Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79148Visninger
AA

7. Feels like you don't like me

Zayns synsvinkel

Jeg kastede et sidste blik i spejlet, inden jeg fandt min vej ud på badeværelset. Klokken var snart halv otte, så Perrie ville være her om ikke så længe. Af ren vane børstede jeg tænder, lige da jeg hørte dørklokken.

”Er der ikke en, der gider og åbne?” råbte jeg og fortsatte med at børste mine tænder, eftersom jeg regnede med et ja. ”I got it!” svarede Harry fra gangen. Jeg hørte ham åbne døren og havde næsten forventet hans og Perries stemme lyde i hele lejligheden. Dog var der intet. Måske var det slet ikke Perrie?

Jeg fik børstet mine tænder helt færdige og tørrede mig om munden med bagsiden af hånden. Derefter vendte jeg rundt og gik hen mod Harry, der stod og hang halvt ud ad døren. Jeg hørte lige Harry spørge om noget, inden en lav stemme stillede ham et spørgsmål. Ikke en stemme, som jeg lige kunne bedømme, derfor gik jeg også bare lige frem mod Harry.

”Hvem er det Hazza?” spurgte jeg, idet samme jeg åbnede døren endnu mere, så jeg kunne se lige frem på modparten. Og jeg kunne allerede godt sige, at hvis jeg havde vidst, hvem det var, havde jeg ikke åbnet. Ikke på vilkår.

Jeg kunne mærke en vrede samle sig i mig. En vrede som ikke havde eksisteret, siden jeg sidst så hende for flere måneder siden. En vrede som kun hun kunne få frem i mig. En vrede som kun hun var skyld i.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg med en kold stemme, imens jeg sendte hende et hårdt blik. Jeg betragtede hver hendes bevægelse, som hun foretog sig, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så hun næsten skræmt ud. Og det kunne vel kun undre mig, eftersom Cherry virkelig havde set nogle slemme sider af mig – delvis fordi hun havde ændret sig sådan, som hun havde.

Hun bed sig i læben og kiggede fra mig til Harry, der garanteret også var ligeså overrasket, som jeg var. Jeg vendte mig kort om mod ham. ”Bare smut ind til de andre,” sagde jeg og kastede et nik ind mod gangen. Han sendte mig et blik, der tydeligvis spurgte om jeg var okay med det, men jeg ignorerede det bare og kiggede på Cherry igen.

Harry forsvandt hurtigt fra døren igen, og jeg trådte ud på opgangen og stillede den på klem, så jeg var sikker på, at drengene ikke kunne høre os direkte. Mit blik faldt på Cherry igen, der så nervøst på mig. Det gik mig virkelig på, at hun så sådan på mig. Som om hun slet ikke anede, hvorfor jeg kiggede sådan på hende.

”Hvad vil du, Cherry?” spurgte jeg igennem med en lidt mindre irriteret stemme. Jeg fangede hendes blik, og hendes øjne strålede ikke af andet end forvirring, og hun så helt hjælpeløs ud, hvilket irriterede mig mere. Vi havde ikke haft kontakt i flere måneder, så hvad lavede hun ærlig talt her? Vi havde endda aftalt, at vi ikke skulle snakke med hinanden mere, så at hun dukkede op, kunne jeg slet ikke forstå.

”Jeg,” begyndte hun med afbrød sig selv. Jeg løftede et øjenbryn og så bare afventende på hende, viden om at Perrie snart ville komme. ”Ja?” sukkede jeg. Hendes blik søgte rundt omkring, og jeg vidste det var en ting, hun altid gjorde, når hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Noget kunne jeg idet mindste kende ved hende.

”Jeg har brug for din hjælp,” sagde hun endelig. Jeg rynkede panden og kunne ikke se mere dumt på hende. Hvad fanden regnede hun lige med?

”Med hvad?” spurgte jeg koldt og prøvede ikke at lyde interesseret. Dog havde jeg det lidt som om, at det var vigtigt, eftersom hun spurgte mig om hjælp. Og eftersom det var hende, der valgte at tage fuldstændig afstand til mig, kunne det garanteret kun være noget, som jeg kunne hjælpe hende med. Hendes fine, kvalmende slæng af veninder kunne vel nok ikke hjælpe hende denne gang. Hvorfor skulle jeg overhovedet bruge min tid på det?

Cherry bed sig igen i læben og begyndte at pille ved sine negle, hvilket havde været en gammel vane for hende, indtil hun begyndte at hænge ud med andre og få personlig plejede vedrørende hele hendes krop.

”Jeg har været ude for en bilulykke,” startede hun langsomt og sank en klump. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle være bekymret eller lige glad med det. Som sagt havde vi ikke talt sammen i flere måneder, og jeg havde glemt hende lidt, og desuden, hvorfor skulle jeg så bekymre mig om en, der skrottede mig til fordel for en fest?

”Og hvad der?” spurgte jeg og lænede mig op ad dørkammen og lagde armene over kors, imens jeg bevarede mit blik på hende. Hun så tøvende på mig og tog så en dyb indånding og pustede ud. ”Der er ikke sket noget fysisk. Men jeg har slået hovedet, og-” Hun cuttede sig selv af og rynkede panden, som om sætningen ikke passede sammen i hendes hoved.

Et lydløst suk undslap mine læber af tidspresning. Af gode grunde ville jeg ikke have, at Perrie skulle møde Cherry.

Hun rystede pludselig på hovedet af sig selv og skar tænder let. ”Jeg har fået hukommelsestab,” sagde hun lidt efter, imens hendes blik fangede gulvet. Jeg løftede øjenbrynene og så bare undrende på hende. Hukommelsestab. Hvad skulle jeg gøre ved det?

”Og?” Hun kiggede op igen og så en smule overrasket på mig, som om hun slet ikke havde forventet sådan et svar. Det var så der, jeg havde regnet med en eller anden spydig bemærkning, men der var intet.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg ikke huske noget fra det seneste år,” lød det fra hende til sidst.

Okay, den havde jeg ikke set komme, måtte jeg indrømme. Det vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle forholde mig til. Der var sket virkelig meget på dette her år, og det kunne hun ikke huske noget af?

Der kunne jeg så godt se, at hun havde et problem.

”Intet som helst?” spurgte jeg langsomt og lød for første gang blid. Hun rystede med det samme på hovedet. ”Det sidste jeg husker er, da jeg faldt ned af trappen dér.” Hun kiggede tilbage på trappen, hvilket oplyste et minde, som lå gemt i mine tanker.

”Og hvad vil du så have mig til at hjælpe med?” sagde jeg, som om det hele var lige gyldigt. Hun kiggede forsigtigt på mig og undgik mit blik. ”Jeg har fundet ud af en masse.. og det kunne måske bare være rart at få dem at vide af en person, der ligesom ved.. ja.. hvordan.” Hun kludrede rundt i ordene, hvilket fik mig til at løfte øjenbrynene hånligt. Jeg fastholdte mine øjne på hende kort, inden jeg sukkede let. ”Har du tid i morgen?”

Det var ikke fordi, Cherry var den person, som jeg gad at være sammen med mere. Men hvis hun havde hukommelsestab og gerne ville vide, hvad der var sket med os, skulle hun da være velkommen til at vide, hvilken bitch hun havde forvandlet sig til. Det skulle jeg med glæde kunne fortælle hende.

”Jeg har fri hele ugen,” fortalte hun. ”Jeg er hos dig kl. halv et,” fastslog jeg kort. Hun nikkede lidt tavst og vendte sig langsomt rundt. ”Så ses vi,” sagde hun tøvende. Jeg nikkede en enkelt gang og betragtede hende gå hen mod trappen. Det gav mig hurtigt tid til at studere hendes tøj. For første gang i noget som føltes som flere år, havde hun tøj på, som hun normalt gik i. Ikke det der farverige modetøj, som kostede flere hundrede pund. Hun havde et par slidte Converse på, ikke stiletter som hun ellers nok ville have valgt. Havde hun virkelig slået hovedet meget?

Jeg rystede på hovedet, da jeg tænkte nærmere over den aftale, som jeg lige havde indgået. Det var slet ikke meningen at skabe kontakt til hende igen. Selvom det nok bare ville blive en dag sammen med hende i morgen. Hvis jeg fortalte hende om den person, jeg afskyede, ville hun nok heller ikke se på mig mere. Man kunne vel kun håbe.

Jeg vendte mig om og gik ind ad døren igen. Jeg lukkede den efter mig og gik i stuen, hvor drengene straks overrakte deres opmærksomhed til mig. ”Hvad lavede hun her?” spurgte de i munden på hinanden. Jeg sukkede og dumpede ned i sofaen ved siden af Niall. ”Kom for at dele et problem med mig,” sagde jeg roligt. ”Et problem?” gentog Louis undrende. Jeg nikkede langsomt. ”Og det vil du vel dele med os?” lød det fra Harry. Jeg kiggede hen på ham og slikkede mig om læberne, inden jeg fortalte det, ”Cherry har været ude for en bilulykke og har fået hukommelsestab. Hun kan ikke huske noget fra det sidste år.”

Drengene stirrede på mig, som om det var løgn. ”Mener du det?” måbede Niall dumt. Et ja forlod mine læber, og jeg lænede mig tungt tilbage i sofaen, som om jeg var helt lige glad, hvilket jeg ærlig talt også var.

”Så var det derfor, hun gloede sådan på os,” sagde Harry for sig selv.

”Men hvorfor har hun så brug for dig?” spurgte Liam undrende. ”Fordi hun ikke kan huske, hvilken rædselsfuld person hun egentlig er. Jeg skal fortælle hende det hele i morgen,” svarede jeg kort. Han skød et øjenbryn i vejret og skulle til at sige noget, da Harry afbrød ham med et højt grin. ”Det vil jeg fandeme godt se!” Jeg smilede lidt til ham, men hørte så Liam hoste lidt. Jeg vendte blikket mod ham og betragtede hans alvorlige ansigtsudryk.

”Zayn, pas nu lidt på. Hvis hun virkelig har hukommelsestab, bør du nok ikke være så hård ved hende.” Min tur til at løfte øjenbrynene. ”Du vil have, at jeg skal være sød?” sagde jeg skeptisk. Han grinede kort og rystede på hovedet. ”Bare så du ikke skræmmer hende eller sådan noget,” svarede han. Jeg nikkede lidt og smilede så ved tanken om, at Cherry havde set virkelig skræmt ud, da jeg så på hende i døren.

”Hold kæft mand, han har sgu allerede skræmt hende,” udbrød Harry efterfulgt af et højt grin. Vi kiggede alle på ham. ”Hvordan ved du det?” spurgte Louis højt for at overdøve grinet. ”Da han kiggede på hende, lignede hun en der var ved at vende om og løbe bort,” grinede Harry videre. Drengene slog hver især en latter op, så der var ret meget larm i stuen. Jeg smilede og så på mit ur, lige da jeg hørte, at det ringede på døren. Selvfølelig var det Perrie. Hvem ellers?

Jeg bevarede mit smil på læberne, da jeg gik ud i gangen og åbnede døren. Som regnet med stod min elskede pige foran mig og sendte mig et imødekommende smil. ”Babe,” sagde jeg og trådte frem med åbne arme. ”Zayn,” kvidrede hun og landede i mine arme. En velkendt varme bredte sig i min krop. En varme jeg havde savnet, eftersom jeg ikke havde set Perrie i et stykke tid nu. Heldigvis var hun her endelig, og jeg skulle tilbringe hele min aften i byen med hende, og det kunne jeg vel kun se frem til. Dog var der lige én ting, jeg grublede over: Tiden. Om mindre end tolv timer skulle jeg for første gang tilbringe tid med min ekskæreste, som jeg havde et indre had til.

Jeg fortrød det allerede.

 

Cherrys synsvinkel

Min krop var stadigvæk stiv, da jeg bevægede mig ned ad trapperne. Jeg kunne mærke Zayns øjne i nakken, og jeg havde aldrig nogen sinde følt mig så utilpas med at få skænket et blik. Ikke engang fra en eller anden sur fan. Dette her føltes meget mere alvorligt. Anspændt. Fuld af had. Noget jeg aldrig havde set i hans øjne.

Jeg var chokeret over at se ham sådan. Han havde virkelig kigget på mig, som om han afskyede mig, og hvorfor vidste jeg ikke. Det eneste, der kunne give mig en ledetråd, var det dumme flashback. Men alligevel virkede det som om, at der lå så meget mere inde i det. Og jeg kunne vel kun glæde mig til at finde ud af det hele.

Jeg skulle til at åbne døren til opgangen, da en anden udenfor gjorde det. En lyshåret, pæn pige kom mig i forvejen og vandrede lige ind i mig. ”Gud, det må du virkelig undskylde!” udbrød hun højt, sa det gav ekko i hele bygningen. Jeg grinede kort, da det slet ikke gjorde ondt eller noget. ”Min fejl,” svarede jeg hurtigt. Hun smilede venligt og holdt døren for mig. ”Nej, jeg var vist lidt hurtigt på den,” sagde hun undskyldende. Jeg rystede på hovedet. ”Vi var vist lige gode om det,” smilede jeg. Hun grinede, hvilket afslørede en sprulende latter. ”Nå, hav en god dag,” hilste hun, imens hun overlod døren til mig. Jeg nikkede som tak og smuttede ud ad den. Det var helt mørkt udenfor, dog var der heldigvis lys fra diverse lygtepæle, der stod placeret langs fortorvet.

Jeg fandt min vej ned mod metroen igen og tog den første metro, der kørte til Westminster. Der var ikke helt så mange mennesker med, hvilket jeg bare var glad for. Larm var lige nu det jeg mindst kunne bruge. Mit hoved var stadigvæk i få smerter, men det var nu ikke lige derfor. Jeg havde bare brug for at være alene med mine tanker om Zayn. Mine tanker som jeg slet ikke kunne få sat ord på. Jeg var så forvirret omkring vores forhold, det var helt vildt.

 


 

 

Det tog mig heldigvis ikke mere end omkring 20 minutter at nå hjem. Jeg var knap nok nået ind ad døren, da jeg hørte min telefon ligge og vibrere på kommoden i gangen. Jeg tog den hurtigt, inden jeg så meget som nåede at tænke på at tage skoene af. Et sug gik igennem min mave, da jeg så, at der stod 'Love' på skærmen. Og hvis jeg tænkte mig godt om, kunne det nok ikke være andre end Patrick.

Selvom jeg ikke var i det fedeste humør til at snakke med ham, tog jeg den alligevel. Det ville nok være rart for ham at få en opdatering. ”Det' Cherry,” sagde jeg, imens jeg roligt tog mine Converse af. Derefter min jakke. ”Det havde jeg slet ikke regnet ud,” svarede Patrick med et grin. Normalt ville jeg nok have smilt, men noget gjorde at der ikke kom et smil frem. Mit ansigt var bare foretrukket i én monoton mine.

”Hvad så, søde? Går det godt?” spurgte Patrick videre. En ubehagelig fornemmelse landede i min krop, da han kaldte mig søde. Det step var vi altså ikke lige nået til endnu. ”Det går fint,” svarede jeg stille og fandt min vej ind på mit værelse. Jeg havde allerede lagt de sidste planer for min aften. Se fjernsyn og falde i søvn til. Så kunne jeg kun håbe på, at tiden ville gå hurtigere så Zayn snart ville være her. Men det var egentlig kun fordi, at jeg gerne ville have det overstået, hvis jeg skulle være helt ærlig. Jeg havde på fornemmelsen, at det ikke ville blive så sjovt, når han kom. Og det havde sjovt nok noget at gøre med hans opførsel overfor mig. Jeg kunne lige så godt sige det lige ud, men det så virkelig ud som om, han hadede mig. Bare de blikke og nedstiringer han sendte mig. Der var ikke det mindste venligt over dem.

”Lyder dejligt. Hvad har du lavet i dag?” Jeg vendte tilbage til Patrick, imens jeg satte mig i sengen. Jeg tændte for natlampen og lænede mig så tilbage. ”Været sammen med.. Julie og Vanessa.” Jeg kløede mig i nakken, da jeg næsten glemte deres navne. Flot, Cherry.

”Fedt. Er der dukket noget op endnu?” spurgte han optimistisk. Jeg stirrede lidt ud i luften og fik nærmest dårlig samvittighed, da svaret jo var nej. ”Ikke rigtig, nej,” svarede jeg. Der lød et lille suk fra ham. ”Men det kommer vel!” forsikrede jeg hurtigt. Der kom et lille grin fra ham, hvilket automatisk fik mig til at smile.

”Lad os nu ikke forhaste os. Men jeg bliver altså nødt til at smutte nu. Jeg ringer til dig i morgen, ok?” Jeg nikkede for mig selv, imens jeg nærmest blev helt lettet over, at han allerede lagde på. ”Ses,” sagde jeg, og inden han overhovedet nåede at sige mere, havde jeg lagt på. Jeg kunne ikke klare tavsheden eller tanken om, jeg skulle sige jeg elsker dig eller sådan noget. Jeg kendte ham jo knap nok. Derfor skulle de ord også forblive i min mund lige foreløbig.

Jeg lagde min telefon på natbordet og rejste mig herefter for at finde en film. Eftersom Julie i dag havde vist mig et stort DVD-skab for mig, var det rimelig nemt at finde en. Jeg valgte bare hurtigt Herbie, da jeg alligevel bare ville falde i søvn om lidt tid.

Det var heldigvis ikke så svært at få tændt fjernsynet og sat filmen på. Imens der var reklamer, benyttede jeg mig tiden til at få gjort mig sengeklar. Jeg smed mit tøj til vask og børstede tænder. Det lille lag makeup jeg havde på blev fjernet, og så var jeg vel klar.

Jeg gik ind og lagde mig i min seng igen. Så lagde jeg hurtigt min telefon til opladning og overlod så min opmærksomhed til fjernsynet. Endelig kunne jeg bare slappe af. Selvom dagen ikke havde været overdrevet lang, var det rart bare at ligge ned nu og lade sine tanker flyde til vejrs. Dog kunne jeg stadigvæk ikke slippe af med min bekymring. Den blev tværtimod bare større for hvert minut, der gik. Og jeg vidste udmærket godt hvorfor. Fordi Zayn ville være her om snart, og jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan jeg skulle opføre mig over for ham. Men det skulle nok gå. Det skulle nok gå.

 

 

Af en eller anden grund havde jeg ikke sat mit vækkeur til en passende tid, så det endte med, at jeg vågnede ved 12 tiden næste morgen. Eller middag var det vel. Jeg var overrasket over, at jeg havde sovet så længe, men det var der ikke rigtig tid til at være, eftersom Zayn ville komme om en halv times tid.

Jeg rendte stadigvæk rundt i undertøj og ryddede det værste op i lejligheden. Okay, der var intet at rydde op udover at sætte et par puder pænt i sofaen, stille nogle beskidte sager i opvaskemaskinen og så rede min seng.

Jeg nåede et bad på få minutter og ledte herefter desperat efter noget tøj i mit walk-in-closet. Da jeg følte mig så meget under tidspres, endte det bare med, at jeg rev et par cowboyshorts og en sød, hvid top til mig, og så et sæt undertøj i sort. Det tog mig under fem minutter at komme i det, og så gik jeg ellers bare i gang med mit hår og noget makeup. Selvom jeg vidste, at Zayn havde set mig uden det ene og det andet følte jeg bare, at jeg burde have det hele på. Det lød underligt, men jeg kunne ikke forklare det ordentligt.

Mit hår blev helt puffet, da jeg havde tørt det med en hårtørrer. Mit pandehår sad helt underligt, og jeg bandede nærmest af det, da jeg så at klokken snart var halv et. Dog redede jeg det med et smule hårspray. Det sidste jeg så gjorde var at børste mine tænder. Så burde jeg være klar. Jeg var klar. Det eneste, der kunne stoppe mig lige nu, var den store, fede klump der sad i min mave og afholdte mig fra at være rolig. Det hele var ude af takt – lige præcis som jeg selv var.

Jeg gik ind på mit værelse og kiggede mig selv i det store spejl. Mit blik faldt på mine shorts, der virkelig var korte, og jeg fortrød næsten at jeg havde taget dem. Det var ikke fordi, det var det varmeste vejr i London i dag. Men det var måske heller ikke derfor, jeg fortrød det – jeg var bange for Zayns mening.

Jeg sukkede af mig selv og skulle til at gå ind og finde et par jeans i stedet for, da jeg hørte det banke på hoveddøren. Min krop frøs straks til is, og jeg havde egentlig mere lyst til at blive her end at gå ud til ham.

Men alligevel fik jeg overbevist mig selv om, at hele nok skulle gå, og at han bare ville være her i lidt tid og så smutte igen. Det var vel i princippet også bare det, han ville.

Jeg gik langsomt hen mod døren, imens min hals blev helt tør, og det var et af de dårligste ting ved mig, når jeg var nervøs. Jeg kludrede i ordende og sank midt en klump midt i en sætning.

Men selvom jeg forventede så meget dårligt, blev jeg nødt til at åbne. Zayn var vel og udmærket, efter min mening, den eneste der lige nu kunne give mig svar på noget af det, som jeg gerne ville vide det. Og desuden kunne han måske hjælpe mig med at få hukommelsen tilbage. Så ville det ikke være det hele værd?

Jeg tog en dyb indånding og tog fat i dørhåndtaget, som jeg trak ned, imens jeg åbnede døren. Det føltes som en omgang slowmotion inde i mit hoved, men det hele gik faktisk så hurtigt, så jeg ikke nåede at blinke, før Zayns kolde ansigt lå over mig, hvilket fik det til at løbe koldt ned ad min ryg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...