Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79126Visninger
AA

20. Revenge

Zayns synsvinkel

Træt slog jeg øjnene op, og lod et lille gab undslippe mine læber. Det resulterede så i, at jeg fik en rød tot hår i munden, som jeg lidt søvndrukkent måtte spytte ud. Min ryg og nakke gjorde ondt, og min krop føltes helt ubevægelig, og det skyldtes nok, at jeg havde sovet i en rimelig akavet position på den komfortable, men samtidig hårde, sofa. Cherry lå med hovedet begravet i min skulder, og holdt stramt fast om min trøje, der efterhånden var blevet rimelig krøllet. Forsigtigt forsøgte jeg, at vriste mig fri af hendes greb, men det resulterede til sidst bare i, at hun langsomt vågnede, og begyndte at gnubbe i sit øje. Makeuppen fra den forrige aften smittede af på hendes hånd, og fik hende til at sukke.

”Hvad så?” spurgte jeg forsigtigt, hvilket alligevel lod til, at forskrække hende. Hendes krop spjættede let, før hun med store øjne så op på mig. ”Jeg troede ikke du var vågen,” mumlede hun, og så væk fra mig igen.

”Er du okay?” Spørgsmålet forlod mine læber, uden at have fået tilladelse fra min hjerne. Aftenen i går stod stadig tydeligt i mine tanker, og jeg kunne ikke lade være med, at bekymre mig om, hvordan det havde påvirket hende.

”Det.. ved jeg ikke rigtig,” fik hun endelig svaret i en hvisken. Bekymret tog jeg fat om hendes hage med et blidt greb, og fik drejet hendes ansigt hen mod mig igen. Inden hun nåede at undvige, fik jeg fanget hendes blik, og spottede hurtigt de tårer, der havde samlet sig i hendes øjenkroge.

”Hey,” mumlede jeg, og fangede en enkelt tåre med fingeren, inden den løb ned over hendes kind. ”Du skal ikke tage dig af det.”

”Jeg ved det g-godt,” hikstede hun, og bed sig i læben på en usikker måde, der mindede mig så meget om den gamle Cherry, at jeg bare fik lyst til, at læne mig frem, og kysse hende. Dog holdt jeg mig selv tilbage.

Nogle flere tårer fik også fundet deres vej ud af hendes øjenkroge, men hun fik straks tørret dem væk, og smilede trist da jeg havde givet slip på hendes ansigt. ”Jeg er nok bare lidt for sensitiv,” snøftede hun, og grinede et lavt grin, der mere var en slags hulkegrin.

”Cherry, det er ikke dig der er noget galt med,” forsikrede jeg hende om. Alvorligt fastholdt jeg hendes blik, så hun kunne se, hvor meget jeg mente det. Til sidst nikkede hun blot opgivende, og valgte at sætte sig op i sofaen, så jeg kunne bevæge mig en smule mere frit. Hun fik vist samlet lidt sammen på sig selv, for kort efter var der ikke flere tårer i hendes øjne, og hendes stemme lød mere normal.

”Jeg kan ikke tage tilbage til universitetet,” fortalte hun pludselig, hvilket fik mig til, at skære et forvirret ansigt. Hendes drøm havde altid været, at blive advokat, og hvis hun gerne ville blive det, var universitet nødvendigt at gennemføre. Det lod til, at hun bemærkede det, for hun gav sig til at tygge blidt i sin læbe, mens hendes øjne havde et dominerende, tænksomt glimt over sig.

”Det var ikke som jeg havde regnet med, at gå på universitet,” svarede hun endelig, men det gjorde mig blot endnu mere forvirret. Jeg blev i tvivl om, hvordan jeg skulle forstå det, da det nemt kunne tages på flere forskellige måde.

Cherry sukkede, og så væk fra mit intense blik. ”Du så selv, hvad der skete med mig, da jeg blev mere populær der,” forklarede hun, hvilket fik mig til, at rynke svagt på næsen af den irritation, der straks ramte mig ved mindet. Da Cherry fik kæmpet sig et par trin op ad popularitetsstigen, blev hun fuldstændig forandret og hjernevasket af de andre elever. Det stod jo glasklart, at de var de andre elevers påvirkning på hende, der fik hende til at ændre sig på den måde.

”Jeg har ikke lyst til at ende sådan igen,” mumlede hun lavt, og mødte endelig mit blik igen. En smule fraværende gav hun sig til at gnubbe sin næse med langefingeren, men da det først gik op for hende, hvad hun lavede, sænkede hun hurtigt hånden igen. Et lille smil blev placeret på mine læber, men blev straks fjernet igen, da hun valgte at skifte emne.

”Jeg er glad for, at du dukkede op i går,” indrømmede hun med en mumlen, og smilede et svagt, skævt smil. Jeg undgik nervøst hendes blik, fordi jeg vidste, hvad hendes næste spørgsmål ville være, og jeg havde ikke lyst til, at komme ind på det emne. Hvis jeg først begyndte, at beskylde hende for at være en løgner, så ville jeg ikke kunne stoppe mig selv igen. Og lige nu var hun vist lidt for rystet til, at kunne diskutere med mig.

”Hvorfor dukkede du egentlig op?”

Og dér kom det spørgsmål, jeg frygtede. Jeg kiggede ned i mit skød, for at skjule de nervøse træk i mit ansigt, og brummede noget, der lød lidt ligesom; ”det ved jeg ikke rigtig.” Jeg forsøgte, at komme på en god grund, men endte bare med, at se op, trække let på skuldrene og fange hendes blik. ”Jeg snakkede med Perrie om det hele, og så..” fik jeg mumlet. Lidt forvirret, og en smule skræmt så hun på mig, og skulle lige til, at sige noget, da det bankede på døren.

Lettet over at slippe væk fra spørgsmålet, og samtidig undrende over, hvem der kunne finde på, at dukke op på sådan et tidspunkt, vendte jeg blikket mod lyden. Cherry havde allerede rejst sig, og luntede ud for at lukke op.

”Cherry!” lød en pigestemme, der virkede bekendt, men som jeg ikke helt kunne sætte hverken navn eller ansigt på. Væggen, der spærrede udsynet til hoveddøren hjalp heller ikke på det. En del tumult lød ude fra gangen, og jeg gættede på, at pigen tog sit overtøj af. Cherry kom tilbage igen, og bed sig lidt nervøst i læben. Spørgende forsøgte jeg at fange hendes blik, men hun undveg, som om der var noget galt, hvilket gjorde mig både nysgerrig og utryg.

Bag hende kom en pige gående ud, og det gav pludselig mening for mig, hvorfor Cherry havde set sådan ud i ansigtet. Pigen havde en lyst pagehår, og jeg kunne genkende hende som en af de snobbede piger, Cherry kaldte for sine veninder. Hvis jeg ikke huskede helt forkert, var hendes navn Julie, men det kunne være fuldstændig ligegyldigt. Jeg havde ikke brug for flere af de forfærdelige mennesker, Cherry til hverdag rendte rundt med. Hvis Vanessa var sådan en bitch, som hun jo havde bevist dagen før, at hun var, så kunne Julie ikke være specielt meget bedre end hende.

”Hvad laver hun her?” hvæsede jeg, og blev selv helt overrasket over, hvor meget vrede, der lå gemt i min stemme. Julie sendte et lidt nervøst blik til Cherry, der blot så opgivende på mig. ”Julie er okay, Zayn,” forsikrede hun mig om, og på trods af, at jeg ikke var helt overbevist, endte jeg alligevel – efter en mindre stirrekonkurrence mod Cherry – med at sukke opgivende. Med armene oppe, som tegn på overgivelse, satte jeg mig lidt mere afslappet i sofaen, og gav mig derefter til at betragte de to piger, der straks var fordybet i en samtale.

”Er du okay? Altså, jeg mener efter det i går,” spurgte Julie, og lød rent faktisk oprigtig bekymret. Mistroisk kneb jeg øjnene sammen, i håb om, at kunne se igennem hendes facade, men det lod ikke rigtig til, at gøre den store forskel. Faktisk blev det bare sværere at se.

”Ikke rigtig,” svarede Cherry ærligt, og trak lidt på skuldrene, som tegn på, at hun mest af alt bare havde lyst til, at lade det ligge. Julie nikkede forstående, og hver evig eneste del af hendes ansigt udstrålede oprigtig irritation rettet mod Vanessa, og bekymring rettet mod Cherry. I den sidste ende måtte jeg nok indse, at hun på ingen måde var ligeså slem som Vanessa. Faktisk hældte hun nok mere til den anden side, og lod ikke engang til, at bryde sig om den snobbede brunette, der opførte sig, som om hun var dronningen af England. Ja, det var Vanessa jeg mente.

”Jeg håber bare, at jeg aldrig kommer til at se hende igen,” sukkede Cherry, og vendte øjnene mod loftet. Den blonde pige samlede undrende øjenbrynene, og sendte hende et mærkeligt blik. ”Du kan vel ikke undgå at se hende på universitetet.” Hun fik udformet det som et spørgsmål til Cherry, der straks gik i gang med at forklare, det hun også havde fortalt mig, om at hun ikke ville tilbage på uni.

”Jeg forstår dig godt, men du kan da ikke bare forsvinde uden at gøre noget. Du bliver da nødt til, at tage hævn over Vanessa,” insisterede hun, som om det gav sig selv. Lidt tvivlende bed Cherry sig i læben, og virkede rimelig tilbageholdende over for den idé. Det gav egentlig lidt sig selv, at hun reagerede på den måde, for hun havde aldrig rigtig været den, man kaldte den maskerede hævner. Generelt var hun bare ikke en særlig hævngerrig person, ellers var hun bare for sød til, at gøre noget ved det. Det var i hvert fald sådan, den gamle Cherry var.

”Jeg ved ikke rigtig,” mumlede hun, og det var nemt at læse hendes blik. Hun ville egentlig gerne, men havde samtidig ikke lyst, fordi hun mente det var for ondskabsfuldt. Dog tog jeg på ingen måde del i hendes tvivl. Jeg var fuldkommen sikker på, at det ville være en god idé, at sætte Vanessa på plads. Når hun var sådan en bitch, så fortjente hun fandeme også at få noget til gengæld.

”Kom nu, Cherry. Vanessa skal ikke slippe af sted med alt det lort, hun har gjort,” opmuntrede jeg fra sidelinjen, på trods af, at jeg ikke engang havde deltaget i samtalen før. Dog lod ingen af dem sig irritere af, at jeg blandede mig. Derimod virkede Julie glad, fordi jeg gav Cherry det endelige skub, der i sidste ende fik hende til, at træffe en beslutning.

”Okay, jeg er med,” overgav hun sig endelig, mens et svagt smil spillede i hendes mundvige, ”men hvordan skal vi så gøre? Skal vi ydmyge hende eller sådan noget?”

”Det er da en god idé! Har Vanessa ikke gjort et eller andet pinligt? Har hun ikke en pinlig hemmelighed?” spurgte Julie tænksomt, nok mest bare ud i luften. Begge piger gav sig til at tænke, mens jeg bare så afventende på dem. Jeg var nok ikke den, der kendte flest af Vanessas hemmeligheder.

”Jo!” udbrød Cherry pludselig, og holdt en finger op i luften, samtidig med, at hendes ansigt lyste op. ”Jeg skulle for kort tid siden snakke med Vanessas læge, fordi hun havde fået taget en klamydiatest, og hun turde ikke selv høre svaret. Og det viste sig så, at hun rent faktisk havde klamydia, så jeg blev nødt til at købe piller til hende. Jeg tror faktisk stadig, at jeg har recepten og bonen liggende.”

Julies øjne blev store, før hun brød ud i grin. Cherry begyndte forsigtigt også at fnise, og rystede lidt på hovedet af Julies reaktion. Et smørret smil afløste langsomt Julies grin, og det var ikke svært at se, at hun gemte på en god idé.

”Jeg ved præcis, hvordan du kan tage hævn over hende.”

 

 

Cherrys synsvinkel

Folk stirrede. Virkelig, virkelig meget. Der var ikke en eneste elev på skolen, der ikke havde fulgt mig med blikket da jeg gik hen ad gangen den dag. Det kom på ingen måde bag på mig, at så mange havde hørt om det, der skete til festen. Det føltes bare ubehageligt hele tiden, at have blikke hvilende på mig. Men i det mindste forblev Julie ved min side hver gang det var hende muligt, og jeg kunne virkelig ikke takke hende nok for det.

Dog havde vi ikke alle fag sammen, og selv i timen blev der gloet. På trods af, at jeg valgte at sætte mig allerbagerst, formåede folk alligevel at kigge på mig. De måtte vride og dreje deres nakker, men det lykkedes dem at overstirre mig gennem hele timen.  

Selv Vanessa tog del i det, men det var mere for at sende mig hånlige blikke. Hun havde endda taget chancen, på et tidspunkt, hvor læreren var dybt koncentreret om at skrive noget på tavlen. Pludselig var en lille sammenfoldet papirslip fløjet tværs gennem klasselokalet, og havde indeholdt ordene nyder du opmærksomheden, luder? Og det havde ikke taget mig mange sekunder at regne ud, at sedlen stammede fra Vanessa, da hun sad og fnes lavmælt for sig selv. Min eneste reaktion havde været, at rulle med øjnene, fordi jeg havde vidst hvad der ventede hende senere.

Endnu en gang var jeg nu på vej hen ad gangene på skolen, og endnu en gang følte jeg mig voldsomt overvåget. Men for første gang i dag, lod jeg mig ikke påvirke af det, for jeg vidste at jeg ville få min hævn, og Julie gik støttende ved min side. Klokken havde lige ringet til spisefrikvarter, og alle folk strømmede mod kantinen, hvor alle om få minutter ville være samlet.

”Er du klar?” spurgte Julie fra min venstre side, idet vi stod foran de to døre, der førte ind til den store spisehal. Jeg nikkede selvsikkert, men det fjernede ikke det lille mistroiske glimt i hendes øjne. ”Helt sikker?”

”Hundrede procent,” forsikrede jeg hende om, og på trods af, at den nervøse følelse knugede i min mave, formåede jeg alligevel at sende hende et smil. Hun gengældte det straks, og lagde en hånd på min skulder. På trods af, at det var en meget simpel og almindelig handling, gav det mig alligevel et selvtillidsboost, og jeg følte mig beroliget.

”Let’s do it,” mumlede jeg, tog en dyb indånding, og skubbede døren op. Sammen trådte vi ind i det larmende lokale, hvor folk væltede rundt som myrer i en myretue. Man kunne knap nok se bordene for bare mennesker.

Endnu en gang lod jeg mine lunger fyldes op af luft, men brugte denne gang luften til, at gøre mine ord kraftigere. Jeg blev nødt til at råbe hvis jeg skulle overdøve al den larm, og for første gang i dag ville jeg også kunne udnytte, at alle folks blikke i forvejen lå på mig.

”Hey! Må jeg lige få jeres opmærksomhed?” råbte jeg af mine lungers fulde kraft, og formåede ikke blot at overdøve deres larm, men også at få dem til at tie stille. Med et tilfredst smil om mine læber, trådte jeg op på et bord, for lettere at kunne se ud over dem alle sammen. Hurtigt fik jeg øje på Vanessa, der sad ved et bord bagerst i lokalet, og så på mig med et undrende blik. Langsomt lod jeg mit blik fortsætte hen over alle eleverne. Som forventet var de flestes blikke rettet mod mig, og i stedet for at lade mig gå på af opmærksomheden, fortsatte jeg blot videre til næste del af planen.

”Hvor mange her har været i seng med Vanessa Hayes?” råbte jeg, og pegede ned mod den snobbede brunette, jeg virkelig afskyede. Tøvende kiggede folk rundt på hinanden, og ingen lod rent faktisk til, at turde svare. Jeg sukkede lydløst inden jeg tilføjede, ”kom nu, I skal ikke være generte. Jer, der har haft sex med hende, op med hænderne.”

Et par hænder blev forsigtigt løftet op i luften, og det lod til at give de andre lidt mere selvtillid, for pludselig fulgte en del andre hænder efter, og endte med at danne en hel skov. Jeg kunne med sikkerhed sige, at der var mange, og tallet lå på den forkerte side af 50. Den pige havde virkelig haft travlt.

Jeg bekæmpede trangen til at gøre store øjne af de mange hænder, og undertrykte også trangen til at skære ansigt, da jeg spottede et par piger mellem eleverne, der også havde hænderne oppe. Jeg kunne nemt mærke, hvordan mit ansigt bare ønskede at vise afsky, men det var ikke det rette tidspunkt til det. Jeg kunne afsky Vanessa senere.

”Jeg vil råde jer alle til at gå til lægen, og få taget en klamydiatest,” konstaterede jeg med hævet stemme, idet jeg fandt recepten på klamydiapillerne frem fra min lomme, og holdt den oppe, på trods af, at der nok ikke var ret mange, der kunne læse ordene på den. ”Vanessa har nemlig været offer for klamydia, og I ved jo nok godt, hvad der sker, hvis man har sex med en klamydiaramt, ikke?”

Højlydt hvisken og en del rumsteren rundt lød straks overalt, og endnu en gang lod jeg mit blik finde ned til Vanessa. Hendes ansigt var helt rødt af vrede, og hvis jeg ikke tog helt fejl, ville hun snart lade den vrede gå ud over nogen. Og for en gangs skyld ønskede jeg faktisk, at den person var mig. På den måde ville jeg kunne ydmyge hende endnu mere foran skolen.

”Hun lyver!” råbte Vanessas skingre stemme pludseligt, og jeg kunne ikke forhindre et lille smil i at danne sig på mine læber. Hun havde helt sikkert tænkt sig, at forsøge at redde sig selv. Stilheden bredte sig igen i kantinen, og folk fulgte opmærksomt med.

”Hvis jeg lyver, hvordan kan jeg så have både recept og bon på klamydiapiller med dit navn på, Vanessa?” spurgte jeg sarkastisk, mens et bedrevidende smil prydede mine læber, ”det er ikke pænt at lyve, kære.”

Hvis hendes ansigt ikke var rødt før, så blev det det i hvert fald nu. Hendes kinder og pande nærmest brændte op i rødt, og en blanding af vrede og flovhed stod ud af hendes øjne, da folk begyndte at hviske hendes navn rundt omkring. Ikke et ord undslap hendes sammenpressede læber, da hun trak sig tilbage, og opgav kampen.

Tilfredst nikkede jeg lidt. ”Husk beskyttelse næste gang,” råbte jeg ud i lokalet, og hoppede ned fra bordet med et lille bump. Julie tog imod mig med et kæmpe grin smurt ud i ansigtet, og hun klappede ivrigt i sine hænder, inden hun lagde en arm om mine skuldre og fulgte med mig ud af kantinen, hvor folk stille og roligt var gået i gang med at snakke om det, der netop var sket.

”Damn, gurl! Det var perfekt!” hvinede hun glad, og jeg måtte indrømme, at jeg ikke kunne være mere enig. Folk ville helt sikkert ikke forgude Vanessa længere efter det her, og det var kun fair, at hun fik en lærestreg. Hun var en bitch, og det var helt sikkert ikke kun mig hun havde generet, så det var på tide, at der var nogen, der gjorde gengæld.

”Jep. Men jeg bliver nødt til at smutte. Jeg har en aftale med rektor,” mindede jeg hende om, og smilede et skævt smil som hun straks gengældte med et lille nik. ”Held og lykke!”

Jeg svarede ikke, men gjorde for sjov honnør til hende, inden jeg vendte om, og forsvandt ned af en af de andre gange, der førte hen til rektorens kontor.

Da den kedelige, hvide dør, med et lidt messingskilt på, hvor ordet rektor var skrevet, viste sig for mig, valgte jeg bare at gå ind, uden at belemre mig med, at banke på. Det første jeg fik øje på, var det store skrivebord, der lyste af et overforbrug af penge, og dernæst den kvindelige rektor, hvis navn jeg aldrig havde fået fat i. Hun havde en almindelig, grå blazer på, briller, og hendes hår var redt stramt tilbage i en knold. Alt i alt lignede hun en streng, midaldrende kvinde med styr på tingene.

Hendes blik flakkede hurtigt op, da døren åbnede, og da hun fik øje på mig, blev et stramt smil bredt ud på hendes læber. ”Det er Cherry, ikke sandt?” spurgte hun venligt, hvorefter hun modtog et nik fra mig som svar. Hun slog en håndbevægelse ud mod stolen på den modsatte side af skrivebordet, og jeg satte mig hurtigt ned.

”Nå, du bad om at blive meldt ud af skolen,” begyndte hun, og gav sig til at rode i en skuffe. Kort tid efter havde hun fundet et papir frem, og lagde det på bordet foran mig. Undrende skimmede jeg det igennem, og kom så frem til, at det var en slags kontrakt af en art, der bekræftede, at jeg droppede ud af skolen.

”Vi mangler sådan set bare din underskrift der, på den stiplede linje,” fortalte hun, og pegede på en streg nederst på papiret, ”og så kan du gå.” Jeg nikkede igen, og tog imod den kuglepind, hun rakte frem mod mig. I en hurtig bevægelse havde jeg fået skrevet mit navn, og kunne så med en lettet følelse i maven række papiret tilbage til hende.

”Fantastisk. Så må du have det godt,” nikkede hun anerkendende, og smilede igen sit stramme smil. Jeg fik hurtigt mumlet noget der mindede om i lige måde, før jeg forsvandt ud af kontoret, i et tempo, der kun kunne være for langsomt. Jeg nærmest løb hen af gangene, og hen mod de store glasdøre, der førte ud i friheden.

Og da forlod jeg skolen; forhåbentligvis for sidste gang i mit liv.

 

 

 

Caroline er sej, fordi hun har skrevet kapitlet for Izabell, der har været totalt stresset, fordi hun har haft så meget at lave. Så vi elsker alle Caroline meget højt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...