What if I told you, that I love you?

Laura og Nico er bedste veninder. En aften skal de til fest og da Nico om morgenen vågner op hos en dreng hun dårligt kender, bliver hun nervøs og vil gerne have fat i Laura, men hun svarer ikke på hverken SMS'er eller opkald. Nico bliver desperat og leder målrettet efter Laura, lige ind til hun endelig finder hende. Men genforeningen bliver ikke som nogen af dem havde forventet, og en skræmmende sandhed får pludselig lov at se dagens lys..

31Likes
72Kommentarer
2515Visninger
AA

4. Kapitel 4

Det første sted jeg forsøgte, var naturligvis hjemme hos hende selv. Hun boede stadig hjemme, men den eneste der var i lejligheden var hendes lillesøster, Gina. Og hun havde ikke set Laura siden dagen før, så der var ikke megen hjælp at hente.

Jeg forsøgte at komme i tanke om nogen at ringe til, men jeg anede ikke hvem. Laura og jeg holdt os en del for os selv, og jeg kunne ikke forestille mig, at hun skulle være taget hjem til nogen.

Jeg havde i hvert fald et bedre bud på, hvor hun var. 

Hulen lå ikke specielt lang væk fra, hvor Laura boede. Den var absolut ikke noget særligt, men var et sted vi begge foretrak, når vi gerne ville væk fra verden. Og selvom jeg ikke anede, hvorfor hun skulle have brug for det lige nu, så var jeg næsten sikker på, at jeg ville finde hende der.

I princippet anede vi ikke, hvornår Hulen ville være væk. Den bestod ganske simpelt af en ulåst container på en tilsyneladende forladt byggeplads. Vi havde aldrig oplevet, at der havde været nogle derude, men det var klart at dagene var talte. Og den risiko der var for at blive opdaget tog vi gerne. Så kunne de sgu bare lade være med at glemme at låse den. Det var ligesom deres egen skyld, at nogen brød ind i den så.

Byggepladsen var stille som altid. Det eneste man kunne høre var pip fra de få fugle, som delte stedet med os. Endnu en gang så det ikke ud til, at nogen havde luret vores lille hemmelighed. Heldigvis.

Jeg hørte hendes halvkvalte hulk, før jeg trådte ind af døren. Som ritualet lød bankede jeg på tre hurtige gange, og derefter tre langsomme, men til at starte med, var der ingen der svarede. Jeg forventede faktisk, at jeg havde hørt syner, for det var en del af ritualet at man svarede, hvis man var der. 

Men det lange mørke hår, der dækkede hendes ansigt fuldstændigt fortalte mig hurtigt at jeg havde taget fejl. Det var virkelig her, hun havde gemt sig.

"Hej Laura! Hvorfor tager du ikke din telefon? Jeg var ved at blev helt.."

Hendes ansigtsudtryk afbrød mig fuldstændigt, og efterlod mig stiv som en støtte, komplet tom for ord. Det lange bruge hår var totalt filtret sammen, og klistrede sig til hendes tårevæddede ansigt. Det var første gang i alt den tid jeg havde kendt hende, at jeg rent faktisk så hende græde. Men det var ikke det der skræmte mig. Ikke det der efterlod mig tom for ord.

Det var hadet, der åbentlyst lyste ud af hendes chokoladebrune øjne. Den arrigskab, der lyste ud af hele hendes ansigt, da hun så op. Hun lignede en vild løve, der var blevet fanget i et bur.

"Hvad i helvede laver du her?" spurgte hun, og så vantro på mig. Som var jeg en pingvin, der pludseligt var dukket op på Nordpolen.

"Leder efter dig, selvfølgelig. Hvad er der dog sket?" spurgte jeg forsigtigt, og stod stille, da det gik op for mig, at jo mere jeg nærmede mig, jo længere væk flyttede hun sig.

"Årh, lad dog forhelvede være med at se så uforstående ud! Du er simpelthen så klam, du er!" nærmest skreg hun og kom på benene med en enkelt bevægelse. Forgæves prøvede jeg at fange hendes vilde blik, men det ville ikke lykkedes.

"Rolig nu.." svarede jeg, og trådte et skridt nærmere uden rigtigt at tænke over det. Det fik hende til at trække sig helt over i hjørnet. Som et skræmt dyr, der var trængt op i en krog.

"Hold dig væk fra mig." De chokoladebrune øjne så endelig ind i mine. "Bare hold dig så langt væk fra mig, som overhovedet muligt! Skrid!"

Magtesløst trådte jeg et par skridt tilbage, og lod opgivende armene hænge ned langs siden. Aldrig havde jeg set hende så oprevet før, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tackle det. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad hun talte om, og det virkede ikke til, at hun havde lyst til at fortælle mig det. Alligevel følte jeg mig nødsaget til at forsøge.  

"Vil du ikke være sød at fortælle mig, hvad det er du er så ked af?" spurgte jeg forsigtigt, imens jeg omhyggeligt modstod trangen til endnu en gang at gå hen i mod hende.

"Hvad jeg er ked af?!" Hun så fuldstændigt vantro på mig.  "Hvad jeg er ked af!?" gentog hun, og hendes stemme kom igen op i et meget højt toneleje. "Spurgte du mig seriøst lige, hvad jeg er ked af?!"

"Ja, det gjorde jeg," mumlede jeg tamt.

"Du får én chance til at komme med en utroligt god undskyldning. Og jeg sværger at hvis den ikke er god nok, så ser du mig aldrig, og jeg mener virkelig aldrig, igen!"

De chokoladebrune øjne skød lyn. Der var ingen tvivl om, at hun mente hvert et ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...