Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
817Kommentarer
78863Visninger
AA

8. That's the truth

 

”Hej,” fik jeg presset ud igennem mine læber. Hans ansigt foretrak ikke en mine, og det gik mig virkelig meget på. Han lignede seriøst en, der hadede at være her – hvis det ikke var fordi, at han gjorde.

Han nikkede en enkelt gang og stirrede bare på mig, indtil jeg endelig tog mig sammen og fik flyttet mig fra døren, så han kunne komme ind. Han kastede et enkelt blik indenfor, inden han trådte et skridt frem, så han endte i gangen. Hans velkendte duft sværmede allerede omkring mig, og egentlig forventede jeg, at min mave ville reagere på det, men jeg følte ingenting.

Ingen gnist, ingen varme, bare ingenting. Derimod følte jeg mig dog dårligere tilpas end før. Det hjalp da også meget.

Jeg lukkede døren, imens Zayn stillede sine sko, og jeg nåede ikke engang at vende mig helt om, før han marcherede ind i stuen. Han havde vel været her før. Ja, det havde han sjovt nok, ellers ville han nok ikke have fundet vej herhen. Så vi var vel kærester, da jeg fik lejligheden her. Det burde vi i hvert fald have været.

Jeg kneb øjnene sammen og tog en dyb indånding, før jeg trådte frem og ind i stuen. Det var sært. Det føltes som om, at Zayn allerede påførte rummet et eller andet velkendt snit. Og det føltes endnu mere sært, at jeg straks blev mere tryg af det, selvom jeg ligeud sagt var bange for ham lige nu. Måske var det bare fordi, at jeg kendte ham bedre, end jeg kendte denne her stue. Som sagt, følte jeg mig jo hele tiden ensom og ked af det, når jeg sad her, selvom der kun var gået to dage. Men lige nu gjorde Zayn det faktisk bare bedre på en underlig måde.

Han havde placeret sig i sofaen og lod bare sit blik hvile på mig, imens jeg satte mig i den anden sofa – længst væk fra ham. Noget sagde mig, at han foretrak det.

Jeg begyndte lydløst at sidde og skære tænder, eftersom jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ingen anelse faktisk. I går aftes inden jeg smuttede i seng, havde jeg udtænkt nogle spørgsmål, men de var næsten forsvundet nu. Og hvis jeg ikke snart sagde et eller andet, gættede jeg på, at Zayn hellere ville skride end at sidde med en sindsforvirret type, med hukommelsestab.

Jeg så langsomt på ham igen og opdagede, at han sad med sin telefon i hænderne og gloede på skærmen i stedet for mig. Som om han var helt selvsikker over at være her. Også selvom det slet ikke var hans hjem. Det irriterede mig en smule. Det burde være mig, der sad sådan.

”Nå,” begyndte jeg men fortrød allerede, da jeg fik hans opmærksomhed med det samme. Jeg sank en klump, da hans blik igen hvilede på mig. Hans blik, der fik mig til at løbe skrigende bort. Men jeg blev siddende – alt andet havde været dumt.

”Vil du ikke fortælle mig om, hvad der er sket?” spurgte jeg og prøvede at lyde så rolig som overhovedet mulig, men jeg failede virkelig. Jeg var så nervøs, at min mave nærmest vendte sig, som om jeg kunne kaste op hvert minut.

Zayn lagde langsomt sin iPhone på sofabordet og rettede sig op, hvilket automatisk fik mig til at læne mig længere tilbage. Han løftede øjenbrynene lidt og trak på skuldrende, som om det hele bare var en spøg. ”Hvad vil du vide?” svarede han monotont. Jeg rynkede panden en smule og tog mig selv i at stirre på ham. ”Måske bare noget af det, der er sket det sidste år,” sagde jeg langsomt og bed mig selv i læben og begyndte at pille ved mine velplejede negle, hvilket Petra garanteret ville blive irriteret over.

Zayn holdt en lille pause og lod en hånd køre igennem hans flotte hår, inden han snakkede, ”du er flyttet ind her. Vi har slået op. Du har fundet en anden. Du har skiftet dine rigtige veninder ud med et par falske duller. Fået lavet bryster.”

Jo mere han sagde, jo mere arrig blev hans stemme. Især da han nævnte det sidste med mine bryster. Jeg satte en tot hår om bag mit øre og sank en klump. ”Og sagt mit arbejde op,” mumlede jeg for mig selv, men selvfølelig hørte Zayn det. Han slog en høj latter op, som det morede ham at se mig sådan her. Jeg hadede det. Også fordi han virkede så sur for et øjeblik siden, og nu sad han bare og grinte. Jeg syntes ellers bestemt ikke, at jeg havde sagt noget sjovt. ”Ja, også det,” sagde han så.

Jeg bed tænderne sammen og havde et kort øjeblik lyst til at nive mig i armen. Udelukkende på grund af Zayn. Hans opførsel var ny for mig, og jeg vidste udmærket godt, at der ville gå virkelig lang tid, før jeg fik vænt mig til den. Selvom jeg nu mest havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville have brug for at blive vant til den. Jeg gættede på, at han inderst inde ikke havde lyst til at bruge tid på mig. Han var her garanteret bare, fordi han ville ikke gå rundt og have ondt af sin ekskæreste, der havde hukommelsestab og ikke vidste, hvem hun egentlig var.

Desuden kunne det ligeså godt være, at han var sådan her i mit selskab. Som sagt lignede han en, der hadede mig i går aftes, da vi så hinanden. Da jeg hørte ham kalde på Harry, lød han næsten glad og forventningsfuld. Men så så han mig, og hans stemme blev til is i mine ører. Så hvis jeg tænkte mig selv lidt mere om, burde jeg have udløst det.

Jeg kløede mig på armen, der hvor jeg egentlig ville have nevet mig selv og rettede så mit blik op mod Zayn igen. ”Hvorfor var det, vi slog op?” spurgte jeg forsigtigt og usikkert. Han så en smule undrende på mig og sukkede så lidt efter, som om han hadede det minde. ”Er du virkelig sikker på, at du gider at vide det?” sagde han udfordrende. Jeg løftede øjenbrynene og stirrede bare ind i hans brune øjne, som plejede at være varme og blide. Jeg kunne ikke finde andet end vrede og irritation i dem lige nu, og at vide at jeg garanteret udløste det, gjorde mig enormt utilpas. Et eller andet sted havde jeg det som om, at jeg havde såret Zayn i den sidste ende. Hvorfor skulle han ellers være sådan her?

Han sukkede igen og lænede sig tilbage i sofaen, imens han kiggede intenst på mig. ”Du siger, at det sidste, som du kan huske, er da du faldt ned ad trappen,” begyndte han, og jeg nikkede som svar. ”Det hele startede omkring en måned efter, da du begyndte på universitet. Du var dig selv, hang ud med Patricia og Amanda, indtil du begyndte at være sammen med Vanessa og hendes slæng, som du kaldte den i starten. Jeg fik egentlig ikke særlig meget at vide om det. Det var som om, at du trådte længere og længere væk fra mig, og hvis jeg prøvede at komme tæt på dig, skubbede du mig bare endnu mere væk-” Han så væk fra mig, hvilket fik mig til at spekulere på, om det faktisk gjorde ondt på ham at tale om. Han virkede jo så lige glad med mig?

”-Det begyndte så at irritere mig lidt, men jeg prøvede så vidt som muligt at ignorere det, og det gik fint nok, indtil du aflyste vores første aftale i to uger for at tage ud og shoppe med dine nye veninder. Da jeg brokkede mig over det, lagde du bare på, og lod bare som om det hele var okay bag efter.” Han slikkede sig om læberne, imens jeg bare kiggede på ham for at få mere at vide. Også selvom jeg ikke en gang havde slugt det andet endnu.

”Det var så der alting rigtig startede,” mumlede han lidt efter og lød næsten blid, men da han fortsatte var stemmen langtfra, som jeg troede, ”da jeg var i byen med drengene en dag, stødte jeg ind i Amanda og Patricia, og da jeg spurgte ind til dig, sagde de bare, at de ikke snakkede med dig mere. Og det havde du ligesom ikke fortalt mig noget om, og da jeg spurgte ind til det, sagde du bare, at jeg ikke skulle blande mig i, hvem du var veninder med. Og ja, det gjorde mig ret sur, for du havde ligesom været venner med de to i virkelig lang tid, og udover Andy kunne jeg vel takke Amanda for at have mødt dig.”

Han vendte sine øjne hen mod mig og så et kort øjeblik næsten såret ud. Og det pinte mig. Det lød ikke engang som om vi var halvvejs, og jeg følte næsten allerede, at jeg kunne græde. Jeg følte mig forfærdelig. Beskidt. Egoistisk. Ikke som den Cherry jeg selv kendte.

”Så sagde du op på dit arbejde og begyndte du at låne penge af din morfar, og pludselig stod du med nøglerne til en lejlighed,” fortalte han men stoppede langsomt op. Han stirrede et kort øjeblik på mig, imens farven i hans øjne næsten ændrede sig – af vrede. Han så virkelig vred ud. Jeg havde lyst til at spørge, men gjorde det ikke. Jeg kunne ikke. Det var jeg alt for svag til.

”Alt det skete på omkring en halvanden måned. Og vi blev efterhånden rimelig trætte af hinanden. Alligevel var jeg så dum at tro, at vi godt kunne rette op på det hele. Men så kom du en dag og sagde, at du havde besluttet dig for at få lavet bryster. Lige meget hvor meget protesterede blev du ved med at sige, at det var din krop, og jeg ikke skulle bestemme, og det pissede mig virkelig meget af.”

Nu var det min tur til at bide tænderne sammen. Jeg kunne slet ikke beskrive, hvordan jeg følte. Mest af alt følte jeg mig dum. Men det var vel bare min hjerne, der prøvede at narre mig. Jeg havde jo hukommelsestab, og jeg var sikker på, at når jeg kunne huske det hele igen, ville jeg se helt anderledes på det. Som sagt var dette her også kun Zayns synsvinkel. Hvad hvis han bare pyntede på det, for at få mig til at blive ked på hans vegne? Ikke, at det lignede ham. Hvis jeg skulle være helt ærlig, var jeg slet ikke sikker på, at han ville kunne gøre sådan.

”Så begyndte vi ellers bare at skændes virkelig meget. Jeg ved ikke helt, hvad der skete. Du var hele tiden sur og irriteret og tænkte kun på dine 'venner' på uni. Der var aldrig tid til mig mere. Hver gang vi havde gang i noget, skulle din telefon altid vibrere, og du var nødt til at kigge på den 24/7. Derfor havde jeg også planer om at slå op med dig, for det gik ikke mere. Men der kom du mig så i forvejen. Det var før vores toårsdag, som jeg havde planlagt som et sidste forsøg på at rette op på vores forhold. Du valgte at sige fra og tage til fest i stedet for.”

Flashbacket.

Det kørte stadigvæk i mit hoved som en film. Jeg så stadigvæk Zayns skuffet og vrede øjne for mig, og det gjorde mig kun endnu mere dårlig at kigge på dem.

Zayns iPhone vibrerede pludselig kraftigt, og vi så begge på den. Jeg nåede hurtigt at se, at der stod 'Perrie<3', inden Zayn tog iPhonen op til sig. ”Jeg bliver nødt til at tage den her,” sagde han kort og rejste sig. Jeg nikkede langsomt og kløede mig i håret. ”Vil.. du have noget te?” spurgte jeg, inden han forlod stuen.

Han svarede ikke.

Derimod kunne jeg bare høre hans stemme sige et eller andet, hvorefter jeg hørte en dør smække. Jeg gættede på, at han var gået ud på opgangen for at undgå, at jeg hørte noget.

Jeg sukkede for mig selv og havde lyst til at begrave mit ansigt i mine hænder og bryde sammen. Også selvom der måske ikke var noget at græde over. Jeg følte mig bare forfærdelig. Det kunne godt være, at jeg havde en masse nye venner og en anden kæreste, men Zayn havde da en virkelig stor del i mit liv, så jeg forstod slet ikke hvordan alt det han fortalte, var gået til. Og det var det, der gik mig på. Det var det, der fik mig lyst til at græde. Men det måtte vente, til Zayn var gået. Han skulle ikke se mig græde. Det ville bare gøre det hele værre.

Jeg rejste mig fra sofaen og gik roligt ud i køkkenet, som stadigvæk virkelig helt nyt for mig. Det eneste, jeg vidste hvor lå, var bestik og tallerkener. Alt andet var jeg vel nødt til at lede efter.

Jeg satte elkedlen i gang, hvorefter jeg ledte efter to kopper, siden Zayn altid sagde ja til te. Det var nu heller ikke så svært. Til gengæld kunne jeg bare ikke finde noget te, selvom jeg ledte skabene igennem til hver eneste detalje.

Og tro det eller ej, det fik mig bare lyst til at græde endnu mere.

Det hele føltes som en fiasko lige nu.

”Hvad laver du?”

En stemme bag mig, fik mig til at hoppe op fra gulvet og vendte mig om. Som regnet med var det bare Zayn. Han så på mig, som om jeg var dum, og det fik mig bare til at se væk fra ham. ”Leder efter teen,” mumlede jeg lige som der lød et klik fra elkedlen, der meddelte at det kogende vand var færdigt.

Han sukkede for sig selv og trådte hen til skuffen, som jeg stod ved siden af og åbnede den, så diverse te, kaffe, kakao og varme drikke dukkede frem. Selvfølelig det sted som jeg ikke havde overvejet af kigge.

Zayn vendte sig om og rakte mig kamilleteen. Jeg havde lyst til at sige tak, men der kom intet ud af min mund. Jeg var flov over ikke engang at kunne finde rundt i mit eget køkken. Gad vide hvad han troede om mig nu.

Jeg lagde et tebrev ned i hver kop og hældte kogende vand op i. Så manglede vi bare sukkeret. Og det gik bestemt ikke bedre med at finde det. Jeg ledte nærmest alle skabe og skuffer igennem igen, og det gik mig virkelig på, at jeg ikke kunne finde det.

Og det gik uden tvivl også Zayn på, for han trådte arrigt hen til et skab, der hang lige over ovnen og åbnede det, så jeg fik øje på sukker, mel og ting til bagværk. Han rev nærmest sukkeret ud og smækkede skabsdøren i, så en smerte dukkede op i mit hoved igen. Jeg undgik bare at kigge på ham, da han satte sukkeret på bordet foran mig og samtidig fandt to skeer.

”Her,” sagde han mindre irriteret og kiggede bare afventende på mig. Jeg bed mig hårdt i læben for at stoppe de tårer, der kunne glide ned ad mine kinder hvert øjeblik. Det kunne jeg så give Zayn skylden for. Han virkede anderledes igen. Ikke som før da han roligt forklarede mig, hvad der var sket. Måske indså han, hvad han virkelig havde gang i og fortrød bare, at han var lidt rolig ved mig. Det var jo ikke fordi han var sød. Tværtimod. Jeg syntes han var ond og modbydelig, men et eller andet sted følte jeg også bare, at jeg fortjente det.

Med hans blik på mig, lavede jeg teen færdig på ingen tid og med en rystende hånd skubbede jeg langsomt hans kop hen mod ham. Han tog imod den og tog hurtigt fat i teskeen, som han knugede ind til sig. I stedet for at stirre på hans te, kiggede jeg bare på min og rørte rundt i den med teskeen. Jeg overvejede, hvad jeg skulle sige nu. Men min mund var løbet helt tør for ord, og jeg følte mig helt tør i halsen. Lidt ligesom da jeg vågnede op på hospitalet.

”Hvor kom vi fra?” sagde Zayn efter noget mere ubehagelig tavshed. Jeg havde lyst til at kigge på ham, men lod være. At se flere af hans lede blikke, var mere end jeg kunne holde til lige nu.

”Det ved festen,” mumlede jeg kort. Jeg fornemmede et nik fra Zayns side, og så fortsatte han ellers, ”Som jeg sagde, ville jeg bare gerne gøre et sidste forsøg på at rette op på os. Og så fortalte du mig så, at du havde andre planer, selvom jeg havde sagt lang tid i forvejen, at du ikke skulle lave nogle andre aftaler.”

Vi kiggede begge på hinanden, og jeg var klar på et ledt blik, men alt jeg så var skuffelse. Som i flashbacket. Hvis jeg ikke tog meget fejl, stod jeg egentlig og roede rundt i det. Jeg kunne slet ikke finde rundt i det hele lige nu. Det var så forvirrende det hele.

”Og det blev jeg virkelig vred over. Det var så egentlig vores sidste skænderi – til gengæld også et af de værste. Jeg sagde, at hvis du valgte den fest frem for mig, var vi færdige med hinanden. Gæt hvad du valgte?”

Han smilede lidt over det sidste, som om det var en lille leg for ham. Jeg stod bare og stirrede på ham, imens flashbacket stadigvæk kørte rundt inde i mit hoved. På en måde havde jeg lyst til at sige, at jeg godt kunne huske det, men lod være. Det ville garanteret ikke udløse noget godt.

”Så vi stoppede bare med at snakke med hinanden?” spurgte jeg langsomt og tog min tekop op til mig og tog en tår varm te, der næsten beroligede mig. Zayn rystede lidt på hovedet og fastholdte vores øjenkontakt. ”Cherry, tror du selv på, at jeg bare ville give slip på dig sådan?” sagde han roligt og kørte en finger rundt på hans tekop.

Jeg bed mig uroligt i inderlæben og sank så en lille klump. ”Det ved jeg ikke,” hviskede jeg og fjernede mit blik fra hans. Han sukkede lidt og lænede sig mere op ad køkkenbordet. ”Jeg vidste ikke, hvor langt det var gået. Om det virkelig var slut imellem os. Derfor gjorde jeg det sidste klar til vores toårsdag, selvom jeg ikke vidste, hvad jeg forventede.” Han grinede lavt for sig selv, som det var et godt minde, hvilket jeg næsten kunne regne ud, at det ikke var. Det var for ironisk. Min mave trak sig sammen, og jeg kunne næsten godt fornemme, hvad der egentlig var sket.

”Jeg havde brugt hele dagen på at gøre min lejlighed pæn. Sat lys overalt. Dækket pænt op til os. Lavet mad. Gjort mig klar til at se dig smile for en gangs skyld. I hvert fald hvad jeg prøvede at overbevise mig selv om. Jeg ringede til dig og spurgte, om du ikke godt ville komme herhen, og du overgav dig endelig. Der troede jeg så, at jeg havde dig igen. Så jeg sad og ventede på, at du kom.”

Pludselig lagde der sig en mørk mine over hans ansigt, og det lignede faktisk, at han fik en mental lussing.

”Men?” spurgte jeg lavt. Han kiggede væk fra mig og holdt sit blik på væggen. ”Du dukkede aldrig op.”

En sky af sort røg landede omkring mig. At jeg havde været sådan, kunne jeg slet ikke tænke mig selv til. Det lignede slet ikke mig. For alt i verdenen ville jeg da ikke såre Zayn sådan? Hvad havde jeg haft gang i?

Han så roligt hen på mig og stillede sin tekop på bordet. ”Det var så slutningen på vores forhold. Jeg tog hen til dig dagen efter. Vi skændtes ikke rigtig, men blev bare enige om at slippe al kontakt imellem hinanden. Hvis jeg skal være helt ærlig, gad jeg slet ikke at se på dig, efter det du gjorde. Jeg har aldrig følt mig så dum før.” Hans ansigtsudryk var ikke til at læse, og jeg blev næsten skræmt af det. For at fokusere på noget andet end det, tog jeg en tår af min te, imens jeg stadigvæk kunne mærke Zayn kigge på mig. Det var noget, han altid havde været god til. Han kunne stirre længe på folk med den samme mine og læse deres sjæl i løbet af ingenting – og jeg vidste udmærket også godt, at hun kunne se, at jeg var nervøs i hans selskab. Men hvad havde han egentlig selv regnet med?

”Jeg må nok hellere komme videre nu,” sagde han lidt efter. Jeg stillede min tekop på køkkenbordet og tog et hurtigt kig på hans, der dårlig nok var drukket af. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde han heller ikke lyst til at være her mere. Nu havde vi også snakket, så hvorfor skulle han pine sig selv?

Han gik ud i gangen, og jeg fulgte lydløst efter, betragtede ham tage sko på og læne sig elegant frem mod mig med et alvorligt ansigtsudryk.

”Hvis ikke det var fordi, du ikke kan huske noget nu, ville jeg ikke have været sådan her, bare så du ved det. Vi ses.” Og med de ord vendte han rundt og åbnede døren, som han herefter gik ud af.

 

_______________________________________________________________________________

 

So, dudes and dudettes! Det var det nye kapitel.

Så langt, så godt!

Hvad syntes I så om Cherrys behandling af Zayn? Er den acceptabel, eller har hun været en dum biatch?

Like, like, like<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...