Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79770Visninger
AA

14. Unexpected

 

Klokken blev først halv elleve, da jeg forlod Deans hjem. Det tog mig idet mindste ikke så lang tid at nå ned til undergrunden og få metroen hjem.

Jeg havde hygget mig ganske godt sammen med Dean. Det rare ved ham var, at jeg kunne være mig selv i hans selskab. I modsætning til Julie, Malissa og Vanessa, virkede han ikke som en person, der dømte andre. Han virkede faktisk helt nede på jorden, hvilket jeg godt kunne lide. Han gjorde mig meget mere.. tryg.

Heller ikke ligesom Patrick, der gav mig en ubehagelig fornemmelse i maven, hver gang han var til stede. Derimod gav Dean mig fornemmelsen af at være værdsat. Jeg kunne godt lide ham. Allerede nu havde han fået pladsen under Andy.

Jeg var lige steget af metroen og på vej hen af de velkendte gader, da jeg kunne mærke min iPhone vibrere i min lomme. Jeg satte farten lidt ned og trak den op ad lommen. Mit blik gled hen på skærmen, hvor der ikke stod andet end ordet 'ukendt'.

Med lidt tøven fik jeg besvaret opkaldet og taget iPhonen op til mit øre. ”Det' Cherry?” sagde jeg langsomt. ”Det regnede jeg sådan set også med,” lød det fra en velkendt stemme, som fik mig til at gyse ved hendes kolde stemme.

Vanessa.

”Hvorfor ringer du?” spurgte jeg og prøvede at lyde lige glad. Egentlig havde jeg ingen anelse om, hvorfor hun ringede, men alligevel havde jeg en lille idé om hvorfor, hvilket jeg håbede på var forkert.

”Hvis jeg siger Dean, hvad siger du så?”

Mit hjerte gik et kort øjeblik i stå, og jeg stoppede op midt på fortovet, imens blodet fra mine hjerne langsomt løb nedad. Hvordan i alverden kendte hun til det?

”Hvad mener du?” sagde jeg usikkert, hvilket jeg hurtigt fortrød. Jeg burde efterhånden have lært, at jeg skulle være lidt mere selvsikker i mine sager, men nogle gange gjorde Vanessa mig bare for usikker og skræmt.

”Jeg så jer gå fra uni sammen,” fortalte Vanessa en smule vrissende. Jeg bed tænderne sammen og tog en dyb indånding, før et par ord fandt deres vej ud igennem min mund, ”jeg skulle bare hen på apoteket, der ligger lige ved siden af hans lejlighed, så vi fulgtes ad.”

Måden jeg sagde det på, var flabet. Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor jeg sagde det sådan, men faktisk måtte jeg indrømme, at det føltes rart. På en måde havde jeg det som om, at Vanessa troede, at jeg var et lille stykke legetøj, som hun kunne hundse rundt med. Måske var det på tide, at jeg viste hende, at jeg faktisk var mere end det? Selvom jeg ikke kendte til et hav af de regler, som hun havde, behøvede jeg ikke at være den lille pige, der gjorde alting. Sådan havde jeg aldrig været. Så hvorfor nu? Jeg var et menneske, ikke en eller anden robot, som adlød andre.

”Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen; hold dig væk fra Dean,” begyndte hun advarende i en sur tone. En irriterende følelse steg, som føltes lidt genkendelig. Som om Vanessa var personen, der gjorde mig irriteret, og det var jeg egentlig ikke i tvivl om, at hun gjorde. Selvom jeg knap nok kendte hende, havde hun allerede formået at frembringe en masse provokerende og irriterende fornemmelser. Det undrede mig måske en smule, og jeg var ofte i tvivl om, det egentlig var sådan, jeg gik og tænkte om hende, da jeg var den 'rigtige' Cherry og havde min hukommelse, for sådan føltes det ærlig talt ikke en gang imellem.

”Jeg laver ikke noget med ham, Vanessa,” forsvarede jeg mig selv i lidt af en kold tone. Hun blev stille, og jeg håbede derfor, at mine faste ord havde gjort hende lidt tavs. Jeg begyndte at gå igen, da der ikke var nogen grund til at blive stående længere. Jeg skulle bare hjem og ligge under dynen og gøre klar til endnu en skoledag i morgen.

”Jeg er ærlig talt også lige glad, gør hvad du vil,” endte Vanessa med at sige i et muntert tonefald. Jeg rynkede panden misbilligende. Som om hun var lige glad. Hun sad sikkert og håbede på at finde ud af, at Dean og jeg havde været sammen, så hun kunne smadre mit liv fuldstændig, for det var det hun gjorde. Startede rygter. Spillede hellig. Legede med andres følelser. Og jeg fattede hende ærlig talt ikke. Hvem ville have titlen som en, der ødelagde andres liv? Ikke mig i hvert fald.

”Men jeg vil smutte nu, så vi ses i morgen,” fortsatte hun. Jeg nikkede for mig selv. ”Vi ses,” sagde jeg lavt. Og så lagde hun på. Jeg sukkede og lagde min telefon tilbage i min lomme.

Jeg følte mig ikke nervøs, som jeg havde regnet med, at jeg ville være. Fornemmelsen af, at Dean ville fortælle Vanessa, at vi havde været sammen i dag var der ikke. Han havde nemlig selv fortalt, at han ikke fortalte Vanessa disse slags ting. Netop på grund af, at hun havde den holdning af, at hun var den eneste pige, der måtte have noget med ham at gøre. Jeg fandt så ud af, at vi havde været sammen op til flere gange, og det havde han ikke fortalt hende noget om.

Endnu et suk forlod mine læber, grundet min liv langsomt begyndte at løsne lidt op, men at jeg alligevel følte mig som en bitch for hver dag, der gik.

 


Jeg følte mig ikke tilfreds, da jeg så mig i spejlet for sidste gang, og der var mindre end 10 minutter, til Dean ville dukke op og hente mig. Et bandeord undslap mine læber, imens jeg farede ind på mit værelse og kiggede kjolerne igennem, som jeg allerede havde kigget igennem tre gange. Kjolen jeg havde på lige nu, var kort og pink, og pink var bestemt ikke min farve. Men det var den kjole, som dækkede mest af min krop. Problemet var så bare, at farven var forfærdelig til mit hår. Rød og pink gik ikke sammen, og jeg følte ærlig talt, at jeg lignede en eller anden, der prøvede at sælge mig selv.

Sagen var, at jeg skulle på klub med Dean. Han havde som sagt fødselsdag i dag, og jeg havde lovet ham at fejre den med ham. Derfor ville jeg ikke forsinke ham, fordi jeg ikke følte mig tilpas i denne her kjole.

Jeg bed mig hårdt i læben og kørte alle bøjlerne til side, så jeg fik set på alle kjolerne. Da jeg nåede den sidste, følte jeg mig sådan set ret screwed. Var der virkelig ingen kjole, jeg kun-

Mine tanker stoppede brat, da jeg fik øje på den bagerste kjole. Den bagerste, velkendte kjole. Med slappe kræfter fik jeg hurtigt rykket mine hænder hen til den sidste kjole, som jeg ikke havde set i lang tid.

Det var en kjole, jeg havde fået af Zayn. Han havde den med hjem fra en kort ferie i Sverige sammen med drengene, kunne jeg huske. Ligeså tydeligt kunne jeg huske mit ansigtsudryk, da jeg pakkede den fine, hvide æske med sølvbåndet op. Hvordan jeg studerede det sorte silkebløde stof. Den smukke form.

Det hele føltes pludselig som i går, og det var først da jeg hørte en ringen på døren, jeg skubbede tankerne væk. Uden at tænke nærmere over det, greb jeg kjolen og fik skiftet i løbet af ingen tid. Mindre end to minutter efter, var jeg i hvert fald henne ved døren og åbnede den hurtigt. Dean stod ude foran med et smil og lod sit blik glide ned ad mig.

”Woaw,” sagde han langtrukkent, hvilket fik mig til at smile lidt. ”Det tager jeg som en kompliment,” tjattede jeg og sendte ham et smil, inden jeg trak ham ind til et kram. ”Tillykke med de 20 år, du gamle,” drillede jeg og daskede ham et par gange på skuldrende. ”Du lyder som min far, Cherry,” mumlede han utilfredst. Jeg fnise uvilkårligt og trak mig herefter tilbage.

”Jeg skal lige have mine stiletter på, og så kan vi smutte,” fastslog jeg, og da han nikkede, skyndte jeg mig i et hastigt tempo ind på mit værelse og fandt de passende, sorte stiletter frem, som jeg havde fundet tidligere i dag. Som forventet passede de mine fødder perfekt, og inden jeg smuttede ud fra værelset igen, kastede jeg mig selv et blik i spejlet og nikkede tilfredst.

”Skal vi?” spurgte jeg Dean, imens jeg trak i min læderjakke. ”Helt klart.” Vi smilede til hinanden, før vi forlod lejligheden med højt humør. For første gang i lang tid glædede jeg mig til at komme ud, og lade være med at føle mig forbundet til det liv jeg egentlig ikke kunne finde ud af.

Alle tankerne skulle bare lægges på hylden i dag.

 


Vi ankom til en klub, som jeg ikke vidste lå her på Oxford Street. Dean fortalte mig så, at vi plejede at tage herhen regelmæssig og drikke et par shots og hygge lidt. Selvfølelig lå det ikke i mine erindringer. Men jeg så bort fra det. Ikke engang det skulle ødelægge mit humør lige nu.

”Øl eller breezer?” råbte Dean og sendte mig et smil. ”Vi starter let ud?” råbte jeg igen, og han grinede. ”En øl, tak,” nikkede jeg. ”Som sædvanlig.” Han trak mig med op til baren og efter nogen tid, fik han lov til at bestille og betale for to øl. Jeg fik den ene og lukkede den utålmodigt op, hvorefter jeg indholdet glide ned, så det gav en kold fornemmelse igennem min krop.

”Hvad har du lyst til som det før?” spurgte Dean. Jeg trak undrende på skuldrende. ”Det er dig, der har fødselsdag. Du bestemmer,” fastslog jeg. Han smilede skævt og rystede på hovedet. ”Damernes meninger er vigtigere,” sagde han med en snert af en flirtende tone i stemmen. En lidt ubehagelig følelse satte sig i min mave, men jeg ignorerede den hurtigt. Nogle gange havde jeg lidt af nogle tendenser til at overdrive med mine følelser, og jeg var rimelig god til at misforstå andres signaler. Men sådan var jeg, og det var der ikke noget at gøre ved.

Jeg kiggede rundt på klubben, og først da mit blik landede ud på dansegulvet, syntes jeg det var en god idé at sætte gang i rytmen. Derfor tog jeg fat i Deans arm og trak ham langsomt med derud, og så frisk som han var, nåede han hen foran mig, så det endte med, at han trak mig med derud, imens han holdt min hånd stramt i hans og kærtegnede den med tommelfingeren. Hvis jeg ikke vidste, at han var ædru, havde jeg nok gættet på, at han var lidt fuld lige nu.

I hvert fald følte jeg, at der ikke var noget der stemmede, og det havde noget med Vanessa at gøre. Hvilken kæreste gik og holdt sin 'bedstevenindes' i hånd, kærtegnede den og flirtede diskret med hende?

Ikke medmindre der foregik noget, som ingen havde fortalt mig om.

 


Der gik lang tid med dans, druk og snak, og før jeg havde opdaget det, var klokken allerede nået de 2 om natten. Jeg var overrasket over mængden af alkohol, som jeg havde indtaget. Jeg plejede slet ikke at kunne holde til halvdelen af det, som Dean blev ved med at hælde på mig. Og selvom jeg ikke kunne huske, hvor meget jeg kunne holde til, tog jeg bare imod det.

Men jeg morede mig.

For første gang i lang tid følte jeg, at jeg kunne være mig selv. Jeg havde det perfekt, fordi mine triste, deprimerende tanker var glemt. Måske kom de i morgen sammen med en række tømmermænd, men så kunne jeg så fortryde, at jeg havde drukket, og alligevel være lettet over, at jeg havde det sjovt lige nu. Det var enten eller.

Lige nu sad Dean og jeg og spillede et drukspil med et par random fyre, som havde spurgt om vi ikke ville joine dem. Da jeg havde fundet det meget sjovt på det tidspunkt, takkede jeg selvfølelig ikke nej, og det førte til, at Dean også var med på den.

Fordi jeg var den eneste pige ved bordet, fik jeg tildelt rimelig meget opmærksomhed, hvilket egentlig ikke generede mig rigtig, som det nok burde, og det skræmte mig måske en smule. Jeg følte, at jeg var vant til det her alt for godt. Alligevel var der noget ubehageligt over det.

”Sidste omgang!” råbte fyren, der sad med kortbunken. Jeg havde ikke helt fået fat i hans navn, og det var vel også lige meget. Jeg så ham jo aldrig igen. Jeg kiggede opslugt på kortene og ventede på en bonde, dronning eller konge, men inden jeg overhovedet nåede at se et kort, rejste Dean sig op. ”Cherry, kom lige,” fastslog han. Jeg så forvirret på ham og kiggede rundt. ”Vi smutter nu,” fortalte han drengene, og de nikkede bare. Et par af smilede til mig og lod deres blikke glide ned over min krop. Jeg ignorerede dem og fulgte efter Dean, der var begyndt at gå. Han havde sat en kurs ud mod baggården, hvor man kunne ryge. Han røg ikke. Vi skulle vel bare have noget luft, hvilket jeg nu også godt kunne trænge til. Jeg havde det enormt varmt.

Vi kom udenfor, og Dean valgte at føre os helt hen mod et hjørne, hvor der ikke stod nogle mennesker så tæt på. Jeg fulgte stadigvæk efter ham og kiggede nysgerrigt rundt på de forskellige mennesker, der stod og røg, snakkede og jeg ved ikke hvad. En fyr sendte mig et smil, da jeg passerede ham, og jeg gengældte det hurtigt.

Da Dean og jeg endte ved hjørnet, lænede han sig tungt op ad rækværket. Jeg kørte en hånd igennem mit hår og prustede lidt. ”Hvad er klokken?” spurgte jeg. Han så ned på sit armbåndsur og op på mig igen. ”Halv tre,” fortalte han med et svagt smil. Jeg nikkede en smule og begyndte at pille ved mine negle.

”Hvad skal vi her?” røg det efterfølgende ud af min mund, da ingen af os rigtig sagde noget. Deans smil forsvandt lidt, og han kiggede en smule ned i jorden for at kigge op på mig nogle sekunder efter. ”Cherry, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget,” startede han med en trist tone. Hans ansigtsudryk var bedrøvet, og det fik en knude til at samle sig i min mave.

”Ja?” sagde jeg afventende. Han så lidt på mig, og vores øjne mødtes. De flotte, skinnende øjne borede sig ind i mine, hvilket skræmte mig en smule. Jeg ville have veget et skridt tilbage. Det ville jeg.

Men facten af, at Dean pludselig tog fat i mine arme og pressede sine læber mod mine, gjorde det lidt umuligt. Til gengæld var jeg hurtig til at skubbe ham væk, selvom det blev lidt kejtet, eftersom jeg var fuld og ikke havde særlig meget balance og kontrol over mine bevægelser.

”Hvad fanden har du gang i?!” halvråbte jeg, hvilket tiltrak en smule opmærksomhed. ”Slap af,” tyssede han og tog min hånd. Jeg lavede store øjne og rystede den af mig. Seriøst, hvad fanden foregik der?!

”Hvorfor... Vanessa..” Ordene kom pludret ud af min mund, og mit hjerte bankede hårdt. Der var et eller andet helt galt her. ”Cherry, slap af,” kommanderede Dean og så alvorligt på mig. Jeg rystede på hovedet og trådte et skridt tilbage. ”Hold dig væk,” sagde jeg med en lille stemme.

”Cherry hold nu op,” sukkede han og kørte en hånd fortvivlet igennem håret. ”Hvorfor? Du har lige kysset mig, og du har en kæreste!” Jeg vidste ikke hvorfor, men det var som om, jeg slet ikke kunne kontrollere mig selv mere. Jeg snappede nærmest efter vejret, og mit hoved var ved at eksplodere. Jeg havde det forfærdeligt.

”Du plejer ellers ikke at have noget imod det,” lød det fra Dean, der havde presset læberne sammen. Mit hjerte gik i stå, og jeg sank ukontrolleret en klump. ”Hvad?” hviskede jeg. Jeg begik den fejl at møde hans øjne. Han sendte mig ulæseligt blik og trådte så et skridt frem, hvorimod jeg tog et tilbage. ”Cherry,” sagde han og observerede mine bevægelser rimelig nøje.

”Fuck Vanessa. Fuck Patrick. Hvis du ikke havde mistet din hukommelse, ville du vide, at det her ikke er første gang, vi har kysset.” Jeg nægtede at tro ham. Jeg nægtede det. ”Du lyver,” fastslog jeg og rystede på hovedet, imens tårerne begyndte at presse på. Han sukkede. ”Ligner jeg måske en, der lyver?” spurgte han og kiggede alvorligt på mig.

Jeg troede ham stadigvæk. Han talte ikke sandt. Han måtte ikke tale sandt.

”Vi har været sammen i godt tre måneder nu,” fortalte han lidt efter, og hans blik fandt jorden. Jeg rystede ivrigere på hovedet nu og overvejede næsten at gå hen og slå ham. Det kunne ikke passe. Jeg havde aldrig været utro. Sådan var jeg ikke. Jeg kunne brække mig over folk, der var hinanden utro, så hvordan.. nej, det kunne simpelthen ikke passe.

Jeg kunne mærke smagen af salt brede sig i min mund, hvilket betød, at jeg var begyndt at græde. Mit humør var sunket dybt i løbet af ingen ting, og det fik mig til at snøfte. At jeg var påvirket så meget af alkohol, gjorde det heller ikke ligefrem bedre.

”Bevis det,” hulkede jeg. Han så trist på mig og nikkede så. Han hænder fandt vejen op til hans hals, hvor han tog en halskæde frem, der var gemt under hans t-shirt. Der var et vedhæng på, og det vedhæng var præcis magen til mit.

Åh gud.

”Vi købte en til hinanden, da vi kom sammen,” fortalte Dean og satte den tilbage under t-shirten. Jeg bed mig hårdt i læben, imens alting pressede i mit hoved. Det føltes virkelig som om, det var ved at eksplodere.

”Cherry, jeg blev nødt til at sige det,” fortsatte Dean og trådte tættere på mig. Jeg rystede derimod bare på hovedet og trådte væk fra ham. ”Bare hold dig væk!” sagde jeg hårdt og begyndte at halvløbe ind mod klubben igen. Jeg var nødt til at komme hjem. Mit hoved var ved at koge over.

Da jeg nåede ind i klubben, dumpede jeg ind i alt for mange mennesker, fordi jeg græd så meget. Selvom jeg prøvede at stoppe tårerne, lykkedes det ikke. Jeg snøftede ukontrolleret, og snappede stadigvæk efter vejret.

Pludselig bankede jeg hårdt ind i en fyr, så drinken han stod med i hånden væltede på gulvet. ”Undskyld,” sagde jeg hurtigt med en grædefærdig stemme. Han vendte sig pludselig om, og resultatet af, hvem det var, hjalp ikke ligefrem på det hele. ”Cherry?” sagde den velkendte Liam og så en smule bekymret på mig. ”Undskyld,” græd jeg og tog hurtigt nogle penge frem, som lå i min taske. ”Hey, hey, det er okay,” fastslog Liam, men jeg hørte ikke efter og gik derfor bare i gang med at lægge ekstra mange penge op på hans bord til ham. ”Cherry, det er fint, ha-” ”Hold nu op,” udbrød jeg med en lille stemme og begyndte at tælle pengene med en rystende stemme. Han tiede stille, og jeg kunne føle hans blik hvile på mig, lige indtil der dukkede en anden skikkelse op ved siden af ham.

 

Zayns synsvinkel

Efter at have stået i kø i nogen tid, fik jeg endelig betalt bartenderen for tre øl, som jeg efterfølgende fik. Jeg vendte mig om og satte kursen hen mod Harry og Louis, der stod ved et bord og snakkede.

”Her,” sagde jeg og rakte dem deres øl. ”Thank you,” svarede Louis og åbnede sin med et tilfredst blik. ”Er der ikke lidt dødt i dag, eller er det bare mig?” spurgte Harry og kiggede undrende rundt. Jeg trak på skuldrende, hvilket Louis også gjorde med et smil. ”Er man lidt desperat, Hazza?” drillede han. Harry lod ikke til at gøre notits af Louis' bemærkning, men så derimod bare i en fast retning, og da jeg var nysgerrig for at se, hvad han kiggede på, så jeg derhen. Måske havde jeg forventet en pæn pige, som Harry ville have planer for at lege lidt med i nat, men det røde hår, den spinkle krop og fregnerne, som kunne ses på afstand fortalte mig det hele.

”Sig mig, er det..?” spurgte Louis undrende og så derhen. Jeg svarede ikke. I stedet for betragtede jeg hende, og først nu lod jeg mærke til, at hun stod ved Liam. Han så rundt, indtil hans blik landede på drengene og mig. Hans øjne mødte mine, og han gav mig tegn til, at jeg skulle komme derhen øjeblikkeligt. Jeg rynkede panden, og han nikkede bare.

”Græder hun?” hørte jeg Harry sige, inden jeg forlod bordet og gik hen til Liam.

”Hold nu op,” lød den velkendte stemme i mit øre. Det var ikke svært at høre, at hun græd, og det fik mig til at tvivle på, hvad hun nu havde lavet. Og selvom jeg ikke ønskede, at det bekymrede mig, bekymrede det mig. Jeg hadede stadigvæk at høre hende så sårbar.

”Hvad sker der her?” spurgte jeg, da jeg havde placeret mig ved siden af Liam. Cherry så langsomt op på mig, men kiggede hurtigt væk igen. Måske for at skjule, at hun græd. Men det var nemt at se, at hun virkelig var ude af den. Ikke kun på makeuppen, der hang halvt nede af kinderne. Også den velkendte måde hendes krop rystede på, imens hun stod og snappede efter vejret. Der var helt klart noget galt her.

”Cherry,” sagde jeg igen og trådte frem mod hende. Hun rystede på hovedet. ”Der er ikke noget galt,” snøftede hun og så ned i jorden, imens tårerne trillede ned ad kinderne på hende. Jeg rynkede panden og så på Liam som tegn på, at han bare kunne gå. Han nikkede og forlod mig hurtigt for at gå hen til Louis og Harry, der nok stadigvæk stod og så på som publikum.

”Cherry, hvad er der galt?” spurgte jeg roligt om og tog fat om hendes håndled. Hun så langsomt op på mig, og i al den tid vi havde kendt hinanden, havde jeg aldrig set hende øjne så triste og matte. ”Det.. Jeg.. Dean,” begyndte hun, og før jeg fik fat i mere, brød hun fuldstændig sammen. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Normalt ville jeg trække hende ind til et kram, give hende små kys i håret og fortælle, at det hele nok skulle gå, men det var nok ikke ligefrem den bedste idé. Var vi gået en måned tilbage, havde jeg skredet fra hende og moret mig over, at hun var så knust, men et eller andet afholdte mig fra at gøre det. Lige nu følte jeg i hvert fald, at hun havde brug for min hjælp.

”Kom,” sagde jeg og stillede mig bag hende. ”Kig ned,” kommanderede jeg, da jeg roligt begyndte at føre hende ud fra klubben. Da jeg sjovt nok kendte hende rimelig godt, vidste jeg, at hun syntes, det var ydmygende, hvis alle så hende græde, og det hjalp nok ikke ligefrem på humøret.

Der var tomt ude foran klubben, og jeg kunne i ro og mag få Cherry hen til parkeringspladsen. Jo længere væk fra klubben vi kom, kunne jeg høre hendes hulken tydeligere. Jeg bed mig blidt i læben og stoppede hende så til sidst, da vi stod ude i siden, hvor der ikke kom nogle.

Jeg stillede mig front mod hende og så på hende, men hun kiggede havde lukket øjne og trak vejret på en mærkelig måde, imens tårerne rendte ned ad hendes kinder.

”Træk vejret,” sagde jeg blidt og kørte et tot hår om bag hendes øre. Hun gjorde heldigvis, som jeg sagde, og på en måde kunne jeg ikke lade være med at bløde lidt op over, at jeg stadigvæk kunne berolige hende lidt, selvom vi var faldet så langt fra hinanden.

”Hvad er der sket?” spurgte jeg og tørrede hende under kinderne med mine tommelfingre. Hun snøftede og åbnede munden for at svare, imens hun langsomt begyndte at ryste på hovedet. ”Jeg ved det ikke,” mumlede hun og snøftede. Hendes blik undgik mit, som om hun var nervøs over, at det var mig, der stod foran hende. Derfor tog jeg også hendes hænder for at vise, at jeg var der, og at jeg var der helt. Så hun ikke troede, at jeg ville gå min vej.

”Du græder vel ikke for sjov,” sagde jeg kort og løftede spørgende øjenbrynene. Hun svarede ikke, men begyndte derimod bare at bide sig i læben.

”Zayn, jeg er en luder.”

Jeg spærrede øjnene op på grund af hendes sprogbrug. Ikke, at jeg ikke havde hørt hende sige luder før, men fordi hun lige selv havde kaldt sig selv en luder.

”Cherry, styr dig. Det ved du godt ikke passer,” var jeg ved at vrisse. Hun rystede på hovedet igen. ”Jeg mener det,” fastslog hun og så op på mig igen. Det lykkedes mig endelig at fange hendes triste øjne. ”Hold op,” sagde jeg en smule bestemt.

”Så fortæl mig, hvorfor jeg åbenbart har en affære med min 'bedstevenindes' kæreste, når jeg har en kæreste, og jeg udover det har lavet en nøgenvideo. Hvem ved ikke, hvad jeg ellers har lavet?!” Hun var tæt på at råbe, men hendes stemme døde hen, og hvis det ikke var fordi jeg stod lige ved hende og holdte i hendes hænder, havde hun sat sig ned og brudt sammen igen.

En irriterende følelse steg langsomt, og fik mig til at bide tænderne lidt sammen. Ikke det fedeste at høre lige nu, når man prøvede at trøste hende, men tanken om at hun ikke kunne huske noget fik mig til at falde ned igen.

”Og ham jeg åbenbart er utro med, begyndte at kysse mig, og jeg-” Jeg ville ikke høre mere, og Cherry behøvede ærlig talt heller ikke at fortælle mere. Derfor trak jeg hende også bare ind til et kram og kørte min hånd op og ned ad hendes ryg. ”Shh,” mumlede jeg roligt. Hun hulkede ind i min skjorte, og hendes nærvær gjorde virkelig et eller andet ved mig. Et eller andet, som jeg ikke havde følt i alt for lang tid. Men jeg var hurtig til at skubbe fornemmelsen væk og koncentrerede mig i stedet for om Cherry igen.

”Cherry,” sagde jeg, hvilket fik hende til at se langsomt op på mig. Hun så en smule skræmt på mig, som om hun havde overtrådt en grænse, men da jeg igen lod mine tommelfingre strejfe blidt hen over hende kinder for at tørre dem en smule, faldt hun straks ned igen.

”Jeg følger dig hjem nu, okay?” fortsatte jeg, og hun nikkede en enkelt gang. ”Kom,” fastslog jeg og tog hendes hånd.

Jeg vidste, at det var dumt, men lige nu tænkte jeg ikke på konsekvenserne. Det burde jeg måske have gjort, men det gjorde jeg altså ikke.

 

_______________________________________________________________________________   Jeg beklager virkelig ventetiden - jeg har ikke haft lysten til at skrive på den, men tog mig så sammen, og her er et kapitel :)
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...