Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79126Visninger
AA

13. Thoughts

 

”Cherry?”

”Babe?”

En rusken i mine skuldre, fik mig til at slå øjnene en smule op. ”Ikke nu,” mumlede jeg utilfredst og vendte mig lidt. ”Du skal i seng, skat.”

Først nu lagde jeg mærke til, at stemmen ikke hørte hjemme i mit hoved. Jeg slog øjnene helt op og opdagede, at Patrick stod og kiggede ned på mig. En lille rynke blev placeret i min pande, imens jeg så rundt. Der var helt mørkt i stuen, kun lampen på væggen lyste lidt op. Fjernsynet var slukket. Tekopper, som jeg tydeligt huskede stod på bordet, var væk. Jeg havde tæppe på.

Jeg sat mig hurtigt op i sofaen med et sæt, da jeg kom i tanke om, at jeg var faldt i søvn, imens Zayn havde været her. ”Rolig nu, prinsesse,” grinede Patrick, men jeg ignorerede ham bare. Jeg kiggede rundt for at se, om Zayn havde efterladt nogle spor, men der var intet. Her føltes.. tomt.

”Cherry, klokken er halv tre. Gå i seng, skat. Du skal tidligt op.” Jeg nikkede med det samme og rejste mig, da jeg virkelig gerne ville i seng nu. Jeg var simpelthen så træt og følte mig virkelig smadret. Så uden at sige noget til Patrick, slentrede jeg ind på mit værelse. Inden da tog jeg lige et enkelt kig i gangen. Jeg kiggede efter spor af Zayn, men hans sko var væk, så han var vel taget af sted. Hvorfor i alverden skulle han også været blevet hos mig?

Jeg lagde mig tungt i sengen og trak dynen over mig. Patrick kom langsomt ind til mig og satte sig på sengekanten ved siden af mig. ”Hvorfor faldt du i søvn på sofaen?” spurgte han og smilede kærligt, selvom jeg måtte indrømme, at det mere fik min mave til at vende sig – på den dårlige måde.

”Jeg var bare træt,” mumlede jeg kort. Han nikkede lidt. ”Så du faldt bare i søvn, efter du slukkede fjernsynet med tæppe og det hele på?” grinede han. Jeg så lidt på ham med et forvirret blik. Men så kom jeg i tanke om, at fjernsynet faktisk var slukket, da jeg vågnede. Og jeg havde jo tæppe på.

Zayn.

”Ja, var virkelig træt,” sagde jeg så og smilede. Jeg vidste godt, at det var dumt at lyve. Men jeg vidste ikke, hvordan Patrick ville have det med, at jeg var sammen med min eks. Jeg vidste ikke engang, hvordan jeg havde det med det. Jeg havde virkelig nydt tiden sammen med Zayn i går. Også selvom vi startede meget fjernt ud. Men det var som om, at han var begyndt at bløde lidt op for mig, og det var jeg faktisk ret glad for. Specielt fordi han havde betydet så meget for mig.

Til gengæld var jeg nu bare lidt bange for, at hvis jeg fik min hukommelse helt tilbage igen, ville jeg hade ham. Jeg kunne jo stadigvæk ikke finde ud af, om jeg var den onde, eller om han var. Det kunne ligeså godt være, at han manipulerede med mig.

Jeg gøs, da tanken passerede. Det ville han da ikke gøre, ville han? Nej. Sådan var Zayn ikke. Det vidste jeg. Uanset om han var den onde, eller jeg var. Og fra det han havde fortalt, syntes jeg nu, at jeg lød som den onde.

”Nå, men så må du lægge dig til at sove igen. Jeg bliver nødt til at gå nu, okay?” Jeg nikkede tamt, hvilket mest skyldtes, at jeg faktisk gerne ville have ham til at gå igen. Selvom jeg egentlig burde føle mig led der, gjorde jeg det ikke. Jeg ville have, at han gik. Jeg følte mig ikke tryg i hans selskab. Overhovedet.

”Så ses vi. Jeg skriver i morgen,” sagde han og smilede. Jeg nikkede igen, og han kyssede mig hurtigt på panden, inden han rejste sig op og gik hen mod døren. Jeg kiggede efter ham og kom så i tanke om et rimelig væsentligt spørgsmål, ”Patrick, hvordan kom du egentlig ind?” spurgte jeg. Han stoppede og vendte sig langsomt om. ”Ekstranøglen ligger under måtten..” Han sendte mig et hurtigt smil, før han forlod værelset. Ekstranøglen. Det var vel godt at vide, at jeg havde sådan en.

Jeg sukkede og forblev musestille, indtil jeg hørte døren ude i gangen smække. Patrick var gået. Jeg åndede lettet op og vendte mig om må siden, så jeg lå med lå på en klods i min lomme. Sukkende tog jeg min telefon op ad den og lagde den på bordet, men lyset på skærmen fik mig til at stoppe og se på den. Et ukendt nummer havde skrevet, og det fik mig til at rynke panden lidt. Alligevel læste jeg beskeden.

Jeg har lagt posen med billederne inde i din skuffe på soveværelset, hvis du får lyst til at kigge i dem på et andet tidspunkt. Tak for i aften.

En underlig fornemmelse satte sig som en sten i min mave. Jeg lagde min telefon hen på sengebordet uden at tænke det mindste på at svare. Jeg vidste, at beskeden var fra Zayn, og det gik mig på en eller anden måde på. Ikke fordi jeg ikke ville have, at han skrev, men fordi det lød som om han... tænkte på mig. Bekymrede sig.

Og hvis jeg virkelig havde været en idiot overfor ham, så var jeg slet ikke sikker på, at jeg fortjente det.

 



Dagen skred langsomt fremad. Jeg var glad for, at skolen kun varede til halv 12 i dag, da vores lærer var blevet kaldt til møde i de fire sidste timer. Så nu var der kun to timer tilbage, og det gode var, at Dean og jeg kun lavede projektopgave, og vi var nået forholdsvis langt. Han var en virkelig god samarbejdspartner, og det var rart, at jeg kunne være mig selv sammen med ham. Han gjorde mig faktisk en form for glad og tryg.

”Okay, hvad mangler vi så?” spurgte jeg og så ned på hans computerskærm. Han skævede lidt til mig og smilede så. ”Vi mangler noget mere om historien,” fortalte han og lod sit blik glide ned over et af de mange papirer, der lå på bordet. ”Åh. Vi har jo virkelig meget allerede,” mumlede jeg sukkende. Han grinede lidt og nikkede, imens han så på mig med et varmt blik.

”Hvad med.. vi tager hjem til en af os og laver noget mere af det i dag?” Jeg løftede øjenbrynene en smule og bed mig i inderlæben. ”Efter skole?” sagde jeg forsigtigt. Han nikkede endnu en gang og lænede sig en smule op tilbage i stolen. ”Jo. Jo, det kan vi da godt,” svarede jeg til sidst. Han smilede stort, ”okay. Hos mig eller dig?” ”Det må du bestemme,” fastslog jeg. ”Hos mig så.” Jeg nikkede lidt og smilede svagt. Det gjorde vel ikke noget. Dean var venlig, og lige nu havde jeg også bare brug for en person at støtte mig op af i skolen, så han virkede måske ideel til det formål. Jeg så rundt, og mit blik landede på Julie, der sad klistret oppe af Jack. Jeg var en smule forvirret over hendes kærestehalløj. Havde hun ikke noget med en, der hed George?

Hun grinede over et eller andet, Jack sagde med en falsk latter, som hun garanteret troede fik ham til at falde for hende. Han sendte hende bare et smil og kiggede væk. Og det blev hun vist ret utilfreds over. Jeg rystede på hovedet af hende og kløede mig lidt på armen, imens jeg så på Dean ud af øjenkrogen. Langsomt blev mine tanker ledt over til Vanessa. Hun var jo hans kæreste. Så havde hun noget imod, at jeg var sammen med ham? Var der regler for sådan noget? Altså, det var der nok ikke, hvis Dean selv spurgte mig. Med mindre Vanessa jo bare bestemte over alt og alle, hvilket ikke skulle undre mig. Alligevel ville jeg ikke spørge. Dean måtte ikke få det indtryk af mig. Og det kunne jo sagtens lyde som jalousi eller noget i den stil.

”Du ved det egentlig ikke, men-” jeg så hen på Dean, der var begyndt at tale til mig, imens han smilede lidt, ”jeg har faktisk fødselsdag her i weekenden. Og vi lavede en aftale for noget tid siden om, at vi skulle være sammen.” Jeg rynkede panden en smule. ”Oh..” Han grinede en smule, hvilket fik mig til at smile tøvende. ”Er du stadigvæk frisk, eller skal jeg arrangere noget med Vanessa?” Han så lidt underlig ud, da han nævnte Vanessa. Ikke fordi det hjalp på mig. Hvad sagde hun ikke til, at jeg stjal hendes kæreste på hans fødselsdag?

”Jeg er frisk,” sagde jeg dumt. Jeg smilede sikkert lidt efter og nikkede for mig selv. Han smilede stort og bed sig blidt i læben. ”Godt. Husk vi skal til fest om aftenen, så bring some sexy clothes.” Jeg løftede øjenbrynene misbilligende, og han grinede højt, hvilket fik nogle til at se hen på os. Jeg fnes lidt og prøvede at gemme mig bag computerskærmen, imens farven i mine kinder langsomt steg.

”Jeg joker. Bare så du ikke dukker op i.. nattøj eller hvad ved jeg.” Jeg grinede og daskede ham blidt på skulderen. Han smilede bare stort og så lidt rundt i klasselokalet. Det samme gjorde jeg. Og det undrede mig en smule, at Julie sad og stirrede på mig, da jeg så på hende.

 


 

 

Da klokken havde meddelt, at vi havde fri, pakkede Dean og jeg vores ting sammen. Jeg havde allerede min taske og min jakke inde ved mig, da jeg kom lidt sent ud af døren i morges, så jeg havde ikke haft tid til at smide det ind i mit skab.

”Hvor bor du overhovedet?” spurgte jeg, da vi var på vej hen mod hans skab. ”Ikke så langt herfra. Men vi skal gå, for min bil er gået i stykker.” Han smilede skævt til mig, og jeg nikkede. Vi nåede hans skab, og han låste det op og fandt langsomt sin taske og jakke frem. Jeg så mig omkring og fik øje på Julie bag mig, der stod og vinkede mig tilbage mod hende. Med løftet øjenbryn så jeg hen på Dean.

”To sekunder, Julie vil gerne lige sige noget til mig..” Jeg smilede undskyldende og vendte mig derefter om. Med hastige skridt gik jeg hen til Julie og så forvirret på hende. ”Hvad er der?” spurgte jeg. Hun skævede til Dean. ”Cherry, hvis Vanessa opdager, at du render sammen med ham, så er du seriøst død.” Jeg kunne mærke kuldegysningerne tage fat men ignorerede dem. ”Hvorfor må jeg ikke være sammen med ham?” sagde jeg og prøvede at lyde cool. Hun sukkede og smilede til Dean, der garanteret så på os. ”Hun vil hade det. Undskyld jeg ødelægger det. Jeg nyder at se jer sammen, men jeg prøver bare at beskytte dig. Hvis hun finder ud af det-” ”Jules, hun finder ikke ud af det. Med mindre du siger noget til hende,” afbrød jeg bedende.

Hun rystede ivrigt på hovedet med smalle læber. ”Jeg siger ikke noget.” Hun så lovende på mig, og jeg smilede lidt. ”Tak. Du er en skat.” Hun smilede svagt og nikkede. ”Vi ses i morgen, okay? Pas nu på.” Jeg nikkede og vinkede, hvorefter jeg vendte mig om og gik hen til Dean. En smule forvirret over, hvad Julie lige havde sagt til mig. Og en smule underlig over, hvordan jeg lige havde opført mig. Det føltes falskt. Men det måtte være lige meget lige nu.

 



Gåturen hjem til Dean tog ikke så lang tid. Han boede overraskende tæt på universitet, hvilket vel kun var godt. Især en dag som i dag, hvor jeg havde valgt at tage et par næsten nye Converse på. Jeg havde i hvert fald fået en vabel.

Jeg følte mig allerede hjemme, da vi trådte ind i lejligheden. Ikke et sekund i tvivl om, at jeg havde været der før. Det så velkendt ud, men alligevel kunne jeg slet ikke huske, at jeg havde set det. Der var bare noget over det.

Ikke fordi Dean ikke var med til at skabe følelsen af tryghed. Noget sagde mig, at vi faktisk var ret gode venner – det havde han nu også allerede sagt, at vi var, men hvis jeg gik og løj om alt muligt for Vanessa, hvorfor så ikke også ham? På det punkt kunne jeg vel slet ikke stole på mig selv.

”Nå, hvad skal vi lave?” spurgte Dean, da han lige hurtigt havde givet mig en rundvisning. Jeg rynkede panden lidt. ”Lektier..?” Han grinede kort. ”Ligner jeg en, der gider at lave lektier, Miss Pece?” Jeg så forvirret på ham. ”Var det ikke det vi skulle lav-” ”God undskyldning for at få dig med herhjem.” Jeg så endnu mere forvirret på ham, og han sukkede bare og trak mig så med hen i sofaen. Hans greb om mit håndled var stramt, og det skræmte mig måske en smule. Det virkelig alvorligt på en uhyggelig måde, der fik følelser, gys og spørgsmål til at blande sig sammen.

”Julie sagde noget om Vanessa, ikke?” begyndte han, da han havde placeret mig i sofaen ved siden af ham. Jeg skævede lidt til ham og nikkede så. Han lænede sig opgivende tilbage. ”Typisk,” mumlede han mut for sig selv. Jeg kiggede lidt intenst på ham, imens jeg bed mig i læben. ”Må vi da ikke være sammen?” spurgte jeg forsigtigt. Han så på mig igen og pressede læberne sammen til en smal streg, hvorefter han trak på skuldrende. ”Ikke ifølge Vanessa. Hun er lidt jaloux,” svarede han og så på mig med et blik, der fik mig til at se væk.

”Hvorfor er du så sammen med hende?” hørte jeg mig selv sige, men fortrød straks. Det skulle slet ikke komme ud. Og den tanke skulle slet ikke ligge inde i mit hoved. Jeg kiggede hen på Dean igen, der sendte mig et skævt smil. ”Lad os se en film,” fastslog han hurtigt, inden han rejste sig og fandt en film. Jeg kiggede undrende efter ham og nikkede bare for mig selv. Det lod vist til, at han ikke gad at snakke om det. Forståeligt.

Dean satte sig ned efter at have sat en dvd på. Jeg opdagede, at han havde sat Twilight på, hvilket egentlig var min yndlingsfilm – så vidt jeg stadigvæk vidste. ”Har du lyst til pizza?” spurgte Dean. Jeg kiggede roligt hen på ham. ”Altid,” smilede jeg. Han grinede kort og ringede så en op. Jeg så på filmen imens, indtil han havde snakket færdigt.

”Kan du godt lide Twilight?” sagde jeg nysgerrigt. Han så lidt på mig og rystede så på hovedet. ”Men det kan du.” Jeg smilede triumferende og nikkede. ”Og pizza.” Han begyndte at grine og nikkede så.

”Hvordan går det egentlig med Patrick?” spurgte han og lænede sig lidt længere hen mod mig. ”Sådan.. okay,” fortalte jeg usikkert. Jeg var faktisk ikke helt sikker på, hvordan det gik. Det vi havde gang i, var ikke rigtig det jeg kaldte for et rigtigt forhold. Vi skrev eller snakkede jo aldrig rigtig sammen. Han dukkede op i nat. Hvilken kæreste kommer og går på den måde?

Dean løftede øjenbrynene lidt mistroisk. ”Har han overhovedet taget sig rigtigt af dig siden ulykken?” sagde han. Jeg trak lidt på skuldrende og rystede så på hovedet. ”Han var der de første par dage, men ja.. det var så også det,” svarede jeg og prøvede at få det til at lyde ligegyldigt. Sandheden var, at det ikke var ligegyldigt. Han var min kæreste. Han skulle da tage sig af mig. Skrive. Ringe. Komme og besøge mig. Især nu. Jeg havde for fanden da hukommelsestab, og jeg kunne ikke huske en skid om ham. Hvordan skulle jeg lære noget om ham, hvis jeg ikke vidste, hvem han var. Hvordan skulle jeg nogen sinde lære at elske ham, hvis jeg ikke kendte ham ordentligt?

”Det er så typisk ham,” vrængede Dean næsten i en lidt sur tone. Jeg kiggede overrasket på ham og ville egentlig gerne spørge, hvad han mente, men valgte i stedet for at holde mund. Jeg vidste ikke hvorfor, men der ville garanteret ikke kommet noget godt ud af det. Derfor ledte jeg os hen på et andet emne, ”hvor lang tid har dig og Vanessa været sammen?” spurgte jeg interesseret, selvom jeg ikke ligefrem var interesseret. Bare for at spørge om noget andet. Og på en eller anden underligt måde, blev samtalerne altid drejet hen på Vanessa, når vi var sammen. Det var mærkeligt.

”Jeg ved ikke.. halvandet år,” svarede han kort. Jeg nikkede lidt. ”Hvordan er hun så som kæreste?” fortsatte jeg og smilede lidt. Egentlig forventede jeg, at han også ville smile. Eller komme med en drillende kommentar. Men han gjorde ingen af delene. Tværtimod trak han bare på skuldrende. ”Fin nok.” Kort svar igen. Noget tydede på, at han ikke gad at snakke om hende i mit selskab.

Måske var det fordi han følte, at han ikke kunne stole på mig nok endnu. Det kunne være, at han troede, at jeg ville sige det videre. Det kunne også være, at han var en person, der slet ikke havde lyst til at fortælle om sin kæreste, hvilket måske nok var mærkeligt. Ellers kunne det også være, at han holdte et eller andet hemmeligt for mig, for ud fra hans besvarelser og afvisninger, virkede det altså måske lidt sådan.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...