Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

457Likes
769Kommentarer
93922Visninger
AA

25. Back to reality

Freaking crapcake med ostesovs og kanel. Dette var endnu en af de dage, der ville blive min død. Denne gang var jeg bare sikker på, at jeg ikke ville overleve. Seriously, Jennifer sad med sit store falske smil klistret til læberne og grinede kunstigt, hver gang hun blev spurgt om noget. Det var, som havde hun aldrig grædt i går.

"Hvor længe har I holdt det hemmeligt?," spurgte Jane os om. Selvfølgelig var det hende, der havde indfanget os og nu sad og udspurgte os om alverdens freaking ligegyldige ting. Hvorfor blev rygter spredt så hurtigt, at jeg ikke engang nåede væk fra Jennifers hus i morges, inden jeg pludselig sad i samme studie som for nogle uger siden med drengene? Svaret søges sikkert af mange.

"Åh, det er godt og vel en.. Halvanden måneds tid, vil jeg tro." Jennifers falske grin var ved at sprænge min trommehinde, og det rungede i øregangen. Selv havde jeg ikke lyst til at svare på nogle af Janes spørgsmål. Det var ikke engang dem alle, jeg hørte, eftersom jeg var i mine egne tanker.

Alligevel ville jeg sagtens have kunnet svare meget bedre på spørgsmålene end Jennifer. De stakkels seere havde sluppet for det forfærdelige falske grin, og de havde fået flere direkte svar.

Ja, vi var enæggede tvillingesøstre.

Ja, vi havde haft byttet plads gennem de sidste seks uger.

Nej, der var ingen andre, der havde vidst det.

Ja, vi lignede sjovt nok hinanden på en prik. Brug øjnene kvindemenneske.

Nej, vi var langt fra ens.

Ja, ja, selvfølgelig var vi ens udvendigt, men vores personligheder mindede ikke spor om hinandens.

Nej, de måtte ikke høre nogle historier fra vores barndom af.

J..

Var mit navn lige blevet nævnt? Havde de sagt Jessica som i.. Et spørgsmål til mig? Noget, de forventede, jeg ville svare dem på? What?!

Jennifer puffede mig hårdt i siden og sendte mig et truende blik, hvorefter hun smilende kiggede på Jane igen, der så afventende på mig. Forvirret blinkede jeg kort med øjnene, mens jeg prøvede at opfange, hvad der netop lige var blevet sagt. Ingenting kom mig til hjælps. Min hørelse havde absolut været helt væk.

"Hvad?," spurgte jeg stadigt forvirret om, og Jane grinede kort, hvor Jennifer herefter fulgte trop. Kunne man virkelig fedte mere end det, som hun netop sad og gjorde? Nope. I don't think so. Her hørte jeg virkelig ikke til, og nu vi var blevet afsløret, hvorfor holdt de så på mig? Jeg ville hjem og glemme alt. Alt om denne forfærdelige oplevelse.

Det tærede på mig at huske, Niall bare havde forladt mig i går. Sådan.. Uden videre.

"Hvordan har det været at skulle spille Nialls kæreste?," spurgte Jane mig nysgerrigt om, og det virkede noget mere oprigtigt end alle hendes tidligere spørgsmål. Mest af alt havde jeg ikke spor lyst til at svare hende. Det var det spørgsmål, der fik mig til at kigge ned på mine sorte converse igen, og Jennifer tog ordet.

"Hun har syntes, at det var spændende. Jeg mener, Niall er jo en fin fyr," smilede hun og fjernede en tot af sit lyse hår, der havde sneget sig ind i munden på hende. Jane så ikke just yderligere begejstret ud over, at Jennifer sådan svarede på mine vegne, da de søgte begge vores stemmer. Vi var simpelthen den nye store sensation, der fyldte alle nyhederne. - Vores løgne havde kun givet det et ekstra pift.

"Man hører ellers, at du har været ham utro?" Janes nye bemærkning fik munden lukket på Jennifer, og jeg kiggede forsigtigt op på hende, som hun sad forstenet med et tomt blik. Kort efter brød hun ud i en nervøs latter, men hun viste ikke et eneste tegn på at føle sig ramt. Endnu et speciale, som jeg ikke havde et helt lige så stort talent indenfor.

"Utro? Neeeej da. Jeg har bare fået mig en rigtig god ven," påstod hun grinende, og Jane nikkede knapt så overbevist. Igen vendte hun blikket mod mig og lagde hovedet på skrå for at betragte mig. Straks søgte mine øjne mod mine converse, som om de ville redde mig fra hende af, og jeg mærkede mit hjerte pumpe hårdt mod min brystkasse. Nervøsitet var bare ikke min ven.

"Har du noget at sige, Jessica?" Hendes stemme var mere blød end før. Dagen med drengene i studiet havde jeg aldrig i mit liv troet, at hun faktisk havde en stemme i det tonefald med oprigtig varme og omsorg. Det havde hun åbenbart.

Jeg forsøgte stadig at undgå øjenkontakten med hende ved at stirre ned på mine sko, mens mine fødder svingede sig en smule frem og tilbage. "Ehm.." Andet kunne jeg ikke finde på at sige. Ikke lige nu. Det hele var bare så.. Forvirrende.

"Han.." Ordene havde svært ved at komme over læberne på mig. De sad fast i halsen på mig og kom ligesom bare ikke længere. Stoppestedet sad for langt nede. Mine øjne lukkede sig kort i for at forhindre mig selv i at kigge op på Jane. Automatisk havde jeg det med at kigge på dem, der snakkede til mig. Høflig vane, ja, men den var også noget dårlig i disse situationer.

"Jennifer og han er ikke sammen mere, har vi hørt rygter om," fortsatte hun i sin blide tone. Var det mon rigtigt, at jeg kunne fornemme et lille håb deri? Eller var det ren indbildning. Mit tilfælde kunne godt få mig til høre pludder pladder lige pt.

"Nej," indvendte Jennifer hurtigt, stadig med fuld kontrol over hele situationen. Eller.. Måske ikke. Men hun fik det til at lyde sådan, og fik hun narret folk, så var hun vel tilfreds. "Jeg slog op med ham i går. Følelserne var der bare ikke længere. De var forsvundet gennem de sidste par uger."

"Aha.. Men.. Er I så stadig venner?" Janes spørgsmål var åbenbart nødvendige for omverdenen. Utroligt. Hvilke folk var det, der intet liv havde og blev nødt til at blande sig i andres udover TV værter? Åbenbart nogle stykker. Ellers havde værterne vel heller intet at snage for.

Hurtigt lavede Jennifer et selvsikkert tøset og løst håndslag ud i luften, mens hun undslap en lille latter. "De bedste. Det hele foregik meget fredeligt."

"Ha." Ja, jeg kunne åbenbart ikke forholde mig helt stille længere. Det røg bare ud af munden på mig, og jeg fik straks et hårdt blik sendt af Jennifer i smug. Hvor typisk.

"Har du noget at indvende, Jessica?," spurgte Jane nærmest håbefuldt. Der havde ikke været meget i at have mig med i studiet, så jeg kunne godt forstå hende. Alligevel havde hun ikke bedt mig skride, som jeg ellers glædeligt havde gjort.

Lavt rømmede jeg mig en smule, inden jeg svarede hende. "Nej. - Nej, ingenting." Et svar, der tydeligvis skuffede hende en smule. Jeg var sikkert den mest interessante, og det var mig, der nægtede at sige noget.

"Det så ellers ud til, at I også havde det sjovt sammen. Kunne det måske være.. At I to, Niall og Jessica, var blevet lidt småforelskede i hinanden? Eller hvad siger du, Jessi.."

Længere nåede Jane ikke i sit spørgsmål. Jeg havde haft svaret på tungen, siden hun havde sagt 'Det så ellers..' Nu kunne jeg ikke vendte længere.

"Nej." Kort og præcist. Så behøvede jeg vel ikke at blive stillet flere spørgsmål.. Vel?

"Slet ikke?" Jane begyndte virkelig at gå mig en smule på nerverne nu. Hun var sødere og mindre falsk lige i øjeblikket, men hvorfor havde hun netop brug for min bekræftelse endnu en gang. Jeg gad jo ikke svare hende på noget!

"Nej.." Mit blik var stadig rettet mod mine converse, og mine fødder svingede sig stadig lidt frem og tilbage. Langsomt begyndte mit hjerte igen at banke mindre og mindre i sekundet. Gårsdagens følelser fra da Niall gik sneg sig ind på mig.

"Vi hørte ellers allesammen, da han sagde, at han elskede dig?" Janes stemme lød smilende nu. Stadigvæk lod jeg ikke mig selv kigge på hende, og jeg vidste dermed heller ikke, om hun rent faktisk sendte mig et smil. Gætte var det eneste, jeg kunne.

"Nej..," var det eneste, der kom hviskende ud af min mund. Alle andre ord var bare.. Væk. Jeg havde ikke andre ord at variere mellem. Mit ordforråd havde forsigtigt snævret sig ned til det enkle lille ord.

"Hvad mener du med nej til det spørgsmål?" Jane blev ved. Ved og ved og ved og ved. Stop det, tak. Hun blev virkelig nødt til at lære at fange en hentydning. Jeg sad og gloede på mine sorte freaking converse og svarede hende stort set aldrig. Yup, that's mean I don't wanna talk, okay?!

Jeg sukkede højlydt og tog mig sammen til at finde nogle ord frem bag døren i hjernen, der var blevet lukket fuldstændigt til. "Nej. Det var ikke til mig. Det var til.. Jennifer."

"Åh.." Pludselig lød Jane både skuffet, forvirret og.. Underlig. Spørg mig ikke hvorfor. Jeg ville kun kunne svare jer på, hvad farve mine sko havde. "Javel, ja. Men.. Er I så også blevet gode venner nu?"

"Well.. Det.." Jeg snerpede læberne sammen til en tynd streg, mens tanker og følelser blandede sig sammen i mit indre. Kunne de ikke bare blande sig uden om?!

 

***

 

"Det bliver 2 pund, tak." Jeg sendte hende et lille smil, som jeg desværre var tvunget til. Jo flere kunder vi kunne få tilbage hertil, jo bedre var det. Sådan havde de fleste virksomheder det vel, men når man arbejdede i en lille café, så var det noget af det vigtigste ved det hele. Pengene hang ikke uden videre på træerne her.

To mønter blev lagt på bordet, og den gråhårede dame tog imod den lille brune pose, jeg havde lagt hendes kage ned i og sendte mig et stort varmt smil tilbage. Kort nikkede jeg til hende som endnu et farvel, og hun smilede blot igen. Da hun havde vendt sig om, forsvandt smilet fra mine læber, og jeg tog mønterne op fra bordet og lagde dem ned i skuffen, der var indbygget i barbordet.

Som altid var bordene stort set fyldt op med folk, der chitchattede om alt fra sko til elefanter. - Det var ikke engang løgn. Tre drenge i en alder af godt og vel 15 år sad og diskuterede, hvorvidt elefanter kunne bruge sin snabel til de forskellige ting.

Her på café Moonberry hørte man altid små bidder af verdens mærkeligste samtaler. - Det kunne ikke helt undgås, når man gik rundt mellem bordene.

"Hey, Jessica. Kan du ikke lige gå hen til bordet med den ældre herre og hans barnebarn for at høre dem, hvad de skal have. De har siddet et stykke tid nu, og jeg har simpelthen ikke overskuddet til at klare endnu en opgave, når du alligevel bare står der," kom det fra Delphine, en af mine kolleger og tidligere veninder.

Egentlig var vi vel stadig veninder. I hendes verden. Jeg var åbenbart blevet ret god til skuespil gennem mine seks uger som Jennifer, for jeg lod som om, det ikke gjorde mig noget, at hun havde foretrukket at hænge ud med min søster i stedet for mig, idet jeg vendte tilbage. Hun var ikke den eneste. Stort set hele min vennekreds havde haft det på samme måde. Greg, Feline, Laura, Jake.. De havde alle sammen nydt hendes selskab.

Desværre for dem havde de ikke længere en plads i Jennifers vennekreds. Det havde de nok aldrig haft. Hendes skuespillerevner var nok sværere at lure end mine. Eftersom de blev afvist i døren hos hende, kom de tilbage og undskyldte overfor mig. En af os var de åbenbart nødt til at hænge ud med. Hvorfor, se, det anede jeg ikke..

To måneder var der nu gået. To måneder siden jeg sad i studiet med Jennifer og skulle forklare overfor Jane, hvad det hele havde gået ud på. To måneder siden jeg sidst så Niall. Endnu længere tid siden jeg sidst så de andre drenge. To freaking måneder hvor jeg havde været nede og røre bunden. Eller vent.. Jeg var faktisk under bunden.

Et spørgsmål pinte mig helt vildt. Faktisk flere. Men et pinte mig specielt meget..

Hvorfor havde jeg ikke bare sagt det til ham?

Det havde sikkert gjort det hele meget bedre. Måske ikke meget bedre, men bare lidt.. Og lidt bedre, det havde altså været en stor forbedring for mit vedkommende. Så havde jeg måske også undgået de forfærdelige titler såsom 'Millers - En gang en løgner, altid en løgner,' 'Jessica drukner i familiens løgne,' 'Jennifer og Jessica: Ingen samvittighed..' - Yup, der var massere, hvor de kom fra.

"Så gør jeg det da bare selv!," vrissede Delphine surt, eftersom jeg ikke havde svaret hende og bare var blevet stående med et tænksomt blik ud i luften. Stemningen mellem os var aldrig blevet helt normal, men.. Hun havde altid været noget temperamentsfuld. Og utålmodig.

"Fair nok," mumlede jeg for mig selv, idet hun småtrampede ned mod bordet, der stadig ventede på, at en af os fik lettet måsen derned. Delphine, blev det så.

Jeg førte en tot af det blonde hår om bag øret, eftersom den hang ned foran øjnene på mig, som jeg stod og gloede ned i bordet. Mit humør havde ikke været det samme, efter jeg var vendt hjem. Sengen havde prøvede at holde mig tilbage fra arbejdet mere end normalt, men jeg blev nødt til at have noget at lave. Ellers ville det da først rigtigt gå galt.

Ragnarok var ikke ordet, der beskrev, hvordan mit hus så ud, da jeg kom hjem, og alligevel var det nok det, der nærmede sig mest. Jennifer var gået fuldstændig amok og havde absolut ikke haft i sinde at rydde op efter sig selv. Opvasken stod rundt omkring i hele huset, selvom hun bare kunne have proppet det ned i opvaskemaskinen.

Selvfølgelig havde hun ikke ænset det en tanke. Eller også var hun ligeglad. Muligheden var der.

Mit tøj havde hun til gengæld haft til vask. Selvom noget af det var revet midt over. Hun havde åbenbart ændret lidt på det meste af det. Mine jeans var også blevet til lårkorte shorts. - Godt jeg havde fået det nye tøj med hjem. Min gamle garderobe var ikke just min smag længere.

Væggen inde i stuen.. Jeg anede virkelig ikke, hvad hun havde lavet. Der var et kæmpemæssigt hul i midten af den indtil soveværelset. Tanken om at kontakte hende og spørge hvad i den freaking kageverden, hun havde haft gang i, jo, den havde skam strejfet mig. Men den var ikke blevet til noget. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Så hellere leve med hullet, til jeg fik råd til en ny væg. - Hvilket lød til at være dyrt, sidst jeg havde en ude at kigge på det.

Det meste var ellers under kontrol nu. Bortset fra hullet havde jeg fået ryddet det hele op rimelig hurtigt. Huset var så også bare det eneste, jeg havde under kontrol. Mine følelser var fuldstændigt ustyrlige, og mine tanker kørte rundt og skiftede emne hvert eneste sekund. Stort set. Næsten.

"Undskyld mig, frøken, men vil du ikke være så venlig at give mig et stykke sukker til min kaffe. Den føles så bitter, selvom jeg mindedes at have bestilt den med to stykker sukker i." Mit blik landede på en dame, der altid brugte sine eftermiddage her på caféen. Ensomheden måtte have meldt sig i hendes liv, siden hun ikke havde noget bedre at tage sig til, men ironisk nok.. Så var jeg her jo også.

"Åh.. Jo, selvfølgelig." Jeg sendte hende et hurtigt lille smil, inden jeg vendte om på hælene i mine sorte converse og var på vej hen mod skålen med sukkerknalder. Så vidt jeg huskede, så havde hun bestilt med to stykker sukker i som normalt. - Men når jeg tænkte nærmere over det, så huskede jeg ikke, jeg havde givet hende sukkeret. Overhovedet.

Jeg måtte til at tage mig lidt sammen.

Skålen fik jeg roligt fat omkring og gik tilbage med den til damen, der helt præcist var 68 år gammel. Hver gang hun kom herhen, havde hun altid et eller andet at fortælle, og flere gange havde hun nævnt hendes alder. Det var egentlig meget hyggeligt, men det var ikke altid, jeg havde tiden til det. På en eller anden måde kunne jeg bare aldrig få mig selv til at sige det til hende.

"Her. Tag du bare to til." Et stort smil bredte sig på hendes læber, som hun tog et enkelt stykke sukker ned i kaffen, hun havde bragt med herop. Kort rystede hun et par gange på hovedet og takkede nej til det ekstra stykke, selvom hun så kun havde fået et i.

Da hun gik ned i igen, satte jeg skålen på plads. Delphine strøg forbi mig i en hulens fart og spurtede direkte ind på personaletoilettet. Undrende blinkede jeg et par gange med øjnene, inden jeg forvirret fulgte efter hende derud. Som jeg havde regnet med, var det ikke toilettet, der kaldte, men spejlet.

"Delphine?" Idet hun hørte min stemme vendte hun sig forskrækket om mod mig. Da hun opdagede, det var mig, rettede hun igen sin opmærksomhed mod sit eget spejlbillede uden at sige et ord til mig. Håret var vigtigere og skulle sidde bedre end før, åbenbart.

"Hør her, Jessie," startede hun ud med at sige, og jeg rullede irriteret med øjnene. Jessie.. Jeg brød mig ikke om at blive kaldt det. Jess var fint for mig. Det andet lød for.. Jesset. - Og det vidste hun udmærket godt, at jeg syntes. Alligevel havde hun besluttet sig for, at det var mit kaldenavn. Blot endnu en ting ved hele livet, der var typisk.

"Jeg smutter nu, okay? Greg har lige ringet og sagt, at han er her om fem minutter, så hvis nu du bare lader som ingenting, hvis Tom spørger, hvor jeg er, så ville det være super!" Hun kiggede sig en ekstra gang i spejlet, en smule nærmere end før, inden hun vendte sig om mod mig. "Tror du, du kan klare det?"

Jeg lagde armene over kors i protest, men det virkede ikke som om, hun helt opfattede hentydningen af mit kropssprog. Var jeg virkelig så svær at læse? De fleste folk gjorde det samme, og de fik ikke hendes forklæde kastet i hovedet, idet hun spurtede forbi mig.

"Tak," sagde hun kort, inden hun var væk. Great. Nu var jeg alene om arbejdet. De andre to havde netop lige fået fri, og der ville først komme en igen kl. 16, om en time. Ja, ja, tak for cake, Delphine. Eller.. Crap. Crapcake. Tak for crapcake.

Jeg foldede lydløst hendes forklæde pænt sammen og gik med langsomme skridt hen mod spejlet på toilettet. Mit spejlbillede mødte mig på vejen, og jeg så ind i et par himmelblå øjne, der kunne ejes af to. At være enægget tvilling havde aldrig været så nemt, men.. Jeg havde aldrig troet, det ville få mig til at føle mig så.. Fortabt. Ødelagt.

"Jessica Miller..," hviskede jeg lavt, mens jeg blinkede en tåre væk, der havde sat sig i vejen for mit blik. Grædetiden var for længst forbi, og den skulle endelig ikke begynde igen. Oh no, det var jeg ovre for længst. - Det overbeviste jeg i hvert fald mig selv om. "Jeg er Jessica Miller. En pige, der går fremtiden i møde med rank ryg og løftet pande," fortsatte jeg lidt højere, dog stadig hviskende. En gang i mellem kunne det være nødvendigt at give sig selv et lille skub.

Jeg nikkede fast til mit spejlbillede, der gjorde det samme, inden jeg vendte om og gik ud fra toilettet. To piger stod og ventede på betjening, og jeg lagde Delphines forklæde fra mig på et lille bord, da jeg var nødt til at tage mig af kunderne til en start.

"Hej. Hvad skulle det være?" De to piger tænkte lidt over mit spørgsmål, og jeg fik tiden til at gå med at betragte dem. Rettere sagt.. Jeg tvang mig selv til det. Ellers ville mine tanker køre rundt omkring Niall og sidste gang, jeg så ham. Det kunne jeg ikke klare. Ikke lige nu. Så hellere tage kunderne som erstatning. Lad mig se.. Den ene havde rødfarvet hår sat op i en høj hestehale, og den anden havde sort hår sat i en knold, som jeg selv havde mit. Fregner, skønhedspletter, grå og brune øjne, flotte ansigtstræk, 13-14 år..

"Jeg skal bare have en donut og en varm chokolade. Hvad skal du have, Yasmine?" Den rødhårede pige vendte blikket mod sin veninde, der åbenbart hed Yasmine. Ganske kønt navn til en ganske køn pige, der stadig stod og så tænkende ud. Måske havde de slet ikke stået der så længe.

"En.. Et stykke æblekage og en vanille milkshake," besluttede hun sig for og sendte mig et lille forsigtigt smil, som var hun bange for, hvordan jeg ville reagere. Æde hende? Så voldelig var jeg ikke ligefrem. Men genert kunne jeg vidst godt skrive på min indre liste over kunden Yasmine.

"Kan man få milkshakes her?," spurgte den rødhårede pige overrasket og vente straks blikket mod mig og smilede stort. Genert til rødhåret pige.. Eh, nej. "Så tager jeg også en milkshake. Men.. Jeg vil heller have en jordbær milkshake. Du ved, vanille og donut.. Det siges, man får grønne tænder af det," grinte hun højt, og Yasmine undslap også en genert lille latter.

Jeg rynkede undrende brynene og nikkede forvirret på hovedet. Se, den var ny.. Befolkningen i udkanten af London var altså ikke helt normal. Beviser kom der kun flere og flere af hver evig eneste dag.

To papkrus fik jeg hurtigt sat ind under milkshakemaskinen, og en stråle løb ned i hvert af dem. Vanille og jordbær. Herefter gik jeg hen til kageudvalget og tog forsigtigt et stykke af æblekagen op, lagde det på en paptallerken og proppede det ned i en af de brune poser, hvorefter jeg gjorde det samme med donutten, pigen havde udvalgt.

De tog imod poserne, jeg rakte dem, og jeg gik herefter hen til deres milkshakes, lagde et låg på og stak et sugerør ned i dem. Med et lille smil rakte jeg dem hver især deres milkshake, og de takkede smilende, hvorefter de vendte om og gik ud ad døren igen.

Jeg vendte mig om og tog fat om Delphines forklæde igen, da det ikke skulle ligge herude. Med hurtige skridt gik jeg ind i personalerummet og lagde det på hendes hylde. Det var pladsen, hvor det skulle være, ingen andre steder. Det havde hun hørt fra Tom et par gange nu.

Igen gik jeg ud fra rummet og vendte tilbage til arbejdet. Lige i øjeblikket var der ingen nye kunder, så jeg gav mig til at tørre bordet af med en fugtig karklud. Det skulle gøres utroligt mange gange dagligt, da det var mad og drikkevarer, vi havde med at gøre.

"Jessica?" Jeg frøs til sten, idet jeg hørte en velkendt stemme sige mit navn. Mit hjerte holdt simpelthen op med at pumpe rundt af ren forskrækkelse, og jeg vendte mig langsomt om med kluden i hånden og så ham stå og se forpustet på mig.

Hvad lavede han dog her?

 

____________________________________________________________________________

Hvem tror I, det er, der er kommet? Hvad synes I om kapitlet? Hvad har I af forventninger til slutningen?

- Dette er nemlig andet sidste kapitel. Hvilket vil sige.. Den meget snart er slut. Sørgeligt nok. :c

Jeg er så glad for jeres kommentarer, og de varmer mig altid så utroligt meget! Det er helt vildt, så søde de er. Man bliver bare så.. Aww.. Naaw! You know.. Den skal I altså have, I har virkelig støttet mig!

Tusind tak, endnu en gang! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...