Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

457Likes
769Kommentarer
93775Visninger
AA

21. A love message

Berømte sangere skal ofte på tourné. Underligt nok var det ikke anderledes for bands. Heller ikke boybands, og da slet ikke One Direction.

Der var gået en hel uge siden sidst, jeg så Niall. Dagens stod mig fuldstændig klar, som skete det netop i dette øjeblik. Hans blå øjne lyste op foran mig, mens hans smil fremviste hans næsten usynlige bøjle. Det nuttede smil, jeg slet ikke kunne stå for.

Endnu klarere stod vores samtale mig.

"Kan du spise det sidste stykke?" Nialls ansigtsudtryk skulle helt sikkert være tiggende, eftersom han med sikkerhed selv ville have det. Udover spørgsmålet afslørede hans forventningsfulde stemme ham også.

Jeg gav et skævt smil fra mig, tog det sidste pizzastykke op i hænderne og betragtede det, kun for at irritere Niall, som straks blev en smule usikker på, om jeg faktisk havde tænkt mig at spise det selv. Hans øjne længtes efter pizzaen, og han så fra mig til den flere gange i træk uden at sige noget. Hvad skulle han også sige? Han havde selv spurgt mig, hvilket vel var en invitation til, at jeg måtte spise det.

Jeg rystede lidt på hovedet og rakte ham det, og han smilede straks kærligt til mig. "Tag du det bare," sagde jeg mildt, hvorefter han langsomt tog det hen i sine hænder. Overraskende nok spiste han det ikke. Han lagde det tilbage i bakken og lavede et mærke i midten af skorpen, hvor han herefter brækkede det midt over.

"Lad os dele det," sagde han med den varmeste stemme, jeg nogensinde havde hørt, og rakte mig halvdelen af stykket tilbage. Hurtigt rystede jeg på hovedet og lavede en kort bevægelse med hånden for at overbevise ham til, at han godt måtte spise det hele, men han blev blot siddende og så på mig med sine klare blå øjne.

"Tag det nu, Jen. Jeg vil gerne dele med dig." Jeg bed mig i inderlæben, da jeg ikke helt vidste, om jeg skulle tage imod det. Min mave kunne sagtens rumme det halve stykke, men Niall var bare så glad for mad. Den betød så meget for ham. Det var tydeligt at se så snart, man havde været sammen med ham for en kort stund.

"Jeg tror, du hellere vil have det end mig. Du er sikkert mere sulten end jeg, og så er du sikkert også gladere for det." Jeg fangede mig selv i at sige 'gladere.' Hed det ikke 'mere glad?' Dumt, dumt, dumt, Jessica.. Dumt! - I mit indre sad jeg og slog mig selv på panden.

Han grinte let og trak en smule på skuldrene uden at trække det halve pizzastykke til sig. "Måske. Du har sikkert ret. Men.." Han holdt en kort pause, fik øjenkontakt med mig og holdt fast i mit blik, inden han lænede sig ind over mig og kyssede mig på læberne. Et kort, blidt kys, jeg sagtens selv ville have kunnet udvikle til snav. Han trak sig dog tilbage og rakte mig igen pizzaen. ".. Jeg er gladere for dig."

Rødmen steg op i mine kinder, og jeg tog forsigtigt imod pizzastykket. Smigr på smigr. Det kunne godt gå hen og blive lidt for meget, når man ikke vidste, hvordan man skulle tackle det. Men misforstå mig nu ikke! Det var rart med smiger.

"Tak," grinte jeg lavt og skulle til at tage en bid af pizzaen, inden Niall stoppede mig. "Hov, hov! Vent lige på mig." Jeg så undrende på ham, og han rullede klukkende med øjnene. "Vi spiser det på samme tid. 1.. 2.."

Niall var nogle gange bare underlig. Underlig på den gode og alt for kære måde, som fik mig til at kunne lide ham endnu mere. Freak ham! Det var grov tortur. Jeg vidste jo, at jeg ikke ville kunne være sammen med ham for evigt. Jennifer var i vejen. Derfor skulle han også have den freaking sandhed at vide.

Idet han sagde '3,' tog vi begge første bid af pizzaen og gumlede det hurtigt, som var det en konkurrence om at blive først færdig, hvilket det hurtigt også udviklede sig til. Gæt, hvem der vandt. Niall. Men det kom vel ikke bag på nogen?

"Hvordan kan du spise så hurtigt?!" spurgte jeg oprigtigt interesseret i hans svar, som kom hurtigere end forventet. At tænke over det behøvede han slet ikke. "Det er en gave," sagde han alvorligt med et smil på læberne, og jeg brød hurtigt ud i grin efterfulgt af ham også.

Vi fik hurtigt grinet færdigt, og han så pludselig ned på sine hænder, der fumlede med hinanden. Nervøsitet. Det var det første ord,d er sprang ind i hovedet på mig, da jeg så dette. Hvis det havde været mig, havde det været et tegn på, at jeg var nervøs.

"Jenny, jeg har noget, jeg skal fortælle dig..," startede han, og jeg afbrød ham hurtigt, da sætningen passede ind i det, jeg selv ville have sagt. "Jeg har også noget, jeg skal have fortalt dig!," sagde jeg højt og overrasket, som var det noget af det vildeste, at vi begge ville fortælle hinanden noget.

Niall så bare lidt på mig og gjorde tegn til, at jeg godt måtte starte, men jeg rystede blot på hovedet. Jeg ville hellere høre, hvad han havde at sige først. Måske var det noget, han ikke ville sige, hvis jeg havde fortalt ham, at jeg ikke var Jennifer.

"Okay så," smilede Niall kort, inden han begyndte. "Vi skal snart på tourné her rundt i landet. Faktisk.. Skal vi det allerede i morgen. Der tager vi til Bristol, hvor vi skal være en uges tid, inden vi tager videre til Oxford, Birmingham, Manchester, Liverpool og.. Ja, vi kommer til at være væk i godt og vel 2 måneder, og det er ikke sikkert, vi kommer hjem før, at touren er slut."

Jeg kiggede på ham, og jeg var sikker på, at det så ud som om, jeg var fuldstændig lost, selvom jeg mest af alt bare tyggede på det, han netop havde spyttet ud. Tourné. Aha. Det var vel forståeligt nok, eller.. Ja. Men.. Nej, altså.. Lige nu?

"Så.. Jeg vil ikke se dig før om 2 måneder?," spurgte jeg ham stille om, mens jeg så ned på.. Ja, ingenting. Jeg opfattede ikke, hvad det var, mit blik havde fanget og holdt fast. Jeg stirrede bare. På ingenting, alt og ja, ingenting.

Ud af øjenkrogen fornemmede jeg, at han nikkede og herefter sendte mig et smil. "Ja, men.. Du kan se nogle af koncerterne i fjernsynet. Der kommer vidst nogle udklip fra nogle af dem hver uge. Jeg ved i hvert fald, at der kommer en time af koncerten sidste dag i Bristol her om en uges tid. Og så har vi jo også i dag. Ikke?"

Jeg løftede blikket op og sendte ham et lettere skuffet smil, inden jeg nikkede. "Jo. Jeg skal nok se det." Mit hår hang ned omkring mit ansigt og dækkede i små totter for mit udsyn, som jeg havde hængt en smule med hovedet. Hurtigt rystede jeg det for at få det på plads, så jeg så lidt mindre nede ud.

MEN FREAKING TO MÅNEDER?!

Han smilede og så så nysgerrigt på mig, mens jeg bare blinkede uforstående. "Du ville også fortælle mig noget?" Idet han sagde det, tænkte jeg mig grundigt om. Jo. Ja. Mmh. Det ville jeg jo. Men.. Hvad nu hvis han ikke tog det så pænt? Hvad nu hvis han skred? Så ville jeg ikke kunne se ham og snakke med ham før om to måneder?

Nej. Det gik bare ikke.

"Jo.. Jeg.." Et kort suk undslap mine læber, inden jeg så ham ind i øjnene. Mine lyseblå og hans fortryllende blå øjne. De hørte bare sammen. Det skulle ikke være Jennifers øjne. Selvom de var nøjagtig magen til mine egne.

Langsomt lænede jeg mig hen til ham og kyssede ham blødt på læberne, og han gengældte det blidt. Den elektriske fornemmelse strøg igennem mig og fyldte hver en krog i min krop, mens mine læber blot blev ved og senere udviklede det til en mild snav.

Roligt lagde vi os ned på sofaen, jeg på ham. Herefter trillede jeg ned ved siden af ham, så vi begge lå på siden. Hans ene hånd var rundt om min nakke, mens den anden lå på mit lår. Jeg selv havde en hånd, der rodede rundt i hans lyse hår, mens den anden hvilede på hans mave.

Jeg fik det endnu en gang som en freaking kryster ikke sagt.

Ringeklokken vækkede mig fra mit indre flashback, der kørte på repeat igen og igen. Det var ikke til at fatte, at man kunne være så dårlig til at få noget sagt som jeg. Helt seriøst, andre havde bare gjort det. Sagt det. Men jeg skulle selvfølgelig ikke kunne, nu det var mig, der havde brug for talentet til det.

Endnu en gang hørte jeg klokken ringe, og jeg begav mig kun efter en kort tøven ned ad trapperne for at lukke døren op. De sidste tre skridt løb jeg hen til døren, bare fordi jeg havde lyst. Og kunne. Se, det kunne jeg. Men sige det jeg virkelig var nødt til, nej. Det kunne jeg ikke.

Uden for døren stod en fremmed mand. Hans skæg havde samme farve som skyerne på en gråvejrsdag og var en miniudgave af det, man forestillede sig, julemanden bære rundt på. Hår havde en kun meget lidt af i samme farve som skægget, og han tårnede sig uhyggeligt højt op over mig med en højde, der meget vel kunne runde de 190 centimeter.

"Miss.." Han kiggede ned på en lille hvid notesseddel, han tog op ad lommen, inden han færdiggjorde sin sætning. ".. Jennifer Miller?," spurgte han og så på mig med sine grå øjne, der matchede håret og skægget perfekt.

Hans tøj mindede mig alt i alt blot om et helt almindeligt sæt tøj, en ældre mand kunne finde på at gå i, mens hans bil ude ved fortovet mere mindede mig om Postmand Pers. Samme røde farve, stort set samme form og samme tegn på siden. Næsten. Der stod her kun 'budbringer,' men det var med samme guldfarvede bogstaver.

Jeg rettede næsten min fulde opmærksomhed mod manden igen og smilede nikkende som svar. Egentlig var det ikke mig, nej. Men jeg kunne vel lige så godt lyve for ham også, nu jeg havde løjet for alle andre?

"De er til dig." Han rakte mig en stor buket blomster blandet med alverdens farver og arter, jeg slet ikke kendte navnet på. Før end han rakte den hen imod mig, havde jeg slet ikke opdaget den, selvom den havde været ret så indlysende og burde have stjålet mit blik fuldstændigt. Det ville enhver anden normal pige være blevet udsat for. - Men jeg var efterhånden godt ved at være klar over, jeg ikke var normal.

Forsigtigt tog jeg fat rundt om blomsterbuketten og gav et takkende smil fra mig, inden han nikkede hilsende og vendte sig om for at gå igen. Døren fik jeg hurtigt lukket i og gik ind i stuen med den flotte buket.

Jeg satte mig ned på sofaen og tog et lille kort ud, der havde plads i midten af de mange blomster. Forsigtigt og bange for at ødelægge dem, lagde jeg dem ned på stuebordet for så at åbne kuverten med det lille brev. Ud kom et flot kort med to hjerter på forsiden, der blev forenet til én masse. Med et smil på læberne åbnede jeg det op og læste det. En klump af glæde satte sig fast i brystet på mig.

"Smukke Jen.

Disse blomster er et tegn på min kærlighed til dig. Hver blomst står for noget helt specielt, og du kan finde betydningerne klistret fast på stilkene. Alle blomsterne passer til dig. Det skal du vide. Lige meget hvad der sker, så vil jeg altid holde af dig.

Glem nu ikke at tænde for fjernsynet kl. 15:30. Endnu en af vores nye sange kommer for høre for første gang, inden den udkommer om en måneds tid. Det må du ikke gå glip af.

Cheeseburgers and Jelly Babies, Niall."

Jeg lagde kortet fra mig på bordet med verdens største smil siddende på læberne. Han ville holde af mig lige meget hvad.. Det kunne jeg kun håbe var sandt, når han engang fik sandheden at vide. Hvis jeg ellers tog mig sammen.

Jeg tog buketten i favnen for at udforske blomsternes stilke for klistermærker. Ganske rigtigt. Der var på en af hver af de forskellige blomster et klistret ord på stilken sammen med blomstens navn. Tog jeg ikke meget fejl, kunne det højst sandsynligt kun være Nialls håndskrift.

Den første blomst jeg fik fat omkring var en forglemmigej. Dens lyseblå farve strålede ud af de fem blomster, der voksede på en og samme stilk, mens jeg grundede over betydningen, Niall formodentlig havde skrevet på. Evig kærlighed.

Den næste jeg fik fat om ejede navnet lilje. Når jeg tænkte nærmere over det, kendte jeg den udmærket godt. Betydningen havde jeg dog aldrig tænkt yderligere over, og det undrede mig lidt, at en dreng som Niall havde styr på det. Det gjorde ham kun mere skøn. Ren skønhed.

En stilk med alperoser fik jeg fat i som den tredje. Deres lyselilla farve fik mig til at studere dem nærmere. De fangede mig på en måde. De hang, som forglemmigejen, flere på samme stilk, men de her hang mere som små klokker. Jeg vil gøre alt for dig.

Fresia. En smuk lille blomst som to af de andre, jeg indtil videre havde haft fat i. Det var måske dem, der havde de rigtige betydninger, og måske var de også de smukkeste. Man skulle jo ikke bedømme dem ud fra størrelsen. De var ubeskriveligt smukke allesammen. Dennes farve var hvid og helt fortryllende. Ironisk nok var det ord også med i dens betydning. Din duft fortryller mig.

Hyacintens små blomster var lyserøde og dannede sammen en ny form, så tæt de sad sammen stort set hele vejen op ad stilken. Duften var frisk og honningagtig, som jeg stak hovedet lidt tættere på for at læse på det lille mærke, hvad der stod. Spirende kærlighed.

Den lyserøde lidt runde blomst fangede som den sjette min opmærksomhed, og jeg studerede den kort, inden jeg gik til at læse navnet på den og dens betydning. Det viste sig, at den hed kamelia. Betydningen fik mit smil til at vokse en smule, hvis det da var muligt. Perfekt yndig.

Lyngens farve var også en blanding mellem den lyserøde og så den lilla. Der var flere af slagsen lige ved siden af hinanden, og jeg lagde hovedet på skrå den anden vej for at se, hvad der stod på her. Lykke.

En klump af røde pelargonier sad også på samme stilk og var med til at skinne ud over alle de andre blomster og sætte liv i det hele. Otte forskellige blomster var jeg nået op på. Nialls håndskrift viste ordet, der sad her. Pragt.

En lille hvid blomst jeg ikke kendte, viste sig at være en jordbærblomst. Lille, sød og ikke særligt speciel. Alligevel havde Niall valgt den ud til buketten, han ville sende mig, og jeg satte stor pris på det, da betydningen kun fik mit hjerte til at slå en lille kolbøtte. Uimodståelig.

Den sidste og tiende blomsterart, kunne jeg selv se, var en hvid rose, præcis som Niall også havde nedskrevet. Mit smil falmede dog en smule, da jeg så, hvad der stod. Ærlig kærlighed. Av.. Det var måske ikke lige den blomst, han burde have valgt.

Jeg pillede lidt ved den hvide rose, mens mit blik kørte hen mod uret, hvor viserne viste klokkeslaget 15:35. Hurtigt lagde jeg blomsterne fra mig og tog i stedet fat om fjernbetjeningen og tændte for det store fjernsyn, Jennifer ejede. Gid det var mit.

Straks hørte man en masse høje skrig, der uden tvivl kun kunne komme fra en kæmpemæssig flok af piger, der var besat af drengene. Volumen-knappen blev hurtigt trykket ned, så deres skrig skar mig knapt så meget i ørerne, mens billeder af mængden af hoppende fans blev vist fra forskellige vinkler.

En TV værtinde begyndte at snakke og præsentere os for Bristol-koncerten med de vidunderlige drenge, vi alle havde måtte mærke vores hjerte springe en gang over for. - I mit tilfælde havde det haft hoppet et par gange for netop én af dem.

Drengene kom pludselig frem på skærmen, hvor de sang en af deres sange. Det var kun et kort klip, der blev vist, inden man igen så tilbage på værtinden, der nu sad med de fem drenge. Harry, Louis, Liam, Zayn og Niall. - Min Niall. Jennifers Niall. Vores Niall.

De havde en kort pause, inden de skulle ud på scenen igen og synge deres nye single udover Live while we're young for første og eneste gang, inden den ville blive udgivet om korte fire uger, den 29. oktober.

"Så.. Niall.. Det er blevet hørt, at du tænker på en helt speciel pige, når du synger jeres nye sang. Jennifer Miller, ikke sandt?" TV værtinden rakte Niall mikrofonen, og Liam puffede kort til ham med et skævt smil om læberne, mens Niall blot smilede stort og kiggede ind mod kameraet og tilbage på den lyshårede dame, der, som Jane, havde det falske smil om munden, dog formåede hun da at få det til at se en tand mere ægte ud.

"Ja, den passer perfekt. Jeg.. Jeg håber, hun sidder og ser med derhjemme. Der går lang tid, inden jeg ser hende igen, og jeg vil gerne fortælle hende med den, at jeg.." Han holdt en kort pause og grinede nervøst. "Ja, at jeg elsker hende."

Der hørtes straks en masse 'Aww'-lyde i baggrunden, og værtinden lavede også et ansigtsudtryk som tegn på, at hun syntes, det var sødt. Måske en smule overdrevet, men hun var jo også på TV. Grunden til, at jeg netop syntes, hun skulle lade være med at overdrive på den måde, hun gjorde. - Eller rettere sagt alle, der kom på skærmen. Drengene klarede det nu meget godt. Var helt rolige og nede på jorden. Intet falsk over dem.

Mine følelser i dette øjeblik var ikke lige til at sætte ord på. Det føltes som tung bly, der hev mit hjerte ned, hvorefter det lod det komme fri og hoppe op igen, så det røg hele vejen op i halsen på mig. Hurtigt sank jeg flere gange, da klumper satte sig fast i halsen på mig, og lykken overstrømmede mig samtidig med, at jeg følte mig utilpas. Han kendte stadig ikke sandheden, og han ville måske ikke sige det, hvis han gjorde.

- Men han havde netop offentliggjort, at han elskede mig. Min løgn om at være Jennifer kunne ikke få mig til at miste glæden.

Efter en lidt længere samtale med drengene, som jeg slet ikke kunne følge med i, da jeg følte mig så overvældet, var det blevet tid til, at de skulle ud på scenen og synge deres nye sang LIVE foran hele landet. Vi var så heldige at høre den en enkelt gang, inden de andre lande fik lov til det. Jeg tænkte nu mest over det, at Niall sang den.. Til mig.

Et længere musikstykke startede sangen, og Zayn gjorde sig klar til at synge det første. Pigerne skreg til en start, men dæmpede det herefter en smule, så de kunne høre sangen, hvilket var heldigt nok for alle os andre. Selvom de havde mikrofoner, kunne de med sikkerhed let bliver overdøvet af al skrigeriet.

"Your hand fits in mine, like it's made just for me.

But bear this in mind, it was meant to be.

And I'm joining up the dots with the freckles on your cheeks,

And it all make sense to me."

Jeg tog langsomt min hånd op til min kind, hvorefter jeg strøg den hen over min næse, hvor mine fregner sad, mens jeg så, Liam tage sin mikrofon op til munden, idet det blev hans tur til at synge det næste.

"I know you've never loved..

The crinkles by your eyes, when you smile.

You've never loved..

Your stomach or your thighs.

The dimples on your back at the bottom of your spine,

But I love them end-les-sly."

Mine hænder gled hen over mine lår, mens jeg sad med øjnene klistret til skærmen og havde ørerne helt åbne. Hvert et ord susede ind og blev siddende for aldrig at komme ud igen. Alle drengene tog nu mikrofonerne op til munden, og der blev zoomet ind på dem hver især. - Også Niall.

"I won't let these little things slip ooout of my mouth.

But if I do..

It's you. Oh, it's you, they add up to.

I'm in love with you. - And all these little things."

Uden at lægge mærke til det, havde jeg fået fat om en af puderne, der lå i sofaerne og sad nu og knugede den indtil mig med et fjollet smil om munden. Sangen var stille og rolig, mens ordene sagde meget mere blandt musikkens toner, end de ville have gjort, hvis den havde været vildere.

Nu var det Louis, der gik frem og havde mikrofonen oppe ved munden som den eneste, mens de andre stod lidt i baggrunden og gik frem og tilbage.

"You can't go to bed without a cup of tea.

And maybe that's the reason that you talk in your sleep.

And all this conversations are the secrets that I keep,

Though it makes no sense to me."

Det var nu Harry, der sang, og hans hæse stemme lød gennem mikrofonen. Ordene strømmede langsomt ud, og jeg knugede puden en smule strammere ind til mig, mens jeg sad som et lille barn, der så sit yndlingsprogram.

"I know you've never loved..

The sound of your voice on tape.

You never want to know how much you weigh.

You still have to squeeze into your jeans,

But you're perfect to me.."

"I won't let these little things slip ooout of my mouth.

But if it's true..

It's you. It's you, they add up to.

I'm in love with you. - And all these little things."

Efter omkvædet havde været der for anden gang, var det Nialls tur til at synge. Han tog langsomt mikrofonen op til munden og smilede kort til fansene, inden han så mere intens og alvorlig ud, mens hans fantastiske og blide stemme kunne høres. Et stik af savn kunne pludselig mærkes i mit indre, mens jeg sad og så ham på skærmen.

"You'll never love yourself half as much as I love you.

You'll never treat yourself right, darlin',

But I want you to.

If I let you knooow I'm here.. For you.

Maybe you love yourself like I.. Love you.

Ohh.."

Harry tog ordet og begyndte igen at synge.

"I've just let these little things slip out of my mouth.

Because it's you. Oh, it's you. It's you, they add up to.

And I'm in love with you. - And all these little things."

"I won't let these little things slip ooout of mu mouth.

But if it's true. It's you. It's you, they add up to.

I'm in love with you. - And all your little things."

De sluttede af med at synge omkvædet sammen. En vidunderlig klang fra fem vidunderlige drenge. Alle skreg inde fra skærmen af, og drengene smilede taknemmeligt. Det var også verdens sødeste sang, kunne jeg kun sige. Niall fangede mit blik og fik øjenkontakt fra fjernsynet af, selvom jeg udmærket godt vidste, at det var et kamera, han kiggede på. Alligevel smilede jeg rødmende og kiggede ned på puden, der lå i mit skød, som jeg nervøst og smigeret begyndte at pille ved.

Niall elskede mig.

 

____________________________________________________________________________

Jeg er meget stresset for tiden og undskylder, hvis der er for lang ventetid mellem kapitlerne. Jeg er så freaking taknemmelig for alle jeres søde kommentare, likes og favoritlister, men det er jo bare at gentage mig selv. I har hørt det 100 gange fra mig af nu. - Men I fortjener det også! <3

Hurtigt vil jeg lige svare på nogle få spørgsmål. Bare.. For at svare på dem, så alle ser det.

1. De kysser ikke så meget, og der er intet sex med?

- Nej. Jeg er ikke typen, der ligefrem.. Skriver om sex. Så det er ikke sådan en historie. Hvis jeg skuffer nogen, undskylder jeg, eheh.. Kyssene er fordi, jeg selv synes, de skal være særlige. Og så er det jo også som en ny kæreste for Niall, nu han havde tænkt sig at slå op med Jennifer og pludselig står overfor en helt ny person. Det er som at starte på en ny.. Og I forstod sikkert ikke det her, da jeg er meget ukoncentreret lige i dag og ikke er god til at formulere mig. o.o

2. Hvornår afslører Jessica det?

- Læs videre. Det sker snart, kan jeg kun sige. Jeg vil helst ikke afslører for meget. Men.. I skal ikke vente længere end til næste kapitel med at finde ud af, hvornår og hvad der sker.

Jeg håber, I nyder at læse min historie. Jeg nyder i hvert fald at skrive den. :3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...