What if I told you, that I love you?

Laura og Nico er bedste veninder. En aften skal de til fest og da Nico om morgenen vågner op hos en dreng hun dårligt kender, bliver hun nervøs og vil gerne have fat i Laura, men hun svarer ikke på hverken SMS'er eller opkald. Nico bliver desperat og leder målrettet efter Laura, lige ind til hun endelig finder hende. Men genforeningen bliver ikke som nogen af dem havde forventet, og en skræmmende sandhed får pludselig lov at se dagens lys..

31Likes
72Kommentarer
2546Visninger
AA

9. Kapitel 9

Da hendes læber ramte mine forandrede det alting. Alle de følelser, som jeg ikke havde den fjerneste idé om, at jeg havde, vældede op i mig, gav mig lyst til at forlænge kysset til for evigt. Endelig var der noget, der føltes rigtigt.

Jeg havde ganske simpelt fundet det sted, hvor jeg hørte til. Det var her. Og det havde været lige foran mig i alt den tid.

Men det her var forkert. Laura var en pige. Og Laura var ikke bare en pige, men min bedste veninde. Og jeg havde løjet over for hende. Jeg havde tilstået nogle følelser, jeg slet ikke havde haft. I hvert fald ikke før nu.

Jeg var så optaget af hende, af hendes brændende læber, og hendes krop der var så tæt på min, at det slet ikke gik op for mig, hvad Julia lavede i mellemtiden. Det var først da hun prikkede mig på skulderen, og viste mig det skarpe knivsblad, imens hun smilede olmt til mig, at jeg sprang væk fra Laura med rædslen malet i hele ansigtet.

"Julia, for helvede. Hvad er det du gør?" spurgte jeg, fuldstændig ude af mig selv, og så derefter hen på Laura, som også så ud til, at have forstået situationens alvor. Julia gjorde det ikke for sjov. Der var mord i de isblå øjne.

"I to er simpelthen så fucking klamme i er!" råbte hun, og pegede truende på mig med kniven. "I er fucking ikke rigtigt kloge!"

"Hvad snakker du om?" Jeg så stadig forskrækket på hende. Hun havde vundet min frygt nu, og hvis hun ville have den, så kunne hun sgu bare tage den. Det var ikke længere vigtigt.

"I lyver over for hinanden, i fortæller hinanden ting der ikke passer og alligevel så står i der og gramser på hinanden lige foran mig!" Hun gik tættere på. Jeg mærkede knivens skarpe spids trykke sig ind ved min venstre side. Lige ud for hjertet.

"Rolig nu.." mumlede jeg, og rakte opgivende en hånd ud. "Lig nu den der fra dig, og så taler vi om det."

Jeg ved ikke, hvordan jeg stadig var i stand til at tænke klart. Jeg er ikke sikker på, at situations alvor helt ville gå op for mig, som jeg stod der, og faktisk skulle trygle for mit liv.

"Julia.." Laura gik forsigtigt hen i mod hende. Tårerne var igen begyndt at strømme ned af hendes kinder. "Jeg forstår ikke hvad dit problem er. Vil du ikke godt sige det, så vi kan løse det?" Hun talte så forsigtigt til hende, at hendes stemme næsten blev en piben.

"Mit problem er, at hun fucking altid vinder!" Julia skreg igen, og jeg mærkede den rift, der dannedes, da hun arrigt kørt kniven henover mit bryst, for igen at placere den ud for mit hjerte. "Det er fucking altid hende, der få alt hvad hun vil have. Jeg gider fucking ikke finde mig i det mere!"

"Hvad er det, som du gerne vil have?" spurgte jeg. Igen meget forsigtigt. Det var ikke til at vide, hvad hun kunne finde på.

"Hold op med at stille sådan nogle sindssygt dumme spørgsmål. Det har den kælling ligesom fortalt dig!" Hun rettede kniven imod Laura, som øjeblikkeligt sprang et par meter baglæns.

"Så du prøver at skille os ad, men er frustreret over, at det aldrig vil lykkedes?" Jeg så igen målløst på hende. Det her var simpelthen for langt ude. Det måtte hun da også selv kunne se? 

"Ja til det første, nej til det sidste. For denne her dag lykkedes det. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle trække den så langt, men nogle ting er bare nødvendige." Kniven blev igen lagt hen over mit hjerte, og denne gang trykkede hun med vilje lidt til. Jeg mærkede til min rædsel, hvordan den langsomt, men sikkert, borede sig igennem min hud.

"Julia, stop! Det her løser intet!" Nu blev min stemme panisk. Kontrollen over mig selv var væk.

"Fatter du det slet ikke?" Hun flyttede sit ansigt så tæt på mig, at vores næser næsten rørte hinanden. "Det her løser alt. Og det er kun en bevægelse. Det er næsten for let." Hun trykkede hårdere på knivskaftet, og jeg mærkede hvordan blodet begyndte at sive ned over den cowboyjakke, som jeg var iført. 

"Julia, nej!" Lauras paniske skrig, fik hele min krop sat i svingninger, men det så ikke ud til at påvirke Julia. Laura forsøgte endda at trække hende væk fra mig, men hun var langt fra stærk nok. Julia fik hende væk, ved et simpelt lille puf.

Det sidste jeg nåede at høre, før kniven borede sig helt ind og satte sig fast, var Lauras langtrukkende smerteskrig, da Julia huggede til. Mit sammenstød med gulvet kom, før jeg overhovedet fattede, at jeg var faldet. Men jeg bemærkede næsten ikke smerten i mit baghoved.

"Jeg elsker dig, Laura.." var det sidste jeg nåede at sige, inden mine øjne lukkede i, for sidste gang, og alt blev sort. 

 

Slut

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...