Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

457Likes
769Kommentarer
93927Visninger
AA

8. 6 years ago..

"Please? Vil du ikke nok øve med mig? Jeg vil SÅ gerne på det hold! Alle de lækre fyre går der." Jennifer smilede stort ned til mig, som jeg lå i sengen og læste i det nyeste skoleblad. Der var ofte intet interessant, kun en masse billeder af de populære og sladderhistorier.

Jeg prøvede inderligt på at ignorere hende og håbede på, at hun gik sin vej. Jeg orkede ikke at øve flere ting med hende for, at hun kunne blive en del af de populære. Hun måtte da snart indse, at hun stank lige så meget som jeg til stort set alt. Vi var de kiksede tvillinger, der kun havde få venner. Jeg vidste, at det ville få konsekvenser ude i fremtiden, eftersom Jennifers motto her for tiden var;

'Når jeg finder mit talent, skal jeg nok blive berømt. Ikke kun på skolen. I hele landet og senere hen i hele verden. Så vil jeg få en smuk berømt kæreste, som alle misunder mig, for jeg vil kunne få alle! Tro mig, Jessica, jeg skal nok blive til noget.'

Hun brændte virkelig for at kunne bevise, at hun havde noget i sig, som nok skulle komme ud engang. Et talent, der var større end alle andres. - Og jeg var efterhånden ved at være godt træt af det.

Jeg rullede om på siden, så jeg lå med ryggen til hende. Det var et nej uden ord, da jeg vidste, at det var spild af kræfter at åbne munden. Hun ville få mig overtalt alligevel. Det var som om, hun havde en eller anden form for superkræfter, jeg ikke kunne håndtere.

"Jessica.. Jessica.. Jessica-a-a-a-a!" Hun hakkede på den sidste vokal i mit navn, og det irriterede mig grænseløst. Hun vidste det udmærket godt, det var jo kun derfor, hun gjorde det. En søster kender stort set alt til ens svage og stærke sider.

Jeg gav slip om bladet og holdt mig i stedet for begge ører. Hvorfor var hun så provokerende? Hun gad aldrig hjælpe mig, når jeg spurgte hende, og alligevel blev hun ved med at tro, jeg altid stod til hendes rådighed.

"Hvorfor svarer du mig ikke? Jessica-a-a? Jessica?!" Hun tog fat om min skulder og fik vendt mig om. Nej. Jeg gad ikke. Jeg ville simpelthen ikke. Måske ville hun gerne på det skide hold, men jeg nægtede at spille sådan en kedelig sport!

"Nej..," hviskede jeg svagt. Hun hørte det udmærket godt, men smilede til mig som om, jeg havde givet mig. Præcis som altid. Hendes hår var stort set røget ud af hendes høje hestehale, men det lod ikke til at genere hende spor.

"Tak, Jessica! Du er en skat!" Hun lavede kyssemund og ville have kysset mig på kinden, hvis ikke jeg havde skyndt mig at dække den med min hånd, så jeg i stedet blev kysset på håndryggen. Det var en dårlig vane, hun havde fået. Hun kyssede alle som tak, og jeg kunne ikke finde det mere latterligt. Hun sagde dog det samme til mig, da jeg mere var den, der krammede.

Egentlig kunne jeg godt have blevet liggende, idet hun farede ud af værelset, men jeg satte mig op i sengen, hvorefter jeg fulgte efter hende. Jeg gad ikke tage tøj på, så jeg vadede bare ud i haven i nattøj, som jeg havde gået rundt i hele dagen. Lørdage var altid dejlige.

Jennifer havde allerede fået far til at sætte nettet op. Det fyldte stort set hele vores have, og der var ikke yderligere meget plads end den bane, de netop havde fået lavet. Hun selv stod med bolden og kastede den op i luften for herefter at gribe den igen.

Beachvolley. Hvilket plat spil.

Græsset var tørt og halvlangt, eftersom vores far ikke havde haft tid til at slå det pga. ekstraarbejde på restauranten om aftenen og møder i børnehaven. Han var sjældent hjemme, da penge virkelig var et problem for os efter, at vores mor døde for 7 år siden.

"Okay, Jess. Du stiller dig der, og så.. Altså, jeg vil nødig prale, men jeg har faktisk lært mig selv en serv." Jennifer smilede stolt til mig, men jeg krydsede bare armene. Det lagde hun åbenbart ikke mærke til, for hun stilte sig klar til at serve, og jeg måtte lade armene falde ned, så jeg kunne være nogenlunde klar til at gribe, skyde.. Jeg havde kun set få kampe henne på skolen.

"Klar, Jess?" Jeg nikkede svagt, hvorefter jeg så Jennifers bold flyve direkte ind i nettet. Hun bandede lavmælt, mens jeg selv gav et lille smil fra mig. Det er, hvad man får ud af at prale sådan.

Gang på gang prøvede hun at skyde den over nettet, men den blev enten skudt så skævt, at den aldrig nåede hen til nettet eller også røg den ind i det. Der var også de gange, hvor hun enten skød den under nettet eller lige op i luften, så den røg ned i hovedet på hende selv.

Jeg var flad af grin. Min pralhals af en søster var altid så troende på, at hun kunne alt, og i virkeligheden stank hun til det meste. Selv syntes hun vidst ikke, det var specielt sjovt. Hun kastede surt bolden hen til mig, og jeg greb den af rene reflekser.

"Prøv du. Jeg vil vædde med, at du heller ikke kan finde ud af det!" Jeg så på Jennifer, der lige havde spyttet ordene ud på en sådan måde, at man kunne blive helt bange for, at hun snart ville blive til en slange.

Bolden lå let i mine hænder. Den var hvid og virkede ikke ret hård. Alligevel var det nok til, at man kunne skyde til den uden at føle, man skød til ingenting.

Jeg knyttede min højre hånd, som jeg havde set drengene og de få piger på holdet henne i skolen gøre, hvilket Jennifer også havde prøvet lykken med. Der gik lidt tid, inden jeg tog mig sammen og prøvede at skyde til bolden.

Da jeg ramte den, fløj den elegant hen over nettet. Man kan nu ikke sige, at den landede helt så elegant, eftersom Jennifer fik den i hovedet. Hun bandede højt af mig, men jeg vidste, at det i virkeligheden var fordi, jeg havde kunnet ramme bolden.

Selv var jeg skam også overrasket. Jeg var virkelig dårlig til al sport, men nu havde jeg måske fundet mit kald. - Hvis ikke det var begynderheld.

Beachvolley var måske slet ikke så tosset endda?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...