Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79126Visninger
AA

11. Just what I need

 

Zayns synsvinkel

”Perrie, jeg bliver nødt til at smutte nu,” sagde jeg og rejste mig hurtigt op fra sofaen, imens mit blik gled ud mod gangen, hvor Cherry for et øjeblik siden var . ”Okay. Men så ses vi,” svarede hun med et smil i stemmen. ”Yes. Elsker dig.” ”Lige måde.” Da hun havde svaret, lagde jeg på og gik ud i køkkenet, hvor Andy stod med hovedet ned i sin telefon.

”Hvorfor græd Cherry?” spurgte jeg en smule oprevet. Han så overrasket op på mig og lagde sin telefon fra sig. ”Sig mig, hvornår er du begyndt at bekymre dig om det, Zayn?” svarede han nedtrykt. Jeg lukkede øjnene kort og så bedende på ham. ”Hun fandt nogle billeder og videoer på sin telefon,” sukkede han efter noget tid. ”Af hvad?” pressede jeg på. Han sukkede igen. ”Zayn, alt muligt. Alt muligt, der viser den Cherry, som hun ikke ved, hun egentlig er. Hun kan slet ikke kende sig selv mere, og det går hende på. Derfor,” svarede han en smule hårdt. Jeg tiede stille og kiggede en smule frustreret ud i luften.

Jeg hadede, at Cherry havde den påvirkning på mig. På få dage havde hun allerede fået bragt den frem igen. Og det var virkelig noget lort, eftersom vi ikke var venner mere. Vi snakkede jo for fanden da slet ikke sammen mere. Så hvorfor skulle jeg begynde at bekymre mig om hende nu? Vi var jo forbi.

Men alligevel følte jeg trang til at hjælpe hende på vej igen. På en eller anden måde følte jeg, at det var nødvendigt. Og så selvom jeg hadede hendes nye jeg, men hver gang jeg var begyndt at kigge på hende nu, kunne jeg se mere og mere af den gamle Cherry. Den pige som jeg blev forelsket i. Og det var måske det, der gjorde, at jeg begyndte at bekymre mig om hende?

”Hvor blev Cherry af?” lød det pludselig fra Liam, der kom ind i køkkenet. ”Hun smuttede,” fortalte Andy mut og vaskede køkkenbordet af, hvorefter han vendte sig om mod Liam og jeg. ”Nå, skal vi få det fjernsyn ud i bilen?”

 

 

Cherrys synsvinkel

Jeg vågnede først sent næste middag og blev irriteret på min iPhone, da vækkeuret ikke havde ringet. Det ville blive til ulovligt fravær på universitetet, og eftersom jeg allerede havde alt for mange fraværsdage, ville det ikke blive bedre. Men på den anden side var jeg også fuldstændig lige glad. Jeg var slet ikke i humør til at tage i skole.

I stedet for blev jeg bare hjemme og så fjernsyn, imens jeg drak flere kopper the og puttede mig under dynen. Mit humør var stadigvæk langt nede fra i går, og jeg havde stadigvæk brug for noget tid til at tænke over det hele.

Da klokken rundede de halv fem, besluttede jeg mig for at rydde lidt op i lejligheden, vaske tøj og sådan, men da jeg fandt ud af, at jeg hverken havde opvasketabs, vaskemiddel eller noget, indså jeg at jeg måtte ud og handle, selvom jeg absolut ikke orkede det.

Derfor hoppede jeg mut i bad og tog noget andet tøj på. Det hele gik så hurtigt, så jeg tog hverken makeup eller nogen form for duft på. Det kunne være lige meget.

Jeg tog undergrunden til Oxford Street, hvor jeg besluttede mig for at købe ind og måske shoppe lidt. Det kunne forhåbentlig gøre mig i lidt bedre humør.

Solen skinnede lidt i dag, men det blæste og var koldt. Jeg gik ind i Primark og ledte straks efter et par vanter, og endte op med at finde et par strikket luffer, der passede til min brune læderjakke. Derefter faldt jeg over en sød oversize t-shirt med noget på og lagde den ned i min kurv. Efter jeg yderligere havde fundet et par jeans og nogle behagelige trusser, eftersom jeg åbenbart kun gik med g-streng nu, gik jeg op og betalte. Lige som da jeg stod i kø, kunne jeg mærke min iPhone vibrere nede i min jeans lomme.

Tøvende tog jeg den op og så på skærmen, i håb om det ikke var nogen, som jeg ikke kunne snakke med lige nu. Men det var det heldigvis ikke.

Mor

Jeg besvarede opkaldet og tog telefonen op til mit øre. ”Hallo?” sagde jeg og gjorde min stemme lidt mere frisk, end det jeg nu var. ”Hej, skat. Hvordan går det?” spurgte mor med et smil. ”Fint nok,” løj jeg. ”Okay. Far og jeg tænkte på, om du har lyst til at komme hen og spise aftensmad i aften?” Uden tøven sagde jeg ja. Det var måske noget jeg godt kunne have brug for. Trygge rammer. Mors elendige mad. Fars bjørnekram. Det kunne uden tvivl være rart.

”Jamen, hvornår er du her så?” spurgte hun og sagde noget til far, der var i baggrunden. Jeg kiggede hen på uret, som hang bag ved kasserne. ”Jeg er lige på Oxford Street nu, men jeg tager toget, når jeg er færdig,” svarede jeg og følte mig pludselig mere spændt og bedre.

”Okay, du kommer bare, når du kommer så. Vi ses, ikke?” ”Jo, hej.” Og så lagde jeg på, og var heldig at det lige netop blev min tur. Jeg betalte mit tøj og skyndte mig ud af butikken.

Så gik turen til mor og far.

 


 


Jeg ankom til den gamle by og gik i et raskt tempo hen ad den velkendte gade. Det var ikke løgn, at jeg følte mig meget mere velkommen og hjemme her. Jeg havde savnet det. Også selvom jeg ikke havde skænket det så mange tanker, men nu da jeg var her, indså jeg, at jeg savnede at bo her. Jeg savnede far og mor.

Da jeg var så taknemlig for invitationen om middagen, havde jeg stoppet op forbi en lille butik og købt mors yndlingsblomster til hende og endnu en flaske dyr hvidvin til fars kollektion. Derefter skyndte jeg mig hen mod mit gamle hjem.

Det lignede sig selv ude fra. Stort, hvidt, flot forhave, garanteret intet i forhold til baghaven. Mor havde altid været et havemenneske, så den så garanteret så flot ud som altid.

Jeg gik op ad trapperne til hoveddøren og ringede på. Efter et par sekunder stod min far der. ”Cherry,” sagde han og smilede stort. ”Far!” jublede jeg, og kunne føle en tung fornemmelse lande i min mave. Gud hvor havde jeg savnet ham.

”Er hun kommet?” kunne jeg høre min mor råbe fra stuen eller køkkenet. Da hun kom ud på gangen fra sidedøren, måtte hun have været i køkkenet. ”Skat,” sagde hun smilende. ”Hej mor,” svarede jeg og trak mig fra far. Han lukkede døren, imens jeg gav mor et stort, savnet kram. Hun aede mig på ryggen og kyssede mig blidt på kinden.

Jeg trak mig langsomt tilbage og rakte blomsterne hen mod hende. Hun så overrasket på dem. ”Gud, er de til mig?” spurgte hun og tog imod dem. Jeg nikkede og smilede lidt, imens hun kiggede hen på far. ”Se hvad jeg har fået,” drillede hun og rakte tunge. Jeg grinede kort og vendte mig om mod far, hvorefter jeg rakte ham vinen. ”Nej, det behøvede du ikke!” fastslog han og tog imod vinen. Jeg nikkede og grinede igen.

”Som tak for invitationen...” Mor så med løftet øjenbryn på mig. ”Skat, du er da altid velkommen. Det ved du da,” sagde hun roligt. Jeg svarede ikke, men satte i stedet for bare mine sko. ”Du ser helt kold ud,” mumlede far og hjalp mig med at få jakken af. ”Det er også koldt udenfor,” anerkendte jeg og smuttede ud i køkkenet med mor i hælene.

Jeg pudsede min næse, imens hun ordnede maden, som hun var i gang med før. Så vidt jeg kunne se, skulle vi have noget gryderet, hvilket ikke generede mig. Jeg elskede gryderet. Mor lavede det altid til mig, da jeg var lille. Men så kom far og blærede mig med sin spaghetti, og jeg fik en ny livret.

”Hvordan går det på uni?” spurgte mor nysgerrigt, imens hun rørte i gryden. Jeg satte mig på køkkenbordet og trak på skuldrende med et falskt smil. ”Fint. Folk er rigtig søde.” Hun nikkede varsomt. ”Hvad med Patrick?”

Jeg havde egentlig ikke snakket med Patrick i to dage snart, og det gik mig måske en smule på. Vi var kærester, var det ikke meningen, at man ringede eller skrev sammen hver dag? Det var i hver fald det, Zayn og jeg gjorde.

”Perfekt.”

Jeg hadede at lyve. Det var noget af det værste, jeg vidste. Udover at sende nøgenvideoer til andre...

Jeg sukkede af mig selv og smilede stort til mor, der kiggede lidt bekymret på mig. ”Er du sikker?” spurgte hun langsomt. Jeg bed mig i inderlæben og så oprigtigt på hende. ”Hvorfor skulle jeg ikke være sikker?” røg det tvært ud igennem mine læber, hvilket jeg hurtigt fortrød. Sådan plejede jeg ikke ligefrem at snakke til andre?

Mor svarede ikke, men koncentrerede sig bare om sin mad i stedet for. Jeg sukkede lydløst og hoppede ned fra køkkenbordet, hvorefter jeg gik ind til far, der som sædvanlig sad og så fodbold i fjernsynet.

”Hvad så?” spurgte han med et lille smil, da jeg placerede mig i sofaen. Jeg trak på skuldrende. ”Ikke så meget,” svarede jeg og gengældte hans smil med et skævt et. Jeg så hen på skærmen og prøvede at virke lidt interesseret i fodbolden, så jeg ikke blev stillet flere spørgsmål. ”Hvem fører?” ”Liverpool,” mumlede han nedtrykt. Jep, far havde altid være Manchester-fodboldfan. Og Liverpool var ligeud sagt lort. Noget havde da ikke ændret sig siden sidst, hvilket jeg var taknemlig over.

”De skal nok komme igen far,” sagde jeg opmuntrende og klappede ham på skulderen, inden vi begge hørtes mor, ”der er mad,” sang hun højt. Jeg rejste mig hurtigt med far efter mig, og så slentrede vi ind i spisestuen, hvor mor satte sig til rette. Far satte sig på sin sædvanlige plads, og jeg satte mig på min sædvanlige plads.

Min mor øsede en masse mad op til mig og kommanderede, at jeg skulle spise, eftersom hun mente, at jeg havde tabt mig. Men hun havde ret. Jeg havde tabt mig.

Jeg syntes allerede, at jeg havde været enormt tynd, da jeg vågnede op på hospitalet, og det var ikke blevet bedre. Men jeg vidste, at det var fordi, jeg følte mig så ensom og alene, og derfor spiste jeg ikke rigtig noget. Desuden havde jeg levet af kopnudler de sidste par dage og sagt til mig selv, at det var ordentlig aftensmad, hvilket det jo slet ikke var.

”Hvad har I lavet i dag?” spurgte jeg om, da jeg gerne ville have drejet opmærksomheden lidt væk mig. Far sendte mig et lille smil. ”Været på arbejde,” svarede far. ”Jeg har hjulpet Linett med haven. Og så var jeg ude og købe ind,” fortsatte mor. Jeg nikkede langsomt. ”Lækkert.”

”Jeg mødte faktisk Zayn.”

Mors ord fik mig til at stivne. Mit blik som ellers var limet fast på far, gled langsomt hen på mor. ”Zayn?” gentog jeg skingert. Jeg kunne mærke mit hjerte pumpe hårdt i mit bryst og bed mig derfor hårdt i læben. Hvorfor havde hun mødt Zayn? Hvorfor skulle hun nævne Zayn? Han havde gjort det klart for mig, at han slet ikke gad mig. Og efter i går kunne jeg slet ikke klare tanken om ham. Han havde set mig græde, og han troede garanteret, at det var på grund af ham. At det var fordi, jeg havde fundet ud, at han havde en kæreste. En ny kæreste.

”Ja, han var i Marks & Spencer med et par fyre,” svarede mor videre og tog en bid mad mere. Jeg nikkede langsomt og tog en tår vand, som jeg sank hurtigt. Lidt for hurtigt. Det resulterede i hvert faldt i en høj, hård, hosten.

”Jamen dog,” måbede mor og gav mig et blidt klap på ryggen, som overhovedet ikke hjalp. Men til sidst stoppede jeg dog og trak vejret normalt. ”Ryger du?” spurgte far. Jeg så hurtigt hen på ham med et forvirret blik. ”Nej da?!” svarede jeg med afsky.

Se det her var en helt normal familiemiddag, og jeg kunne ikke sige andet, end jeg savnede dem.

 


 


Da klokken rundede de otte, blev jeg enig med mig selv om, at det var på tide at komme hjem. Far var så sød at køre mig hjem, og så selvom jeg havde protesteret. Men det var nu egentlig bare for, at han kunne slappe af. Jeg orkede slet ikke at tage toget, og da han havde tvunget mig ind i bilen, opgav jeg diskussionen. Jeg skulle bare hjem og i seng.

Efter jeg havde spist den Ben&Jerry-is, som mor var så dejlig at give mig med. Hun vidste, at det var min yndlingsis, og derfor takkede jeg bestemt ikke nej til den.

”Går det med pengene?” spurgte far alvorligt, da vi kørte af sted. Jeg skævede til ham og bed tænderne en smule sammen. Efter alt det Vanessa havde fortalt angående penge, havde jeg ikke lyst til at snakke med folk om dem.

”Det burde det gøre,” mumlede jeg langsomt. ”Men jeg har planer om at søge job i næste måned,” fortsatte jeg.

Og det var rigtigt.

Jeg havde ikke lyst til at sidde hjemme for evigt. Jeg ville gerne ud og lave noget igen. Gerne i en butik eller noget i den stil. Og så ville jeg gerne tjene mine egne penge.

Jeg lagde mærke til, at fars øjne lyste op, som om det var meget stort, hvilket var en smule mærkeligt. Var det ligefrem stort, at jeg søgte arbejde?

Vi nåede hjem til mig efter noget småsnak. Ikke det helt store. Jeg var lidt træt, derfor sagde jeg ikke så meget.

Jeg sagde farvel til far, tog mine poser og min is, inden jeg steg ud ad bilen og fandt min vej op til min lejlighed. Nøglen blev sat i døren, og jeg låste tilfredst op. Et suk undslap mine læber, da jeg smækkede døren i og tog mine sko af. Isen blev smidt i fryseren, imens mit nye tøj blev tilføjet i walk-in-closet. Der blev jeg så enig om, at jeg gerne ville i bad.

Så jeg tog et længe eftertragtet bad i omkring tyve minutter, før jeg tog mig sammen til at gå ud og få noget nattøj på. Mit hår blev redt, og vasketøjet smidt til vask. Der kom jeg så i tanke om, at jeg glemte at købe opvasketabs og vaskemiddel. Flot.

Jeg sukkede for mig selv, inden jeg gik ud i køkkenet og fandt min is og en teske frem. Derefter satte jeg mig ind i stuen og tændte for fjernsynet. Jeg fandt en film og åbnede spændt min is. Det var som om alt det dårlige fra mit liv var forsvundet for en stund. Jeg ville garanteret have endnu en af mine sædvanlige tudeture, inden jeg gik i seng, men det var også det. Lige nu ville jeg bare koncentrere mig om filmen og min is.

Men det blev ret svært, eftersom det pludselig bankede på døren. Jeg kiggede undrende ud mod gangen. Hvem i alverden kom nu? Klokken var næsten halv ti om aftenen. Alligevel rejste jeg mig. Med et suk satte jeg min is på stuebordet og fandt min vej ud i gangen, indtil jeg endte ved døren, som jeg langsomt låste op.

Jeg vidste egentlig ikke, hvem jeg forventede at se, men af alle mennesker i verden forventede jeg ikke at se Zayn.

 

_______________________________________________________________________________

 

Jeg vil gerne undskylde mange gange for slet ikke at have opdateret her på det sidste. Jeg har nogle problemer med familie og hest, og det går lidt ud over min hverdag.

Sorry.

Love ya

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...