Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
817Kommentarer
78863Visninger
AA

10. Who am I?

 

Zayns synsvinkel

”Kommer du?” råbte Liam til mig fra opgangen. ”Jaja,” mumlede jeg og tog min jakke på. Det regnede fucking meget udenfor, så det var jeg vel nødt til. Kedeligt efterårsvejr.

”Er man lidt muggen?” drillede Liam, da jeg kom ud til ham. Jeg himlede med øjnene og smilede bare. ”Hvad er det vi skal hos Andy?” spurgte jeg, imens vi gik ned mod døren, så vi kunne komme ud til hans bil. ”Hente det store fjernsyn, der står og fylder på gæsteværelset,” fortalte han. Jeg løftede et øjenbryn undrende. ”Hvorfor skal du hente det..?” ”Han spurgte, om jeg ville have det. Så kan det komme op inde på mit gæsteværelse,” svarede han med et skuldertræk. Jeg nikkede langsomt og åbnede døren.
Vi kom til bilen og satte os ind. Regnen stod ned og gjorde, at det larmede forfærdeligt meget, da dråberne ramte forruden. ”Lorte vejr,” mumlede jeg, og Liam nikkede enigt.

Det tog noget tid at komme hen til Andy, eftersom det regnede så meget, og som sædvanlig var der en hel del trafik her i London. Til sidst nåede vi dog derhen. Vi halvløb hen til døren til opgangen og trådte ind. Dernæst tog vi elevatoren op til Andys etage. Da vi nåede hen til døren, bankede Liam pænt på. Nogle sekunder efter dukkede Andy op i døren.

”Hey guys!” smilede han. ”Hva' så?” svarede Liam ”Hey,” sagde jeg, og Andy fjernede sig fra døråbningen, så vi kunne komme ind. ”Varme,” mumlede jeg for mig selv og tog skoene af. Okay, jeg ville gerne indrømme, at jeg var lidt muggen i dag, men jeg var bare træt. Jeg havde ikke sovet i mere end tre timer i nat, da vi havde haft travlt i studiet i går. Desuden kom Perrie også, da jeg kom hjem, og vi fik heller ikke sovet særlig meget.

”Tag dig ikke af Zayn. Han er lidt mopset i dag,” sagde Liam advarende til Andy og puffede ham blidt i siden. Jeg rystede på hovedet af ham og dumpede ned i sofaen. Andy grinede lidt af mig og kiggede ud mod gangen, hvor Liam også hurtigt så ud. ”Hvem er i bad?” spurgte han undrende. Andy så langsomt hen på mig og åbnede munden lidt. ”Det er faktisk C-” ”Uhh, har Andy fået en kæreste,” sagde Liam og smilede stort. Andy rystede straks på hovedet med et bestemt ansigtsudryk. ”Nej, det har jeg ikke,” svarede han kort. Jeg smilede stort til ham. ”Bare rolig. Vi siger det ikke til nogen.” Han himlede med øjnene og vendte sig om, hvorefter han træskede ud i køkkenet.

Liam grinede kort og gik hen imod mig for at sætte sig. ”Hvad er du i gang med at lave?” halvråbte jeg til Andy, eftersom der duftede rimelig godt i stuen. ”Lasagne,” kom det fra ham. Min mave rumlede næsten, bare da han sagde det. Han kom ind i stuen og dumpede ned på sofaen ved siden af mig.

”Liam, kan vi ikke også godt lave lasagne?” spurgte jeg bedende og så på ham. Han løftede øjenbrynene lidt og trak på skuldrende. ”Kan vi vel godt.. men så skal vi også købe ind,” svarede han. Jeg nikkede en enkelt gang. ”Fino.”

Andy grinede kort af os. ”I kan altså bare spise med her,” fastslog han med et smil. ”Er du sikker på, at du ikke har travlt med din kæreste?” mumlede jeg, og han slog mig på skulderen, så jeg ømmede mig. ”Hun er ikke min kæreste!” Liam smilede triumferende til ham. ”Så du indrømmer, at det er en pige?” Han himlede med øjnene og kiggede næsten alvorligt på mig.

”Lad være med at se sådan på mig,” sagde jeg en smule højt. Hans alvorlige facade forsvandt, og han grinede lidt og åbnede munden, som om han skulle til at sige noget, men da vi pludselig så en skikkelse henne i døren, kiggede vi alle derhen.

Og her sad jeg og forventede en eller anden flot chick, som Andy lå i lag med. Men nej. Det var det bestemt ikke.

Cherry?” spyttede jeg næsten, men fortrød straks da jeg så hendes øjne finde gulvet. Jeg hadede virkelig, at hun var blevet så sårbar efter sit hukommelsestab. Hun mindede om den gamle Cherry, der havde alt for mange problemer læsset ned over sig på en gang. Hvad jeg endnu mere hadede var, at jeg var begyndt at tænke på det. Jeg plejede ikke at have problemer med at sige alt muligt lort til hende, men det var kun fordi hun sagde alt muligt lort til mig, og det var jeg ligesom blevet ret vant til.

”Zayn,” mumlede Andy kort. Jeg kiggede hen på ham og så spørgende på ham, men han rystede bare på hovedet.

”Hej Cherry,” sagde Liam i stedet for i en venlig tone og sendte hende et smil. Jeg så på hende og lagde mærke til, at hun smilede falskt. ”Hej Liam,” svarede hun lavt. Hendes blik hvilede på Andy, som om jeg ikke var her. Jeg derimod stirrede næsten bare på hende. Hun lignede sig selv – sig selv, som i den Cherry. Som i min Cherry. Iført almindelig søndagstøj. Ikke alt det der farverige tøj hendes slæng valgte til hende. Jeg bed mig i inderlæben og rystede tankerne væk. Jeg hadede hende stadigvæk. At hun havde hukommelsestab ændrede ikke en skid.

”Maden er snart færdig, sæt dig ned,” brød Andy befalende ind. Hun tøvede, før hun trådte frem og forsigtigt satte sig i sofaen overfor mig ved siden af Liam, med et godt stykke mellemrum, som om hun var bange for, at hun lugtede grimt.

Der blev stille imellem os alle. Jeg kunne mærke atmosfæren var blevet helt anspændt. Det kunne de andre også godt, det var derfor intet sagde. Det undrede mig, at Andy ikke havde sagt, at det var Cherry, der var her. På den anden side kunne det også godt være, at han var ved det. Liam og jeg blev trods alt ved med at sige, at det var hans kæreste. Og det var hun bestemt ikke. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vidste, at hvis jeg fandt ud af, de to var sammen, ville jeg blive sur. For det første skulle ingen af mine venner røre mine ekskærester. Og for det andet så fortjente Cherry ikke Andy – Han var alt for god til hende. Hun skulle ikke have lov til at behandle andre, som hun behandlede mig.

”Liam skal vi lige tjekke fjernsynet?” spurgte Andy langsomt efter noget tid. Jeg bedte til, at han sagde nej, men den forræder nikkede bare. Jeg sukkede lydløst og så ham og Andy forsvinde ud i gangen. De havde efterladt mig og Cherry alene i en forfærdelig stilhed. Jeg sad og bedte til, at hun ville rejse sig op og gå, men hun blev bare siddende og trak knap nok vejret.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg, denne gang lidt roligere. Hun tøvede lidt, inden hun så op på mig. ”Er sammen med Andy,” svarede hun stille og så mig i øjnene. Jeg sagde intet, men følte mig egentlig lidt dum og alt for hård. Jeg talte til hende, som om jeg ejede lejligheden. Jeg vidste godt, at Cherry og Andy stadigvæk var venner, men det irriterede mig bare. Jeg havde ikke lyst til se Andy såret, når hun gjorde et eller andet, der smadrede deres venskab, for ingen kunne vel vide hvad Cherry havde i planerne. Det lød meget kliché, men det var nu rigtigt nok. Hun var som taget ud fra Mean Girls, eller hvad fuck den nu hed.

”Dreng, pige, der er mad!” blev der heldigvis råbt ude fra køkkenet. Cherry var den første til at rejse sig og hvinede nærmest ud i køkkenet. Jeg kiggede efter hende og rejste mig så op og gik ud i køkkenet til de andre. Cherry havde sat sig ved siden af Andy, og jeg satte mig så ved siden Liam med et lydløst suk.

”Wow, det dufter!” fastslog Liam opmuntrende og smilede til os alle. Ingen på nær Andy besvarede smilet. Jeg kiggede væk, og Cherry tog den vand med en ufatteligt langsomme bevægelser, der irriterede mig.

”Miss Tomato, giv mig din tallerken,” sagde Andy og smilede charmerende til hende. Hun rystede på hovedet af ham og rakte sin tallerken hen til ham. ”Jeg hedder Cherry,” mumlede hun. Han rystede på hovedet og øsede noget lasagne op på tallerkenen. ”Du er stadigvæk min tomat,” svarede han kort. ”Hvad blev der af kirsebær?” grinede Liam og hældte noget vand op til mig og ham. Jeg nikkede som tak og kiggede på Cherrys læber, der trak lidt i mundvigene. ”Det var Niall, der kaldte hende det,” forsvarede Andy sig. ”Hvem var det der kaldte hende for Sweetcherry?” fortsatte han, men gik i stå, eftersom Liam kiggede på mig.

”Det var mig,” sagde jeg roligt og lod som ingenting. Andy så forsigtigt på mig, men jeg sendte ham bare et kort smil, inden jeg så hen på Cherry, der betragtede mig under hendes øjenvipper. Denne gang kiggede hun ikke væk. Derimod lod hun hendes øjne svømme ind i mine, som om jeg skulle se en eller anden smerte i hendes øjne. Jeg havde nu svært ved at tro på, at hun havde meget smerte i sit liv. For nogle få dage siden så det ud til, at alt var i kønneste orden, så hvorfor skulle der været noget galt? Hun var jo – jeg citerer hende lige – Cherry Pece fra London. Ingenting kunne få hende ned.

 

Cherrys synsvinkel

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på, at Zayn og Liam var her. Liam var såmænd meget fin, hvorimod Zayn var det helt modsatte. Han virkede ekstremt sur. Meget surere end han var, da han var hjemme hos mig. Jeg spekulerede på, om jeg havde gjort noget i den tid, hvor vi ikke havde set i hinanden. Ellers kunne det også være, at han var sådan, når vi var sammen med andre. Det var der desværre mange mennesker, der havde problemer med. Men selvom jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var derfor, vidste jeg godt, at jeg tog fejl. Sådan var Zayn ikke. Overhovedet.

Han var ligeglad med drengenes meninger om sådan noget. Han var ligeglad med at andre hørte ham sige ”jeg elsker dig”, for hvis han elskede en, sagde han det. Det var det, jeg elskede ved ham. Han var så speciel. Så anderledes. Så unik.

Jeg bed tænderne hårdt sammen for at stoppe mine tanker. Jeg hadede, når de løb sådan løbsk. Det var ikke det, der var meningen. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle være her. Jeg var taget ud efter hovedpinepiller og aftensmad, og jeg endte hjemme hos Andy med Zayn og Liam. Det hele var noget rod. Og nu for at gøre det hele bedre, var hovedpinen også begyndt at banke på igen.

Der var stille ved bordet. Andy og Liam havde haft en lille samtale kørende, ellers var der stille. Jeg sad og spiste som en mus, der prøvede at stjæle ost fra en fælde uden at tiltrække meget opmærksomhed. Problemet var bare, at jeg hele tiden følte blikke på mig.

”Cherry, hvordan går det på uni?” spurgte Andy pludselig. Jeg kiggede på ham og holdt en pause, før jeg svarede. ”Det var første dag i dag,” svarede jeg og trak lidt på skuldrende i håb om, at han ville lade emnet være, men selvfølelig fortsatte Liam da bare, ”efter ulykken?” Jeg nikkede kort og en smule afvisende.

”Er folk så søde ved dig?” sagde Andy og smilede sødt. Jeg smilede skævt og kunne ikke lade være med at grine kort. ”Du lyder som min mor, da jeg startede i første klasse.” Bare lige for at sige det, så startede jeg i skole her i London i første klasse. Min familie kommer oprindeligt fra Norge, men mine forældre flyttede til Liverpool i tyverne og fik mig, og da vores lejlighed så blev for trang, flyttede vi til London. Jeg var ikke mere end 7 år, så det gik fint nok.

”Du svarede ikke på mit spørgsmål,” sagde han bare og smilede større. Mit smil forsvandt lidt, og jeg nikkede så. ”De var fine nok..” Jeg vidste, at det var Zayns skyld, jeg var sådan her. Hvis ikke det var fordi, han sad og gennemborede mig med sine øjne, kunne jeg sagtens have smil og nikket. Men nu virkede jeg slet ikke troværdig, og jeg hadede det. Og 'hade' var et stærkt ord, som jeg helst undgik at bruge.

”Var det ikke lidt mærkeligt?” spurgte Liam roligt. Jeg kiggede hen på ham med løftet øjenbryn. ”Altså, at komme tilbage, når du ikke kender nogle af folkene,” forklarede han hurtigt. Jeg nikkede igen. ”Jo. Meget,” mumlede jeg og tog min gaffel ind i munden. Jeg kørte langsomt blikket hen mod Zayn for at tjekke, om han.. kiggede på mig. Det gjorde han så. Og han gjorde ikke det mindste for at fjerne sit blik fra mit, da jeg opdagede det. Et kort øjeblik blev jeg næsten så hypnotiseret af hans øjne, at jeg slet ikke lagde mærke til, at Andy spurgte mig om noget.

”Hvad?” udbrød jeg og kiggede hurtigt hen på ham. Han løftede øjenbrynene lidt overrasket og smilede så, ”hvorfor svarer du aldrig på din telefon? Jeg har prøvet at ringe og skrive.” ”Jeg har ikke dit nummer,” forklarede jeg langsomt. Han så undrende på mig. ”Har du ikke mit nummer?” spurgte han misbilligende. Jeg rystede på hovedet, men nikkede så. ”Altså, jeg har lånt Patricks gamle iPhone, fordi der er kode på min, og jeg kan ikke huske min kode,” sagde jeg og tog en tår vand. ”Nårhh,” mumlede han forstående.

”Har du prøvet 9800?” lød det fra Zayn. Jeg kiggede hen på ham med et par tilbageholdende løftet øjenbryn. Hvad stod 9800 for? ”Nej..” sagde jeg lavt, og jeg tvivlede på, at han overhovedet hørte det. Jeg rejste mig hurtigt op og gik ud i gangen, hvor jeg fandt min taske og min rigtige iPhone. Da jeg tændte skærmen, så jeg, at Vanessa havde ringet en gang, Julie to, og min mor to. Jeg følte mig næsten overfaldet.

Jeg tastede koden, som Zayn havde foreslået ind, og forventede egentlig ikke at den duede. Hvis jeg hadede ham så meget, hvorfor skulle han så vide den?

Men jeg tog fejl.

Det næste jeg så var baggrunden af min telefon, hvor der var en masse apps. Det var den!  Baggrundsbilledet bestod af mig og.. Dean? Så vidt jeg kunne se, var vi til fest. Vi havde en drink i hånden hver og stod med armen om hinanden, selvfølelig på en venskabelig måde. Alt andet havde været åndssvagt. Vanessa og Dean var jo også sammen, så..

Jeg skulle til at gå ind i beskeder, men lod være. Drengene sad ude i køkkenet og spiste høfligt, imens jeg ville analysere min iPhone fra top til tå. Det måtte vente, selvom jeg virkelig havde lyst.

Jeg lagde iPhonen i min lomme og træskede ud i køkkenet. ”Virkede det?” spurgte Andy, ligeså snart han så mig. Jeg nikkede en enkelt gang og så langsomt hen på Zayn. ”Tak,” mumlede jeg taknemligt. Han svarede ikke, men lagde bare sit bestik i orden for at vise, han var færdig med at spise.

Jeg kiggede på min tallerken, hvor der stadigvæk var lidt mad tilbage. Da jeg greb min gaffel og skulle til at tage noget lasagne på, kunne jeg høre en velkendt iPhone-ringetone. Lyden kom fra Zayn, så jeg gik ud fra, at det var hans telefon, der ringede.

”Jeg kommer lige om to sekunder,” fortalte han og rejste sig uden at se på os andre. Jeg kiggede efter ham, men lod mit blik løsrive sig fra ham. ”Perrie,” mumlede Liam kort. Jeg så med løftet øjenbryn på ham. ”Hvem er hun..?” spurgte jeg forsigtigt. ”Hans kæreste,” smilede han roligt.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på, at Zayn havde en anden, men hvad havde jeg egentlig regnet med? Han var en af Englands mest eftertragtede fyre, og han kunne næsten få, hvem han nu ville. Derfor besluttede jeg også bare, at det var godt for ham. Han havde Perrie, og jeg havde Patrick. Det var perfekt.

”Jeg går lige på toilettet. Tak for mad,” sagde Liam og rejste sig, imens han kiggede på Andy. ”Velbekomme.” Han forlod køkkenet og efterlod Andy og jeg alene. ”Spis din mad,” kommanderede han. Jeg nikkede og begyndte at spise igen. Efter nogle minutter havde jeg fået det hele ned og sad allerede med min telefon i hænderne. Andy grinede kort af mig og begyndte herefter at tage af bordet. Jeg tastede min kode ind og gik som det første ind i beskeder. Den øverste samtale var fra Vanessa, så det var hende, jeg havde skrevet sidst med.

Jeg gik ind i den og begyndte at læse de forskellige sms'er. Der var ikke rigtig noget, der klikkede i min hjerne. Det eneste jeg fandt ud af var, at vi åbenbart sms'ede om Julie. Vanessa syntes åbenbart, hun var latterlig på grund af ham George, som jeg kan huske de talte om, første gang jeg så dem efter ulykken. Da jeg sad og læste sms'erne, kunne jeg ikke lade være med at blive skræmt af Vanessa. Og værre, mig. Vores ordsprog var forfærdeligt, og at vi bare skrev om hende på den måde, gjorde mig ked af det. Sådan noget plejede jeg aldrig at gøre.

Jeg bed mig i læben og gik ud ad samtalen og ind under den, der var nedenunder. Sms'er fra Julie.

Imens jeg sad og læste dem, blev jeg mere og mere forvirret. Der stod virkelig mange ting om Vanessa? Og her var jeg også bare med til at disse hende. Okay, hvad foregik der? Vanessa og Julie dissede hinanden for groft. Jeg var åbenbart med til at disse dem begge.

Jeg gik forvirret ind i den næste samtale fra min mor. Der stod en masse om, at hende og far skulle til Norge til vinter, og om jeg gad at tage med. Jeg havde aldrig svaret. Heller ikke selvom hun havde skrevet en masse gange.

Mit humør faldt, da jeg sad og læste alle de sms'er. Jeg følte mig fuldstændig bitchy og dum. Helt ude af kurs. Jeg opførte mig som en af de forfærdelige piger fra Mean Girls. Det værste var, at det slet ikke var sådan, jeg var. Overhovedet. Det lignede slet ikke mig.

Jeg sank en klump og gik ud af mine beskeder – de kunne tjekkes senere. Lige nu ville jeg gerne se på billeder og videoer. Jeg gik ind i mappen og ind i mine kamerabilleder. Der var ikke helt så mange billeder. Et par af Vanessa, Julie, Malissa og jeg sammen. Et par fra nogle fester. Et par af Dean. Underligt nok ingen af Patrick. Så var der et gammelt billed af mig, som.. Zayn tog for virkelig lang tid siden. Der hvor jeg praktisk talt lignede mig selv.

Jeg rystede på hovedet af mig selv og tog en dyb indånding, før jeg rullede videre ned og så, at der til sidst var en video. Måske kunne den give mig svar på noget?

Jeg trykkede på play og så afventende på skærmen, der begyndte at afspille videoen. Til at starte med kunne jeg ikke helt se, hvad det var, men så kunne jeg høre en lav lyd fra højtaleren, der uden tvivl afslørede, at det var tre drenge.

”Kom nuuuu!” lød det fra en eller anden ukendt drengestemme. Jeg rynkede panden og så indtrængende på skærmen, der stadigvæk var sort. ”Åh, hun smider den nu!” råbte en anden dreng begejstret. Jeg rynkede panden forvirret og så bare på skærmen, der pludseligt afslørede en computerskærm. Jeg kunne se, at der sad to drenge foran den, og så måtte det var en tredje en, der filmede. Jeg gjorde mine øjne smalle og opdagede, at de tre drenge sad på Skype på webcam med en pige, som jeg nu ikke kunne se så meget af, da kameraet var i ret dårligt kvalitet.

”Kigger i?” kunne jeg høre pigen spørge om. ”Oh yeah, Cher.”

What?

Hvorfor sagde han lige mit kælenavn??

Jeg lavede store øjne og stirrede på skærmen, hvor jeg kunne se en pige rette sig op, så lyset stod ned på hende. Hun havde rødt hår. Hed Cher..

Nej.

Det kunne ikke være mig, det der!

”Hvad skal jeg starte med?” kunne jeg høre pigen grine. ”Din top!” sagde ham, der filmede. Panikken voksede mere og mere, da jeg pludselig så, at pigen på skærmen tog sin top af og afslørede en pæn mave og et par alt for perfekte bryster, som enhver dreng garanteret ville røre.

Det kunne ikke være mig. Det kunne det bare ikke. Jeg var ikke sådan.

Jeg lukkede stemmerne ude af min verden, imens jeg kiggede på pigen, der fortsatte med at tage sine shorts af, så hun kun havde undertøj på. Og det var ikke ligefrem fordi, det dækkede særlig meget. Hvad fanden havde hun gang i?

Det var ikke mig. Det var det ikke.

”Cherry Fucking Pece, du er den mest sexede tøs, jeg nogen sinde har set.”

Åh Gud.

Hele min krop gik i chok, da jeg hørte mit navn blive nævnt. Mit blod frøs til is, min hjerte hold op med at slå, mine læber skilte sig ad, og jeg var klar til at skrige, men der kom ingen lyd ud ad min mund. Jeg sank en klump og bed mig i læben, imens jeg uheldigvis blev ved med at kigge på skærmen. For det næste jeg gjorde var at smide min bh, så jeg blottede hele mit brystparti for de tre drenge. Nej, det gjorde jeg bare ikke.

”Drenge skrid, jeg har brug for at wanke,” kunne jeg høre ham, der filmede mumle. De andre grinede, og jeg kunne høre, at jeg også grinte i baggrunden.

Jeg så nogle sekunder mere, men slukkede straks videoen, da jeg så, hvad jeg var ved at tage af. Det kunne jeg ikke kigge på.

Jeg var fuldkommen chokeret over mig selv og mine handlinger. Hvad lavede jeg? Det var da fuldstændig forkert. Jeg havde da en kæreste, havde jeg ikke? Uanset om jeg så havde en kæreste eller ej, var det helt forkert! Det var slet ikke mig, det der. Jeg havde aldrig nogen sinde vist mig sådan overfor nogle.. som de drenge. Jeg havde vist mig for Zayn, garanteret også for Patrick, men ikke flere? Hvad fanden gik der af mig?!

Og selvfølelig blev det hele bedre, da jeg kunne mærke mine øjne blive fugtige. Stop, Cherry. Ikke her. Ikke når Andy er her. Ikke når Liam er her. Og slet ikke når Zayn er her. De skulle ikke.. nej.

Jeg sank en klump og tog en dyb indåndig, så jeg uheldigvis tabte min iPhone på bordet. Andy vendte sig om og så på mig.

”Hvad laver du?” spurgte han med et smil i stemmen. Jeg ville have svaret, men der kom ingen lyd ud ad min mund. Jeg var lammet. Fuldstændig i chok over, hvad jeg lige havde gjort. Hvem var de drenge? Og hvordan var den video endt på min telefon?

”Cherry, er du ok?” Andy lød pludselig bekymret og kom hen til mig. Jeg bakkede hurtigt tilbage i stolen og rejste mig op med et sæt, imens jeg kunne mærke min vejrtrækning var helt ude af kontrol. ”Jeg bliver nødt til at gå,” mumlede jeg og gå hen mod gangen, men Andy tog fat i min hånd og fik mig vendt om mod ham. ”Hey, hvad sker der?” spurgte han alvorligt. Jeg rystede på hovedet og bed mig i læben. Det hele blev pludselig for meget. For overvældet. Åh Gud, jeg kunne ikke tage det mere.

”Che-” ”Andy, hvem er jeg?” begyndte jeg med et dirrende stemme. Han så forvirret på mig og bakkede lidt tilbage. ”Du er Cherry?” svarede han undrende. Jeg rystede ivrigt på hovedet og kunne mærke, hvordan mine øjne blev blændet. Jeg tog min telefon frem, fandt videoen frem, spolede frem til der, hvor jeg stod i undertøj og rakte den frem mod Andy, der så forvirret på skærmen.

”Hvis jeg er Cherry, hvem er det her så?” spurgte jeg og sank en klump. Han kiggede med rynket pande videre på skærmen, indtil vi hørte den samme stemme, som jeg havde hørt før, ”Cherry Fucking Pece, du er den mest sexede tøs, jeg nogen sinde har set.”

Han så chokeret ud, imens han trak sig tilbage, nok fordi han ikke ville se mere. Langsomt flyttede han sit blik op på mit, stadigvæk med en rynket pande, der fortalte, at han ikke kunne tro det, han lige havde set. ”Cherry-” begyndte han men gik i stå. Fedt. Han vidste ikke, hvad han skulle sige.

Jeg begyndte ubevidst at snøfte, imens jeg klemte mine øjne hårdt sammen for at få de få tårer væk, men i stedet for begyndte de at glide ned ad mine kinder.

”Jeg bliver nødt til at gå,” mumlede jeg igen. Han så lidt på mig og nikkede så langsomt med hovedet. ”Hvad med hovedpinepillerne?" spurgte han bekymret. Jeg rystede på hovedet og sank en klump. ”De er lige meget.” Han svarede ikke, men nikkede bare kort. ”Vi ses,” hviskede jeg, før jeg vendte mig om. Han sagde et eller andet, jeg hørte ikke efter. Jeg ville bare ud herfra. Ud og tænke. Ud og slippe af med den kvalmende fornemmelse, der sad i min hals.

Jeg gik ind i stuen, som jeg var nødt til at passere for at komme ud i gangen. Og der sad ingen andre end Zayn selvfølelig. Selvom jeg ville ønske det ikke skete, ledede mit blik automatisk hen til hans, som om det var to magneter. Han snakkede stadigvæk i telefon, kunne jeg se, eftersom han sad med en telefon oppe ved øret.

Jeg havde et håb om, at han ikke så, at jeg græd, men jeg vidste godt, at det var latterligt at håbe på det. Zayn havde altid kunnet se, hvis jeg var ked af det, og det var bestemt heller ikke svært at se lige nu. Og jeg vidste, at han havde set det, da han rynkede panden en smule forvirret, men jeg ignorerede det bare og gik helt ud i gangen.

Jeg tog hurtigt mine sko på og greb min jakke. Uden at sige farvel til Liam eller Zayn for den sags skyld, åbnede jeg døren, gik ud, lukkede den efter mig, og så var jeg ellers bare på vej ud i regnen med forfærdelige tanker om mig selv.

 

______________________________________________________________________________

 

Tak fordi I læseeeeer<3

I må meget gerne like, hvis I har lyyyst xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...