Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
817Kommentarer
78837Visninger
AA

12. Old memories

 

”Hej,” sagde han roligt og så på mig med et blik, der fik mig spekulere på, om jeg havde gjort noget galt. Hvad filen lavede han her?

”Hej?” mumlede jeg næsten uhørligt. Jeg overlod min hjerne til at tænke over, hvorfor han var her, i stedet for at tænke over, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke lige rigtig finde en mening med, hvorfor han var her. Klokken var halv ti, og så vidt jeg vide, ville han ikke se mig. Han ville ikke have ondt af mig. Ved nærmere eftertanke hadede han mig nok med god grund.

”Må jeg komme ind?” spurgte Zayn og lod sit blik glide ned ad min krop i et langtrukkent elevatorblik. Jeg gøs ved tanken og nikkede tøvende, hvorefter jeg trådte et skridt væk fra døren, så han kunne komme ind. Da han var kommet ind, lukkede jeg døren igen og vendte mig langsomt om. Han var allerede på vej ind i stuen.

Jeg bed mine tænder lidt sammen og fulgte efter. Hvad jeg ikke havde lagt mærke til før var, at han bar på en lille pose fra Harrods, hvilket satte gang i endnu mere forvirring. Seriøst, hvad lavede han her?

Han kiggede rundt i den halvmørke stue, der kun blev lyst op af fjernsynet og en lampe, der hang på væggen i hjørnet. Han kiggede ned på min is og så lidt mistænksom ud. Nok fordi han var den person, der kendte mig bedst og udmærket vidste, at når jeg så film og spiste is, var jeg trist. Og han vidste nok også godt, at det var på grund af i går. Men fordi jeg var sådan en stor kylling, turde jeg ikke spørge ham om, hvad han egentlig ville mig. Inderst inde ville jeg faktisk bare gerne have ham til at gå igen.

Han satte sig ned i den ene sofa, og jeg bed mig lidt i læben. ”Vil.. du have noget?” spurgte jeg stille. Han så på mig i lidt tid og sukkede. ”Nej tak. Kom herhen.” Det var som om min krop reagerede hurtigere, end min hjerne, da jeg straks adlød. Et kort øjeblik var jeg ikke i tvivl om, at hvis han sagde, jeg skulle springe ud fra vinduet, ville jeg gøre det. Tanken skræmte mig.

”Må jeg spørge dig om noget?” lagde han tavst ud, da jeg havde sat mig ned i sofaen ved siden af ham, dog med lidt mellemrum. Jeg drejede hovedet, så vi så på hinanden. Hans smukke, brune øjne kiggede lige ind i mine, som om han kunne se alt, hvad jeg følte lige nu. Jeg nikkede forsigtigt og betragtede hans alvorlige ansigtsudryk.

”Hvad skete der i går?”

Jeg burde have set den komme – det havde jeg sådan set også gjort. Men jeg havde ikke håbet på, at han ville spørge mig om det. Især fordi jeg ikke ville snakke med ham om det. Og dog. Igen, Zayn kendte mig vel nok – udover Andy – bedre end nogen anden lige nu, og jeg kendte ham, derfor var han mere betryggende at snakke med, selvom han stadigvæk skræmte mig virkelig meget. Jeg følte mig så svag over for ham.

”Der skete ikke noget,” svarede jeg kortfattet og så afvisende væk. ”Cherry, jeg er ikke dum. Du græd.” Han mumlede det sidst modvilligt, hvilket fik mig til at se tilbage til ham. ”Og hvad så?” spurgte jeg, og for første gang i noget der føltes som flere uger, talte jeg irriteret til Zayn. Som om jeg sad og byggede en styrke op, når han begyndte at blande sig i mine dele. Som om han ikke var velkommen. Det gjorde mig både glad og sur. Glad, fordi jeg endelig kunne sige fra og ikke være så lille. Sur, fordi jeg ikke plejede at tale sådan til ham.

”Andy fortalte mig det,” sagde han lidt efter. Jeg spærrede øjnene op. ”Hvad?!” Jeg rejste mig hårdt op i sofaen og så bebrejdende på ham. Det var så typisk! Hvorfor kunne jeg ikke bare have noget for mig selv?! Min vrede steg ukontrolleret, og jeg var helt forfærdet over min egen opførsel.

”Slap af Cherry. Jeg spurgte ham om, hvorfor du bare skred, og han svarede mig bare.” Zayn lød lidt ophidset og så alvorligt på mig med et blik, der fik mig til at falde lidt til ro igen. Noget sagde mig, at han alligevel hadede at se mig sådan her – ikke på en medliden måde, men på en hård måde.

Jeg bed mig lidt i læben og så væk fra hans blik. Der var stille imellem os. Fjernsynet kørte i baggrunden, og jeg kunne nemt høre, at det var en reklamesang, selvom jeg ikke just lyttede.

Jeg endte med at sukke frustreret. ”Jeg ved ikke, hvad jeg har gang i,” mumlede jeg langsomt og flyttede mit blik hen på ham igen. Han så intenst på mig, ventede nok på mere. ”Jeg.. En nøgenvideo? Zayn siden hvornår er jeg begyndt på sådan noget?” Trangen til at tude steg igen, men jeg modstod den. For det første ville jeg ikke græde foran ham, og for det andet havde jeg altså grædt nok. Men det gjorde det ikke bedre, at jeg sad og delte mine problemer med min ekskæreste, der ikke kunne døje mig.

Han kiggede lidt ned i gulvet. ”Siden vi slog op,” fortalte han. Jeg rynkede panden og skulle til at spørge om noget mere, men han så på mig igen og kiggede på mig med et blik fuld af sorg. ”Cherry, du ændrede dig. Jeg ved ikke helt, hvad der gik galt. Din krop plejede at være et tempel, og pludselig nød du bare at vise dig frem foran andre. Og det var slemt for mig, ja.” Han mumlede det sidste og kørte en hånd tænkende igennem håret.

”Åh gud,” mumlede jeg og begravede mit ansigt i hænderne. Jeg bed mig hårdt i læben og ville ønske, at Zayn egentlig bare rejste sig op og tog hjem, men pludselig kunne jeg mærke en hånd på min ryg. Den fumlede langsomt og forsigtigt op og ned i beroligende bevægelse, der virkede alt for velkendt.

”Hvorfor er du her overhovedet? Jeg troede, du var lige glad med mig,” spurgte jeg og ignorerede hans omsorgsfulde side. Hans bevægelser stivnede, og han nøjedes derfor blot med at have en hånd på min ryg. ”Fordi,” jeg så op på ham, og han fjernede hurtigt sin hånd og så en smule koldt på mig, som om jeg spurgte om noget forkert, ”jeg ikke kan lide at se dig så hjælpeløs,” fortalte han kort. Jeg rynkede panden lidt og stirrede på ham. Hjælpeløs? En del af mig havde lyst til at sige, hvad fanden han mente med det, men jeg vidste godt, at han havde ret. Jeg var hjælpeløs. Men hvem ville ikke være det efter et hukommelsestab?

Jeg fjernede mit blik fra Zayns og lod det finde gulvet i stedet for. Stille kunne jeg høre et suk, der blidt forlod hans læber. ”Jeg har taget et par albums med, med billeder inden vi slog op. Så tænkte jeg, at vi kunne kigge lidt i dem. Det kunne jo være, at du kunne huske lidt...”

Han begyndte at fumle med posen ved siden af ham, og jeg kunne derfor ikke holde mit blik for mig selv. Jeg så nysgerrigt op og betragtede ham tage et fotoalbum op efterfølgende af to mere. Mine øjenbryn blev automatisk skudt i vejret, imens spørgsmålene kom snigende.

”Zayn, du behøver ikke, hvis du ik-” ”Cherry, det er okay. Kom nu.” Han kiggede på mig med et lidt bedende udtryk, og jeg nikkede hurtigt og satte mig helt tæt på ham. Vores lår snittede hinanden, og jeg krummede tæer lidt for ikke at lade det påvirke mig. Selvom jeg ikke var forelsket i ham mere, kunne jeg ikke benægte, at han havde de samme påvirkninger på mig. Det undrede mig bare en smule, eftersom jeg nok hadede ham. Jeg var stadigvæk i tvivl.

Inden han åbnede det første album, tog han fjernbetjeningen og skruede ned for fjernsynet, så stuen kun blev lyst op af filmen. Det var helt fint, eftersom vi bedre kunne høre hinanden nu. Jeg kiggede nysgerrigt ned i albummet, som kom op på første side, hvor der var to billeder sat op med lidt skrift ved siden af. Da jeg kneb øjnene sammen, kunne jeg sagtens se, at det var min håndskrift. Jeg kunne dog ikke se, eftersom det stadigvæk var rimelig mørkt herinde.

”Det første her, er fra Nialls fødselsdag sidste år,” fortalte Zayn og lod mig kigge lidt på det. Det var alle drengene, inklusiv mig, Eleanor og Danielle. Jeg stod ved siden af Zayn, som holdt om mig, imens vi skålede med hinanden og smilede til kameraet. Jeg begyndte at undre mig om Danielle og Eleanor, men tanken forsvandt, da Zayn fortsatte med at pege på det næste billed, ”det er også derfra. Der var du sammen med pigerne.” Jeg stod sammen med Daniella og Eleanor, og vi så rimelig sløret ud. Det skulle ikke undre mig, at vi havde drukket lidt.

Jeg havde været rimelig gode veninder med de to, eftersom de kunne hjælpe mig igennem det meste af haten fra fans, og vi plejede at holde rimelig meget sammen, når det kom til drengenes tour og lange arbejdsdage. Men det fint, for jeg syntes virkelig, at de var søde. Til gengæld vidste jeg ikke så meget om dem lige nu – det var trods alt nok ret lang tid siden, jeg sidst havde snakket med dem.

”Eleanor er stadigvæk sammen med Louis. Daniella og Liam slog op for lidt tid siden,” sagde Zayn lidt efter. Jeg kiggede på ham og rynkede panden en smule. ”Nå,” mumlede jeg forlegent. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige.

Zayn bladrede side, og der kom denne gang fire billeder op. De var stadigvæk fra Nialls fødselsdagsfest. Jo flere af billederne jeg så, jo bedre blev mit humør lidt. Det var som om, jeg glemte lidt af omverdenen lige nu og levede mig ind i dem i stedet for. Tilbage til 2012. Og med Zayn ved min side, begyndte det pludselig at føltes mere trygt, og der gik overraskende nok ikke længe, før vi begge sad og grinte over et åndssvagt billed af en ikke-ædru Niall, der prøvede at kysse mig.

”Han var så fuld,” grinede Zayn med en latter, der indeholdt en klar og tydelig klang, som jeg ikke kunne stoppe med at smile af. Jeg var lidt ked af, at jeg ikke kunne huske noget af det, men jeg prøvede at koncentrere mig lidt om bare at få et lille glimt. Dog kom der desværre intet frem.

Imens han bladrede side, kiggede jeg hen på min is, der snart ville smelte, hvis ikke der blev gjort noget ved den – og det var spild af Ben&Jerry is.

”Har du lyst til noget is..?” spurgte jeg langsomt og kiggede nysgerrigt på ham. Han løftede øjenbrynene en smule og kiggede kort hen på isen. Lige det øjeblik var jeg ufattelig bange for, at han ville blive kold overfor mig igen og sige nej, eftersom jeg havde bemærket, at han op til flere gange lukkede af, når jeg prøvede at spørge ind til lidt eller være flink. Men det overraskede mig positivt, da han nikkede lidt, imens der meget langsomt gled et skævt smil hen over hans læber. ”Du plejer ellers ikke at være så meget for at dele Ben&Jerry is,” sagde han, da jeg rejste mig. Jeg trak lidt på skuldrende og underlod at svare, eftersom jeg ikke havde lyst til at sige noget forkert eller dumt.

Så jeg tog isen og gik ud i køkkenet, hvor jeg fandt to skåle og endnu en ske. Efter at have fordelt isen i begge skåle, smed jeg bøtten ud og smuttede ind i stuen, hvor Zayn sad med sin mobil i skødet. Han kiggede dog op på mig, da gulvet knirkede under mig. Jeg bed mig lidt i inderlæben, eftersom jeg følte, at han kunne se direkte igennem mig. Det var lidt det, der gik mig på. Selvom vi ikke var kærester mere, gik det mig på, at han gjorde mig så mærkelig. Bange. Svag. Lille. Jeg manglede trygheden, som han altid havde kunne give mig. Det andet føltes forkert.

”Her,” mumlede jeg og placerede den ene skål på sofabordet foran ham. Han nikkede lidt. ”Tak,” hørte jeg ham sige, imens jeg selv satte mig ned. I tavshed begyndte vi at spise is. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige.

Måske var jeg gået lidt for hurtigt frem. Måske var det for tidligt at sætte sig ned i sofaen, lade som om man faktisk godt kunne lide hinandens selskab, og spise is.

Måske.

Jeg kørte en hånd uroligt igennem mit hår og tog en lidt dyb indånding. Jeg kunne føle Zayns blik på mig, og selvom jeg ikke havde lyst, så jeg alligevel på ham. Rigtigt nok hvilede hans øjne på mig med et fast blik, og selvom jeg opdagede, at han så på mig, flyttede han det ikke.

Jeg gøs indvendigt og sank en klump, imens jeg kiggede væk fra ham. Det var utroligt, som han kunne sidde og kigge på mig uden at lægge skjul på det. Egentlig kunne jeg ikke lide det. Jeg følte mig så... nøgen.

”Er du kommet i tanke om noget siden ulykken?” spurgte Zayn pludselig. Jeg så på ham og skulle til at ryste på hovedet, men nikkede i stedet for lidt. ”Hvad?” Vores blikke mødtes, og jeg var alligevel lidt glad over at se hans nysgerrighed. Det viste sig vel bare, at han måske tænkte en smule over det.

Jeg trak på skuldrende og glippede lidt med øjnene. ”Det er forskelligt. Der optræder for det meste.. film i mine drømme. Lyder åndssvagt..” Jeg mumlede det sidste, som om jeg var plat, men Zayn rystede straks på hovedet, hvilket fik mig til at rynke panden en smule.

”Hvad har du så set indtil videre?” spurgte han indtrængende, og jeg lod ordene passere blidt i mine ører et par gange, før jeg svarede, ”jeg har set en smule med mine venner og veninder. Og så noget med Patrick, og så-” jeg holdt en pause, før jeg svarede. Mit blik fandt gulvet, og min stemme blev ikke til mere end en utydelig mumlen, ”-noget med os...”

”Os?” gentog Zayn en smule stille. Jeg nikkede en enkelt gang og fugtede mine læber med min tunge. ”Hvad har du set med os?” spurgte han, denne gang en smule stærkere. Jeg kiggede tilbage på ham og bed tænderne en smule sammen. ”Jeg har sådan set genoplevet vores break-up,” mumlede jeg i stirrede ubevidst på ham. Det føltes kort som om mit blik gik i baglås, og jeg kunne ikke fjerne det.

”Hm..” sagde Zayn en smule mut. Jeg kiggede væk fra ham og nikkede så. Noget sagde mig, at det var dumt at fortælle. Derfor tog jeg også albummet, der stadigvæk lå åbent på sofabordet. Jeg bladrede om på næste side og kiggede på de fire næste billeder. Stadigvæk fra Nialls fest. Det lod til, at vi havde taget en del billeder der. Men nu havde jeg til gengæld også ofte nydt at tage billeder til minder. Jeg havde nu bare ikke ligefrem det nogle af mine gamle albummer herhjemme. Ikke fordi jeg havde ledt virkelig meget efter dem, men måske var det også mest fordi, jeg ikke vidste, hvor jeg skulle lede. Jeg vidste ikke, hvor mine private ting lå. Om jeg overhovedet havde private ting.

”De fleste billeder der, er fra Nialls fest. Der er nogle andre her,” fortalte Zayn lidt efter og tog albummet fra mig, hvorefter han udskiftede det med et andet et. Jeg kiggede lidt på ham og opdagede, at han så afventende på mig. Derfor åbnede jeg hurtigt bogen op og lod mit blik skimte de to første billeder.

”Det her er alle mulige forskellige billeder,” sagde Zayn og rykkede langsomt tættere på mig, så vi kunne se på billederne sammen. Jeg nikkede og studerede første billede lidt grundigere. Så vidt jeg kunne se, havde vi været i Zoologisk Have – det stod som billedtekst. Det var Louis og jeg, der var på billedet. Vi stod med en slange hver og smilede triumferende til hinanden.

Det næste forestillede Zayn og resten af drengene, der stod og holdte en papegøje hver. De lignede sig selv på en prik.

Jeg bladrede om på næste side og nåede knap nok at skimte billedet, før jeg uønsket begyndte at grine. Det forestillede Harry, der stod med en koalabjørn og lavede en virkelig underlig grimasse. Hele min krop dirrede, da jeg forsøgte at holde latteren inde, men da Zayn også begyndte at fnise, hjalp det ikke ligefrem. Jeg grinede stadigvæk lidt, inden jeg sådan nogenlunde fik styr på mig selv.

”Det er bare typisk Harry, det der,” fastslog jeg og smilede lidt for mig selv. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, Zayn nikke. ”Alt for typisk..”

Jeg skulle til at bladre videre, men Zayn tog pludselig fat i albummet, ”så skal du altså se noget andet, hvor vi alle ligner en flok psykopater eller sådan noget.” Jeg gloede lidt undrende på ham, men lod ham finde det, han søgte efter. Ganske kort tid efter viste han mig et billed af drengene, Zayn og mig.

Ligeså snart jeg kiggede ordentligt på billedet, brød jeg ud i grin. Som Zayn fortalte før, lignede vi alle en flok psykopater. Vi lavede alle de særeste ansigtsudryk og ja.. det var virkelig grimt. ”Hvad har vi gang i?” grinede jeg og kiggede på Zayn. Han sad også selv og grinede lidt, hvilket jeg nu var en smule glad for – bare så jeg ikke var den eneste, der syntes det var sjovt.

”Niall ville gerne have et billed, hvor vi virkelig lignede.. jeg ved ikke hvad. Og det tog vi så med dit kamera. Han har bare også et eksemplar,” forklarede han og sendte mig et smil. Jeg nikkede lidt, trak vejret roligt igen og så ned på billedet igen. ”Jeg ligner en spasser,” mumlede jeg. Zayn grinede af mig, og jeg så skarpt op på ham og uden at lægge rigtig mærke til det, daskede jeg ham blidt på skulderen.

Jeg fortrød hurtigt, eftersom jeg stadigvæk ikke kendte til hans grænser, men han grinede bare højere, så jeg blev langsomt tilpas igen. ”Det plejer ikke at genere dig.” Det lød som om han morede sig, hvilket kun gjorde mig glad. For første gang følte jeg, at vi var begyndt at snakke lidt mere sammen. Blive mere tilpasse i hinandens selskab. Bygge bånd.

Han viste mig en masse andre billeder. Denne gang var vi begyndt at tale mere sammen. Han mumlede og læste en gang imellem billedteksterne op, imens han grinede af billederne. Jeg sad derimod bare og kiggede. Koncentrerede mig om ham, billederne og mig selv. Jeg prøvede at fokusere lidt på at skabe historie inde i mit hoved, men jeg følte det var lidt svært, da Zayn sad lige ved siden af mig. Han var rimelig god til at distrahere mig, som han plejede af være. Men jeg ville ikke sige, at det generede mig. Jeg kunne godt lide hans selskab – når han var, som han plejede at være.

”Har du lyst til noget te?” spurgte jeg, da vi blev færdige med det andet album. Han nikkede og smilede. ”Ja tak.” Jeg smilede hurtigt, inden jeg rejste mig. Hurtigt tog jeg vores skåle fra isen og gik ud i køkkenet, hvor jeg satte vand over til te.

Jeg gjorde to kopper klar med kamillete og skulle til at hælde noget vand op i kopperne, da Zayn kom gående ud i køkkenet til mig. Jeg tøvede lidt, men fortsatte.

”Du har lært køkkenet at kende,” komplimenterede han. Jeg smilede svagt, en smule dumt måske, og nikkede en enkelt gang. ”Det var jeg vel nødt til,” sagde jeg drillende og satte elkedlen tilbage. Han smilede til mig og lænede sig op ad køkkenbordet, imens hans blik hvilede på mig.

Hans øjne så ud, som jeg huskede dem. Det eneste, der havde ændret sig, var blikket. Det varme, kærlige, kærlighedfyldte blik var forsvundet. I stedet for var det blevet udskiftet med et, der så en smule hårdere ud. Og det gjorde mig egentlig lidt trist, da jeg sagtens kunne regne ud, at det var min skyld. Men hvorfor fanden skulle Zayn også kigge kærligt på mig? Han havde stadigvæk god grund til at hade mig. Desuden havde han en kæreste. Jeg var fortid.

”Kamillete?” spurgte han, da jeg rakte ham den ene tekop. Jeg nikkede bekræftende og lænede hovedet på skrå, ”med to teskefulde honning-” ”-som jeg plejer at vil have den. Tak.” Zayn afbrød mig ved at afslutte min sætning, og et kort øjeblik stod vi bare og smilede til hinanden.

Vores øjenkontakt blev først brudt, da der lød en ringetone fra hans bukselomme. Han tog sin iPhone op og kiggede på skærmen i lidt tid. Jeg skulle til at sige, at han bare kunne tage den, da han lagde på og smuttede den ned i lommen igen. Jeg havde lyst til at spørge om, hvem det var, men lod være. Igen – så tæt på hinanden var vi ikke kommet.

Endnu.

”Skal vi gå ind i stuen igen?” spurgte jeg langsomt, og han nikkede. Jeg fulgte efter ham ind i stuen, hvor vi satte os på sofaen igen. Han tog det tredje album frem og lagde målrettet på sofabordet, så vi begge kunne se det.

”Det her album lavede vi sammen på hospitalet, efter du faldt ned ad trappen,” begyndte han roligt. Jeg så stille hen på ham. Han så bare ned på det albummet, der havde en flot, sort forside med et lyserødt hjerte inde i midten, hvor der stod 'Memory of life'. Jeg kiggede interesseret på det, indtil Zayn slog op på første side. Det første billed forestillede os på en bro. Vi gik, hånd i hånd, og der var solnedgang.

”Det her var fra vores weekendtur til Berlin,” fortalte han roligt. Jeg svarede ikke, men fastholdte blikket på billedet. Jeg var lidt overrasket over at se, hvor forelsket vi kunne se ud, til at næsten hade hinanden. Det undrede mig virkelig.

Jeg kiggede ned på det andet og smilede ved synet af en pizzamand, der fik et billed sammen med hans datter og Zayn. Der var også et af Zayn og pigen. Pigen og mig. Pizzamanden og mig. Zayn og jeg, der.. kyssede.

Han havde lige bladret om på næste side, og mine øjne fangede som det første det lille fotograf, hvor Zayn og jeg stod i kærlig omfavnelse og kyssede. Det føltes underligt at se på. Så mærkeligt og underligt, ubehageligt endda, så der begyndte at prikke en stikkende fornemmelse i siden på mig. Bare tanken om, at vi kunne gå fra det til det her, var ufattelig. At han havde en anden. At jeg havde en anden. At vi var gået til hver sit.

”Du kunne godt lide at lave sådan nogle sider,” mumlede Zayn og fik mig til at se på ham, som om han havde set på min reaktion. Læst mine tanker sågar. Jeg kiggede fra ham til billedet og tilbage. Han lignede virkelig sig selv. Lidt mere moden dog. Og hans hår var også lidt anderledes. Men smuk som altid.

”Hvornår var vi i Berlin?” spurgte jeg for at skifte emne. ”Efter du kom ud fra hospitalet,” fortalte han kort. Jeg nikkede langsomt og åbnede munden for at svare, da Zayns iPhone endnu en gang begyndte at ringe. Han sukkede og tog den op ad lommen. Hans blik røg kort over på mig, som om han havde set, at jeg sad og betragtede ham. Jeg rødmede let og så væk.

”Sorry, men jeg bliver nødt til at tage den,” undskyldte han, inden han rejste sig op og forsvandt ud i gangen. Jeg nikkede for mig selv og var et kort øjeblik en smule overrasket over hans venlige tone og undskyld. Han lignede mere og mere sig selv. Og det gik måske hurtigt. Men jeg havde bare også på fornemmelsen, at hvis jeg lignede mig selv mere og mere, så ville han også være sig selv. Det var forvirrende, og det lød underligt, når jeg forklarede det for mig selv, men jeg forstod det godt.

Imens Zayn snakkede ude i gangen, tog jeg albummet op til mig og kiggede nogle få billeder igennem. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at de ikke påvirkede mig lidt. Vi så virkelig lykkelige og forelskede ud på dem. Der var flere, hvor vi kyssede, stod i romantisk omfavnelse, holdt i hånden. Der var endda et, hvor vi lå i sengen og smilede til kameraet, og jeg var sikker på, at vi lige var stået op der.

Savnet steg en smule – ikke måske lige på grund af ham. Jeg følte mig ikke forelsket mere. Men jeg savnede, at jeg ikke kunne huske det. Ifølge de billeder kunne jeg måske have gået glip af mit livs oplevelse, hvem ved?

Jeg sukkede for mig selv og lagde albummet tilbage på bordet, hvorefter jeg tog fjernbetjeningen. Jeg skruede op for fjernsynet, der nu var begyndt at vise How I Met Your Mother. Serien plejede at kunne få mig til at tænke på noget andet, og det kunne den idet mindste også denne gang.

Jeg gabte blidt og fastholdte mit blik på fjernsynet, indtil jeg hørte Zayn sige, 'jeg elsker dig' ude i gangen, og lidt efter kom han ind i stuen igen. Han kiggede kort på fjernsynet og herefter på mig. ”Gik du død?” spurgte han og smilede lidt. Jeg rynkede panden en smule forvirret. ”Død?” Han rystede på hovedet, stadigvæk smilende. ”Bare glem det..” Jeg svarede ikke, men gjorde som han sagde.

Mine øjne fandt fjernsynet igen, og endnu et gab undslap min mund. ”Er du træt?” lød det fra min venstre side. Jeg så hurtigt på Zayn, der åbenbart sad og betragtede mig. ”Ikke særlig meget,” løj jeg hurtigt. Jeg var virkelig træt. Klokken var halv et, og jeg skulle gerne tidligt op i morgen. ”Hm,” mumlede han. Han var ikke dum, og jeg kunne godt høre på ham, at han havde regnet det ud.

Der var lidt stilhed imellem os. Vi sad bare og så How I Met Your Mother. Jeg fandt ikke stilheden særlig ubehagelig. Heller ikke behagelig. Men den hældte mere over til behagelig end ubehagelig. Jeg skænkede Zayn nogle blikke i smug. Han sad lænet op ad sofalænet og kiggede optaget på skærmen. Jeg kiggede tilbage på fjernsynet og fulgte også bare med i det, lige indtil min telefon ringede. Kunne jeg i hvert fald høre.

Jeg kiggede rundt, hvilket Zayn også gjorde. ”Den ligger her,” sagde han og rakte mig den. Jeg tog taknemligt imod den og kiggede på skærmen. Det var Patrick. Jeg tøvede lidt og endte med at lægge telefonen på sofabordet. Zayn uforstående blik lå på mig. ”Skulle du ikke tage den?” Jeg svarede med en hovedrysten. ”Det.. kan vente,” sagde jeg forsigtigt. Ringetonen forsvandt, og jeg sukkede lydløst. Jeg ville ikke snakke med Patrick foran Zayn. Faktisk havde jeg ikke rigtig lyst til at snakke med ham. Jeg havde det svært med tanken om, at han var min kæreste. Han virkede virkelig slet ikke som min type.

”Cherry, han er din kæreste,” sagde Zayn en smule bestemt. Jeg kiggede hen på ham med et undrende blik. ”Der fik du mig næsten,” formåede jeg at svare en smule flabet. Jeg klaskede en hånd op for munden, hvilket han begyndte at grine af. Jeg rystede undskyldende på hovedet, imens han lod sin latter forsvinde lidt.

”Jeg har det ikke særlig godt med at snakke med ham,” mumlede jeg langsomt. Han rynkede panden. ”Hvorfor ikke?” Jeg trak en smule på skuldrende og kløede mig på kinden. ”Det virker bare.. mærkeligt. Slet ikke som.. mig.” Jeg rystede på hovedet af mig selv. ”Det er åndssvagt. Jeg skal bare vænne mig til ham.” Jeg slog en dum, falsk latter op for at vise, jeg var helt okay, selvom det var løgn. Og ud fra Zayns ansigtsudryk kunne jeg godt se, at han sagtens kunne regne det ud.

Det var så der, han skulle åbne munden for at sige noget, men jeg kom ham i forkøbet, ”din kæreste hed Perrie, ikke?” Han så undrende på mig, men nikkede så og smilede svagt. Han var stolt af det. Og jeg bebrejdede ham ikke. Jeg plejede også at være stolt over at tale om ham. Ikke fordi han var den berømte Zayn Malik fra One Direction, men fordi han var min Zayn.

”Hvordan er hun?” spurgte jeg interesseret. Han kiggede lidt på mig, men svarede til sidst, ”hun er sød. Smilende. Smuk..” forklarede han lidt stille. Noget sagde mig, at han ikke var så vild med at sidde og fortælle det til mig. Jeg var jo hans ekskæreste. For at være helt ærlig brød jeg mig måske heller ikke helt om at høre det. Men jeg måtte lægge det på hylden. Vi var begge kommet videre. Igen, vi var fortid.

”Hvordan mødte i hinanden?” sagde jeg og lænede mig tungt op ad sofaen. Han kiggede stadigvæk undrende på mig. ”Vi så hende i X-Factor, Cherry.” Jeg rynkede panden forvirret. ”Kan du huske Little Mix, der vandt?” Jeg nikkede. De fire piger, der sang virkelig godt. De var ikke til at glemme. ”Kan du huske Perrie..?” ”Hende med det lyse hår,” mumlede jeg for mig selv, imens et billed blev dannet i mit hoved. Ikke kun havde jeg set hende i X-Factor, jeg havde også set hende i Zayns lejlighedsbygning den første dag, jeg så ham efter ulykken. Hvorfor havde jeg ikke lagt mærke til, at det var hende? ”Jep,” svarede han kort. Jeg nikkede for mig selv. De passede vel godt sammen...

Ingen af os sagde noget nu. Jeg kiggede tilbage på fjernsynet og prøvede egentlig bare at lukke alle tanker ude. Det hjalp nu meget godt. Måske fordi jeg var så fandens træt. Jeg lagde hovedet ned på sofalænet og lod min arm hvile under det. Jeg stirrede på fjernsynet, selvom jeg egentlig ikke rigtig fulgte med i, hvad der skete. Langsomt og modvilligt gled mine øjenlåg i, og jeg kæmpede for ikke at falde i søvn, selvom jeg til sidst overgav mig.

 

______________________________________________________________________________

 

Så kom der endelig endnu et kapitel! Håber I kan lide det.

 

Er så sur og trist )-: Fik ingen billetter. Mit liv er dødt. Snøft.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...