Switch places | One Direction

Problemer begynder at opstå, da 18-årige Jessica Miller møder hendes tvillingesøster Jennifer, der har nøjagtig samme udseende som hende selv. Deres liv er til gengæld langt fra ens. Jennifer lever et luksuriøst liv og kaster penge omkring sig, mens Jessica arbejder hårdt for de velfortjente penge. Idet Jennifer indrømmer for sin søster, at hun ville gøre alt for at komme væk fra luksuslivet i nogle måneder og få det på afstand, kommer Jessica med en idé, der senere hen vil blive problemet for dem begge. De bytter plads. Jennifer kan ikke forlade paradiset uden videre, og derfor er det jo perfekt, at ingen behøver at vide, hun skrider, da Jessica blot kan spille hende. Hvad Jennifer bare ikke får fortalt Jessica er, at hun har kæreste på. - Og ikke en hvilken som helst kæreste, Niall Horan fra bandet One Direction. Hvordan vil det hele komme til at gå? Vil Niall finde ud af, at Jessica ikke er hans Jennifer? Vil Jessica kunne holde skuespillet? Og hvor stort et kaos vil det blive?

457Likes
769Kommentarer
93913Visninger
AA

5. 13 years ago..

"Giv mig den, Jennifer!" Jeg løb skrigende ned ad trappen i hælene på min søster, der for anden gang den dag havde stjålet min dukke. Hendes egen var gået i stykker, men det her var altså min! Min dukke, min egendel!

Jennifer hoppede op på køkkenbordet i et let spring. Hvordan hun gjorde det, havde jeg aldrig fundet ud af. Mine ben var lige så lange som hendes, men jeg kunne aldrig komme derop. Hun pralede altid med det og trådte i, at hun kunne så meget mere, end jeg selv kunne.

"Du må få den, hvis du kan komme herop!" Hun smilede hånende ned til mig, og jeg kunne mærke tårerne begyndte at trille hurtigere ned ad kinderne. De var varme, og de gjorde mine øjne så umådeligt trætte. Hver evig eneste dag skulle hun tage min dukke og gøre det samme om og om igen. Hver evig eneste dag!

"Jennifer!" Jeg skreg af mine lungers fulde kraft, inden jeg desperat tog fat om kanten på køkkenbordet og prøvede at svinge mig op. - Stadig uden held. Som altid svigtede min ene hånd mig, og jeg faldt ned på det hårde flisegulv. Heldigvis røg jeg ikke langt, og jeg slog som sædvanligt kun mit ene knæ. Altid det samme, og det blå mærke var blevet mere og mere sort, som dagene gik.

Endnu en gang lød et hyl fra mig af. Tårerne havde ingen stopknap, og jeg ventede kun på, at mor skulle komme og få Jennifer til at aflevere dukken. Det var her, hun plejede at træde ind. Det var her, hun plejede at skælde Jennifer ud, som flovt overrakte mig min dukke, som jeg hev ud af hænderne på hende.

Denne dag var bare anderledes. Denne dag.. Dukkede mor ikke op.

Far trådte i stedet frem, og jeg pegede straks på Jennifer, der hurtigt tog dukken om bag ryggen, så hun langt fra så skyldig ud. Min gråd kvalte min stemme, da jeg prøvede at få små sætninger ud om, hvad der var galt, mens Jennifer i munden på mig blot skreg, at det ikke passede og i stedet gav mig skylden.

"Du lyver! Du lyver ALTID!" Jeg skreg så højt, at det fik Jennifer til at tie stille i et par sekunder. - Dog kun de par sekunder det tog hende at finde gengælds ordene frem. Ikke lang tid efter havde hun nemlig fået sagt, at det var mig, der altid løj.

"Piger.." Vi så begge op på vores far. Han var høj, tynd og var så småt allerede begyndt at få grå hår, selvom vi kun var de fem år, og han var selv ikke ældre end først i 30'erne. Hans ellers så normale skinnende sorte hår var forsvundet, efter vi var kommet til. Folk plejede altid at sige for sjov, at det var os, der gav ham de grå hår, fordi vi ikke kunne styres. Det kunne nu også have noget at gøre med alle de andre små børn, han passede hver dag, eftersom han arbejdede i børnehaven, vi selv gik i.

Jeg sad med grædefærdige øjne og kunne knapt se gennem det tykke vandlag, der havde lagt sig på hinden af øjnene. Jennifer sad stadig med sit uskyldige udtryk og kiggede afventende på far, der tog begge hænder op for at gnide tindingerne. Det så ud som om, at han prøvede at sige noget til os.

Da der gik for lang tid, vendte jeg blikket mod Jennifer igen, der havde vendt sin opmærksomhed mod mig. Hun sad og legede med min dukkes hånd for at provokere mig, og jeg begyndte straks at skrige og hulke endnu en gang. Trods det, at mit knæ som altid gjorde ondt pga. det blå mærke, sprang jeg op gang på gang for at prøve at få fat om min dukke. Jennifer morede sig tydeligvis.

Sådan fortsatte vi et godt stykke tid. Den tid det tog far at få ordene ud. De ord, der lå på spidsen af hans tunge, som han ikke vidste, hvordan han skulle få fortalt.

"Mor.. Mor er død.." Hans stemme var kun en svag hvisken, men jeg stoppede straks med at hoppe og vendte mig i stedet med front mod min far, der nu stod med tårefyldte øjne. Jennifer hoppede ned ved siden af mig med dukken i hånden. Vi sagde intet.

Langsomt rakte Jennifer dukken til mig. "Undskyld.." Hun lød ked af det, og jeg vidste, at hun allerede nu savnede mor noget så grufuldt. Præcis som jeg selv gjorde. Jeg tog imod dukken og omfavnede min søster i et stort knus. Vi græd lydløst, mens min far satte sig på hug og omfavnede os begge på én og samme tid. Et familiekram. - Der bare manglede den sidste puslebrik for at være fuldendt.

 

____________________________________________________________________________

Dette var så det første flashback. Der vil komme flere, og der vil komme svar på de fleste af jeres spørgsmål, jeg ved, nogle af jer brænder inde med. De vil dog nok ikke blive så lange. Noget i en sølle længde som dette. Det håber jeg, I kan overleve. c;

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...