

Tusind tak for de mange likes og favoritlister! Over 200?! - Det er jo sindssygt! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...