Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
817Kommentarer
78837Visninger
AA

21. Everything's gonna be alright

 

 

Jeg vidste ikke, om jeg skulle smile, juble, glæde mig over, at jeg endelig var færdig med uni eller ej. I virkeligheden burde jeg vel nok føle mig lettet, eftersom det i den sidste ende ville blive endnu et overstået kapitel i mit liv.

Alligevel følte jeg mig måske ikke så lettet, som jeg troede, jeg ville være.

Jeg havde det lidt skidt over at have droppet ud på den måde. Jeg vidste jo udmærket godt, at en af grundene til, at jeg droppede ud var på grund af mit hukommelsestab. Jeg kunne ikke koncentrere mig ordentligt, og det hele blev ikke nemmere, når der var så mange komplicerede ting imens. Alt i alt, hvis jeg nu kun havde koncentreret mig om uni, ville jeg nok have været istand til at blive der. Men lige nu følte jeg mig svag og lille, og jeg havde ikke lyst til at være sammen med den årgang mennesker, som havde ændret så meget på mig.

Jeg havde en tom fornemmelse i maven. En tom fornemmelse, som jeg havde skyllet væk de sidste på dage, fordi jeg havde haft så meget andet at tænke på.

Jeg havde prøvet at fjerne mine tanker om Zayn, og det havde da næsten lykkedes. Udelukkende, fordi jeg havde en billiard andre ting at tage mig af. Dog ting, som der var taget af nu.

Og ja, nu kunne jeg ikke få ham ud af hovedet.

Vi havde ikke snakket sammen, siden han havde overnattet hos mig. Selvom jeg havde overvejet at ringe til ham, havde jeg ikke gjort det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham, fordi jeg ikke vidste, hvor vi stod, hvad han ville, hvad jeg ville... Jeg vidste ingenting.

Jeg var lige blevet færdig med at rydde min lejlighed op, da der ville komme en ejendomsmægler ud senere. Grunden var, at jeg ville sælge min lejlighed. Jeg kunne ikke bo her helt alene, især ikke når jeg ingen indkomst havde eller gik i skole mere. Så var der ingen grund til det. Desuden var det her en absolut luksus lejlighed i forhold til, at jeg var en enkelt person, og det var der slet ikke behov for.

Jeg sukkede og så rundt i den brede gang, der førte ind til stuen. I forhold til, hvordan her så ud da jeg så det første gang efter ulykken, var det blevet meget mere hjemmeligt. Jeg kunne godt lide stilen, og jeg havde endelig fået sat et personligt præg.

Inden ejendomsmægleren ville komme, tog jeg mig et bad og fik taget noget nogenlunde pænt tøj på. Desuden havde jeg også planer om, at jeg måske ville tage hen til mine forældre efter dette her, så vi kunne snakke det hele igennem. De syntes, at det var en god idé, at jeg solgte lejligheden, og de tilbød mig heldigvis husly, indtil jeg fandt noget andet.

Jeg tog en af de piller, som jeg engang havde fået hos lægen, som vist nok skulle hjælpe mig på vej mod hukommelsen igen, og få mig til at undgå bekymringer. De havde ikke ligefrem hjulpet meget. Jeg kunne godt huske noget fra det seneste år, men det var ikke meget. Til gengæld gik det mig ikke så meget på mere. Jeg havde fundet ud af en masse ting, som jeg ærlig talt ikke havde lyst til, og om jeg ville se dem som en film kørende inde i hovedet, vidste jeg ikke. Måske var det bare bedre, at det forblev sådan her. Jeg ville få en ny start så snart jeg havde solgt lejligheden.

Jeg ville bare ønske at én ting kunne følge med mig...

Som det var sagt, kunne jeg pludselig høre dørklokken ringe ude i gangen. Jeg tjekkede mig kort i spejlet, før jeg fandt min vej derud og åbnede døren.

Overraskelsen tog fat i mig, da jeg så, at det ikke var ejendomsmægleren.

”Zayn?” sagde jeg langsomt. Hans øjne borede sig ind i mine, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om han var glad eller sur. Han viste ikke så mange følelser, og det gik mig på.

”Hej,” hilste han og nikkede en smule. ”Må jeg komme indenfor?” spurgte han, og selvom jeg vidste, at det ikke var det rette tidspunkt, kunne jeg ikke andet end at nikke. Jeg havde lyst til at snakke med ham om tingene. Han var den person, der forstod mig mest, den person jeg havde mest tillid til.

Han trådte indenfor og tog sine sko af, imens han kiggede rundt i gangen. Jeg lukkede døren efter os og fulgte efter ham, da vi gik ind i stuen. Stemningen var ikke kold og modbydelig, som den plejede at være. Den var rolig, på trods af at jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigt i mit bryst, men jeg måtte vel bare lære, at det var den følelse han frembragte, fordi jeg stadigvæk var så forelsket i ham.

”Fik du spoleret Vanessas liv?” spurgte han nysgerrigt, da vi havde placeret os i sofaen. Jeg fnes let og trak på skuldrende. ”Jeg ved ikke ligefrem, om jeg spolerede det. Lad os bare sige at hun ikke blev så glad..” Han smilede svagt og nikkede en smule.

”Jeg fik meldt mig ud af universitetet,” fortalte jeg roligt. Han så lidt på mig, hvilket gjorde mig usikker. ”Var det helt seriøst det, du gerne ville?” sagde han indtrængende. Jeg hadede måden han sagde det på, for den fik mig til at føle mig dum. Som om jeg ikke anede, hvad jeg havde gjort.

”Indtil videre,” svarede jeg kort og så væk fra ham. Han svarede ikke, men var lidt stille i stedet for, så en mærkelig tavshed hang i luften.

”Hvad skal du så nu?” spurgte han endelig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige og trak derfor bare på skuldrende. ”Jeg sælger min lejlighed og prøver på at starte forfra,” konstaterede jeg langsomt, hvilket fik ham til at hæve et øjenbryn. ”Sælger du lejligheden her?” gentog han lidt overrasket. Jeg nikkede et par gange.

”Jeg vil gerne starte forfra, og jeg har ikke brug for dette her sted til at minde mig om alle de her ting. Desuden er det her sted for dyrt til min pengepung, og for stort til en enkelt person som mig.” Jeg lød for første gang i hundrede år som en fornuftig person. Som en voksen.

Som Cherry.

”Så.. du har tænkt dig at starte forfra og glemme alt om det gamle?” spurgte Zayn en smule usikkert. ”Ja,” mumlede jeg. Hans brune øjne borede sig ind i mine, indtil han hurtigt så væk fra mig.

Jeg fik en trang til at læne mig frem og gøre alt det ved ham, som jeg ikke kunne. Tanken om, at han stadigvæk var sammen med Perrie gik mig virkelig på, men jeg kunne ikke vise ham det. Han fortjente at være lykkelig med hende, og jeg kunne ikke være så selvglad og tage ham fra hende.

”Og du har også tænkt dig at glemme alt om mig?”

Zayn henvendte sig pludselig til mig med et besynderligt spørgsmål, der gjorde mig lidt nervøs. Jeg bed mig i inderlæben, da han så på mig med et følelsesløst ansigtsudtryk. Svaret, der vist nok skulle komme ud som et ja, kom ikke ud. Jeg havde ikke lyst til at sige det, for jeg havde ikke lyst til at glemme alt om Zayn.

Jeg så ned i gulvet i håb om at finde en idé til et godt svar, men intet dukkede op i mit hoved. Så jeg endte med at bide mig i læben, imens jeg så op. Zayn så stadigvæk indtrængende på mig, og det skræmte mig, fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg skulle svare.

Og det gjorde det ikke bedre, da han lige pludselig tog fat i mine håndled og lænede sig frem mod mig, som om han skulle til at kysse mig.

Jeg ville vige tilbage, men kunne ikke få mig selv til det. Jeg var fanget af hans øjne, og hele hans nærvær gjorde mig sindssyg. Jeg havde virkelig længtes efter ham.

Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, da jeg kunne mærke hans ånde mod min. Om jeg trak vejret, havde jeg ingen anelse om. Dog vidste jeg, at vi ville have kysset, hvis en ringeklokke ikke havde afbrudt os.

På få sekunder havde jeg uden at skænke Zayn et blik, fjernet mig fra ham og var på vej ud i gangen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og faktisk følte jeg mig flov over mig selv. Jeg burde ikke rende og gøre sådan noget. Det var ikke mig.

Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren, hvor en ung dame stod og ventede. Hun lignede en typisk forretningskvinde med pænt tøj og opsat hår. Til gengæld smilede hun varmt til mig. ”Hej og velkommen til,” sagde jeg og fandt min venlige stemme frem, selvom jeg kunne høre på mig selv, at jeg lød en smule frustreret.

”Hej,” svarede hun og rakte hånden frem for at præsentere sig. Jeg hørte fodtrin bag mig og skævede derfor tilbage, hvor Zayn kom gående. Han kiggede kort på mig, før han vendte om igen og gik ind i stuen. Jeg så tilbage på ejendomsmægleren, der var i gang med at hænge sin jakke op på en knage, hvorefter hun fandt en stak papirer frem.

Vi aftalte, at hun så lejligheden først og bedømte, hvorefter vi kunne sætte os ned og snakke over en kop te. Jeg regnede med, at Zayn ville gå, imens jeg viste hende rundt, men han ventede tålmodigt inde i stuen. Faktisk præsenterede han sig også for ejendomsmægleren og tilbød at lave te til os begge, og det smil han sendte mig, da han spurgte, kunne jeg ikke stå for og sagde derfor ja tak.

”Det er jo et fint sted,” roste Mrs. Franklynn, da vi havde gået det hele igennem. Jeg nikkede og smilede kort. ”God udsigt,” indskød jeg og førte os ind i stuen. Vi tog plads ved spisebordet, hvor Zayn også sluttede sig til sig. Han satte sig ved siden af mig, imens Mrs. Franklynn satte sig overfor mig med sine papirer, som hun havde gået og noteret undervejs rundturen.

Hun sagde tak for te og sludrede lidt, før vi gik i gang med forretningssnakken. ”Cherry, lejligheden står jo i dit navn,” begyndte hun, og jeg nikkede. ”Og du har eneret og har betalt godt.” Jeg fik dårlig samvittighed, da hun nævnte, at jeg havde betalt godt. Jeg havde ikke betalt godt. Min familie havde betalt godt.

”Er det fordi, I to skal flytte sammen, at du sælger den?” spurgte Mrs. Franklynn nysgerrigt, og jeg rykkede mig usikkert i sædet. ”Nej,” sagde jeg venligt med et lille smil. Hun så på mig med løftet øjenbryn. ”Ikke det?” Jeg rystede på hovedet. ”Vi er bare venner,” fortalte jeg og prøvede at grine lidt, men det virkelig dumt.

”Oh.” Hun så lidt flovt fra mig til Zayn. ”Jamen, så tog jeg fejl. Hvad er grunden til, at du flytter?” Jeg fortalte hende, hvad jeg følte om stedet. Om mit hukommelsestab. At jeg ville tage hjem og bo hos mine forældre, og selvom hun var fremmed og slet ikke kendte mig, var det rart at komme ud med. Hun dømte mig ikke eller noget. Hun forstod mig og sagde endda, at hun syntes, at det var en god idé.

Prisen for lejligheden var god. Rigtig god. Jeg blev lettet, da jeg hørte om den, fordi jeg vidste, at jeg derfor ville kunne betale min morfar igen. Han skulle vide, at jeg ikke bare havde brugt hans penge, at han kunne regne med mig igen.

Mrs. Franklynn sagde pænt farvel og efterlod derved Zayn og jeg tilbage i lejligheden. Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor han blev, men jeg kunne godt regne ud, at det var på grund af noget alvorligt.

Jeg ryddede spisebordet af og stillede tingene ud i køkkenet som det sidste, før jeg tog mig sammen til at gå ind i stuen, hvor Zayn sad på spisebordet og ventede. Jeg så akavet på ham, men kiggede væk da han så på mig.

”Cherry,” sagde han kort, og lidt efter kunne jeg mærke en hånd tage fat i min arm. Han trak mig hen til sig, og jeg kunne mærke en nervøs fornemmelse placere sig i min mave. Jeg tog en dyb indånding, før jeg valgte at se på ham igen. Han så blidt, men alvorligt på mig, og det gjorde mig endnu mere nervøs.

”Zayn, jeg er ikke sikker på, at det her er en god idé,” fik jeg taget mig sammen til at sige, selvom det nu mere lød som en mumlen.

”Perrie og jeg har slået op.”

Jeg åbnede munden for at protestere mod hans greb, men da det gik op for mig, hvad han sagde, lukkede jeg den igen.

Havde ham og Perrie slået op? Hvad?

Jeg så vantro på ham og havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. Om jeg burde være glad eller trist. Selvfølgelig følte jeg mig lettet, hvilket jeg ærlig talt skammede mig over.

”Hvorfor?” spurgte jeg, da jeg havde tygget lidt på det. Zayn kiggede på mig, som om det ikke gik ham på. Han trak let på skuldrende og kiggede væk fra mine øjne, imens et svagt smil placerede sig på mine læber.

”Hun sagde: Du fortjener at være lykkelig, og hvis du ikke er det sammen med mig, burde du gå efter hende.”

Jeg rynkede panden og forstod ikke, hvad han snakkede om. Men da han så på mig igen med et varmt blik, gik det op for mig. Perrie havde sagt, at han skulle gå efter mig.

”Og det gør jeg så,” afsluttede han af, og i stedet for at holde om min arm, gled hans hånd ned mod min, hvor han flettede vores fingre. En svag rødmen steg i mine kinder, imens mit hjerte galoperede hårdt i mit bryst. De velkendte følelser steg, og jeg kunne ikke styre mig, før jeg lænede mig frem og pressede mine læber mod Zayns.

Jeg kunne mærke hans smil i kysset, og det fik mig til at smile. Jeg kunne ikke tro, at han var her. Her med mig. Her med den pige, der havde formået at vende ned på hans liv. Men det var han. Og for, at det ikke skulle være løgn, vidste jeg nu, at han var min. Han var blevet min igen på trods af alle de nedture, som jeg havde skabt. Han havde tilgivet mig. Han havde endelig tilgivet mig.

Pludselig forlod alle andre ting mit hoved. Hukommelsestabet. Vanessa. Alting. De kunne ikke skade mig mere, for jeg havde en, der ville hjælpe mig igennem det. Jeg havde Zayn på min side.

For første gang i lang tid følte jeg, at alting nok skulle gå.

 

The End

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...