What if I told you, that I love you?

Laura og Nico er bedste veninder. En aften skal de til fest og da Nico om morgenen vågner op hos en dreng hun dårligt kender, bliver hun nervøs og vil gerne have fat i Laura, men hun svarer ikke på hverken SMS'er eller opkald. Nico bliver desperat og leder målrettet efter Laura, lige ind til hun endelig finder hende. Men genforeningen bliver ikke som nogen af dem havde forventet, og en skræmmende sandhed får pludselig lov at se dagens lys..

31Likes
72Kommentarer
2516Visninger
AA

7. Kapitel 7

 

Jeg fik hurtigt fattet mig selv. Det kunne godt være at Julia selv troede på sin sejr, men hun ville ikke få lov at få den. Lige meget, hvilken sandhed, der lå gemt bag hendes gådefulde sætninger, så skulle jeg nok kunne klare den.   

Jeg gik beslutsomt hen, og lagde en fast hånd på hendes skulder imens jeg lod mine blå øjne bore sig dybt ind i hendes. 

"Slip hende. Lige nu," sagde jeg kort. "Og så skrider du."

"Det var sgu da utroligt, som i to kan hidse jer op. Det er jo bare rent selvforsvar. Jeg ved ikke om du opdagede det, men pigebarnet angreb mig!" Hun så fuldstændigt forudrettet på mig, men gav til min lettelse slip på Laura, der omgående kom på benene, og kastede sig væk fra hende.

"Godt så. En ud af to. Hvis du kan fuldføre det næste, får du topkarakter." Min stemme blev ved med at være iskold. Jeg var efterhånden kommet mig over chokket, og fokuserede udelukkede på, at få hende til at skride. Hun ville ikke fortælle mig sandheden alligevel. Det ville være naivt at tro. Og jeg ville høre den fra Laura, ikke hende.

"Er du virkelig sikker på, at du ikke vil høre på, hvad jeg har at sige? Jeg er nemlig ret sikker på, at du får svært ved at overbevise Laura om din uskyld, hvis du ikke har en undskyldning. Men den kan jeg give dig.." Hun lød alt for giftig. Som slangen fra et eventyr, der prøvede at overtale hovedpersonen til at tage æblet.

"Hvad er det helt præcist, at du får ud af det her?" spurgte jeg og så indgående på hende.

"Fornøjelse af at se jer to fuldstændigt magtesløse. Og man kan roligt sige, at det er min tur." Jeg vidste godt hvad hun hentydede til, for jeg kendte til hendes inderste ønske. Hun havde betroet det til Laura, da hun lige var startet på skolen, og Laura havde sagt det videre til mig. Noget Julia aldrig havde tilgivet hende. Og jeg tror at det var den største kilde til, at hun aldrig ville lade os være i fred.

Men sandheden var, at Laura og jeg havde det, som Julia ønskede allermest i hele verden. Og hun var hamrende misundelig.

"Julia, du får ikke en bedste veninde, som du kan stole på, af at opføre dig sådan her. Hvorfor går det ikke bare op for dig?" Laura blandede sig i samtalen igen, prøvede at se tapper ud.

"Måske ikke. Men jeg får fornøjelsen af at få hævn. Hvis du ikke kan holde på min hemmelighed, så gider jeg i hvert fald heller ikke holde på din." Julia så triumferende på Laura. "Jeg synes det var på tide at den skulle ud. Og du må da give mig ret i, at det var en kreativ måde at gøre det på, ikke?"

"Hvilken hemmelighed?" Jeg så forvirret fra den ene til den anden. "Julia, hvis  du kun er her for at fortælle mig, hvad du gjorde i går, så kom i gang."

"Lad mig bare sige det sådan, at det krævede lidt, at få dig med på legen, Laura var helt frivillig."

"Nej stop!" Lauras stemme var igen panisk, og løb igen hen imod Julia. Men denne gang stoppede jeg hende. ”Du må ikke fortælle hende det!”

"Hold dog op, Laura. Billederne taler for sig selv. Tror du virkelig ikke på, at hun selv har regnet det ud?"

"Vil du ikke bare.. Please.. Selv lade mig fortælle hende det, så?" Laura så bedende på Julia, og stoppede med at prøve at komme fri af mit greb.

"Fortælle mig hvad?" indskød jeg, men ingen så rigtigt ud til at lytte.

"Nuvel så lad gå, jeg må vel hellere være lidt sød. Men jeg bliver her. Jeg vil se hendes reaktion." Julias stemme var spids. Hun nød sejerens sødme. "Og lad mig give dig et lille hint, hvis du ikke har regnet det ud. Det var mig, der puttede det gyldne pulver i hendes Sluch ice."

Sætningerne var henvendt til Laura, men det var mig, der reagerede.

"Du.. Hvad?!"

I chok gav jeg slip på Laura, men hun havde heldigvis fået nok kontrol over sig selv til at blive stående.

Den indre smerte stak grusomt i mig. Jeg hadede at se Laura overvundet på den måde, og jeg vidste at der måtte være noget galt. Julia havde noget på hende, som ikke måtte komme ud. Noget der gjorde at Laura var nødt til at føje hende. Og det var noget, som involverede mig.

"Nico, hun kendte min hemmelighed, og hun udnyttede dig til at afsløre den, fordi hun udmærket var klar over, at jeg ville ryge i med begge ben. Du var så langt væk, at min plan nemt gik som den skulle, og jeg først for sent fandt ud af, at det var andet end alkohol der havde påvirket dig. Og at det der skete slet ikke var så ægte, som jeg troede."

"Vent lige lidt.. Mener du..?"

"Ja, jeg mener at det på billederne skete, fordi jeg forførte dig. Og det var helt med vilje og uden påvirkelse af noget.”

"Jamen, hvorfor?" Sandheden var så småt ved at gå op for mig, men jeg nægtede at tro det. Nej. Det måtte ikke være rigtigt. "Hvad er det for en hemmelighed?" fortsatte jeg, da Laura pludseligt tøvede med at svare.

"Julia vidste, at jeg har været forelsket i dig, siden første gang jeg så dig. Og det var den hemmelighed, så hun var så ivrig efter at afsløre. Nico, jeg er simpelthen så ked af det."  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...