Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79791Visninger
AA

9. Too much in one day

 

Tiden gik hurtigere end forventet, pludselig var der gået en uge, og før jeg vidste af det, stod jeg foran universitet med rædselsslagene tanker, der kørte frem og tilbage inde i mit hoved. Det var min første skoledag siden ulykken, og jeg var virkelig nervøs. Jeg havde slet ikke sovet i nat på grund af det, derfor havde jeg også rander under øjnene, og jeg vidste, at Vanessa ville kommentere det, hvilket gjorde mig ekstra nervøs. Jeg følte, at hun havde en eller anden ubehagelig magt over mig, og det kunne jeg ikke lide.

Ugen var gået alt for hurtigt. Alting begyndte at gå fremad for mig. Jeg var kommet tættere på venner og veninder, Patrick, mine forældre, og jeg begyndte at vænne mig lidt til tanken om mit 'nye' liv. Flashbacks havde jeg også fået nogle stykker af. For det meste når jeg sov, men de virkede alt for virkelig, også kunne jeg ikke andet end at antage dem som noget, der var sket i virkeligheden.

Julie stod ved min side, da vi åbenbart fulgtes til uni hver dag. Hun boede åbenbart kun et par gader væk fra mig i en lejlighed, der var dobbelt så stor som min. Jeg havde fundet ud af, at hendes far ejede en del af et firma ved navn Vipp. Han havde åbenbart tjent kassen, og siden hun var enebarn, skulle hun da ikke mangle noget. Det gjorde hun i hvert fald heller ikke! Hvis der var det mindste, var det bare op med telefonen og ringe til farmand, som han hed ifølge hende. For resten hadede Vanessa den side af Julie. Det virkede som om, at vi ikke måtte være 'barnlige' ifølge hende, hvilket jeg hadede. Jeg havde altid haft lidt af en barnlig side af mig indeni, men den var vel blevet visket ud med den 'gamle mig'.

”Vanessa skal først møde klokken 10, og Malissa har matematik nu, så vi skal bare ind og til samfundsfag,” guidede Julie og trak mig efter hende. Jeg svarede ikke, men kiggede bare rundt på folk, der strømmede ind ad dørene. Dog nåede jeg ikke just at studere så meget, eftersom Julie bare hev mig med indenfor.

Der var flot og åbent, og så vidt jeg kunne se, var der mange etager, der fordelte alle eleverne, hvilket jeg var rimelig glad for. For mange mennesker på én gang gjorde mig dårligt tilpas, og for at være helt ærlig så havde jeg det altså ikke fantastisk lige nu. Jeg ville ikke være her. Jeg ville 1000 gange heller bruge tid på at ligge hjemme i min seng under dynen og se Twilight om og om igen.

Jeg kiggede rundt og lagde mærke til, at Julie førte os hen mod en lang gang, hvor der var opstillet skabe. Ligesom på min gamle skole. Forskellen var bare, at det her så langt dyrere ud.

”Og hvem har vi så her?” lød det fra en dreng, da vi passerede et bundt skabe. Julie stoppede op og kiggede på drengen, der i øvrigt havde lysebrunt hår sat med voks. Han havde et pænt ansigt, en rimelig veltrænet krop af hvad jeg kunne se, og så så han egentlig bare ret køn ud. Alligevel ringede ingen klokke. Jeg vidste ikke hvem han var, og jeg vidste ikke, om han vidste, at jeg ikke vidste, hvem han var. Det her var virkelig forvirrende for alle parter.

”Cher, det her er Dean. Vanessas kæreste,” fortalte Julie hjælpsomt og kiggede venligt på mig. Jeg sendte hende et smil, før jeg rakte hånden frem mod ham. ”Rart at møde dig,” fastslog jeg. Han pressede kort læberne sammen og kiggede indtrængende på mig, før han tog min hånd og rystede den et par gange, før jeg trak min til mig igen. Hans øjne hvilede stadigvæk på mine, og hvis jeg skulle være helt ærlig, skræmte det mig en smule. Det var som om, han kunne se igennem mig. Helt igennem.

”Hvordan har du det?” spurgte han nysgerrigt og lænede sig op ad skabet, han stod bag ved. Jeg bed mig usikkert i læben og trak lidt på skuldrende. ”Fint, forhåbentlig.” Hans intense blik, fik kuldegysningerne til at samle sig rundt omkring på min krop, og derfor kiggede jeg væk fra ham og lod mit blik glide ud på gangen igen, hvor folk gloede på os, ligeså snart de passerede os, og hvis jeg ikke tog helt fejl, hørte jeg lige nogen nævne mit navn. What?

”Forhåbentlig?” Jeg kiggede tilbage på Dean, der stod med et lille grin på læberne. Jeg smilede overbevisende til ham og nikkede en enkelt gang. ”Guys, klokken ringer om lidt. I har timen til at snakke, kom nu,” skyndte Julie utålmodigt på os og fortsatte hen ad gangen med mig i hånden, som om jeg ikke selv kunne finde vej – hvilket jeg nu heller ikke kunne, men jeg følte mig bare som en hund, der havde en pisse irriterende ejer.

Dean fulgte efter os, stoppede dog op flere gange for at hilse på kammerater, og jeg ved ikke hvad. Han virkede meget overbemandet, ikke mindst populær. Men det gjorde Vanessa også, så de passede vel ret godt sammen?

”Vi skal lige herind engang,” mumlede Julie for sig selv, inden hun trak mig med ind på pigetoilettet, hvor der var ret tomt. Hun stillede sig op foran spejlet og begyndte at puffe sit hår opad og friske sin makeup. Jeg betragtede hende og tjekkede mig selv hurtigt ud i spejlet. Mit tøjvalg var intet specielt. Jeg havde taget et par grå jeans og en sort oversize t-shirt, der kun lige gik ned til starten af mine jeans, derfor afslørede den lidt af min mave, men Julie havde insisteret på, at jeg ikke tog en top indenunder, da folk var vilde med at se skind. Så svag som jeg følte mig, havde jeg derfor også bare overgivet mig.

”Så-” begyndte jeg langsomt, hvilket fik Julie til at se på mig via spejlet. ”-er Dean populær?” Hun kiggede kort på mig, inden hun begyndte at grine lidt. ”Tro mig, hæng ud med Dean et par gange, og du er inviteret til alle studiefester. Pigerne elsker ham. Det er lidt ala.. Austin fra Another Cinderella Story. Hvorfor tror du, at Vanessa er sammen med ham?” Hun sendte mig et skeptisk blik og rørte videre på sit hår.

Jeg satte mit hår bag mit øre og nikkede langsomt. Det kom ikke rigtig som en overraskelse, at Dean var populær. Han mindede om den typiske dreng, der havde alle pigerne rendende efter sig.

”Det vil sige, at Vanessa også er populær,” mumlede jeg for mig selv, hvilket Julie hørte. Hun nikkede ivrigt og indlysende. ”Cher, vi er populære. Du er en af os. Få det ind i dit hoved, kæreste.” Hun smilede kvalmende, sødt til mig og trak mig herefter ud fra toilettet igen og ud på gangen, hvor Dean stod og ventede. Han snakkede men en mørk fyr, der var karseklippet. Han så nu meget flink ud.

”Cher,” smilede han og trak mig overraskende nok indtil en kram. ”Rolig nu, mand,” sagde Dean grinende. Jeg lignede nok et spørgsmålstegn, men jeg prøvede nu bare at virke cool. ”Cherry, det her er Marcus. My buddy,” fortalte han. Åh, han havde vel læst mine tanker. Thank God.

”Nåårh,” mumlede jeg. ”Jamen, rart at møde dig,” sagde jeg og prøvede at lyde glad, men jeg lød vist rimelig vissen. ”Hold op. Når du kan huske alt igen, vil du ikke sige det der.” Han smilede frækt til mig, hvilket Julie slog ham på skulderen af. ”Hey!” ”Hold op med at skræmme hende væk!” Han himlede med øjnene og sendte mig et stort smil, og for første gang i dag kunne jeg ikke lade være med at smile stort. Han virkede humoristisk.

”Nå, ses,” hørte jeg Dean sige til Marcus, inden han dukkede op på min venstre side. Han sendte mig et varmt smil, som jeg bed mig i læben af, inden vi fandt vores klasselokale. Det virkede mærkeligt at gå derind. De samtlige blikke jeg fik tildelt var ubehagelige, og jeg hørte flere personer nævne mit navn. Det mindede mig om første gang jeg kom i skole, efter en artikel med One Direction, hvor mit navn indgik.

Hadet fra alle drengenes fans havde været forfærdeligt, men de havde alle sammen hjulpet mig igennem det. Især Zayn. Han havde virkelig været fantastisk på det punk. Han støttede mig 24/7, og jeg ville ærlig talt lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede sådan en person. Jeg manglede et mennesker, jeg kunne fortælle alt til. Den anden dag da jeg snakkede med min mor over telefonen, havde jeg seriøst overvejet at belejre hende med alle mine følelser, men hun skulle ikke rodes ud i noget. Det ville jeg ikke byde hende.

Julie førte mig ned bagved, hvor jeg satte mig ved et bord. Hun satte sig ved siden af mig, og Dean valgte så at sætte sig ved siden af en anden dreng. Af måden han var på, virkede det som om, at vi kendte hinanden ret godt. Han var heller ikke så slem. Han virkede stille og rolig, nede på jorden, også selvom han var populær.

På en irriterende måde kom jeg til at tænke på Zayn, når jeg sad og tænkte på popularitet. Berømmelse. Succes. Magt. Han havde så meget af den, og alligevel havde han valgt en almindelig, rødhåret pige med fregner, som mig. Jeg havde altid spurgt ham, hvorfor, hvor han bare havde smilt og sagt, at jeg var en speciel, rødhåret pige. Med fregner. Han havde et eller andet med at skulle kommentere dem. Det var irriterende i starten, men jeg fik hurtigt vænnet mig til det.

Jeg havde haft gjort mig nogle tanker om Zayn i løbet af ugen. Vi havde ikke talt sammen, siden han var hjemme hos mig. Ikke, at jeg ligefrem havde regnet med noget, for han virkede nu ikke meget for at tale med mig mere, efter jeg droppede ham, som jeg gjorde. Og jeg bebrejdede ham helt ærligt ikke, måtte jeg indrømme. Heller ikke selv, at det var mig – den nye mig. Det var bare sådan jeg var. Åbenbart.

Jeg lukkede af for mine tanker og gav mig til at lytte til læreren. Hun fortale, at vi skulle i gang med en projektuge og arbejde i tomandsgrupper, hvilket fik mig til at sukke lydløst. Jeg vidste, at det skulle ske før eller siden, at jeg begyndte at være sammen med helt andre folk, men jeg følte mig ikke klar til det. Idet mindste var det om det Englands samfund, og det kendte jeg sådan set rimelig godt til. Især fordi jeg havde set nyhederne hele den følgende uge, så jeg måtte vel have fulgt op på nogle ting.

Det, der dog skræmte mig lidt var, at jeg var startet på universitet efter et hukommelsestab. Jeg havde altid gerne ville være advokat og læse jura, og det var netop det jeg var gået i gang med nu. Men jeg kunne jo ikke huske noget. Det var jo ikke ligefrem det fedeste. Hvad hvis jeg havde glemt alt det vigtige? Hvis lærerne blev sure på mig? Eller værre, hvis jeg blev smidt ud?

”I kan se grupperne på tavlen her,” sagde vores lærer, som jeg stadigvæk ikke havde fundet ud af, hvad hed. Jeg skimtede tavlen godt og grundigt og fik efter noget tid øje på mit navn. Ved siden af.. Dean. Åh. Det var vel godt? Ham havde jeg snakket med før.

”Åh, jeg fik dig,” lød det fra min venstre side, hvor han sad. Han sendte mig et strålende smil. ”Er det godt?” spurgte jeg tøvende. Han grinede kort og nikkede. ”Hvis du har glemt det, er du ret så godt til samfundsopgaver,” fastslog han. Jeg rømmede mig lidt. ”Ja, du er lidt af en nørd,” sagde Julie. Jeg kiggede på hende og løftede et øjenbryn. Hun smilede svagt og kørte en hånd igennem håret. ”Så vil jeg finde sammen med Jack.” Hun rejste sig, og jeg fulgte hende med blikket, indtil hun endte henne ved en fyr, som kyssede hende på kinden.

”Er de..?” begyndte jeg og så på Dean. Han rystede på hovedet og rykkede tættere på mig med sin stol. ”Hun vil gerne, men han er ikke interesseret,” svarede han kort og kiggede mig i øjnene. Min mave slog knuder, da han sad så tæt på. Det føltes helt underligt og ubehageligt, men samtidig betryggende.

”Jeg gætter på, at du ved alt om det?” spurgte jeg med et lille smil. Han grinede kort og trak på skuldrende. ”Det ville du også gøre, hvis du kunne få det ind i dit lille, kønne hoved,” smilede han. Jeg bed mig usikkert i inderlæben og sagde intet. I stedet for skiftede jeg bare emne, ”så dig og Vanessa er sammen?” Han nikkede en enkelt gang. ”Dejligt,” mumlede jeg, hvilket åbenbart lød rimelig negativt. Han slog en lav latter op, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. ”Altså, det er dejlig, men, ja..” Han nikkede og smilede bare til mig. ”Jeg er glad for, du er tilbage Cherry. Det er jeg virkelig.” Han smilede sødt, og jeg sank en lille klump, der havde sat sig i min hals og vendte herefter tilbage til papiret, der lå foran mig. Nu ville jeg bare gerne koncentrere mig om min første skoledag og prøve at falde ind i mængden af ukendte mennesker.

 

 


 

 

 

Det havde været en lang dag, og jeg ufatteligt udmattet. Mit hoved gjorde knaldhamrende ondt, og jeg havde ikke flere hovedpinepiller, hvilket gav mig lyst til at græde. Jeg havde aldrig haft så store og uudholdelige smerter før.

Skoledagen havde været okay, hvis jeg skulle være helt ærlig. I hvert fald i timerne. Jeg kunne idet mindste godt følge med og anede nogen lunde, hvad lærerne snakkede om. Men det havde til gengæld ikke været særlig fedt i frikvarterene. Efter samfundsfag havde Julie fundet Malissa og Vanessa. Hun havde givet mig blikke, og det gjorde mig enormt nervøs, dog havde hun intet sagt.

Da vi så havde mødt Dean med en flok drenge på gangen, havde det været mærkeligt. Vanessa var meget in for at kysse ham, og han havde været lidt tilbageholden, hvilket havde gjort hende rimelig irriteret resten af dagen. Og det skulle vi andre så høre på. I længden var det blevet en smule irriterende, men jeg ignorerede det bare til sidst.

Jeg havde håbet, at alle frikvarterene bare var sådan, men da jeg pludselig havde set Patricia og Amanda på gangen ved deres skabe, var jeg næsten gået i panik. De sendte mig blikke. Lede blikke. Og det havde skræmt mig.

Udover det var der også kommet mange flere ukendte mennesker hen til mig og spurgt, hvordan det gik. Det havde virkelig været én, stor mundfuld, som jeg havde virkelig svært ved at synke. Forhåbentlig ville det nok komme til at gå. Det skulle komme til at gå.

Jeg havde ligget på sofaen i snart fem minutter, før jeg gav op. Jeg var nødt til at få fat på nogle piller. Sådan her kunne jeg ikke rende og have det.

Jeg tog mine sko på og greb den gamle iPhone, som jeg havde lånt af Patrick og puttede den i min jakkelomme. Da min stadigvæk var låst, og ingen af mine nærmeste kendte koden, havde vi ladet den være. Jeg håbede nu bare, at jeg stødte ind i en eller anden, der kendte til den, så jeg kunne se nogle beskeder, billeder, et eller andet, der kunne fortælle mig noget om mit liv. Men så heldig var jeg vel ikke. Alligevel rendte jeg rundt med den hele tiden, hvis det nu skulle være. Desuden var det også kun Patrick, der havde nummeret til hans iPhone, så pigerne ringede på min, og jeg vidste, at de blev irriteret, hvis ikke jeg tog den.

Det var koldt udenfor, og for at gøre det hele værre, regnede det også. Jeg sukkede og trak min hætte over hovedet. Jeg vidste, jeg havde en del kontanter i min pung og prajede derfor en taxa i dag. Normalt ville jeg tage undergrunden, bussen eller gå, men jeg kunne slet ikke overkomme det lige nu.

Jeg fortalte taxachaufføren, at jeg bare skulle til Oxford Street, eftersom jeg ikke kunne komme i tanke om, hvor der lå et apotek her i Westminster. Faktisk vidste jeg det ikke. Det var ikke det, jeg havde været mest opsat på at finde ud af her for tiden...

Efter flere minutters smerte, dukkede vi endelig op på Oxford Street, og jeg betalte chaufføren og sprang ud ad bilen, da vi holdt for rødt. Vi holdt foran en Marks & Spencer. De havde vel hovedpinepiller. Og jeg skulle også have noget aftensmad og også noget morgenmad. Suk.

Jeg gik ind i butikken og ledte efter mad og det hele. Jeg orkede ikke at lave et ordentligt måltid mad, derfor endte det bare med, at jeg tog fem kopnudler. Så var der vel til et par dage endnu. Derudover fandt jeg også en pose boller og noget marmelade. Nu manglede jeg bare pillerne.

Jeg gik hen mod afdelingen, som vist nok havde piller, men inden da nåede jeg at se en person, der også opdagede mig.

”Cherry!”

Andy?

Mit hjerte ploppede langsomt op i halsen, imens jeg gik i stå. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Snakkede vi overhovedet sammen mere? Eller havde jeg også droppet ham? Åh Gud.

”Andy,” hilste jeg og lød nærmest nedtrykt. Han lagde dog ikke mærke til det, men lagde i stedet for bare sine arme om mig og trak mig ind til et hurtigt knus. Okay, han virkede nu ikke sur eller noget. Pyha.

”Hvordan har min rødhåret tomat det?” spurgte han med et grin og trak sig tilbage. Jeg sank en klump og trak på skuldrende. ”Har hovedet det bedre? Jeg hørte, at du har fået hukommelsestab.”

Jeg rynkede panden lidt forvirret. Hvordan i alverden vidste han det?

”Det er sandt,” sukkede jeg roligt. Han lavede en trist mund, som uden tvivl ville have gjort mig glad, hvis ikke det var fordi alle de spørgsmål kørte rundt inde i hovedet på mig.

”Så kan du jo ikke huske, at vi havde sex ude på handicaptoilettet på universitetet, eller at du deltog i en trekant med din kæreste og en eller anden pige.”

Hvad?!

Jeg lavede store øjne og åbnede munden op på vidt gab, hvilket fik Andy til at hyle af grin. Fuck ham! Jeg slog ham på skulderen og bed smerten fra mit hoved i mig. ”Just kidding. Du skulle have set dit face.” Jeg svarede ikke, men skulkede bare ondt til ham.

Han sendte mig et stort smil og skævede til mine varer. ”Hvaa', har du tænkt dig at leve af kopnudler eller sådan noget?” spurgte han undrende. Jeg tøvede lidt og nikkede. ”Jeg er udmattet. Orker ikke at lave mad i dag,” fortalte jeg kort. Han stak et øjenbryn i vejret. ”Har du det godt?” sagde han omsorgsfuldt. Jeg trak på skuldrende og smilede svagt. ”Ok...” Selvfølelig hoppede han ikke på den. Sådan var han ikke. Det gjorde det ikke bedre, når jeg ikke kunne tage mig sammen til at kigge ham i øjnene.

”Hvad med du tager med hjem til mig? Så laver jeg god aftensmad, og du kan slappe af. Og jeg gætter på, at du gerne vil have at vide, hvorfor jeg stadigvæk er så sød imod dig?” Jeg så undrende på ham. ”Så.. vi er stadigvæk venner?” spurgte jeg langsomt. Han smilede stort og nikkede. ”Ellers havde jeg ikke stået her,” sagde han fast. Selvom mit hoved gjorde ufatteligt ondt, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt. For første gang i mit 'nye' liv følte jeg, at jeg havde en ven, som jeg rent faktisk kendte til.

”Er du frisk på det?” sagde Andy og kiggede venligt på mig. Egentlig orkede jeg ikke mere i dag, men Andy var afslappende og rolig at være sammen med. Derfor endte jeg også med at nikke. Det kunne forhåbentlig ikke skade.

 

 

 

 

 

Det regnede enormt meget på hjemmeturen, og det lykkedes Andy og jeg at blive helt gennemblødte, inden vi trådte ind i hans lejlighed. Mit hoved dunkede stadigvæk af helvedes til, så jeg gik straks ud i køkkenet og tog en pille, efter at have fået min våde jakke og mine sko af.

Heldigvis boede Andy det samme sted, som han plejede. Jeg kendte lejligheden ud og ind, og der var ikke ligefrem lavet om på det store.

”Jamen, min tomat, du ryster jo af kulde,” lød det fra Andy, da jeg stod og betragtede udsigten fra hans vindue i stuen. Jeg kiggede irriteret på ham. ”Jeg er ikke nogen tomat,” svarede jeg kort. Han smilede stort og drillende. ”Åh, jo du er.” Jeg ignorerede ham og så mig i spejlet, der hang på væggen. Hvor så jeg forfærdelig ud. Mit hår lignede en rodebutik, mine kinder var knaldrøde, og så hang min makeup halv nede ad kinderne. Sjovt nok havde Andy ikke kommenteret det. Det var så blandt andet også derfor, jeg elskede at være sammen med ham, og at jeg allerede følte mig hjemme hos ham. Han var den første, som jeg egentlig havde lukket ind igen, og så på rekordtid. Det var slet ikke ligesom med Patrick, som jeg havde det med at afvise mod min vilje. Nu kendte jeg også bare Andy langt bedre. Tror jeg da.

”Her, tag et bad og lån det her.” Andy rev mig ud af mine tanker ved at række en bunke tøj frem mod mig. Jeg kiggede fra ham til det og tilbage på ham. ”Det er ok-” ”Min tomat skal ikke være syg. Gør det så,” insisterede han med et smil. Jeg himlede med øjnene og tog så imod tøjet med et lille smil. ”Der er håndklæder under håndvasken,” fortalte han med et smil. Jeg nikkede kort og fandt så min vej ud på badeværelset, der var tilfredsstillende varmt.

Jeg fandt et håndklæde frem under vasken og tændte for vandet. Dernæst tog jeg mit tøj af og trådte ind under bruseren. Vandet var dejlig varmt og fik mig til at slappe af. Hovedpinen blev sænket lidt, ved hjælp af pillen og varmen. Jeg sukkede og lænede mig op ad væggen med øjnene lukket, og før jeg vidste af det, gled jeg langsomt ned, så jeg sad på gulvet. En ting jeg plejede at gøre, når jeg enten var træt, syg eller bare havde brug for at lade alle tankerne være ikkeeksisterende. Og sådan havde jeg det lige nu.

Der gik minutter, hvor jeg bare sad og slappede af. Jeg hørte noget ude i gangen, hvilket fik mig til at åbne øjnene. Det lød som døren der gik op, men mere skete der ikke, så jeg ignorerede det bare. I stedet rejste jeg mig så op og slukkede for vandet, eftersom jeg ikke ligefrem kunne tillade mig at bruge alt det varme vand.

Jeg trådte ud af badet og tørrede mig. Så tog jeg Andys tøj på. Han havde lånt mig et par grå joggingbukser og en almindelig, sort t-shirt, der var lidt for stor, men jeg følte mig ganske vist ret godt tilpas i den. Jeg tog mine egne strømper på og redte herefter mit hår ud med fingrene. Resterne af min makeup, der ikke var gået af i badet, fjernede jeg med noget papir og sæbe. Resultatet var ikke specielt kønt, men det var vel lige meget. Så længe det kun var Andy, der så mig, var det fint. Tanken om, Vanessa, Julie, Malissa eller Patrick så mig sådan her, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Der gik vist noget tid, før jeg kunne vænne mig til, at jeg var en af dem.

Jeg smed håndklædet i vasketøjskurven og hængte mit våde tøj op på tørrestativet. Derefter låste jeg døren op og gik ind mod stuen, men stemmer fik mig til at stoppe. Det var ikke kun Andys stemme. Den anden stemme tilhørte ingen andre end Liam. Liam Payne.

Hvad lavede han her? Hvorfor var han her?

Det havde måske været fint nok, at Liam var her. Men da en tredje stemme brød ind, stivnede jeg fuldkommen. Et kort øjeblik var jeg helt i tvivl, om jeg faktisk tog fejl. Men jeg vidste det godt. Jeg tog ikke fejl – det var ikke hvilken som helst stemme. Det var hans stemme.

 

_______________________________________________________________________________

 

Jeg beklager så sindssygt meget, at jeg ikke har skrevet i virkelig lang tid! Ved ikke helt, hvad der er gået af mig. Jeg har så mange gode idéer, og alligvel føler jeg mig forfærdeligt doven ikke at kunne mig sammen til at skrive.

Beklager!

Skal nok love, at der kommer kapitler ca. hver anden-tredje dag!

God efterårsferie!

 

Love xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...