What if I told you, that I love you?

Laura og Nico er bedste veninder. En aften skal de til fest og da Nico om morgenen vågner op hos en dreng hun dårligt kender, bliver hun nervøs og vil gerne have fat i Laura, men hun svarer ikke på hverken SMS'er eller opkald. Nico bliver desperat og leder målrettet efter Laura, lige ind til hun endelig finder hende. Men genforeningen bliver ikke som nogen af dem havde forventet, og en skræmmende sandhed får pludselig lov at se dagens lys..

31Likes
72Kommentarer
2519Visninger
AA

8. Kapitel 8

Alting flimerede for mit blik, og på en gang gav alt ting og ingen ting mening. Pludselig forstod jeg, hvorfor Laura havde opført sig, som hun havde gjort i alt den tid jeg havde kendt hende.

Alligevel fattede jeg det ikke. Det var for meget, for mit hoved. Aldrig om jeg havde set den komme.

"Nå, hvad siger du så?" Julias skarpe giftige stemme borede sig ind i mellem alle mine forvirrede tanker, og ramte plet. Uden kontrol over noget som helst eksploderede jeg.

"Du holder din fucking kæft, din møgkælling!" Min blå øjne lynede, og jeg måtte kontrollere mig selv til det yderste, for ikke at gå løs på hende. Men jeg vidste godt, at det ikke ville hjælpe.

"Nuvel. Jeg kan sagtens være tålmodig." Hendes stemme blev ved med at være alt for sukkersød. 

Med en kraftanstrengelse fik jeg mig selv ned på jorden igen og tog en dyb indånding. Hun skulle ikke vinde. Vi havde ikke tabt endnu. 

"Hvad.." begyndte jeg, henvendt til Laura. "Hvad skete der så efter, at Julia fandt os? For jeg går udfra, at det er del del, du var så ked af da jeg kom?" Jeg forsøgte at lade som om, at Julia ikke var der, for der var ikke nogen måde vi kunne slippe af med hende lige nu. Og fik hun ikke, hvad hun ville have, så kunne det også være lige meget, om hun sad der. 

Laura, som havde stået med ryggen til mig, imens hun havde fortalt om sin hemmelighed, vendte sig om, og så undrende på mig. Men så så hun ud til at forstå taktikken i mit emneskift, og åbnede munden for at svare.

"Det var lige som om, at det først gik op for dig der, hvad vi lavede, og du blev desperat. Du efterlod mig alene med Julia, hvorefter du fandt ham der drengen, som du tog hjem med. Jeg aner ikke hvad han hedder. Du prøvede konstant at benægte, hvad vi havde gjort og sagde at jeg havde tvunget dig til det og alt muligt. Det var der, at det gik op for mig, at der var noget galt. Men indtil nu, troede jeg bare, at du var freaket ud over, hvad vi gjorde."

"Laura.." Jeg trådte hen imod hende, og rakte ud efter hendes hænder, imens jeg med vilje undlod at se på Julia. "Jeg håber, at du ved, at jeg aldrig kunne drømme om, at gøre det der. Jeg ved seriøst ikke, hvad det er, som Julia havde puttet i min sluch ice, men det har været stærkt. Og jeg er simpelthen så ked af det. Det mener jeg." Jeg så op, og mødte for første gang denne dag hendes chokoladebrune øjne rigtigt. Jeg så dybt og alvorligt ind i dem, og forsøgte at få hende til at forstå. Og det så heldigvis ud til at virke, for hun smilede til mig.

Men det var et bedrøvet smil, som hurtigt blev efterfulgt af enlig tåre. Hun slap mine hænder igen, og vendte endnu en gang ryggen til.

"Nico, du må tro mig, når jeg siger, at jeg godt ved det nu. Men det ændrer ikke noget. Vi kan ikke fortsætte med at være veninder. Det forstår du godt, ikke?" Hun vendte sig om igen, og så endnu en gang på mig. Tåren var væk, og hun så alt for alvorlig ud. Hele min krop fik endnu en rutsjetur.

"Hvad?!" Jeg så målløst på hende. "Hvad snakker du om?!"

"Hold nu op. Det er da indlysende, at vi ikke kan fortsætte, når nu du kender sandheden. Det er jeg i hvert fald ikke i stand til. Ikke når du ikke føler det samme. Det ville være helt forkert."

"Det har jeg da overhovedet ikke sagt noget om, at jeg ikke gjorde?"

Jeg bevægede mig på dybt vand. Alt for dybt. Det var i dette øjeblik, at jeg gik for langt, for at vinde kampen. Dette her, skulle jeg aldrig nogensinde have sagt. For en gangs skyld skulle jeg blot have ladet Julia vinde, og reddet trådene ud bagefter. Men det var min stolthed ikke til.

Laura så overrasket på mig, og jeg så til min store rædsel, hvordan håbet blomstrede op i hendes skønne brune øjne.

"Men.. Gør du da det?"

"Nej, selvfølgelig gør hun ikke det." Julia var kommet på benene og sprang ind i mellem os, imens hun sendte mig et insisterende blik, som Laura ikke så. Det var tydeligt, at dette her ikke var en del af hendes plan.

"Jo.." Jeg tøvede et øjeblik, inden jeg trådte forbi Julia. "Jo, det gør jeg." Med to skridt var jeg omme på den anden side af Julia, og stod så tæt på Laura, at jeg kunne mærke hendes friske ånde i mit ansigt.

Nu ventede der kun et kys. Et kys som jeg på dette tidspunkt slet ikke havde fattet konsekvenserne af. 

______________________________________________________________

Afslutningen kommer i morgen. Og forbered jer på lidt af en overraskelse :D

- Tak fordi i læser med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...