Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79399Visninger
AA

3. Where am I?

Mit hoved dunkede, da jeg hørte en skinger lyde gentage sig hele tiden. Det lød som et vækkeur, der aldrig stoppede. Dog lød det langt værre, og det fik smerten til at fordoble sig i mit hoved. Jeg bed tænderne sammen af smerte og slog hurtigt mine øjne op, men lukkede dem hurtigt igen, da lyset stod ned i mine øjne og nærmest brændte ind i mine øjne.

Hvor i alverden var jeg?

Så megen lys plejede der ikke at være på mit værelse, med mindre jeg åbenbart havde fået helt nye lamper, der blændede en. Og det mindes jeg ikke, at jeg havde.

Jeg gentog åbningen af mine øjne, denne gang med lidt mere succes. Det eneste jeg sådan set rigtig kunne se, var en skrigende, hvid farve, der også bare lyste ind i mine øjne. Fred være med det.

Jeg måtte blinke ihærdigt et par gange, før mine øjne endelig tog sig sammen og gad at fungere optimalt.

Det var så der, hvor jeg kiggede forvirret rundt i lokalet. Jeg måtte ligne ét stort spørgsmål.

De hvide vægge, den gamle lugt og den skingre lyd, der blev ved med at gentage sig selv hele tiden, snakkede for sig selv. Det her kunne umuligt være andet end hospitalet.

En lille panik voksede langsomt inde i min krop, da jeg slet ikke kunne minde mig selv om, hvorfor jeg lå her. Hvad fanden var der sket?

Min vejrtrækning steg samtidig med panikken, da jeg så den nål, der sad i min hånd. Jeg var rædselsslagen overfor nåle. Når jeg endelig gik til lægen, havde jeg altid Zayn med til at berolige mig.

Zayn.

Jeg klemte øjnene hårdt sammen og kørte alle mine tanker igennem. Det var svært i starten, og jeg følte, at jeg slet ikke kunne koncentrere mig. Heldigvis dukkede der pludselig et billed op, hvor jeg stod hjemme i Zayns lejlighed sammen med ham.

Roen spredte sig hurtigt i min krop igen. Jeg faldt ned ad den trappe – derfor lå jeg her. Men, at det var så slemt, overraskede mig lidt. Jeg burde da ikke have et drop sat til mig? Med mindre jeg virkelig havde slået mig. Mit hoved gjorde trods alt virkelig ondt.

Da jeg åbnede øjnene, gav jeg mig tid til at studere stuen, som jeg lå på. Som sagt var væggene hvide og kedelige. Der var to store vinduer, hvor persiennerne var trukket for. Der hang en stor, rektangelformet lampe oppe i loftet og lyste kraftigt op. En kunstig plante var sat til pynt ude i siden, og et sort/hvid maleri hang på væggen. Jeg lå i en stor, ubekvem hospitalsseng. Dynebetrækket føltes råt mod min hud og var slet ikke behageligt.

Jeg havde knap nok været vågen i mere end 10 minutter, og jeg savnede allerede min seng.

Mit blik faldt hen på bordet, der stod ved siden af sengen. En vase stod med et lille buket blomster i, og så lå der en sød bamse ved siden af.

Selvom jeg havde ondt, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt. Kun en person, som kunne finde på det her, dukkede op i mine tanker.

Mærkeligt nok rystede min hånd en smule, da jeg rakte ud efter bamsen, men jeg ignorerede det bare og tog den. Det lykkedes i første hug, og jeg tog roligt bamsen op til mig. Den havde et rødt hjerte i poterne, hvor der stod 'I Love You' med store, hvide bogstaver.

Jep, det kunne ikke være fra andre end Zayn.

Mit smil blev større, men gled langsomt væk igen, eftersom jeg ikke rigtig kunne finde rundt i det hele. Jeg lå på hospitalet efter min ulykke ned ad trappen. Men hvor lang tid havde jeg ligget her? Var der sket noget alvorligt? Var jeg skadet?

Spørgsmålene var ved at æde min ro op, da døren til stuen pludselig gik op. Mit blik farede derhen, og jeg fik øje på en sygeplejersker, der kom ind på stuen. Jeg gættede på, at hun skulle tjekke til mig. Måske skifte drop. Se om jeg var vågnet – hvilket jeg nu var.

”Nå, jeg kan se, at du er vågnet,” sagde hun og sendte mig et venligt smil. Jeg stirrede lidt på hende, indtil det gik op for mig, at hun havde snakket til mig. Efter det hun sagde, lød det næsten som om, at jeg havde ligget her i flere dage.

Havde jeg det?

Sygeplejerskeren kom hen til mig med rolige bevægelser, som jeg observerede nøje. Hun havde nok luttet, at jeg var lidt urolig lige nu. Men det var der vel intet at sige til, vel?

”Hvad er der sket..?” spurgte jeg og fik nærmest et chok, da jeg hørte min stemme. Den lød hæs og lad, og pludselig kunne jeg mærke, at den var virkelig tør. Det føltes som sandpapir, hvilket var virkelig ubehageligt, så jeg sank hurtigt en klump tør spyt.

Sygeplejerskeren sendte mig igen et roligt smil og endte henne ved min seng, hvor hun straks begyndte at fumle med den maskine, der blev ved med at bibbe og drev mig til vanvid. En ting jeg kunne juble over. Men tanken over, hvad der egentlig var sket, fik mig til at gruble igen.

”Nu skal du høre. Jeg syntes vi skal kontakte din nærmeste og så snakke om det, når han eller hun kommer,” sagde hun roligt og forstående, imens hun kiggede kærligt på mig. Hun mindede mig om en børnelæge, hvilket ikke var helt usandsynligt, at hun var. Hvis hun bare skulle tjekke til mig en gang, kunne hun vel være alt inde for et hospitals verden.

Jeg kiggede lidt på hende og ville allermest gerne have at vide, hvad der var sket nu. Men hvis hun syntes, at vi burde kontakte en af mine nærmeste, måtte det være alvorligt.

Åh nej.

”Jaja. Bare.. Zayn,” sagde jeg kort og nikkede lidt, selvom det gjorde forfærdelig ondt. Hun smilede og nikkede. ”Så kommer jeg lige om lidt. Hvis du bare venter.” Hun vendte rundt og gik i et hurtigt tempo ud af døren, der stod på klem.

Uroen sad stadigvæk i min mave, og jeg vidste, at den slet ikke ville forsvinde, før jeg havde fået at vide, hvad der skete lige nu. Så vidt jeg kunne se på mig selv, var der ikke sket noget fysisk. Men psykisk kunne man jo ikke vide.

Jeg vendte mig om på siden i sengen, hvilket resulterede mere smerte i mit hoved, men da jeg lå forfærdeligt, var det nødvendigt. Dog fortrød jeg hurtigt, at jeg havde lagt mig sådan. Det føltes virkelig underligt, da jeg lagde noget vægt på mit ene bryst. Ikke som det plejede. Mere.. falskt, hvis man kunne sige det?

Jeg lukkede øjnene og sukkede lidt af mig selv. Latterlige tanker. Som om der var sket noget med det. Det var vel nok bare på grund af mine tanker, jeg lå og tænkte sådan.

Nogle minutter efter gik døren til stuen op igen, og sygeplejerskeren kom ind med sit venlige smil igen, denne gang med en ganske fin håndtaske i sin ene hånd. Jeg stirrede målrettet på den. Hvad skulle hun dog med den her?

Hendes blik ændrede sig lidt, da hun kom til mig. Hun stillede først håndtasken på bordet, hvisket gjorde mig endnu mere forvirret. Det var jo ikke min.

”Jeg kunne desværre ikke finde noget nummer til Zayn, så jeg har i stedet for ringet til din mor. Hun er på vej nu,” begyndte sygeplejerskeren. Jeg løftede øjenbrynene en smule. Intet nummer til Zayn? Hvorfor havde de ikke fået det?

Jeg så frustreret på hende og bed mig i inderlæben for at tage den med ro – det skulle nok gå. Det gjorde det altid. Det forsikrede Zayn mig jo, og jeg troede ham.

Men jo før jeg fik noget at vide, jo bedre. Det var frustrerende ikke at vide, hvad der skete med en lige nu.

 

 

Det føltes som en evighed, inden min mor trådte ind ad døren til stuen. Sygeplejerskeren havde i mellemtiden fået taget mit drop ud, jeg havde fået noget smertestillende mod min hovedpine, og jeg var kommet op at sidde. Min krop havde føltes helt slap og lad, da jeg satte gang i bevægelserne, og det gjorde mig bare endnu mere bekymret.

Jeg stirrede overrasket, da min mor stod foran mig. Hun lignede nu sig selv – på nær hendes hår, der havde taget en meget stor drejning. Det var gået fra kastaniebrunt til blond hår, hvilket så ret dumt ud, hvis jeg skulle være helt ærlig. Det lignede, at hun forsøgte at gøre sig ung igen, men jeg måtte sige, at det bare fik hende til at se ældre ud.

Det, der undrede mig mest var, at hun hadede forandring. Hun var imod hårfarvning, kunstige ting, fedtsugninger, og mer' til.

Alt, der var falsk, hvis man kunne sige det sådan.

Så hvad var der sket med hende?

Sidst jeg så hende, lignede hun sig selv. Hun så helt anderledes. Ellers var jeg bare ved at blive skør eller koge over af nysgerrighed.

”Cherry,” sagde hun lettet, da hun fik øje på mig. Jeg smilede langsomt – hun var da ikke anderledes i rollen som min mor. Hun kom hen til mig og slog straks armene om mig. En ukendt parfumeduft spredte sig i mine næsebor, og jeg kunne ikke ligefrem sige, at jeg hørte hjemme i den duft. Siden hvornår havde hun fået ny parfume?

Okay, jeg stillede måske lidt mange spørgsmål, men det ville du med garanti også have gjort.

”Hvordan har hovedet det?” spurgte mor roligt og trak sig væk, stadigvæk så hun stod tæt på mig. Jeg trak lidt på skuldrende. ”Helt fint. Lidt ondt, men sygeplejerskeren har givet mig noget smertestillende,” forklarede jeg kort og smilede svagt, selvom jeg nu mere havde lyst til at spørge om alt, der var sket.

”Godt. Vi har alle været så bekymret for dig. Far havde været helt ude af den.” Hun så kærligt på mig, imens hun redte en tot rødt hår om bag mit øre. Det var rart. Min mor havde en rolig virkning på mig, måske ikke lige så rolig som Zayn, men jeg elskede den alligevel.

”Hvad med Zayn?” sagde jeg og rynkede panden lidt. Mor, der ellers så kærligt på mig, rynkede straks panden og skød et øjenbryn i vejret, hvilket gav mig bange anelser lige nu.

”Zayn?” gentog hun lidt tykt og sendte mig et undrende blik.

Der var helt klart noget galt her, og jeg kunne ikke lide, at jeg ikke vidste, hvad det var.

”Ja, Zayn,” sagde jeg igen og bed mig endnu en gang i inderlæben for at holde min krop i ro. Jeg havde på fornemmelsen, at der var sket et eller andet dårligt.

Mor så bare undrende på mig og smilede så, imens hun tog min hånd. ”Lille skat, i har ikke talt sammen i snart et år. Hvorfor spørger du ind til ham nu?”

Hvad?

Mors ord kørte rundt inde i mit hoved og landede tungt i min mave. Virkelig tungt.

Hvad mente hun med det? Hvad mente hun helt ærligt med, at vi ikke havde snakket sammen i næsten et år. Jeg var da sammen med ham før det her uheld. Det var jo ikke sådan så det skete for et år siden. Ja, mors frisure havde ændret sig, men hun havde nok bare været til frisøren lige for nylig.

”Mor, hvad mener du?” spurgte jeg og så seriøst på hende, imens jeg sank en klump, der sad i min hals. Hun så forvirret på mig og kløede sig i håret, som om det var en undskyldning for ikke at svare med det samme.

”I er ikke sammen mere, Cherry. Det ved du da godt,” fortalte hun og lød nærmere bekymret end forvirret nu.

Okay, jeg var virkelig også forvirret.

Der var noget, der ikke passede ind i puslespillet her. En manglende brik. Måske noget flere. Jeg fattede i hvert fald intet af dette her. Min hjerne kørte på højtryk, og jeg prøvede at tænke mig koncentreret om, men alt, der dukkede op var mig, der faldt ned af den pokkers trappe. Intet andet.

Jeg sank endnu en klump, og mærkede uroen overtage min krop helt aldeles. Det var en forfærdelig følelse.

”Mor, hvad er der sket..?” mumlede jeg langsomt og så alvorligt på hende. Hun sendte mig et beroligende smil og tog så min hånd. ”Bare tag det roligt. Der er ikke sket noget alvorligt,” forsikrede hun mig, hvilket gjorde mig en smule roligere. Det var da godt, var det ikke?

”Du har ligget i koma i fire dage.” Mor strøg en tot uglet hår om bag mit øre og aede mig blidt på kinden.

Tanken om, at jeg havde ligget i koma var underlig. Det måtte have været et alvorligt fald, hvis jeg havde ligget i koma. Men nu var jeg idet mindste vågen, og det lød ikke som om, at der var sket noget slemt – håbede jeg i hvert fald ikke.

”Du har fået en hjernerystelse og nogle skrammer, men intet slemt. Heldigvis.”

Jeg elskede mors beroligende side, men at hun ikke bare gik direkte til sagen nu, var irriterende. Jeg ville vide, hvad der var sket med Zayn og mig. Jeg forstod det stadigvæk ikke.

”Bilisten har fået en ordentlig bøde,” fortalte mor videre og sendte mig igen et kærligt blik. Jeg rynkede panden fortvivlet. Hvad snakkede hun om?

”Bilisten?” gentog jeg skeptisk og bed tænderne sammen. Nu var det hendes tur til at se fortvivlet på mig. Hendes ansigtsudryk var ikke helt til at tyde, og det bekymrede mig en smule. Især da hun vendte sig om og så hen mod døren. ”Jeg kommer lige om to sekunder, skat,” sagde hun, hvorefter hun smuttede hen og ud ad døren, inden jeg nåede protestere.

Jeg sad fortabt tilbage i sengen og lignede med garanti et stort spørgsmålstegn. Det helle var forvirrende, og jeg havde kun fået fat på halvdelen af hvad, der var sket. Det eneste, der løb igennem mit hoved var tanken om, hvad der var sket imellem Zayn og mig. Siden mor sagde, at vi ikke snakkede sammen mere. Der var noget, der slet ikke hang sammen. Enten løj mor, eller også var der noget galt med mig.

Og hvad med den bilist? Det havde intet med en bilist at gøre.

Igen, jeg forstod det ikke.

Jeg kløede mig blidt på hånden, der hvor droppet havde siddet og skar ansigt, da et par røde prikker dukkede op rundt om det. Mit hoved dunkede endnu en gang, og jeg lænede mig lidt tilbage og stirrede hen mod døren, indtil et par stemme lød derude fra, og den endelig gik op. En sygeplejersker og en læge kom ind på stuen med mor i hælene. Jeg rynkede panden endnu mere forvirret. Hvad skulle der nu ske?

”Hej, Cherry,” hilste lægen og sendte mig et venligt smil. Jeg nøjedes med at nikke og stirrede bare lidt på hende – af panik. Der var noget galt her, det kunne jeg allerede tyde, da mor fortalte om Zayn.

Jeg så på mor, der stod lidt bag ved lægen og talte lavmælt med sygeplejerskeren. Hvorfor fortalte hun mig ikke, hvad der foregik?

Lægen blev ved med at se på mig, så jeg tilbage til hende og fangede hende beroligende blik. Hun kiggede forstående på mig, hvilket vel bare var en del af hendes job. ”Jeg har lige et par ting, som vi skal have snakket om,” sagde hun roligt og sendte mig et smil. Jeg nikkede bare og håbede, at hun snart ville komme videre i stedet for at være så langsom.

”Hvorfor tror du, at du ligger her på hospitalet?” spurgte hun og kiggede nu alvorligt på mig. Hendes blik gjorde mig forvirret, og jeg gloede lidt på hende, inden jeg svarede, ”jeg faldt ned fra en trappe,” fortalte jeg kort og usikkert. Jeg var usikker på mit eget svar. Hun gjorde mig helt fortvivlet. Som om jeg tvivlede på mig selv.

Jeg kunne ikke tyde noget ud fra hendes blik. Hun kiggede kort ned på sit clipboard på papiret, hvor der garanteret stod oplysninger om mig. Jeg bed mig i læben af nervøsitet, da jeg ikke regnede, at det her var godt – det kunne umuligt være godt.

Da hun havde studeret papiret grundigt, vendte hun sig om og gik tilbage til mor og sygeplejerskeren, der så afventende på os. En underlig fornemmelse landede i min mave, da de begyndte at tale lavt sammen. Mor kiggede af og til på mig med et bekymret blik, der gjorde mig endnu mere nervøs.

Jeg sad og trippede uroligt med min fod, indtil de alle tre endelig gad at komme hen til mig. De så alle seriøse ud, hvilket fik mig til at trippe igen. Den kvindelige læge stillede sig forrest med et smil, som gav mig nerver på. Hvad foregik der, helt seriøst?

”Cherry, kan du fortælle mig, hvilken dato, det er i dag? Dag, dato og årstal,” spurgte hun pludselig i et roligt tonefald. Jeg kiggede en smule forvirret på hende og lukkede så øjnene for at koncentrere mig. Det var tirsdag d. 9 august, da jeg var hjemme hos Zayn, og hvis der så var gået yderligere fire dage, måtte det være d. 13. Jeg åbnede øjnene igen og kiggede så underligt på lægen.

”Lørdag d. 13 august 2012,” svarede jeg langsomt og folede mine hænder sammen, der lå under dynen. Hun kiggede igen tilbage på sygeplejerskeren, der så ned på sit clipboard og så hen på min mor med et trøstende smil. Åh Gud, hvad var der galt? Hvorfor ville de ikke fortælle mig det?

Mor kiggede på mig og sendte mig et roligt smil. Hvornår kunne hun dog fatte, at jeg ikke blev rolig, før jeg vidste, hvad der foregik?

”Er der noget galt?” sagde jeg endelig, da jeg havde taget mig lidt sammen. Jeg ville ønske, at jeg lød stærk, men min stemme var svag og skinger på grund af tørst og nervøsitet. Lægen vendte endelig sit blik hen mod mig. Hun så alvorlig men samtidig helt igennem rar ud, og jeg ville ønske, at det beroligede mig, men jeg blev bare endnu mere nervøs.

Men da hun så åbnede munden og lod et par ord komme ud, gik jeg helt i stå og endte bare med at sidde uforstående og stirre på hende.

”Cherry, det er mandag d. 21 september 2013.”

 

_______________________________________________________________________________

Så, det var første kapitel. Hvad syntes I? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...