Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79136Visninger
AA

5. This is not me

Min seng var ubehagelig kold. Som om jeg ikke hørte til i den. Jeg havde det underligt med at sidde i den, ligge ned, prøve at falde til ro i den. Den virkede ikke så bekvem, som jeg huskede min gamle seng var. Efter en halv time havde jeg opgivet forsøget om at slappe af og var gået ind i stuen. Det tog mig nogle minutter at få tændt for fjernsynet, og så dumpede jeg langsomt ned i sofaen. Jeg stirrede udelukkende på skærmen, selvom min opmærksomhed slet ikke var rettet mod programmet, der blev vist. Min opmærksomhed var helt væk, og jeg bekymrede mig i kort tid om ingen ting, stirrede bare ud i luften, indtil en høj lyd skar mig i øret, så der gik et ordentlig sæt igennem min krop.

Jeg så hurtigt hen mod gangen, hvor lyden kom fra og glippede et par gange med øjnene, før jeg fik øje på håndtasken, der svagt lyste op. Det måtte være min telefon, der ringede.

Jeg rejste mig op og gik hurtigt hen til den, betragtede mine hænder, der automatisk lynede håndtasken op og skulle til at tage min velkendte telefonen op, da ringetonen stoppede. Alligevel tog jeg den op og kiggede på den lysende skærm.

Et ubesvaret opkald

Vanessa♥

Jeg stirrede på skærmen med en forvirret mine. Hvem fanden var Vanessa? Navnet sagde mig intet, og selvom jeg lukkede øjnene og prøvede at finde det i mine erindring, men uanset hvor lang tid jeg stod der, dukkede intet op. Med et suk åbnede jeg øjnene lige i det samme, min telefons velkendte sms-tone lød.

Vanessa♥

Er der om 5 minutter. Har pigerne med

Jeg løftede øjenbrynene og kiggede fra skærmen til døren ude i gangen. En kold fornemmelse løb ned ad min ryg. For det første vidste jeg slet ikke, hvem Vanessa var. For det andet, havde jeg ikke brug for flere mennesker at se i dag – slet ikke nogen, som jeg ikke havde kendskab til. Og for det tredje var jeg forfærdelig træt og havde allermest bare lyst til at sove. Også selvom jeg ikke kunne. Men jeg havde bare brug for at slappe af, og hvis der kom nogen nu, ville jeg ikke kunne slappe af uden at tænke over min væremåde. Allerede nu, første dag, var jeg bange for, at jeg havde forandret mig. Det var hæsligt ikke at vide, hvordan jeg plejede at være. Siden der var forandret så meget, måtte jeg være forandret. Jeg følte mig forandret.

En banken på døren, fik min krop til at stivne, og mit blik farede hen mod den. Jeg kunne tydeligt høre pigestemmer derude fra og prøvede derfor ihærdigt at lytte til dem, bare for at få hvilket som helt indblik i, om jeg kendte stemmerne. Men nej, så heldig var jeg desværre ikke.

”Cherry, åbn nu. Vi ved du er derinde,” sagde en utålmodig stemme. Jeg bed tænderne sammen og overvejede, om jeg egentlig skulle åbne, eller lade som om jeg ikke var hjemme. Men eftersom de blev ved med at banke på døren, og jeg hørte en nævne Patricks navn, følte jeg mig tvunget til at vælge mulighed et.

Tøvende gik jeg hen mod døren og tog fat i håndtaget, der et øjeblik virkede alt for tungt i min hånd. Dog drejede jeg på låsen nedenunder, så den sagde en klik-lyd og åbnede langsomt døren. Tre piger kom mig i møde, og jeg lod hurtigt mit blik udforske dem alle tre hurtigt. Den ene havde kort, platinblond pagehår med pandehår ned til hendes omhyggelig plukket øjenbryn, der var farvet og ifølge mig. Hun havde et virkelig flot, markeret ansigt med pæne læber, et tyndt lag makeup og lignede mere en model, end en person jeg kendte.

Den næste pige havde overklasse skrevet i panden. Hendes stil, udseende og ansigtsudryk sagde alt. Et kort øjeblik misundede jeg næsten det brune hår, der sad i en stor knold på hendes hoved med en fletningekrans omkring. Sådan som jeg aldrig nogen sinde havde lært at sætte min hår.

Den sidste var den lave og mindede mig mere om hende, der måtte kæmpe for også at komme frem blandt de to første. Hun havde skulderlangt, lysebrunt hår, der struttede i enderne. Hendes tøj så ikke ligeså velhavende, mere almindeligt ud – sådan som jeg kunne lide det. Alligevel var der noget over hendes attitude, der gav mig et forkert indtryk af hende.

”Det var da noget på tide, du åbnede,” lød det fra overklassespigen. Jeg blinkede et par gange med øjnene, før hun pludselig skubbede døren op, som var det en vane. Pigerne trampede indenfor, og jeg stod bare og så på på dem. Mit hoved var i forvejen fyldt op, og det her gjorde det bestemt ikke bedre.

De stillede deres sko i gangen, og jeg lukkede bare langsomt døren. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Det virkede nu ikke som om, at pigerne kendte noget til mit hukommelsestab, og hvordan jeg skulle fortælle dem om det, kunne jeg ikke lige få hoved og hale på.

Jeg bed mig i læben, da de fortsatte ind i stuen og smed sig i sofaerne. ”Shit, hvad fanden er det for noget lort, du ser? Der er sgu da Gossip Girl,” udbrød pigen med pagehåret og tog straks fat i fjernbetjeningen, der lå på bordet og skiftede kanal.

Jeg blev stående i døren til stuen og trippede lidt med foden, imens jeg skar tænder. Hvad skulle jeg nu gøre?

Pludselig kiggede overklassespigen på mig med et lidt underligt blik. ”Hvad laver du?” spurgte hun og fandt sin telefon i sin jeanslomme. Jeg stirrede lidt på hende og sank en nervøs klump, inden jeg svarede, ”ikke rigtig noget,” forklarede jeg stille. Hun løftede øjenbrynene, og da jeg så rundt på de andre piger, lagde jeg mærke til, at de også havde gjort det.

”Så sæt dig dog ned? Eller har du slået dig så meget efter den lorte bil?” Hendes tonefald skræmte mig en smule, men jeg var sikker på, at det faktisk var sådan hun snakkede. På den anden side, kunne det også godt lyde som om, at hun kendte til ulykken og rakkede ned på billisten? Hun måtte da vide noget om den.

Jeg tøvede lidt men nikkede så, hvorefter jeg gik hen og satte mig i lænestolen, som stod i hjørnet. Jeg opdagede, at pigerne kiggede undrende på mig, og det gik mig virkelig meget på. Som om de slet ikke forstod, hvad der var sket. Noget sagde mig, at de heller ingen anelse havde.

”Okaay. Hvor er Patrick?” Pigen med pagehåret kiggede interesseret på mig, og jeg kiggede lidt på hendes ansigt, før jeg svarede. ”Han er taget på arbejde,” forklarede jeg og prøvede at lyde så normal som muligt, men det mislykkedes ret så meget. Hun nikkede hurtigt og rystede så på hovedet. ”Tænk han bare går, når du lige er kommet hjem fra det hospital. Gal, der var ulækkert! Og den der kjole du havde på. Du lignede et lig.”

Okay, så hun havde åbenbart været der. Noget sagde mig, at vi var veninder. Eller, det måtte vi jo være, siden hun havde været der. Og nu var hun her igen. Så ja, vi måtte være veninder. Jeg gættede på de to andre, også var mine veninder.

”Ja, fuck det. Joey holder fest i aften, og vi skal så meget med.” Overklassespigen rejste sig op og gik ud på gulvet og stillede sig op i en position, så hun næsten lignede en model. Jeg sank igen en klump og skulle til at spørge om, hvem Joey var, men lod være. Jeg vidste ikke rigtig, hvad der ville komme ud af det, og havde egentlig heller ikke lyst til at finde ud af det,

”Mon det er en god idé? George kommer også. Jeg gider ikke at glo mere på ham..” Pigen med pagehåret så på os andre, som om hun skulle spørge om råd. Jeg sad bare og stirrede tavst på de andre i håb om, at de ville svare.

”C'mon, Julie. Fuck ham. Han er en idiot. Ikke også, Cherry?” Mit navn blev nævnt, og jeg kiggede panisk på pigen, der talte til mig – den 'almindelige' pige med attituden. Jeg kendte stadigvæk ikke navnet på hende eller pigen med overklasses, men idet mindste kendte jeg navnet på hende med pagehåret. Julie. Det skulle nok sidde fast på lystavlen. Jeg vidste også, at en af de andre hed Vanessa, og jeg havde lidt på fornemmelsen, at det var overklassespigen.

Jeg opdagede, at pigerne kiggede på mig, og at de egentlig bare ventede på svar. Hvad jeg skulle svare, kunne jeg slet ikke finde rundt i. Jeg vidste ikke en gang, hvem George var.

”Det ved jeg ikke,” endte jeg med at svare opgivende. Skeptiske blikke kunne føles, og det gjorde mig bare endnu mere opgivende. ”Du ved det ikke? Oh gosh, hvor hårdt har den bil lige ramt dig?” spurgte hende, der hed Julie.

Jeg skævede lidt til hende og bed tænderne sammen. ”Faktisk så hårdt, så jeg ikke ved, hvem i er...” mumlede jeg. En stilhed bredte sig i rummet, og jeg sad inderligt og ønskede, at alting lige nu var en eller anden latterlig drøm, men jeg vidste udmærket godt, at det var virkelighed. Så langt ude var jeg nu heller ikke.

”Du laver sjov ikke?” var det eneste, der blev spurgt om. Overklassespigen stirrede på mig, som det var en joke. Jeg sukkede lydløst og rystede så på hovedet, så mit hoved dunkede svagt. ”Shit, så havde Patrick fandeme ret,” lød det fra den 'almindelige' pige. ”Jeg troede ellers, at han jokede,” sagde Julie og kiggede bare rundt på os alle.

Jeg forblev stille og ventede bare på, at de sagde noget. Men det gjorde de ikke. I stedet for gloede de bare på mig, og det gjorde mig kun endnu mere nervøs. ”Vent. Så du.. ved altså slet ikke, hvem vi er?” Det første spørgsmål blev indført af Julie, der så på mig, som om det var rigtig, rigtig dårligt. Langsomt rystede jeg på hovedet, imens jeg bed mig blidt i læben. Hun gispede let.

”Oh my.” Hendes blik røg hen på overklassespigen, der bare rystede på hovedet af hende. ”Relax, Jules. Vi skal nok få hende god igen.” Hun lød enormt rolig og sikker, og et kort øjeblik troede jeg hende faktisk. Det hele skulle nok gå. Det var et spørgsmål om tid og sted.

”Okay,” fortsatte Julie. ”Vanessa,” hun pegede på overklassespigen, som jeg allerede havde tænkt. ”Malissa,” hun pegede fortsat på den 'almindelige' pige. Og til sidst satte hun så en finger på hendes brystkasse og sendte mig et stort smil. ”Og jeg er Julie.” ”Pas nu på, du ikke lyder for stolt,” sagde Vanessa ironisk. Julie grinede lidt og lagde benet hen over det andet.

Jeg var overrasket over, at de tog det så pænt. Hvis det var Patricia og Amanda, var de gået amok.

Vent lige lidt.

Patricia og Amanda. Hvor filen var de egentlig?

Jeg løb mit hoved igennem for tanker, der bare mindede mig det mindste om dem. Det sidste jeg huskede, før mindet om Zayns og min aften kom frem, var da vi holdt filmaften dagen før. Jeg huskede klart, at vi sad og snakkede om Zayn – det var en ting, som vi altid havde gjort. Men ellers var der intet, der lyste klart op. Jeg gøs ved tanken om, hvad der var sket. De havde altid været ved min side.

Vi blev bedste veninder gennem high school, og det havde vi fortsat været, og ifølge mig skulle vi blive ved med det. Specielt også fordi jeg kunne takke Amanda tusind gange for at hive mig med til en fest, hvor jeg mødte en fyr ved navn Andy. Og det var så ham, der førte mig til Zayn.

Jeg blev dumpet som 14 årig og lovede mig selv, at jeg aldrig nogen sinde ville få en kæreste. Mit hjerte var i smerter i yderligere tre måneder, på grund af en idiot af en fyr, der kun tænkte på sex – og det var altså ikke lige mig dengang. Heller ikke virkelig meget nu, hvis jeg skulle være helt ærlig. Sex er godt, men ikke alt. Selvfølelig en meget vigtig del af et forhold. Og det forstod Zayn.

Jeg var lige fyldt 16, da vi mødte hinanden hjemme hos Liam faktisk. Jeg var – så vidt jeg ved stadigvæk – gode venner med Andy. Han havde åbenbart glemt noget tøj hos Liam efter en drengeaften, og efter han havde været så sød at hente mig, fordi jeg ikke kunne komme hjem, og det øsregnede, skulle han et smut forbi Liam. Og der fulgte jeg ligesom lidt med. Selvom jeg protesterede og ikke ville med op til en verdenskendt sanger, blev jeg nærmest hevet ud af bilen. Jeg huskede tydeligt, hvor uglet og vådt mit hår var. Mit tøj var gennemblødt, og min makeup tværet ud rundt om mine øjne. Rettere sagt, så jeg bare forfærdelig ud.

Til gengæld viste det sig dog, at jeg havde overdrevet en smule. Liam og Niall, som de hed, havde taget virkelig godt imod mig. Faktisk havde Liam tilbudt mig at låne en tør trøje, men jeg takkede dog hurtigt nej tak, eftersom jeg ikke regnede med at se ham igen.

Men der tog jeg så fejl.

Scenen kørte stadigvæk inde i mit hoved som en film. Det var første gang jeg så ham. Han kom gående ud fra et værelse, iført et par sorte jeans og en hvid t-shirt, og bare da jeg så hans ansigt, var jeg ved at løbe ud af døren af skam. Jeg havde aldrig været så genert før. Da han hilste på mig, nikkede jeg bare, og jeg kunne mærke rødbedefarven sprede sig ud i mit ansigt og ydmyge mig totalt. Og Andy drillede mig altid med det. Men selvfølgelig gjorde han det. Sådan var han bare.

Zayn havde ikke været så snakkesalig til at starte med, da jeg mødte ham. Men jeg vidste, at det var en del af hans personlighed. Derfor betød det også rigtig meget, da han lukkede mig ind til sig.

Efter nogle gange hvor vi havde ses sammen med andre, begyndte vi at skrive sammen, aftalte en dag at mødes og hænge ud, og efter den dag makkede han sig så ret og spurgte, om vi ikke skulle gå på date en anden dag. Eftersom jeg allerede vidste, at han var en type, som jeg godt kunne gå hen og blive forelsket i, sagde jeg ja. Og det førte så til, at vi efter tre dates fandt sammen. Han kyssede mig foran min hoveddør og fortalte hans følelser for mig. Aldrig nogen sinde havde jeg følt mig så overvældet og lykkelig, og derfor var det ikke svært for mig at plapre løs om mine følelser for ham. Og det var så også der, han spurgte, om vi skulle være kærester. Jeg kunne ikke andet end at sige ja.

Jeg følte, at vi var lykkelige. Vi havde det godt, nærmest perfekt. Selvfølelig var der små diskussioner og skænderier en gang imellem, men intet slemt. Og det var virkelig også derfor, at jeg undrede mig så meget over, at det var gået galt. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det.

”Hvis du skulle være i tvivl, kender vi hinanden fra universitet.” En stemme rev mig ud af mine tanker. Jeg blinkede nogle gange med øjnene, før jeg kunne se, at Malissa sad og kiggede på mig. Svaret blev ikke til mere end et enkelt nik, da jeg næsten allerede havde regnet det ud.

”Ved i, hvor Amanda og Patricia er?” spurgte jeg stille. Igen følte jeg alle pigernes blikke på mig. Denne gang var de dog værre. Åndssvage. Som om jeg var dum i hovedet. ”Cherry,” begyndte Vanessa og rystede på hovedet af mig. En tung fornemmelse landede i min mave. Det lød slet ikke godt, det der.

”Okay, du husker det ikke. Men du har altså skrottet dem totalt,” fortsatte Vanessa og så en smule bebrejdende på mig. Mit hjerte gik øjeblikkeligt i stå. Skrottet? Hvad?

”Hvorfor?” bed jeg nærmest og kunne mærke, hvor trist jeg straks blev. Mit blik blev fastholdt på Vanessa, der også gloede på mig. ”Søde skat, de kunne ikke tage, at du havde mere end dem. Derfor. Magen til piger de er..” Følelsen som jeg efterhånden allerede kendte ret godt, steg i mig – forvirringen. Intet af det Vanessa sagde, gav mening. Jeg mener, jeg ville aldrig skrotte Trisse og Manno. De var mine søstre, mine Ying og Yang. Jeg havde kendt dem i noget, der føltes som en evighed, og jeg elskede dem virkelig. Og jeg forstod helt ærligt ikke, hvad Vanessa mente med, at jeg havde mere end dem. Mere af hvad dog?

”Ja, du skulle fandeme have set deres fjæs, da du fortalte, at skulle have lavet bryster!” grinede Julie højt. Jeg kiggede på hende, imens mit hjerte automatisk begyndte at banke en del hurtigere. Selvom jeg have fundet ud af, at jeg havde fået lavet en brystoperation tidligere i dag, var det stadigvæk mærkeligt. Slet ikke mig. Især ikke da jeg altid havde været rimelig tilfred med min krop – og det havde Zayn idet mindste også.

Men nu var det ikke lige ham, det handlede om. Selvom jeg måtte indrømme, at jeg hellere ville ligge og tænke på ham, end at have tre fremmed tøser ind i min lejlighed, der ikke engang føltes som min. Alting virkede for dyrt og koldt. Jeg havde intet personligt præg eller noget, der viste, at det her virkelig var mig, der boede der.

Nej. Alt var stilet og med på moden – præcis som pigerne.

”Nå, fuck det. Kom så, du skal gøre dig klar til festen i aften,” sagde Vanessa og skulle til at tage min arm for at trække mig af sted, men jeg veg hurtigt tilbage med et rystende hoved. ”Ikke i dag. Jeg tror, at det er bedst jeg lige tager det roligt i dag,” mumlede jeg kort. Hun så undrende på mig. ”Okay?” svarede hun langsomt og lænede sig tilbage, som om det slet ikke lignede mig at sige nej til en fest. Det gjorde det altså i dag. Og fremadrettet indtil jeg idet mindste kunne huske et eller andet.

”Ej, kom nu, Cherry. Drengene venter,” pressede Malissa på. Jeg rystede igen på hovedet uden at skænke hende et eneste blik. Det eneste jeg ønskede lige nu, var at de ville gå. Men så på den anden side ikke. Jeg vidste, at jeg ville føle mig så alene og kold, og den følelse havde jeg ikke brug for igen.

”Hm. Det må du selv om så.” Vanessa lød fornærmet, og det gav mig kuldegysninger. Noget sagde mig, at hun ikke var en, man skulle pisse af. Heller ikke mig selvom jeg var hendes veninde.

”Skal vi så se at komme af sted?” spurgte Julie de andre om. De nikkede som svar og rejste sig fra sofaen. Jeg fulgte tavst efter dem ud i gangen med små skridt. Der var en ubehagelig stilhed, og jeg følte virkelig bare, at det var mig, der havde sat den i gang.

”Nå. Hvis du ombestemmer dig, så skriv. Jeg kan sende dig adressen,” sagde Vanessa, inden hun gik hen til døren. Jeg nikkede ivrigt og bed tænderne sammen af smerte. ”Skal jeg nok,” svarede jeg lavt. ”Ses,” smilede Malissa og Julie. De gik ud af døren og smækkede den bag sig, så det gav et brag i hele opgangen og i gangen. Høj snak og stiletter kunne høres, men forsvandt i takt med, at jeg bakkede ind mod mit værelse.

Jeg smed mig i sengen, der pludselig føltes helt aldeles rar at ligge i. Måske fordi jeg følte mig så træt. Det her var en hård start for mig. Og det var ikke fordi, jeg ville leve i min egen verden om, at jeg var i smerter og ditten og datten, jeg havde det bare ikke nemt lige nu.

Først Patrick, der åbenbart er blevet min nye Zayn. Så Vanessa, Julie og Malissa, der vist nok var mine nye slyngelveninder. Det værste var, at ingen af delene føltes som mig. Jeg var så forvirret og fortvivlet over mig selv. Hvad jeg havde haft gang i. Og allerede nu ville jeg næsten give alt for at få det at vide.

 



”Zayn, drop det nu, for fanden,” sagde jeg irriteret og gik over mod døren til hans lejlighed. Jeg magtede ham virkelig ikke lige nu. Uheldigvis vidste han godt, hvad jeg havde i tankerne og var henne ved døren hurtigere end mig. Han så vredt og såret på mig. Men jeg var lige glad. Fuldkommen lige glad.

”Så fortæl mig hvorfor den fucking fest er vigtigere end vores to års dag,” svarede han og så surt på mig med sine mørke øjne, at mit blod næsten frøs til is. Jeg hadede, når han var sådan. Og det var præcis sådan han havde været de sidste par gange, vi havde ses.

”Fordi der kommer mennesker, som jeg skal møde. Kontakter vigtige. Og gider du godt at flytte dig?” vrissede jeg og prøvede at holde en råben inde, imens jeg ventede på, at han gad at gå væk. Men det gjorde han ikke. Han blev tværtimod bare stående og stirrede koldt på mig. Så koldt, at det næsten gik ind og rørte mig.

”Kontakter er vigtige..” mumlede han for sig selv, som om det var en joke. Jeg bed tænderne sammen og betragtede ham slå ud med armene, som om jeg havde pisset ham fuldstændig af. ”For fanden, Cherry, hvad er der galt med dig?!” råbte han pludselig, hvilket gav et sæt i mig. Jeg havde kendt Zayn i virkelig lang tid, og aldrig havde jeg hørt ham så vred før. Men på en eller anden måde rørte det mig ikke. Jeg følte mig lige glad og følelsesløs. Og jeg vidste udmærket også godt hvorfor.

”Der er sgu da ikke noget galt med mig, okay? Accepter, at jeg skrider til fest eller ej, jeg er fucking lige glad,” hvæsede jeg. Han rystede på hovedet af mig lænede sig en smule frem.

”Hvis du vælger den fest frem for mig, kan jeg godt love dig for, at vi to er færdige med hinanden,” sagde han roligt men enormt koldt, og jeg vidste, at han prøvede på at ramme et eller andet svagt punkt. Problemet var bare, at han slet ikke ramte det.

Han fjernede sig fra døren og ventede på, at jeg gjorde en eller andet. Jeg blev bare stående. Selvom jeg allerede vidste, hvad jeg ville gøre, ville mine ben nærmest ikke adlyde min kommando. Som om jeg var limet fast til gulvet.

Men jeg tog mig sammen. Jeg drejede kort hen mod Zayn, der hele tiden havde haft sit blik hvilende på mig. ”Så foreslår jeg, at vi er færdige med hinanden,” sagde jeg bare med en monoton stemme. Han blinkede et par gange med øjnene, før han så væk fra mig. Noget sagde mig, at han var virkelig skuffet over mit valg, men jeg kunne ikke være mere lige glad med det. Jeg måtte og skulle med til den fest. Siden jeg havde hjulpet Vanessa og Craig så meget, ville jeg ikke gå glip af den. Og det kunne Zayn slet ikke forstå.

Da han endelig tog sig sammen til at kigge på mig, var hans ansigt stenhårdt, og hans øjne sendte mig et ulæseligt blik. ”Hvad venter du på? Skal du ikke af sted?” jamrede han koldt. Jeg kiggede lidt på ham, men nikkede så, hvorefter jeg tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren. Jeg skulle til at gå ud, men en hånd nåede at tage fat i min arm og bremse mig. Zayn fik vendt mig om mod sig og kiggede seriøst på mig.

”Jeg troede, at du var mere end det her. Det gjorde jeg virkelig. Men jeg tog åbenbart fejl,” sagde han stille, og hvis jeg ikke tog helt fejl, var han såret. Men igen. I couldn't care less.

Derfor trak jeg også bare min arm til mig og gik min vej med hans blik i nakken, imens de to ord kørte rundt i mit hoved; fuck ham.

 

Jeg vågnede med et sæt og spærrede øjnene op, som om jeg havde haft et virkelig slemt mareridt. En kold fornemmelse løb ned ad min ryg, da jeg så rundt på mit tomme, mørke værelse. Et kort øjeblik havde alt virkelig føltes som et mareridt. Men der var intet. Ingen mærkelige lyde udover min hastige vejrtrækning.

På mit sengebord stod et vækkeur, som jeg langsomt kiggede på. Klokken var kun lidt over to om natten. Jeg måtte have været faldt i søvn i går.

Et suk undslap mine læber, imens mit hoved faldt ned på puden igen. Jeg var enormt træt, men lige nu nægtede jeg at lukke mine øjne. Min drøm sad allerede fast i mit hoved, og jeg ville ønske, at jeg kunne ryste den af mig. Zayns råben og hårde blikke var ikke til at glemme. Det værste var, at jeg følte, at jeg havde set det før. Som en slags deja-vu. Men det var umuligt, og det vidste jeg også godt.

Jeg tog en dyb indåndig og pustede ud, så jeg automatisk slappede lidt af i kroppen. Mit blik færdes rundt på mit værelse, der så så mørkt og grumt ud. Jeg lukkede øjnene og straks kom et billed frem af Zayn igen.

Og dér gik det så langsomt op for mig.

Det var ingen drøm – det var et flashback, der havde føltes som en drøm. Jeg åbnede hurtigt øjnene igen, imens panikken allerede hobede sig op igen, og spørgsmålene havde fundet en vej frem til mit ellers så rolige hoved.

Flashbacket var ikke til at glemme, og det kørte nærmest på repeat. Alle de dårlige følelser strømmede rundt indeni mig, og jeg kunne slet ikke forstå, hvad i alverden jeg havde gang i. Jeg virkede fuldstændig lige glad med ham. Tænk, at jeg skrottede ham til fordel for en fest. Det lignede slet ikke mig? Desuden kunne det da ikke kun være derfor. Siden jeg var lige glad med ham, måtte der da være noget, der havde udløst det, ikke? Lige præcis som Amanda og Patricia.

Der måtte være en forklaring. Og selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke ville blive særlig sjovt, var jeg allerede fast besluttet for at finde den.

 

_______________________________________________________________________________

Sorry, det tog så lang tid.. Der har været nogle problemer i denne her uge, som jeg vælger at holde private, men det har taget lidt på mig, og jeg har ikke været i det rette humør til at skrive.

Håber I kan tilgive mig.

XX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...