Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79635Visninger
AA

18. You don't understand

 

Jeg fulgtes med Vanessa til sidste time, som vi havde i dag. Hun snakkede løst om festen, imens jeg bare gik og smånikkede, lyttede egentlig ikke efter. Jeg havde ikke behov eller lyst til at holde den, men fordi det var hende, der havde sagt, at jeg skulle, havde jeg selvfølgelig lagt halen mellem benene og overgivet mig.

Timen var kedelig. Vi skulle se en dokumentar om advokater, og det fangede mig egentlig ikke helt, som det burde. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var fordi, jeg havde så mange ting i hovedet og prøvede efterfølgende bare at følge med, selvom det jeg kiggede på slet ikke trængte ind i mit hoved.

Endelig ringede klokken, og jeg åndede lettet op. Jeg skulle bare hjem og... lave ingenting. Jeg havde overvejet lidt at prøve og ringe til Zayn, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Men på den anden side, var det vel også latterligt at kysse ham og så bare lade ham være. Selvom det nu var ham, der kyssede mig.

Jeg kneb øjnene lidt sammen og satte kursen mod mit skab. Vanessa var heldigvis stoppet op for at snakke med nogle andre, og det indebar idet mindste ikke mig.

Jeg så mig lidt omkring og fik uheldigvis øje på et kendt ansigt, der lå henne over mit; Deans. Han stod og snakkede med en, selvom det nu mere lignede, at han koncentrerede sig om mig. Jeg prøvede at ignorere ham og gik derfor bare videre, indtil jeg nåede mit skab.

Et par bøger blev smidt derind, mit penalhus røg i tasken, jakken blev taget på, og så var jeg ellers den, der var smuttet.

I hvert fald hvis jeg ikke var blevet stoppet af en pige, der stod klar ved min side, da jeg var ved at vende mig om.

”Skal vi gå?” spurgte Vanessa med et hånligt smil. Jeg rynkede panden lidt, men nikkede. ”Jep,” mumlede jeg langsomt. Hun drejede om på hælen og begyndte at gå ud mod udgangen. Jeg fugtede mine læber kort og besluttede mig herefter for at følge efter hende.

Vi kom uden for, hvor solen for en gang skyld skinnede. Til gengæld blæste det, og vinden var kold, så alligevel frøs jeg en del.

”Så dig og Zayn?” begyndte Vanessa, da vi var kommet et stykke væk fra universitet. Jeg nikkede langsomt og så hen på hende. ”Hvad er der med os?” spurgte jeg lidt afvisende, fordi jeg ikke havde lyst til at snakke om ham, os, men jeg vidste, at jeg ikke fik lov til at slippe så nemt.

”I er praktisk talt over hele landet, Cherry. Hvad foregår der imellem jer?” Hendes stemme blev pludselig skarp, og gav mig myrekryb. ”Ikke noget,” svarede jeg og prøvede at forholde mig så rolig, som jeg kunne.

Det var ikke lige frem fordi, at jeg havde tænkt mig at fortælle hende, at jeg havde kysset med Zayn. Det ragede hende ikke.

”Ikke noget?” gentog hun langsomt og stoppede brat op, hvilket automatisk fik mig til at stoppe. Jeg kiggede mærkeligt på hende, imens hun stod og så med sammenknebene øjne på mig, som om jeg virkelig havde gjort noget dumt, og det gav mig selvfølgelig bange anelser.

”Ligesom du sagde, at der ikke foregik noget imellem dig og Dean?”

Mit hjerte begyndte at slå hårdere, og sveden havde allerede sat sig i mine håndflader, da hun sagde det. Fuck.

Hun stirrede på mig, og jeg bed mig bare i læben. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige. Jeg kunne jo ikke benægte, siden det hele var sandt. Men jeg havde heller ikke lyst til at indrømme det. Underligt havde Vanessa noget andet i tankerne, ”men jeg tilgiver dig!” udbrød hun.

Jeg så en smule mistroisk på hende. Hun.. tilgav mig? For at få hendes kæreste til at være utro? Hvad?

”Vi slog op. Men han var alligevel en idiot, så det går nok. Du ved, en type man kan finde over alt?” Jeg nikkede straks og fulgte efter hende, da hun begyndte at gå igen. Det var ufatteligt at tænke på, at Vanessa og Dean havde slået op på grund af mig. Jeg troede ærlig talt, at de elskede hinanden. Men jeg tog åbenbart fejl.

Hvilket jeg efterhånden havde gjort rimelig mange gange i forvejen.

Alligevel følte jeg mig lettet, fordi Vanessa ikke virkede sur på mig. Det gjorde det lidt nemmere at kunne trække vejret roligt.

”Nu glæder jeg mig bare til din fest. Og se nu at få gjort det hele klar,” begyndte hun, og som en lille tjener, nikkede jeg bare. ”Jeg skaffer gæstelisten, og så styrer du alt andet.” Jeg nikkede igen, og hun smilede.

”Men så ses vi i morgen.” Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at vi var endt ved vejen, hvor vi plejede at skilles. Men det var rart at tænke på, at jeg kunne være alene. Jeg havde brug for at komme hjem. Og så havde jeg brug for at snakke med en person, der nok var den eneste, der kunne få mit humør lidt op.

”Ja, vi ses.”

Vi krammede kort og smilede falsk til hinanden, før vi gik hver sin vej. Jeg gik hurtigere, end jeg plejede, fordi jeg virkelig bare følte for at komme hjem. Af en eller anden grund syntes jeg, at alt gik ned ad bakke, selvom jeg også havde det som om, at det gik op ad bakken.

Men hvorfor mon?

Fordi Zayns og mit kys stadigvæk kørte på repeat inde i mit hoved.

 

***


Jeg kom endelig til det velkendte lejlighedskompleks, og som sædvanlig skød jeg genvej ved at krydse over parkeringspladsen. Jeg gik i mine egne tanker og sang lidt for mig. Det var lidt af en vane, eftersom jeg følte, at når jeg gik og sang for mig selv, blev jeg rolig. Også selvom jeg ikke sang særlig godt. Men så længe det hjalp mig, var jeg villig til at gøre det.

Jeg stoppede op foran døren til komplekset og skulle til at finde mine nøgler frem i min jakkelomme, men da jeg pludselig kunne mærke en hånd på min skulder, sprang jeg et skridt frem, imens et lille skrig forlod mine læber og vendte mig forskrækket om.

Det velkendte ansigt lå hen over mit, og fik automatisk mit hjerte til at banke hårdere.

”Z-Zayn?” stammede jeg, fordi jeg stadigvæk var forskrækket. ”Sorry,” undskyldte han og hentydede til før. Jeg nikkede lidt, ”i orden,” mumlede jeg og trak vejret dybt for at nå den normale hjerterytme igen.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg langsomt, da det gik op for mig, at det var ham, der stod for ham mig. Ham, jeg gik og tænkte på 24/7. Ham, jeg savnede. Ham, der havde kysset mig og bare var gået.

Han kørte en hånd igennem sit sorte hår og skævede kort til døren. ”Jeg ville høre, om du havde tid til at snakke?” svarede han roligt. Jeg tøvede lidt, men nikkede til sidst. ”Bare kom med op,” mumlede jeg og fandt hurtigt min nøgle, som jeg låste døren op med.

Jeg var rimelig overrasket over at se Zayn her. Han havde jo ikke givet nogen form for lyd fra sig om, at han ville dukke op. Derfor var jeg sjovt nok heller ikke forberedt på noget, og det gjorde mig lidt nervøs. Jeg havde slet ikke tænkt over, hvad jeg skulle sige til ham. Jeg havde ikke haft tid til at tænke over, hvad han kunne spørge mig om.

Det var ikke fair.

Vi kom op til min lejlighed efter at have gået i stilhed. Stilheden gjorde mig endnu mere usikker end før, fordi den var så tung. Uden at vide særlig meget om grunden til, at Zayn var her, vidste jeg allerede, at det var på grund af vores kys.

Men hvorfor skulle han også være her ellers?

Jeg sukkede lydløst af mig selv, da jeg stak nøglen i nøglehullet. Jeg spekulerede virkelig for meget. Sommetider var jeg begyndt at overveje, om jeg burde starte til psykolog eller noget. Jeg havde allerede snakket med min mor om det, og hun syntes, at det lød som en fornuftig idé. Måske var det på tide at få en aftale med en, der kunne hjælpe mig lidt på vej fra det her liv. Det kunne være virkelig rart.

Døren til lejligheden var låst op, og jeg åbnede den for at træde indenfor med Zayn efter mig. Jeg stillede mine sko, der hvor jeg plejede og tog min jakke af. Jeg satte min taske på gulvet og vendte mig om mod Zayn, der havde taget sit overtøj af og kiggede på mig med et ulæseligt blik.

”Skal vi gå ind i stuen?” spurgte jeg langsomt. ”Kan vi godt,” svarede han kort, hvilket gjorde mig endnu mere usikker. Jeg fik fornemmelsen af, at jeg havde gjort noget forkert, og det var sjovt nok ikke særlig fedt.

Vi gik ind i den halvrodede stue, og Zayn satte sig roligt i sofaen, imens jeg hurtigt tog tekoppen fra i morges, der stod på sofabordet og gik ud med den i køkkenet. Når der kom folk på besøg, havde jeg selvfølgelig ikke tænkt på at få ryddet op, derfor var der også virkelig rodet. Jeg havde ikke vasket op i et par dage, og det flød med tøj på gulvet, som af en eller anden grund var endt herude.

Jeg sukkede for mig selv og prøvede så vidt som muligt at samle tøjet sammen og smide i en bunke ude i hjørnet, inden jeg fandt min vej ind til Zayn igen.

Hans blik lå allerede på mig, ligeså snart jeg drejede ind i stuen. Det fik en ubehagelig fornemmelse til at indtage min krop, og jeg koncentrerede mig pludselig om at huske og trække vejret, da jeg forsatte hen imod ham.

Jeg placerede mig i sofaen et godt stykke væk fra ham og ventede på, at han ville sige et eller andet. Det var trods alt ham, der kom til mig. Så burde det også være ham, der havde noget at sige.

Men han kiggede bare mig, og det fik mig til at se ned i gulvet, da jeg ikke kunne klare at se ind i hans brune, smukke øjne. Det var bare ikke det, jeg trængte til lige nu.

”Cherry?” sagde hans stemme pludselig. Jeg tøvede lidt, før jeg kiggede op på ham igen. ”Hvad skete der i forgårs?” forsatte han med en nærmest opgivende stemme, som om han selv havde prøvet på at finde svaret, men ikke kunne.

Jeg bed mig blidt i læben og så tilbage på gulvet, ”vi kyssede,” sagde jeg stille. Jeg kunne ud af øjenkrogen fornemme, at han nikkede lidt. Men han sagde intet. Og derfor fik jeg bare et indtryk af, at han var kommet herhen uden at forberede sig på noget at sige.

Med mindre han bare ikke kunne få det ud nu. Jeg kendte godt selv til følelsen.

Jeg samlede modet til mig og så langsomt hen på Zayn igen. Han kiggede overraskende nok allerede på mig, og holdt mig nærmest trit med sine øjne.

”Fortryder du?” spurgte han forsigtigt. Jeg bed mig lidt i inderlæben og overvejede ligeså stille, hvad jeg skulle svare. En del af mig havde lyst til at sige ja, men det var kun på grund af ham. Jeg skabte ham problemer. Han fortjente ikke al den ballede med sin kæreste, og nok også drengene, på grund af mig. Det kunne jeg ikke byde ham.

Samtidig fortjente han bare at vide, hvordan det stod til. Han fortjente at vide, at jeg savnede ham. Men hvordan skulle jeg kunne fortælle ham det? Jeg ville føle mig så dum, hvis han ikke havde det på samme måde, som jeg. Og jeg gad ikke at føle mig som et dumt andet valg. Det ville bare være ydmygende.

Jeg kiggede ned i gulvet og tog en dyb indånding. Hvad fanden skulle jeg svare?

”Cherry?”

For en gangs skyld prøvede jeg at tænke på andre end mig selv. Zayn fortalte, at jeg havde stillet ham i en række langt bag ved mig selv, efter jeg ændrede mig. Og jeg kunne bare ikke få mig selv til at gøre det nu. Jeg holdt af ham. Det gjorde jeg virkelig. Men jeg måtte lyve for hans skyld. Han fortjente ikke at ende med problemer på grund af mig. Det kunne jeg ikke gøre imod ham.

Derfor begyndte jeg langsomt at nikke. Jeg turde ikke at se op på ham, men blev nødt til det, og hans blik var ikke rigtig noget at råbe hurra for. Han så vred ud, og så havde han også noget andet i øjnene.. skuffelse.

Havde jeg skuffet ham?

”Du fortryder?” sagde han lavt og køligt. Jeg sank en klump og så bedende på ham. ”Zayn, det var en fejl. Du har en kæres-” ”Og det havde du ikke?” Han afbrød mig højt og rejste sig hårdt op i sofaen, imens vreden sejlede rundt indeni hans øjne, og fik mig til at synke en klump, da det gjorde mig nervøs.

”For fanden, Cherry,” udbrød han frustreret og kørte sine hænder igennem sit hår.

”Du forstår det ik-” begyndte jeg, men blev endnu en gang afbrudt, ”jo, jeg forstår det godt!” råbte han bebrejdende, hvilket fik tårerne til at presse på.

”Når man endelig knytter sig til dig, vælger du at fucke det hele op. Det er så fucking typisk dig!” Han så nedladende på mig, og før jeg vidste af det, trillede den første tåre ned ad min kind. Jeg hadede, når han råbte af mig. Og lige nu var der seriøst intet værre.

”Zayn, nej,” sagde jeg hurtigt og rejste mig op. Han rystede på hovedet af mig og tog en dyb indånding.

”Cherry, bare ti stille, okay? Jeg forstår dig. Du lever et liv i sus og dus med dine fine veninder og hygger dig med andre drenge. Det er fint. Jeg er fucking ligeglad.” Han vendte sig om og begyndte at gå hen mod døren til gangen.

Jeg snøftede og så efter ham, imens hans ord gav genlyd i mit hoved. Han tog helt fejl. Han forstod mig ikke.

”Zayn, du tager fejl!” blev jeg ved og fulgte efter ham, men det var ikke nødvendigt, da han pludselig vendte sig hårdt om. Hans øjne strålede af vrede, men samtidig så han såret ud. Og det gjorde mig virkelig ked af det. Det var ikke min mening at såre ham. Jeg ville bare ikke skille ham og Perrie ad og give ham problemer. Det kunne jeg ikke gøre, efter alt det han allerede havde været igennem med mig.

”Ja, jeg tog fejl,” nikkede han. ”Jeg troede, du havde ændret dig. Men du er bare den samme tøs, som valgte at knuse mit hjerte for et år siden.” Han så mig i øjnene, hvilket fik mig til at hulke. Men så vendte han sig om og gik ud i gangen.

Jeg blev stående, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke noget at sige. Han ville alligevel ikke høre på mig. Så hvilken nytte ville det gøre?

Hoveddøren smækkede kort efter, og fik mig til at hulke højere end før. Jeg satte mig opgivende ned på gulvet og begravede ansigtet i mine hænder.

Hvorfor skulle alt gå galt? Jeg havde endelig håbet, at det gik bedre på uni, og det gjorde det nok. Men jeg lagde ikke mærke til det. Jeg havde slet ikke lyst til at være der, fordi jeg ikke kunne leve op til den person, som jeg åbenbart var.

Og nu blev det hele meget værre...Zayn havde forladt mig. Han var den eneste person, som jeg ville have hjælp fra. Den eneste person, som jeg følte, at jeg kunne stole og betro mig til.

Og selvfølgelig var han den eneste person, som jeg elskede utrolig højt og ville gøre alt for at få tilbage igen.

 

_______________________________________________________________

Undskyld det korte kapitel, men det er lidt af et fyldekapitel.. Der sker snart noget spændende ehhe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...