Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79126Visninger
AA

6. I need to know

Jeg vågnede med ømme smerter i krop og hoved. Det føltes som en slem omgang tømmermænd, men siden jeg ikke havde været til fest eller bare drukket idet hele taget, ville jeg bare gætte på det var fordi jeg havde ligget dårligt, og smerterne i mit hoved stadigvæk ikke var aftaget.

Jeg stod op og kiggede rundt på mit værelse. Alt så næsten nyt ud, og det kunne jeg godt lide, men der var stadigvæk tomt. Hvis jeg nogen sinde skulle vænne mig til at bo her, var jeg nødt til at få flere farver herind.

Jeg gik hen til mit walk-in-closet og åbnede dørene. Lyset tændte automatisk, og jeg kiggede forundret rundt. Hvor jeg skulle starte, kunne jeg slet ikke overskue. Jeg havde alt for meget tøj.

Jeg gik i gang med at udforske tøjet. Noget det var fint, andet meget kort og afslørende, men jeg gik åbenbart med det. Til sidst endte det bare med et par jeans, en sort, kedelig trøje og noget rent undertøj. Andet havde jeg ikke lyst til at have på.

I går aftes havde jeg skrevet lidt med mor og fundet frem til, at jeg ikke skulle på universitet den næste uge, så mit hoved kunne få ro. Allerede der var jeg begyndt at trippe uroligt med fødderne. Jeg vidste ikke, hvilken rolle jeg havde på universitet, og inderst inde havde jeg egentlig ikke lyst til at vide det, da jeg allerede nu følte mig alt for anderledes. Jeg var ligeud sagt bange for, hvad folk ville syntes om mig nu.

Jeg tog mit tøj med ind på værelset og lukkede dørene til walk-in-closet igen, hvorefter jeg fandt vejen ud på badeværelset. Efter nogle minutters leden havde jeg fundet et håndklæde og tændt for vandet i bruseren. Da jeg endelig trådte ind i brusekabinen og lod det varme vand trænge igennem min krop og gøre mig afslappet og rolig, selvom jeg følte jeg stod på et fuldstændig ukendt badeværelse – hvilket jeg nu også gjorde. Men det skulle for en gang skyld ikke ødelægge min rolige adfærd.

Efter et langt bad fik jeg taget tørret min krop og mit hår. Jeg havde fundet en hårtørrer i skabet under håndvasken, så noget kunne jeg da sætte flueben ved på min har-styr-på-liste. Jeg stod med mine jeans i hånden og kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme i dem. De måtte være en xxxxxs, hvis ikke mere.

Og det havde jeg vist ret i. De var virkelig svære at komme ned i, men efter slid og slæb fik jeg dem endelig op over hofterne, så de sad rigtigt. Jeg kiggede ned ad mig selv og måtte anerkende, at jeg slet ikke lignede mig selv. Jeg følte mig som en fremmed over for mig selv. Men det var der ikke noget at sige til, syntes jeg.

Da jeg havde fået gjort mig nogenlunde klar, satte jeg kurs ud mod gangen. Jeg havde brug for at komme ud – væk fra ensomheden. Jeg vidste, at Londons gader kunne bringe lidt godt humør på banen, så det var en mulighed, og så kunne jeg også spise noget morgenmad på en café.

Jeg tog de slidte Converse på, der stod i gangen og rettede mig op og tog så min jakke på. Den så ny og ret så dyr ud, og virkede nu mere som en jakke til fint brug, men jeg orkede ikke at finde andet. Så jeg greb bare nøglen og min pung fra kommoden og låste den store dør op med klare tanker om, at jeg bare skulle ud og nyde vejret og give tankerne ro.

 

 

Der var som sædvanlig travlt i Londons gader. Intet nyt i det. Heldigvis. Hvis der var noget, der kunne bringe et smil på mine læber, var det den travle menneskemængde, der skulle par arbejde, i skole eller noget helt andet. Det gjorde mig aldrig træt at vade ved siden af folk, der skubbede, gik over for rødt og videre, men det var nok fordi jeg var et ret tålmodigt menneske – havde jeg i hvert fald fået at vide. Det var blandt andet også derfor, at det gjorde det lidt nemmere for mig at være sammen med Zayn. Jeg vidste, at mange af hans fans var imod, at jeg var kærester med ham, men jeg viste tålmodighed og slappede bare af, da jeg så de væmmelige beskeder og kommentarer. Selvfølelig gjorde det mig også ked af det, men jeg overlevede, og det var udelukkende Zayns skyld. Han havde virkelig rettet op på hele mit liv.

Jeg sukkede af mig selv, da jeg igen havde ham i mine tanker. Eftersom han var ude af mit liv, hvorfor så tænke på ham? Han var vel ingenting nu.

Jeg stoppede op, da jeg passerede en Starbucks og gik ind på den. Jeg var enormt sulten, da jeg ikke havde spist noget i går, fordi jeg ikke havde haft lyst. Efter mit flashback om Zayn og mig, havde jeg bare følt mig enormt dårligt tilpas. Derfor havde jeg også skrevet til mor, og hun svarede mig heldigvis et par gange, før hun skulle smutte. Dog var jeg også faldt i søvn direkte efter, og det kunne jeg kun være glad for. Mine tanker åd mig næsten op, og det var en virkelig forfærdelig følelse, som jeg vidste, jeg skulle rende rundt med i noget mere tid, inden jeg ville få ro på mig selv igen.

Jeg tog min pung frem og tjekkede den for pund. Til min overraskelse lå der ret mange i, også selvom jeg havde brugt et par til mit togkort. Jeg fandt også et kort og gøs lidt ved tanken om, at jeg slet ikke kendte min kode til det. Medmindre Patrick selvfølelig gjorde. Eller mor. Og det kunne jeg vel kun håbe på.

Jeg stillede mig i den lille kø og trak i mellemtiden min telefon op ad lommen. Der var kommet en sms, og det løb mig kold ned ad ryggen, da jeg så, hvem det var fra.

Vanessa

Julie og jeg kommer over senere. Vi har Petra med xx

Jeg stirrede lidt på skærmen og følte en opgivende følelse samle sig indeni mig. Jeg kunne slet ikke overkomme flere mennesker lige nu. Især ikke dem. Jeg følte mig ikke tilpas sammen med dem. Men som sagt, jeg skulle vel bare vænne mig til det. Håbede jeg da.

Mit blik faldt på batteriet i hjørnet på skærmen, der lyste rødt. Da jeg ikke vidste, hvor min oplader til telefonen var, kunne jeg ikke oplade den. Og værre, jeg kunne ikke engang låse telefonen op, da jeg ikke kendte koden. Jeg havde prøvet min gamle, som var Zayns og min fødselsdags datoer blandet sammen, men den var forkert. Jeg havde overvejet at spøge Patrick, men da jeg så tænkte mig om ville det nok være ret svært, når jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle kontakte ham. Jeg vidste ikke engang, hvor han boede. Hvordan vi mødte hinanden. Faktisk vidste jeg næsten ikke noget.

Kun, at jeg havde slået op med Zayn, fået lavet bryster, skiftet mine veninder ud og var flyttet. Det kunne man da kalde et godt liv. Men ville jeg overhovedet lære at nyde det? Jeg syntes hele tiden, at jeg relaterede til Zayn, og på en måde irriterede det mig. Men det var udelukkende kun fordi, at jeg gerne ville vide, hvad der var sket med os. Måske Julie og Vanessa vidste det? Jeg blev nødt til at spørge dem.

 

 

Klokken blev lidt i et, da jeg trådte ind ad hoveddøren til en tom lejlighed. Tanken om at jeg skulle bruge den næste uge i den, gjorde mig trist. Jeg havde ikke lyst til at være alene. Faktisk havde jeg bare lyst til at tage hjem til mor og far, men jeg måtte være stærk og lære mine nye omgivelser at kende – igen.

Jeg skulle lige netop til at sætte mig i sofaen, da der blev banket på døren ude i gangen. Jeg for op og kiggede panisk ud mod gangen, men da jeg kom i tanke om, slappede jeg lidt mere af. Dog var jeg stadigvæk nervøs. Som sagt var jeg jo ikke særlig tilpas i selskab med Julie og Vanessa, og at de havde en ny en med, gjorde mig bare endnu mere bekymret.

Jeg tog mig sammen og gik ud og åbnede døren. Tre piger, heriblandt Vanessa og Julie, og så en tredje pige, der ikke så ud til at være på den samme længde som dem. Hun havde et par hvide jeans og en blå skjorte på, og det lignede egentlig mere, at hun skulle på arbejde end at være sammen med nogle veninder. Og så stod hun med et kasse i hånden, der lignede et forvokset smykkeskrin.

”Hey,” udbrød Julie og trådte herefter ind i lejligheden. ”Hej,” mumlede jeg og fulgte Petra med blikket, da hun gik ind efter Vanessa. ”Her er virkelig varmt,” sagde Vanessa og lavede en viftebevægelse med hånden. Jeg så undskyldende på hende og skyndte mig ind i stuen, hvor jeg hurtigt fik åbnet et vindue.

De kom alle tre ind i stuen, og Julie og Vanessa satte sig i den ene sofa, hvor Petra derimod tog plads på en skammel, som hun havde fundet et eller andet underligt sted. Jeg rynkede panden, da hun fandt kassen frem og åbnede den. Indholdet bestod af alverdens neglelakker, neglefiler, sakse og så videre. Okay, hvem var hun egentlig?

”Hvad så? Noget nyt?” spurgte Vanessa, da jeg satte mig ned i lænestolen. Jeg trak lidt på skuldrende og rystede på hovedet. ”Bare fransk igen,” hørte jeg Julie sige til Petra, der nikkede som svar. Noget sagde mig, at Petra var en kostmetrolog, og at hun havde været her nogle gange før. Hun virkede nu heller ikke helt bleg for at sige noget, og det havde jeg altså været, hvis jeg var i samme rum som Vanessa – hvilket jeg nu også var. Og det gik mig allerede på.

”Hmm. Patrick sagde ellers i går, at det nok skulle komme frem igen,” fortsatte Vanessa og lænede sig tilbage i sofaen. Jeg rynkede panden lidt. ”Har du snakket med ham?” fløj det undrende ud af min mund. Hun kiggede lidt på mig, før hun begyndte at grine. ”Cherry, Patrick og jeg har været venner siden jeg ved ikke hvad, så ja. Jeg snakker med ham hver dag da.” Noget sagde mig, at det havde været et dumt spørgsmål, jeg havde stillet, men nu vidste jeg da noget om dem.

”Hvorfor? Har du ikke?” Vanessa kiggede på mig med sine flotte øjne, der glimtrede op på grund af en flot øjenskygge. ”Nej. Jeg kan ikke komme i kontakt med nogen, da jeg ikke har koden til min iPhone,” fortalte jeg langsomt og lidt modvilligt. Jeg var stadigvæk ikke helt så vild med at snakke med hende, men jeg blev nødt til det, hvis jeg bare skulle lære hende lidt at kende. Og mig selv for den sags skyld.

”Nå. Jeg kan spørge Patrick, om han kender den,” sagde Vanessa beslutsomt og trak sin iPhone frem. Jeg protesterede ikke, hvilket jeg normalt ville have gjort, da jeg gerne ville have min kode. En telefon kunne vel være nyttig og give mig fif om, hvad der var sket.

Jeg forblev tavs, da Vanessa, Petra og Julie sad og snakkede. Petra lakerede Julies negle med en fransk manicure som bestilt, og jeg måtte indrømme at den var virkelig pæn. Mit blik faldt på mine negle, der bare havde en almindelig rosafarvet neglelak på. Intet specielt, men den var flot lagt, og så vidt jeg huskede, var jeg ikke lige mester til at lægge neglelak. I hvert fald ikke på venstre hånd – jeg er venstrehåndet. Derfor.

”Cherry, han ved det ikke, skriver han.” En stemme trak mig tilbage til nutiden, og jeg så på Vanessa, der snakkede til mig. Et lydløst suk fløj ud af mine læber, og jeg nikkede en enkelt gang. Hun kiggede på sin telefon og lod mig sidde og stirre på hende. Jeg benyttede mig tiden til at tænke over, hvad jeg skulle spørge hende om. Hun måtte da vide noget om mit 'nye' liv, eftersom hun var min veninde. Hun skulle vide noget. Jeg ville høre om det.

”Vanessa?” hørte jeg mig selv sige. Hun så op på mig med løftet øjenbryn. ”Cherry?” Jeg bed mig hurtigt i læben, inden jeg bed tænderne sammen og fortsatte, ”hvordan mødte Patrick og jeg hinanden?” Egentlig ville jeg hellere spørge ind til Zayn, men jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle få det gjort. Jeg ville ikke lyde for interesseret i ham, hvis nu hun bare ville sige det videre til Patrick, der så ville få forkerte tanker. Det skulle ikke ske. Ikke allerede. Helst slet ikke.

”Til min fest. I endte op med at stå og kysse, og så kunne i ikke holde fingrene fra hinanden.” Jeg nikkede lidt. ”Begyndte vi så bare at date..?” spurgte jeg igen. ”Ja. Og i har været sammen i et halvt år snart,” forklarede hun, så jeg forstod det klart. ”Så vi begyndte bare at date lige sådan? Hvad med Zayn?”

Jeg fortrød allerede, at jeg havde spurgt, da hun så på mig. Blikket var ikke til at bedømme, og det gjorde mig urolig. ”Du var virkelig ligeglad med ham, Cherry. Og det mener jeg virkelig,” sagde hun bare. Jeg løftede øjenbrynene og prøvede på at vise så lidt interesse som overhovedet muligt, men om det lykkedes kunne jeg slet ikke bedømme.

”Ved du hvorfor det var, vi egentlig slog op? Mig og Zayn?” Hun så en smule monotont på mig og trak så på skuldrende. ”Da jeg mødte dig, havde i det fint nok. Men så da du begyndte at få planlagt den brystoperation, blev han åbenbart ret vred. Og det gjorde vist dig sur. Jeg ved det ærlig talt ikke. Du har ikke rigtig fortalt nogen af os om det,” svarede hun kort. Mine øjenbryn faldt på plads igen, selvom jeg var ret forvirret. Forvirret over, at hun og de andre piger ikke vidste det. Burde jeg ikke have fortalt dem? Hvis jeg virkelig så ligeglad med Zayn, hvorfor gik jeg så ikke bare ud på gaden og råbte op om, hvor stor en nar han var?

”Men fuck ham. Hvis han ikke engang kan tage en lille operation, er han ikke mand nok. Desuden trængte dine bryster virkelig til det.” Vanessa lod sit blik glide ned over mit brystparti, hvilket fik en ubehagelig følelse til at svæve rundt om mig. ”Hvordan havde jeg overhovedet råd til det? Min løn rækker da ikke til sådan en operation?” spurgte jeg langsomt. Denne gang var det hendes tu til at løfte øjenbrynene. ”Nu snakker du ikke om det der lorte apotek igen, vel?” sukkede hun og stirrede bare på mig. Jeg veg lidt tilbage. ”Lorte apotek?” Hun nikkede og så indlysende på mig. ”Cherry, den løn var fucked. Desuden var det kun tabermennesker, der gik derind, okay?” Jeg nikkede på kommando og gøs ved tanken om, at jeg ikke arbejde på det lille, hyggelige apotek mere. Hvad skete der lige for det?

”Du har intet arbejde. Du har sjovt nok en rimelig velhavende morfor, der gerne giver dig penge. Især til gode formål som lejlighed, tøj, sko, hår... bryster.”

Hvad?
Det kunne hun ikke mene seriøst.

Nassede jeg penge fra min morfar? Det havde aldrig nogen sinde faldt mig ind! Sådan en person var jeg da ikke? Jeg havde altid tjent mine egne penge, hvordan.. Hvordan kunne jeg gøre det imod min egen morfar? Han måtte da have brugt en formue på mig, og det skulle han ikke!

”Hvad skal du have i dag, Cherry?” Petras stemme trængte ind i min øregang og fik mig til at kigge hen på hende. Hun smilede venligt til mig, hvor jeg derimod valgte at stirre dumt på hende.

”Giv hende den knaldrøde. Det vil Patrick syntes godt om,” lød det fra Julie, der sad og betragtede sine negle, som var det alt. Jeg nikkede bare mundlamt og kastede et enkelt blik på Vanessa, der blev ved med at se indtrængende på mig, inden jeg lagde mine hænder på bordet og fordybede mig selv i endeløse tanker.

 

 

Endelig var de gået.

Jeg hadede at tænke sådan om andre mennesker, men lige nu kunne jeg kun være glad for, at de endelig var forsvundet. Mine tanker havde overtaget al min opmærksomhed, og det havde endt som en katastrofe – ifølge mig i hvert fald. Julie havde bare siddet og snakket med Petra om alverdens sladder, hvorimod Vanessa havde skænket mig ulæselige blikke af og til og så blandet sig i Petras og Julies snak og talt i telefon.

Jeg var bare så enormt forvirret over, hvad der gik af mig. Det ene var at slå op med Zayn, men at nasse penge fra min egen morfar, der havde slidt og slæbt for dem? Det lignede slet ikke mig.

Jeg havde forsøgt at overbevise mig selv om, at han gjorde det, fordi han gerne ville. Ikke fordi jeg havde bedt ham om det. Den tanke var da slet ikke til at bære, og jeg prøvede allermest bare at lukke den ude.

Jeg havde lige ringet efter en pizza ved hjælp af en fastnettelefon, som jeg fandt i huset og en pizzabrochure, der han på køleskabet. Jeg havde ikke overvejet at kigge i hverken køleskabet eller køkkenskabene, da jeg slet ikke magtede at lave mad. Jeg havde bare lyst til at foræde mig i pizza og se en eller anden tudefilm. Derfor havde jeg også fundet Titanic frem, imens jeg ventede på min pizza og min halvanden liters cola. For noget som føltes som en evighed, følte jeg, at jeg kunne æde mine egne følelser ud. Så det var vel det, eftermiddagen stod på lige nu.

Efter 20 minutters tid havde jeg fået min pizza og min cola. Jeg havde stillet det hele ind i stuen og fundet et bestik, og jeg så var jeg ellers bare gået i gang med at se film og spise.

Jeg prøvede at koncentrere mig om filmen, men det hele var bare forgæves. Jeg tænkte for meget. Alt for meget. Og det gjorde mig irriteret og ked af det. Men det var kun fordi, at jeg så gerne ville have svar på en hel masse. Dog allermest en ting lige pt. Og det var angående Zayn. Jeg ville så gerne snakke med ham. Spørge ham om, hvad der var sket. Finde ud af, om alt virkelig gik i stykker på grund af den brystoperation, eller om det var den fest ligesom i mit flashback. Jeg mener, det vi havde var virkelig stærkt. Hvordan kunne det blive ødelagt på den måde? Og hvad tænkte jeg overhovedet på dengang?

Jeg ville og måtte vide det, og før jeg tænkte nærmere over det, havde jeg rejst mig, slukket for fjernsynet og var i gang med at gøre mig klar til at forlade lejligheden for at tage hen til Zayn.

 

 

 

Modet forsvandt selvfølelig, da jeg sad i metroen på vej mod High Street Kensington – den nærmeste undergrund til Zayns hjem. Men jeg pressede mig selv til det yderste, og før jeg rigtig nåede at se mig særlig godt om, stod jeg ude foran en velkendt dør til en velkendt opgang. Eftersom klokken var lidt i 7, var det mørkt, og vejret viste tydeligt og klart, at det var efterår.

Jeg var gået i stå foran døren til opgangen, imens jeg stirrede ind ad den. Et kort øjeblik følte jeg mig dum. For det første vidste jeg slet ikke, om Zayn stadigvæk boede her. For det andet vidste jeg ikke, hvordan han ville reagere, når han så mig. Tænk hvis han blev sur eller sådan noget? Hvis han ikke kunne holde synet af mig ud og allermest bare ville af med mig igen? Så ville jeg blive ufatteligt skuffet. Selvfølelig fordi jeg inderligt bare gerne ville have svar fra en, der tydeligvis bedst kendte sandheden.

Jeg var nødt til det. For min egen skyld.

Uden at tænke nærmere om det, tog jeg fat i dørhåndtaget og skubbede den ulåste dør op. Der var rimelig lunt i opgangen, og lyset blev straks tændt, da jeg gik indenfor. Jeg huskede tydeligt, hvor Zayn boede og tog derfor trapperne direkte op til ham.

Jeg endte foran den velkendte, brune dør. På væggen lidt væk fra håndtaget og lidt højere oppe var der blevet sat et lille sølvskilt op, hvor der stod 'Malik'. Et gys røg igennem min krop, og jeg overvejede hurtigt, om det var for dumt det her, eller om jeg godt kunne.

Og det endte så med, at jeg kom frem til den konklusion at ringe på døren. Nu var der ingen vej tilbage. Og de skulle nok gå. Så slemt kunne det ikke være? Det håbede jeg i hvert fald ikke.

En stemme inde fra lejligheden fik mig til at stivne, og inden jeg rigtig nåede at reagere på det, gik døren op og en velkendt skikkelse med brunt, krøllet stod overfor mig. Han lignede sig selv på en prik, så måske mere moden ud, men det var helt klart Harry, det der.

Han løftede øjenbrynene en smule og så undrende på mig. ”Cherry?” spurgte han langsomt, som om han havde forventet en anden. Jeg tøvede lidt og nikkede så. ”Hej.. Harry,” svarede jeg og sank en klump, hvorefter jeg prøvede at smile, men det mislykkedes totalt. Ud fra Harrys tone lød det slet ikke som om, at jeg var velkommen her, og det fik mig til at gruble over hele situationen lige nu.

”Hvad laver du her?” sagde han, igen undrende. Jeg bed mig læben af nervøsitet og krympede næsten tæerne sammen. ”Er Zayn hjemme?” spurgte jeg og undgik hans spørgsmål.

Han rynkede panden og så bare skeptisk på mig, imens han skulle til at svare, men inden da nåede en stemme at afbryde ham og fik min krop til at stivne; ”Hvem er det Hazza?”

Jeg nåede slet ikke at tænke klart eller tage en dyb indånding, før han stod der. Midt i døren med et smil på læberne, der straks falmede, da han fik øje på mig. Hans øjne ændrede sig fra varme til hårde, som fik hårene på mine arme til at rejse sig, og jeg glemte næsten at trække vejret et sekund af skræk.

Han var her. Stod lige foran mig i fuld figur. Jeg havde regnet med at se ham i godt humør, sådan som han ofte var. Men han var vred, og det kunne jeg tydeligt se på hans øjne, og det gjorde mig helt stiv i kroppen, og jeg fortrød allerede, at jeg var kommet.

”Hvad laver du her?”

 

______________________________________________________________________________

Så går vi satme i gang! Nu kommer drengene ind i historien, så der er nok mere at glæde sig til nu.

Tak for at I gider at læse!

I må meget gerne like.

xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...