Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

456Likes
769Kommentarer
91171Visninger
AA

11. Happy Sickday!

Jeg er ret sikker på, at I alle kender det, at I fx lyver om at have ondt i hovedet, am I right? I think so.

Så kender I vel også alle til det, at I faktisk går hen og får ondt i hovedet nogen gange? I lyver om det, og så får I jeres straf ved at blive dårlige i en ægte tilstand.

Det skete i hvert fald for mig.

Jeg havde gennem de sidste fire dage spillet syg med både feber, hoste og ja, bare godt gammeldags forkølet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle klare mig igennem de sidste seks uger, nu hvor jeg havde kysset med Niall. Han var min søsters kæreste, og han vidste stadig ikke, at jeg fandtes. Det gjorde faktisk ondt, og jeg følte en dyb smerte hver evig eneste gang, jeg tænkte over det.

Hvorfor?

Ja, jeg var faldet for ham. Jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var ved ham, som gjorde mig varm helt ind til hjertet, der straks begyndte at pumpe hurtigere, men.. Der var bare et eller andet ved ham, som jeg ikke kunne ignorere længere. Ikke efter det kys.

For derfor at undgå at skulle mødes med ham, var min plan at være syg gennem resten af tiden, jeg skulle være Jennifer. Desværre var det ikke en hverken gennemtænkt eller vellykket plan. Det endte med, at jeg blev rigtig forkølet netop på Nialls fødselsdag.

Egentlig var det ikke det værste, der kunne ske. Så spillede jeg ikke skuespil længere. - Udover den kæmpe løgn, at jeg var Jennifer. Men hvis vi ser bort fra det, var jeg ret ærlig.

Jeg havde ikke orket at stå op af sengen og lå blot med Kleenex på bordet ved siden af sengen, en skraldespand jeg havde trukket herhen og et tændt fjernsyn. Jennifer havde skam TV på værelset, ja. Ikke bare et gammeldags grimt fjernsyn, det var en fladskærm som nede i stuen. Den hang i en perfekt vinkel, så man kunne se, selvom man lå i sengen.

Oh yeah.

Feberen føltes som en tung sten, der blev lagt oven på hovedet af mig hver eneste gang, jeg prøvede at bevæge mig. Et hosteanfald brød pludselig ud, og jeg fik kramper i maven af bare at hoste. En typisk forkølelse, som alle har prøvet før. Ellers er man godt nok heldig.

Mine øjne var irriterende nok ikke spor trætte modsat til resten af min krop, der tiggede om at få lov til at sove. Selv syntes jeg nu, at jeg lod hele min krop slappe af helt ud til tåneglene. Jeg bevægede mig kun, hvis jeg skulle rulle om for at få fat på endnu en serviet til den løbende næse eller begyndte at hoste.

Det kunne ikke undgås.

Snøftende prøvede jeg at få stoppet min næse med at løbe, mens jeg så op på fjernsynet, der lige i øjeblikket stod og kørte på nyhederne. Jeg havde altid været typen, der fulgte med i alt, hvad der skete ude i verden. - Ehem, eller også var CSI netop slut. Men hvem går i detaljer?

Pludselig dukkede en ny lyshåret reporter op på skærmen. Måske så jeg ikke ligefrem nyhederne specielt ofte, men jeg var ret sikker på, at hun var ny! - Lige indtil hun nævnte, at hun syntes, det var noget sejt at have 3-års jubilæum samme dag som Niall Horan havde fødselsdag.

Ja, ja. Tillykke med det. Var det det, du ville have os til at sige?

"Jeg må indrømme, at det har været lidt overvældende, når man har gået på gaderne. Over alt ser man piger i grønt tøj, der jo er Irlands nationalfarve, som tegn på, at de ønsker Niall et kæmpe tillykke med fødselsdagen. Ja, der var endda en gruppe, der havde stillet sig op på et af gadehjørnerne for at synge Happy Birthday til ham, selvom han ikke var i nærheden. Alle fejrer ham, og det er også helt utroligt, at han på sin 19-års fødselsdag har sådan en karriere! Det var svært nok at fatte, da det var Liam, men nu er det endnu en af drengenes tur til at fylde år.."

Okay, jeg måtte indrømme, at det lød lidt overdrevet. Deres fans gik godt nok meget op i deres idoler. Jeg kunne nu ikke bebrejde dem. Jeg bagte kage til ære for Johnny Depp hvert eneste år, på hans fødselsdag, hvor jeg så bagefter åd det hele selv. Når æresgæsten har andet at tage sig til, skal kagen jo ikke bare stå og rådne op. Den kan lige så godt blive spist.

"Vi står nu her med Niall, der vil fortælle os, hvad han vil lave på sin fødselsdag, eftersom Jennifer er gået hen og blevet syg. Hun kan jo derfor ikke deltage." Niall smilede lumsk til kameraet, og jeg rakte ud efter endnu en serviet til min næse, der ikke ville stoppe med at løbe, hvor meget jeg så end snøftede og prøvede på at få den til at holde op.

"Tja.." Nu var det Niall, der snakkede med sin charmerende irske accent. Oh, holy cupcake, hvor det lød som ren englesang, hver gang han åbnede munden. - Lad mig have min drømme om, hvordan engle lyder. Præcis sådan der!

"Jeg vil ikke holde min fødselsdag uden Jennifer. Jeg har ikke set hende siden interviewet for nogle dage siden, så jeg har tænkt mig at se til hende. Jeg rykker min fødselsdag ind hos hende." Han smilede til kameraet, og TV værtinden kom med nogle kommentarer og bemærkninger. Jeg havde dog min opmærksomhed på huset i baggrunden. Det var flot og helt utroligt stort. På en eller anden måde føltes det som om, jeg havde set det før. Måske var det pga. de andre fire drenge i baggrunden samt. Danielle, Eleanor og Perrie, men..

Nu sivede den ind, og jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg var lykkelig over det, min hjerne var noget frem til. Hvis det var resultatet af min hjernes beregninger, kunne det både være sandt og falsk. Min hjerne tog ofte fejl. Lige nu håbede jeg inderligt på, at den ikke havde ret.

Men de samme ord blev ved med at hakke inde i mit hoved; Oh.. My.. Freaking.. Cheesecake.. Oh.. My..

Et charmerende snøft lød, da jeg prøvede at snuse ind, samtidig med jeg prøvede at synke en kæmpe slimklump, der både sad i halsen og hele vejen op til mit kranie. Ird, I know. Men sådan føltes det. Det var den, der gav mig ondt i hovedet.

- Og så måske også lige det, at jeg havde opfanget, at det var mit hus, de stod udenfor. Jennifers. Som stadig var mig. Okay, det her måtte snart få en ende.

Jeg så igen på fjernsynet, og nu stod de udenfor min dør. Niall ville ringe på, og i samme øjeblik jeg så ham trykke på knappen, lød der en fin klokkelyd, som rungede hele vejen op til mig på første sal.

De kunne lige så godt opgive. Jeg ville ikke lade dem komme ind. Når man er syg, ligger man med troldehår, søvndrukne øjne, der er helt blanke, tør snot rundt om næsen, mens nyt løber ned fra den, samtidig med man hoster og har dårlig ånde. Sådan var det også for mig.

Endnu en gang ringede de på, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Denne gang havde jeg låst døren, ja. Det havde gjort lige siden første dag, hvor Niall bare var braset ind. Man kunne jo aldrig vide, hvem den næste ville bli..

OH FREAKING NO! Det der skete bare ikke for mig.. FREAKING KAMERA, SIG DET DER IKKE SKETE FOR MIG! SIG, DU FAKEDE DET! Pleeeeaaase?! Jeg beder dig! Jeg er endda nede på mine små knæ og tigger dig om, at det der ikke skete for mig! (Okay, nej. Men det var et kamera. Det kunne ikke se mig, så det behøvede ikke vide, at jeg stadig lå i min seng. Hehe, lidt hjerne har man vel.)

Det viste sig desværre, at kameraet viste sandheden. Niall havde åbenbart en nøgle herind til. Må kagen tage dig, Jennifer! De havde nu fået åbnet døren indtil mit hus, og jeg kunne svagt høre det heroppefra.

Kameraholdet havde åbenbart tænkt sig at gå med ind i huset, men Niall stoppede dem og sagde, at han ikke ville have dem med. Rettere sagt, han sagde, at jeg nok ikke ville blive specielt glad for, at hele landet ville kunne se mig syg.

Den dreng må have synske evner.

Selv følte jeg, at jeg oplevede det samme fra to sider. Mine egne øjne, og så fra.. Ja.. Som om jeg gik bag mine indtrængende gæster. Ret syret, egentlig.

"Jeg tror, hun er ovenpå." Det var en stemme, jeg nemt genkendte. Harrys dybe og halvhæse røst, der forårsagede en masse larmende skridt, der kom nærmere. Hurtigt fik jeg slukket for fjernsynet, der nu havde sat et nyt nyhedsopslag i gang, hvorefter jeg trak dynen op over hovedet. Måske var jeg så heldig, at det var en usynlighedsdyne, og jeg hermed var blevet usynlig?

Man har vel lov til at håbe på, at verden pludselig bliver forvandlet til Harry Potters. Indrøm det, I ville også elske al den levende magi, der ville blive sat i spil. Åh ja.. Man ville kunne have alt med sig i sin taske. Bonus ville også være de mega seje dyr! Jeg gad da godt ride på en enhjørning engang.

På en eller anden mystisk måde fornemmede jeg, at de stod og gloede på mig. Okay så, at de stirrede på min dyne. Jeg var lidt umulig at se. Det viste sig, at jeg havde gættet rigtigt. Der var en, der satte sig på siden af min seng, hvilket jeg straks mærkede. Det fik mig nu ikke til at trække ned i dynen. Nej, jeg trak den faktisk længere op, så jeg var sikker på, at de ikke kunne se mig.

"Jen.. Er du vågen?" Det var Louis' stemme, men jeg kunne høre, det ikke var ham, der havde sat sig på kanten af min seng. Hans stemme var lidt for langt borte. Jeg snøftede kort, da jeg mærkede en kold snotstrimmel løbe ned fra min næse. Irriterende nok blev jeg nødt til at få fat i endnu en Kleenex.

Jeg stak min arm ud af dynens greb, mens jeg prøvede at mærke mig frem til servietterne. Utroligt nok kunne jeg ikke finde andet end luft. Frustreret svang jeg min arm hårdt til venstre, hvor min hånd stødte på natbordet.

Av.

Jeg ømmede mig drastisk og uden at tænke videre over det, havde jeg sat mig op i sengen, mens jeg sad og rystede hånden, pustede og brugte mine mærkværdige udtryk i stedet for bandeord. - Men hvis man vidste, hvad de var i stedet for, ville man sagtens kunne høre, at jeg bandede på min egen måde.

Latter opstod omkring mig, og jeg vidste godt, at det sikkert havde set hylende morsomt ud. I prioriteten er jeg bare morsom. Uheldig. Til grin. Hvilket får folk til at le. Hrmf.

"E' ig jov!" Jeg spærrede forskrækket øjnene op, da jeg hørte mig selv snakke. Jeg lød som en 2-årig, der stadig ikke havde styr på sproget. Eller også lød jeg som en forkølet gris, der øffede de forskellige ord. Måske lød det som en blanding. Ja. Jeg lød som en 2-årig forkølet gris. That's it! Eller vent.. Kalder man den en grisling i den alder?

Harry rystede på sit hoved, så hans krøller som altid bevægede sig. "Jo, Jen. Det er faktisk ret sjovt!" De grinte allesammen, og jeg kiggede fornærmet på Niall, der sad på min sengekant. Han ansigt var også oplyst af et grinende smil.

Hvorfor skulle han se så nuttet ud, når jeg nu var sur på blandt andet ham?!

Han gjorde det ret svært for mig.

Gid kagen tager ham i samme hug som min kage til en søster!

Jeg flåede en serviet ud af den store Kleenexbeholder, hvorefter jeg højlydt pudsede næsen ned i den. Delicious. Yup. I know. Mine øjne løb i vand af ingen andre grunde end det, at jeg havde det skidt. Hurtigt greb jeg fat om endnu en serviet, da jeg mærkede, at min næse igen ville begynde at løbe, og jeg formåede at lyde som den samme elefant som for et kort øjeblik siden.

"A averh I ér?" Endnu en gang måtte jeg tage mig selv i at blive forskrækket over min snottede forkølede stemme. Stakkels den. Det var tydeligt at høre, den ikke havde det fantastisk.

Jeg kunne høre, Danielle hviskende spørge Liam ved hendes side om, hvad jeg sagde. Frustreret rullede jeg med øjnene, selvom jeg heller ikke selv ville vide, hvad jeg sagde, hvis det ikke var fordi, at jeg selv prøvede at sige dem.

"Vi ville lige se, hvordan du havde det. Vi bliver ikke." Eleanor havde brudt koden i mit spørgsmål, og jeg sendte hende et træt og snottet smil, blot fordi jeg var glad for, at hun forstod mig. Niall så tænkende ud, som om han stadig prøvede at finde ud af, hvad det var, jeg netop havde sagt.

Jeg smed de snotindklædte servietter ud i skraldespanden, der snart var ved at være fyldt op. Jeg blinkede et par gange med mine øjne, der var ved at være trætte som min krop. Of course. Nu kom jeg til at ligne en søvnig krusedulle. Leave me alone, you bad luck!

Det var så her, at søvnen tog over. Sweet snotty dreams to me.

 

***

 

Niall berørte min nakke ganske kort med et fingerstrøg, hvilket fik mig til at vågne med et sæt. Jeg fik vendt mit ansigt mod ham, der med et bekymrende ansigtsudtryk så ned på mig. Hans blå øjne fik en kildrende fornemmelse frem i maven på mig.

Det så ud til, at de andre var gået igen. Jeg kunne i hvert fald ikke se dem, da jeg så mig omkring i rummet. Der var kun Niall, mig og en masse ulækkert snotpapir, der lå krøllet sammen rundt omkring.

"Or ár i andre?" Jeg snøftede højt, og jeg kunne nærmest føle slimklumpen i halsen blive sunket og kommet op for at sætte sig fast igen. Hvor jeg dog hadede at være syg. Jeg havde virkelig brug for kun at lyve om det. Om jeg så var ærlig eller ej, I don't care. Lad mig venligst blive rask.

Niall rystede grinende på hovedet, inden han lavede en sjov undskyldende grimasse. "Hvad end du sagde, Jen, så er vores oversætter, Eleanor, smuttet med de andre. Jeg forstår ikke dine små forkølede ord."

Jeg lukkede kort mine øjne i, inden jeg bestemte mig for at sætte mig op. Til min store overraskelse skubbede Niall mig forsigtigt ned igen. What the cake? Hvad bildte han sig egentlig ind?! Jeg ville gerne op at sidde! - Nu lå jeg ned med et brændende mærke der, hvor hans hånd havde rørt mig.

Hvorfor skal han dog også lige være min søsters kæreste? Kunne han ikke være.. Min? Ikke min som i min karakters. Det var jo stadig ikke mig. Jeg spillede hende bare. Jennifer fortjente ham slet ikke.

Oh, nu begyndte jeg at diskutere med mig selv omkring, hvorvidt Jennifer burde være sammen med Niall. Det var ikke godt.

Men hallo, man har da lov til at have et lille crush på sin søsters kæreste. Har man ikke?

Jeg sukkede højlydt, og sukket blev efterfulgt af endnu et snøft. Jeg havde brug for en Kleenex. Da jeg skulle til at tage fat om en serviet, fandt jeg til min store rædsel ud af, at beholderen var tom. Selvfølgelig. Ikke nok med jeg var syg, nu ville jeg også blive smurt ind i mit eget snot.

Irriteret smed jeg papbeholderen ned i skraldespanden, inden jeg vendte mit blik mod Niall, der stadig sad med samme udtryk og betragtede mig. Det kunne godt gå hen og blive ret akavet.

Pludselig kom jeg i tanke om, at det jo var hans fødselsdag. Lidt høflig måtte jeg jo være. Ikke kun fordi han var min kæreste.. Jennifers kæreste! Se, nu kludrede jeg i det igen. Jeg tålte ikke skuespil. Det var det, der var problemet. Ja. Ja, det var det.

"Eløkke æ føsedan." Jeg sendte ham et hurtigt smil, da jeg endnu en gang følte mig pinligt berørt over mit forfærdelige sprog, der kom ud af munden på mig. Seriøst, jeg måtte indrømme, at en 2-årig kunne gøre det bedre. Jeg var nok bare en forkølet gris.

Han smilede sødt til mig. "Tak. Det kunne jeg vidst lige med nød og næppe forstå." Han grinede højt, og jeg kunne ikke lade være med at slå til ham på den helt specielle venlige måde, der dog stadig kan gøre ondt. I kender den godt. Tro mig.

Han grinte blot videre, inden han så ned på mig med et tænksomt blik, som jeg lå der i sengen, snøftende med min lille opstoppernæse og ganske utiltrækkende. - Oh no.. Min næse.. Bare man ikke kunne se al snotten, der sad indenbords i den.

"Hør, Jenny.. Harry har fortalt mig, at hans mor altid plejede at koge noget varmt vand i en balje, som han skulle stikke hovedet ind over. På den måde ville næsen ikke være så snottet længere. Jeg kan finde en skål og gøre det samme, hvis det er?" Niall så på mig med et lille varmt smil, der fik mig til at kigge væk. Jeg rystede på hovedet som svar.

Det var egentlig ingen dårlig idé, som Harry havde fået. Jeg ville bare gerne selv gøre det. På en eller anden måde følte jeg mig bare dobbelt så svag, hvis Niall gik ned og gjorde det. Plus, det ville ikke ligefrem blive et kønt syn, hvis min snot ville ryge ned i vandet. Nej. Jeg skulle nok selv gøre det UDEN hjælp fra Niall, og så ville jeg også sidde med det kogende vand alene. Uden Niall. Han kunne godt smutte hjem og fejre sin fødselsdag. Hvorfor han overhovedet gad sidde her lige nu, det kunne jeg virkelig ikke regne mig frem til.

"Ar ør é el." Hvad end det lød som om, jeg sagde, ja, så prøvede jeg egentlig at sige 'Jeg gør det selv.' Hvor typisk, at det netop skulle lyde som et grimt selvopdigtet sprog. Hvis jeg selv havde opfundet et sprog, skulle det klart ikke lyde sådan. Så ville det lyde noget i retningen af.. Lad mig se.. 'Rispasta ostemad i kage og rosinleverpostej.' Til jeres information betød det 'Jeg har brug for at barbere ben.' - Ja, det var altså det første, der lige faldt mig ind. Og det var sandt.

Jeg fik sat mig op og svingede benene ud over sengekanten, hvorefter jeg rejste mig op. Det tog mig ærlig talt lidt tid at få fat i den rette balance, inden jeg kunne begive mig nedenunder i gårsdagens grå joggingbukser og røde top, som jeg ikke havde orket at tage af i går aftes. Heller ikke her til morgen gad jeg skifte.

Hvis Niall fandt det usmageligt med krøllet og stinkende tøj, så blev det vel Jennifers problem, når hun tog sit liv tilbage igen om nogle uger.

Jeg støttede mig til trappens gelænder, idet jeg tvang mine fødder til skridt efter skridt at gå ned på næste trappetrin. De skulle overtales til hvert eneste skridt, da de ellers ville stoppe op og lade mig falde. Det kunne vel nok se kønt ud, hvis jeg faldt ned af de sidste tre trappetrin.

"Har du brug for hjælp?" Nialls stemme gav mig et chok, så jeg forskrækket gav slip om gelænderet. Med mit forfølgende uheld kunne det kun betyde en ting; Jeg faldt. - Hele vejen ned af de sidste trappetrin.

Irriteret på mig selv ømmede jeg mig, mens jeg for tredje gang igennem de sidste to uger, mindst, lå så lang jeg var på gulvet. Præcis, hvad jeg netop havde prøvet at undgå ville ske. Egentlig var det vel min egen skyld, men jeg gav den til en anden. Hvis ikke han havde været her, havde han heller ikke givet mig Harrys idé, og så var jeg aldrig gået ned af trappen for så at falde.

.. Niall.

"Vrikin gupgake, Aiall!" Jeg blev liggende på gulvet, mens Niall skyndte sig ned af trapperne. Han så forvirret på mig, idet jeg skreg mine ord ud. Jeg prøvede i hvert fald på at skrige dem, men min stemme blev nærmest slugt, og ordene var ugenkendelige, idet de kom ud af munden på mig. Hvordan kunne mit freaking cupcake blive til.. Det der?

Niall slog undskyldende ud med armene. "Jeg har virkelig ingen anelse om, hvad du sagde der. Ikke engang et gæt. Jeg ved kun, at det var noget med mig." Han bukkede sig ned og hjalp mig op på benene igen. Mit krop var øm, men jeg var vant til det. Det var ikke første gang, jeg var faldet.

"Undskyld. Er du sikker på, at jeg ikke skal lave det, så du kan gå tilbage i seng?" Han så på mig med et blik, der fik mig til at rulle øjne. Ja. Jeg var sikker. "Gå u bar jæhm." Jeg kiggede på ham, sendte ham et smil, inden jeg gik videre ud i køkkenet med rystende ben under mig. Han skulle ikke være her på sin fødselsdag. Basta.

- Jeg gad heller ikke have ham.

Det var i hvert fald, hvad jeg bildte mig selv ind.

Ude i køkkenet fyldte jeg vand i kanden, som var beregnet til at varme vand op. Jeg fik sat den til strømmen, og kort efter begyndte vandet at boble og koge. Niall kom ud til mig med hænderne i lommerne. Han så ikke specielt glad ud.

Hvad havde jeg nu gjort?

"Så vil jeg gå. Det ser ud til, at du kan klare det selv. Du må endelig sige til, hvis du har brug for hjælp. Ring til mig. Ikke?" Han så på mig med et blik, der fik mig til at indse hans alvorlige bekymring. På billeder havde jeg altid set ham med et smil om munden som her, men på billederne havde han også et smil i øjnene. Her var det bekymring. - For mig. Det var en forkølelse. Værre var det ikke. Men jeg måtte indrømme, at det var sødt.

Jeg nikkede bekræftende og tog fat om kanden med det kogende vand, netop da den var færdig. Jeg satte den hurtigt ned igen, da det gik op for mig, at jeg manglede at finde en balje eller skål frem. Oppe i skabet over mig stod der nogle store skåle, og jeg fik strakt mig nok til at føle, hele min krop ville brække over. Til gengæld fik jeg også fat i en skål, som jeg satte på bordet.

Igen tog jeg fat om den varme kandes håndtag og begyndte at hælde det kogende vand op i skålen, mens jeg med venstre hånd holdt fast om skålen, så den ikke rykkede sig.

Et hosteanfald ville igennem, og jeg kunne mærke, mine lunger ikke ville holde det inde meget længere. Jeg begyndte at hoste voldsomt, mens jeg ikke længere havde kontrol over hverken skål eller kande. Det kogende vand fra kanden løb ned over min hånd, der holdt på skålen, og jeg skreg af smerte, inden jeg stillede både kande og skål til side for så at spæne hen til håndvasken.

Jeg skruede hurtigt op for det kolde vand. Varmt, varmt, varmt, VARMT! Træt som jeg var, havde jeg fået skruet op for den varme hane i stedet for den kolde, og jeg pustede desperat på min skadede hånd. Den havde det ikke ligefrem nemt i denne situation.

Niall kom hen til mig og skruede op for den kolde hane, og han trak min hånd ind under vandet og holdt den fast. Herefter sendte han mig et stort smil. "Jeg tror, jeg vil foretrække at tilbringe min fødselsdag hos min syge og klodsede kæreste." Han grinede højt, og jeg kunne ikke lade være med at grine kort også.

Jo. Jeg kunne ikke sige ham imod. Jeg var syg. Jeg var klodset. - Og jeg må nu indrømme, at jeg var glad for, at han valgte at blive hos mig. Jeg havde måske brug for hans hjælp alligevel.

 

***

 

Vi var rykket ned i stuen, hvor Niall havde zappet sig gennem alle kanalerne. Intet spændende var i fjernsynet på denne torsdag aften. Præcis som en hvilken som helst anden torsdag. Han sad nu på hug foran Jennifers filmreol og rodede de forskellige film igennem, mens han ventede på at komme igennem til Chinese Food på sin mobil, som han havde bestemt sig for at bestille til os. Jeg havde ikke spist hele dagen, så det passede mig fint. Hvis maden samtidig med at være lækker var stærk, så var det kun en gave oveni. Stærk mad smagte altid godt, og det burde hjælpe på forkølelsen. - Det står i hvert fald på nettet.

Niall og jeg havde hygget os overraskende meget med at tjekke forskellige hjemmesider for at se, hvad der hjalp, når man var forkølet, og der var nogle forbavsende vanvittige muligheder, som vi ikke kunne undgå at grine vores tøj i laser af.

Åh ja.. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde haft det så sjovt, mens jeg var syg. Niall forstod at få det sjoveste ud af alt. Måske var det derfor, han havde 'The Funny one' som kaldenavn i gruppen.

"Nej. Ekstra stærk sovs. Ja. Nej. Aha. Chili, tak. Ja, ja. Kom bare med det hele. Jeg har en syg pige, som skal fodres. Ja, ja, det er nemlig det. Jo, okay. Nej, nej, nej. Åh, undskyld. Det var ikke til dig. Jeg roder lige nogle film igennem. Jo tak, giv du os bare det med. Okay. Tak. Farvel." Niall lagde på, rejste sig smilende op og lavede en grimasse med åben mund, store øjne og det nuttede smil siddende i mundvigene, idet han viste mig den valgte film.

Grease.

Jeg nikkede smilende, og han satte den ind i DVD-afspilleren. Inden længe kom de første trailers, som vi af en eller anden grund bestemte os for at se. Vi sad sammen i den store velour sofa, hvor jeg lå ned med dyne over mig, og han havde sat sig i den modsatte ende med mine fødder på sit skød.

Den første sang startede filmen, og de tegnede figurer dukkede op på skærmen. Grease is the word. Sangen fortsatte, og jeg kunne fornemme, at Niall kunne den hele, som han begyndte at nynne og bevæge sig til rytmen. Kort efter tog han fat om mine fødder, som blev hans nye rytmeinstrument. De rykkede sig frem, tilbage, til siden og tilbage igen, mens han begyndte at synge med på sangen.

".. We start believing now, that we can be who we are! Grease is the word, is the word that they heard, it's got groove, it's got meaning. Grease is the time, is the place, is the motion. Grease is the way we are feeling.."

Jeg kunne ikke lade være med at grine og nynne lidt med selv. Synge var mig umuligt. Pludelig begyndte Niall at kilde mig under tæerne, og jeg skreg af grin og sprællede med benene, hvilket også fik ham til at grine.

Jo. Det her var klart min bedste sygedag nogensinde.

 

____________________________________________________________________________

Jeg bliver nødt til at gentage mig selv: TUSIND TAK!

Over 100 på favoritlisten! Det er næsten ikke til at fatte! *Skriiiig!*

I aner ikke, hvor meget det faktisk betyder for mig, at I gider læse min historie. Det er som en drøm, der går i opfyldelse, at der er så mange, der kan lide det, jeg skriver og brænder for. Det giver mig lysten til at fortsætte. n.n

Måske var dette kapitel ikke det, hvor der sker mest, men jeg håber ikke, det får jer til at miste interessen for historien. Der skal nok komme flere kapitler, hvor der sker noget, hvis I da ikke synes, der gør det i det her.

Så vil jeg gerne informere jer om, at jeg ikke har tid til at skrive mere før søndag/mandag, da jeg får gæster i weekenden og skal gøre klar i morgen. Måske har jeg lidt tid i morgen, men det vil ikke være færdigt før efter weekenden, desværre. Så det håber jeg, I vil have tålmodighed til. :3

Endnu en gang, Tusind tak! Jeg værdsætter alle jeres kommentarer utroligt meget, og I må meget gerne fortsætte med at kommentere mine kapitler og selve handlingen.

Ellers.. Vil det gøre mig glad, hvis I, der endnu ikke har gjort det, vil 'Like' den. Herudover har jeg ikke andet at sige end mange tusind tak. Jeg undskylder for at sige det gentagne gange, men jeg kan ikke takke jer nok.

Tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...