What if I told you, that I love you?

Laura og Nico er bedste veninder. En aften skal de til fest og da Nico om morgenen vågner op hos en dreng hun dårligt kender, bliver hun nervøs og vil gerne have fat i Laura, men hun svarer ikke på hverken SMS'er eller opkald. Nico bliver desperat og leder målrettet efter Laura, lige ind til hun endelig finder hende. Men genforeningen bliver ikke som nogen af dem havde forventet, og en skræmmende sandhed får pludselig lov at se dagens lys..

31Likes
72Kommentarer
2520Visninger
AA

5. Kapitel 5

"Laura for helvede!"

Jeg kunne ikke lade være med at bande en smule i frustration, selvom det helt sikkert ville give mig minus point. "Fortæl mig nu bare hvad det er, som jeg skal sige undskyld for, og så skal jeg nok gøre, hvad jeg kan. Det har aldrig nogensinde været min mening at såre dig, og det mener jeg!" Min stemme blev en smule panisk uden, at jeg rigtigt ville det. Situationen havde taget en drejning, som jeg slet ikke forstod, og jeg følte mig utroligt magtesløs.

"Aldrig været din mening at såre mig? Hvad helvede var det så, du var ude på?" Hendes stemme var overhovedet ikke blevet mere venlig. Men det var heller ikke vigtigt. Kunne jeg finde kilden til hendes vrede, kunne jeg måske gøre noget. Før det, så havde jeg tabt på forhånd. Det fornemmede jeg lynhurtigt.

"Laura.." Min stemme var helt rolig og kontrolleret. Som skulle jeg tæmme en hest, der var vild. "Jeg kan ikke huske noget som helst fra igår, og jeg aner ikke hvorfor. Er du ikke sød at fortælle mig, hvad det er jeg har rodet mig ud i, og hvad det er, der har såret dig så meget? Jeg kan ikke holde ud at se dig sådan her."

Jeg mente hvert eneste ord, og jeg tror at Laura kunne se det. Hun responderede i hvert fald pludseligt på mit blik, og jeg kunne se hvordan hele hendes indre begyndte at krakelere. Uden at tænke videre over det, tog jeg chancen, gik hen og lagde armene omkring hende.

"Shh.." mumlede jeg forsigtigt. "Jeg lover, at vi nok skal finde ud af det."

Hun lod mig kun kramme hende et øjeblik, før hun trak sig fri igen. Men det var slet ikke på den samme vilde måde, som jeg frygtede. Det var nærmest bare som om, at den formindskede afstand imellem os, blev for meget for hende. Det forstod jeg egentligt godt, men jeg følte virkelig bare, at jeg måtte gøre noget, og jeg anede ikke hvad.

"Men hvorfor, Nico? Jeg forstår godt, at du var bange, og at det hele måske blev for meget. Men hvorfor støttede du mig ikke? Jeg troede virkelig ikke, at du fandt på at forråde mig på den måde." Undren lyste ud af hendes chokoladebrune øjne.

"Hvad er det, som jeg ikke har støttet dig i, Laura? Hvad var det helt præcist, der skete?" Jeg følte mig pludselig en smule mere selvsikker. Langsomt var jeg ved at bryde igennem. Jeg kunne mærke det.

"Du kan virkelig ikke huske det?" For første gang så det ud til, at hun faktisk troede på det jeg sagde. Hendes chokoladebrune øjne forvandlede sig langsomt fra vrede, til en blanding af skuffelse og lettelse.

"Nej, det kan jeg ikke. Ved du om jeg fik for meget at drikke, eller hvad der ellers kan være sket?" spurgte jeg. Igen var min stemme, som bevægede den sig på tynd is, der kunne knække når som helst, og sende den ned i det frysende vand.

Laura tænkte sig om et øjeblik, og blev så fjern i blikket. Hendes hænder knyttede sig sammen, og leddene i hendes fingre gav en uhyggelig knæklyd fra sig. Hendes mund var blevet en hel lige streg.

"Julia.." mumlede hun. "Den kælling!" Hendes stemme blev igen skinger og høj. Rastløst begyndte hun at gå rundt i cirkler, imens hun lavmælt bandede for sig  selv.  

"Julia?" Jeg så undrende på hende. "Hvad har Julia med det her at gøre?"

"Det hele." Laura så indgående på mig. "Det var hende, der fik dig til at gøre det, og derefter sørgede for, at du nu ikke kan huske det, blot for hendes egen fornøjelse." Med de ord begyndte hun at gå rundt igen, og så om muligt endnu mere frustreret ud.

"Forhelvede, hvorfor var jeg også så dum?!" Hun begyndte irriteret at trække sine fingre igennem sit filtrede hår og hev til, da de sad fast i en knude. Tilsyneladende uden rigtigt at tænke over, hvad hun gjorde, eller på, om det gjorde ondt.

"Fordi du ér dum. Og naiv."

Laura og jeg fløj rundt på samme tid. Stemmen fik mit hjerte til at flyve op i halsen og tandpastasmilet, der tilhørte pigen i døren, sendte kuldegysninger igennem mig. 

Hvad i al verden lavede hun her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...