Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
817Kommentarer
78840Visninger
AA

4. Cold and lonely

Hukommelsestab.

Amnesi, som det også blev kaldt.

Jeg havde for at være helt ærlig aldrig nogen sinde forestillet mig, at jeg skulle ende med at lide af det.

Efter en snak, der havde varet i flere timer med flere læger, en psykolog og min mor, fik jeg endelig fred i min seng. Jeg lå bare stille og stirrede op i loftet, uviden om hvad der skete her for tiden. Jeg havde mildt sagt ingen anelse. Og det var vel bare en underdrivelse.

Jeg kunne overhovedet ikke finde rundt i mit liv. Ifølge mor lød det som om, der var sket meget på et år, hvilket skræmte mig. Det var nok at vide, at jeg ikke snakkede med Zayn mere. Faktisk gjorde det mig en smule ked af det at vide lige nu, men på en underlig måde, kunne jeg heller ikke finde mine følelser for ham indeni. Som om de var forsvundet ud i den blå luft. Egentlig føltes det forfærdeligt lige nu, men jeg var til gengæld også sikker på, at det nok skulle gå over igen.

Mor var lige gået ud for at hente hende en kop kaffe og noget vand til mig. Der var helt stille og ensomt på stuen, og mine øjne flakkede frem og tilbage, fra væg til væg, for at få øje på noget interessant. Problemet var bare, at der ikke var noget interessant.

Jeg havde i flere minutter længtes efter at se mig selv men stuen havde ikke et eneste spejl. Ikke engang ude på badeværelset. Jeg havde ikke fået lov til at bevæge mig uden for stuen, da lægerne stadigvæk var en smule bekymret, og det irriterede mig en smule. De havde fortalt mig, at jeg havde det fint, hvorfor måtte jeg så ikke komme ud fra fængslet?

Da døren til stuen pludselig gik hårdt op, fik jeg et ordentligt chok og kiggede hurtigt derhen. En ung mand på cirka min alder kom ind. Han havde mørkebrunt hår sat med voks i en rodet frisure. På afstand kunne jeg se hans lyseblå øjne, bore sig ind i mine. Hans ansigt var markeret, og ud fra hans tøjvalg lignede han virkelig en, der kunne lide at bruge penge – rettere sagt, ikke min type. Jeg kunne ikke lige helt regne ud, hvad han lavede her. Han måtte være gået forkert, for jeg kendte ham da ikke.

”Cherry!” åndede hen ud og smækkede døren i, hvorefter han kom hen til mig med store skridt. Jeg så forskrækket på ham og veg automatisk tilbage. Hvor kendte han dog mit navn fra?

Han så undrende på mig, men slog alligevel armene om mig og trak mig ind til sig i et varmt, kærligt knus. En velkendt parfume, jeg ikke rigtig kunne placere, hvor jeg kendte fra, ramte min næse, og det føltes næsten bekendt. Min mave sendte underlige fornemmelser rundt i min krop. Rigtige fornemmelser. Det var som om, at hele mit krop reagerede på ham, bare ikke mit hoved. Jeg var virkelig forvirret.

Derfor skubbede jeg ham også blidt væk og løftede øjenbrynene mistroisk. ”Hvem er du?” spurgte jeg med et lille stemme og mødte kort hans blik, inden døren igen gik op. Mor kom ind med et glas og et kop i hænderne og fik straks øje på mig, og den unge mand. ”Hej, Patrick,” sagde mor knap så venligt og fastholdte sit blik på mig. Hvorfor kendte hun ham? Og hvorfor lød det som om, at hun ikke kunne lide ham?

En lille klokke slog ding i mit hoved, da jeg sad og kiggede forvirret fra Patrick, som han hed, og mor. Jeg huskede, at mor havde fortalt mig, at Patrick var bekymret for mig. Men hvem han var, havde jeg stadigvæk ingen anelse om, og jeg brændte virkelig for at vide det. Noget sagde mig, at vi var venner, men hvordan kunne jeg få en ven som ham? Jeg mener, han lignede da enhver piges drøm. Jeg var bare den normale pige, hvis ekskæreste var verdenskendt.

Ekskæreste.

Ordet lød forkert i min mund, og fik en nedslående følelse indeni mig til at sejle rundt i min krop. Tankerne inden i mig kørte stadigvæk rundt i mit hoved, og jeg stillede mig selv det spørgsmål, jeg havde stillet mig, siden jeg fik det at vide.

Hvorfor slog Zayn og jeg op?

Vi havde det da perfekt? Vores forhold kørte på skinner, så hvad i alverden havde udløst det? Det var så frustrerende at tænke på. Jeg havde ikke lyst til at spørge mor om det, eftersom hun virkede ret uviden på det punkt. Jeg havde heller aldrig blandet hende særlig meget ind i mit privatliv, så jeg tvivlede på, at hun overhovedet vidste noget omkring det.

Mit blik stoppede på mor, der satte sin kaffe og mit vand på bordet ved siden af hende. Hun kiggede på mig med et sørgmodigt blik og sendte mig så et opmuntrende smil. Jeg rynkede panden lidt og betragtede hende sætte sig på en stol ved siden af mig, som om hun skulle til at forklare alt. Hendes blik faldt hurtigt hen på Patrick, og jeg kiggede derfor også derhen. Han havde sat sig i fodenden af min seng og observerede os bare. Inden han så på mig, så jeg hurtigt væk for at lade som ingenting. Jeg var nødt til at vide, hvem han var, inden jeg begyndte at se ham i øjnene.

”Skat,” begyndte mor som en pædagog. Jeg luttede øre og gav hende hele min opmærksomhed. Hun rettede sig op og så roligt på mig. Hun sukkede lidt og smilede så. ”Der er nu ikke det helt at store at fortælle dig. Du er flyttet i egen lejlighed. Du går på universitetet. Du har fået helt nye bekendtskaber, hvilket også vil sige Patrick.” Vi så begge hen på Patrick, der sendte mig et lille smil, inden jeg så hen på mor igen. Hvad mente hun med bekendtskab til ham?

”Med bekendtskab mener du?” ”At han er din kæreste,” skrattede mor og kneb øjnene lidt sammen. Jeg løftede øjenbrynene og så øjeblikkeligt hen på Patrick, der kiggede forsigtigt på mig, som han heller ikke var helt så tryg ved situationen – lige præcis som jeg.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Først får jeg at vide, at jeg ikke er sammen med Zayn mere, og så får jeg at vide, at jeg faktisk har en helt anden kæreste. Og ikke bare en eller anden kæreste, ham her så langt mere højrøvet ud, end Zayn gjorde. Som om min smag for drenge havde ændret sig helt. Selvfølgelig kendte jeg ham ikke indeni, men han måtte være speciel, siden jeg havde scoret sådan en som ham. Det forklarede til gengæld og reaktionerne i min mave. Jeg måtte uden tvivl være vild med ham.

Der var helt stille på stuen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Tidligere fik mor det til at lyde som om, at der var sket en helt masse, men nu da hun fortalte, lød det bare tamt og kedelig. Jeg var åbenbart flyttet, startet på universitet og fået nye 'bekendtskaber', hvor der indgår en helt ny kæreste, som jeg åbenbart skulle lære at kende igen. At han overhovedet gad, altså Patrick. Hvis han virkelig kom tilbage til mig, der slet ikke kunne huske ham, var han virkelig modig. Han måtte da holde af mig.

Jeg så hen på mor, der udelukkende kiggede på mig og nærmest studerede hver eneste bevægelse, jeg lavede. Eftersom jeg ikke sagde noget, kiggede hun hen på Patrick. ”Måske skulle du gå. De-” ”Mor,” afbrød jeg en smule hysterisk, så det gav et tryk i mit hoved. Hun så hen på mig men undgik at møde mine øjne. Jeg hadede, når hun gjorde sådan. Prøvede at bestemme over mig. Selvfølelig var det klart, at jeg var mundlam og chokeret, men det ville da ikke blive bedre, hvis hun sendte min såkaldte kæreste væk. Det var jo meningen, at jeg skulle lære ham at kende.

”Lægen siger, at du kan tage hjem nu eller i morgen, alt efter hvad du har lyst til,” hørte jeg mor sige bebrejdende. Jeg kunne nemt høre, at hun følte nederlag lige nu. Nok fordi hun var blevet banket ned ad mig til fordel for en, som hun tydeligvis ikke kunne lide.

Jeg så på hende igen og trak så på skuldrende. ”Jeg ved ikke, hvor jeg bor,” sagde jeg kort med en monoton stemme, selvom jeg var langt fra lige glad. Tanken om, at jeg næsten ikke vidste noget om mig selv, skræmte mig. Hele situationen skræmte mig.

”Så må du tage med mig hjem,” svarede mor og løftede øjenbrynene lidt. Jeg bed mig lidt i læben og vidste ikke, hvordan jeg skulle svare. Svaret var på forhånd et nej. Jeg kunne ikke bo hos mor og far i mere end nogle timer. De ville drive mig til vanvid i sidste ende, og det ville der bare ikke blive noget godt ud. Selvom mor garanteret ville være enormt omsorgsfuld og kærlig, kunne jeg stadigvæk ikke.

”Hvis det er,” lød en stemme pludselig henne fra sidelinjen. Jeg kiggede hen på Patrick, der søgte efter mit blik og i den sidste ende fik fanget det. Hans øjne strålede svagt op, og jeg måtte indrømme, at de var ret flotte og krystalklare.

”Så kan vi køre hjem til dig. Jeg kan vise dig lejligheden og det hele,” fortsatte han og smilede venligt. Han sendte mig et blik, der undrede mig lidt. Det lød som om, at han kendte til hele min holdning om mor. Om at jeg hadede at være hjemme hos hende i længere tid. Men selvfølelig gjorde han da det. Jeg ville nok have fortalt ham om det, siden han var min kæreste.

Jeg tøvede lidt, da jeg kiggede på ham. Idéen om, at jeg skulle være helt alene i en lejlighed med ham, gjorde mig utryg. Jeg kendte ham jo slet ikke. Men måske ville det være en god idé at tage med. Som han selv sagde, han kunne vise mig lejligheden, og jeg kunne endda lære ham bedre at kende. Desuden lød han også meget omsorgsfuld lige nu, så det burde gå.

Jeg kiggede kort hen på mor, der et øjeblik så sur ud. Hun kunne virkelig ikke lide Patrick, og jeg havde ingen anelse om, hvorfor. Han virkede sød, så hvad havde hun at være sur over?

Tilbage til Patrick, som jeg sendte et smil. ”Det kan vi godt,” sagde jeg en smule usikkert, men beslutsomt. Han smilede stort nikkede en enkelt gang. ”Godt.”

Der lød et fornærmet hmpf fra mor, hvilket jeg himlede med øjnene af. ”Så siger jeg til lægerne, at vi skal have dig udskrevet nu,” sagde hun og rejste sig fra stolen. Uden at sende hende et blik, hørte jeg hende forlade stuen, ergo, Patrick og jeg var alene.

Han studerede mig grundigt og sendte mig et smil, da han opdagede, at jeg faktisk kiggede på ham. ”Hvordan har du det?” spurgte han langsomt for at indvige et emne. Jeg trak lidt på skuldrende og forsøgte bare at være mig selv hundred procent – det var jo sådan, han var faldet for mig. Jeg måtte bare være mig selv og tage det roligt. Lade som om intet var kommet imellem os. Det ville gøre alting nemmere. Måske ville jeg også huske bedre sådan. For jeg ville da komme til at huske igen, ville jeg ikke?

Lægerne havde ikke sagt noget. Jeg gættede på, at de ikke ville sætte mine forhåbninger højt. Inderst inde håbede jeg bare længselsfuldt på et ja. Jeg følte virkelig, at jeg var gået glip af noget, og det kunne være rart at huske, hvad det var.

”Jeg har lidt ondt i hovedet,” forklarede jeg kort, samtidig med jeg fjernede dynen. Patrick rejste sig hurtigt op, som om jeg tog skade af, at han sad på sengen. Selvom jeg slet ikke kendte ham, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt. Jeg svang benene ud over sengekanten og strakte mig hurtigt, inden jeg rejste mig op. Jeg var stadigvæk iført en hvid hospitalskjole, og det ville være rart at få den af.

”Dit tøj er herhenne,” sagde Patrick pludselig og gik hen på den anden side af sengen, hvor der stod en stor Hummel taske. Han tog fat i hankene og løftede den op på sengen, hvorefter han begyndte at rode i den. Til sidst endte det med, at han stod med et par laksefarvet jeans, en hvid top og et par Vans i hænderne. Jeg rynkede panden lidt. Laksefarvet? For alt i verden klædte laksefarvet mig da ikke. Mit hår var rødt, og det var derfor no go.

Alligevel tog jeg imod det og smilede som tak, hvorefter jeg træskede ud på badeværelset. Jeg tog min kjole af og så kort ned ad mig selv, indtil jeg opdagede noget anderledes ved min krop. For det første virkede det som om, at jeg var kommet lidt mere i form og havde fået flere muskler. Og for det andet. Da jeg kiggede ned i min kavalergang forventede jeg at se det mellemrum, jeg altid havde haft imellem mine bryster. I stedet for var der kommet en smal streg – en drømme kavalergang, som selv jeg engang havde drømt om. Hvordan i alverden..?

Inden jeg nåede at tænke mere, rev jeg min bh af og fandt størrelsesmærket, og da jeg så på det, røg et gisp ud igennem mine læber.

Hvordan? Det var løgn. Det kunne ikke være sandt! Jeg kunne ikke have fået lavet.. nej, det måtte være en fejl!

Jeg rystede på hovedet af mig selv og tog en dyb indånding for at slappe af igen. Da jeg havde fået pusten igen, kiggede jeg ned ad mig selv igen, og jeg sværger, at det føltes som en drøm, men det var ægte. Det her kunne umuligt være naturligt.

Jeg havde fået lavet bryster.

Af alle i verdenen, så mig? Jeg havde aldrig været mega fan af plastikkirurgi, måske var små operationer fint nok, men bryster?

Det her gav ingen mening. Slet ingen mening.

Chokeret fik jeg taget mit tøj på. Jeg kunne stadigvæk ikke komme mig over, at størrelsen på min bh var røget to størrelser op. Hvorfor fanden havde jeg ikke lagt mærke til det? Jeg havde bemærket, at der føltes noget underligt ved at ligge på siden, men jeg havde for alt i verdenen ikke regnet med, at det var derfor.

Jeg bed mig i læben og klemte øjnene lidt sammen, imens jeg kørte mine fingre gennem mit filtrede hår. Jeg kunne virkelig godt bruge et spejl nu. Især fordi jeg ingen konklusioner havde om, hvordan jeg så ud. Så vidt jeg kunne se, var min hår stadigvæk rødt, og det virkede ikke som om, at der var nogen yderligere forandringer, og det var jeg kun taknemlig for. Hvis jeg skulle være helt ærlig, kunne jeg kun spørge mig selv om, hvad jeg havde tænkt på.

Jeg tog en dyb indånding, hvorefter jeg vendte mig om mod døren og låste den ud. Jeg åbnede den og gik ind på stuen igen, hvor en læge stod sammen med mor og snakkede, og Patrick stod med hovedet ned i sin telefon. De rettede alle opmærksomheden mod mig, da jeg kom gående ind, og Patrick kom hen til mig med min Hummel taske og den flotte håndtaske, som sygeplejerskeren førhen havde været inde med. Så var det altså min?

”Jeg har pakket dine ting og det hele, så hvis du er klar, kan vi smutte,” sagde han og sendte mig et stort smil. Jeg nikkede tøvende og kiggede så på mor, der stadigvæk snakkede med lægen. Hun så hen på mig lige idet samme og lod lægen slutte sin sætning, inden hun trådte et skridt frem mod mig.

”Tager i af sted nu?” spurgte hun roligt. Jeg nikkede fast. Ingen vej tilbage nu. ”Okay. Er der noget hun skal huske?” Mor kiggede på lægen, hvilket jeg så også gjorde. Hun rystede på hovedet. ”Hvis du får mange smerter i hovedet, må du prøve at tage en panodil og måske sove lidt. I allerværste fald må du tage til lægen. Der er ikke rigtig andet, vi kan gøre,” smilede hun til mig. Jeg svarede ikke, nøjedes bare med at nikke en enkelt gang.

Mor var hurtigt til at give mig en knus og et kys på panden, inden Patrick og jeg forlod stuen. Jeg var i hans arme nu, og han skulle få mig sikkert hjem – en fremmed skulle passe på mig. Jeg bed tænderne lidt sammen og prøvede at tænke på noget andet. Han var min kæreste, han hjalp mig. Ellers ville han jo ikke være her, okay Cherry?

 

 

Det var nervepirrende at køre alene med Patrick hjem til min lejlighed. Ingen af os sagde helt så meget, og jeg lod som om, at jeg havde det fint med det, men indeni havde jeg lyst til at skrige op. Det føltes bare ubehageligt.

Så nu havde jeg bare sat mig til at tænke i stedet for. Jeg kunne stadigvæk ikke helt komme mig over, hvordan jeg havde råd til en lejlighed. Eftersom jeg ikke tjente mega godt på mit arbejde, burde det nærmest være umuligt.

Hvis du vil vide det, arbejder jeg på et apotek. Jeg kan godt lide at være i nærheden af mennesker, derfor sagde jeg også ja, da min mors veninde tilbød mig et arbejde på et lille apotek i nærheden af Bayswater. Det var for det meste kun gamle mennesker, der kom og gik, men jeg nød arbejdet og elskede som regel bare at være der.

Jeg kiggede opslugt ud ad vinduet, som om jeg ikke havde set London i flere år. Som om jeg var gået glip af en hel masse. Men alt i alt lignede det egentlig bare så selv, og det gjorde mig egentlig ret lettet. Jeg fokuserede på området, vi var på vej ind i og lagde mærke til, at det var Westminster vi var ved.

Patrick kørte ned ad en vej og endte ved en stor lejlighedsbygning, hvor han parkerede sin bil. Boede jeg derinde?

Jeg rynkede panden mistroisk, imens jeg steg ud af bilen. Mit blik hvilede udelukkende på bygningen, der bare så kedelig og grå ud. Der så ikke ud til at være helt så mange lejligheder, da der kun var få altaner, men det var vel kun godt. At bo et sted, hvor der er sygt mange mennesker, er ikke lige mig. Så var der larmende overboer, brokkende genboer, irriterende underboer. Alt det jeg gerne ville slippe for.

Patrick førte vej hen til opgangen af bygningen. Han tog min håndtaske frem og ledte den igennem, indtil han trak et nøglebundt frem. Selvom jeg ikke var helt så sikker på situationen, var jeg stadigvæk spændt. At se hvordan jeg boede var spændende, ja. Jeg havde ingen anelse om, hvilken stil jeg kørte, om der var pænt eller grimt, alt det der.

Der var elevator inde i bygningen, og den tog vi op til 4. og sidste etage. ”Du bor i nummer 12,” forklarede Patrick og fandt en ukendt nøgle frem, imens vi gik hen ad en lang gang, indtil vi stod foran en solid dør i hvid. Han stak nøglen ind i låsen og drejede, så der lød et lille klik. Nysgerrigheden tog hurtigt over min krop, da han åbnede døren. Allerede ude fra gangen af mødte en velkendt duft mig. Min gamle parfume, Dior J'adore. Min absolutte yndlingsparfume. Zayn gav mig den til min 17 års fødselsdag, og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg nærmest sniffede den.

Jeg glippede med øjnene for at få ham væk fra mine tanker. Som sagt, han var fortid. Han hørte ikke hjemme hos mig.

Jeg havde egentlig ikke tænkt over, at jeg faktisk var blevet 18 år. Egentlig var der gevaldig mange ting, jeg ikke havde tænkt over, og jeg ville først tænke rigtigt over dem, når jeg lå i en seng og bare kunne slappe af og få hovedet i ro. Ingen mennesker skulle være til stede, kun mig og mine tanker.

Jeg ville bare prøve at nyde det øjeblik, hvor jeg fik lov til at se på min lejlighed, som om jeg var en ny indflytter.

Selvom stedet var fremmed for mig, hang min lugt i luften, og det gjorde det imødekommende. Jeg kiggede rundt, og så Patrick stille sine sko på gulvet, hvorefter han smuttede ind ad en dør, som førte ind til et lyst rum. Jeg tjekkede hurtigt gangen ud. Der var ikke noget mega specielt over den. Den var hyggeligt indrettet med en hvid kommode, en knagerække og et lavt skostativ, hvor der stod nogle gamle Converse på.

Jeg stillede mine Vans i mængden og trådte langsomt ind mod døren, hvor Patrick var forsvundet ind. Vejen førte ind til en rummelig dagligstue, der så ret flot ud. Hvidt og lyst, nogle enkelte farvemalerier, men det var også det.

”Nå, hvad siger du så?” Patrick dukkede op henne fra en anden gang af, der også førte ind til stuen. Jeg rynkede panden lidt. ”Til hvad?” spurgte jeg. Han undslap en grin, hvilket bare fik mig til at se misfornøjet på ham. ”Hvad syntes du om din lejlighed, skøre,” rettede han og gik tættere på mig. Mit ansigtsudryk blev løst op af et smil, og jeg kiggede hurtigt rundt. ”Her er flot...”

Han grinede kort og nikkede. ”Tro mig, du lægger dit liv i denne her lejlighed.” Jeg skulle til at spørge ham om noget, da han greb fat i min arm og trak mig med hen mod gangen, hvor han lige var kommet fra.

Og så gik han ellers i gang med at vise mig badeværelse, køkken, gæsteværelse, og til sidst endte vi på mit soveværelse. De andre rum havde været ret overvældende for mig, så jeg gættede på, at dette her rum ville være det fedeste. Jeg havde altid gået mest op i mit eget soveværelse, så gad vide, om jeg ikke også havde det nu?

Da Patrick åbnede døren til det, lod jeg straks mit blik glide rundt. Jeg blev ikke overbegejstret, heller ikke skuffet. Her så rimelig neutralt ud, og jeg havde intet imod det. De eneste farver, der egentlig var pyntet med, var puderne, der lå i sengen og skilte sig ud i forskellige farver. Jeg kunne godt lide dem, og der var et eller andet bekendt over dem, som fik mig til at længtes efter dem på en mærkelig måde.

”Og det bedste til sidst..” mumlede Patrick og gik hen til væggen, som jeg først nu fandt ud af, var to skydedøre. Jeg rynkede panden lidt, og så ham trække dem fra hinanden, så et flot, cremefarvet rum dukkede op foran mig.

Et stort walkin-closet med diverse tøjstativer, smykkehylder og én stor skoreol, hvorpå der stod alle mulige slags tårnhøje stilletter, som jeg ikke mindes, jeg kunne gå i.

En høj larmende telefon, afbrød min stirren på skoene og fik mit blik til at færdes hen på Patrick, der trak sin telefon op ad lommen. ”Sorry, jeg bliver lige nødt til at tage den,” sagde han hurtigt og forsvandt, inden jeg nåede at sige noget. Jeg nikkede for mig selv og kiggede så på tøjet igen. Det så virkelig ud som om, at alt mit gamle tøj var blevet skiftet ud med noget fuldstændig nyt noget.

Jeg bed mig lidt i læben og vendte mig om, så jeg så ind på værelset igen. Min seng så rimelig behagelig ud, og jeg følte en trang til at lægge mig i den. Men det måtte vente til Patrick var smuttet. Jeg ville først slappe helt af, når han var væk. Selvfølelig var det ikke for at være ond, jeg gad bare ikke at sende ham de forkerte signaler af, at jeg ikke gad noget lige nu.

”Cherry?” Patricks stemme landede i mine ører og fik mig til at se hen i døren, hvor han stod. Han sendte mig et trist blik og hans mundvige hang lidt. ”Jeg er virkelig ked af det, men jeg bliver nødt til at gå. Arbejdet kalder...”

Jeg nikkede langsomt med hovedet, selvom det bare dunkede. ”Selvfølgelig,” sagde jeg opmuntrende. Han gik tættere på mig, indtil han stod lige foran mig. ”Jeg er virkelig ked af det Jeg kan måske komme forbi i aften eller noget? Hvis du altså vil have det?” Jeg sank en lille klump og sendte ham et lille smil. ”Det er okay. Jeg har brug for at sove og tænke lidt igennem, så hvis vi bare.. skrives ved?” foreslog jeg kort.

Han så en smule skuffet på mig, hvilket gav mig lidt dårlig samvittighed, men jeg fik hurtigt skubbet følelsen væk igen. ”Ja. Lad os gøre det,” sagde han så og smilede. Jeg nikkede og smilede igen.

Han førte an ud i gangen, og jeg fulgte bare efter, som om det var mig, der var fremmed her – det var jeg jo egentlig også, men du ved, hvad jeg mener.

Patrick tog hurtigt sine sko på og så så på mig med et smil.”Jeg skriver til dig senere, okay? Din telefon ligger for resten i din taske.” Jeg nikkede igen og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Det føltes akavet.

Især da Patrick pludselig lagde sine arme om mig og trak mig ind til et hårdt kram. Jeg følte mig ikke helt tryg i hans favn i starten, men efter nogle sekunder slappede jeg lidt af og kunne følte en velkendt intensitet i mit blod.

”Jeg er glad for du er tilbage,” mumlede han i mit hår og kyssede mig kort på panden, inden han trak sig tilbage og åbnede døren. ”Vi ses.” Jeg nikkede igen og vinkede kort. ”Hej,” mumlede jeg, samtidig med han smækkede døren.

Jeg kunne høre ham halvløbe ned ad trapperne og blev af ren vane bare stående i gangen og se på den lukkede dør. En kold fornemmelse havde allerede indtaget min krop, og jeg følte mig ensom. Jeg så rundt i den fremmed gang, der for et øjeblik siden havde givet mig et god indtryk. Nu virkede den bare lige gyldig – hele lejligheden virkede lige gyldig.

Alt jeg egentlig stod og ønskede mig lige nu, var at få hukommelsen tilbage. Og så selvom jeg ikke en gang havde levet uden den i en dag. Det hele virkede bare pludselig overvældende, og jeg fortrød på en måde, at jeg ikke havde taget med mor hjem. Selvom hun ville hvad drevet mig til vanvid, var hun der. Bare at have en eller andens nærvær i nærheden af mig lige nu, ville gøre mig langt mere tryg, end jeg følte mig lige nu.

I stedet for at gå ind og lægge mig i sengen, som jeg havde tænkt uafbrudt på, blev jeg stående og stirrede bare på den hvide dør. Helt efterladt og alene med tusinde af spørgsmål, der gik i kredsløb indeni mit hoved.

 

_______________________________________________________________________________

Sorry, det tog noget tid for at få udgivet 2. kapitel, men nu er det her endelig. Har ingen planer for weekenden (på nær lige lørdag, hvor der er Storhestedag), så jeg skal nok skrive! Både fredag+lørdag+søndag, så håber det letter på det hele!

Tak for likes, favorit og kommentarer indtil videre! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...