Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79135Visninger
AA

17. Things

 

Zayns synsvinkel

Min telefon lå stadigvæk helt uberørt på bordet foran mig. Det havde den snart gjort det halve af dagen. Jeg havde bare en indre konflikt med mig selv, om jeg skulle ringe til Cherry eller Perrie og fortælle, at jeg gerne ville tale med dem. Jeg havde i hvert fald mine grunde til at skulle snakke med dem.

Hvis jeg kendte Perrie ret, ville hun sige et eller andet til alle de overskrifter, forsider og billeder af mig og Cherry, og det forstod jeg også godt. Jeg havde helt klart gjort det samme. Især, fordi jeg var en jaloux anlagt person, der fik kvalme, hvis jeg så en anden fyr med armen om Perrie. Jeg havde en tendens til at få lidt af en ejerfornemmelse af hende, så jeg forstod hende også fuldt ud, hvis hun blev sur eller noget.

Ikke fordi jeg håbede, at hun ville spørge mig om det. Jeg håbede selvfølelig på, at hun bare ville sige, at man ikke skulle stole på medierne, og ventede på at jeg skulle sige noget, hvis der var noget. Og det var der jo sådan set ikke... I hvert fald ikke noget, som hun skulle høre lige pt.

Dog overvejede jeg stadigvæk at ringe til hende for at sige, at vi skulle snakke. Jeg ville gerne fortælle hende om Cherry. Selvfølgelig ikke om mine følelser. Men fortælle hende om forleden dag, hvor jeg hjalp hende hjem, fordi hun havde fået nogle problemer.

Så måtte jeg så finde ud af, hvordan Perrie ville tage det.

Jeg tøvede lidt, da jeg greb min telefon fra bordet og gik ind i sms'er. Jeg skrev en besked til hende, om hun havde tid til at komme over i dag. Der gik idet mindste ikke lang tid, før jeg fik svar.

#I'll be there in 20#

Enten havde hun travlt, ellers var hun ikke i godt humør. Og selvom jeg håbede virkelig meget på det første, var der stadigvæk noget, der sagde mig, at det var det andet.

Jeg var sikker på, at hun havde set medierne. Hvordan kunne hun også undgå det?

Jeg sukkede lavmælt for mig selv og kørte frustreret en hånd igennem håret. Endnu havde jeg ikke taget mig sammen til at få skrevet til Cherry, selvom jeg burde gøre det. Men jeg vidste ærlig talt ikke, hvad fanden jeg skulle sige, og det var også det, der tog modet fra mig.

For første gang i lang tid tog hun modet fra mig, og det gjorde mig fucking frustreret. Jeg vidste praktisk talt slet ikke, hvad jeg skulle gøre.

 

***

 

Jeg sad stadigvæk i sofaen, da det ringede på døren. Efter en dyb indåndig rejste jeg mig og gik ud i gangen, hvor jeg åbnede den. Som forventet stod Perrie og ventede på mig. Hun stod med et lille smil på læberne, hvilket jeg hurtigt fik gengældt. ”Hey,” hilste jeg og lænede mig frem for at få et kys af hende. Hun pressede kort sine læber mod mine, hvorefter hun trak sig. ”Hej,” sagde hun og trådte forbi mig, så hun kunne komme indenfor. Jeg lukkede døren efter hende og bed mig lidt i læben, da jeg betragtede hende tage sine sko af.

Jeg var rimelig malplaceret lige nu. Jeg havde ingen anelse, om Perrie vidste noget om Cherry. Hun burde da have set et billede et eller andet sted. Men siden hun ikke sagde noget eller virkede sur, kunne det jo være, at hun slet ikke havde opdaget det...

Forfanden.

Vi begyndte at snakke lidt, imens vi gik ind i stuen. Jeg spurgte som sædvanlig, om hun havde lyst til noget, og da hun svarede nej tak, dumpede jeg ned i sofaen ved siden af hende. Hun kiggede lidt på mig, stadigvæk med et lille smil, og det fik mig til at rynke brynene usikkert. Det lignede, hun holdte på noget, og jeg havde bange anelser om, hvad det var.

”Så..” begyndte jeg og prøvede at lægge det usikre væk igen. Men Perrie havde gennemskuet mig, og lidt efter forlod et suk hendes læber. Hun så væk fra mig og tørrede samtidig hendes smil væk. Først der lagde jeg mærke til, at det var så falsk som noget kunne være.

Hvad fanden gik der ærlig talt af mig i dag? Jeg lagde ikke mærke til en skid, og grunden skyldtes nok, at Cherry var i mine forpulede tanker hele tiden.

”Perrie,” startede jeg, så hun så på mig. Jeg åbnede munden for at sige noget mere, men der kom ingen lyd ud. Jeg vidste ganske simpelt ikke, hvad jeg skulle sige til hende. Jeg vidste ikke engang, hvor meget hun havde opdaget, så derfor var det måske heller ikke den bedste idé at begynde på et vildspor.

”Jeg anklager dig ikke for noget, Zayn,” konstaterede Perrie og så roligt på mig. På en måde blev jeg lettet, og på en måde blev det hele bare værre. Hun stolede på mig. Måske stolede hun så meget på mig til at tro, at jeg ikke havde lavet noget med Cherry. Men det havde jeg jo. Og det var ikke fordi jeg havde været fuld eller noget, det havde været et valg, som jeg havde taget. Det var mig, der valgte at kysse hende, fordi jeg ikke kunne styre mig. Det var mig, der var en nar til en perfekt kæreste. Hun fortjente ikke det her

”Jeg vil bare gerne vide, hvad du laver med hende, for sidste gang vi snakkede om hende, husker jeg tydeligt, at du sagde, at I var fuldstændig færdige, og at du hadede hende.” Perrie så alvorligt på mig og ventede tydeligvis på svar. Jeg slikkede mig koncentreret på læberne og kørte en hånd igennem mit hår, hvilket jeg for det meste gjorde, når jeg var i en presset situation.

Perrie så afventende på mig, og jeg åbnede så munden og begyndte at tale, ”jeg hjalp hende hjem. Drengene og jeg mødte hende på den samme klub, som vi var på i lørdags, og hun var ude af den,” endte jeg med at sige. Perrie rynkede panden en smule undrende. ”Og siden hvornår er du begyndt at tage dig af hende?” spurgte hun.

Jeg sukkede og lænede mig langt tilbage i sofaen. ”Perrie, hun har virkelig mange problemer. Jeg er sådan set den eneste, der kender til hendes fortid,” svarede jeg kort. Hun skød et øjenbryn i vejret og så dumt på mig. ”Er du virkelig den eneste, der kender til hendes fortid? Zayn, det er ikke fordi hun har mistet flere år af sin hukommelse. Tror du selv, at hun har brug for al din hjælp?”

Der kom jalousien. Selvom jeg ikke bebrejdede hende, kunne jeg heller ikke lade være med at se en smule irriteret på hende. ”Perrie, det år har været et af de vigtigste år i hendes liv. Hvis du kendte Cherry fra før, ville du slet ikke spørge om det der.” Jeg styrede mig for ikke at snerre. Der var ingen grund til at skændtes.

Det håbede jeg også, at Perrie forstod, men åbenbart ikke. ”Men hvorfor er du så sammen med hende, Zayn? Jeg er ikke dum, jeg ved godt, at du har været henne hos hende nogle gange før,” vrissede hun småirriteret. Jeg sendte hende et koldt blik og spidsede læberne. ”Hvad hentyder du til?” spurgte jeg køligt.

Hun lænede hovedet på skrå og så dumt på mig. ”Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg godt, at du selv ved det,” sagde hun kort, hvorefter hun rejste sig og gik ud mod gangen. ”Perrie, vent,” bad jeg og rejste mig hurtigt for at gå efter hende.

”Så nu vil du gerne forklare det?” Hun vendte sig om og så på mig med et ironisk smil. Jeg stoppede op og sukkede. ”Der er jo ikke noget at forklare,” påpegede jeg irriteret. Hun himlede med øjnene af mig, og det fik selvfølelig bare irritationen til at stige endnu mere. ”Hvad laver du så med hende?” spurgte hun igen, denne gang i en høj tone. ”Jeg prøver at hjælpe hende på rette vej,” fastslog jeg og slog ud med armene.

Hun lyttede ikke engang til mig, før hun rystede på hovedet og vendte sig om for at gå ud i gangen. ”Perrie, vent nu,” sagde jeg igen og fulgte efter hende. Hun sukkede af mig og rettede sig op igen. ”På hvad?” svarede hun og greb sin jakke, hvorefter hun begyndte at tage den på. Jeg kunne mærke, at jeg blev anspændt og vred over hendes flabede svar, og derfor nåede jeg ikke at stoppe mig selv, før skaden var sket, ”vil du virkelig gerne have mig til at fortælle dig, at vi kyssede?!”

Det var som om alt gik i stå, da ordene havde forladt min mund. Jeg kiggede irriteret på Perrie, der derimod så chokeret på mig. Men det var sandheden, og hun skulle vel høre den på et eller andet tidspunkt, selvom jeg ønskede, at det ikke skulle have været sådan her.

Hendes blik ændrede sig drastisk, og før jeg anede af det, havde hun vendt sig om og var på vej hen mod døren. Denne gang stoppede jeg hende til gengæld ikke, og lod hende derfor gå ud ad døren og smække den højt efter sig.

Et frustreret støn forlod mine læber, imens mine hænder kørte igennem mit hår.

Nu hvor jeg var uvenner med Perrie, kunne jeg ligeså godt få snakket med Cherry.

 

***
 

Cherrys synsvinkel
Tiden gik desværre hurtigere end forventet, og før jeg vidste af det, stod jeg ude foran min skab på uni og var i gang med at finde mine bøger frem til første time. Efter at have fundet dem lukkede jeg døren til mit skab og vendte mig om for at finde vejen hen til engelsklokalet. Selvom jeg stærkt havde overvejet at blive hjemme fra skole i dag, havde jeg ikke gjort det. Det var bare som om, at det slet ikke sagde mig noget det her. Jeg havde ikke lysten til at være her, og om det var på grund af menneskerne, skolen eller noget helt andet vidste jeg ikke.

”Cherry!”

Mit blik fløj rundt på gangen, da jeg hørte mit navn blev nævnt. Det tog mig ikke lang tid at se Vanessa stå henne ved et skab og snakke med to piger, der forsvandt, da jeg gik hen imod hende. Hun så på mig og smilede som sædvanlig falsk. Denne gang var der bare noget andet ved hendes smil. Men jeg kommenterede det ikke yderligere og var derfor bare ligeglad.

”Hey,” sagde jeg kort og kørte en hånd igennem mit hår. Mit dårlige humør var vist ikke til at komme bag på, men det ignorerede Vanessa også bare ved at begynde at gå.

”Har du læst det der, vi havde for? Jeg havde så travlt i går, så jeg fik slet ikke tid,” fortalte hun dramatisk. Jeg havde inderligt lyst til at himle med øjnene men gjorde det ikke. Det sidste jeg havde brug for lige nu, var at være uvenner med hende.

”Mm,” mumlede jeg og drejede ind i klassen, hvor vi endt. ”Så forklar lige,” beordrede hun og stoppede op, så vi i stedet for kunne se på hinanden. Jeg sukkede træt, imens hendes øjne borede sig ind i mine. Hendes øjne var kølige, hvilket egentlig ikke var noget nyt.

Jeg fortalte kort om teksten, vi havde haft for til i dag. Vanessa endte bare med at grine og ryste på hovedet. ”Hvis du skal være advokat, skal du nok øve dig lidt mere i at forklare ordentligt.” Jeg rynkede panden forvirret, imens vreden langsomt steg. Roligt åbnede jeg munden og var ved at komme med en bemærkning, indtil jeg hørte et par høje hæle klikke mod gulvet. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var læren dukket op.

Med et suk satte jeg mig ned på en stol og rettede min opmærksomhed mod læren. Timen skulle bare overstås, hvilket dagen også skulle, og det her var vel en start.

 

***
 

Jeg var lykkelig, da klokken ringede ud til spisefrikvarter. Det betød, at der endelig kun var to timer, til jeg havde fri og kunne derfor komme hjem og tage den med ro. Jeg fulgtes med Julie hen til kantinen, da vi havde haft time sammen. Som sædvanlig snakkede hun på livet løs, imens jeg derimod bare gik og smånikkede en gang imellem.

Vi satte os ved vores sædvanlige bord i kantinen, hvor Malissa og et par andre mennesker også sad.

”Er jeg den eneste, der bare overhovedet ikke på nogen måde orker skolen i dag? Normalt har jeg aldrig lyst til det, men det er virkelig ekstra slemt i dag,” Malissa begravede træt hovedet i hænderne med en underlig lyd.

”Du er langt fra den eneste,” istemte Julie og så mindst ligeså træt ud, som Malissa gjorde, og som jeg følte mig. Jeg smånikkede lidt, som jeg havde gjort igennem hele dagen for at vise, at jeg tænkte det samme som dem.

Mit blik faldt hen mod disken, hvor maden så ufatteligt ulækker ud. En masse mennesker dækkede lidt for det, men det forhindrede ikke lugten af det rimeligt usmagelige mad i at komme her hen af. Min lyst til mad i dag var i forvejen minimal, og det gjorde det ikke bedre, at det lugtede så utiltrækkende.

”Åh, se hvem der kommer og tager del i selskabet nu, piger,” mumlede Malissa med blikket rettet stift lige ud, men alligevel på en diskret måde. Jeg vidste allerede, hvem det var, hun kiggede på, og det fik mig til at sukke indvendigt, hvis det overhovedet var muligt. I hvert fald mærkede jeg mit humør dale endnu et par grader, så det var id en grad ikke særlig godt lige nu.

Vanessa var ikke en af de personer, jeg orkede at snakke med lige nu, men det var jo ikke lige fordi, jeg kunne sige, at jeg ikke gad snakke med hende.

”Hej piger,” Vanessas stemme skar igennem, og vi drejede os alle lidt, så vi kunne kigge op på hende. Hun sendte os et underligt nedværdigende blik, og jeg kunne igen se, at der var noget anderledes ved hendes alt for falske smil, men jeg valgte endnu engang ikke at kommentere på det. Det ville alligevel heller ikke gøre nogen nytte, hvis jeg gjorde det.

”Hej,” svarede Malissa med et anstrengt smil og lod en hår glide igennem hendes allerede flotte hår. Jeg sendte også Vanessa et smil, men det var som om, at hun ikke rigtig bemærkede det, for jeg fik bare et underligt halvkoldt blik tilbage sammen med et smil, der mest af alt mindede om en smal streg, der buede lidt.

Vanessa slog sig ned ved siden af os og skævede lidt til Julies bakke, der var fyldt med mad, som hun havde været oppe og hente.

Jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til, at Dean ikke var her, og det fik mig til at rykke uroligt rundt for at se, om jeg kunne finde ham, men jeg kunne ikke se ham nogen steder. Min søgen blev afbrudt af Vanessas hånd, der lagde sig på mit lår med et ordenligt klask.

”Cherry, er det ikke en helt vildt god idé?!” hvinede hun alt for begejstret. Jeg rynkede lidt på panden. Hvad snakkede hun om? ”Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret og kiggede hen på både Julie og Malissa, der sad med et utilpas udtryk i ansigtet.

”Vi har lige snakket om det, altså. Du må lære at høre efter,” skændte Vanessa, ”men vi tre snakkede om, at du skulle holde fest hjemme hos dig snart! Det kunne simpelthen være så sjovt! Så kunne vi invitere en masse mennesker herfra og bare drikke os helt i hegnet! Lyder det ikke fedt?” spurgte hun glad og havde nu taget fat i min hånd, som hun sad og rystede ivrigt frem og tilbage i luften.

Forsigtigt hev jeg min hånd til mig, og det fik hende til at kigge fornærmet på mig. Dog virkede det som om, at det gik op for hende, at hun skulle overtale mig til at holde fest, og hun sendte mig straks et sukkersødt smil.

”Vanessa, jeg ved virkelig ikke, om det er nogen god idé..” mumlede jeg afvisende, og hun lagde hovedet på skrå. ”Det mener du ikke, vel? Den gamle Cherry ville uden tvivl have gjort det!” sagde hun på en belærende måde, så jeg egentlig følte, at hun prøvede at lære mig, hvem jeg var.

Hvorfor forstod hun ikke, at jeg ikke var en 'gamle' Cherry, som hun kaldte det, længere? Det var ikke mig mere. Den, som jeg var nu, ville aldrig finde på at gøre det, som jeg havde gjort før.

”Jamen..” jeg tav lidt. Måske var det en god idé, hvis jeg ikke sagde hende i mod lige for tiden, ”okay så. Så gør vi det,” fortsatte jeg så overgivende. Hun sprang nærmest op i stolen, hvilket fik alle de andre til at kigge forskrækket hen mod os.

Hun faldt hurtigt ned igen og smilede stort. ”Sådan skal det være, gurl!” hun gav mig high five, som jeg træt gengældte. Den fest kunne da kun blive spændende.

____________________________________________________________________________________

Jeg håber, at I kan lide kapitlet og tak til Mirah, som har skrevet det sidste af mit kapitel <33

 

 

I ØVRIGT FORGUDER JEG OG ELSKER HENDE, HVIS NOGEN VAR I TVIVL

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...