What if I told you, that I love you?

Laura og Nico er bedste veninder. En aften skal de til fest og da Nico om morgenen vågner op hos en dreng hun dårligt kender, bliver hun nervøs og vil gerne have fat i Laura, men hun svarer ikke på hverken SMS'er eller opkald. Nico bliver desperat og leder målrettet efter Laura, lige ind til hun endelig finder hende. Men genforeningen bliver ikke som nogen af dem havde forventet, og en skræmmende sandhed får pludselig lov at se dagens lys..

31Likes
72Kommentarer
2531Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg fik hurtigt bundet mit glas som hun bad om. Og den sidste slurk af den røde substans var det sidste jeg huskede fra den aften.

Resten er noget jeg fik fortalt senere. Og jeg fortryder det stadig.

 

Da jeg vågnede om morgenen havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvor jeg var henne, eller hvordan jeg var kommet derhen. Rummet var ukendt, og mit hoved var tungt som bly, da jeg forgæves forsøgte at sætte mig op.

"Er du vågen?"

Stemmen forskrækkede mig så meget, at jeg måtte anstrenge mig for ikke at falde ud af sengen. Jeg kunne ikke genkende den, og selvom mit hoved protesterede voldsomt, så satte jeg mig op. Et ukendt ansigt så på mig fra den anden side af sengen, og drengen smilede alt for veltilfredst.

"Hvor er jeg?"

Jeg kunne ikke undgå at føle mig utroligt dum, men jeg var nødt til at spørge. Jeg skulle hjem, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

"Her," svarede han flabet, og trak dynen af sig. Hans nøgen krop stod alt for klart for mine trætte øjne. "Har du sovet godt smukke?" Hans klamme læber nærmede sig alt for hastigt, og jeg nåede ikke at stoppe ham før hans læber havde ramt mine.

"Jeg spurgte dig, hvor jeg er!" råbte jeg og sprang væk fra ham. "Og jeg skal hjem lige nu."

"Hold da kæft et humør, og så lige fra morgenstunden.." mumlede drengen og kløede sig uforstående i nakken. "Hvad er der dog i vejen? Jeg tænkte at vi kunne hygge lidt, du ved.."

Mit hjerte fløj op i halsen, og det vendte sig kvalmende i min mave ved lyden af hans ord. Jeg havde lyst til at spørge ham, hvad vi havde lavet igår, men på den anden side var jeg ret sikker på, at jeg ikke ønskede at høre svaret.

Det krævede alt min energi at få rejst min krop op, og få fundet mit tøj. Mit hoved føltes som om det kunne eksplodere når som helst, men der var ikke noget at gøre ved det. Jeg måtte finde ud af det, når jeg kom hjem.

"Okay, okay. Du kan ikke huske noget.. Men tag det nu lige roligt." Fyren kom på benene, og rakte ud efter mig. "Der er altså ikke noget at være så forskrækket over."

"Jeg er heller ikke forskrækket. Jeg skal bare hjem," sagde jeg fast og trak mig endnu en gang væk fra ham. Jeg kendte udmærket hans type. De mente at piger var til for sex, og når de ikke gad mere, så var de pisse kedelige. Hvordan fanden var jeg dog endt hos ham? Det gav ingen mening. Jeg plejede ellers virkelig at være god til at undgå den type. Jeg kendte dem kun alt for godt.

Uden et ord mere fik jeg fat i mine ting, og bevægede mig ud i entréen. Jeg var fuldstændigt ligeglad med om jeg fik vækket nogen, eller om der var nogen der så mig. Jeg var nok til grin i forvejen.

Hele vejen ned af trappen forsøgte jeg at finde ud af, hvad der var sket, men jeg kunne simpelthen intet huske. Det var nærmest et hukommelsestab, der var for vildt til simpel alkohol.

Og hvad med Laura? Så snart jeg kom til at tænke på hende, fik jeg flået min mobil op af lommen. Bare hun havde klaret sig selv.. Jeg kunne ikke slukke den dårlige mavefornemmelse. Jeg ville ikke være endt her, hvis Laura havde haft en chance for at stoppe mig.

Den gik på Voice Mail med det samme, og med et irriteret suk trykkede jeg på den røde knap, og puttede den i lommen. Det kunne jo være, at hun bare sov, men jeg var langt fra sikker på det. Klokken var allerede elleve, og hun plejede altid at have sin mobil tændt. Det hændte tit, at jeg fik vækket hende på den måde.

Jeg var heldigvis ikke så forfærdeligt langt væk hjemmefra. Jeg genkendte gaden med det samme, og besluttede at gå hjem. Jeg havde alligevel ikke nogen penge på mig. 

Selvom der kun var et par kilometer, så føltes det utroligt langt. Mit hoved var som den rene bly og den ubehagelige knude i min mave blev kun større af, at Laura blev ved med ikke at svare på mine opkald. Det lignede hende virkelig ikke.

"Laura, ring nu til mig.." gentog jeg endnu en gang til den uselvskabelige Voice Mail, og lagde på, hvorefter jeg låste mig ind i min lille nye lejlighed. Jeg havde ikke boet der mere end en måned, og manglede stadig at pakke en del ud. Derfor bestod det meste af møbleringen af halvtømte flyttekasser, og tomme skraldeposer. 

Jeg fik fat i et glas vand, og lagde mig ind i min seng, så mit hoved kunne få ro, og jeg kunne sove lidt, men pludselig var jeg lysvågen. Jeg kunne slet ikke falde til ro, når jeg ikke vidste hvor Laura var.

Bekymringen voksede støt, og til sidst gav jeg op. Jeg måtte finde hende, før jeg kunne slappe af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...